28.10.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 299/30


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 27. oktober 2006

om ikke at offentliggøre referencen for standard EN ISO 14122-4:2004 »Maskinsikkerhed — Permanente adgange til maskiner — Del 4: Faste stiger« i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF

(meddelt under nummer K(2006) 5062)

(EØS-relevant tekst)

(2006/733/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF af 22. juni 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner (1), særlig artikel 6, stk. 1,

under henvisning til udtalelse fra det stående udvalg, der er nedsat ved artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter og forskrifter vedrørende informationssamfundets tjenester (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I direktiv 98/37/EF bestemmes det, at maskiner kun kan markedsføres og ibrugtages, hvis de ikke bringer personers, husdyrs eller goders sikkerhed i fare, når de installeres og vedligeholdes på passende vis og anvendes i overensstemmelse med deres bestemmelse.

(2)

Når en national standard, der gennemfører en harmoniseret standard, hvis reference er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, omfatter et eller flere af de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, der er anført i bilag I til direktiv 98/37/EF, forudsættes maskiner, der er fremstillet i overensstemmelse med denne standard, at være i overensstemmelse med de relevante væsentlige krav.

(3)

I medfør af artikel 6, stk. 1, i direktiv 98/37/EF har Frankrig fremsat formel indsigelse med hensyn til standard EN ISO 14122-4:2004 vedtaget af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) den 18. marts 2003, hvis reference endnu ikke er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

(4)

Kommissionen har efter at have undersøgt standard EN ISO 14122-4:2004 kunnet fastslå, at specifikationerne i standardens punkt 4.3.2 (valg af faldsikringsudstyr), 6.2 (brugsanvisning) og 6.3 (mærkning) ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav i punkt 1.1.2(b) (principper for integrering af sikkerheden), 1.5.15 (risiko for at falde) og 1.6.2 (adgangsveje til arbejdsstedet og interventionspunkter) i bilag I til direktiv 98/37/EF.

(5)

Især forhindrer den tekniske løsning, som er beskrevet i standard EN ISO 14122-4:2004 (faldsikringsanordning), ikke et fald fra en fast stige. Den begrænser kun følgerne af et fald, og den kræver, at operatøren aktivt anvender personlige værnemidler.

(6)

Faldsikringsanordninger er forbundet med adskillige ulemper. For det første begrænser de operatørens bevægelsesfrihed. Dette kan resultere i, at operatørerne — især de operatører, der hyppigt udfører vedligeholdelsesarbejde — undlader at tage personlige værnemidler på, før de bruger en fast stige. For det andet skaber de sekundære farer i tilfælde, hvor en operatør falder og rammer en af maskinens eller installationens faste dele, hvis der ikke er et minimalt frirum under operatøren. Dette frirum skal desuden være større end det areal, der kræves i forbindelse med et bur. For det tredje udgør de en organisatorisk begrænsning for virksomhederne (forvaltning af personlige værnemidler, behovet for kompatibilitet mellem personlige værnemidler og forankringssystemet). Denne begrænsning kan medføre funktionsfejl, som kan føre til ulykker.

(7)

I modsætning til de væsentlige krav i punkt 1.1.2. b) i bilag I til direktiv 98/37/EF, sidestiller punkt 4.3.2, 6.2 og 6.3 i standard EN ISO 14122-4:2004 kravene til integrerede beskyttelsesforanstaltninger (bure) med de krav, der kun vedrører resterende risici (personlige værnemidler).

(8)

Formålet med en standard som EN ISO 14122-4:2004 er at behandle et sikkerhedsaspekt, der vedrører en lang række maskintyper og ikke kun specifikke maskintyper. Hvis de væsentlige krav i punkt 1.1.2, 1.5.15 og 1.6.2 i bilag I til direktiv 98/37/EF ikke kan overholdes til fulde for en bestemt maskintype, bør det i en standard for denne maskintype specificeres, hvilke alternative foranstaltninger der bør træffes.

(9)

Referencen for standard EN ISO 14122-4:2004 bør derfor ikke offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Referencen for standard EN ISO 14122-4:2004 »Maskinsikkerhed — Permanente adgange til maskiner — Del 4: Faste stiger« offentliggøres ikke i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. oktober 2006.

På Kommissionens vegne

Günter VERHEUGEN

Næstformand


(1)   EFT L 207 af 23.7.1998, s. 1. Ændret ved direktiv 98/79/EF (EFT L 331 af 7.12.1998, s. 1).

(2)   EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.