18.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 130/39


AFGØRELSE Nr. 206

af 15. december 2005

om forretningsordenen for og sammensætningen af Revisionsudvalget under Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring

(2006/352/EF)

DEN ADMINISTRATIVE KOMMISSION FOR VANDRENDE ARBEJDSTAGERES SOCIALE SIKRING HAR —

under henvisning til artikel 101, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71, i henhold til hvilken Den Administrative Kommission fastsætter forretningsordenen for og sammensætningen af Revisionsudvalget,

under henvisning til afgørelse nr. 86 af 24. september 1973 og afgørelse nr. 159 af 3. oktober 1995 om forretningsordenen for og sammensætningen af Revisionsudvalget, og

ud fra følgende betragtninger:

På grund af udvidelsen af Den Europæiske Union den 1. maj 2004 er det nødvendigt at revidere de tidligere afgørelser om forretningsordenen for og sammensætningen af Revisionsudvalget —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

1)

Afgørelse nr. 86 og afgørelse nr. 159 annulleres, og teksten til forretningsordenen for og sammensætningen af Revisionsudvalget under Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring i disse afgørelser erstattes af den tekst, der er vedlagt som bilag til denne afgørelse.

2)

Denne afgørelse finder anvendelse fra den første dag i den måned, der følger efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Formand for Den Administrative Kommission

Anna HUDZIECZEK


BILAG

Forretningsordenen for og sammensætningen af Revisionsudvalget under Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring

1.

Det i artikel 101, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 574/72 omhandlede revisionsudvalg har de opgaver, der er angivet i artikel 102, stk. 1, og artikel 113, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 574/72, og virker under Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring, fra hvilken det modtager sine direktiver.

Inden for disse rammer skal Revisionsudvalget forelægge et langsigtet arbejdsprogram for Den Administrative Kommission med henblik på godkendelse. En gang om året skal Revisionsudvalget forelægge en statusrapport om arbejdsprogrammet for Den Administrative Kommission.

2.

Revisionsudvalget udtaler sig i princippet på grundlag af aktstykker. Det kan fra de kompetente myndigheder kræve tilvejebragt alle oplysninger eller undersøgelser, som udvalget anser for nødvendige ved behandlingen af de sager, som overgives det til undersøgelse. Om fornødent kan Revisionsudvalget, når formanden for Den Administrative Kommission forinden har meddelt samtykke hertil, bemyndige et medlem af sekretariatet eller visse medlemmer af Revisionsudvalget til på stedet at foretage den undersøgelse, som måtte være påkrævet, for at udvalgets arbejde kan videreføres. Formanden for Den Administrative Kommission underretter vedkommende medlemsstats repræsentant i Den Administrative Kommission om denne undersøgelse.

Revisionsudvalget bistås af en uafhængig ekspert, som har en faglig uddannelse og erfaring inden for de områder, der vedrører Revisionsudvalgets funktioner, især opgaverne i henhold til artikel 94, 95 og 101 i forordning (EØF) nr. 574/72.

3.

Revisionsudvalget består af to repræsentanter, som udpeges af de kompetente myndigheder i hver af Den Europæiske Unions medlemsstater.

Ethvert medlem af Revisionsudvalget kan i tilfælde af forfald lade sig repræsentere af den suppleant, som i dette øjemed er udpeget af de kompetente myndigheder.

4.

Beslutninger træffes med simpelt flertal, idet hver medlemsstat kun råder over en stemme.

Af Revisionsudvalgets udtalelser skal det fremgå, om de er vedtaget enstemmigt eller ved flertalsbeslutning. Mindretallets standpunkter eller forbehold skal i givet fald anføres.

Når udtalelsen ikke er vedtaget enstemmigt, forelægges den af Revisionsudvalget for Den Administrative Kommission sammen med en beretning, som indeholder en redegørelse for de modstridende synspunkter og begrundelsen herfor.

Revisionsudvalget udpeger ligeledes en referent, som har til opgave at meddele Den Administrative Kommission alle oplysninger, som denne kommission anser for formålstjenlige med henblik på afgørelsen af den pågældende uoverensstemmelse.

Referenten kan ikke vælges blandt repræsentanterne for de lande, der er implicerede i uoverensstemmelsen.

5.

Den repræsentant for Europa-Kommissionen, der har sæde i Den Administrative Kommission, eller den pågældendes suppleant har rådgivende status i Revisionsudvalget.

6.

Hvervet som formand for Revisionsudvalget udøves af et medlem fra den medlemsstat, hvis repræsentant i Den Administrative Kommission i samme periode udøver formandshvervet for denne kommission.

Formanden for Revisionsudvalget kan sammen med sekretariatet træffe alle foranstaltninger med henblik på en hurtig løsning af problemer, der hører ind under Revisionsudvalgets kompetenceområde.

Formanden for Revisionsudvalget er i princippet formand for arbejdsgrupperne, som har til opgave at behandle problemer, som hører ind under Revisionsudvalgets kompetenceområde; hvis formanden ikke er i stand til at deltage i møderne, eller såfremt der skal behandles visse særlige problemer, kan en anden person, der udpeges af formanden, dog deltage i møderne i stedet for denne.

7.

Den Administrative Kommissions sekretariat forestår forberedelsen af Revisionsudvalgets møder, afholdelsen af møderne samt udarbejdelsen af mødereferat. Sekretariatet udfører de opgaver, der er nødvendige for, at Revisionsudvalget kan fungere. Dagsordenen og tidspunktet for samt varigheden af Revisionsudvalgets møder fastlægges i samråd med formanden.

8.

Den Administrative Kommissions sekretariat fremsender dagsordenen til medlemmerne af Revisionsudvalget og af Den Administrative Kommission mindst 20 dage før hvert mødes begyndelse.

Inden for samme tidsfrist fremsender Den Administrative Kommissions sekretariat de dokumenter, der er relevante for mødet.

9.

Reglerne i vedtægterne for Den Administrative Kommission finder om fornødent anvendelse på Revisionsudvalget.