2.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 171/24


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1037/2005

af 1. juli 2005

om nødforanstaltninger til beskyttelse og genopretning af ansjosbestanden i ICES-underområde VIII

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (1), særlig artikel 7, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Nye videnskabelige oplysninger fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) viser, at nødforanstaltninger er nødvendige til beskyttelse og genopretning af ansjosbestande i ICES-underområde VIII. Fiskeriet bør derfor indstilles med øjeblikkelig virkning i en periode på tre måneder.

(2)

Inden for den periode, hvor fiskeriet indstilles, og efter at have hørt Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri vil Kommissionen vurdere, om indstillingen skal tages op til fornyet behandling.

(3)

Kommissionen bør derfor på eget initiativ træffe nødforanstaltninger for at beskytte ansjosbestanden —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Fiskeriet efter ansjos i ICES-underområde VIII er forbudt. Det er også forbudt at opbevare om bord, omlade eller lande ansjoser, der er fanget i ICES-underområde VIII, efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes i en periode på tre måneder.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. juli 2005.

På Kommissionens vegne

Joe BORG

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.