7.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/1


EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

af 28. september 2005

om vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer

(2005/684/EF, Euratom)

EUROPA-PARLAMENTET HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 190, stk. 5,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 108, stk. 4,

efter høring af Kommissionen (1),

efter Rådets (2) godkendelse, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentet består af »repræsentanter for folkene i de i Fællesskabet sammensluttede stater«. Disse repræsentanter er også ifølge EF-traktatens artikel 190, stk. 1, »repræsentanter for folkene i de i Fællesskabet sammensluttede stater«. Det samme udtryk anvendes ligeledes i EF-traktatens artikel 190, stk. 2 (»antallet af repræsentanter, der vælges i hver enkelt medlemsstat«) og stk. 3 (»Repræsentanterne vælges for en periode på fem år«). Disse bestemmelser, ifølge hvilke medlemmerne er repræsentanter for folkene, ligger til grund for anvendelsen i denne statut af betegnelsen »medlem«.

(2)

Parlamentet er beføjet til at regulere sine egne anliggender i sin forretningsorden i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 199, stk. 1, og under overholdelse af denne statut.

(3)

I statuttens artikel 1 anvendes begrebet medlem, og det fremgår klart, at statutten ikke indeholder bestemmelser om Europa-Parlamentets medlemmers rettigheder og pligter, men derimod om regler og almindelige betingelser for udøvelsen af deres hverv.

(4)

Den frihed og uafhængighed, der er fastslået i artikel 2, og som ikke er omhandlet i nogen primærretlig tekst, bør reguleres i en retsakt. Erklæringer, hvori medlemmerne forpligter sig til at nedlægge mandatet på et bestemt tidspunkt, og erklæringer om mandatnedlæggelse på et ikke nærmere angivet tidspunkt, som et parti frit kan benytte, må anses for at være i modstrid med medlemmernes frihed og uafhængighed og bør derfor ikke være retligt bindende.

(5)

I artikel 3, stk. 1, gengives bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet af 20. september 1976.

(6)

Initiativretten, der er omhandlet i artikel 5, er af afgørende betydning for ethvert medlem af Parlamentet. Denne ret må ikke indskrænkes ved Parlamentets forretningsorden.

(7)

Retten til aktindsigt, der fremgår af artikel 6 og indgår i Parlamentets forretningsorden, vedrører et væsentligt aspekt af et medlems udøvelse af sit mandat og bør derfor forankres i statutten.

(8)

Artikel 7 skal sikre, at den sproglige mangfoldighed opretholdes i praksis trods modsatrettede udtalelser. Enhver form for diskrimination af et officielt sprog bør være udelukket. Dette princip bør fortsat gælde efter yderligere udvidelse af Den Europæiske Union.

(9)

Medlemmerne modtager ifølge artikel 9 og 10 et vederlag for udøvelsen af deres hverv. Hvad angår størrelsen af dette vederlag, forelagde den af Parlamentet nedsatte ekspertgruppe i maj 2000 en undersøgelse, på grundlag af hvilken et vederlag på 38,5 % af grundlønnen til en dommer ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er berettiget.

(10)

Da vederlaget, overgangsgodtgørelsen samt alders-, invalide- og efterladtepensionen finansieres over Den Europæiske Unions budget, bør de beskattes til fordel for Fællesskaberne.

(11)

På grund af medlemmernes særlige forhold, navnlig at der ikke gælder nogen pligt for medlemmerne til at have bopæl på Parlamentets arbejdssteder og deres særlige tilknytning til den stat, hvor de er valgt, bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende bestemmelserne i deres nationale skattelovgivning på vederlaget og overgangsgodtgørelsen samt alders-, invalide- og efterladtepensionen.

(12)

Artikel 9, stk. 3, er nødvendig, fordi partierne ofte forventer, at en del af de i artikel 9, stk. 1 og 2, nævnte ydelser anvendes til deres formål. Denne form for finansiering af politiske partier kan ikke tillades.

(13)

Overgangsydelsen, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, og artikel 13, skal navnlig dække perioden mellem mandatets ophør og en ny erhvervsaktivitet. Ved overtagelse af et nyt mandat eller et offentligt embede ophører dette formål med at være relevant.

(14)

Under hensyn til udviklingen på området for alderspensioner i medlemsstaterne forekommer det passende, at et tidligere medlem har ret til alderspension fra det fyldte 63. år. Artikel 14 berører ikke medlemsstaternes ret til at tage hensyn til alderspensionen ved beregningen af alderspension efter national ret.

(15)

Bestemmelserne om efterladtepension følger i det væsentlige gældende ret i Det Europæiske Fællesskab. Retten til pension for en efterladt ægtefælle, som indgår nyt ægteskab, hviler på den moderne tankegang, at retten består i en selvstændig ydelse og ikke blot tjener til ren »forsørgelse«. Derfor bortfalder denne ret ikke, hvis den efterladte ægtefælle råder over egne indtægter eller egen formue.

(16)

Artikel 18 er nødvendig, fordi medlemsstaternes ydelser, såsom godtgørelse af omkostninger i forbindelse med sygdom og tilskud til bidrag til sygeforsikring, bortfalder, når statutten træder i kraft. Disse ydelser udbetales ofte efter mandatets ophør.

(17)

Bestemmelserne om godtgørelse af omkostninger skal være i overensstemmelse med de principper, De Europæiske Fællesskabers Domstol opstillede i Lord Bruce-dommen (3). Herefter kan Parlamentet refundere udgifter ved hjælp af faste godtgørelser, når dette er hensigtsmæssigt for at nedbringe administrationsomkostningerne og den arbejdsbyrde, som kontrol af hver enkelt udgift ellers ville medføre. Dette er derfor i overensstemmelse med princippet om forsvarlig forvaltning.

(18)

Den 28. maj 2003 vedtog Parlamentets Præsidium nye regler om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til medlemmerne, som er baseret på de faktiske omkostninger. Disse regler bør træde i kraft samtidig med denne statut.

(19)

Medlemsstaterne bør sikre, at de regler, hvorefter Europa-Parlamentets medlemmer ligestilles med de nationale parlamentsmedlemmer i deres medlemsstat i forbindelse med udøvelsen af deres mandat, fortsat finder anvendelse. I betragtning af de mange yderst forskellige regler i medlemsstaterne er det ikke muligt at nå frem til en fælles europæisk løsning på dette problem. For Europa-Parlamentets medlemmer ville det, hvis sådanne bestemmelser ikke fandtes, være yderst besværligt eller umuligt at udøve mandatet i den medlemsstat, de er valgt i. Det er også i medlemsstaternes interesse, at mandatet kan udøves effektivt.

(20)

Artikel 25, stk. 1, er nødvendig, fordi de yderst forskellige nationale bestemmelser, som medlemmerne hidtil har været underlagt, umuliggør en fælles europæisk løsning på alle de problemer, der er forbundet med overgangen fra et gammelt til et nyt system i Europa. Ved at give medlemmerne mulighed for at vælge forhindres en indskrænkning af deres rettigheder og tab for dem i forbindelse med overgangen. Reglen i artikel 25, stk. 2, er en konsekvens af den afgørelse, der træffes i henhold til stk. 1 i samme artikel.

(21)

Der er ved bestemmelserne i artikel 29, som giver medlemsstaterne mulighed for i en overgangsperiode at vedtage en ordning, der afviger fra denne statuts bestemmelser, taget hensyn til de forskellige nationale forhold. Disse forskellige forhold er også baggrunden for, at der gives medlemsstaterne mulighed for at ligestille medlemmer af Europa-Parlamentet med medlemmer af de nationale parlamenter —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

AFSNIT I

REGLER OG ALMINDELIGE BETINGELSER FOR EUROPA-PARLAMENTETS MEDLEMMERS UDØVELSE AF DERES HVERV

Artikel 1

I denne statut fastsættes reglerne og de almindelige betingelser for Europa-Parlamentets medlemmers udøvelse af deres hverv.

Artikel 2

1.   Medlemmerne er frie og uafhængige.

2.   Aftaler om nedlæggelse af et mandat inden eller ved en valgperiodes udløb er ugyldige.

Artikel 3

1.   Medlemmerne stemmer individuelt og personligt. De er ikke bundet af pålæg og kan ikke modtage bundet mandat.

2.   Aftaler om nærmere betingelser for udøvelsen af mandatet er ugyldige.

Artikel 4

Dokumenter og elektroniske optegnelser, som et medlem har modtaget, udarbejdet eller afsendt, anses kun for Europa-Parlamentets dokumenter, hvis de er indgivet i henhold til forretningsordenen.

Artikel 5

1.   Inden for rammerne af Parlamentets initiativret har ethvert medlem ret til at fremsætte forslag til en fællesskabsakt.

2.   Parlamentet fastsætter nærmere regler om udøvelsen af denne ret i sin forretningsorden.

Artikel 6

1.   Medlemmerne har ret til indsigt i alle dokumenter, der er i Europa-Parlamentets besiddelse.

2.   Stk. 1 gælder ikke for personlige dokumenter og afregninger.

3.   Den Europæiske Unions retsakter og institutionernes aftaler om aktindsigt i dokumenter berøres ikke af stk. 1.

4.   Parlamentet fastsætter nærmere regler for udøvelsen af denne ret.

Artikel 7

1.   Parlamentets dokumenter oversættes til alle officielle sprog.

2.   De mundtlige indlæg tolkes simultant til alle øvrige officielle sprog.

3.   Parlamentet fastsætter gennemførelsesbestemmelser til denne artikel.

Artikel 8

1.   Medlemmerne kan danne politiske grupper.

2.   Parlamentet fastsætter nærmere regler for udøvelsen af denne ret i sin forretningsorden.

Artikel 9

1.   Medlemmerne har ret til et passende vederlag, som sikrer deres uafhængighed.

2.   De har efter mandatets ophør ret til at få udbetalt overgangsgodtgørelse og pension.

3.   Aftaler om anvendelsen af vederlag, overgangsgodtgørelse ved mandatets ophør og pension til andre end private formål er ugyldige.

4.   Medlemmers og tidligere medlemmers efterladte har ret til efterladtepension.

Artikel 10

Vederlaget andrager 38,5 % af den grundløn, som en dommer ved De Europæiske Fællesskabers Domstol oppebærer.

Artikel 11

Vederlag, som et medlem modtager for udøvelsen af et mandat i et andet parlament, modregnes i vederlaget.

Artikel 12

1.   Det i artikel 9 omhandlede vederlag beskattes til fordel for Fællesskaberne på samme vilkår, som gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber i henhold til artikel 13 i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter.

2.   De fradrag for udgifter afholdt som følge af tjenestens udøvelse og af familiemæssig og social karakter, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, 3 og 4, i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber (4), finder ikke anvendelse.

3.   Stk. 1 berører ikke medlemsstaternes ret til at underkaste vederlaget nationale beskatningsbestemmelser under forudsætning af, at enhver form for dobbeltbeskatning undgås.

4.   Medlemsstaterne har ret til at tage hensyn til vederlaget ved fastsættelse af beskatningsprocenten for anden indkomst.

5.   Denne artikel finder ligeledes anvendelse på den overgangsgodtgørelse og alders-, invalide- og efterladtepension, der udbetales i henhold til artikel 13, 14, 15 og 17.

6.   Ydelser i henhold til artikel 18, 19 og 20 og bidrag til pensionsfonden i henhold til artikel 27 beskattes ikke.

Artikel 13

1.   Medlemmerne har ved mandatets ophør ret til en overgangsgodtgørelse svarende til vederlaget i henhold til artikel 10.

2.   Denne ret gælder for en måned for hvert år, den pågældende har udøvet sit mandat, dog mindst seks og højst 24 måneder.

3.   Retten ophører ved overtagelse af et mandat i et andet parlament eller et offentligt embede.

4.   Hvis et tidligere medlem afgår ved døden, betales overgangsgodtgørelsen sidste gang i den måned, hvori det tidligere medlem afgik ved døden.

Artikel 14

1.   Tidligere medlemmer har ret til alderspension ved det fyldte 63. år.

2.   Alderspensionen udgør for hvert fulde år, den pågældende har udøvet sit mandat, 3,5 % af vederlaget i henhold til artikel 10 og for hver yderligere fulde måned en tolvtedel heraf, dog højst 70 %.

3.   Alderspensionen modregnes ikke i anden pension.

4.   Artikel 11 finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 15

1.   Hvis et medlem bliver uarbejdsdygtig i mandatperioden, har den pågældende ret til invalidepension.

2.   Artikel 14, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Invalidepensionen udgør dog mindst 35 % af vederlaget i henhold til artikel 10.

3.   Retten til invalidepension kan gøres gældende, når mandatet nedlægges.

4.   Parlamentet fastsætter nærmere regler om udøvelsen af denne ret.

5.   Artikel 11 finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 16

Har et tidligere medlem på samme tid ret til at få udbetalt overgangsgodtgørelse i henhold til artikel 13 og pension i henhold til artikel 14 eller 15, anvendes den ordning, som den pågældende vælger.

Artikel 17

1.   Dør et medlem eller et tidligere medlem, der ved dødsfaldet havde eller senere ville have fået ret til pension i henhold til artikel 14 eller 15, har den efterladte ægtefælle og forsørgelsesberettigede børn ret til efterladtepension.

2.   Pensionsydelserne må tilsammen ikke overstige den alderspension, det pågældende medlem ville have haft ret til ved valgperiodens udløb, eller som tilkom eller ville have tilkommet det tidligere medlem.

3.   Den efterladte ægtefælle modtager 60 % af det i stk. 2 nævnte beløb, dog mindst 30 % af vederlaget i henhold til artikel 10. Kravet herpå bortfalder ikke ved indgåelse af nyt ægteskab. Kravet består ikke, såfremt der på grund af omstændighederne i det konkrete tilfælde ikke kan være nogen tvivl om, at ægteskabet alene blev indgået af forsørgelsesmæssige grunde.

4.   Et forsørgelsesberettiget barn modtager 20 % af det i stk. 2 nævnte beløb.

5.   Det samlede pensionsbeløb fordeles i givet fald mellem ægtefælle og børn i forhold til de i stk. 3 og 4 nævnte procentsatser.

6.   Pensionen udbetales fra den første dag i den måned, der følger efter dødsfaldet.

7.   Ved ægtefællens død bortfalder dennes ret ved udgangen af den måned, hvori dødsfaldet indtraf.

8.   Retten til børnepension ophører ved udgangen af den måned, hvori barnet fylder 21 år. Denne ret forlænges dog for det tidsrum, hvor barnet er under uddannelse, men ophører senest ved udgangen af den måned, hvori det fylder 25 år. Retten til børnepension opretholdes, hvis barnet på grund af sygdom eller handicap er ude af stand til at forsørge sig selv.

9.   Partnere i parforhold, som er anerkendt i medlemsstaterne, ligestilles med ægtefæller.

10.   Parlamentet fastsætter nærmere regler for udøvelsen af denne ret.

Artikel 18

1.   Medlemmer og tidligere medlemmer, der oppebærer pension, samt personer, der har ret til efterladtepension, har krav på godtgørelse af to tredjedele af omkostningerne i forbindelse med sygdom, svangerskab og fødsel.

2.   Parlamentet fastsætter nærmere regler for udøvelsen af denne ret.

Artikel 19

1.   Medlemmerne har ret til at blive forsikret mod risici i forbindelse med udøvelsen af mandatet.

2.   Parlamentet fastsætter nærmere regler om udøvelsen af denne ret. Medlemmerne afholder selv en tredjedel af forsikringspræmien.

Artikel 20

1.   Medlemmerne har ret til godtgørelse af omkostninger i forbindelse med udøvelsen af mandatet.

2.   I forbindelse med rejser til og fra Parlamentets arbejdssteder og andre tjenesterejser godtgør Parlamentet de faktisk afholdte udgifter.

3.   Godtgørelse af andre almindelige udgifter kan ske i form af et fast beløb.

4.   Parlamentet fastsætter nærmere regler for udøvelsen af denne ret.

5.   Artikel 9, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 21

1.   Medlemmerne har ret til at ansætte personlige medarbejdere, som de frit kan vælge.

2.   Parlamentet afholder de faktiske udgifter i forbindelse med ansættelsesforholdet.

3.   Parlamentet fastsætter nærmere regler for udøvelsen af denne ret.

Artikel 22

1.   Medlemmerne har ret til at anvende Parlamentets kontor- og kommunikationsudstyr og tjenestevogne.

2.   Parlamentet fastsætter nærmere regler for udøvelsen af denne ret.

Artikel 23

1.   Samtlige udbetalinger foretages over Den Europæiske Unions budget.

2.   Udbetalinger i henhold til artikel 10, 13, 14, 15 og 17 foretages månedligt i euro eller — efter medlemmets ønske — i valutaen i den medlemsstat, hvori vedkommende er bosat. Parlamentet fastlægger nærmere regler for, hvordan udbetalingerne skal foretages.

Artikel 24

Gennemførelsesbestemmelserne til denne statut træder i kraft efter offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

AFSNIT II

OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 25

1.   Medlemmer, der var valgt til Parlamentet, før denne statut trådte i kraft, og som er blevet genvalgt, kan med hensyn til vederlag, overgangsgodtgørelse samt alders-, invalide- og efterladtepension vælge at være omfattet af den hidtidige nationale ordning i hele mandatperioden.

2.   Disse ydelser betales over medlemsstaternes budget.

Artikel 26

1.   De medlemmer, der i henhold til artikel 25, stk. 1, fortsat ønsker at være omfattet af den hidtidige nationale ordning, meddeler skriftligt Europa-Parlamentets formand dette senest 30 dage efter denne statuts ikrafttræden.

2.   Afgørelsen er endelig og uigenkaldelig.

3.   Hvis en sådan meddelelse ikke foreligger inden fristens udløb, gælder denne statuts bestemmelser.

Artikel 27

1.   Europa-Parlamentets frivillige pensionsfond videreføres efter denne statuts ikrafttræden for de medlemmer eller tidligere medlemmer, der allerede har erhvervet rettigheder i denne fond.

2.   De erhvervede rettigheder bevares i fuldt omfang. Parlamentet kan fastlægge kriterier og vilkår for erhvervelse af nye rettigheder.

3.   Medlemmer, der modtager vederlag i henhold til artikel 10, kan ikke erhverve nye rettigheder i den frivillige pensionsfond.

4.   Fonden er ikke åben for tilgang af medlemmer, der indvælges i Parlamentet for første gang efter denne statuts ikrafttræden.

5.   Artikel 9, stk. 3, og artikel 14, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 28

1.   Ret til pension, som et medlem på tidspunktet for anvendelsen af denne statut har opnået i henhold til nationale bestemmelser, bevares i fuldt omfang.

2.   Når varigheden af udøvelsen af mandatet som medlem af Europa-Parlamentet eller i et nationalt parlament i henhold til nationale bestemmelser ikke er tilstrækkelig til at udløse en pensionsret, medregnes disse perioder ved beregningen af pensionen på grundlag af denne statut. Parlamentet kan indgå aftaler med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne om overførelse af optjente pensionsrettigheder.

Artikel 29

1.   Medlemsstaterne kan for de medlemmer, der er valgt i deres medlemsstat, vedtage en ordning med hensyn til vederlag, overgangsgodtgørelse samt alders-, invalide- og efterladtepension, der afviger fra denne statuts bestemmelser, for en overgangsperiode, som ikke kan overstige varigheden af to af Europa-Parlamentets valgperioder.

2.   I en sådan ordning ligestilles medlemmerne som minimum med medlemmerne af de respektive nationale parlamenter.

3.   Samtlige udbetalinger foretages over den pågældende medlemsstats budget.

4.   Ovennævnte ordning berører ikke medlemmernes rettigheder i henhold til artikel 18-22 i denne statut.

AFSNIT III

AFSLUTTENDE BESTEMMELSE

Artikel 30

Denne statut træder i kraft på førstedagen af den valgperiode for Europa-Parlamentet, der begynder i 2009.

Udfærdiget i Strasbourg, den 28. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Kommissionens udtalelse af 3.6.2003, bekræftet af næstformand Margot Wallström i Europa-Parlamentets møde den 22.6.2005.

(2)  Rådets skrivelse af 19.7.2005.

(3)  Dom af 15. september 1981, sag 208/80, Bruce of Donington mod Eric Gordon Aspden, Sml. 1981, s. 2205.

(4)  EFT L 56 af 4.3.1968, s. 8. Senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 (EUT L 124 af 27.4.2004, s. 1).