8.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/28


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 7. marts 2005

om transit af levende kvæg gennem Det Forenede Kongerige

(meddelt under nummer K(2005) 509)

(EØS-relevant tekst)

(2005/177/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (1), særlig artikel 15, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til Rådets beslutning 98/256/EF af 16. marts 1998 om hasteforanstaltninger til beskyttelse mod bovin spongiform encephalopati, om ændring af beslutning 94/474/EF og om ophævelse af beslutning 96/239/EF (2) skal Det Forenede Kongerige drage omsorg for, at levende kvæg ikke sendes fra dets område til andre medlemsstater eller til tredjelande.

(2)

De færgeselskaber, der i øjeblikket fragter levende kvæg fra Irland til det europæiske fastland, indstiller snart denne tjeneste, hvilket i alvorlig grad vil påvirke handelen med levende kvæg mellem Irland og andre medlemsstater.

(3)

Der bør derfor fastsættes regler, der åbner mulighed for transit af levende kvæg fra Irland gennem Det Forenede Kongerige. Denne transit bør dog være underkastet strenge betingelser og stram kontrol for ikke at svække de gældende foranstaltninger i henhold til beslutning 98/256/EF.

(4)

De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Uden at det berører beslutning 98/256/EF, tillader Det Forenede Kongerige transit uden afbrydelse af levende kvæg (i det følgende benævnt »dyrene«), der sendes fra Irland gennem Det Forenede Kongerige til andre medlemsstater, på de betingelser, der er fastsat i nærværende beslutning.

Artikel 2

De sundhedscertifikater, der omhandles i Rådets direktiv 64/432/EØF (3), og som ledsager dyr i transit fra Irland gennem Det Forenede Kongerige til andre medlemsstater, skal være forsynet med følgende påtegning:

»Dyr, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 2005/177/EF af den 7. marts 2005«

Artikel 3

Transit af dyr fra Irland gennem Det Forenede Kongerige til andre medlemsstater, jf. artikel 1, tillades kun, hvis den kompetente myndighed i Irland mindst to arbejdsdage i forvejen har sendt en meddelelse herom til:

a)

den centrale myndighed i Det Forenede Kongerige

b)

den centrale myndighed i alle medlemsstater, som dyrene passerer i transit, og

c)

den centrale og den lokale kompetente myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten.

Artikel 4

Den kompetente myndighed i Irland sikrer, at køretøjet, der transporterer dyrene, er plomberet med en officiel plombe, som ikke må brydes, så længe dyrene er i transit gennem Det Forenede Kongerige, medmindre det er nødvendigt med henblik på officiel kontrol eller af hensyn til dyrevelfærden, jf. artikel 5.

Plombenummeret/-numrene registreres af den kompetente myndighed i Irland på det sundhedscertifikat, der er omhandlet i artikel 2.

Artikel 5

Hvis dyrene af hastende dyrevelfærdshensyn eller med henblik på officiel kontrol aflæsses i Det Forenede Kongerige, underretter transportøren øjeblikkeligt den kompetente myndighed i denne medlemsstat.

Disse dyr må ikke videretransporteres, medmindre følgende betingelser er opfyldt:

a)

genpålæsningen finder sted under tilsyn af den kompetente myndighed i Det Forenede Kongerige

b)

køretøjet plomberes på ny umiddelbart efter genpålæsningen, og

c)

der udstedes et supplerende certifikat som angivet i bilaget.

Artikel 6

Den kompetente myndighed i Det Forenede Kongerige foretager passende kontrol for at sikre gennemførelsen af denne beslutning, og den kontrollerer navnlig, at plomberne på køretøjer, der forlader Det Forenede Kongerige, ikke er brudte, jf. artikel 5.

Som bekræftelse af at denne beslutnings bestemmelser er overholdt, forsyner den kompetente myndighed det i artikel 2 omtalte sundhedscertifikat med et officielt stempel, eller den udsteder et supplerende certifikat som angivet i bilaget.

I tilfælde af manglende overholdelse af denne beslutning tillades det ikke, at dyrene transporteres videre til deres endelige bestemmelsessted. Disse dyr tilbageholdes, indtil de af dyre- og folkesundhedsmæssige grunde slagtes, destrueres eller, efter aftale med afsendelsesmedlemsstaten, sendes tilbage til deres oprindelsessted.

Artikel 7

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. marts 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1993/2004 (EUT L 344 af 20.11.2004, s. 12).

(2)  EFT L 113 af 15.4.1998, s. 32. Senest ændret ved Kommissionens beslutning 2002/670/EF (EFT L 228 af 24.8.2002, s. 22).

(3)  EFT 121 af 29.7.1964, s. 1977/64. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 21/2004 (EFT L 5 af 9.1.2004, s. 8).


BILAG

Supplerende certifikat (Kommissionens beslutning 2005/177/EF af den 7. marts 2005)

Image