21.1.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 19/73


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 29. oktober 2004

om oprettelse af Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) og om samordning af de tekniske aktiviteter med henblik på at beskytte euromønterne mod falskmøntneri

(2005/37/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 211,

under henvisning til Rådets beslutning 2003/861/EF af 8. december 2003 om analyse og samarbejde vedrørende falske euromønter (1) og Rådets beslutning 2003/862/EF af 8. december 2003 om udvidelse af virkningerne af beslutning 2003/861/EF om analyse og samarbejde vedrørende falske euromønter til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen som fælles valuta (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri (3), særlig artikel 5, fastsætter, at det nationale møntanalysecenter (CNAC) i hver enkelt medlemsstat og Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) skal analysere og klassificere falske euromønter. Ved Rådets forordning (EF) nr. 1339/2001 (4) udvides anvendelsen af artikel 1-11 i forordning (EF) nr. 1338/2001 til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har vedtaget euroen som fælles valuta.

(2)

Siden oktober 2001 har ETSC udført sine opgaver på et midlertidigt grundlag i det franske møntvæsen, og Kommissionen har sørget for administrativ støtte og ledelse i overensstemmelse med brevveksling mellem formanden for Rådet og Frankrigs finansminister af 28. februar og 9. juni 2000.

(3)

ETSC bidrager til gennemførelse af målsætningerne i »Pericles«-programmet, jf. Rådets afgørelse 2001/923/EF af 17. december 2001 om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (»Pericles«-programmet) (5) og Rådets afgørelse 2001/924/EF af 17. december 2001 om udvidelse af afgørelse om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (»Pericles«-programmet) til også at omfatte de medlemsstater, som ikke har indført euroen som fælles valuta (6).

(4)

I henhold til artikel 1 i beslutning 2003/861/EF opretter Kommissionen ETSC og sikrer dets drift og samordningen af de kompetente tekniske myndigheders arbejde for at beskytte euromønterne mod falskmøntneri. Artikel 1 i beslutning 2003/862/EF fastsætter, at beslutning 2003/861/EF udvides til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen som fælles valuta.

(5)

De franske myndigheder har ved brev fra Frankrigs finansminister af 6. september 2004 forpligtet sig til at fortsætte den nuværende fordeling af udgifterne mellem det franske møntvæsen og Kommissionen. I en brevveksling mellem Kommissionens medlem med ansvar for bekæmpelse af svig og Frankrigs finansminister angående en permanent oprettelse af ETSC til analyse og klassifikation af falske euromønter gengives organisationsprincipperne for ETSC, der blev fastlagt i forbindelse med den midlertidige udøvelse af dets aktiviteter i det franske møntvæsen, i overensstemmelse med brevveksling mellem formanden for Rådet og Frankrigs finansminister af 28. februar og 9. juni 2000.

(6)

Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC), Den Europæiske Centralbank, Europol samt de kompetente nationale myndigheder bør desuden fortsat informeres løbende om ETSC's aktiviteter og om situationen med hensyn til forfalskning af euromønter.

(7)

ETSC bør derfor oprettes i Kommissionen i Bruxelles, i tilknytning til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

(8)

Kommissionens samordning af de aktiviteter, der gennemføres af alle de kompetente tekniske myndigheder for at beskytte euromønterne mod falskmøntneri, omfatter metoder til analyse af falske euromønter, undersøgelse af nye tilfælde af falske mønter og vurdering af konsekvenserne, udveksling af information om aktiviteterne i de nationale møntanalysecentre og i ETSC, ekstern kommunikation om falske mønter, afsløring af sådanne mønter ved hjælp af møntbehandlingsudstyr samt undersøgelse af ethvert teknisk problem i relation til falske mønter.

(9)

Denne samordning kræver, at Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig (7) viderefører det arbejde, der udføres i ekspertgruppen for falske mønter, der består af de ansvarlige for de nationale møntanalysecentre og af ETSC, og som Kommissionen forvalter og leder, samtidig med at den sikrer en løbende information af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC).

(10)

Beslutning 2003/861/EF og 2003/862/EF bør følges op —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) oprettes i Kommissionen i Bruxelles, i tilknytning til OLAF.

Artikel 2

ETSC analyserer og klassificerer alle nye typer falske mønter i henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 1338/2001. Det bidrager til at gennemføre målsætningerne i EF-handlingsprogrammet »Pericles«, jf. artikel 4 i afgørelse 2001/923/EF. ETSC yder bistand til de nationale møntanalysecentre (CNAC) samt til politimyndighederne; det samarbejder med de relevante instanser i analysen af falske euromønter og med hensyn til en bedre beskyttelse af mønterne.

Artikel 3

Organisationsprincipperne for ETSC er som følger:

Kommissionen kan udstationere personale til det franske møntvæsen med henblik på at anvende dets faciliteter til analyse af mønterne.

Til udførelse af dets opgaver kan ETSC gøre brug af det franske møntanalysecenters personale og materiale samt af det franske møntvæsens laboratorium, der er beliggende i Pessac. De franske myndigheder stiller det relevante personale og materiale til rådighed for ETSC.

I overensstemmelse med de gældende finansielle bestemmelser afholdes den del af udgifterne, der vedrører ETSC’s opgaver, over De Europæiske Fællesskabers almindelige budget. Eftersom Frankrig stiller ovennævnte personale, lokaler og materiale til rådighed og sørger for vedligeholdelsen heraf, dækker fællesskabsbudgettet lønudgifterne til Kommissionens personale, rejseudgifter samt diverse løbende småudgifter.

OLAF fastlægger sammen med det franske møntvæsen de administrative bestemmelser for ETSC.

Artikel 4

Kommissionen samordner de aktiviteter, der er nødvendige for at beskytte euromønterne mod falskmøntneri, gennem regelmæssige møder for eksperter inden for dette område.

Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, Den Europæiske Centralbank, Europol samt de kompetente nationale myndigheder informeres løbende om ETSC’s aktiviteter og om situationen med hensyn til møntfalskneri.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. oktober 2004.

På Kommissionens vegne

Michaele SCHREYER

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 325 af 12.12.2003, s. 44.

(2)  EUT L 325 af 12.12.2003, s. 45.

(3)  EFT L 181 af 4.7.2001, s. 6.

(4)  EFT L 181 af 4.7.2001, s. 11.

(5)  EFT L 339 af 21.12.2001, s. 50.

(6)  EFT L 339 af 21.12.2001, s. 55.

(7)  Kommissionens afgørelse 94/140/EF af 23. februar 1994 (EFT L 61 af 4.3.1994, s. 27).