32004L0032

Kommissionens direktiv 2004/32/EF af 17. marts 2004 om ændring af direktiv 2001/32/EF for så vidt angår visse beskyttede zoner, som er udsat for særlige plantesundhedsrisici i Fællesskabet

EU-Tidende nr. L 085 af 23/03/2004 s. 0024 - 0025


Kommissionens direktiv 2004/32/EF

af 17. marts 2004

om ændring af direktiv 2001/32/EF for så vidt angår visse beskyttede zoner, som er udsat for særlige plantesundhedsrisici i Fællesskabet

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet(1), særlig artikel 2, stk. 1, litra h), første afsnit,

under henvisning til anmodning fra Irland, Italien, Østrig og Sverige, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved Kommissionens direktiv 2001/32/EF af 8. maj 2001, om anerkendelse af beskyttede zoner, som er udsat for særlige plantesundhedsrisici i Fællesskabet, og om ophævelse af direktiv 92/76/EØF(2) blev Irland og nogle områder i Italien og Østrig midlertidigt anerkendt som beskyttede zoner med hensyn til Erwinia amylovora (Burr.) Winsl. et al. for en periode, der udløber den 31. marts 2004.

(2) Af indhentede oplysninger fra Irland og Østrig fremgår det, at den foreløbige anerkendelse af de beskyttede zoner for Irlands og Østrigs vedkommende med hensyn til Erwinia amylovora (Burr.) Winsl. et al. bør gives for endnu en begrænset periode.

(3) Af indhentede oplysninger fra Italien fremgår det, at nogle områder i Italien ikke længere bør anerkendes som beskyttede zoner med hensyn til Erwinia amylovora (Burr.) Winsl. et al., mens andre områder bør anerkendes som beskyttede zoner med hensyn til Erwinia amylovora (Burr.) Winsl. et al. for endnu en begrænset periode.

(4) I henhold til direktiv 2001/32/EF blev nogle områder i Sverige foreløbigt anerkendt som beskyttede zoner med hensyn til beet necrotic yellow vein-virus for en periode, der udløber den 31. marts 2004.

(5) Af indhentede oplysninger fra Sverige fremgår det, at de pågældende områder i Sverige ikke længere bør anerkendes som beskyttede zoner med hensyn til beet necrotic yellow vein-virus.

(6) Direktiv 2001/32/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(7) De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2001/32/EF foretages følgende ændringer:

1) Artikel 1 ændres således:

a) Stk. 2 affattes således:

"Når det gælder litra b), punkt 2, i bilaget, for Irland, for Italien (Puglia; Emilia-Romagna: provinserne Forlí-Cesena, Parma, Piacenza og Rimini; Lombardia; Trentino-Alto Adige: den autonome provins Trento; Veneto: undtagen i provinsen Rovigo kommunerne Rovigo, Polesella, Villamarzana, Fratta Polesine, San Bellino, Badia Polesine, Trecenta, Ceneselli, Pontecchio Polesine, Arquà Polesine, Costa di Rovigo, Occhiobello, Lendinara, Canda, Ficarolo, Guarda Veneta, Frassinelle Polesine, Villanova del Ghebbo, Fiesso Umbertiano, Castelguglielmo, Bagnolo di Po, Giacciano con Baruchella, Bosaro, Canaro, Lusia, Pincara, Stienta, Gaiba og Salara, og i provinsen Padova kommunerne Castelbaldo, Barbona, Piacenza d'Adige, Vescovana, S. Urbano, Boara Pisani og Masi, og i provinsen Verona kommunerne Palù, Roverchiara, Legnago, Castagnaro, Ronco all'Adige, Villa Bartolomea, Oppeano, Terrazzo, Isola Rizza og Angiari) og for Østrig (Burgenland, Kärnten, Niederösterreich, Tirol (administrativt område Lienz), Steiermark, Wien), anerkendes de nævnte zoner indtil den 31. marts 2006."

b) Stk. 3 udgår.

2) Bilaget ændres i overensstemmelse med bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 20. april 2004 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

De anvender disse bestemmelser fra den 21. april 2004.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. marts 2004.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2003/116/EF (EUT L 321 af 6.12.2003, s. 36).

(2) EFT L 127 af 9.5.2001, s. 38. Senest ændret ved direktiv 2003/46/EF (EUT L 138 af 5.6.2003, s. 45).

BILAG

1. I litra b), punkt 2, affattes højre spalte således:

"Spanien, Frankrig (Korsika), Irland, Italien (Abruzzo; Puglia; Basilicata; Calabria; Campania; Emilia-Romagna: provinserne Forlí-Cesena, Parma, Piacenza og Rimini; Friuli-Venezia Giulia; Lazio; Liguria; Lombardia; Marche; Molise; Piemonte; Sardinien; Sicilien; Trentino-Alto Adige: den autonome provins Trento; Toscana; Umbria, Valle d'Aosta, Veneto: undtagen i provinsen Rovigo kommunerne Rovigo, Polesella, Villamarzana, Fratta Polesine, San Bellino, Badia Polesine, Trecenta, Ceneselli, Pontecchio Polesine, Arquà Polesine, Costa di Rovigo, Occhiobello, Lendinara, Canda, Ficarolo, Guarda Veneta, Frassinelle Polesine, Villanova del Ghebbo, Fiesso Umbertiano, Castelguglielmo, Bagnolo di Po, Giacciano con Baruchella, Bosaro, Canaro, Lusia, Pincara, Stienta, Gaiba og Salara, og i provinsen Padova kommunerne Castelbaldo, Barbona, Piacenza d'Adige, Vescovana, S. Urbano, Boara Pisani og Masi og i provinsen Verona kommunerne Palù, Roverchiara, Legnago, Castagnaro, Ronco all'Adige, Villa Bartolomea, Oppeano, Terrazzo, Isola Rizza og Angiari) og Østrig (Burgenland, Kärnten, Niederösterreich, Tirol (administrativt område Lienz), Steiermark, Wien), Portugal, Finland, Det Forenede Kongerige (Nordirland, Isle of Man og Kanaløerne)."

2. I litra d), punkt 1, affattes højre spalte således:

"Danmark, Frankrig (Bretagne), Irland, Portugal (Azorerne), Finland, Det Forenede Kongerige (Nordirland)".