19.8.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 271/38


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 4. august 2004

om godtagelse af tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af polyethylenterephtalat med oprindelse i bl.a. Australien

(2004/600/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 8 og 9,

efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PROCEDURE

(1)

Den 19. februar 2004 indførte Kommissionen ved forordning (EF) nr. 306/2004 (2) en midlertidig antidumpingtold på importen til Fællesskabet af poly(ethylenterephtalat) (i det følgende benævnt »PET« eller »den pågældende vare«) med oprindelse i Australien, Folkerepublikken Kina og Pakistan (»forordningen om midlertidig told«).

(2)

Efter at have truffet midlertidige antidumpingforanstaltninger fortsatte Kommissionen sin undersøgelse af dumping, skade og Fællesskabets interesser. De endelige resultater og konklusioner af undersøgelsen er anført i Rådets forordning (EF) nr. 1467/2004 (3) om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af PET med oprindelse i Australien, Folkerepublikken Kina og Pakistan (»forordningen om midlertidig told«).

(3)

Undersøgelsen bekræftede de midlertidige undersøgelsesresultater vedrørende skadelig dumping i forbindelse med importen af den pågældende vare med oprindelse i Australien og Folkerepublikken Kina.

B.   TILSAGN

(4)

Efter vedtagelsen af midlertidige antidumpingforanstaltninger afgav en samarbejdsvillig eksporterende producent i Australien (Leading Synthetics Pty Ltd) et pristilsagn i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i grundforordningen. I dette pristilsagn indvilligede den pågældende eksporterende producent i at sælge den pågældende vare til eller over en pris, der fjerner de skadelige virkninger af dumping.

(5)

Selskabet vil også give Kommissionen regelmæssige og detaljerede oplysninger om sin eksport til Fællesskabet, således at Kommissionen kan overvåge tilsagnet effektivt. Desuden har selskabet en sådan salgsstruktur, at Kommissionen finder, at risikoen for omgåelse af tilsagnet er meget begrænset.

(6)

Derfor anses tilsagnet for at kunne godtages.

(7)

For at gøre det muligt for Kommissionen effektivt at overvåge, om selskabet overholder tilsagnet, når der fremlægges en anmodning om overgang til fri omsætning i henhold til tilsagnet for de relevante toldmyndigheder, er fritagelsen for tolden betinget af, at der fremlægges en handelsfaktura, som mindst indeholder de oplysninger, der er anført i bilag 2 til Rådets forordning (EF) nr. 1467/2004. Disse oplysninger er også nødvendige, for at toldmyndighederne med en tilstrækkelig grad af nøjagtighed kan afgøre, om forsendelsen svarer til handelsdokumenterne. Hvis der ikke fremlægges en sådan faktura, eller hvis den ikke svarer til den vare, der frembydes for toldmyndighederne, skal antidumpingtolden betales med den relevante sats.

(8)

Hvis tilsagnet brydes, trækkes tilbage eller formodes brudt, kan der indføres antidumpingtold, jf. artikel 8, stk. 9 og 10, i grundforordningen —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det tilsagn, som den nedenfor nævnte producent har afgivet i forbindelse med denne antidumpingprocedure vedrørende importen af visse poly(ethylenterephtalat) med oprindelse i Australien, Folkerepublikken Kina og Pakistan, godtages.

Land

Producent

Taric-tillægskode

Australien

Leading Synthetics Pty Ltd

A503

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. august 2004.

På Kommissionens vegne

Pascal LAMY

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12).

(2)  EUT L 52 af 21.2.2004, s. 5.

(3)  Se side 1 i denne EUT.