32003R1709

Kommissionens forordning (EF) nr. 1709/2003 af 26. september 2003 om høst- og lagererklæringer for ris

EU-Tidende nr. L 243 af 27/09/2003 s. 0092 - 0097


Kommissionens forordning (EF) nr. 1709/2003

af 26. september 2003

om høst- og lagererklæringer for ris

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 3072/95 af 22. december 1995 om den fælles markedsordning for ris(1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 411/2002(2), særlig artikel 8, litra d), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionens forordning (EØF) nr. 2124/83 af 26. juli 1983 om erklæringer om høst og lagre af ris(3) er ikke længere relevant for den klassifikation af ristyper, der gælder for tiden. For klarhedens skyld bør nævnte forordning ophæves og erstattes med nærværende forordning.

(2) I artikel 6, stk. 5, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 3072/95 er det fastsat, at høst- og lagererklæringer udarbejdes af producenterne, og at lagererklæringer også udarbejdes af rismøllerne. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen detaljerede oplysninger på grundlag af disse erklæringer.

(3) Oplysningerne i erklæringerne skal bl.a. sætte Kommissionen i stand til hvert år ved høstårets begyndelse at gøre status over de disponible mængder ris med henblik på en bedre forvaltning af markedet. Erklæringernes indhold, deres indsendelsesfrister og den form, hvori de skal videresendes til Kommissionen, bør derfor fastlægges nærmere ud fra dette mål.

(4) For at modernisere forvaltningen bør det fastsættes, at de oplysninger, som Kommissionen kræver, fremsendes ad elektronisk vej.

(5) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Producenterne eller producentsammenslutningerne heraf indgiver hvert år til interventionsorganet i den medlemsstat, hvor deres bedrift ligger, eller en anden af medlemsstaten udpeget myndighed:

a) inden den 15. oktober en erklæring om det lager, de ligger inde med pr. 31. august, opdelt efter type ris som defineret i stk. 2 i bilag A til forordning (EF) nr. 3072/95, og med anførelse af de mængder, de ligger inde med, og udbyttet i hele korn

b) inden den 15. november en høsterklæring, opdelt efter type ris som defineret i stk. 2 i bilag A til forordning (EF) nr. 3072/95, og med anførelse af det udnyttede areal og den opnåede produktion.

Artikel 2

Rismøllerne indgiver, for så vidt angår deres forarbejdnings- og importvirksomhed, hvert år inden den 15. oktober til interventionsorganet i den medlemsstat, hvor de er etableret, eller en anden af den pågældende medlemsstat udpeget myndighed en erklæring om de rislagre, de ligger inde med pr. 31. august, opdelt efter type ris som defineret i stk. 2 i bilag A til forordning (EF) nr. 3072/95, og efter, om produkterne er produceret i Fællesskabet eller importeret fra tredjelande. De oplagrede mængder opdeles efter forarbejdningsgrad. For hver mængde uafskallet ris eller afskallet ris anføres endvidere udbyttet i hele korn.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne sender Kommissionen:

a) inden den 15. november de i bilag I og II anførte oplysninger, der følger af en sammenfatning af oplysningerne i de i artikel 1, litra a), og artikel 2 anførte erklæringer

b) inden den 15. december de i bilag III anførte oplysninger, der følger af en sammenfatning af oplysningerne i de i artikel 1, litra b), omhandlede høsterklæringer og et skøn over udbytterne i hele korn for høsten.

De fremsendte oplysninger kan ændres indtil den 15. januar.

2. De i stk. 1 omhandlede erklæringer sendes ad elektronisk vej til adressen i bilag I, II og III.

Artikel 4

Medlemsstaterne træffer alle de nødvendige foranstaltninger for at muliggøre indgivelsen af erklæringerne og centralisere dem på nationalt plan.

De træffer passende foranstaltninger med henblik på at kontrollere, om oplysningerne i erklæringerne er korrekte.

De underretter Kommissionen om disse foranstaltninger.

Artikel 5

Forordning (EF) nr. 2124/83 ophæves.

Artikel 6

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. september 2003.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. september 2003.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 329 af 30.12.1995, s. 18.

(2) EFT L 62 af 5.3.2002, s. 27.

(3) EFT L 205 af 29.7.1983, s. 16.

BILAG I

>PIC FILE= "L_2003243DA.009402.TIF">

BILAG II

>PIC FILE= "L_2003243DA.009502.TIF">

>PIC FILE= "L_2003243DA.009601.TIF">

BILAG III

>PIC FILE= "L_2003243DA.009702.TIF">