32003D0867

2003/867/EF: Kommissionens beslutning af 1. december 2003 om tilladelse til markedsføring af salatrim som nye levnedsmiddelingredienser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 (meddelt under nummer K(2003) 4408)

EU-Tidende nr. L 326 af 13/12/2003 s. 0032 - 0034


Kommissionens beslutning

af 1. december 2003

om tilladelse til markedsføring af salatrim som nye levnedsmiddelingredienser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97

(meddelt under nummer K(2003) 4408)

(Kun den danske udgave er autentisk)

(2003/867/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 af 27. januar 1997 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser(1), særlig artikel 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Danisco, tidligere Cultor Food Science, indgav den 28. juni 1999 en ansøgning til de kompetente myndigheder i Det Forenede Kongerige om tilladelse til at markedsføre salatrim i Fællesskabet som ny levnedsmiddelingrediens.

(2) Salatrim er en gruppe energireducerede triacylglycerider, der er udviklet til brug som fedtstofalternativer.

(3) De kompetente britiske myndigheder udarbejdede den første vurderingsrapport. Kommissionen fremsendte den første vurderingsrapport til medlemsstaterne den 22. november 1999.

(4) Inden for det i forordningens artikel 6, stk. 4, fastsatte tidsrum på 60 dage blev der fremsat begrundede indsigelser mod markedsføring af produktet i henhold til bestemmelserne.

(5) Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler blev hørt om spørgsmålet i henhold til forordningens artikel 11. Ifølge udtalelse afgivet af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler den 13. december 2001 udgør salatrim ingen sundhedsrisiko for mennesker.

(6) Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler bemærkede, at salatrims eneste negative virkninger, der var konstateret i en række undersøgelser af tolerance hos mennesker, var mave-tarm-gener ved højt indtag (dvs. > 30 g/dag). Sådanne gener som følge af mave-tarm-intolerans overvindes generelt let, ved at den pågældende person undlader at indtage produktet, når vedkommende bliver opmærksom på problemet. Der bør derfor foreskrives en erklæring på mærkningen, der oplyser forbrugeren om, at overforbrug kan medføre mave-tarm-gener.

(7) Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler bemærkede endvidere, at der ikke forelå data om den virkning, som forbrug af fødevarer, der indeholder salatrim, har på børn under 16 år, men at det ikke var sandsynligt, at denne befolkningsgruppe indtager produkter, der hovedsagelig er beregnet på at blive anvendt af personer, der ønsker at styre deres vægt ved at vælge en energireduceret kost. Der bør derfor foreskrives en erklæring på mærkningen, der oplyser forbrugeren om, at produkter, der indeholder salatrim, ikke er beregnet til at blive anvendt af børn.

(8) Varedeklarationens oplysninger om energiindholdet i levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser er omfattet af bestemmelserne i Rådets direktiv 90/496/EØF af 24. september 1990 om næringsdeklaration af levnedsmidler(2).

(9) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Salatrim, jf. bilaget, kan markedsføres i Fællesskabet som ny levnedsmiddelingrediens til brug i bagværk og konfekture.

Artikel 2

Betegnelsen "energireduceret fedt (salatrim)" anføres på selve produktets mærkning eller i ingredienslisten for det pågældende levnedsmiddel.

Der skal være en erklæring om, at overforbrug kan medføre mave-tarm-gener.

Der skal være en erklæring om, at produkterne ikke er beregnet til at blive anvendt af børn.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Danisco A/S, Langebrogade 1, Postboks 17, DK-1001 København K, Danmark.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. december 2003.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 43 af 14.2.1997, s. 1.

(2) EFT L 276 af 6.10.1990, s. 40.

BILAG

SPECIFIKATIONER FOR SALATRIM

Definition

Salatrim er det internationalt anerkendte(1) akronym for short and long chain acyl triglyceride molecules (kort- og langkædede acyltriglyceridmolekyler).

Salatrim fremstilles ved ikke-enzymatisk inter-esterificering af triacetin, tripropionin og tributyrin eller blandinger heraf med hydrogeneret olie af raps, sojabønne, bomuldsfrø eller solsikke.

Beskrivelse

Klar, let ravfarvet væske til lys, voksagtig fast konsistens ved stuetemperatur. Uden partikler og uden fremmed eller harsk lugt.

Glycerolesterfordeling

>TABELPOSITION>

Fedtsyresammensætning

>TABELPOSITION>

Triglycerid-profil

>TABELPOSITION>

(1) FAO/WHO Joint Expert Committee on Food Additives (2002), FAO Food and Nutrition Paper 52, Add.10, s. 23.