32002D0008

2002/8/EF: Kommissionens beslutning af 28. december 2001 om fastsættelse af metoder til genetisk identifikation af racerent avlskvæg og om ændring af beslutning 88/124/EØF og 96/80/EF (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2001) 4709)

EF-Tidende nr. L 003 af 05/01/2002 s. 0053 - 0054


Kommissionens beslutning

af 28. december 2001

om fastsættelse af metoder til genetisk identifikation af racerent avlskvæg og om ændring af beslutning 88/124/EØF og 96/80/EF

(meddelt under nummer K(2001) 4709)

(EØS-relevant tekst)

(2002/8/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 77/504/EØF af 25. juli 1977 om racerent avlskvæg(1), senest ændret ved forordning (EØF) nr. 3768/85(2), særlig artikel 6, stk. 1,

under henvisning til Rådets direktiv 87/328/EØF af 18. juni 1987 om godkendelse af racerent avlskvæg til avlsbrug(3), særlig artikel 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionen har i medfør af direktiv 77/504/EØF beføjelse til at fastslå, hvilke oplysninger der skal opføres i afstamningscertifikater.

(2) Ifølge direktiv 87/328/EØF kan Kommissionen ud over blodgruppeanalyse vedtage andre egnede metoder til genetisk identifikation af racerene tyre, der godkendes til avlsbrug.

(3) Ved Kommissionens beslutning 88/124/EØF af 21. januar 1988 om udformningen af afstamningscertifikater for sæd og embryoner af racerent avlskvæg(4) og de oplysninger, certifikaterne skal indeholde, er det fastsat, at certifikaterne for kvægembryoner og sæd af racerent avlskvæg skal indeholde nærmere oplysninger om donorkoens og den befrugtende tyrs blodgrupper.

(4) I Kommissionens beslutning 96/80/EF af 12. januar 1996 om udformningen af afstamningscertifikater for æg af avlskvæg(5) og de oplysninger, certifikaterne skal indeholde, fastsættes det, at der skal udarbejdes certifikater for æg af avlskvæg indeholdende oplysninger om donorkoens blodgruppe.

(5) Blodgruppeanalyse er ikke længere den foretrukne metode til genetisk identifikation af dyr, og genomrelaterede metoder, navnlig DNA-analyse, er almindelig anvendt.

(6) Det bør derfor fastsættes, at der med henblik på udstedelse af afstamningscertifikater for racerent kvæg til avlsbrug kan anvendes metoder til genetisk identifikation, som giver videnskabelige garantier svarende til de garantier, som opnås ved blodgruppeanalyse.

(7) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Zootekniske Komité -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Ud over blodgruppeanalyse godkendes enhver anden test baseret på genomanalyse, som giver tilsvarende garantier og er tilstrækkeligt specifik til at kontrollere et dyrs afstamning med en sikkerhed på mindst 99,0 %, til identifikation af racerent avlskvæg til avlsbrug.

Artikel 2

I beslutning 88/124/EØF foretages følgende ændringer:

1) Artikel 1, første led, affattes således: "- de i artikel 1 i beslutning 86/404/EØF omhandlede ajourførte oplysninger om tyren, hvorfra sæden stammer, samt dens blodgruppe eller testresultater, der giver tilsvarende videnskabelige garantier for kontrollen af dens afstamning.".

2) Artikel 2, stk. 1, første led, affattes således: "- de i artikel 1 i beslutning 86/404/EØF omhandlede ajourførte oplysninger om donorkoen og den befrugtende tyr samt deres blodgrupper eller testresultater, der giver tilsvarende videnskabelige garantier for kontrollen af deres afstamning.".

3) I kapitel I i modellen til afstamningscertifikatet i bilag 1 ændres "Blodgruppe: ..." til "Blodgruppe eller tilsvarende test, der er godkendt i henhold til EF-forskrifterne: ... (test og resultater anføres)".

4) I del A og del B i kapitel I i modellen til afstamningscertifikat i bilag 2 ændres "Blodgruppe: ..." til "Blodgruppe eller tilsvarende test, der er godkendt i henhold til EF-forskrifterne: ... (test og resultater anføres)".

Artikel 3

Artikel 1, første led, i beslutning 96/80/EF affattes således: "- de i artikel 1 i beslutning 86/404/EØF omhandlede ajourførte oplysninger om donorkoen samt dens blodgruppe eller testresultater, der giver tilsvarende videnskabelige garantier for kontrollen af dens afstamning"

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. december 2001.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 206 af 12.8.1977, s. 8.

(2) EFT L 362 af 31.12.1985, s. 8.

(3) EFT L 167 af 26.6.1987, s. 54.

(4) EFT L 62 af 8.3.1988, s. 32.

(5) EFT L 19 af 25.1.1996, s. 50.