32001R1448

Rådets forordning (EF) nr. 1448/2001 af 28. juni 2001 om ændring, for så vidt angår strukturforanstaltningerne, af forordning (EØF) nr. 3763/91 om særlige foranstaltninger for visse landbrugsprodukter til fordel for de oversøiske franske departementer

EF-Tidende nr. L 198 af 21/07/2001 s. 0003 - 0004


Rådets forordning (EF) nr. 1448/2001

af 28. juni 2001

om ændring, for så vidt angår strukturforanstaltningerne, af forordning (EØF) nr. 3763/91 om særlige foranstaltninger for visse landbrugsprodukter til fordel for de oversøiske franske departementer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37 og artikel 299, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger(4) fastsætter, hvilke foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne der kan ydes fællesskabsstøtte til og betingelserne for en sådan støtte. Ifølge nævnte forordning kan der for regionerne i den yderste periferi fastlægges tilpasninger eller undtagelser for at imødekomme disse regioners specifikke behov.

(2) Traktatens artikel 299, stk. 2, anerkender i øvrigt de handicap, der gør sig gældende for regionerne i den yderste periferi, herunder de franske oversøiske departementer.

(3) Forordning (EØF) nr. 3763/91(5) har til formål at afhjælpe de handicap, der er en følge af disse departementers afsides beliggenhed og økarakter, og at forbedre vilkårene for produktion og afsætning af landbrugsprodukter i disse departementer.

(4) Visse landbrugsbedrifter eller forarbejdnings- og afsætningsvirksomheder i de franske oversøiske departementer lider under meget mangelfulde strukturer, som skyldes særlige vanskeligheder. De bestemmelser i forordning (EF) nr. 1257/1999, der begrænser eller hindrer ydelse af visse former for strukturstøtte, bør derfor kunne fraviges for visse typer investeringer.

(5) Artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1257/1999 begrænser støtten til skovbrug således, at den kun kan ydes til skove og skovarealer, som ejes af private eller af kommuner eller af sammenslutninger af sådanne. Langt hovedparten skovene og skovarealerne på disse departementers område ejes af andre offentlige myndigheder end kommunerne. Betingelserne i nævnte artikel bør derfor smidiggøres.

(6) Fællesskabets medfinansiering af tre af de ledsageforanstaltninger, som er omhandlet i artikel 35, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1257/1999, kan i regionerne i den yderste periferi andrage indtil 85 % af de samlede støtteberettigede udgifter. I henhold til artikel 47, stk. 2, andet afsnit, tredje led, i nævnte forordning er Fællesskabets medfinansiering af landbrugsmiljøforanstaltninger, som er den fjerde ledsageforanstaltning, derimod begrænset til 75 % for alle områder under mål nr. 1. Da landbrugsmiljøet er af stor betydning for udviklingen i landdistrikterne, bør satsen for Fællesskabets medfinansiering af alle ledsageforanstaltninger i regionerne i den yderste periferi harmoniseres.

(7) I henhold til artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene(6) dækker de enkelte planer, EF-støtterammer, operationelle programmer og enhedsprogrammeringsdokumenter en periode på syv år, og programmeringsperioden begynder den 1. januar 2000. Af konsekvenshensyn og for at undgå forskelsbehandling af regioner, der er omfattet af det samme program, skal de i denne forordning fastsatte undtagelser ekstraordinært kunne finde anvendelse for hele denne programmeringsperiode -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EØF) nr. 3763/91 ændres som følger:

I afsnit VI indsættes følgende artikel: "Artikel 21

1. Uanset artikel 7 i forordning (EF) nr. 1257/1999(7) fastsættes den samlede støtte, udtrykt i procent af de støtteberettigede investeringer, til højst 75 % for investeringer, der bl.a. har til formål at fremme diversificering, omstrukturering eller omstilling til bæredygtigt landbrug på landbrugsbedrifter af en økonomisk begrænset størrelse, som fastlægges i det programtillæg, der er omhandlet i artikel 19, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene(8).

2. Uanset artikel 28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1257/1999 fastsættes den samlede støtte, udtrykt i procent af de støtteberettigede investeringer, til højst 65 % for investeringer i virksomheder, der forarbejder og markedsfører landbrugsprodukter, som hovedsagelig kommer fra den lokale produktion, og som hører under sektorer, som fastlægges i det programtillæg, der er omhandlet i artikel 19, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1260/1999. For små og mellemstore virksomheder fastsættes den samlede støtte til højst 75 % på de samme betingelser.

3. Den begrænsning, der er fastsat i artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1257/1999, gælder ikke for tropeskove og skovarealer beliggende på OD's område.

4. Uanset artikel 47, stk. 2, andet afsnit, tredje led, i forordning (EF) nr. 1257/1999, andrager Fællesskabets finansielle deltagelse i de i artikel 22, 23 og 24 i nævnte forordning fastsatte landbrugsmiljøforanstaltninger 85 %.

5. De foranstaltninger, der planlægges i medfør af denne artikel, beskrives sammenfattende i de enhedsprogrammeringsdokumenter for disse departementer, der er omhandlet i artikel 19 i forordning (EF) nr. 1260/1999."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning anvendes fra den 1. januar 2000.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 28. juni 2001.

På Rådets vegne

B. Rosengren

Formand

(1) EFT C 96 E af 27.2.2001, s. 274.

(2) Udtalelse afgivet den 14. juni 2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(3) EFT C 139 af 11.5.2001, s. 29.

(4) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80.

(5) EFT L 356 af 24.12.1991, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 2826/2000 (EFT L 328 af 23.12.2000, s. 2).

(6) EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1. Forordningen er ændret ved forordning (EF) nr. 1447/2001 (se s. 1 i denne EFT).

(7) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80.

(8) EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1. Forordningen er ændret ved forordning (EF) nr. 1447/2001 (EFT L 198 af 21.7.2001, s. 1).