32000R2880

Kommissionens forordning (EF) nr. 2880/2000 af 27. december 2000 om interventionstærsklen for tomater for produktionsåret 2001

EF-Tidende nr. L 333 af 29/12/2000 s. 0070 - 0070


Kommissionens forordning (EF) nr. 2880/2000

af 27. december 2000

om interventionstærsklen for tomater for produktionsåret 2001

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2699/2000(2), særlig artikel 27, stk. 1 og 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge artikel 27, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2200/96 fastsættes der en interventionstærskel, når markedet for et produkt, der er nævnt i bilag II til nævnte forordning, er ramt af eller kan forudses at blive ramt af uligevægt, som medfører eller kan medføre for store tilbagekøb. En sådan udvikling kan skabe budgetvanskeligheder for Fællesskabet.

(2) Der er ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2715/2000(3) fastsat en interventionstærskel for tomater for produktionsåret 2000. Da betingelserne i ovennævnte artikel 27 fortsat er opfyldt for dette produkt, bør der på ny fastsættes en tærskel for dette produkt for produktionsåret 2001 svarende til den, der blev fastsat for produktionsåret 2000, og endvidere bør perioden for vurdering af overskridelsen af denne tærskel fastlægges.

(3) Efter ovennævnte artikel 27 medfører overskridelsen af interventionstærsklen en nedsættelse af EF-tilbagekøbsgodtgørelsen i produktionsåret efter tærsklens overskridelse. Følgerne af denne overskridelse bør fastlægges, og der bør foretages en nedsættelse, der er proportional med overskridelsen, med et loft på en vis procentsats.

(4) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Frugt og Grøntsager -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Interventionstærsklen for tomater fastsættes for produktionsåret 2001 til 360000 tons.

2. Overskridelsen af den i stk. 1 fastsatte interventionstærskel vurderes på grundlag af tilbagekøbene i perioden fra 1. november 2000 til 31. oktober 2001.

Artikel 2

Hvis mængden af tilbagekøb for tomater i den i artikel 1, stk. 2, fastlagte periode overstiger den i artikel 1, stk. 1, fastsatte tærskel, nedsættes den efter bilag V til forordning (EF) nr. 2200/96 fastsatte EF-tilbagekøbsgodtgørelse for det følgende produktionsår proportionalt med overskridelsens omfang i forhold til den produktion, der tjente som grundlag for beregning af den pågældende tærskel.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. december 2000.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 297 af 21.11.1996, s. 1.

(2) EFT L 311 af 12.12.2000, s. 9.

(3) EFT L 327 af 21.12.1999, s. 34.