32000L0010

Kommissionens direktiv 2000/10/EF af 1. marts 2000 om optagelse af et aktivt stof (fluroxypyr) i bilag i til Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 057 af 02/03/2000 s. 0028 - 0030


KOMMISSIONENS DIREKTIV 2000/10/EF

af 1. marts 2000

om optagelse af et aktivt stof (fluroxypyr) i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler(1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 1999/80/EF(2), særlig artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 2, fjerde afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1972/1999(4), fastsættes nærmere bestemmelser for iværksættelsen af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF (i det følgende benævnt "direktivet"). I medfør af nævnte forordning blev der ved Kommissionens forordning (EF) nr. 933/94(5), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2230/95(6), opstillet en liste over aktive stoffer i plantebeskyttelsesmidler, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i direktivets bilag I.

(2) De aktive stoffer bør optages i bilaget, hvis det kan forventes, at de ikke har skadelige virkninger på menneskers eller dyrs sundhed eller på grundvandet eller en uacceptabel indvirkning på miljøet.

(3) De bør optages for en periode på højst ti år.

(4) I henhold til direktivets artikel 8, stk. 2, skal medlemsstaterne, efter at et aktivt stof er blevet optaget i direktivitets bilag I, inden udløbet af en fastsat frist meddele, ændre eller tilbagekalde godkendelserne af de plantebeskyttelsesmidler, som indeholder det aktive stof. I henhold til direktivitets artikel 4, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, kan plantebeskyttelsesmidler kun godkendes på grundlag af et dossier, som opfylder datakravene i direktivets artikel 13, og under hensyntagen til de betingelser, som er knyttet til optagelsen af det aktive stof i bilag I, og de ensartede principper i direktivets bilag VI.

(5) Fluroxypyrs virkninger på menneskers sundhed og miljøet er blevet vurderet i henhold til forordning (EØF) nr. 3600/92 for en række anvendelsesformål, som anmelderne har foreslået. I den forbindelse forelagde Tyskland som rapporterende medlemsstat, jf. forordning (EF) nr. 933/94, den 27. september 1996 den pågældende vurderingsrapport for Kommissionen.

(6) Rapporten er blevet behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Plantesundhed. Behandlingen blev afsluttet den 30. november 1999 med Kommissionens reviderede vurderingsrapport for fluroxypyr. Det kan være påkrævet at ajourføre denne rapport for at tage hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling. I så fald skal betingelserne for optagelsen af fluroxypyr i bilag I til direktiv 91/414/EØF også ændres, jf. direktivets artikel 6, stk. 1. Dossieret og resultaterne af behandlingen er ligeledes blevet forelagt Den Videnskabelige Komité for Planter til udtalelse.

(7) Af vurderingerne fremgår det, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktive stof, kan forventes generelt at opfylde kravene i direktivets artikel 5, stk. 1, litra a) og b), især med hensyn til de anvendelsesformål, der er undersørgt. Det er derfor nødvndigt at optage det aktive stof i bilag I for at sikre, at meddelelse, ændring og tilbagekaldelse af godkendelserne af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det aktive stof, kan blive organiseret i overensstemmelse med direktivet i alle medlemsstaterne, og for at sikre, at dette arbejde ikke forsinkes yderligere.

(8) Den Videnskabelige Komité for Planter gjorde i sin udtalelse opmærksom på, at der er behov for yderligere data for at bekræfte, at visse nedbrydningsprodukter af fluroxypyr, som forekommer i jord og vand, ikke udgør en fare for miljøet.

(9) Efter artikel 5, stk. 5, i direktiv 91/414/EØF kan optagelsen af et aktivt stof i bilg I tages op til fornyet vurdering, hvis der er tegn på, at betingelserne for at optage stoffet ikke mere er opfyldt. Kommissionen vil derfor tage optagelsen i bilag I op til overvejelse, hvis de ønskede supplerende undersøgelser, jf. punkt 7 i den reviderede vurderingsrapport, indikerer potentielt uheldige virkninger, eller hvis de ønskede supplerende resultater og oplysninger ikke forelægges.

(10) Før optagelsen bør medlemmsstaterne og interessede parter have en rimelig frist til at forberede sig på de nye bestemmelser, som følger af optagelsen. Efter optagelsen bør medlemsstaterne også have en rimelig frist til at gennemføre direktivet og især ændre eller tilbagekalde eksisterende godkendelser eller meddele nye godkendelser i henhold til direktiv 91/414/EØF. Der kræves en længere frist for forelæggelse og vurdering af hele bilag III-dossieret for hvert plantebeskyttelsesmiddel i overensstemmelse med de ensartede principper, som er fastlagt i direktivets bilag VI. For plantebeskyttelsesmidler, der indeholder flere aktive stoffer, kan den fuldstændige vurdering efter de ensartede principper første finde sted, når alle de aktive stoffer er blevet optaget i direktivets bilag I.

(11) De frister, der er fastsat for gennemførelse af dette direktiv, berører ikke de frister, som vil blive fastsat for optagelse af andre aktive stoffer i direktivets bilag I.

(12) Den reviderede vurderingsrapport er nødvendig, for at medlemsstaterne på rette måde kan gennemføre flere afsnit af de ensartede principper, som er fastlagt i direktivets bilag VI, hvor disse principper henviser til vurderingen af de bilag II-data, som er blevet forelagt med henblik på optagelse af det aktive stof i direktivets bilag I.

(13) De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Fluroxypyr optages som aktivt stof i bilag I til direktiv 91/414/EØF, som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 1. juni 2001. Hvis det er nødvendig, skal de i henhold til direktiv 91/414/EØF ændre eller tilbagekalde eksisterende godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder fluroxypyr som aktivt stof, inden udløbet af denne frist.

2. Til vurderingen af et dossier, der opfylder kravene i bilag III til direktiv 91/414/EØF, og den dermed forbundne beslutningsproces efter de ensartede principper i direktivets bilag VI forlænges fristen i stk. 1:

- for plantebeskyttelsesmidler, der kun indeholder fluroxypyr, til fire år efter nærværende direktivs ikrafttræden

- for plantebeskyttelsesmidler, der indeholder fluroxypyr og et andet aktivt stof, som er optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, til fire år, efter at direktivet om optagelse af det sidste af disse stoffer i bilag I er trådt i kraft.

3. De i stk. 1 nævnte love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 3

Hvis de ønskede supplerende undersøgelser og oplysninger, som er nævnt i punkt 7 i den reviderede vurderingsrapport, ikke forelægges inden den 1. december 2000, underretter medlemsstaterne Kommissionen herom.

Artikel 4

Dette direktiv træder i kraft den 1. december 2000.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. marts 2000.

På Kommissionens vegne

David BYRNE

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.

(2) EFT L 210 af 10.8.1999, s. 13.

(3) EFT L 366 af 15.12.1992, s. 10.

(4) EFT L 244 af 16.9.1999, s. 41.

(5) EFT L 107 af 28.4.1994, s. 8.

(6) EFT L 225 af 22.9.1995, s. 1.

BILAG

FLUROXYPYR

1. Identitet:

Fællesnavn: fluroxypyr.

IUPAC-navn: 4-amino-3,5-dichlor-6-fluor-2-pyridyloxyeddikesyre.

2. Særlige betingelser, der skal opfyldes:

2.1. Det fremstillede aktive stof har en renhed på mindst 950 g/kg.

2.2. Må kun tillades anvendt som herbicid.

2.3. Med henblik på gennemførelsen af de ensartede principper i bilag VI bør der tages hensyn til konklusionerne i den reviderede vurderingsrapport om fluroxypyr, særlig tillæg I og II, som afsluttet i Den Stående Komité for Plantesundhed den 30. november 1999. I denne samlede vurdering tager medlemsstaterne:

- hensyn til de supplerende oplysninger, der ønskes i punkt 7 i den reviderede vurderingsrapport

- særligt hensyn til beskyttelsen af grundvandet

- særligt hensyn til virkningerne på vandorganismer, og de skal sikre sig, at betingelserne for godkendelsen omfatter risikobegrænsende foranstaltninger, hvor det er nødvendigt.

3. Optagelsen udløber den 30. november 2010.