32000H0303

2000/303/EF: Kommissionens henstilling af 13. april 2000 om nedbringelse af CO2-emissionen fra personbiler (KAMA) (meddelt under nummer K(2000) 801) (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 100 af 20/04/2000 s. 0055 - 0056


Kommissionens henstilling

af 13. april 2000

om nedbringelse af CO2-emissionen fra personbiler

(KAMA)

(meddelt under nummer K(2000) 801)

(EØS-relevant tekst)

(2000/303/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER -

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 211, andet led, og

som tager følgende i betragtning:

(1) Kommissionen har fremlagt et forslag til en fællesskabsstrategi til nedsættelse af CO2-emissionen fra personbiler og forbedring af brændstoføkonomien(1).

(2) Rådet (miljø) har i sine konklusioner af 25. juni 1996 opfordret Kommissionen til at tage de nødvendige skridt til at gennemføre hovedelementerne i denne strategi.

(3) Et af hovedelementerne i strategien er en miljøaftale med bilindustrien, og såvel Kommissionen som Rådet finder, at en sådan aftale skal forpligte bilindustrien til at yde hovedbidraget til virkeliggørelsen af strategiens generelle mål, nemlig en CO2-emission på 120 g/km som gennemsnit for nyregistrerede personbiler i 2005 og senest i 2010.

(4) Korea Automobile Manufacturers Association (KAMA) har med støtte fra de af medlemmerne, der producerer personbiler, indgået en forpligtelse til at nedbringe CO2-emissionen fra fabriksnye personbiler (i det følgende benævnt "forpligtelsen").

(5) Kommissionen anser de tilsagn, som KAMA har givet i sin forpligtelse, for at være tilfredsstillende.

(6) Kommissionen accepterer de forudsætninger, der ligger til grund for forpligtelsen, og vil sammen med KAMA tage situationen op til fornyet overvejelse og i god tro aftale eventuelt påkrævede justeringer af aftalen, hvis forudsætningerne ikke skulle holde.

(7) Forpligtelsen er baseret på kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og diselolie og om ændring af Rådets direktiv 93/12/EØF(2), selv om KAMA forventer, at den gennemsnitlige brændstofkvalitet på markedet vil blive bedre end krævet i direktivet.

(8) Kommissionen og KAMA er enige om i fællesskab at overvåge overholdelsen af tilsagnene i forpligtelsen, de tilgrundliggende forudsætninger og udviklingen på visse andre områder.

(9) Forpligtelsen indeholder en klausul om, at der ikke behøves supplerende skatte- og afgiftsmæssige foranstaltninger til at bistå KAMA med at nå dens CO2-mål. Forpligtelsen berører ikke Fællesskabets eller dets medlemsstaters ret til at anvende deres forrettigheder på skatte- og afgiftsområdet som fastlagt i strategien. Virkningen af skatte- og afgiftsmæssige foranstaltninger vil blive vurderet i forbindelse med overvågningen af forpligtelsen.

(10) Kommissionen agter at fremsætte forslag til lovgivning om CO2-emissioner fra personbiler, hvis KAMA ikke skulle nå det i forpligtelsen fastsatte CO2-emissionsmål for 2009 eller ikke gøre tilstrækkelige fremskridt i denne retning (målt i forhold til det i forpligtelsen indeholdte skønsmæssige målinterval for 2004), og hvis Kommissionen ikke er overbevist om, at årsagerne hertil ikke skal søges hos KAMA.

(11) Kommissionen har meddelt tilsvarende henstillinger til europæiske(3) og japanske(4) automobilsammenslutninger, der går ud på, at de skal gøre en lige så stor indsats som fastsat i forpligtelsen for at mindske CO2-emissionen fra biler, som de sælger i Fællesskabet -

HENSTILLER FØLGENDE:

Artikel 1

1. Medlemmerne af Korea Automobile Manufacturers Association (KAMA) bør senest i 2009, først og fremmest ved indførelse af ny teknologi og markedsændringer i tilknytning hertil, kollektivt nå et CO2-emissionsmål på 140 g/km (målt efter Kommissionens direktiv 93/116/EF(5)) som gennemsnit for de fabriksnye biler, der sælges i Fællesskabet (klasse M1 som defineret i bilag I til Rådets direktiv 70/156/EØF(6); helt nye køretøjskoncepter, som erstatter konventionelle biler, og personbiler, der slet ikke afgiver CO2 eller benytter alternative brændstoffer, anses for at bidrage til opfyldelsen af dette CO2-emissionsmål, selv om de ikke tilhører klasse M1 eller ikke i dag er omfattet af direktiv 93/116/EF.

Under overvågningen af forpligtelsen bør KAMA samarbejde med Kommissionen om at indkredse virkningerne af markedsændringer, som ikke skyldes indførelsen af ny teknologi.

2. KAMA bør i 2004 vurdere mulighederne for yderligere forbedringer af brændstoføkonomien med henblik på at nærme sig målet på 120 g CO2 pr. km i 2012.

3. Medlemmerne af KAMA bør så tidligt som muligt efter år 2000 have modeller på markedet i Den Europæiske Union, som har en CO2-emission på 120 g/km eller derunder (målt efter direktiv 93/116/EF).

4. Medlemmerne af KAMA bør gøre deres yderste for senest i 2004 kollektivt at nå et CO2-emissionsmålinterval på 165-170 g/km (målt efter direktiv 93/116/EF).

5. KAMA bør samarbejde med Kommissionen ved overvågningen af sin forpligtelse.

Artikel 2

Denne henstilling er rettet til Korea Automobile Manufacturers Association (KAMA).

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. april 2000.

På Kommissionens vegne

Margot Wallström

Medlem af Kommissionen

(1) KOM(95) 689 endelig udg. af 20.12.1995.

(2) EFT L 350 af 28.12.1998, s. 58.

(3) EFT L 40 af 13.2.1999, s. 49.

(4) Se side 57 i denne Tidende.

(5) EFT L 329 af 30.12.1993, s. 39.

(6) EFT L 42 af 23.2.1970, s. 1.