32000D0246

2000/246/EF: Kommissionens beslutning af 15. marts 2000 om bemyndigelse af medlemsstaterne til midlertidigt at indrømme undtagelser fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 77/93/EØF for så vidt angår andre kartofler end kartofler til udplantning med oprindelse i Cuba (meddelt under nummer K(2000) 692)

EF-Tidende nr. L 077 af 28/03/2000 s. 0020 - 0022


Kommissionens beslutning

af 15. marts 2000

om bemyndigelse af medlemsstaterne til midlertidigt at indrømme undtagelser fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 77/93/EØF for så vidt angår andre kartofler end kartofler til udplantning med oprindelse i Cuba

(meddelt under nummer K(2000) 692)

(2000/246/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 77/93/EØF af 21. december 1976 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet(1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 1999/53/EF(2), særlig artikel 14, stk. 1,

under henvisning til anmodning fra Nederlandene, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge direktiv 77/93/EØF må andre kartofler end kartofler, der er officielt certificeret som læggekartofler i medfør af andre EF-bestemmelser, med oprindelse i Cuba principielt ikke føres ind i EF på grund af risikoen for indslæbning af skadegørere, der udgør en plantesundhedsrisiko for EF.

(2) Der er tradition for dyrkning af tidlige kartofler i Cuba, bortset fra kartofler til udplantning, af læggekartofler leveret af medlemsstaterne. En del af EF's forsyning med tidlige kartofler dækkes ved import fra Cuba.

(3) Ved beslutning 87/306/EØF(3), 88/223/EØF(4), 89/152/EØF(5), 91/593/EØF(6), 93/36/EØF(7), 95/96/EF(8) og 96/157/EF(9) gav Kommissionen bemyndigelse til at indrømme undtagelser på særlige tekniske betingelser for spisekartofler med oprindelse i Cuba i sæsonerne 1987-1996 og ved beslutning 97/186/EF(10) og 1999/222/EF(11) for andre kartofler end kartofler til udplantning med oprindelse i Cuba for sæsonerne 1997, 1998 og 1999.

(4) Der er aldrig blevet bekræftet fund af skadegørere på stikprøver, der er udtaget af partier, som er importeret i henhold til nævnte beslutninger.

(5) Oplysninger, der er videregivet af Cuba og indsamlet i dette land i forbindelse med et besøg, som Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret gennemførte i juli 1999, har vist, at andre kartofler end kartofler til udplantning, der blev dyrket i Pinar del Río-provinsen, var i overensstemmelse med bestemmelserne i beslutning 1999/222/EF.

(6) Betingelserne for bemyndigelsen er stadig til stede.

(7) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Medlemsstaterne bemyndiges til på de i stk. 2 fastsatte betingelser at indrømme undtagelser fra artikel 4, stk. 1, i direktiv 77/93/EØF, for så vidt angår de forbud, der er fastsat i punkt 12 i del A i bilag III til samme direktiv for andre kartofler end kartofler til udplantning med oprindelse i Cuba.

2. Foruden kravene i bilag I, II og IV til direktiv 77/93/EØF vedrørende kartofler skal følgende særlige betingelser være opfyldt:

a) Det skal være andre kartofler end kartofler til udplantning.

b) Det skal være umodne kartofler, dvs. kartofler uden egentlig korkdannelse med løst påsiddende hud, eller det skal være kartofler, der er blevet behandlet, så deres spireevne er blevet bremset.

c) De skal være dyrket i provinsen "Pinar del Río" i områder, hvor der vides ikke at forekomme Ralstonia solanacearum (Smith) Yabuuchi et al.

d) De skal tilhøre sorter, for hvis vedkommende læggekartoflerne udelukkende er blevet indført til Cuba fra medlemsstaterne eller fra ethvert andet land, hvorfra det er tilladt at indføre kartofler til udplantning til EF i henhold til bilag III til direktiv 77/93/EØF.

e) De skal være fremavlet i Cuba direkte af læggekartofler, der er certificeret i en af medlemsstaterne, eller af læggekartofler, der er certificeret i ethvert andet land, hvorfra det er tilladt at indføre kartofler til udplantning til EF i henhold til bilag III til direktiv 77/93/EØF, eller hidrøre fra læggekartofler, der blev officielt certificeret året før det foregående år, hvis denne generation blev produceret i provinsen "Pinar del Río" og opfyldte betingelserne for læggekartofler i henhold til gældende regler i Cuba.

f) De skal enten være dyrket på bedrifter, der ikke har dyrket kartofler af andre sorter end de i litra d) nævnte i de sidste fem år, eller hvis der er tale om statsbrug, på arealer, der holdes adskilt fra andre arealer, hvor der er dyrket kartofler af andre sorter end de i litra d) nævnte i de sidste fem år.

g) De skal være håndteret med maskiner, som kun benyttes til disse kartofler, eller som er blevet korrekt desinficeret, efter at de har været anvendt til andre formål.

h) De må ikke have været anbragt på lagre, hvor der har været oplagret kartofler af andre sorter end de i litra d) anførte.

i) De skal være pakket i nye sække eller i beholdere, som er blevet tilstrækkeligt desinficeret, og hver sæk eller beholder skal være forsynet med en officiel etiket, hvorpå de i bilaget nævnte oplysninger er anført.

j) Inden eksport skal kartoflerne være renset for jord, blade og andet planteaffald.

k) Kartofler, der er bestemt for EF, skal være ledsaget af et plantesundhedscertifikat, som er udstedt i Cuba i henhold til artikel 7 og 12 i direktiv 77/93/EØF på grundlag af den deri fastsatte undersøgelse, især frihed for de i litra c) nævnte skadegørere.

I certifikatet anføres:

- i rubrikken "Supplerende erklæring":

- angivelsen "denne sending opfylder betingelserne i beslutning 2000/246/EF"

- sortens navn

- identifikationsnummer eller navn på den bedrift, hvor kartoflerne er dyrket, og dens beliggenhed

- en henvisning, som muliggør identifikation af det parti læggekartofler, der er anvendt i henhold til litra e)

- i rubrikken "Frigørelse for skadegørere og/eller desinfektionsbehandling" alle oplysninger om de mulige behandlinger som nævnt i litra b), anden valgmulighed, og/eller litra i).

l) Kartoflerne skal føres ind via indgangssteder, der er beliggende på en medlemsstats område og udpeget med henblik på undtagelsen af den pågældende medlemsstat. Disse indgangssteder og navnet og adressen på det i direktiv 77/93/EØF omhandlede officielle ansvarlige organ, der står for de enkelte indgangssteder, skal meddeles Kommissionen af medlemsstaterne i tilstrækkeligt god tid forinden og skal efter anmodning herom meddeles andre medlemsstater. Når indførslen i EF finder sted i en anden medlemsstat end den, der gør brug af undtagelsen, skal de nævnte officielle ansvarlige organer i indførelsesmedlemsstaten underrette og samarbejde med de officielle ansvarlige organer i de medlemsstater, der gør brug af undtagelsen, for at sikre, at bestemmelserne i denne beslutning overholdes.

m) Inden kartoflerne føres ind i EF, skal importøren officielt underrettes om betingelserne i litra a) til p). Den pågældende importør skal i tilstrækkeligt god tid i forvejen give de officielle ansvarlige organer i indførelsesmedlemsstaten meddelelse om hver enkelt indførelse, og denne medlemsstat sender straks oplysningerne i meddelelsen til Kommissionen med angivelse af:

- materialetype

- mængde

- den oplyste indførselsdato og bekræftelse af indgangsstedet

- de i litra o) nævnte virksomheder.

Importøren skal give de officielle ansvarlige organer i sin egen medlemsstat nærmere oplysninger om eventuelle ændringer af ovennævnte forhåndsmeddelelse, helst så snart ændringerne er kendt, og under alle omstændigheder inden indførselstidspunktet, og denne medlemsstat underretter straks derefter straks Kommissionen om ændringerne.

n) Kontrollen, herunder eventuelle relevante prøver, i henhold til artikel 12 i direktiv 77/93/EØF og i overensstemmelse med denne beslutning udføres af de i nævnte direktiv omhandlede officielle ansvarlige organer. Som led i denne kontrol udføres plantesundhedsundersøgelserne af den medlemsstat, der gør brug af undtagelsen. Under plantesundhedsundersøgelsen kontrollerer den eller de pågældende medlemsstater desuden for alle andre skadegørere. Uden at kontrollen i henhold til direktivets artikel 19a, stk. 3, andet led, første valgmulighed, derved tilsidesættes, skal Kommissionen træffe beslutning om, i hvilket omfang kontrollen i henhold til direktivets artikel 19a, stk. 3, andet led, anden valgmulighed, skal integreres i kontrolprogrammet i henhold til direktivets artikel 19a, stk. 5, litra c).

o) Kartoflerne må kun pakkes og ompakkes i virksomheder, som er godkendt og registreret af de nævnte officielle ansvarlige organer.

p) Kartoflerne skal pakkes eller ompakkes i lukkede pakninger, der er klar til direkte levering til detailhandlerne eller de endelige forbrugere, og må ikke overstige den vægt, pakninger til dette formål normalt har i indførelsesmedlemsstaten; maksimumsvægten er 25 kg; nummeret på de i litra o) nævnte registrerede virksomheder skal stå på pakningen, og det skal tillige fremgå, at kartoflerne er af cubansk oprindelse.

q) De medlemsstater, der gør brug af undtagelsen, skal, hvis det er relevant, i samarbejde med indførelsesmedlemsstaten sikre, at der udtages mindst to prøver på 200 knolde af hver sending kartofler på 50 tons eller en del deraf, der er importeret i henhold til denne beslutning, til officiel undersøgelse for Ralstonia solanacearum og Clavibacter michiganensis ssp. sepedonicus efter EF-testordningen til påvisning og identificering af Ralstonia solanacearum(12) og Clavibacter michiganensis ssp. sepedonicus, og til undersøgelse for potato spindle tuber viroid anvendes reverse-page-metoden eller c-DNA-krydsningsmetoden. Hvis der foreligger mistanke, skal partierne holdes adskilt under officiel kontrol og må først afsættes eller anvendes, når det er fastslået, at der ikke har været mistanke om eller er påvist tilstedeværelse af Clavibacter michiganensis ssp. sepedonicus, Ralstonia solanacearum eller potato spindle tuber viroid.

Artikel 2

Medlemsstaterne underretter ved meddelelse som nævnt i artikel 1, stk. 2, litra m), første punktum, de øvrige medlemsstater og Kommissionen om enhver brug af bemyndigelsen. De giver inden den 1. september 2000 Kommissionen og de øvrige medlemsstater oplysninger om, hvor store mængder der er blevet importeret i henhold til denne beslutning, og forelægger samtidig en udførlig teknisk rapport om den officielle undersøgelse, der er blevet foretaget i henhold til artikel 1, stk. 2, litra q); der skal sendes kopi af hvert enkelt plantesundhedscertifikat til Kommissionen.

Artikel 3

1. Artikel 1 er gældende i perioden 1. til 30. april 2000.

2. Denne beslutning ophæves, hvis det konstateres, at betingelserne i artikel 1, stk. 2, har været utilstrækkelige til at hindre indslæbning af skadegørere eller ikke er blevet overholdt.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. marts 2000.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 26 af 31.1.1977, s. 20.

(2) EFT L 142 af 5.6.1999, s. 29.

(3) EFT L 153 af 13.6.1987, s. 41.

(4) EFT L 100 af 19.4.1988, s. 44.

(5) EFT L 59 af 2.3.1989, s. 29.

(6) EFT L 316 af 16.11.1991, s. 47.

(7) EFT L 16 af 25.1.1993, s. 40.

(8) EFT L 75 af 4.4.1995, s. 22.

(9) EFT L 36 af 14.2.1996, s. 38.

(10) EFT L 77 af 19.3.1997, s. 32.

(11) EFT L 82 af 26.3.1999, s. 47.

(12) EFT L 273 af 6.10.1997, s. 1.

BILAG

Oplysninger, der skal stå på etiketten

(jf. artikel 1, stk. 2, litra i))

1. Navnet på den myndighed, der udsteder etiketten

2. Navnet på eksportørorganisationen, hvis det foreligger

3. Angivelsen "andre kartofler end kartofler til udplantning af cubansk oprindelse"

4. Sort

5. Provins, hvor kartoflerne er produceret

6. Størrelse

7. Deklareret nettovægt

8. Angivelsen "i overensstemmelse med EF-kravene i beslutning 2000/246/EF"

9. Et mærke, der er påtrykt eller påstemplet på vegne af den cubanske plantebeskyttelsesmyndighed.