32000D0040

2000/40/EF: Kommissionens beslutning af 16. december 1999 om miljøkriterierne for tildeling af Fællesskabets miljømærke til kølemøbler (meddelt under nummer K(1999) 4522) (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 013 af 19/01/2000 s. 0022 - 0026


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 16. december 1999

om miljøkriterierne for tildeling af Fællesskabets miljømærke til kølemøbler

(meddelt under nummer K(1999) 4522)

(EØS-relevant tekst)

(2000/40/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 880/92 af 23. marts 1992 om en EF-ordning for tildeling af et miljømærke(1), særlig artikel 5, stk. 1, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I artikel 5, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 880/92 er det fastsat, at betingelserne for tildeling af et miljømærke fastlægges for hver produktgruppe for sig;

(2) i artikel 10, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 880/92 hedder det, at et produkts indvirkning på miljøet vurderes ud fra de specifikke kriterier for produktgrupperne;

(3) det er hensigtsmæssigt at opstille kriterier, som udtrykker testmetoder og klassificering af energiforbrug, så de stemmer overens med Kommissionens direktiv 94/2/EF af 21. januar 1994 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 92/75/EØF for så vidt angår energimærkning af elektriske kølemøbler(2) og endvidere at tilpasse kravene til energiforbrug til teknologiske nyskabelser og udviklingen på markedet;

(4) ved beslutning 96/703/EF(3) fastlagde Kommissionen miljøkriterier for tildeling af miljømærket til kølemøbler, som efter beslutningens artikel 3 udløber den 27. november 1999;

(5) det er hensigtsmæssigt at vedtage en ny beslutning om fastlæggelse af miljøkriterier for denne produktgruppe for at gøre det muligt for producenter og importører af kølemøbler i Fællesskabet at deltage i Fællesskabets miljømærkeordning;

(6) i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EØF) nr. 880/92 har Kommissionen foretaget høring af de vigtigste interessegrupper i et samrådsforum;

(7) de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 7 i forordning (EØF) nr. 880/92 -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Ved produktgruppen "kølemøbler" (i det følgende benævnt "produktgruppen") forstås:

Køleskabe, frostbokse, frysere og kombinationer heraf, som benyttes til husholdningsbrug med almindelig eltilslutning.

Apparater, der også kan benytte andre energikilder, f.eks. batterier, er ikke omfattet.

Artikel 2

Produktgruppens indvirkning på miljøet og brugsegnethed vurderes ud fra miljøkriterierne i bilaget.

Artikel 3

Produktgruppedefinitionen og kriterierne for produktgruppen gælder fra datoen for meddelelse af denne beslutning frem til den 1. december 2002. Hvis der den 1. december 2002 imidlertid endnu ikke er vedtaget en ny beslutning om definition af produktgruppen og miljøkriterier for denne, forlænges denne gyldighedsperiode i stedet til den dag, hvor den nye beslutning vedtages, dog senest den 1. december 2003.

Artikel 4

Til administrative formål skal det tildelte produktgruppekodenummer for denne produktgruppe være "012".

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. december 1999.

På Kommissionens vegne

Margot WALLSTRÖM

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 99 af 11.4.1992, s. 1.

(2) EFT L 45 af 17.2.1994, s. 1.

(3) EFT L 323 af 13.12.1996, s. 34.

BILAG

MILJØKRITERIER

RAMMEBESTEMMELSER

For at få tildelt miljømærket skal apparatet opfylde kriterierne i dette bilag, som tager sigte på at fremme:

- en reduktion af miljøskader eller -risici i forbindelse med anvendelsen af energi (global opvarmning, forsuring, udtømning af ikke-vedvarende energikilder) ved at nedbringe energiforbruget

- en reduktion af miljøskader eller -risici i forbindelse med anvendelsen af potentielt ozonnedbrydende og andre skadelige stoffer ved at mindske anvendelsen af disse stoffer

- en reduktion af miljøskader eller -risici i forbindelse med anvendelsen af stoffer, som muligvis kan bidrage til global opvarmning.

Herudover tilskynder kriterierne til gennemførelse af den bedste praksis (optimal miljømæssig anvendelse) og at øge forbrugernes miljøbevidsthed.

Endvidere vil mærkning af komponenter af plast tilskynde til genvinding af apparatet.

Det anbefales de ansvarlige organer at tage hensyn til gennemførelse af anerkendte miljøstyringsordninger, såsom EMAS eller ISO 14001, når ansøgningerne og overensstemmelse med kriterierne i dette bilag vurderes (NB: det er ikke et krav at gennemføre sådanne styringsordninger).

NØGLEKRITERIER

1. Energibesparelser

Apparatet skal have et energieffektivitetsindeks på under 42 % som defineret i Kommissionens direktiv 94/2/EF(1), bilag V, under anvendelse af samme testmetode EN 153 og samme klassifikation i 10 kategorier.

Ansøgeren skal forelægge en kopi af det tekniske dokumentationsmateriale, der henvises til i artikel 2, stk. 1, i Kommissionens direktiv 94/2/EF. Dette dokumentationsmateriale skal indeholde rapporterne over de tre seneste målinger af energiforbruget, der er udført i henhold til EN 153. Det aritmetiske gennemsnit af disse målinger skal være mindre end eller lig med det ovennævnte krav. Værdien, som angives på energimærkningen, må ikke ligge under dette gennemsnit, og angivelsen af energieffektivitetsklassen på mærkningen skal svare til dette gennemsnit.

I tilfælde af kontrol, som ikke er krævet i forbindelse med ansøgningen, anvender det ansvarlige organ de tolerancer og kontrolprocedurer, som er fastsat i EN 153.

2. Reduktion af ozonnedbrydningspotentialet (ODP) for kølemidler og skumdannende midler

Kølemidler i kølekredsløbet og skumdannende midler, som er anvendt til isolering i apparatet, skal have et ozonnedbrydende potentiale på nul.

Ansøgeren skal erklære, at produktet opfylder disse krav. Ansøgeren og/eller dennes leverandør eller leverandører skal oplyse om de anvendte kølemidler og skumdannende midler og deres ozonnedbrydende potentiale til det ansvarlige organ, som vurderer ansøgningen.

3. Reduktion af det globale opvarmningspotentiale (GWP) for kølemidler og skumdannende midler

Kølemidler i kølekredsløbet og skumdannende midler, som er anvendt til isolering i apparatet, skal have et globalt opvarmningspotentiale svarende til eller lavere end 15 (anslået som CO2-ækvivalenter over en periode på 100 år).

Ansøgeren skal erkloere, at produktet opfylder disse krav. Ansøgeren og/eller dennes leverandør eller leverandører skal oplyse om de anvendte kølemidler og skumdannende midler og deres globale opvarmningspotentiale til det ansvarlige organ, som vurderer ansøgningen.

TILLÆGSKRITERIER

4. Forlængelse af levetiden

Producenten skal garantere, at apparatet kan fungere i mindst tre år. Garantien skal gælde fra datoen for levering til kunden.

Fra det tidspunkt, hvor produktionen indstilles, skal der i tolv år tilbydes kompatible reservedele og service.

Ansøgeren skal erkloere, at produktet opfylder disse krav.

5. Returnering og genanvendelse

Producenten skal tilbyde uden beregning at tage kølemøblet og udskiftede komponenter tilbage, undtagen hvis de er forurenet af brugeren (f.eks. som følge af medicinsk brug eller med radioaktivitet).

Derudover skal kølemøblet opfylde følgende kriterier:

1) Producenten skal sikre, at det er muligt at skille kølemøblet ad, og levere en demonteringsrapport. Rapporten skal bl.a. bekræfte, at:

- samlinger er lette at finde og tilgængelige

- elektroniske komponentsamlinger er lette at finde og afmontere

- produktet kan let skilles ad uden brug af specialværktøjer

- inkompatible og farlige materialer kan adskilles.

2) Komponenter af plast, der vejer over 50 g, skal være forsynet med en varig mærkning af materialets art i overensstemmelse med ISO 11469. Undtaget fra dette kriterium er dele af ekstruderet plast.

3) Plastdele, der vejer over 25 g, må ikke indeholde følgende flammehæmmere:

>TABELPOSITION>

4) Plastdele, der vejer mere end 25 g, må ikke indeholde flammehæmmende stoffer eller blandinger, som er forsynet med eller kan forsynes med faresætning R45 (kan fremkalde kræft), R46 (kan forårsage arvelige genetiske skader), R50 (meget giftig for organismer, der lever i vand), R51 (giftig for organismer, der lever i vand), R52 (skadelig for organismer, der lever i vand), R53 (kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet), R60 (kan skade forplantningsevnen) eller R61 (kan skade barnet under graviditeten), eller enhver kombination indeholdende nogen af ovennævnte faresætninger, som defineret i Rådets direktiv 67/548/EØF(2), senest ændret ved Kommissionens direktiv 98/98/EØF(3).

Dette krav gælder ikke flammehæmmere, som ved anvendelsen ændrer deres kemiske natur således, at de ikke længere bør klassificeres med nogen af ovennævnte fareangivelser, og hvor mindre end 0,1 % af flammehæmmeren bibeholder sine oprindelige egenskaber i den behandlede del.

5) Den benyttede kølemiddeltype og det skumdannende middel, der er anvendt ved isolering, skal angives på apparatet i nærheden af eller på pladen med angivelse af energiklasse for at lette en mulig fremtidig genvinding.

Ansøgeren skal erklære, at produktet opfylder disse krav. Ansøgeren skal levere et eksemplar af demonteringsrapporten til det ansvarlige organ, som vurderer ansøgningen. Ansøgeren og/eller dennes leverandør eller leverandører skal oplyse om de anvendte kølemidler og skumdannende midler, samt om de flammehæmmere, som i givet fald er anvendt i eller på plastdele, der vejer mere end 25 g, til det ansvarlige organ.

6. Brugervejledning

Med apparatet skal der følge en instruktionsmanual, der giver anvisninger om, hvorledes det anvendes miljørigtigt, og mere specifikt:

1. Følgende tekst anføres på omslaget eller den første side: "Denne manual indeholder oplysninger om, hvordan skadelige miljøpåvirkninger minimeres."

2. Gode råd vedrørende energibesparende anvendelse af apparatet, og herunder:

2.1. Retningslinjer for, hvordan kølemøblet skal placeres, med angivelse af bl.a. mindste frirum mellem apparatet og dets omgivelser for at sikre en tilstrækkelig luftcirkulation og angivelse af, at energiforbruget sænkes betydeligt, hvis brugeren har mulighed for at placere apparatet i et uopvarmet eller let opvarmet rum.

2.2. Råd om at undgå at placere apparatet i nærheden af en varmekilde (ovne, radiatorer osv.) eller i direkte sollys. Råd om, at forbrugeren bør overveje at isolere apparatet fra varmekilder i vægge og gulv.

2.3. Råd om, at indstillingen af termostaten afhænger af lufttemperaturen, og at temperaturindstillingen derfor bør kontrolleres med et termometer (fremgangsmåden bør forklares).

2.4. Råd om, at døren eller låget ikke bør åbnes oftere eller længere end nødvendigt, specielt for opretstående fryseres vedkommende.

2.5. Råd om, at varme fødevarer bør stå til afkøling, inden de lægges i køleapparatet, idet dampen fra fødevarerne bidrager til rimen på fordampningsenheden, men at afkølingsperioden bør være så kort som muligt af hensyn til sundheden og hygiejnen.

2.6. Råd om at holde fordampningsenheden fri for tykke islag, og at hyppig afrimning gør det lettere at fjerne islaget.

2.7. Råd om, at tætningslisten på døren bør udskiftes, hvis den ikke fungerer ordentligt.

2.8. Råd om, at hvis apparatet placeres et andet sted, bør det først tilsluttes efter et passende tidsrum.

2.9. Råd om, at kondensatoren på bagsiden af apparatet og rummet under apparatet bør holdes ren for støv eller køkkenrøg.

2.10. En oplysning om, at man ved ikke at følge ovennævnte råd vil få et højere energiforbrug.

3. Råd om, at enhver beskadigelse af kondensatoren (varmeveksleren) på bagsiden af apparatet eller andre påvirkninger, som kan bringe kølemidlet i kontakt med miljøet, bør undgås som følge af den hermed forbundne miljø- og sundhedsrisiko. Det skal udtrykkeligt anføres i manualen, at skarpe genstande (f.eks. knive eller skruetrækkere) ikke må anvendes til at fjerne is, da de kan ødelægge fordampningsenheden.

4. Information om, at apparatet indeholder væsker og er fremstillet af dele og materialer, som kan genbruges og/eller genvindes.

5. Anvisning i, hvordan forbrugeren kan benytte producentens tilbagetagningsgaranti.

Ansøgeren skal erklære, at produktet opfylder disse krav. Ansøgeren skal levere et eksemplar af instruktionsmanualen til det ansvarlige organ, som vurderer ansøgningen.

7. Begrænsning af støjniveauet

Luftbåren støj fra apparatet må ikke overstige 42 dB(A) (re lpW).

Oplysningerne om støjniveauet for apparatet skal gives på en måde, som er klart synlig for forbrugeren. Dette skal gøres ved at medtage denne information på energimærket for kølemøbler.

Målingen af støjniveauet og oplysninger vedrørende støj skal være i overensstemmelse med Rådets direktiv 86/594/EØF(4) under anvendelse af standard EN 28960.

Dette kriterium gælder ikke for kummefrysere angivet som kategori 9: "husholdningsfrysere, kummer" i bilag IV til direktiv 94/2/EF.

Ansøgeren skal erklære, at produktet opfylder disse krav.

8. Forbrugeroplysning

Følgende oplysninger skal gives på en for forbrugeren klart synlig måde (om muligt helst ved siden af etiketten).

- Dette produkt opfylder betingelserne for tildeling af EU's miljømærke, fordi det er energieffektivt, det skader ikke ozonlaget, og det bidrager mindst muligt til drivhuseffekten.

(1) EFT L 45 af 17.2.1994, s. 1.

(2) EFT 196, 16.8.1967, s. 1.

(3) EFT L 355 af 30.12.1998, s. 1.

(4) EFT L 344 af 6.12.1986, s. 24.