31999R1784

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1784/1999 af 12. juli 1999 om Den Europæiske Socialfond

EF-Tidende nr. L 213 af 13/08/1999 s. 0005 - 0008


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1784/1999

af 12. juli 1999

om Den Europæiske Socialfond(1)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 148,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(4),

i overensstemmelse med fremgangsmåden i traktatens artikel 251(5), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene(6) har afløst forordning (EØF) nr. 2052/88(7) og forordning (EØF) nr. 4253/88(8); Rådets forordning (EØF) nr. 4255/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår Den Europæiske Socialfond(9), må ligeledes afløses;

(2) de generelle bestemmelser for strukturfondene som helhed er fastsat i forordning (EF) nr. 1260/1999, og det skal fastlægges, hvilke typer foranstaltninger Den Europæiske Socialfond (i det følgende benævnt "fonden") kan finansiere inden for mål 1, 2 og 3 i artikel 1, stk. l, nr. 1, 2 og 3, i samme forordning (i det følgende benævnt "mål 1", "mål 2" og "mål 3"), som led i EF-initiativet til bekæmpelse af forskelsbehandling, ulige muligheder af enhver art i forbindelse med arbejdsmarkedet og som led i nyskabende foranstaltninger og teknisk bistand;

(3) det skal fastlægges, hvilke opgaver fonden har på baggrund af bestemmelserne i EF-traktaten og i forbindelse med Fællesskabets prioriteringer med hensyn til udvikling af menneskelige ressourcer og beskæftigelse;

(4) med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Amsterdam i juni 1997 og resolutionen af 16. juni 1997 om vækst og beskæftigelse(10) indledtes gennemførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi, de årlige retningslinjer for beskæftigelsen samt arbejdet med at udforme nationale handlingsplaner for beskæftigelsen;

(5) fondens anvendelsesområde skal omdefineres, navnlig på baggrund af omlægningen og forenklingen af strukturfondenes mål for at støtte den europæiske beskæftigelsesstrategi og de dertil knyttede nationale handlingsplaner for beskæftigelsen;

(6) der skal udstikkes fælles rammer for fondens interventioner under alle tre strukturfondsmål for på denne måde at sikre en konsekvent og komplementær indsats på tværs af målene med henblik på at få arbejdsmarkedet til at fungere bedre og udvikle de menneskelige ressourcer;

(7) medlemsstaterne og Kommissionen sikrer, at programmeringen og gennemførelsen af foranstaltninger, der finansieres af fonden under alle målene, medvirker til at fremme lige muligheder for mænd og kvinder og til at fremme ugunstigt stillede gruppers og enkeltpersoners integration og forbliven på arbejdsmarkedet;

(8) medlemsstaterne og Kommissionen sikrer også, at der ved gennemførelsen af foranstaltninger, der finansieres af fonden, tages behørigt hensyn til de sociale og arbejdsmarkedsmæssige aspekter af informationssamfundet;

(9) der skal sørges for, at foranstaltninger vedrørende tilpasning af erhvervslivet imødekommer de konstaterede eller forventede almene behov hos arbejdstagere af begge køn som følge af økonomiske ændringer og udviklingen i produktionssystemerne, og at de ikke er tilrettelagt med henblik på at gavne en enkelt virksomhed eller et bestemt erhverv; der bør tages særligt hensyn til små og mellemstore virksomheder og lægges særlig vægt på bedre adgang til uddannelse og bedre tilrettelæggelse af arbejdet;

(10) det skal ligeledes sikres, at fonden til stadighed styrker beskæftigelsen og erhvervskvalifikationer via støtte til foregribende aktioner - så vidt dette er muligt - rådgivning, anvendelse af netværk og uddannelsesforanstaltninger i hele Fællesskabet, og de støtteberettigede aktiviteter skal derfor være horisontale og omfatte samfundsøkonomien som helhed uden prioritering af bestemte erhverv eller sektorer;

(11) det skal omdefineres, hvilke foranstaltninger der er støtteberettigede, for at de politiske målsætninger for alle de mål, fonden bidrager til, kan gennemføres mere effektivt; det skal inden for rammerne af partnerskabet fastlægges, hvilke udgifter der er berettiget til støtte fra fonden;

(12) indholdet af planer og interventionsformer skal suppleres og præciseres, navnlig som følge af, at mål 3 er omdefineret;

(13) gennemførelsen af fondens interventioner bør på alle niveauer støtte sig på Fællesskabets prioriteringer på det social- og beskæftigelsespolitiske område og på prioriteringerne i de nationale handlingsplaner;

(14) der kan fastsættes bestemmelser, som giver lokale grupper, herunder ikke-statslige organisationer, mulighed for enkel og hurtig adgang til støtte fra fonden til aktiviteter vedrørende bekæmpelse af social udstødelse, hvorved deres evne til at gøre en indsats på området øges;

(15) foranstaltninger af stor betydning for Fællesskabet, som iværksættes på Kommissionens initiativ, spiller en vigtig rolle i arbejdet for at nå de overordnede mål for EF-strukturindsatsen, jf. artikel 1 i forordning (EF) nr. 1260/1999; sådanne initiativer bør først og fremmest fremme tværnationalt samarbejde og politisk fornyelse;

(16) fonden yder endvidere støtte til teknisk bistand, nyskabende foranstaltninger og foranstaltninger til forberedelse, overvågning og evaluering samt kontrol, jf. artikel 22 og 23 i forordning (EF) nr. 1260/1999;

(17) kompetencen med hensyn til vedtagelse af gennemførelsesbestemmelser bør fastlægges, og der bør fastsættes overgangsbestemmelser;

(18) forordning (EØF) nr. 4255/88 bør ophæves -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Opgaver

Inden for rammerne af de opgaver, som er pålagt Den Europæiske Socialfond (i det følgende benævnt "fonden") i medfør af EF-traktatens artikel 146, og de opgaver, som er pålagt strukturfondene i medfør af EF-traktatens artikel 159 og fastsat i forordning (EF) nr. 1260/1999, yder fonden støtte til foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af arbejdsløshed og til udvikling af de menneskelige ressourcer og af social integrering på arbejdsmarkedet for at sikre et højt beskæftigelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig udvikling samt økonomisk og social samhørighed. Fonden bidrager især til de aktioner, der gennemføres i henhold til den europæiske beskæftigelsesstrategi og de årlige retningslinjer for beskæftigelsen.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Fonden støtter og supplerer medlemsstaternes foranstaltninger til udvikling af arbejdsmarkedet og de menneskelige ressourcer på følgende politikområder, især i forbindelse med deres flerårige nationale handlingsplaner for beskæftigelsen:

a) udvikling af og støtte til en aktiv arbejdsmarkedspolitik for at bekæmpe og forebygge arbejdsløsheden, for at undgå langtidsarbejdsløshed blandt mænd og kvinder, for at gøre det lettere for de langtidsarbejdsløse at komme ind på arbejdsmarkedet igen og for at støtte en erhvervsmæssig integrering af unge og af personer, der ønsker at vende tilbage til arbejdsmarkedet

b) fremme af lige muligheder for alle til at komme ind på arbejdsmarkedet, under særlig hensyntagen til personer, der er truet af udstødelse af samfundet

c) fremme og forbedring af:

- erhvervsuddannelse

- uddannelse, og

- rådgivning

som led i en politik for livslang uddannelse med henblik på:

- at lette og forbedre adgangen til og integrationen på arbejdsmarkedet

- at forøge og fastholde beskæftigelsesevnen, og

- at fremme den faglige mobilitet

d) fremme af en kvalificeret, veluddannet og fleksibel arbejdsstyrke, innovation og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet, udvikling af iværksætterkultur, lettelse af jobskabelse samt forbedring af kvalifikationerne og styrkelse af de menneskelige ressourcer inden for forskning, videnskab og teknologi

e) særlige foranstaltninger med henblik på at forbedre kvinders adgang til og forhold på arbejdsmarkedet, herunder bedre karrieremuligheder samt adgang til nye jobmuligheder og etablering af egen virksomhed, og mindske den kønsbestemte vertikale og horisontale opdeling af arbejdsmarkedet.

2. Inden for rammerne af de i stk. 1 nævnte politikområder tager fonden hensyn til følgende:

a) fremme af lokale beskæftigelsesinitiativer, herunder initiativer, der tager sigte på at fremme lokale arbejdspladser og regionale beskæftigelsespagter

b) de sociale og arbejdsmarkedsmæssige aspekter af informationssamfundet, især ved at udarbejde en politik og programmer, der er udformet, så man kan udnytte beskæftigelsesmulighederne i informationssamfundet, og ved at sikre lige adgang for alle til informationssamfundets faciliteter og fordele

c) lige muligheder for mænd og kvinder i overensstemmelse med mainstreaming-politikken.

Artikel 3

Støtteberettigede aktiviteter

1. Fondens finansielle støtte anvendes især i form af bistand til personer til følgende aktiviteter med henblik på at udvikle de menneskelige ressourcer, der kan være led i en integreret strategi for integration på arbejdsmarkedet:

a) uddannelse og erhvervsuddannelse, herunder erhvervsuddannelse, som svarer til den obligatoriske skolegang, lærlingeuddannelse, forberedende undervisning, herunder bibringelse og forbedring af elementære kundskaber, erhvervsmæssig rehabilitering, fremme af beskæftigelsesevnen på arbejdsmarkedet, vejledning, rådgivning og faglig videreuddannelse

b) beskæftigelseshjælp og støtte til selvstændig virksomhed

c) postgraduate-uddannelser samt uddannelse af ledere og teknikere i forskningsinstitutioner og virksomheder inden for forskning, videnskab og teknologisk udvikling

d) udvikling af nye beskæftigelsesmuligheder, herunder inden for frivillige sociale organisationer (det tredje system).

2. Med henblik på at øge effektiviteten af de i stk. 1 nævnte aktiviteter kan der også ydes støtte til:

a) strukturer og systemer:

i) styrkelse og forbedring af erhvervsuddannelse og uddannelse samt erhvervelse af erhvervskvalifikationer, herunder uddannelse af undervisere, instruktører og personale, samt en forbedret adgang for arbejdstagere til uddannelse og erhvervskvalifikationer

ii) modernisering og effektivisering af arbejdsformidlingskontorerne

iii) etablering af forbindelser mellem arbejdsmarkedet og uddannelses- og forskningsinstitutioner

iv) udvikling så vidt muligt af prognosesystemer vedrørende ændringer i beskæftigelsesudviklingen og kvalifikationskravene, især i forbindelse med nye arbejdsmønstre og nye former for tilrettelæggelse af arbejdet, under hensyntagen til behovet for at kunne forene familieliv og arbejdsliv og tillade ældre arbejdstagere at udøve en inspirerende aktivitet, indtil de går på pension. Finansiering af førtidspensionsordninger er imidlertid udelukket

b) ledsageforanstaltninger:

i) støtte til ydelse af tjenester til støttemodtagere, herunder etablering af omsorgsservice og -faciliteter for afhængige personer

ii) fremme af socialpædagogiske ledsageforanstaltninger for at lette integrationen på arbejdsmarkedet

iii) kampagner, information og reklame.

3. Fonden kan finansiere aktiviteter i medfør af artikel 2, stk. 4, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1260/1999.

Artikel 4

Koncentration af interventionen

1. Under hensyn til de nationale prioriteter, som især er fastlagt i de nationale handlingsplaner for beskæftigelsen, samt til den forudgående vurdering fastlægges en strategi, der omfatter alle relevante politikområder og tager særlig hensyn til de i artikel 2, stk. 1, litra d) og e), omhandlede områder. For at fondens støtte kan virke så effektivt som muligt, koncentreres dens interventioner som led i denne strategi og under hensyntagen til de politikområder, der er anført i artikel 2, stk. 1, om et begrænset antal områder eller emner og rettes mod de største behov og de mest effektive foranstaltninger.

I forbindelse med de midler, som fonden yder til en given intervention, udvælges i partnerskab de politikområder, som der skal lægges vægt på. Der tages på grundlag af de nationale prioriteter hensyn til foranstaltninger i henhold til artikel 2, stk. 1.

2. Ved programmeringen af fondens interventioner anvendes et rimeligt beløb af fondens midler til en given intervention under mål 1 og 3 i overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EF) nr. 1260/1999 til mindre tilskud, idet der i givet fald skal fastsættes særlige adgangsordninger for ikke-statslige organisationer og lokale partnerskaber. Medlemsstaterne kan vælge at gennemføre dette stykke i overensstemmelse med finansieringsbestemmelserne i artikel 29, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1260/1999.

Artikel 5

EF-initiativ

1. I medfør af artikel 20 i forordning (EF) nr. 1260/1999 bidrager fonden efter proceduren i nævnte forordnings artikel 21, stk. 2, til gennemførelse af EF-initiativet til bekæmpelse af forskelsbehandling og ulige muligheder af enhver art i forbindelse med arbejdsmarkedet.

2. I overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/1999 kan det besluttes, at fondens bidrag til EF-initiativet ud over de støtteberettigede aktiviteter, der er omhandlet i artikel 3, kan omfatte foranstaltninger, som kan modtage støtte i henhold til forordning (EF) nr. 1783/1999(11), (EF) nr. 1257/1999(12) og (EF) nr. 1263/1999(13), således at alle initiativets planlagte foranstaltninger kan gennemføres.

Artikel 6

Nyskabende foranstaltninger og teknisk bistand

1. I overensstemmelse med artikel 22, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/1999 kan Kommissionen finansiere de foranstaltninger til forberedelse, overvågning og evaluering i medlemsstaterne eller på EF-plan, som er nødvendige for gennemførelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i denne forordning. De kan omfatte:

a) nyskabende foranstaltninger og pilotprojekter vedrørende arbejdsmarkedet, beskæftigelse og erhvervsuddannelse

b) undersøgelser, teknisk bistand og udveksling af erfaringer, der har multiplikatorvirkning

c) teknisk bistand i forbindelse med forberedelse, gennemførelse, overvågning og evaluering af samt kontrol med foranstaltninger, der finansieres af fonden

d) foranstaltninger, der som led i dialogen mellem arbejdsmarkedets parter henvender sig til ansatte i virksomheder i to eller flere medlemsstater, og som vedrører overførsel af specialviden af betydning for fondens interventionsområde

e) information til de berørte parter, de endelige modtagere af støtte fra fonden samt offentligheden.

2. I overensstemmelse med artikel 22, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/1999 udvides det i stk. 1, litra a), i nærværende artikel omhandlede anvendelsesområde, ved en beslutning om fondens deltagelse, til foranstaltninger, der kan finansieres i medfør af forordning (EF) nr. 1783/1999, (EF) nr. 1257/1999 og (EF) nr. 1263/1999, og som er nødvendige til gennemførelsen af de pågældende nyskabende foranstaltninger.

Artikel 7

Støtteanmodninger

Anmodninger om støtte fra fonden ledsages af et skema i elektronisk format, der er udarbejdet af Kommissionen inden for rammerne af partnerskabet, og som giver en oversigt over foranstaltningerne fordelt på interventionsformer, således at processen kan følges fra indgåelsen af budgetforpligtelsen til den endelige betaling.

Artikel 8

Gennemførelsesbestemmelser

Kommissionen vedtager alle gennemførelsesbestemmelser til nærværende forordning i henhold til proceduren i artikel 49 i forordning (EF) nr. 1260/1999.

Artikel 9

Overgangsbestemmelser

De overgangsbestemmelser, der er fastlagt i artikel 52 i forordning (EF) nr. 1260/1999, finder tilsvarende anvendelse i nærværende forordning.

Artikel 10

Revisionsklausul

På forslag af Kommissionen tager Europa-Parlamentet og Rådet nærværende forordning op til revision senest den 31. december 2006.

De træffer afgørelse om dette forslag efter fremgangsmåden i EF-traktatens artikel 148.

Artikel 11

Ophævelse

Forordning (EØF) nr. 4255/88 ophæves med virkning fra den 1. januar 2000.

Henvisninger til den ophævede forordning betragtes som henvisninger til nærværende forordning.

Artikel 12

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juli 1999.

På Europa-Parlamentets vegne

J. M. GIL-ROBLES

Formand

På Rådets vegne

S. NIINISTÖ

Formand

(1) Denne offentliggørelse annullerer og træder i stedet for offentliggørelsen i EFT L 161 af 26.6.1999, s. 48.

(2) EFT C 176 af 9.6.1998, s. 39, og

EFT C 74 af 18.3.1999, s. 7.

(3) EFT C 407 af 28.12.1998, s. 74.

(4) EFT C 51 af 22.2.1999, s. 48.

(5) Europa-Parlamentets udtalelse af 19. november 1998 (EFT C 379 af 7.12.1998, s. 186), Rådets fælles holdning af 14. april 1999 (EFT C 134 af 14.5.1999, s. 9) og Europa-Parlamentets afgørelse af 6. maj 1999 (endnu ikke offentliggjort i EFT). Rådets afgørelse af 21. juni 1999.

(6) EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1.

(7) EFT L 185 af 15.7.1988, s. 9. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 3193/94 (EFT L 337 af 24.12.1994, s. 11).

(8) EFT L 374 af 31.12.1988, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EØF) nr. 3193/94.

(9) EFT L 374 af 31.12.1988, s. 21. Forordningen er senest ændret ved forordning (EØF) nr. 2084/93 (EFT L 193 af 31.7.1993, s. 39).

(10) EFT C 236 af 2.8.1997, s. 3.

(11) Se s. 1 i denne EFT.

(12) Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for landbruget (EUGFL) (EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80).

(13) Rådets forordning (EF) nr. 1263/1999 af 21. juni 1999 om Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF) (EFT L 161 af 26.6.1999, s. 54).