31999R1373

Kommissionens forordning (EF) nr. 1373/1999 af 25. juni 1999 om ændring af forordning (EF) nr. 2848/98 vedrørende råtobak og om fastsættelse af de garantitærskelmængder, som det for 1999-høsten er tilladt at overføre til en anden sortsgruppe

EF-Tidende nr. L 162 af 26/06/1999 s. 0047 - 0048


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1373/1999

af 25. juni 1999

om ændring af forordning (EF) nr. 2848/98 vedrørende råtobak og om fastsættelse af de garantitærskelmængder, som det for 1999-høsten er tilladt at overføre til en anden sortsgruppe

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2075/92 af 30. juni 1992 om den fælles markedsordning for råtobak(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 660/1999(2), særlig artikel 7 og artikel 9, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2848/98 af 22. december 1998 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2075/92 for så vidt angår præmieordningen, produktionskvoterne og den særstøtte, der ydes til producentsammenslutningerne i tobakssektoren(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 731/1999(4), fastsættes det i bilag V, punkt C, at den variable præmie ikke ydes for de partier, for hvilke der er betalt en pris, der ligger i intervallet mellem minimumsprisen og minimumsprisen forhøjet med 40 % for hver af producentsammenslutningens sortsgrupper;

(2) Kommissionen har fået kendskab til, at der findes tobak af meget ringe handelsværdi, for hvilken den variable præmie ikke ydes, jf. bilag V, punkt C, til forordning (EF) nr. 2848/98; på grund af den ringe handelsværdi bør den variable præmie heller ikke ydes for andre dårlige kvalitetsklasser, for hvilke handelsprisen ligger over minimumsprisen forhøjet med 40 %; bilag V, punkt C, bør derfor ændres, så at den enkelte medlemsstat for 1999-høsten får mulighed for at hæve den tærskel, under hvilken den variable præmie ikke ydes, for bedre at opfylde behovet om forbedring af tobakskvaliteten i den enkelte medlemsstat;

(3) ved artikel 9 i forordning (EØF) nr. 2075/92 blev der indført en kvoteordning for de forskellige sortsgrupper tobak; de individuelle kvoter blev fordelt mellem producenterne på grundlag af de garantitærskler for 1999, som er fastsat i artikel 3 i forordning (EF) nr. 660/1999; artikel 9, stk. 4, i forordning (EØF) nr. 2075/92 gør det muligt for Kommissionen at give medlemsstaterne tilladelse til at overføre garantitærskelmængder; de planlagte overførsler medfører ikke yderligere udgifter for EUGFL og giver ikke anledning til at forhøje den samlede garantitærskel for den enkelte medlemsstat;

(4) denne forordning bør anvendes inden fristen for indgåelse af dyrkningskontrakter, jf. artikel 55, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2848/98;

(5) de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Tobak -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forbindelse med 1999-høsten kan medlemsstaterne overføre de mængder, som er anført i bilaget til denne forordning, til en anden sortsgruppe, jf. artikel 22, stk. 4, i forordning (EF) nr. 2848/98.

Artikel 2

I bilag V, punkt C, til forordning (EF) nr. 2848/98 indsættes: "For 1999-høsten kan hver medlemsstat dog inden den 30. juli fastsætte en forhøjelse af minimumsprisen på over 40 %."

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juni 1999.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 215 af 30.7.1992, s. 70.

(2) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 10.

(3) EFT L 358 af 31.12.1998, s. 17.

(4) EFT L 93 af 8.4.1999, s. 20.

BILAG

Garantitærskelmængder, som hver medlemsstat kan overføre fra en sortsgruppe til en anden

>TABELPOSITION>