31999R0307

Rådets forordning (EF) nr. 307/1999 af 8. februar 1999 om ændring af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og af forordning (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71, med henblik på at udvide dem til at omfatte studerende

EF-Tidende nr. L 038 af 12/02/1999 s. 0001 - 0005


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 307/1999 af 8. februar 1999 om ændring af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og af forordning (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71, med henblik på at udvide dem til at omfatte studerende

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 51 og 235,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1), fremsat efter høring af Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Efter traktatens artikel 3, litra c), skal Fællesskabets virke under de betingelser, som er foreskrevet i traktaten, indebære fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer mellem medlemsstaterne;(2) efter traktatens artikel 7 A indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med traktatens bestemmelser;(3) med henblik på at gennemføre den frie bevægelighed for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende og fjerne de hindringer herfor, der på socialsikringsområdet ville være en følge af anvendelse af de nationale lovgivninger alene, har Rådet på grundlag af traktatens artikel 51 og 235 udstedt forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (4), og forordning (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 (5);(4) det saglige anvendelsesområde for forordning (EØF) nr. 1408/71 bør endvidere udvides således, at det i princippet omfatter særordningerne for studerende;(5) anvendelsen af de nationale lovgivninger alene gør det ikke muligt at sikre studerende, som flytter inden for Fællesskabet, en tilstrækkelig beskyttelse med hensyn til social sikring; for at den frie bevægelighed for personer kan realiseres fuldt ud i praksis, er det nødvendigt at samordne de sociale sikringsordninger, som de studerende er omfattet af;(6) af lighedshensyn bør de særlige bestemmelser, der gælder for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, også gælde for studerende; for forenklingens og klarhedens skyld bør disse bestemmelser supplere de bestemmelser, der allerede gælder for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer;(7) det er påkrævet at foretage de fornødne tilpasninger af forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72, således at bestemmelserne i de nævnte forordninger kan anvendes på studerende, der flytter inden for Fællesskabet, idet der bør tages hensyn til disse personers særlige situation samt særegenhederne ved de ordninger, som de er omfattet af, og de ydelser, de har ret til;(8) selv om det med de studerendes særlige situation ikke har været muligt at fastsætte regler om bestemmelse af, hvilken lovgivning der finder anvendelse, bør det imidlertid så vidt muligt undgås, at de pågældende bliver omfattet af dobbeltopkrævning af bidrag eller får dobbelt ret til ydelser;(9) de tilpasninger, der skal foretages i de dispositive bestemmelser i forordning (EØF) nr. 1408/71, gør det nødvendigt at tilpasse bilag VI;(10) de særlige forhold i Luxembourg, hvor alle, der studerer i udlandet, er omfattet af sygesikring, gør det berettiget at yde disse studerende automatisk fritagelse for at være tilsluttet en sygeforsikringsordning i det land, hvor de studerer;(11) på grund af de studerendes særlige situation har det ikke været muligt at indføre et omfattende system for samordning af socialsikringsrettighederne for studerende på EF-plan, især hvad angår ydelser til studerende ved invaliditet; sociale sikringsydelser til studerende varierer meget fra en medlemsstat til en anden, især med hensyn til ikke-bidragspligtige ydelser, der skal dække en del af ekstraudgifterne til handicappedes pleje- og mobilitetsbehov; Domstolen har erkendt, at de detaljerede regler for visse ydelser er tæt knyttet til en bestemt økonomisk og social kontekst; en begrænset undtagelse fra reglerne om samordning af perioderne i artikel 10a, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1408/71 er derfor berettiget;(12) traktaten indeholder ikke fornøden hjemmel til at udstede passende forskrifter inden for social sikring for studerende, og derfor er det udover artikel 51 nødvendigt at anvende artikel 235;(13) denne forordning berører ikke de betingelser, der er fastsat i Rådets direktiv 93/96/EØF af 29. oktober 1993 om opholdsret for studerende (6) -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EØF) nr. 1408/71 ændres således:

1) Artikel 1 ændres således:

a) Efter litra c) indsættes følgende litra:

»ca) betyder udtrykket »studerende« enhver anden person end en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende eller et sådant familiemedlem eller efterladt i henhold til denne forordning, som studerer eller følger en faglig uddannelse, der fører frem til et uddannelsesbevis, som anerkendes officielt af en medlemsstats myndigheder, og er forsikret inden for rammerne af en almindelig social sikringsordning eller en særlig social sikringsordning for studerende.«

b) I litra f), nr. i) og ii), ændres udtrykket »arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende« til »arbejdstageren, den selvstændige erhvervsdrivende eller den studerende« og udtrykket »en arbejdstagers eller en selvstændig erhvervsdrivendes« til »en arbejdstagers, en selvstændig erhvervsdrivendes eller en studerendes«.

2) Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Personkreds

1. Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og studerende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.

2. Denne forordning finder anvendelse på efterladte efter arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og studerende, som har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, uanset disse personers nationalitet, såfremt deres efterladte er statsborgere i en medlemsstat eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område.«

3) Vedrører kun den tyske tekst.

4) I artikel 10, stk. 2, udgår ordene »som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende«.

5) Artikel 22c udgår.

6) I afsnit III, kapitel 1, indsættes følgende afdeling:

»Afdeling 5a

Personer, der studerer eller følger en faglig uddannelse, samt deres familiemedlemmer

Artikel 34a

Særlige bestemmelser for studerende og deres familiemedlemmer

Bestemmelserne i artikel 18, artikel 19, artikel 22, stk. 1, litra a) og c), artikel 22, stk. 2, andet afsnit, artikel 22, stk. 3, artikel 23, artikel 24 samt afdeling 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse på studerende samt deres familiemedlemmer, alt efter omstændighederne.

Artikel 34b

Fælles bestemmelser

En person, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1 og 3, samt artikel 34a, og som opholder sig i en anden medlemsstat end den kompetente stat for at studere eller følge en faglig uddannelse, som fører frem til et uddannelsesbevis, som anerkendes officielt af en medlemsstats nationale myndigheder, samt de af hans familiemedlemmer, som ledsager ham under opholdet, er omfattet af bestemmelserne i artikel 22, stk. 1, litra a), i alle tilfælde, hvor der er behov for ydelser under opholdet i den medlemsstat, hvor den pågældende er under uddannelse.«

7) I artikel 35, stk. 3, ændres ordene »hverken for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller familiemedlemmer« til »ikke for personer«.

8) I afsnit III, kapitel 4, indsættes følgende afdeling:

»Afdeling 5

Studerende

Artikel 63a

Bestemmelserne i afdeling 1-4 finder tilsvarende anvendelse på studerende.«

9) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 66a

Studerende

Bestemmelserne i artikel 64, 65 og 66 finder tilsvarende anvendelse på studerende og deres familiemedlemmer.«

10) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 76a

Studerende

Bestemmelserne i artikel 72 finder tilsvarende anvendelse på studerende.«

11) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 95d

Overgangsbestemmelser for studerende

1. Denne forordning giver ikke studerende samt deres familiemedlemmer og efterladte ret til ydelser for noget tidsrum, der ligger forud for den 1. maj 1999.

2. De forsikringsperioder samt i givet fald de beskæftigelsesperioder, perioder med selvstændig virksomhed eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning forud for den 1. maj 1999, skal medregnes ved afgørelsen af ret til ydelser efter denne forordning.

3. Med forbehold af bestemmelserne i stk. 1 kan rettigheder erhverves i medfør af denne forordning, også selv om de vedrører en begivenhed, der er indtrådt før den 1. maj 1999.

4. Enhver ydelse, som på grund af den pågældendes nationalitet eller bopæl ikke er blevet fastsat eller har været stillet i bero, skal efter ansøgning fra den pågældende fastsættes eller udbetales på ny fra den 1. maj 1999, medmindre tidligere anerkendte rettigheder har givet anledning til udbetaling af en kapitalydelse.

5. Indgives den ansøgning, der er omhandlet i stk. 4, inden for en frist på to år efter den 1. maj 1999 erhverves rettigheder for studerende samt deres familiemedlemmer og efterladte i medfør af denne forordning med virkning fra den nævnte dato, uden at nogen medlemsstats lovbestemmelser om bortfald eller forældelse af rettigheder kan gøres gældende over for de pågældende.

6. Indgives den ansøgning, der er omhandlet i stk. 4, efter udløbet af fristen på to år efter den 1. maj 1999, erhverves de rettigheder, der ikke er bortfaldet eller forældet, fra datoen for ansøgningens indgivelse, medmindre der efter en medlemsstats lovgivning gælder gunstigere regler.«

12) Bilag VI ændres således:

a) I afdeling »D. SPANIEN« indsættes følgende punkt:

»9. Ydelserne i den særlige spanske ordning for studerende (»Seguro Escolar«) er ikke baseret på bestemte forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder og bopælsperioder, sådan som disse udtryk er defineret i forordningens artikel 1, litra r), s), og sa). De spanske institutioner kan derfor ikke udstede de relevante certifikater med henblik på sammenlægning af perioder.

Den særlige spanske ordning for studerende finder alligevel anvendelse på studenter, der er statsborgere i andre medlemsstater og som studerer i Spanien, på de samme vilkår som for studenter af spansk nationalitet.«

b) I afdeling »I. LUXEMBOURG« indsættes følgende punkt:

»8. Personer, der er omfattet af sygeforsikring i Storhertugdømmet Luxembourg, og som studerer i en anden medlemsstat, er fritaget for at være tilsluttet som studerende i henhold til studielandets lovgivning.«

c) I afdeling »O. DET FORENEDE KONGERIGE« indsættes følgende punkt:

»21. Med hensyn til studerende eller studerendes familiemedlemmer og efterladte finder forordningens artikel 10a, stk. 2, ikke anvendelse på ydelser, der udelukkende er tænkt som særlig beskyttelse af handicappede.«

Artikel 2

I forordning (EØF) nr. 574/72 affattes artikel 120 således:

»Artikel 120

Personer, som studerer eller er under faglig uddannelse

Bestemmelserne i denne forordning med undtagelse af artikel 10 og 10a finder i givet fald tilsvarende anvendelse på studerende.«

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft den første dag i den tredje måned efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. februar 1999.

På Rådets vegne

O. LAFONTAINE

Formand

(1) EFT C 46 af 20. 2. 1992, s. 1.

(2) EFT C 94 af 13. 4. 1992, s. 326.

(3) EFT C 98 af 21. 4. 1992, s. 4.

(4) EFT L 149 af 5. 7. 1971, s. 2. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1606/98 (EFT L 209 af 25. 7. 1998, s. 1).

(5) EFT L 74 af 27. 3. 1972, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1606/98 (EFT L 209 af 25. 7. 1998, s. 1).

(6) EFT L 317 af 18. 12. 1993, s. 59.