1999/753/EF: Rådets afgørelse af 29. juli 1999 om midlertidig anvendelse af aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Sydafrikanske Republik på den anden side
EF-Tidende nr. L 311 af 04/12/1999 s. 0001 - 0001
RÅDETS AFGØRELSE af 29. juli 1999 om midlertidig anvendelse af aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Sydafrikanske Republik på den anden side (1999/753/EF) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 310 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første og andet punktum, under henvisning til forslag fra Kommissionen, og ud fra følgende betragtninger: 1) Fællesskabet og Sydafrika har forpligtet sig til at fastlægge procedurer for en fremskyndet anvendelse af aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Sydafrikanske Republik på den anden side; 2) en midlertidige anvendelse af nævnte aftale ved hjælp af en aftale i form af brevvekskling er nødvendig for at skabe en samlet ramme for samarbejdet mellem Fællesskabet og Sydafrika, indtil de procedurer, der kræves for aftalens ikrafttræden, er afsluttet; 3) aftalen i form af brevveksling bør derfor godkendes - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Aftalen i form af brevveksling mellem Fællesskabet og Sydafrika om midlertidig anvendelse af en del af aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Sydafrikanske Republik på den anden side, godkendes herved på Fællesskabets vegne. Teksten i aftalen i form af brevveksling samt teksten til selve aftalen er knyttet til denne afgørelse. Artikel 2 Med hensyn til gennemførelsen af aftalens artikel 97 er en repræsentant fra Kommissionen formand for samarbejdsrådet og fremfører Fællesskabets holdning i den periode, hvor aftalen finder midlertidigt anvendelse. Fællesskabets holdning i samarbejdsrådet fastlægges af Rådet på forslag af Kommissionen. Artikel 3 Denne afgørelse offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juli 1999. På Rådets vegne S. HASSI Formand