Rådets forordning (EF) nr. 2402/98 af 3. november 1998 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om endelig opkrævning af den midlertidige told
EF-Tidende nr. L 298 af 07/11/1998 s. 0001 - 0009
RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 2402/98 af 3. november 1998 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om endelig opkrævning af den midlertidige told RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), særlig artikel 9, stk. 4, under henvisning til forslag forelagt af Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg, og ud fra følgende betragtninger: A. MIDLERTIDIGE FORANSTALTNINGER (1) Kommissionen indførte ved forordning (EF) nr. 1002/98 (2) (i det følgende benævnt »forordningen om midlertidig told«) en midlertidig antidumpingtold på importen til Fællesskabet af ubearbejdet, ulegeret magnesium henhørende under KN-kode 8104 11 00 og ex 8104 19 00 (Taric-kode 8104 19 00*10) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina. B. EFTERFØLGENDE PROCEDURE (2) Efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger indgav eksportørerne og klageren skriftlige bemærkninger. Alle parter, som anmodede herom, fik lejlighed til at blive hørt af Kommissionen. (3) Parterne blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænktes at anbefale indførelse af endelig told og endelig opkrævning af de beløb, for hvilke der var stillet sikkerhed i form af midlertidig told. Der blev også fastsat en rimelig frist, inden for hvilken parterne kunne fremsætte bemærkninger til disse oplysninger. Parternes bemærkninger blev taget i betragtning, og konklusionerne blev ændret, hvor det blev anset for påkrævet. C. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE (4) Den pågældende vare er ubearbejdet, ulegeret magnesium. Ubearbejdet magnesium foreligger enten som rent, dvs. ulegeret, magnesium, der indeholder mindre mængder urenheder, eller som legeret magnesium, der er tilsat legeringsmidler som f.eks. aluminium og zink. Ifølge artikel 1, stk. 1, litra b), i forordningen om midlertidig told er legeret magnesium, der defineres som magnesium, »der tilsigtet har et indhold på mere end 3 vægtprocent af legeringsmidler som f.eks. aluminium og zink«, ikke omfattet af de midlertidige foranstaltninger. Formålet med denne bestemmelse var at begrænse virkningerne af foranstaltningerne til den vare, der er omfattet af undersøgelsen, dvs. ubearbejdet rent magnesium, og samtidig undgå, at foranstaltningerne blev omgået. Det er imidlertid blevet konstateret, at sektorer, der i vid udstrækning er brugere af ubearbejdet rent magnesium (f.eks. aluminiumindustrien), rent faktisk kan anvende magnesium, som er omfattet af ovennævnte definition på legeret magnesium. Derfor er der en risiko for, at foranstaltningerne vil blive omgået ved at indføre kunstigt fremstillede magnesiumlegeringer, der indeholder mere end 3 % legeringsmidler, men som alligevel vil blive anvendt som rent magnesium. Sådanne »legeringer« ville ikke svare til tidligere fastsatte industristandarder og ville ikke kunne anvendes til nogen af de formål, hvortil der typisk kræves legeret magnesium. Der blev indgivet beviser i form af tilbud, hvoraf det fremgik, at de kinesiske parter allerede overvejer denne form for omgåelse. I denne forbindelse skal det bemærkes, at alle former for legeret magnesium, der anvendtes af senere produktionsled før indførelsen af de midlertidige foranstaltninger i denne procedure, blev defineret ved de relevante europæiske standarder (Den Europæiske Standardiseringsorganisation - CEN) eller andre, tilsvarende internationale industristandarder. Disse legeringer er udformet til særlige formål og kræver sofistikerede produktionsteknikker (som har en væsentlig indvirkning på produktionsomkostningerne), hvilket helt klart ikke er tilfældet med hensyn til de førnævnte kunstigt fremstillede »legeringer«. For at hindre at en sådan omgåelse finder sted, og for at sikre at foranstaltningerne fører til det forventede resultat, foreslås det hermed, at de legerede magnesiumtyper, som ikke er omfattet af foranstaltningerne, fastlægges nærmere som led i den foreliggende endelige undersøgelse. En liste over CEN-specifikationerne og de tilsvarende internationale specifikationer for disse legerede magnesiumtyper er vedlagt som bilag til denne forordning. (5) Eftersom der ikke er fremsat nye argumenter vedrørende definitionen af den pågældende vare og den samme vare, bekræftes undersøgelsesresultaterne som anført i betragtning 8 til 13 i forordningen om midlertidig told hermed. D. DUMPING 1. Normal værdi a) Anvendelse af et referenceland (6) I forordningen om midlertidig told blev den normale værdi fastsat ved at anvende oplysninger fra et referenceland, dvs. Norge. De samarbejdsvillige kinesiske eksportører fremsatte bemærkning om, at proceduren med at anvende et referenceland til at fastsætte den normale værdi er uretfærdig, eftersom den ikke tager højde for omkostningerne i Folkerepublikken Kina. De gjorde endvidere gældende, at den pågældende vare fremstilles i Folkerepublikken Kina under markedsøkonomiske vilkår. I denne henseende skal det bemærkes, at i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 905/98 af 27. april 1998 om ændring af forordning (EF) nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (3), som finder anvendelse for antidumpingundersøgelser, der er indledt efter den 1. juli 1998, vil det blive muligt at fastsætte den normale værdi i Folkerepublikken Kina, under forudsætning af at visse kriterier i denne forordning opfyldes. Eftersom denne procedure blev indledt den 21. august 1997, skal den normale værdi stadig fastsættes på grundlag af oplysninger fra et referenceland. Anmodningen kunne derfor ikke imødekommes. b) Konkurrencen på det norske hjemmemarked (7) De samarbejdsvillige kinesiske eksportører udtrykte også tvivl om, hvorvidt salgspriserne på det norske hjemmemarked, som anvendtes til at fastsætte den normale værdi, kunne anses for at være et resultat af et konkurrencepræget marked. På baggrund af de oplysninger, der kom frem under undersøgelsen, konkluderedes det, at Norge er et åbent marked, fordi mere end 50 % af magnesiumforbruget på det norske hjemmemarked importeres og købes af selskaber, som ikke er forbundet med Norsk Hydro, dvs. den samarbejdsvillige producent i referencelandet. Dette viser, at det norske marked og dermed Norsk Hydros priser på hjemmemarkedet styres af markedskræfterne. c) Repræsentativiteten af salget på hjemmemarkedet (8) De samarbejdsvillige kinesiske eksportører satte spørgsmålstegn ved, om det salg, som producenten i referencelandet havde til uafhængige kunder på hjemmemarkedet, var repræsentativt. Undersøgelsen bekræftede, at det samlede hjemmemarkedssalg for producenten i referencelandet Norge var repræsentativt, eftersom det udgjorde betydeligt mere end 5 % af den samlede mængde af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som solgtes til eksport til Fællesskabet. d) Komparativ fordel (9) De kinesiske eksportører gjorde endvidere gældende, at deres magnesiumindustri var kendetegnet ved store og velbeliggende reserver af råmaterialer, lave investeringer samt lave arbejds- og produktionsomkostninger, hvilket gav dem en komparativ fordel, som skulle medregnes ved fastsættelsen af den normale værdi. Det viste sig imidlertid, at producenten i Norge havde den samme lette adgang til råmaterialer. Det er endvidere højst usandsynligt, at magnesiumproduktionen i Kina er mere effektiv end den i Norge, eftersom magnesiumproduktionen i Kina foregår i en meget større målestok og kræver løbende investeringer. Under alle omstændigheder foreligger der ingen oplysninger, som tyder på det modsatte. Påstanden om, at visse omkostninger er lavere i Kina, er ikke relevant, eftersom der af de årsager, som angives i betragtning 6 ovenfor, ikke kan tages højde for sådanne omkostninger ved fastsættelsen af den normale værdi. Resultaterne fra den foreløbige undersøgelse, som viste, at de kinesiske producenter ikke havde nogen komparativ fordel, blev derfor bekræftet, og der blev ikke indrømmet nogen justeringer i denne henseende. e) Konklusion (10) Eftersom der ikke er fremsat yderligere argumenter vedrørende fastsættelsen af den normale værdi, bekræftes den midlertidige fastsættelse hermed. 2. Eksportpris (11) Eftersom der ikke er fremsat yderligere argumenter vedrørende fastsættelsen af eksportprisen, bekræftes den midlertidige fastsættelse hermed. 3. Sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen a) Fysiske egenskaber (12) Under den foreløbige undersøgelse krævede de samarbejdsvillige kinesiske eksportører en justering for fysiske og kvalitetsmæssige forskelle mellem kinesisk og norsk magnesium, selv om der på dette tidspunkt ikke forelå tilstrækkelige beviser til at indrømme en sådan justering. (13) Efter den midlertidige fremlæggelse af oplysninger angav de samarbejdsvillige kinesiske eksportører, at markedsværdien af de kvalitetsforskelle, der skyldes oxidering eller frygt for at modtage oxideret magnesium fra Kina, skønnes at være ca. 10-15 %. De samarbejdsvillige eksportører kunne imidlertid ikke fremlægge dokumentation, som kunne gøre det muligt at kvantificere disse forskelle, eftersom køberne opfattede risikoen for oxidering som værende gældende for al magnesium fra Kina. Det foreliggende bevismateriale vedrørende dette krav om justering blev taget i betragtning. i) Der foreligger beviser, som tyder på, at kinesisk magnesium i højere grad udsættes for oxidering, for eksempel: - En inspektionsrapport, som vedlagdes en kinesisk besvarelse af spørgeskemaet, indeholder beviser for oxideret magnesium. - Skriftlige bemærkninger fra tre samarbejdsvillige importører om, at den såkaldte »Pidgeon«-metode, der benyttes af mindre producenter i Folkerepublikken Kina, og som står bag størstedelen af eksporten til Det Europæiske Fællesskab, fører til en større mængde oxideret materiale end de produktionsmetoder, der benyttes af Norsk Hydro (den eneste producent i referencelandet) og Pechiney Electrometallurgie (den eneste producent i Fællesskabet). - Beviser for oxideret magnesium i to importørers fortegnelser over deres købstransaktioner. - Fysisk kontrol af oxideret magnesium fra Kina på brugernes forretningssteder, udført af repræsentanter for Kommissionens tjenestegrene. ii) Der blev imidlertid også fremsat følgende bemærkninger om det urimelige i en sådan justering: - Klagerne nævner, at det kinesiske magnesium, der indførtes i Det Europæiske Fællesskab i løbet af undersøgelsesperioden, generelt set blev angivet som magnesium med høj renhedsgrad (99,95 % eller derover), hvorved det ikke var undergivet toldsatsen på 5,3 %, og at det derfor forekommer modstridende, at eksportørerne nu kræver justering for kvalitetsforskel på grund af en påstået oxidering, som er en fysisk urenhed. De anfægter imidlertid ikke selve påstanden om, at det kinesiske materiale i højere grad er udsat for oxidering, og desuden havde en betydelig del af det kinesiske magnesium, der blev indført i Fællesskabet i løbet af undersøgelsesperioden, en angivet renhedsgrad på under 99,95 %. Det skal ligeledes bemærkes, at oxidering fortsat kan finde sted efter overgangen til fri omsætning, mens varen stadig befinder sig på lageret. - Hydro Magnesium angav i et brev, at der forekommer overfladeoxidering i al magnesium, uanset hvor eller af hvem, det er fremstillet. Det skal imidlertid bemærkes, at den kinesiske vare er særlig disponeret for overfladeoxidering, fordi den udsættes for fugt under den lange søtransport, og på grund af den ringe teknologi, der anvendes ved fremstillingen heraf. (14) De samlede foreliggende beviser tydede på, at kinesisk magnesium i højere grad er udsat for oxidering, og at køberne som følge heraf forventer, at kinesisk magnesium sælges til nedsat pris. (15) Det blev besluttet at fastsætte denne justering til 6,25 %. Dette betragtedes som en rimelig vurdering af den prisnedsættelse, som køberne sætter i forbindelse med kvalitetsforskellen mellem de to varer. b) Andre justeringer (16) Eftersom der ikke er fremsat yderligere bemærkninger vedrørende sammenligningen mellem eksportprisen og den normale værdi, bekræftes konklusionerne som anført i betragtning 23 i forordningen om midlertidig told hermed. 4. Dumpingmargen a) Individuel behandling (17) De samarbejdsvillige kinesiske eksportører fremførte, at deres dumpingmargener ville stige som følge af, at der anvendtes oplysninger fra ikke-samarbejdsvillige eksportører ved beregningen af den fælles dumpingmargen, og anmodede om at blive behandlet anderledes end de ikke-samarbejdsvillige eksportører. Der beregnes i almindelighed en fælles landsdækkende dumpingmargen for lande uden markedsøkonomi, medmindre visse eksportører undtagelsesvis indrømmes individuel behandling, hvilket ikke er tilfældet i denne undersøgelse. Desuden er alle samarbejdsvillige eksportører forhandlere, men ikke producenter, og det er Fællesskabets politik ikke at fastlægge individuelle toldsatser for forhandlere, eftersom de let kan skifte leverandører. b) Dumpingmargen (18) Af en sammenligning mellem den vejede gennemsnitlige normale værdi, der var revideret med hensyn til kvalitetsforskelle, og den vejede gennemsnitlige eksportpris som tidligere fastsat, fremgik det, at der fandt dumping sted. Den reviderede vejede gennemsnitlige dumpingmargen for alle kinesiske eksportører udgør 31,7 %, beregnet i procent af eksportprisen, frit Fællesskabets grænse. E. SKADE OG ÅRSAGSSAMMENHÆNG (19) De samarbejdsvillige eksportører kritiserede Kommissionens fremgangsmåde med at undersøge udviklingen i skadesfaktorerne med udgangspunkt i 1995 som basisår, idet de fremsatte, at dette fordrejede skadesvurderingen, fordi der i 1995 over hele erhvervsgrenen var store stigninger i salg og priser som følge af gunstige markedsvilkår. Som det fremgår af forordningen om midlertidig told (betragtning 27), anvendtes der imidlertid også oplysninger fra 1993 og 1994 med henblik på at opnå en fyldestgørende og rimelig vurdering af skaden. Konklusionerne vedrørende vurderingen af skaden ville under alle omstændigheder ikke have været anderledes, hvis 1993 havde været anvendt som basisår. Derfor bekræftes fremgangsmåden i forordningen om midlertidig told. 1. Dumpingimportens pris og omfang (20) Af en sammenligning mellem EF-producentens salgspriser og de kinesiske eksportørers salgspriser på EF-markedet i undersøgelsesperioden fremgik det, at der beregnet som et vejet gennemsnit var tale om et prisunderbud på 36,8 %, beregnet i procent af EF-erhvervsgrenens salgspris. Sammenligningen fandt sted i samme handelsled. Eftersom de kinesiske eksportører solgte til forhandlere, som solgte varerne videre til den endelige bruger, medens EF-erhvervsgrenen solgte direkte til den endelige bruger, justeredes EF-erhvervsgrenens salgspriser, idet der blev foretaget fradrag af transportomkostninger og visse salgsomkostninger, således at prisen blev sammenlignelig med cif-importprisen. Efter indførelsen af en midlertidig antidumpingtold er prisunderbuddet blevet justeret for at tage højde for forskellen i de fysiske egenskaber mellem den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina og den pågældende vare, der fremstilles af EF-erhvervsgrenen. Justeringen blev fastsat på samme måde som den tilsvarende justering, der blev foretaget ved sammenligningen mellem eksportprisen og den normale værdi som beskrevet i betragtning 15. 2. Årsagen til skade (21) Eksportørerne gjorde gældende, at den skade, der er påført EF-erhvervsgrenen (navnlig nedgang i salg, markedsandel samt salgspriser), skyldtes omkostninger forbundet med privatiseringen af Pechiney Electrometallurgie og en begyndende omstrukturering, der havde haft indvirkning på virksomheden under skadesvurderingsperioden. Dette argument kan ikke anerkendes, eftersom undersøgelsen viste, at EF-erhvervsgrenen ikke var den eneste sælger på EF-markedet, som havde tabt markedsandele og haft nedgang i salg og priser under skadesvurderingsperioden. Desuden var de ovennævnte omkostninger ikke iberegnet i de samlede produktionsomkostninger og havde ingen indvirkning på beregningen af skadestærsklen, som det beskrives nærmere i betragtning 27 nedenfor. (22) Det bekræftes derfor, at dumpingimporten fra Folkerepublikken Kina særskilt betragtet har forårsaget væsentlig skade for erhvervsgrenen i Fællesskabet. De kinesiske eksportørers prispolitik på EF-markedet (samt de kraftigt stigende mængder) står i skarp kontrast til de øvrige markedsdeltageres politik, hvilket styrker den konklusion, at dumpingimporten fra Folkerepublikken Kina har forvoldt væsentlig skade. F. FÆLLESSKABETS INTERESSER 1. EF-erhvervsgrenen (23) Undersøgelsesresultaterne fra forordningen om midlertidig told (betragtning 50) bekræftes. 2. Forhandlere/importører (24) Undersøgelsesresultaterne fra forordningen om midlertidig told (betragtning 51) bekræftes. 3. Brugernes interesser (25) Efter offentliggørelsen af forordningen om midlertidig told er der udført kontrolbesøg hos to selskaber, der forarbejder magnesiumingots til granulat, pulver og legeringer, dvs. Pometon SpA (Italien) og Magnesium Elektron, en afdeling af British Aluminium Ltd (Det Forenede Kongerige). Som følge heraf bekræftes undersøgelsesresultaterne fra forordningen om midlertidig told (betragtning 52 til 54). 4. Konklusion vedrørende Fællesskabets interesser (26) Eftersom der findes et stort antal forskellige leverandører af magnesium, forventes det, at der fortsat vil være stor konkurrence på EF-markedet. Samtidig kan prisstigninger som følge af antidumpingforanstaltninger indebære en forøgelse af omkostningerne for senere produktionsled, men der ville være mindre konkurrence på EF-markedet, hvis den eneste EF-producent holdt op med at fremstille magnesium. Under disse omstændigheder tydede undersøgelsen på, at fremtiden for de senere produktionsled hverken vil blive bragt i fare eller påvirket i urimelig grad som en følge af de indførte foranstaltninger. Dette gælder navnlig for de to industrisektorer, der tegner sig for størstedelen af forbruget af den pågældende vare, dvs. aluminiumproducenter og magnesiumformalingsvirksomheder, hvor der kun forventes ubetydelige omkostningsstigninger. Det anslås således, at fordelene ved at afhjælpe de skadelige virkninger for EF-producenten opvejer de eventuelle negative virkninger, som indførelsen af foranstaltningerne vil få for brugerne af den pågældende vare, og det konkluderes, at der ikke er nogen grund til at anse, at indførelsen af foranstaltninger vil være i modstrid med Fællesskabets generelle interesser. G. TOLD 1. Skadestærskel (27) For at hindre, at dumpingimporten forvolder yderligere skade, bør der vedtages antidumpingforanstaltninger i form af endelig told. For at bestemme størrelsen af denne told tog Kommissionen hensyn til de fastlagte dumpingmargener og det toldbeløb, som vil være nødvendigt for at afhjælpe den skade, der er påført EF-erhvervsgrenen. Eftersom skaden hovedsagelig udgøres af prisfald og pristryk, som har medført en faldende rentabilitet samt en nedgang i markedsandel, forudsætter en afhjælpning af skaden, at erhvervsgrenen kan forhøje priserne til et ikke-skadevoldende niveau. Med henblik herpå bør importpriserne for den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina forhøjes i overensstemmelse hermed. Som udgangspunkt anvendtes således EF-erhvervsgrenens repræsentative produktionsomkostninger med tillæg af en fortjenstmargen på 5 %, som blev anset for at være nødvendig for at sikre den pågældende erhvervsgrens overlevelse. Den herved fremkomne ikke-skadevoldende pris, som var baseret på disse produktionsomkostninger og fortjenstmargenen, blev sammenlignet med priserne på dumpingvarerne, der anvendtes til at fastsætte prisunderbuddet som nævnt i betragtning 20 ovenfor. Det fremgår af forskellene mellem disse priser (baseret på vejede gennemsnit og udtrykt i procent af cif-værdien), at der er tale om en underbudsmargen på 41,0 %. Denne tærskelværdi er højere end den fastlagte dumpingmargen. I henhold til artikel 9, stk. 4, i grundforordningen bør den endelige told derfor være lig med den fastlagte dumpingmargen, dvs. 31,7 %. 2. Toldens form og størrelse (28) For at være i overensstemmelse med de foranstaltninger, der blev vedtaget som led i den tidligere procedure vedrørende samme vare, og i betragtning af den væsentlige skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt, samt den pågældende vares art, anses det for mest hensigtsmæssigt i den pågældende sag at indføre en variabel told. Under disse omstændigheder foreslås det, at der indføres en variabel told baseret på en mindstepris på 2 622 ECU pr. ton, cif Fællesskabets grænse, på importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium med oprindelse i Folkerepublikken Kina. Denne form af told skal imidlertid kun anvendes, når prisen, cif Fællesskabets grænse, er fastsat på grundlag af en faktura udstedt af en eksportør, som har sin virksomhed i Folkerepublikken Kina, til en uafhængig part. I alle andre tilfælde anvendes en værditold på 31,7 %. H. OPKRÆVNING AF DEN MIDLERTIDIGE TOLD (29) I betragtning af den betydelige skade, der er påført, bør de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold i henhold til forordningen om midlertidig told, opkræves endeligt med et beløb svarende til den fastsatte endelige told - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 1. Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium henhørende under KN-kode 8104 11 00 og ex 8104 19 00 (Taric-kode 8104 19 00 * 20) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina. I denne forordning omfatter ubearbejdet, ulegeret magnesium: - ubearbejdet magnesium, der utilsigtet indeholder små mængder af andre stoffer i form af urenheder, og - ubearbejdet magnesium, der tilsigtet har et indhold af stoffer som f.eks. aluminium og zink, der ikke svarer til en af de legeringer, der beskrives i bilaget til denne forordning (Taric-tillægskode: 8592). 2. Antidumpingtolden fastsættes til (Taric-tillægskode: 8900): a) forskellen mellem en mindste importpris på 2 622 ECU pr. ton og prisen cif Fællesskabets grænse i alle tilfælde, hvor sidstnævnte pris er - lavere end nævnte mindste importpris, og - fastsat på grundlag af en faktura udstedt af en eksportør, som har sin virksomhed i Folkerepublikken Kina, til en uafhængig part; der opkræves ingen told, når prisen pr. ton, cif Fællesskabets grænse, er lig med eller højere end nævnte mindste importpris; b) et beløb svarende til en værditold på 31,7 % i alle andre tilfælde, som ikke er omfattet af litra a) ovenfor. 3. Gældende bestemmelser for told finder anvendelse. 4. I tilfælde, hvor toldværdien nedsættes i medfør af artikel 145 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (4), nedsættes også den mindste importpris, der er anført i stk. 2, litra a), i samme forhold, således at den told, der skal betales, vil være det beløb, hvormed den nedsatte mindste importpris overstiger den nedsatte toldværdi. Artikel 2 De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af den midlertidige antidumpingtold i henhold til forordning (EF) nr. 1002/98, opkræves endeligt med et beløb svarende til den endelige told på importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium som defineret i forordningen om midlertidig told og med oprindelse i Folkerepublikken Kina. De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed ud over den endelige antidumpingtold, frigives. Artikel 3 Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 3. november 1998. På Rådets vegne B. PRAMMER Formand (1) EFT L 56 af 6. 3. 1996, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 905/98 (EFT L 128 af 30. 4. 1998, s. 18). (2) EFT L 142 af 14. 5. 1998, s. 24. (3) EFT L 128 af 30. 4. 1998, s. 18. (4) EFT L 253 af 11. 10. 1993, s. 1. Forordningen er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1677/98 (EFT L 212 af 30. 7. 1998, s. 18). BILAG KEMISK SAMMENSÆTNING AF MAGNESIUMLEGERINGER I FORM AF INGOTS (Taric-tillægskode: 8592) >TABELPOSITION> >TABELPOSITION>