31998L0089

Kommissionens direktiv 98/89/EF af 20. november 1998 om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 74/152/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende konstruktivt bestemt maksimalhastighed for samt lad til landbrugs- og skovbrugstraktorer (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 322 af 01/12/1998 s. 0040 - 0041


KOMMISSIONENS DIREKTIV 98/89/EF af 20. november 1998 om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 74/152/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende konstruktivt bestemt maksimalhastighed for samt lad til landbrugs- og skovbrugstraktorer (EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 74/150/EØF af 4. marts 1974 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af landbrugs- og skovbrugshjultraktorer (1), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/54/EF (2), særlig artikel 13,

under henvisning til Rådets direktiv 74/152/EØF af 4. marts 1974 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende konstruktivt bestemt maksimalhastighed for samt lad til landbrugs- og skovbrugstraktorer (3), senest ændret ved direktiv 97/54/EF, særlig artikel 5, og

ud fra følgende betragtninger:

Den kommende forhøjelse af den konstruktivt bestemte maksimale hastighed til 40 km/h og den tekniske udvikling betyder, at kravene til tolerancen ved hastighedsmålingen i punkt 1.5 i bilaget til direktiv 74/152/EØF bør skærpes;

de i dette direktiv fastsatte bestemmelser er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg for tilpasning til den tekniske udvikling, som er nedsat ved direktiv 74/150/EØF -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Punkt 1.5 i bilaget til direktiv 74/152/EØF ændres således: »at den målte hastighed overstiger den konstruktivt bestemte maksimalhastighed med 3 km/h.«

Artikel 2

1. Fra den 1. januar 2000 kan medlemsstaterne ikke:

- nægte EF-typegodkendelse eller udstedelse af det dokument, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, sidste led, i direktiv 74/150/EØF, for en traktortype, eller national typegodkendelse

- forbyde første ibrugtagning af en traktor,

hvis køretøjerne opfylder forskrifterne i direktiv 74/152/EØF, som ændret ved dette direktiv.

2. Fra den 1. oktober 2004 kan medlemsstaterne:

- ikke længere udstede det dokument, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, sidste led, i direktiv 74/150/EØF, for en traktortype, hvis den ikke opfylder forskrifterne i direktiv 74/152/EØF, som ændret ved dette direktiv

- nægte national typegodkendelse af en traktortype, hvis den ikke opfylder forskrifterne i direktiv 74/152/EØF, som ændret ved dette direktiv.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 31. december 1999. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale forskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. november 1998.

På Kommissionens vegne

Martin BANGEMANN

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 84 af 28. 3. 1974, s. 10.

(2) EFT L 277 af 10. 10. 1997, s. 24.

(3) EFT L 84 af 28. 3. 1974, s. 33.