RÅDETS DIREKTIV 98/29/EF af 7. maj 1998 om harmonisering af de væsentligste bestemmelser vedrørende eksportkreditforsikringsdækning af mellem- og langfristede forretninger

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Mellem- og langfristet eksportkreditforsikring spiller en fremtrædende rolle i den internationale handel og er et vigtigt handelspolitisk instrument;

(2) mellem- og langfristet eksportkreditforsikring er et vigtigt led i samhandelen med udviklingslandene og fremmer dermed deres integration i verdensøkonomien, hvilket er et af målene for Fællesskabets udviklingspolitik;

(3) forskellene mellem de offentlige mellem- og langfristede eksportkreditforsikringssystemer, der i øjeblikket er gældende i medlemsstaterne, med hensyn til de vigtigste bestemmelser vedrørende dækning, præmier og dækningspolitik kan føre til fordrejning af konkurrencen mellem virksomheder i Fællesskabet;

(4) det forekommer hensigtsmæssigt, at de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå direktivets mål, nemlig den nødvendige harmonisering for at sikre, at eksportpolitikken baseres på ensartede principper, og at konkurrencen mellem virksomhederne i Fællesskabet ikke fordrejes;

(5) for at mindske eksisterende fordrejninger af konkurrencen er det ønskeligt, at de forskellige offentlige eksportkreditforsikringssystemer harmoniseres i overensstemmelse med traktatens artikel 112 på grundlag af ensartede principper og på en sådan måde, at de indgår som en integrerende del af den fælles handelspolitik;

(6) staters (eller særlige statskontrollerede organers) indførelse af eksportkreditgaranti- eller forsikringsprogrammer til præmiesatser, som er utilstrækkelige til på lang sigt at dække omkostninger og tab ved gennemførelsen af sådanne programmer, er klassificeret som forbudte eksportsubsidier i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, som er indgået inden for rammerne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden (1986-1994) (1) (særlig artikel 3, stk. 1, litra a), og bilag I, litra j));

(7) de præmier, kreditforsikringsgiverne opkræver, bør svare til den dækkede risiko;

(8) harmonisering vil fremme samarbejdet mellem de kreditforsikringsgivere, der optræder på statens vegne eller med statsstøtte, og øge samarbejdet mellem virksomheder i Fællesskabet i overensstemmelse med traktatens artikel 130;

(9) både harmonisering og samarbejde er af afgørende betydning for at sikre, at Fællesskabets eksport er konkurrencedygtig på tredjelandes markeder;

(10) i Kommissionens hvidbog om gennemførelse af det indre marked, som Det Europæiske Råd vedtog i juni 1985, understreges betydningen af at sikre vilkår, som er gunstige for udviklingen af samarbejdet mellem virksomheder i Fællesskabet;

(11) ved afgørelse af 27. september 1960 (2) oprettede Rådet en arbejdsgruppe til koordinering af politikken med hensyn til kreditforsikringer, garantier og finanskreditter;

(12) den 15. maj 1991 gav nævnte arbejdsgruppe eksperter fra hver af de daværende medlemsstater et mandat, og som »ekspertgruppen vedrørende det indre marked (1992)« forelagde de i form af rapporter en række forslag henholdsvis den 27. marts 1992, den 11. juni 1993 og den 9. februar 1994;

(13) ved beslutning 93/112/EØF (3) gennemførte Rådet OECD's arrangement vedrørende offentligt støttede eksportkreditter i fællesskabsretten;

(14) Rådets direktiv 70/509/EØF af 27. oktober 1970 om indførelse af en fælles kreditforsikringspolice for mellem- og langfristede eksportforretninger med offentlige købere (4) og Rådets direktiv 70/510/EØF af 27. oktober 1970 om indførelse af en fælles kreditforsikringspolice for mellem- og langfristede eksportforretninger med private købere (5) bør afløses af nærværende direktiv;

(15) denne første harmonisering af eksportkreditforsikringen bør betragtes som et skridt i retning mod konvergens mellem medlemsstaternes forskellige systemer -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Anvendelsesområde

Dette direktiv gælder for forretninger i forbindelse med eksport, der omfatter varer og/eller tjenesteydelser med oprindelse i en medlemsstat, for så vidt støtten ydes direkte eller indirekte for en eller flere medlemsstaters regning eller med disses støtte, og den samlede risikoperiode er mindst to år, dvs. tilbagebetalingsperioden inklusive fremstillingsperioden.

Dette direktiv gælder ikke for bondgarantier i forbindelse med tilbud, forudbetaling, arbejdsgaranti og retention-beløb. Det gælder heller ikke for dækning af risici i forbindelse med byggeudstyr og -materiale, når det anvendes lokalt til opfyldelse af den kommercielle kontrakt.

Artikel 2

Medlemsstaternes forpligtelser

Medlemsstaterne drager omsorg for, at institutioner, der direkte eller indirekte yder dækning i form af eksportkreditforsikring, garantier eller refinansiering for medlemsstatens regning eller med støtte fra den medlemsstat, der repræsenterer regeringen selv, eller som er kontrolleret af og/eller handler på vegne af den regering, som yder dækningen, i det følgende benævnt »forsikringsgivere«, dækker forretninger i forbindelse med eksport af varer og/eller tjenesteydelser i overensstemmelse med bestemmelserne i bilaget, når de er bestemt for lande uden for Fællesskabet og finansieres ved køberkredit eller sælgerkredit eller betales kontant.

Artikel 3

Gennemførelsesbeslutninger

De i punkt 46 i bilaget omtalte beslutninger træffes af Kommissionen efter proceduren i artikel 4.

Artikel 4

Udvalg

Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Det udtaler sig med det flertal, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Ved afstemninger i udvalget tillægges de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, der er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

Kommissionen vedtager foranstaltninger, der straks finder anvendelse. Hvis de ikke er i overensstemmelse med den af udvalget afgivne udtalelse, underrettes Rådet dog straks af Kommissionen om disse foranstaltninger. I så fald gælder følgende:

- Kommissionen udsætter gennemførelsen af de foranstaltninger, den har truffet afgørelse om, i et tidsrum, som ikke kan overstige en måned regnet fra datoen for underretningen

- Rådet kan med kvalificeret flertal træffe en anden afgørelse inden for det tidsrum, der er nævnt i første led.

Artikel 5

Beretning og fornyet undersøgelse

Kommissionen forelægger senest den 31. december 2001 Rådet en beretning om erfaringerne med og den konvergens, der er opnået i kraft af anvendelsen af bestemmelserne i dette direktiv.

Artikel 6

Forhold til andre procedurer

Procedurerne i dette direktiv supplerer dem, der er fastlagt i beslutning 73/391/EØF (6).

Artikel 7

Ophævelse

Direktiv 70/509/EØF og 70/510/EØF ophæves.

Artikel 8

Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 1. april 1999. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 9

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 10

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. maj 1998.

På Rådets vegne

M. BECKETT

Formand

(1) EFT L 336 af 23. 12. 1994, s. 156.

(2) EFT 66 af 27. 10. 1960, s. 1339/60.

(3) EFT L 44 af 22. 2. 1993, s. 1. Beslutningen er senest ændret ved beslutning 97/530/EF (EFT L 216 af 8. 8. 1997, s. 77).

(4) EFT L 254 af 23. 11. 1970, s. 1, specialudgave 1970 (III) s. 680. Direktivet er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

(5) EFT L 254 af 23. 11. 1970, s. 26, specialudgave 1970 (III) s. 698. Direktivet er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

(6) EFT L 346 af 17. 12. 1973, s. 1. Beslutningen er ændret ved beslutning 76/641/EØF (EFT L 223 af 16. 8. 1976, s. 25).

BILAG

FÆLLES PRINCIPPER FOR EKSPORTKREDITFORSIKRING

KAPITEL I: DÆKNINGSOMRÅDE

Afsnit 1: Almindelige principper og definitioner

1. Fælles principper

a) De fælles principper, der er fastlagt i dette bilag, gælder for dækningen af sælgerkreditter med offentlige eller private købere og for dækningen af køberkreditter med offentlige eller private låntagere.

b) De fælles principper gælder for dækning af alle risici, som defineret i punkt 4. Forsikringsgiver kan dog fra sag til sag beslutte at begrænse sin dækning til kun at omfatte visse risici.

c) Når alle en privat debitors forpligtelser garanteres fuldstændigt og ubetinget af en enhed, der betragtes som offentlig i overensstemmelse med punkt 5 i dette bilag, anvendes de fælles principper for offentlige debitorer.

I dette bilag forstås ved »debitor« enten køber eller låntager som omhandlet i punkt 1, litra a), eller deres garant med hensyn til den forsikrede forretning.

2. Egenskaber ved sælgerkredit

a) Begrebet »sælgerkredit« anvendes i forbindelse med en kommerciel kontrakt om eksport af varer og/eller tjenesteydelser med oprindelse i en medlemsstat mellem én eller flere sælgere og én eller flere købere, hvor køber forpligter sig til at betale sælger kontant eller på kreditvilkår.

b) Bestemmelserne om dækning af sælgerkredit finder anvendelse, når der ydes dækning til virksomheder, som er etableret i en medlemsstat i overensstemmelse med traktatens artikel 58.

c) Finansieres en kommerciel kontrakt ved hjælp af en køberkredit eller en anden finansieringsaftale, er den dækning, der ydes eksportøren for selve den kommercielle kontrakt, omfattet af bestemmelserne om dækning af sælgerkreditter.

3. Egenskaber ved køberkredit

a) Begrebet »køberkredit« anvendes i forbindelse med en låneaftale mellem én eller flere finansieringsinstitutter og én eller flere låntagere, som finansierer en kommerciel kontrakt om eksport af varer og/eller tjenesteydelser med oprindelse i en medlemsstat, hvorved det eller de pågældende finansieringsinstitutter forpligter sig til at betale sælger kontant for den underliggende forretning på vegne af køber/låntager, og køber/låntager tilbagebetaler långiver på kreditvilkår.

b) Bestemmelserne om dækning af køberkredit finder anvendelse, når der ydes dækning til finansieringsinstitutter, uanset hvor de er etableret eller registreret, forudsat at køberkreditten indebærer en ubetinget forpligtelse for låntager til at tilbagebetale det skyldige beløb, uanset om den kommercielle kontrakt, der skal finansieres, opfyldes.

c) Bestemmelserne om dækning af køberkredit finder anvendelse på dækning til et finansieringsinstitut med hensyn til omsætningspapirer, som på behørig vis indehaves af dette finansieringsinstitut, og som skal betales af en køber i henhold til aftaler om finansiering af en kommerciel kontrakt.

4. Definition af risici

a) Den kommercielle risiko for private debitorer er fastlagt i punkt 14, 15 og 16.

b) Den politiske risiko for private debitorer er fastlagt i punkt 17-22 og for offentlige debitorer i punkt 15-22.

c) Fabrikationsrisikoen er fastlagt i punkt 6, litra b).

d) Kreditrisikoen en fastlagt i punkt 6, litra c).

5. Debitors status

a) En enhed, som uanset formen repræsenterer selve den offentlige myndighed, og som hverken retligt eller administrativt kan erklæres konkurs, anses for at være en offentlig debitor. Dette kan enten være en suveræn debitor, dvs. en enhed, der har statens fulde tillid, f.eks. finansministeriet eller centralbanken, eller en anden underordnet offentlig enhed som f.eks. en regional, kommunal eller halvstatslig myndighed eller anden offentlig institution.

b) Ved vurderingen af en debitors status tager forsikringsgiver følgende i betragtning:

- debitors retlige status

- den faktiske effektivitet af retlige skridt rettet mod debitor

- debitors finansierings- og indtægtskilder; her tages der hensyn til, at debitor også kan betale skyldige beløb ved at gøre brug af midler, som ikke har tilknytning til statslige midler, f.eks. ved indtægter hidrørende fra lokal beskatning eller optjent ved offentlige serviceydelser

- de muligheder, værtslandets regering har for at påvirke eller kontrollere debitor.

c) En debitor, der ikke er offentlig efter førnævnte kriterier, anses i princippet for privat.

Afsnit 2: Dækning

6. Dækkede risici

a) De dækkede risici er risikoen for tab, der skyldes fabrikationsrisikoen og kreditrisikoen.

b) Tab, der skyldes fabrikationsrisikoen, bliver aktuel, når opfyldelsen af garantitagerens kontraktlige forpligtelser eller fremstillingen af de bestilte varer suspenderes i en periode på seks på hinanden følgende måneder, forudsat at denne suspension forårsages direkte og udelukkende af en eller flere af de dækkede tabvoldende begivenheder, der er anført i punkt 14-22.

c) Tab, der skyldes kreditrisikoen, bliver aktuel, når garantitager ikke har kunnet opnå betaling af ethvert beløb, der er skyldigt i henhold til den pågældende kommercielle kontrakt eller låneaftale inden for tre måneder efter forfaldsdagen, forudsat at den manglende betaling forårsages direkte og udelukkende af en eller flere af de dækkede tabvoldende begivenheder, der er anført i punkt 14-22.

d) Når den risiko, der er forbundet med en køberkredit, dækkes ubetinget, følger forsikringsgiver de principper og procedurer, der er fastlagt i punkt 32 og 33 og i punkt 47, litra a).

7. Dækningens omfang

a) Inden for det samlede kontraktbeløb omfatter dækningen af fabrikationsrisikoen de omkostninger, som garantitager har pådraget sig under opfyldelsen af sine kontraktlige forpligtelser eller ved fremstillingen af de varer, der er omfattet af kontrakten, forudsat at disse omkostninger retmæssigt kan henføres til opfyldelsen af kontrakten.

Dækningen af fabrikationsrisikoen omfatter ikke:

- omkostninger i forbindelse med varer og/eller tjenesteydelser, for hvilke dækningen af kreditrisikoen allerede er trådt i kraft

- beløb, som garantitager har betalt som følge af, at der er trukket på en garanti udstedt af garantitager vedrørende den dækkede kontrakt; dette er dog ikke til hinder for, at forsikringsgiver dækker sådanne risici uden for dette direktivs anvendelsesområde, og

- beløb, som garantitager har betalt debitor i form af konventionalbod og erstatning.

b) Dækningen af kreditrisikoen omfatter det beløb (hovedstol og renter), som køber skylder ifølge den kommercielle kontrakt, eller som låntager skylder ifølge låneaftalen, inklusive renter, der påløber efter forfaldsdag (morarenter).

Kreditrisikodækningen indbefatter ikke beløb, som garantitager har betalt debitor i form af konventionalbod og erstatning.

8. Dækningsprocent

a) Dækningsprocenten og grundlaget for at fastlægge det maksimale beløb, for hvilket forsikringsgiver er erstatningspligtig, skal udtrykkeligt fremgå af den kreditforsikringspolice, som forsikringsgiver har udstedt.

b) Yder en forsikringsgiver en dækningsprocent, der er højere end 95 %, følges de principper og procedurer, der er fastlagt i punkt 32 og 33 og i punkt 47, litra a).

9. Ikke-dækket procentdel

Garantitager bærer for egen regning enhver ikke-dækket procentdel, jf. dog punkt 8, litra b). Forsikringsgiver kan beslutte at tillade garantitager helt eller delvist at overvælte en sådan ikke-dækket procentdel.

10. Dækning af forretninger i udenlandsk valuta

For så vidt angår forretninger, der skal betales eller finansieres i en eller flere udenlandske valutaer, kan der ydes dækning i en hvilken som helst af disse valutaer.

11. Udenlandske leverancer

Underleverancer hidrørende fra én eller flere medlemsstater omfattes automatisk af dækningen i medfør af Rådets beslutning 82/854/EØF af 10. december 1982 om den ordning, der med hensyn til eksportgarantier og eksportfinansiering gælder for visse underleverancer fra andre medlemsstater eller fra lande, der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber (1).

12. Dækningens begyndelsestidspunkt

a) For en køberkredit får dækningen virkning på ikrafttrædelsesdatoen for låneaftalen, forudsat at de betingelser, der forud er fastsat i kreditforsikringspolicen og i låneaftalen, er opfyldt.

b) For en sælgerkredit får dækningen af fabrikationsrisikoen virkning på ikrafttrædelsesdatoen for den kommercielle kontrakt, forudsat at de betingelser, der forud er fastsat i kreditforsikringspolicen og i den kommercielle kontrakt, er opfyldt.

Dækningen af kreditrisikoen får virkning på den dato, hvor opfyldelsen af samtlige kontraktlige forpligtelser giver garantitager ret til at kræve betaling, forudsat at de betingelser, der forud er fastsat i kreditforsikringspolicen og i den kommercielle kontrakt, er opfyldt. Dækningen af kreditrisikoen kan dog begynde på datoen for hver dellevering eller delforsendelse, forudsat af garantitager i henhold til kontraktbestemmelserne er berettiget til betaling af et fast og endeligt beløb svarende til værdien af de leverede eller afsendte varer og/eller tjenesteydelser.

Afsnit 3: Tabvoldende begivenheder og undtagne risici

13. Forsikringsgivers erstatningspligt

Forsikringsgiver er erstatningspligtig, hvis tab direkte og udelukkende kan tilskrives en eller flere af de dækkede tabvoldende begivenheder, der er anført i punkt 14-22.

14. Insolvens

Den private debitors og dennes eventuelle garants faktiske eller retlige insolvens.

15. Manglende betaling

Debitors og denne eventuelle garants manglende betaling.

16. Vilkårlig tilbagetræden eller afvisning

Købers beslutning om inden for rammerne af en sælgerkredit at afbryde eller annullere den kommercielle kontrakt eller at afvise varerne og/eller tjenesteydelserne uden grundlag herfor.

17. Beslutninger i et tredjeland

Enhver foranstaltning eller beslutning, der træffes af regeringen i et andet land end forsikringsgivers land eller garantitagers land - herunder sådanne foranstaltninger og beslutninger truffet af offentlige myndigheder, som kan sidestilles med regeringsindgreb - som hindrer opfyldelsen af henholdsvis låneaftalen eller den kommercielle kontrakt.

18. Moratorium

En almindelig moratorieordning, der er indført af regeringen i debitors land eller i et tredjeland, ved hvis mellemkomst betalingen i henhold til låneaftalen eller den kommercielle kontrakt skal finde sted.

19. Hindring eller forsinkelse af kapitaloverførsler

Politiske begivenheder eller økonomiske vanskeligheder eller love eller administrative foranstaltninger, der indtræffer eller vedtages uden for forsikringsgivers land, og som hindrer eller forsinker overførslen af beløb, der er betalt med hensyn til låneaftalen eller den kommercielle kontrakt.

20. Retsforskrifter i debitors land

Retsforskrifter, der er vedtaget i debitors land, og i henhold til hvilke de betalinger, debitor har betalt i lokal valuta, har frigørende virkning, til trods for at sådanne betalinger som følge af valutakurssvingninger ved konvertering til den kommercielle kontrakts eller låneaftalens valuta ikke længere dækker det skyldige beløb på overførselsdatoen.

21. Beslutninger i forsikringsgivers eller garantitagers land

Foranstaltninger eller beslutninger, der træffes af regeringen i forsikringsgivers eller garantitagers land, herunder sådanne foranstaltninger og beslutninger, som Det Europæiske Fællesskab træffer vedrørende handelen mellem en medlemsstat og tredjelande, såsom eksportforbud, for så vidt virkningerne heraf ikke er dækket på anden måde af den pågældende regering.

22. Force majeure

Force majeure, der indtræffer uden for forsikringsgivers land, som f.eks. krig, herunder borgerkrig, revolution, oprør, civile uroligheder, hvirvelstorm, oversvømmelse, jordskælv, vulkanudbrud, springflod og kernekraftulykker, for så vidt virkningerne heraf ikke er dækket på anden måde.

23. Almindelig undtagelse fra erstatningspligt

Forsikringsgiver bør kunne erklære sig ikke erstatningspligtig for tab, der direkte eller indirekte kan tilskrives følgende:

a) Handlinger eller undladelser, som skyldes garantitager eller personer, der handler på dennes vegne.

b) Bestemmelser, der begrænser garantitagers rettigheder, og som indgår i låneaftalen, den kommercielle kontrakt eller dertil knyttede dokumenter, herunder dokumenter vedrørende garantier eller sikkerhedsstillelse herfor.

c) Alle andre aftaler, som indgås mellem garantitager og debitor efter indgåelsen af låneaftalen eller den kommercielle kontrakt, og som hindrer eller forsinker betalingen af de skyldige beløb.

d) For så vidt angår sælgerkreditter, underleverandørers, medkontrahenters eller andre leverandørers misligholdelse, for så vidt denne ikke er en følge af politiske begivenheder, jf. listen over tabvoldende begivenheder i punkt 17-22.

Afsnit 4: Bestemmelser om erstatning

24. Karenstid

a) Karenstiden svarer til den periode, der i henhold til punkt 6, litra b) og c), skal forløbe, før den dækkede risiko bliver aktuel.

b) Der kræves ingen karenstid

- når den manglende betaling, for så vidt angår en privat debitor, skyldes debitors retlige eller faktiske insolvens

- når der er tale om en bilateral mellemstatslig gældskonsolideringsaftale.

25. Erstatning og overdragelse

a) Garantitager er berettiget til erstatning ved udløbet af karenstiden som defineret i punkt 24, forudsat at betingelserne for dækning og erstatning er opfyldt, fordringen er retsgyldig, og garantitager har forvaltet risikoen forsvarligt.

b) Forsikringsgiver er berettiget til at få overdraget de rettigheder, garantitager har i medfør af henholdsvis låneaftalen og den kommercielle kontrakt.

26. Garanterede forpligtelser

Er der for debitors forpligtelser over for garantitager stillet sikkerhed i form af en garanti eller anden sikkerhed, skal garantitager have taget alle de i policen anførte nødvendige forholdsregler til at sikre, ikke alene at nævnte garanti eller anden sikkerhed er retsgyldig og bindende, men også at den rent faktisk udløses.

27. Beregning af erstatningen

Forsikringsgiver må ved beregningen af erstatningsbeløbet ikke betale garantitager et beløb, der er større end det samlede tab, som sidstnævnte faktisk har lidt, og/eller større end det beløb, som garantitager faktisk var berettiget til at modtage fra henholdsvis låntager i henhold til låneaftalen eller køber i henhold til den kommercielle kontrakt, jf. dog punkt 31.

28. Betaling af erstatningen

Erstatningen skal udbetales uden forsinkelse og senest en måned efter udløbet af karenstiden, forudsat at forsikringsgiver omgående har fået underretning om erstatningskravets eksistens og har modtaget alle nødvendige oplysninger, bilag og dokumentation til rettidigt at kunne fastslå, at der foreligger et gyldigt krav.

Ydes der dækning for fabrikationsrisiko, skal erstatningen udbetales senest en måned efter den seneste af følgende datoer: datoen for udløbet af karenstiden, datoen for modtagelsen af en sagkyndigs rapport, hvis en sådan kræves, eller den dato, på hvilken garantitager og forsikringsgiver er nået til enighed om erstatningsbeløbet.

29. Tvister vedrørende erstatningen

Vedrører tab, for hvilke garantitager har anmodet om erstatning, omtvistede rettigheder, kan forsikringsgiver udsætte udbetalingen af erstatningen, indtil tvisten er afgjort til garantitagers fordel ved den domstol eller voldgiftsret, som er anført i henholdsvis låneaftalen eller den kommercielle kontrakt.

30. Bilaterale mellemstatslige gældskonsolideringsaftaler

a) Er den dækkede låneaftale eller kommercielle kontrakt omfattet af en bilateral mellemstatslig gældskonsolideringsaftale, skal garantitager overholde betingelserne i sidstnævnte aftale med hensyn til både den dækkede og den ikke-dækkede del af henholdsvis låneaftalen og den kommercielle kontrakt. Garantitager skal yde forsikringsgiver al den bistand, der er nødvendig for at opfylde konsolideringsaftalen.

b) Indgår det dækkede beløb i en bilateral mellemstatslig gældskonsolideringsaftale, kan forsikringsgiver give afkald på den frist på en måned, der er fastsat i punkt 28, når først den bilaterale aftale er trådt i kraft.

31. Tillægsomkostninger

Tillægsomkostninger, der er en følge af foranstaltninger med henblik på at begrænse eller undgå tab, omfattes af dækningen med samme procentsats som den, der er fastsat i kreditforsikringspolicen, forudsat at forsikringsgiver har godkendt disse tillægsomkostninger. Tillægsomkostninger omfatter omkostninger i forbindelse med retssager og andre lovbestemte omkostninger for at mindske eller undgå tab, men omfatter ikke omkostninger i forbindelse med påvisning af et kravs gyldighed.

Vedrører sådanne omkostninger imidlertid beløb eller forfaldne fordringer, der ikke er dækket af forsikringsgiver, fordeles de forholdsmæssigt på dækkede og ikke-dækkede beløb eller fordringer.

KAPITEL II: PRÆMIE

32. Almindelige principper for præmiefastsættelsen

Præmien skal konvergere. Derfor skal præmien for eksportkreditforsikring:

- svare til den risiko, der dækkes (land, offentlig og/eller privat risiko)

- i tilstrækkelig grad afspejle omfanget og kvaliteten af den dækning, der ydes

- ikke være utilstrækkelig til at dække langfristede driftsomkostninger og tab.

33. Dækningens kvalitet

Ved fastlæggelsen af dækningens kvalitet, jf. punkt 32, tager forsikringsgiver behørigt hensyn til dækningsprocenten, de betingelser, der er knyttet til dækningen, og alle andre betingelser, der berører dækningens kvalitet.

34. Vurdering af landerisiko

Præmiefastsættelsen for hvert land eller landekategori finder sted på grundlag af en behørig vurdering af landerisikoen.

35. Debitors kreditværdighed

Ved fastsættelsen af præmiesatserne skal forsikringsgiver tage passende hensyn til debitors kreditværdighed, herunder hans status, som fastsat i punkt 5.

36. Risikoperiode

Ved beregningen af præmien tager forsikringsgiver hensyn til den samlede risikoperiode samt til tilbagebetalingsprofil og renter.

37. Præmieberegningsgrundlag

a) Præmien betales efter præmieberegningsgrundlaget og baseres så vidt muligt på minimumspræmiesatser. Satserne udtrykkes i procent af referenceværdien, som om præmien blev opkrævet fuldt ud på den dag, hvor aftalen om forsikringen eller garantien indgås; for kreditrisikoen skal denne referenceværdi mindst være henholdsvis beløbet af lånets hovedstol eller den (re-) finansierede del af den kommercielle kontrakt og for fabrikationsrisikoen den samlede kontraktværdi minus den kontante udbetaling.

b) For fabrikationsrisikoen kan præmieberegningsgrundlaget nedsættes til det forventede maksimale tab.

38. Præmiebetaling

a) Den fulde præmie forfalder til betaling, den dag kreditforsikringspolicen eller garantien udstedes, eller når kontrakten eller låneaftalen fuldt ud træder i kraft.

b) Præmien kan betales i rater med tillæg af en overrente, forudsat at det i nutidsværdi svarer til den præmie, der henvises til i punkt 38, litra a).

KAPITEL III: POLITIK FOR LANDEDÆKNING

39. Fastlæggelse af politikken for landedækning

a) Forsikringsgiver fastlægger på baggrund af størrelse og strukturelle økonomiske begrænsninger sin politik for landedækning på grundlag af sin vurdering af risikoen for hvert land, sit samlede risikoengagement for hvert land og sammensætningen af sin landerisikoportefølje.

b) Forsikringsgiver fastlægger sin politik for landedækning under hensyntagen til klassificeringen af hvert debitorland.

c) Det står imidlertid forsikringsgiver frit at ophøre med at dække eller at begrænse dækningen af forretninger i et bestemt land, uanset dette lands klassifikation.

40. Definition af samlet risikoengagement

Det samlede risikoengagement fastlægges inden for rammerne af dækningsprocenten på grundlag af beløbene for mellem- og langfristede forretninger, jf. definitionen i direktivets artikel 1.

41. Landerisiko

a) For gruppen af lande, der udgør den bedste risiko, fastsætter forsikringsgiver i princippet ingen restriktioner for sin dækningspolitik.

b) For de øvrige lande kan forsikringsgiver fastsætte restriktioner for sin dækningspolitik.

c) En forsikringsgiver, som i princippet ikke yder dækning for et land eller en landegruppe, kan imidlertid undtagelsesvis dække visse forretninger på grund af bilaterale politiske hensyn eller nationale interesser, eller hvor der for den pågældende forretning er frit konvertibel valuta til rådighed i tilstrækkeligt omfang.

d) For de lande, der er omhandlet i litra b), kan forsikringsgiver begrænse sit risikoengagement ved kumulativt eller på anden måde at begrænse f.eks.:

- det samlede risikoengagement for det pågældende land

- det samlede beløb for dækningstilsagn

- værdien af nye kontrakter, der skal dækkes

- det maksimale dækningsbeløb for hver forretning.

Forsikringsgiver kan også forhøje den gældende præmie.

Er risikogrænsen for et bestemt land ikke nået, lægges der i princippet ingen begrænsninger på dækningspolitikken.

42. Særlige betingelser for landedækningen

Forsikringsgiver kan for et bestemt land, uanset hvilken landekategori det henhører under, anvende visse standardbetingelser for dækning, som f.eks.:

- at det pågældende lands centralbank eller finansministerium udsteder garanti for betaling og/eller overførsel

- at der åbnes en uigenkaldelig remburs eller udstedes en bankgaranti

- at karenstiden forlænges

- at dækningsprocenten nedsættes

- at dækningen begrænses for visse erhvervssektorer eller visse projekttyper.

KAPITEL IV: UNDERRETNINGSPROCEDURER

43. Anvendelsesområde for underretningsprocedurerne

a) Forsikringsgiver følger nedenstående procedurer ved anvendelsen af de fælles principper, der er fastlagt i kapitel I, II og III.

b) Disse procedurer supplerer dem, der er indført ved Rådets beslutning 73/391/EØF af 13. december 1973 om konsultations- og underretningsprocedurer med hensyn til kreditforsikringer, garantier og finanskreditter (2).

44. Typer af underretningsprocedurer

Der findes fire typer underretningsprocedurer beregnet for Kommissionen og de øvrige forsikringsgivere, nemlig:

- årlig underretning til orientering

- underretning med henblik på beslutning

- forudgående underretning til orientering, og

- efterfølgende underretning til orientering.

De fremlagte oplysninger må ikke udleveres til tredjemand.

45. Årlig underretning til orientering

a) Ved udgangen af hvert år og senest den 30. april det følgende år sender hver forsikringsgiver de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen en rapport om det forløbne års aktiviteter. Rapporten skal omfatte alle debitorlande og for hvert af disse lande indeholde følgende oplysninger:

- det samlede beløb for de dækningstilsagn, forsikringsgiver har afgivet

- det samlede udestående risikoengagement, som defineret i punkt 40

- præmieindtægter

- samlede inddrevne fordringer, og

- samlede betalte skadeserstatninger.

b) Ved hvert års begyndelse og senest den 31. januar sender hver forsikringsgiver de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen en rapport om den forventede dækningspolitik for det kommende år, herunder arten og størrelsen af fastlagte lofter og de standardbetingelser for dækning, som forsikringsgiver agter at anvende.

46. Underretning med henblik på beslutning

a) Foreligger der konkurrerende tilbud fra eksportører eller banker i Fællesskabet, besvarer en berørt forsikringsgiver omgående enhver anmodning fra en anden berørt forsikringsgiver om oplysning om debitors status i den pågældende forretning, jf. definitionen i punkt 5.

b) Er der uenighed om debitors status, stiller de berørte forsikringsgivere oplysningerne til rådighed for de øvrige forsikringsgivere med det formål at blive enige om en for parterne gensidigt acceptabel status.

c) Kan forsikringsgiverne ikke nå til enighed om debitors status inden for de ti arbejdsdage, der følger efter anmodningen om oplysninger, forelægger de berørte forsikringsgivere sagen med alle relevante oplysninger for Kommissionen, som derefter træffer en beslutning efter proceduren i direktivets artikel 4.

47. Forudgående underretning til orientering

a) En forsikringsgiver, som agter at fravige bestemmelserne i dette bilag ved at tilbyde gunstigere dækningsbetingelser, enten for én eller flere konkrete forretninger eller for én eller flere særlige sektorer eller for ét eller flere lande eller generelt, underretter de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen om sin hensigt senest syv arbejdsdage inden beslutningens ikrafttræden med en begrundelse for den påtænkte fravigelse, f.eks. nødvendigheden af at matche international konkurrence, og angiver den dertil svarende præmie, der skal opkræves.

b) En forsikringsgiver, der agter at opkræve lavere præmier end dem, der fremgår af hans årsrapport, jf. punkt 45, litra b), underretter de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen om sin hensigt senest syv arbejdsdage inden beslutningens ikrafttræden.

c) En forsikringsgiver, som efter en anden forsikringsgivers underretning i overensstemmelse med litra a) eller b) agter at tilbyde gunstigere betingelser end den initiativtagende forsikringsgiver, underretter de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen om sin hensigt senest syv arbejdsdage inden beslutningens ikrafttræden med angivelse af den præmiesats, han agter at anvende.

d) En forsikringsgiver, som i overensstemmelse med punkt 41, litra c), agter at dække forretninger med debitorer i lande, for hvilke han normalt ikke tilbyder dækning, underretter de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen om sin hensigt senest syv arbejdsdage inden beslutningens ikrafttræden med angivelse af den præmiesats, han agter at anvende.

48. Efterfølgende underretning til orientering

a) En forsikringsgiver, som beslutter at fravige bestemmelserne i dette bilag ved at tilbyde mindre gunstige dækningsbetingelser, enten for én eller flere konkrete forretninger eller for én eller flere særlige sektorer eller for ét eller flere lande eller generelt, bør senest den 31. januar underrette de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen herom for det foregående kalenderår.

b) En forsikringsgiver, som beslutter at tilpasse et eller flere elementer i den politik for landedækning, som fremgår af hans årsrapport i overensstemmelse med punkt 45, litra b), underretter omgående de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen herom.

c) En forsikringsgiver, som efter en anden forsikringsgivers underretning i overensstemmelse med punkt 47, litra a) og/eller b), beslutter at tilbyde de samme betingelser som den initiativtagende forsikringsgiver, underretter omgående de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen herom.

d) Hver forsikringsgiver besvarer omgående detaljeret enhver anmodning fra andre forsikringsgivere eller Kommissionen om nærmere forklaringer eller yderligere oplysninger om sine aktiviteter.

49. Anvendelse af elektronisk post

Alle underretninger finder normalt sted pr. elektronisk post eller om nødvendigt ved anvendelse af andre egnede midler til omgående skriftlig kommunikation.

(1) EFT L 357 af 18. 12. 1982, s. 20.

(2) EFT L 346 af 17. 12. 1973, s. 1. Beslutningen er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.