31997L0065

Kommissionens direktiv 97/65/EF af 26. november 1997 om tredje tilpasning til de tekniske fremskridt af Rådets direktiv 90/679/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 335 af 06/12/1997 s. 0017 - 0018


KOMMISSIONENS DIREKTIV 97/65/EF af 26. november 1997 om tredje tilpasning til de tekniske fremskridt af Rådets direktiv 90/679/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet (EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (1), særlig artikel 17,

under henvisning til Rådets direktiv 90/679/EØF af 26. november 1990 om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet (syvende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (2), senest ændret ved Kommissionens direktiv 97/59/EF (3), særlig artikel 19,

under henvisning til udtalelse fra Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen, og

ud fra følgende betragtninger:

Bestemmelserne i direktiv 90/679/EØF skal betragtes som en vigtig del af den samlede indsats for at beskytte arbejdstagernes sundhed på arbejdspladsen;

Rådets direktiv 93/88/EØF (4) indeholder en første liste over biologiske agenser baseret på definitionerne i artikel 2, litra d), nr. 2, 3 og 4, i direktiv 90/679/EØF og har til formål at harmonisere vilkårene på dette område, samtidig med at de opnåede fremskridt bibeholdes;

listen over og klassificeringen af biologiske agenser skal regelmæssigt tages op til fornyet behandling og revideres på grundlag af nye videnskabelige data; i lyset af nye videnskabelige beviser vedrørende overførsel til mennesker af den agens, der fremkalder bovin spongioform encephalopati (BSE), er det nødvendigt at tilpasse klassificeringen af BSE-agensen og at henvise til variant Creutzfeldt-Jakobs sygdom;

det er nødvendigt at beskytte arbejdstagere mod mulig erhvervsmæssig overførsel af overførbare spongioforme encephalopatier (TSE'er) hos mennesker og dyr;

de i dette direktiv omhandlede foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det i henhold til artikel 17 i direktiv 89/391/EØF nedsatte udvalg -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Direktiv 90/679/EØF ændres som angivet i bilag III.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 30. juni 1998. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. november 1997.

På Kommissionens vegne

Pádraig FLYNN

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 183 af 29. 6. 1989, s. 1.

(2) EFT L 374 af 31. 12. 1990, s. 1.

(3) EFT L 282 af 15. 10. 1997, s. 33.

(4) EFT L 268 af 29. 10. 1993, s. 71.

BILAG

I bilag III til direktiv 90/679/EØF foretages følgende ændringer:

1. På listen over vira:

- ordlyden »ukonventionelle agenser med forbindelse til (i)« erstattes med følgende: »ukonventionelle agenser med forbindelse til overførbare spongioforme encephalopatier (TSE'er)«

- følgende agenser tilføjes under »ukonventionelle agenser med forbindelse til overførbare spongioforme encephalopatier (TSE'er)« og klassificeres som følger efter Creutzfeldt-Jakobs sygdom:

- »variant Creutzfeldt-Jakobs sygdom«, klassificeres i gruppe 3 (**), med »D (d)« under bemærkninger

- »Bovin spongioform encephalopati (BSE) og andre relaterede TSE'er (i)«, klassificeres i gruppe 3 (**), med »D (d)« under bemærkninger.

2. Ordlyden i fodnote »(i)«, som følger listen over vira, ændres som følger:

»Der foreligger intet bevis for infektioner hos mennesker på grund af de agenser, der forårsager andre TSE'e hos dyr. Som forebyggende foranstaltning anbefales dog at anvende det indeslutningsniveau, der benyttes for agenser i gruppe 3 (**), ved laboratoriearbejde; undtagen for laboratoriearbejde i forbindelse med en identificeret Scrapie-agens, hvor indeslutningsniveau 2 er tilstrækkeligt.«