31996F1023(01)

Rådets Retsakt af 27. september 1996 om udarbejdelse af en protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser

EF-Tidende nr. C 313 af 23/10/1996 s. 0001 - 0001


RÅDETS RETSAKT af 27. september 1996 om udarbejdelse af en protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (96/C 313/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel K.3, stk. 2, litra c),

som tager i betragtning, at medlemsstaterne med henblik på virkeliggørelsen af Unionens målsætninger anser bekæmpelse af kriminalitet, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, for at være et spørgsmål af fælles interesse, som henhører under det samarbejde, der er indledt i henhold til traktatens afsnit VI,

som tager i betragtning, at Rådet ved retsakt af 26. juli 1995 vedtog konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, som et foreløbigt instrument, der navnlig tager sigte på at bekæmpe svig, der skader disse interesser, og

som tager i betragtning, at denne konvention derefter bør suppleres med en protokol, der navnlig sigter på at bekæmpe bestikkelse, der involverer såvel nationale tjenestemænd som fællesskabstjenestemænd, og som skader eller vil kunne skade De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser,

FASTSLÅR, at den tilknyttede protokol, som repræsentanterne for Unionens medlemsstaters regeringer har undertegnet dags dato, hermed er udarbejdet, og

ANBEFALER medlemsstaterne at vedtage denne protokol i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. september 1996.

På Rådets vegne

M. LOWRY

Formand