KOMMISSIONENS BESLUTNING af 12. juni 1996 om støtte, som regionen Friuli-Venezia Giulia (Italien) yder i form af lavtforrentede lån til opkøb af referencemængder (mælkekvoter) (Kun den italienske udgave er autentisk) (96/616/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93, stk. 2,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2931/95 (2), særlig artikel 23,

efter at have opfordret de berørte parter til at fremsætte deres bemærkninger (3), og

ud fra følgende betragtninger:

I

Ved skrivelse af 13. februar 1995 meddelte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen udkastet til regionallov nr. 77 i regionen Friuli-Venezia Giulia, der omfatter ydelse af lavtforrentede lån til opkøb af referencekvoter (mælkekvoter).

Ved skrivelse af 3. maj 1995 meddelte Kommissionen Italien sin beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 92, stk. 2, med hensyn til ovennævnte støtte.

Ved denne skrivelse underrettede Kommissionen den italienske regering om, at den mente, at da den pågældende foranstaltning kan skade den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter, er den uforenelig med fællesmarkedet.

Kommissionen mente derfor, at den pågældende støtte kan forvride konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og svarer til kriterierne i traktatens artikel 92, stk. 1, uden at den kan henføres under nogen af undtagelserne i nævnte artikels stk. 2 og 3.

Kommissionen har opfordret den italienske regering samt de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger.

Den franske regering fremsatte bemærkninger ved skrivelse af 31. januar 1996; og disse bemærkninger blev meddelt den italienske regering ved skrivelse af 27. februar 1996.

II

Ved skrivelse af 22. juni 1995 anførte Italien følgende argumenter:

1) Muligheden for definitivt at overdrage mælkekvoter blev anerkendt ved Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 (4).

Mælkekvoten skal anses for et immaterielt aktiv, der tilhører landbrugsbedriften, og som kan overdrages ved en overdragelseskontrakt. Det er muligt at anse den for en produktionsfaktor på samme måde som arbejde, jord og kapital.

Opkøb af en mælkekvote vil være en egentlig investering fra den kvotemodtagende virksomheds side og kan helt sammenlignes med opkøb af en produktionsfaktor. Bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 2328/91 (5), der overholdes i udkastet til den notificerede lov, anvendes derfor i det foreliggende tilfælde.

2) Formålet med den støtte, der er til behandling, er ikke at forøge den samlede mælkeproduktion eller bringe den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter i fare.

Ifølge oplysningerne i nævnte skrivelse blev det notificerede lovudkast i mellemtiden vedtaget og blev til regionallov nr. 4/95. Støtten er dog ikke blevet udbetalt i afventning af Kommissionens endelige afgørelse (de italienske myndigheders skrivelse af 9. februar 1996).

Den franske regering fremførte de samme argumenter, idet den mere generelt påberåbte sig EF's særlige regler for finansiering af erhvervelse af erhvervsaktiver (hvilket ikke er korrekt, eftersom der ikke findes sådanne særlige regler. Den franske regering synes i substansen at henvise til forordning (EØF) nr. 2328/91), og den fortsatte:

i) Forordning (EØF) nr. 3950/92 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter og forordning (EØF) nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter er formelt forskellige og befinder sig på samme niveau i retsreglernes hierarki (artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68: »Prisordningen oprettes, uden at det foregriber gennemførelsen af tillægsafgiften«).

ii) Overdragelsen af en mælkekvote kan ledsage afståelsen af et stort udsnit af aktiver (jord, driftsbygninger, materiel, døde eller levende dyr). Der kan konstateres en forskel i værdiansættelsen af de forskellige elementer ved afståelsen afhængigt af, om de knyttes til en individuel referencemængde (kvote) eller ej. Af mangel på et ydre holdepunkt for en isoleret kvotes værdi i direkte sammenlignelige situationer er det i praksis ikke muligt ved finansieringen af et sådant køb af aktiv at skelne mellem hvert elements respektive andel.

III

Den pågældende støtte er af nedennævnte grunde uforenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92.

Med hensyn til Italiens argumenter, der blev støttet af den franske regering, fremfører Kommissionen følgende:

1) Anvendelighed af forordning (EØF) nr. 2328/91

Kommissionen kan ikke dele de italienske myndigheders påstand om, at køb af en mælkekvote skal anses for en investering af samme type som de investeringer, der er omhandlet i forordning (EØF) nr. 2328/91.

Den økonomiske værdi af materielle investeringer fastlægges ofte ved henvisning til immaterielle aktiver i forbindelse med investeringsgodet (rettigheder, administrative tilladelser, virksomhedens goodwill), hvilket ikke vil sige, at disse immaterielle elementer, der dog i visse tilfælde kan omfattes af en særskilt handel, kan anses for investeringer i henhold til forordning (EØF) nr. 2328/91.

Forordning (EØF) nr. 2328/91 nævner udtrykkeligt investeringer i mælkesektoren i artikel 6, der tager sigte på sektorielle begrænsninger og forbud i de produktsektorer, hvor der ikke findes normale afsætningsmuligheder på markedet. Det er der fastsat, at enhver investering, som medfører overskridelse af den referencemængde, der er fastsat i henhold til bestemmelserne om tillægsafgiften for mælk og mejeriprodukter, er udelukket, medmindre en supplerende referencemængde forinden er indrømmet eller opnået ved en overdragelse i henhold til de samme regler. Det er en betingelse for gennemførelsen af investeringen, at der allerede findes en referencemængde, og dette kan således ikke være mål for selve investeringen.

Denne bestemmelse, der også anvendes i forbindelse med behandlingen af statsstøtte til investeringer i landbrugsbedrifter ud fra traktatens artikel 92 og 93, indebærer således fuld anvendelse af den fælles markedsordning og kan ikke begrunde nogen fravigelse fra bestemmelserne i denne ordning, bl.a. det i artikel 34 i forordning (EØF) nr. 804/68 (nedenfor) omhandlede forbud.

2) Den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter

Ifølge artikel 23 i forordning (EØF) nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter anvendes traktatens artikel 92, 93 og 94 for disse produkter.

Som Kommissionen anførte ved indledningen af proceduren, er den tillægsafgiftsordning, der blev indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 856/84 (6) og fornyet ved forordning (EØF) nr. 3950/92, og som har til formål at formindske uligevægten mellem udbud og efterspørgsel i sektoren for mælk og mejeriprodukter og de heraf følgende strukturbetingede overskud, fra nu af en af de grundlæggende mekanismer i den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter.

Især forordning (EØF) nr. 3950/92 indeholder fleksible bestemmelser for medlemsstaternes anvendelse af tillægsafgiftsordningen, så at de kan omstrukturere mælkesektoren. Medlemsstaterne råder allerede i denne forbindelse over tilstrækkelige midler til at fremme omstrukturering og opnå større effektivitet i produktionsstrukturerne, idet de kan anvende kvotereserveordningen og udpege de producenter, der har indgivet den i artikel 5 i forordning (EØF) nr. 2328/91 omhandlede forbedringsplan, som dem, der skal tilgodeses ved omfordeling af produktionsrettigheder. Ydelse af lån til opkøb af kvoter figurerer ikke blandt de fastsatte foranstaltninger.

Det skal her bemærkes, at den fælles markedsordning i modsætning til, hvad der fremgår af de franske myndigheders påstand under nr. i), ikke kan reduceres til blot bestemmelserne for prisordningen, men tværtimod består af flere mekanismer og bestemmelser, der tilsammen udgør en »komplet og udtømmende« ramme, som Kommissionen konstant bekræfter ikke kan fraviges, og som ifølge EF-Domstolens faste retspraksis udelukker medlemsstaternes mulighed for at træffe foranstaltninger, der kan fravige den fælles markedsordning eller bringe den i fare.

Den fælles markedsordning for mælk er i lighed med enhver anden markedsordning baseret på princippet om et åbent marked, som enhver producent har fri adgang til, og som udelukkende reguleres af de instrumenter, der er fastsat i den.

Den pågældende støtte udgør desuden en overtrædelse af artikel 24 i forordning (EØF) nr. 804/68, hvor der er nedlagt forbud mod enhver støtte, hvis størrelse fastsættes i forhold til prisen på eller mængden af de produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning, der er fastsat i samme forordning, jf. dog traktatens artikel 92, stk. 2.

Selv om den pågældende foranstaltning, som de italienske myndigheder påstår det, ikke har til formål at bringe denne fælles markedsordning i fare, kan dens virkning (ligesom virkningen af enhver anden foranstaltning, der kan ændre reglerne for den pågældende sektors marked) netop have denne effekt.

I betragtning af det foregående kan Kommissionen ikke acceptere Italiens argumenter.

IV

Den pågældende støtte er en overtrædelse af EF-bestemmelserne om den fælles markedsordning for de i forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede produkter og kan ikke anses for forenelig med fællesmarkedet.

Den svarer endvidere til betingelserne i traktatens artikel 92, stk. 1, uden at den kan henføres under nogen af de undtagelser, der er fastsat i nævnte artikels stk. 2 og 3, af nedennævnte grunde.

I henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, er den støtte, der ydes af medlemsstaterne eller via statsmidler i en hvilken som helst form, der forvrider eller kan forvride konkurrencen ved at fremme visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet, for så vidt den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Da den pågældende støtte har direkte og umiddelbar virkning for støttemodtagernes produktionsomkostninger, giver den dem en fordel i forhold til producenter af de samme produkter, der i Italien eller i en anden medlemsstat ikke har adgang til en lignende støtte.

Den pågældende foranstaltning kan derfor ændre betingelserne for EF's samhandel med de pågældende landbrugsprodukter, da samhandelen påvirkes af enhver støtte, der ydes til den indenlandske produktion. Den er således en statsstøtte, der svarer til kriterierne i traktatens artikel 92, stk. 1.

I traktatens artikel 92, stk. 1, er det fastsat, at støtte, der svarer til de deri fastsatte kriterier, i princippet er uforenelig med fællesmarkedet. Undtagelser fra denne uforenelighed er fastsat i samme artikels stk. 2 og 3.

Ifølge artikel 24 i forordning (EØF) nr. 804/68 vil kun undtagelserne i artikel 92, stk. 2, være anvendelige i det foreliggende tilfælde. Disse undtagelser kommer helt klart ikke i betragtning.

Den pågældende støtte er således uforenelig med fællesmarkedet -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Støtten i regionallov nr. 4/95 i regionen Friuli-Venezia Giulia er uforenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1.

Artikel 2

Italien skal ophæve den i artikel 1 omhandlede støtte senest to måneder fra meddelelsen af nærværende beslutning.

Artikel 3

Italien underretter senest to måneder fra datoen for meddelelsen af nærværende beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme nærværende beslutning.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juni 1996.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 148 af 28. 6. 1968, s. 13.

(2) EFT nr. L 307 af 20. 12. 1995, s. 10.

(3) EFT nr. C 342 af 20. 12. 1995, s. 9.

(4) EFT nr. L 405 af 31. 12. 1992, s. 1. Forordning senest ændret ved forordning (EF) nr. 1552/95 (EFT nr. L 148 af 30. 6. 1995, s. 43).

(5) EFT nr. L 218 af 6. 8. 1991, s. 1. Forordning senest ændret ved forordning (EF) nr. 2387/95 (EFT nr. L 244 af 12. 10. 1995, s. 50).

(6) EFT nr. L 90 af 1. 4. 1984, s. 10.