31995D0551

95/551/EF: Kommissionens beslutning af 29. november 1995 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.179, 34.202, 216 - Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven) (Kun den nederlandske udgave er autentisk)

EF-Tidende nr. L 312 af 23/12/1995 s. 0079 - 0089


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 29. november 1995 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.179, 34.202, 216 - Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven) (Kun den nederlandske udgave er autentisk) (95/551/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af traktatens artikler 85 og 86 (1), senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, særlig artikel 3, stk. 1, og artikel 15, stk. 2,

under henvisning til den klage og anmodning om foreløbige foranstaltninger, som M.W.C.M. van Marwijk o.a. indgav den 13. januar 1992, og under henvisning til de vedtægter og reglementer, som henholdsvis Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven anmeldte den 15. januar 1992 og 6. februar 1992,

efter at have givet de berørte parter lejlighed til at udtale sig om de klagepunkter, som Kommissionen har fremført, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og Kommissionens forordning nr. 99/63/EØF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Rådets forordning nr. 17 (2),

efter at have hørt Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål, og

ud fra følgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING

Klagen

(1) Den 13. januar 1992 indgav M.W.C.M. van Marwijk og ti andre virksomheder en klage samt en anmodning om foreløbige foranstaltninger, fordi de mente, at Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven, i det følgende benævnt FNK, og Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf, i det følgende benævnt SCK, overtrådte EF-traktatens konkurrenceregler ved at udelukke virksomheder, der ikke er certificeret af SCK, fra udlejning af mobilkraner og ved at foreskrive faste priser i henhold til disse to sammenslutningers vedtægter og reglementer.

De anmeldte aftaler

(2) SCK's vedtægter (3) og reglement vedrørende certificering af kranudlejningsvirksomheder (4), inklusive forskellige bilag, hvoraf de vigtigste er kravene til certificering, blev anmeldt til Kommissionen den 15. januar 1992. FNK's vedtægter (5) og interne reglement (6) blev anmeldt den 6. februar 1992. I begge tilfælde blev der anmodet om negativattest, subsidiært fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3.

FNK

FNK-reglerne omfatter i deres anmeldte udgave blandt andet en forpligtelse for FNK-medlemmer til at følge acceptable priser ved udlejning og til at anvende FNK's almindelige betingelser (artikel 3, litra b) og c), i FNK's interne reglement), som indeholder bestemmelser vedrørende priserne, og en forpligtelse for FNK-medlemmer til først og fremmest at gøre brug af andre medlemmer ved leje af ekstra kraner (artikel 3, litra a), i FNK's interne reglement).

SCK

SCK-reglerne omfatter i deres anmeldte udgave blandt andet et forbud mod, at virksomheder, der er tilsluttet SCK, lejer ekstra kraner hos ikke-tilsluttede virksomheder (det såkaldte lejeforbud i artikel 7, andet led, i SCK's reglement vedrørende certificering af kranudlejningsvirksomheder).

Parterne

(3) Klagerne er virksomheder, der udlejer mobilkraner. På det tidspunkt, hvor klagen blev indgivet, var ni af klagerne etableret i Nederlandene, to i Belgien, og ingen af klagerne var medlem af FNK eller tilsluttet SCK. Siden klagen blev indgivet i januar 1992 er tre af de klagende kranudlejningsvirksomheder blevet medlem af FNK, og en har tillige tilsluttet sig SCK.

(4) FNK er en sammenslutning af virksomheder, der udlejer mobilkraner. Den blev oprettet den 13. marts 1971 og er hjemmehørende i Culemborg. Ifølge vedtægterne har FNK til formål at varetage kranudlejningsvirksomhedernes interesser, i særdeleshed FNK-medlemmernes, og fremme kontakt og samarbejde mellem medlemmerne i videste forstand. Ifølge vedtægterne kan virksomheder, der er etableret uden for Nederlandene, ikke være medlem af FNK. Medio 1994 havde sammenslutningen 196 medlemmer.

(5) SCK, som er hjemmehørende på samme adresse i Culemborg, blev oprettet den 13. juli 1984. Det er en sammenslutning, som ifølge vedtægterne har til formål at fremme og opretholde kvaliteten af kranudlejningsvirksomheder (7). Til det formål har SCK oprettet et privatretligt certificeringssystem på frivilligt grundlag. Medio 1994 var 190 virksomheder tilsluttet SCK, hvoraf de fleste tillige er medlem af FNK (8).

Markedet

(6) De pågældende kraner anvendes hovedsagelig i byggesektoren, den petrokemiske industri og transportsektoren i Nederlandene. I kranudlejningssektoren foregår der en omfattende leje af kraner fra andre kranudlejere. For så vidt angår rationalisering af materiale og optimal kapacitetsudnyttelse kan midlertidig leje af (ekstra) kraner være mere fordelagtig end køb. På anmeldelsestidspunktet var der ifølge FNK ca. 350 kranudlejningsvirksomheder i Nederlandene med en samlet omsætning på omkring 450 mio. ECU. I en uafhængig erhvervsundersøgelse fra 1990 blev FNK-medlemmernes og de SCK-certificerede virksomheders markedsandel anslået til 78 % (9). På grundlag af det anslåede samlede antal kraner i Nederlandene, som er beregnet til kranudlejning (ca. 3 000), og FNK-medlemmernes antal kraner (1 544), anslår FNK og SCK, at de i 1992 tegnede sig for ca. 51 % af markedet (10). Ifølge FNK anvendes de fleste kraner som følge af transportproblemer inden for en radius af ca. 50 km, hvorved markedsandelen i Nederlandene for virksomheder fra andre medlemsstater begrænses til områder nær den belgiske og tyske grænse.

Kontrol fra myndighedernes side

(7) I henhold til Arbeidsomstandighedenwet (Arbowet) (lov om arbejdsforhold) skal arbejdsgiveren drage omsorg for, at de redskaber, som han anvender, er hensigtsmæssigt og solidt konstrueret. Han er endvidere forpligtet til at lade disse redskaber underkaste periodiske eftersyn. I forskellige sikkerhedsbekendtgørelser baseret på Arbowet er denne regel nærmere beskrevet. Der skal her nævnes Veiligheidsbesluit voor fabrieken of werkplaatsen og Veiligheidsbesluit restgroepen, hvori der fastsættes forskrifter med hensyn til sikker konstruktion og sikker anvendelse af hejsekraner og hejseapparater. Disse forskrifter er beskrevet i detaljer i ministerielle bestemmelser og forskellige bekendtgørelser fra arbejdstilsynet for de forskellige kraners og hejseapparaters vedkommende under hensyntagen til kravene i Rådets direktiv 89/392/EØF (11), senest ændret ved direktiv 93/68/EØF, vedrørende maskiner. Tyskland og Belgien har et tilsvarende lovfæstet system.

Den lovpligtige kontrol af kraner og hejseapparater finder sted inden første ibrugtagning (12) og efterfølgende først efter tre år og derefter hvert andet år. Ifølge Veiligheidsbesluit voor fabrieken of werkplaatsen godkendte ministeren for sociale anliggender i 1982 KeBoMa (Keuring BouwMachines) i Ede som kontrol- og prøvningsinstitut for blandt andet mobilkraner og hejseapparater (13). KeBoMa er den eneste kontrolinstans, som myndighederne har udpeget og godkendt til at foretage denne kontrol (14). I tilfælde af alvorlige mangler skal KeBoMa underrette arbejdstilsynet. Foruden den lovpligtige kontrol, der foretages af KeBoMa, skal arbejdsgiveren mindst én gang om året lade kranerne vurdere af en sagkyndig, der efter arbejdstilsynets mening er tilstrækkelig kvalificeret hertil (15).

FNK's og SCK's struktur

(8) SCK er godkendt som certificeringsinstitut af certificeringsrådet (Raad voor de Certificatie), hvilket blandt andet indebærer, at det ifølge certificeringsrådet opfylder kravene til uafhængighed.

(9) Dette ændrer ikke ved den kendsgerning, at der består nære bånd mellem FNK og SCK. Fra oprettelsen af SCK til den 15. december 1987 blev SCK's ledelse udelukkende udpeget og afskediget af FNK's daglige ledelse, jf. vedtægterne. Siden vedtægtsændringen af 15. december 1987 har SCK-ledelsen selv udfyldt de ledige pladser, men medlemmer af ledelsen, der stammer fra branchen (halvdelen af SCK's ledelse), blev indtil den 20. juni 1994 udpeget efter bindende indstilling af FNK. Først den 20. juni 1994 afskaffedes den bindende karakter af denne indstilling. Indtil den 20. juni 1994 havde FNK således en afgørende indflydelse på udpegningen af mindst halvdelen af SCK's ledelse. Da SCK's ledelse ifølge vedtægterne træffer beslutninger med simpelt flertal, følger det heraf, at ledelsen faktisk ikke kan træffe nogen beslutninger uden FNK's godkendelse.

Ledelsen bistås af et rådgivende organ, som siden den 20. juni 1994 har været anført i SCK's vedtægter som College van Deskundigen, og hvis medlemmer udpeges og afskediges af SCK's bestyrelse - indtil den 15. december 1987 i samråd med FNK's daglige ledelse, og fra den dato og til den 20. juni 1994 efter samråd med FNK, som også selv kan indstille kandidater. Det rådgivende organ består af otte medlemmer, hvoraf to kommer fra selve FNK, tre af tilknyttede organisationer og (sammenslutninger af) virksomheder, der indgår kontrakter med kranudlejningsvirksomheder, samt tre øvrige medlemmer. Det rådgivende organs opgave er blandt andet at rådgive SCK's ledelse med hensyn til arten og indholdet af certificeringssystemet og fastsættelsen af de krav og undersøgelsesmetoder, der ligger til grund for certificeringssystemet. Udtalelser fra det rådgivende organ er af bindende karakter (artikel 2 i reglementet for det rådgivende organ).

Individuelle certificeringsbeslutninger træffes af certificeringskommissionen (Certificatiecommissie), der består af to medlemmer af ledelsen, som ikke stammer fra branchen (men hvoraf en er en tidligere repræsentant for en ordregiver), og formanden for College van Deskundigen, Certificeringskommissionen udpeges af SCK's ledelse.

I anmeldelsen har SCK udtrykkelig gjort opmærksom på, at SCK er oprettet på FNK's initiativ (16). Desuden fremgår det tydeligt af stiftelsesvedtægterne, at SCK er oprettet på FNK's foranledning. De to organisationer har samme adresse, sekretariat og - indtil 1. januar 1993 - samme telefonnummer (17). Begge organisationers vedtægter og reglementer blev anmeldt af den samme repræsentant og i samme form. De samme repræsentanter besvarede på såvel FNK's som SCK's vegne klagepunkterne af 16. december 1992 og klagepunkterne af 21. oktober 1994. Frem til september 1987 skulle ansøgeren være medlem af FNK for at kunne blive certificeret af SCK. Indtil oktober 1993 var indehavere af SCK-certificeringer forpligtet til at følge FNK's almindelige betingelser.

Fra september 1987 til 1. januar 1992 var det ca. tre gange så billigt for FNK-medlemmer som for ikke-FNK-medlemmer at deltage i SCK's certificeringsprojekt, og i samme periode modtog SCK et tilskud fra FNK. SCK modtog fra 1985 til 1987 ligeledes et tilskud fra den nederlandske stat.

FNK's og SCK's adfærd

FNK

(10) Ifølge vedtægterne har FNK til formål at fremme kranudlejningsvirksomheders interesser i almindelighed og medlemmernes i særdeleshed samt sørge for kontakt og samarbejde mellem medlemmerne i bredest mulig forstand. Målsætningerne og den måde, hvorpå disse skal realiseres, er beskrevet i vedtægterne og det interne reglement. Ifølge vedtægternes artikel 6, stk. 1, er beslutninger, der er truffet i overensstemmelse med vedtægterne og reglementerne, bindende for medlemmerne. Et medlem, som handler i strid hermed, kan fratages medlemskabet, jf. artikel 10, stk. 1, litra d).

I FNK's interne reglement var der fra 15. december 1979 til 28. april 1992 en bestemmelse, hvorefter FNK-medlemmer var forpligtet til først og fremmest at gøre brug af andre medlemmer ved leje og udlejning af kraner, samt en bestemmelse, hvorefter FNK-medlemmer skulle følge »acceptable« priser. Desuden offentliggjorde FNK indtil 1992 omkostningskalkuler med deraf følgende vejledende priser i sin håndbog. Ifølge en uafhængig undersøgelse i denne sektor lå disse vejledende priser som helhed over markedspriserne (18). Indtil 1992 foregik der regelmæssigt forhandlinger mellem kranudlejningsvirksomheder med bestemte krankategorier om disse vejledende priser samt modregningspriserne, dvs. priser, der gælder ved kranudlejningsvirksomhedernes indbyrdes leje og udlejning af kraner. Disse priser lå som helhed lidt under de vejledende priser, men over markedsprisen (19). FNK's deltagelse i kranudlejningsvirksomhedernes forhandlinger om priserne fremgår blandt andet af det forhold, at FNK stillede sit sekretariatskontor til rådighed for sådanne forhandlinger, samt det forhold, at en af FNK's sekretariatsmedarbejdere havde til opgave at aflægge rapport og varetage de øvrige administrative opgaver (20).

Desuden er FNK-medlemmer i henhold til det interne reglement forpligtet til at følge de af FNK opstillede almindelige betingelser (21). Disse almindelige betingelser indeholder detaljerede bestemmelser vedrørende priser; således fastsættes der bl.a. regler for mindsteudlejningsperioder, prisforhøjelser for søn- og helligdage og annulleringsomkostninger, og der henvises til FNK's vejledende priser.

I Utrechtse arrondissementsrechtsbanks kendelse om foreløbige retsmidler af 11. februar 1992 blev FNK bl.a. pålagt ikke at anvende bestemmelsen om først og fremmest at gøre brug af andre medlemmer og systemet med vejledende priser og modregningspriser.

SCK

(11) Ifølge vedtægterne er målet for SCK at fremme og opretholde kvaliteten af kranudlejningsvirksomheder. Dette mål skal realiseres gennem indførelse af forskrifter i form af et reglement vedrørende indretningen af kranudlejningsvirksomheden, et certificeringssystem og et kontrolsystem for at sikre, at forskrifterne overholdes. Certificeringen angår kontrollen af visse aspekter af selve kranudlejningsvirksomheden: overholdelse af lovgivningen vedrørende indbetaling af skatter og sociale præmier, bevis for tegning af forsikringer, kreditværdighed og likviditet samt et duelighedsbevis for operatørerne. Tillige skulle virksomhederne bevise, at de var opført på registret hos Kamer van Koophandel, hvilket praktisk talt udelukkede virksomheder uden for Nederlandene, eller i det mindste gjorde det meget vanskeligt for dem at få adgang. Fra den 1. maj 1993 er dette krav ændret, idet det for udenlandske virksomheders vedkommende også accepteres, at de fremlægger et bevis for, at de er opført på et tilsvarende handelsregister.

Endvidere angår certificeringen de tekniske aspekter af selve kranerne. Endelig var virksomhederne indtil den 21. oktober 1993 forpligtet til at anvende FNK's almindelige betingelser, der som anført i nr. 10 omfatter betingelser vedrørende priserne. Certificeringskravene opstilles af College van Deskundigen, medens certificeringskommissionen foretager den konkrete certificering. I College van Deskundigen er medlemmer fra den sektor, der indgår kontrakter med kranudlejningsvirksomheder, stærkt repræsenteret. Blandt andet DSM og Shell har repræsentanter i SCK's College van Deskundigen. Et medlem og formanden for SCK-ledelsen er (tidligere) repræsentanter for Akzo. Dette tilskynder virksomheder, der indgår sådanne kontrakter, til at indgå dem med certificerede virksomheder. Systemet lukkedes med ovennævnte lejeforbud, som trådte i kraft pr. 1. januar 1991, og hvorefter certificerede virksomheder ikke har tilladelse til at leje ekstra kraner hos virksomheder, der ikke er tilsluttet SCK (22). Eftersom en stor del af arbejdet i branchen udføres i underentreprise, er det sandsynligt, at der som følge heraf er sket et stærkt fald i omsætningen i ikke-tilsluttede virksomheder, såsom van Marwijk. Ifølge den dom, der blev afsagt af den nationale ret (jf. nr. 13), skulle SCK ophøre med at anvende indlejningsforbuddet, hvilket skete fra 4. november 1993.

Sagens forløb ved Kommissionen

(12) Efter en indledende undersøgelse overvejede Kommissionen at ophæve fritagelsen for bøder, som fastsat i artikel 15, stk. 5, i forordning nr. 17, i henhold til artikel 15, stk. 6, i samme forordning, da den var af den opfattelse, at traktatens artikel 85, stk. 1, fandt anvendelse, og at det ikke var berettiget at anvende artikel 85, stk. 3, hovedsagelig fordi SCK forbød sine deltagere at benytte ikke-tilsluttede virksomheder ved udlejning af kraner og udelukkede udenlandske virksomheder eller vanskeliggjorde situationen for dem. Dette indlejningsforbud havde vidtrækkende følger, navnlig fordi store virksomheder, der regelmæssigt og i stort omfang indgik kontrakter med kranudlejningsvirksomheder, var nært knyttet til SCK. Efter en lang række kontakter, såvel mundtlige som skriftlige, med FNK og SCK, vedtog Kommissionen beslutning 94/272/EF (23) på grundlag af artikel 15, stk. 6.

Sagens forløb ved den nationale ret

(13) I en afgørelse om foreløbige retsmidler af 11. februar 1992 pålagde formanden for Arrondissementsrechtsbank i Utrecht, efter anmodning fra van Marwijk c.s., FNK ikke at anvende prioriteringsbestemmelserne samt systemet med vejledende priser og modregningspriser. SCK fik pålagt ikke at anvende lejeforbuddet. Den 9. juli 1992 blev denne afgørelse omstødt af Gerechtshof i Amsterdam, som i den forbindelse blandt andet mente, at det ikke på forhånd var indlysende og hævet over enhver tvivl, at de pågældende bestemmelser ikke ville kunne fritages af Kommissionen. Som følge heraf genindførte SCK samme dag lejeforbuddet.

Efter at have fået forelagt klagepunkterne af 16. december 1992 henvendte van Marwijk c.s. sig på ny til formanden for Arrondissementsrechtsbank i Utrecht, som i en afgørelse om foreløbige retsmidler af 6. juli 1993 fastslog, at indlejningsforbuddet ikke måtte finde anvendelse, idet Kommissionen i mellemtiden havde tilkendegivet en holdning til de pågældende bestemmelser, og at det på grundlag heraf var klart, at lejeforbuddet ikke ville have mulighed for at blive fritaget af Kommissionen. Denne dom blev bekræftet af Gerechtshof i Amsterdam den 28. oktober 1993. For at efterkomme Gerechtshofs dom udarbejdede og udsendte SCK derfor en erklæring den 4. november 1993, ifølge hvilken lejeforbuddet ophæves, indtil Kommissionen har taget endelig stilling i sagen.

II. RETLIG VURDERING

1. Artikel 85, stk. 1

Aftaler mellem virksomheder og/eller vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder

FNK

(14) FNK er en sammenslutning. Medlemmerne af sammenslutningen er virksomheder, der beskæftiger sig med kranudlejning. Dette fremgår af artikel 1 og 2 i FNK's vedtægter og af kommentarerne i forbindelse med anmeldelsen.

FNK er derfor en sammenslutning af virksomheder efter artikel 85, stk. 1.

(15) FNK's vedtægter, der udgør de grundlæggende regler for FNK og regulerer de juridiske relationer mellem FNK og medlemmerne, er aftaler efter nævnte artikel (Hudson's Bay-Dansk Pelsdyravlerforening, Kommissionens beslutning 88/587/EØF) (24).

(16) FNK's interne reglement udgør en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, i den forstand at dette godkendes i overensstemmelse med FNK's vedtægter, nærmere bestemt artikel 4. De interne regler er bindende for FNK medlemmer.

SCK

(17) SCK er en organisation efter nederlandsk ret, der udøver kommercielle og/eller økonomiske aktiviteter. SCK er oprettet med henblik på certificering af kranudlejningsvirksomheder mod betaling. SCK har intet offentligretligt grundlag. SCK er derfor en virksomhed efter artikel 85, stk. 1.

(18) Det forhold, at SCK er et certificeringsinstitut, der er godkendt af certificeringsrådet, og opfylder de relevante europæiske normer (EN 45000-serien), forhindrer ikke, at artikel 85, stk. 1, finder anvendelse. Det forhold, at SCK-bestemmelserne anerkendes af certificeringsrådet, indebærer under ingen omstændigheder, at der kan handles i strid med konkurrenceretten.

(19) De kranudlejningsvirksomheder, der er certificeret af SCK, er også virksomheder efter artikel 85, stk. 1.

Deltagelse i SCK-systemet, som er betinget af, at SCK-vedtægterne og reglementerne accepteres, udgør derfor en aftale og/eller vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder efter artikel 85, stk. 1.

Begrænsning af konkurrencen

De vejledende priser og modregningspriserne (FNK)

(20) Indtil den nationale dommers kendelse af 11. februar 1992 var FNK-medlemmerne forpligtet til at følge »acceptable« priser ved indlejning af kraner. Til det formål offentliggjorde FNK omkostningskalkuler og deraf følgende vejledende priser (25). Disse priser samt de priser, som kranudlejningsvirksomhederne benytter over for hinanden ved leje af kraner, drøftedes regelmæssigt af kranudlejningsvirksomhederne for bestemte krankategoriers vedkommende. Som det fremgår af nr. 10, deltog FNK i disse drøftelser. Selv om disse fælles anbefalede priser måske ikke altid følges i praksis, betyder de, at konkurrenternes prispolitik kan forudsiges med forholdsvis stor sikkerhed. Selv om fortolkningen af begrebet »acceptabel« skulle være overladt til kranudlejningsvirksomhederne, således som FNK hævder - hvilket i øvrigt ikke fremgår nogen steder - ligger det dog fast, at spørgsmålet om, hvorvidt priserne var acceptable, blev drøftet mellem kranudlejningsvirksomhederne og FNK. FNK's påstand om, at det her udelukkende drejede sig om anbefalede priser til »intern brug« ændrer ikke ved det forhold, at FNK-medlemmerne ifølge artikel 3, litra b), i FNK's interne reglement var forpligtet til at følge »acceptable« priser. FNK's påstand om, at kranudlejningsvirksomhederne havde »fuldstændig frihed« til at fastsætte deres priser, er således også urigtig. Ifølge artikel 3, litra c), i samme reglement, skal FNK-medlemmerne følge FNK's almindelige betingelser, hvori der henvises til FNK's vejledende priser. I henhold til vedtægternes artikel 10, stk. 1, litra d), kan medlemskabet ophæves, når et medlem handler i strid med bl.a. det interne reglement. Dermed falder systemet med vejledende priser og modregningspriser, som tager sigte på at specificere begrebet »acceptable priser« - ifølge Kommissionens beslutningspraksis og EF-Domstolens retspraksis - ind under artikel 85, stk. 1 (sag 8/72, VCH, sag 45/85, Fire Insurance) (26).

(21) I betragtning af den samlede omsætning i kranudlejningsbranchen og FNK-medlemmernes markedsandel heraf (jf. betragtning 6) kan ordningen begrænse konkurrencen mærkbart.

Forbuddet mod leje (SCK)

(22) Ifølge artikel 7 i reglementet havde indehavere af SCK-certificeringer forbud mod at leje kraner hos virksomheder, der ikke var tilsluttet SCK. Denne forpligtelse blev definitivt trukket tilbage den 4. november 1993 efter krav fra den nationale ret.

(23) Forbuddet mod at benytte virksomheder, der ikke er certificeret af SCK, ved underentreprise, begrænser de certificerede virksomheders handlefrihed. Om forbuddet kan betragtes som en hindring, begrænsning eller fordrejning af konkurrencen i henhold til artikel 85, stk. 1, skal vurderes ud fra en juridisk og økonomisk synsvinkel. Såfremt et sådant forbud er knyttet til et certificeringssystem, som er fuldstændig åbent, uafhængigt og gennemsigtigt, og som indebærer anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier, kan det forsvares, at forbuddet ikke har nogen begrænsende indvirkning på konkurrencen, men udelukkende tager sigte på en fuldstændig garanti af kvaliteten af de certificerede varer eller tjenesteydelser.

Som der skal gøres nærmere rede for i det følgende, falder det foreliggende indlejningsforbud ind under forbuddet i artikel 85, stk. 1, idet SCK-certificeringssystemet ikke er fuldstændig åbent - i det mindste indtil den 21. oktober 1993 - og ikke tillader anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier.

(24) Et af kendetegnene ved SCK-certificeringssystemet har lige fra begyndelsen været dets lukkede karakter. Allerede inden da (og indtil den 28. april 1992) var medlemmerne af FNK forpligtet til først og fremmest at leje kraner hos andre medlemmer, jf. artikel 3, litra a), i FNK's interne reglement. Fra oprettelsen den 13. juli 1984 til den 18. september 1987 var det kun FNK-medlemmer, der kunne blive certificeret af SCK (artikel 2 i reglementet vedrørende certificering af kranudlejningsvirksomheder). Da det ifølge artikel 4, litra a), i FNK's vedtægter kun er kranudlejningsvirksomheder, som er etableret i Nederlandene, der kan blive medlem af FNK, blev udenlandske kranudlejningsvirksomheder dermed udelukket fra at deltage i SCK-certificeringssystemet. I september 1987 forsvandt ganske vist det udtrykkelige krav om, at udelukkende FNK-medlemmer kunne blive certificeret af SCK, men i praksis var det stadig vanskeligere for ikke-FNK-medlemmer end for FNK-medlemmer at deltage i certificeringsprojektet. Således var det indtil januar 1992 betydeligt dyrere for ikke-FNK-medlemmer at deltage end for FNK-medlemmer (jf. betragtning 9). De virksomheder, der er tilsluttet SCK, ser da også for størstedelens vedkommende ud til at være de samme virksomheder som FNK-medlemmerne (jf. betragtning 5). Ydermere blev adgangen til certificeringssystemet vanskeliggjort for de udenlandske kranudlejningsvirksomheder, fordi certificeringskravene var rettet mod den nederlandske situation. Således var det f.eks. indtil den 1. maj 1993 et krav, at virksomhederne skulle være opført på handelsregistret hos Kamer van Koophandel, og indtil den 21. oktober 1993 skulle FNK's almindelige betingelser anvendes (jf. betragtning 11).

(25) Dernæst indeholder SCK-certificeringssystemet ikke bestemmelser om anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier og heller ikke af certificeringssystemer, der er indført af andre privatretlige organer inden for EF, eller af ordninger fra myndighedernes side, som indeholder tilsvarende garantier med hensyn til sikkerheden på kranudlejningsmarkedet.

I brev af 12. juli 1993, som er nærmere præciseret i brev af 3. august 1993, har SCK foreslået at ændre lejeforbuddet, således som det er anført i artikel 7, andet led, i reglementet vedrørende certificering af kranudlejningsvirksomheder, i den forstand, at der kun må benyttes kraner, »der er forsynet med et gyldigt certificeringsbevis baseret på en forudgående certificering foretaget af enten SCK eller et andet certificeringsinstitut - nederlandsk eller udenlandsk - som er kvalificeret til certificering af kranudlejningsvirksomheder og i den forbindelse beviseligt anvender tilsvarende kriterier«.

Den 2. august 1993 meddelte Kommissionen skriftligt SCK, at dette forslag ikke imødekommer Kommissionens klagepunkter, idet det ikke er blevet fastslået, at et privatretligt certificeringssystem - som det af SCK indførte - tilfører noget væsentligt til de allerede bestående lovmæssige krav med hensyn til hejsekraner og hejseapparater. Alle disse maskiner og dele deraf falder ind under Rådets ovennævnte direktiv 89/392/EØF. Endvidere kan KeBoMa, der er den godkendte prøvningsinstans for hejsekraner i Nederlandene, ikke betragtes som et kvalificeret certificeringsinstitut, således at hejsekraner, der alene har et KeBoMa-kontrolmærke og dermed opfylder alle relevante lovmæssige krav, stadig er omfattet af lejeforbuddet. I praksis ville FNK's og SCK's forslag da heller ikke, eller næsten ikke, have haft nogen følger.

(26) Forbuddet mod leje, der blev indført den 1. januar 1991, forstærkede certificeringssystemets lukkede karakter og bidrog faktisk til at styrke eksklusivaftalerne mellem de berørte virksomheder.

Lejeforbuddet begrænsede ikke blot de tilsluttede virksomheders handlefrihed og dermed deres indbyrdes konkurrence, men betød navnlig også, at tredjeparter, herunder især virksomheder med hjemsted i en anden stat, fik særdeles vanskeligt ved at komme ind på det nederlandske marked (jf. betragtning 11, første afsnit). SCK har ikke antydet, at det foreliggende certificeringssystem ikke skulle kunne fungere uden nævnte lejeforbud og øvrige begrænsninger. Det forhold, at SCK-systemet tydeligvis stadig fungerer, efter at omtalte begrænsninger nødtvunget er trukket tilbage, tyder snarere på det modsatte.

(27) De konkurrencebegrænsede følger af lejeforbuddet som en del af SCK-certificeringssystemet skal ses i lyset af den hyppige brug af kraner lejet hos andre kranudlejningsvirksomheder, markedsandelen for de virksomheder, der er tilsluttet SCK, og FNK's position samt SCK's deltagelse i de største virksomheder, der benytter udlejningskraner. Disse virksomheders tilstedeværelse i SCK's organer betyder i praksis, at indehavere af SCK-certifikater er gunstigere stillet, når det drejer sig om at få de største ordrer. I bl.a. Shells og Nederlandse Spoorwegens interne instrukser hedder det, at der kun må samarbejdes med kranudlejningsvirksomheder, der er certificeret af SCK.

(28) I artikel 9 og 10 i SCK's reglement fastsættes det, at tilsluttede virksomheder kan udelukkes eller fratages certificeringen, såfremt de ikke overholder de forskellige forpligtelser, herunder lejeforbuddet. Hvis en tilsluttet udelukkes eller fratages certificeringen, bekendtgøres det gennem meddelelser i fagpressen (jf. artikel 8 i SCK's reglement), hvilket i første omgang udgør en trussel om fratagelse af certificeringen for andre tilsluttede, der stadig gør forretninger med den pågældende virksomhed, og i anden omgang antyder, at det måske er bedre ikke at gøre forretninger med den pågældende virksomhed. Sådanne meddelelser er yderst skadelige for de berørte parter. Denne udelukkelses- og fratagelsesprocedure bidrager til at gøre lejeforbuddet endnu mere restriktivt.

(29) Medens FNK kræver, at medlemmerne skal være etableret i Nederlandene (FNK's vedtægter, artikel 4, litra a), var SCK-kravene til certificering i den oprindeligt anmeldte udgave udelukkende baseret på og tilpasset situationen i Nederlandene, hvorved virksomheder fra andre medlemsstater, navnlig Belgien og Tyskland (jf. betragtning 11), blev udelukket eller i det mindste fik betragteligt vanskeligere ved at komme ind på det nederlandske marked. For nederlandske kranvirksomheder, der ønsker at komme ind på f.eks. det belgiske eller tyske marked, synes der derimod ikke at gælde andre krav, end at de skal opfylde gældende ret. Hvad angår lovbestemt kontrol med kraner, har Tyskland og Belgien et system, der svarer til det nederlandske.

(30) SCK's lejeforbud kan begrænse konkurrencen mærkbart som følge af den samlede omsætning i kranudlejningsbranchen, markedsandelen for indehaverne af SCK-certifikater og ordregivernes tilknytning til SCK.

Påvirkning af handelen mellem medlemsstaterne

(31) FNK og SCK anfægter, at der er tale om påvirkning af handelen mellem medlemsstaterne. De henviser i denne forbindelse til det begrænsede omfang af de grænseoverskridende aktiviteter inden for denne erhvervsgren, eftersom »mobilkraner ikke er beregnet til at blive transporteret«. Ikke desto mindre fremgår det af FNK's håndbog, at Krupp-kraner kan køre med en maksimal hastighed på 63-78 km/timen (1991-håndbogen, side 10). I en annonce på s. 124 i FNK's håndbog tilbydes der udlejningskraner med en hejsekapacitet på 12-400 tons, som kan »tages i anvendelse hurtigt og overalt«. Dette betyder, at det (således som ordet »mobil« i øvrigt allerede angiver) bestemt er muligt at flytte mobilkraner, og at systemet således udgør en potentiel hindring for handelen inden for Fællesskabet. At de pågældende deltagere ikke i øjeblikket har nogen aktiviteter på tværs af Fællesskabets grænser ændrer ikke noget herved, således som EF-Domstolen har udtalt i sag 107/82, AEG (27). Det forhold, at to af klagerne er hjemmehørende i Belgien, viser, at der er en reel mulighed for transaktioner inden for Fællesskabet. Af de i betragtning 21 og 30 anførte grunde er den (potentielle) indflydelse på handelen mærkbar.

2. Artikel 85, stk. 3

(32) FNK's vedtægter og interne reglement samt SCK's vedtægter og reglement blev anmeldt til Kommissionen med henblik på opnåelse af negativattest, subsidiært fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3.

(33) For at kunne opnå fritagelse skal FNK og SCK blandt andet dokumentere, at aftalerne og/eller vedtagelserne inden for sammenslutninger af virksomheder bidrager til en forbedring af kranudlejningsvirksomheden, samt at kunderne samtidig får rimelig andel i de deraf opståede fordele. Forbedringen skal resultere i sådanne objektive og mærkbare fordele, at ulemperne på konkurrenceområdet derved opvejes, se EF-Domstolens dom i Forenede sager 56 og 58/64, Consten og Grundig (28).

De vejledende priser og modregningspriserne (FNK)

(34) Det er ikke påvist, at forpligtelsen til at følge »acceptable« priser - uanset den tilsigtede forbedring af gennemsigtigheden på markedet - bidrager til en forbedring af kranudlejningsvirksomheden, og at kunderne, som i dette tilfælde er virksomheder, der lejer hejsekraner, får rimelig andel i de deraf opståede fordele. Tværtimod lå de vejledende priser og modregningspriser, som FNK havde indført for at overholde begrebet »acceptable« priser, som helhed over markedspriserne, jf. den i betragtning 10 omhandlede uafhængige virksomhedsundersøgelse. Ifølge undersøgelsen er en af forklaringerne herpå blandt andet det forhold, »at der hersker konkurrence på markedet«.

(35) En fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, er således udelukket af ovennævnte grunde.

Lejeforbuddet (SCK)

(36) Spørgsmålet om, hvorvidt lejeforbuddet kan fritages, skal ses i sammenhæng med det certificeringssystem, som det er en del af.

SCK har anført, at målet med certificeringssystemet er at sikre gennemsigtighed på markedet, og at lejeforbuddet skal ses som den endelige garanti for kvaliteten af kranerne og af de deltagende virksomheders serviceydelser. Det af SCK indførte certificeringssystem skulle betyde en ekstra garanti ud over de gældende lovfæstede krav. Lejeforbuddet skulle endvidere være den eneste mulighed for effektivt at kontrollere, om SCK's krav opfyldes. Det skulle rent faktisk være foreskrevet i certificeringsrådets godkendelseskriterier, som er baseret på ISO-normerne med hensyn til kvalitetssystemer.

(37) Kommissionen deler ikke denne opfattelse. For det første er det ikke påvist, at SCK's certificeringssystem rummer en væsentlig merværdi ud over de gældende lovbestemmelser. De forpligtelser, der er pålagt de tilsluttede virksomheder, er næsten identiske med gældende lovgivning, navnlig hvad angår skatte- og socialsikringslovgivningen på den ene side og overholdelsen af sikkerhedsforskrifterne på den anden side (jf. betragtning 11). Dette blev udtrykkeligt anerkendt af SCK i anmeldelsen. SCK påpegede blandt andet, at »SCK udelukkende har til hensigt at sørge for, at en certificeret virksomhed kan bevise, at den opfylder de lovmæssige krav« (29).

Det er myndighedernes opgave at føre tilsyn med, at alle virksomheder overholder sådanne lovgivninger, uanset om de deltager i certificeringssystemet eller ej (EF-Domstolens dom i sag T-30/89, Hilti) (30). Klagerne har forelagt Kommissionen en række dokumenter, hvoraf det fremgår, at virksomheder, der ikke deltager i SCK's certificeringssystem, også kan bevise, at de opfylder de lovmæssige krav. Kommissionen er i enhver henseende af den opfattelse, at de begrænsninger, der pålægges de tilsluttede virksomheder, og de ulemper, der derved opstår for de ikke-tilsluttede virksomheder, vejer betydeligt tungere end de af SCK fremførte eventuelle fordele.

Størstedelen af de sikkerhedskrav, som SCK stiller i forbindelse med certificering af en kranudlejningsvirksomhed, pålægges nemlig gennem de sikkerhedsbekendtgørelser, der er baseret på Arbowet, og de forskellige ministerielle bestemmelser på området. Tilsynet med overholdelsen af disse forskrifter udføres på myndighedernes vegne af KeBoMa og arbejdstilsynet. De krav, som SCK stiller ud over de sikkerhedsmæssige krav, som f.eks. krav om betaling af skat og sociale ydelser, medlemskab af Kamer van Koophandel, ansvarsforsikring, kreditværdighed og anvendelsen af kollektive overenskomster, findes også i stort omfang i lovgivningen. Ud over de lovmæssige krav stiller SCK også krav til, hvorledes virksomheden skal ledes, men dette i sig selv er ikke tilstrækkeligt til at berettige til de indførte konkurrencebegrænsninger.

Selv om de af SCK fremførte fordele ved certificeringssystemet skulle veje tungere end ulemperne for de ikke-tilsluttede virksomheder, er det ikke dokumenteret, at SCK's certificeringssystem ikke skulle kunne fungere uden lejeforbuddet. Systemet har da også fungeret uden lejeforbuddet siden den 4. november 1993 (jf. betragtning 11). Ifølge SCK følger lejeforbuddet af paragraf 2.5 i certificeringsrådets godkendelseskriterier, der er afledt af ISO-normerne vedrørende kvalitetssystemer. Paragraf 2.5 indeholder imidlertid tre andre muligheder for at kontrollere kvaliteten af underleverandørens virksomhed, in casu den kranudlejningsvirksomhed, hvor der skal lejes kraner. Der er blandt andet mulighed for, at den lejende kranudlejningsvirksomhed som ordregiver selv vurderer - på eget ansvar - om den kollega-kranudlejningsvirksomhed hvor der lejes, opfylder de lovbestemte kvalitetskrav, f.eks. gennem undersøgelse af godkendelsesbeviser osv. Dermed har en kranudlejningsvirksomhed, som af en eller anden grund ikke ønsker at tilslutte sig SCK, i princippet alligevel adgang til markedet, uden at kvaliteten skades.

(38) Det forhold, at Kommissionens certificeringspolitik giver plads til privatretlige certificeringssystemer, der tager sigte på en supplerende kontrol af overholdelsen af lovbestemmelser, ændrer ikke ved det forhold, at indholdet af sådanne systemer skal overholde traktatens konkurrenceregler. Konkurrencebegrænsninger, der falder ind under artikel 85, stk. 1, kan derfor ikke retfærdiggøres med den eneste grund, at indførelsen af et certificeringssystem som sådant skulle passe ind i Kommissionens certificeringspolitik.

(39) En fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, for så vidt angår SCK's indlejningsforbud er således udelukket af ovennævnte grunde.

3. Artikel 3 i forordning nr. 17

(40) Ifølge artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, kan Kommissionen, såfremt den har konstateret, at der foreligger en overtrædelse af bestemmelserne i artikel 85, ved en beslutning pålægge de deltagende virksomheder at bringe de konstaterede overtrædelser til ophør.

4. Artikel 15 i forordning nr. 17

(41) Ifølge artikel 15, stk. 2, litra a), i forordning nr. 17, kan Kommissionen ved beslutning pålægge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder bøder på mindst 1 000 og højst 1 mio. ECU, eller indtil et beløb på højst 10 % af omsætningen i det foregående regnskabsår for hver enkelt virksomhed, der har taget del i overtrædelsen, såfremt de forsætligt eller uagtsomt overtræder bestemmelserne i artikel 85. Ved fastsættelsen af bødens størrelse skal Kommissionen tage hensyn til alle relevante faktorer, herunder især overtrædelsens grovhed og dens varighed.

(42) Ifølge artikel 15, stk. 5, i nævnte forordning kan der ikke pålægges bøder for handlinger i forbindelse med vedtagelser og samordnet praksis, efter at disse er anmeldt til Kommissionen, og inden denne træffer beslutning herom i henhold til artikel 85, stk. 3. I nævnte beslutning 94/272/EF har Kommissionen imidlertid erklæret, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, jf. artikel 15, stk. 6.

(43) Kommissionen mener, at der i det foreliggende tilfælde bør pålægges FNK og SCK en bøde for henholdsvis systemet med vejledende priser og modregningspriser og lejeforbuddet.

(44) FNK og SCK kan ikke have været uvidende om, at den forkastede handlemåde tjente til at begrænse konkurrencen, eller i det mindste resulterede heri.

(45) Ved fastsættelsen af bødens størrelse tager Kommissionen navnlig hensyn til følgende faktorer:

- de pågældende begrænsninger bidrager til kunstigt at kontrollere eller begrænse det nederlandske kranudlejningsmarked og forstyrrer således fællesskabsmarkedet for kranudlejningserhvervet

- FNK og SCK, der indbyrdes opretholder tætte forbindelser, omfatter et stort antal virksomheder, der tilsammen beskæftiger sig med en væsentlig del af kranudlejningsmarkedet

- begrænsningerne er først taget ud af brug, efter der er afsagt en retskendelse herom.

(46) FNK's bestemmelser vedrørende acceptable priser blev indført den 15. december 1979 og gjaldt indtil den 28. april 1992. FNK reglerne blev anmeldt til Kommissionen den 6. februar 1992. Da beslutning 94/272/EF, som tilbagetrækker immunitet for bøder, udelukkende dækkede forbuddet mod udlejning af ekstra kraner og ikke FNK's pristarifsystem, kan de bøder, som pålægges FNK, kun dække perioden frem til 6. februar 1992. Lejeforbuddet blev indført i SCK's reglement den 1. januar 1991 og erklæret uanvendeligt mellem den 17. februar 1992 og den 9. juli 1992 og igen fra den 4. november 1993 som følge af kendelser afsagt af den nationale ret. Perioden mellem anmeldelsen af SCK-aftalerne den 15. januar 1992 og meddelelsen den 22. april 1994 af beslutning 94/272/EF er ikke taget i betragtning ved beregningen af de bøder, som pålægges SCK -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

FNK har overtrådt EF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved i tidsrummet fra den 15. december 1979 til den 28. april 1992 at anvende et system med vejledende priser og modregningspriser, hvorved medlemmerne fik mulighed for at forudsige hinandens prispolitik.

Artikel 2

FNK bringer straks den i artikel 1 omhandlede overtrædelse til ophør, medmindre det allerede er sket.

Artikel 3

SCK har overtrådt EF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved i tidsrummet fra den 1. januar 1991 til den 4. november 1993, med undtagelse af perioden mellem den 17. februar og 9. juli 1992, at forbyde de tilsluttede virksomheder at leje kraner hos virksomheder, der ikke er tilsluttet SCK, hvorved det blev vanskeligt for kranudlejningsvirksomheder, der ikke er tilsluttet SCK, herunder især udenlandske kranudlejningsvirksomheder, at få adgang til det nederlandske kranudlejningsmarked, idet SCK's certificeringssystem i den pågældende periode ikke opfyldte kriteriet om åbenhed og ikke tillod anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier.

Artikel 4

SCK bringer straks den i artikel 3 omhandlede overtrædelse til ophør, medmindre det allerede er sket.

Artikel 5

1. Som følge af den i artikel 1 konstaterede overtrædelse pålægges FNK en bøde på 11 500 000 ECU.

2. Som følge af den i artikel 3 konstaterede overtrædelse pålægges SCK en bøde på 300 000 ECU.

Artikel 6

De i artikel 5 omhandlede bøder skal inden tre måneder efter offentliggørelsen af denne beslutning indbetales i ECU på Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers nedenstående konto:

310-0933000-34

Bank Brussel Lambert

Europees Agentschap

Rondpunt Schuman 5

B-1040 Brussel.

Efter udløbet af ovennævnte betalingsfrist påløber rente til den sats, som Det Europæiske Monetære Institut anvender i sine forretninger i ECU på den første arbejdsdag i den måned, hvor denne beslutning er vedtaget, forhøjet med 3,5 procentpoint, eller 9,25 %.

Artikel 7

Denne beslutning er rettet til:

Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf

Postbus 551

NL-4100 AH Culemborg

Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven

Postbus 312

NL-4100 AH Culemborg.

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 192.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. november 1995.

På Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62.

(2) EFT nr. 127 af 20. 8. 1963, s. 2268/63.

(3) Af 9. januar 1992.

(4) Af 1. januar 1992.

(5) Af 17. juli 1989.

(6) Af 31. oktober 1988.

(7) Oprindelig havde SCK til formål at fremme og opretholde kvaliteten af kranudlejningsvirksomheder i Nederlandene. Ved en ændring af vedtægterne den 9. januar 1992 er ordene »i Nederlandene« udgået.

(8) Af de 190 virksomheder, der var tilsluttet SCK pr. 21. juli 1994, var der kun syv, der ikke var medlem af FNK. Omvendt var kun tolv af de 196 FNK-medlemmer ikke certificeret af SCK pr. 21. juli 1994.

(9) Ifølge denne NMB-erhvervsundersøgelse (NMB: Nederlandse Middenstands Bank) var der i 1990 240-280 aktive kranudlejningsvirksomheder, hvoraf godt 170 var tilsluttet FNK. Samtidig anslog NMB FNK's markedsandel for 1989 til 78 % (344 mio. 440 mio. hfl) på grundlag af følgende faktorer: den gennemsnitlige omsætning pr. kran var 254 000 hfl. 1 354 kraner var ejet af FNK-medlemmer, og det er forholdsvis små virksomheder, der ikke er medlem af FNK.

Ifølge slutrapporten om en fornyet vurdering af SCK fra certificeringsrådet (Raad voor de Certificatie) af 11. januar 1993 ejes ca. 70 % af de kraner, der udlejes i Nederlandene, af virksomheder, som er certificeret af SCK.

(10) Ifølge KeBoMas årsrapport for 1992 er der 3 432 mobilkraner i Nederlandene, hvoraf der ifølge FNK/SCK er ca. 3 000, der er beregnet til udlejning.

(11) EFT nr. L 183 af 29. 6. 1989, s. 9. EFT nr. L 220 af 30. 8. 1993, s. 1. I en tidligere ændring (direktiv 91/368/EØF, EFT nr. L 198 af 22. 7. 1991, s. 16) er hejsekraner lagt ind under direktivets anvendelsesområde.

(12) Godkendelsespligten inden første ibrugtagning gælder ifølge maskindirektivet (jf. fodnote 5, s. 80) fra 1. januar 1993 ikke længere for hejsekraner, der er forsynet med et EF-mærke og er ledsaget af en EF-overensstemmelseserklæring som omhandlet i direktiv 89/392/EØF.

(13) Godkendelsesbeslutning fra statssekretæren for sociale anliggender og arbejdsmarkedsforhold af 18. februar 1982, nr. 230677 (Stcrt. 77).

(14) Jaarverslag 1992 stichting KeBoMa, side 1.

(15) En sådan sagkyndig kan f.eks. være leverandøren af kranen, men i praksis benyttes for det meste også KeBoMa.

(16) Jf. punkt 4 i anmeldelsen. Dette fremgår tillige eksplicit af certificeringsrådets slutrapport vedrørende en fornyet vurdering, se note 3, s. 80.

(17) Ifølge en skrivelse af 21. juli 1994 har SCK ganske vist benyttet en anden postadresse siden 1. januar 1993.

(18) NMB's erhvervsundersøgelse vedrørende kranudlejningsvirksomheder, 15. december 1990, side 19.

(19) NMB's erhvervsundersøgelse, side 4, 15 og 19, samt punkt 19 i FNK's anmeldelse.

(20) Jf. punkt 19 i FNK's anmeldelse og FNK's skrivelse af 3. marts 1992 til forskellige kranudlejningsvirksomheder.

(21) Algemene Voorwaarden voor de uitvoering van opdrachten door kraanexploitanten, deponeret ved Arrondissementsrechtsank i Amsterdam og Rotterdam den 1. januar 1991.

(22) Før lejeforbuddet blev indført den 1. januar 1991, gjaldt der en overgangsbestemmelse, hvorefter indehaveren af en certificering ved indlejning af kraner skulle kontrollere, om det lejede materiel og personale opfyldte sådanne krav, at han kunne tage ansvaret for det.

(23) EFT nr. L 117 af 7. 5. 1994, s. 30.

(24) EFT nr. L 316 af 23. 11. 1988, s. 43.

(25) Punkt 17 og 18 i FNK's anmeldelse.

(26) Sml. 1972, side 251, præmis, 15-25; Sml. 1987, side 405, præmis 34-43.

(27) Sml 1983, side 3151; præmis 60.

(28) Sml. 1966, side 245.

(29) Punkt 28 i SCK's anmeldelse. Se endvidere punkt 26 og 27 i anmeldelsen. Tilsyneladende tager SCK nu afstand fra sin egen holdning (svar på klagepunkterne af 21. oktober 1994, side 19, fodnote 3).

(30) Sml. 1991, side II-1439, præmis 118.