KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 12. juli 1985

om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85

(IV/4204 Velcro-Aplix)

(Kun den franske udgave er autentisk)

(85/410/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab,under henvisning til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (1), senest aendret ved akten vedroerende Graekenlands tiltraedelse, saerlig artikel 3 og 5,under henvisning til den anmeldelse, selskabet Velcro France, Paris, senere med navnet Aplix SA (i det foelgende benaevnt Aplix), indgav den 30. januar 1963 vedroerende en licensaftale, som selskabet Overseas Textile Machinery sarl (hvis rettigheder Aplix indtraadte i den 16. februar 1959) den

14. oktober 1958 indgik med selskabet Velcro SA (i det foelgende benaevnt Velcro), der har hjemsted i Nyon, Schweiz,under henvisning til den begaering der blev indgivet den

10. november 1981 i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 af Velcro i forening med selskabet Velcro Europe BV (i det foelgende benaevnt Velcro Europe), Haaksbergen, Nederlandene, med henblik paa at faa konstateret, at bestemmelserne i den anmeldte aftale udgjorde en overtraedelse af artikel 85, stk. 1,under henvisning til Kommissionens beslutning af 26. juni 1984 om at indlede en procedure,efter at have givet de paagaeldende virksomheder lejlighed til at udtale sig vedroerende de af Kommissionen fremfoerte klagepunkter, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 samt Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (2), og under henvisning til de skriftlige svar fra Aplix og Velcro samt den mundtlige hoering af disse virksomheder, der fandt sted den 25. oktober 1984,efter hoering af Det raadgivende udvalg for Monopol- og Kartelspoergsmaal den 22. maj 1985, ogud fra foelgende betragtninger:

A. SAGSFREMSTILLING

I. Den anmeldte aftale

Aftalen af 14. oktober 1958 indeholder foelgende bestemmelser:1I henhold til aftalens artikel 1 og 2 overdrager Velcro til Aplix eneretten til fremstilling og udnyttelse af en opfindelse vedroerende en lukkeanordning bestaaende af to baand med hager, for hvilken der i Frankrig er udtaget patent nr. 1 064 360. Aplix faar eneret til at udnytte denne opfindelse paa de franske territorier i Marokko og Tunesien samt i alle lande, der tilhoerte Den franske oekonomiske Union.Aplix forpligter sig til at udnytte patenterne efter Velcro's anvisninger eller generelt at fremstille et i teknisk henseende aekvivalent produkt (artikel 5). Aplix forpligter sig desuden som modydelse for patentrettighederne og den tekniske bistand at betale Velcro et fast beloeb og en afgift i form af en fast procentsats af nettosalgsprisen ab fabrik. Velcro sikres en aarlig mindsteafgift og har ret til at kontrollere Aplix regnskaber vedroerende produktion og salg.2Ifoelge artikel 6, foerste og andet punktum, forpligter Aplix sig til at saelge alle produkter, der er fremstillet under anvendelse at patenterne, under varemaerket »Velcro«. Retten til at benytte varemaerket Velcro meddeles vederlagsfrit til Aplix.3I henhold til artikel 8 kan Aplix frit saelge de produkter, der er omfattet af aftalen, i de lande, hvor Velcro endnu ikke har meddelt nogen eksklusiv licens.Disse produkter maa under ingen omstaendigheder hverken direkte eller indirekte eksporteres til lande, for hvilke Velcro har meddelt anden licens (artikel 2).4I henhold til artikel 19 skal aftalen, der traadte i kraft den 14. oktober 1958, gaelde, saa laenge de af aftalen omfattede patenter eller de patenter, der maatte blive udtaget inden for samme omraade, er gyldige.Ifoelge artikel 7 paatager Aplix sig under hele aftalens loebetid udgifterne i forbindelse med opretholdelsen af patenterne paa sit licensomraade samt de patenter, der senere maatte blive udtaget inden for et omraade, der vedroerer »opfindelsen«, og som Aplix oensker at udnytte. Det er endvidere i artikel 9, foerste punktum, fastsat, at parterne forpligter sig til under hele aftalens loebetid ufortoevet og fuldstaendigt at underrette hinanden om

enhver forbedring af opfindelsen, uden at nogen af parterne kan kraeve betaling herfor.Endelig fremgaar det af de tillaegsaftaler, Aplix og Velcro indgik den 17. november 1958, den 29. maj 1972 og den 10. december 1973, at der til det oprindelige patent, der var anfoert i aftalen, og som udloeb den 12. oktober 1972, er blevet foejet foelgende patenter:apatent nr. 1 182 436 og 1 188 714 vedroerende en metode til fremstilling af et baand med loekker og en lukkeanordning bestaaende af et baand med hager og et baand med loekker (det saakaldte burrebaand) og som udloeb henholdsvis den 9. august og den 15. december 1977, ogbpatent nr. 2 015 550 vedroerende en lukkeanordning med metalhager, som udloeber den 11. august 1989. Ingen af parterne bestrider paa den anden side, at tillaegsaftalen af 10. december 1973 blev indgaaet med det formaal at give Aplix mulighed for at intervenere i en sag om patentkraenkelse, anlagt af Velcro mod en tredjemand i Frankrig.I disse tillaegsaftaler henviser parterne til, at det i aftalen af 14. oktober 1958 er fastsat, at eksklusivlicensen omfatter ethvert patent, der senere maatte blive udtaget paa det til opfindelsen knyttede omraade, og vedtager, at overdragelsen af eneretten ogsaa omfatter ovennaevnte patenter.Andre patenter er blevet erhvervet af Velcro eller af franske selskaber i Velcro-koncernen. Ifoelge Aplix har Velcro tilsidesat sine kontraktlige forpligtelser ved ikke at underrette Aplix om alle disse patenter.5Aplix forpligter sig udelukkende at koebe alt det materiel maskiner og tilbehoer som det har behov for til produktionen, fra Fabrique des metiers a rubans Jakob Mueller i Frick, Schweiz (artikel 6, tredje punktum).6Aplix forpligter sig desuden til kun at benytte disse vaeve paa sit licensomraade (artikel 6, fjerde punktum).7I artikel 12 forpligter Aplix sig til i hele aftalens loebetid hverken at fremstille eller benytte nogen lukkeanordning, der vil kunne paafoere den af licensen omfattede opfindelse konkurrence; Velcro forpligter sig for sit vedkommende til hverken direkte eller indirekte at konkurrere med Aplix paa dette omraade og navnlig til ikke at underrette nogen konkurrerende virksomhed om sine opfindelser.8Det er fastsat, at hvis Aplix paa det af aftalen omfattede omraade goer en opfindelse, der antages at kunne patenteres, og som senere patenteres i Tyskland, England, Holland og USA, skal patentet i disse lande udtages af eller overdrages til Velcro. Et rimeligt vederlag herfor udbetales opfinderen eller dennes successor. Velcros oevrige licenstagere skal have ret til at udnytte denne

opfindelse (artikel 9, stk. 2 og 3, samt artikel 15) ligesom Aplix paa samme maade skal have ret til at udnytte de oevrige licenstageres eller Velcro's eventuelle opfindelser.9Artikel 17 fastsaetter, at enhver tvist, som fortolkningen eller gennemfoerelsen af aftalen maatte give anledning til, skal afgoeres ved voldgift, og fastlaegger de naermere regler herfor.II. Sagens parter

1Selskabet Velcro SA (Velcro), der er underkastet schweizisk ret, og som blev stiftet af ingenioeren G. de Mestral, der har indskudt alle sine patenter i selskabet, havde foer 1977 aldrig hverken produceret eller solgt de paagaeldende produkter. Velcro udnyttede sine rettigheder ved at meddele licenser og har i de seneste aar foert en raekke retssager mod plagiatorer i bl.a. Nederlandene og Frankrig. Ud over den licens, Velcro har givet Aplix, er der inden for Faellesskabet meddelt licenser til Ausonia SpA for Italien, Gottlieb Binder for Tyskland, Van Damme & Cie NV for Benelux-landene og Selectus Ltd for Det forenede Kongerige, Irland og Danmark. Alle disse aftaler, der er indgaaet foer 1963, er blevet anmeldt til Kommissionen og er med undtagelse af aftalen med Selectus Ltd udloebet. Velcros originalpatenter er blevet registreret i samtlige EF-lande, men er alle i mellemtiden udloebet.Da Velcro ikke var i stand til at yde sine licenstagere tilstraekkelig teknisk bistand, oprettede selskabet sammen dem som i mellemtiden havde benyttet sig af den tekniske bistand, som vaevefabrikanten Jakob Mueller kunne yde en forskningssammenslutning, der oprindeligt blev benaevnt Eavil og derefter Dinco, og som blev oploest i 1971.Siden 1969 ejes Velcros kapital af Société des Antilles Néerlandaises Velcro Industries NV, Curaçao, som er et holdingselskab under Velcro-koncernen, hvori bl.a. ogsaa indgaar Velcro USA Inc., som er Velcro SA's amerikanske licenshaver, Canadian Velcro, Velcro Israel, Velcro New Zealand og Velcro Europe BV. Denne koncern har produktionsanlaeg, der fremstiller Velcro-lukninger, i USA, Canada, Indien og New Zealand, og dens hovedaktivitet er markedsfoering af burrelukninger under maerket Velcro i en lang raekke lande inden for de seneste aar ogsaa i de europaeiske lande.2Velcro Europe BV, der tilhoerer Velcro-koncernen, blev i 1977 etableret i Haaksbergen, Nederlandene som center for fremstilling og markedsfoering af Velcro-produkter i Det europaeiske Faellesskab.Det maa bemaerkes, at de lukkeanordninger, der fremstilles i Haaksbergen under varemaerket Velcro og eksporteres uden for Nederlandene, i henhold til Kommissio-

nens forordning (EOEF) nr. 749/78 (1) er varer med oprindelse i Faellesskabet, da vaerdien af de stoffer, der indfoeres fra USA og anvendes af Velcro Europe, ikke overstiger den i denne forordning fastsatte procentdel af det faerdige produkts vaerdi. Siden 1984 fremstilles Velcro Europes lukkeanordninger udelukkende inden for faellesmarkedet.3Vaevefabrikken Jakob Mueller, som Velcro allerede ved tidligere indgaaede aftaler havde overladt udviklingen af vaeve og andet udstyr til brug for fremstillingen af det patenterede produkt, blev i aftalen af 14. oktober 1978 angivet som eneleverandoer af udstyret, der til dels var omfattet af de patenter, der i mellemtiden var udloebet. Vaevefabrikken Jakob Mueller, der udviklede udstyret, fik kompensation herfor i form af, at de forskellige licenstagere koebte deres udstyr netop hos Jakob Muellers Vaevefabrik. Men andre fabrikanter, bl.a. i Europa og i Det fjerne OEsten, har i hvert fald siden 1977 kunnet levere udstyr, svarende til det, der leveredes af Jakob Muellers vaevefabrik.4Selskabet Aplix fremstiller og saelger ud over burrelukninger, der tegner sig for stoerstedelen af selskabets omsaetning, ogsaa vaegbeklaedning.Aplix har takket vaere eksklusivlicensen fra Velcro faaet godt fodfaeste paa det franske marked for plastiklukkeanordninger og har for oejeblikket to produktionsanlaeg i Frankrig. Aplix har saavel i Frankrig som i andre lande flere patenter og registrerede varemaerker; Aplix anlagde i 1982 en fabrik i USA, og i 1984 en anden i Taiwan, ligesom selskabet ogsaa i 1983 oprettede datterselskaber i baade Forbundsrepublikken Tyskland og i Italien. I perioden fra 1978 til 1983 tredobledes Aplix' omsaetning og var i 1984 paa omkring [. . .] ffr. (2).III. Produkterne

aDen burrelukning til tekstiler, som Aplix markedsfoerer under varemaerket Velcro eller siden 1977 delvis under sit eget varemaerke Aplix, bestaar af et baand med loekker, der i handelen saelges under navnet »Astrakan«, og et baand med hager, der saelges under navnet »Crochets«. Disse to baand er vaevet af polyamidtraad, der kan taale over 140g C. Naar de to baand presses mod hinanden, griber hagerne ind i Astrakan-loekkerne, og naar de to baand skilles ad i den ene ende, slipper hagerne let deres greb i loekkerne og vender tilbage til deres oprindelige position, da de er fremstillet under en termoproces.Denne burrelukning, der opnaas ved kombinationen af to baand med henholdsvis loekker og hager, svarer til den, der

er beskrevet i de franske patenter de saakaldte originalpatenter nr. 1 182 436 og 1 188 714, som udloeb i loebet af 1977. Denne lukkeanordning er den eneste, som Aplix og i oevrigt alle Velcros andre licenshavere nogensinde har markedsfoert. Lukkeanordningen, der bestaar af to baand med hager, der begge svarer til det oprindelige franske patent nr. 1 064 360, har aldrig vaeret brugt, fordi den ikke laengere opfylder de tekniske krav, der stilles paa markedet.Aplix udnytter ingen forbedringspatenter, som endnu paa nuvaerende tidspunkt ejes af Velcro. Aplix fremstiller navnlig ikke baand med metalhager, der er omfattet af patent nr. 2 015 550, og som var genstanden for tillaegsaftalen af 10. december 1973.I henhold til artikel 9 i aftalen, hvori det var fastsat, at ejendomsretten til alle eventuelle patenter, udtaget i Forbundsrepublikken Tyskland, Det forenede Kongerige, Nederlandene og i De forenede Stater paa forbedringer foretaget af Aplix, skulle tilfalde Velcro, er Velcro SA indehaver af patenter paa de opfindelser, som Aplix og selskabets leder har gjort. Kun enkelte af disse patenter er i en begraenset periode blevet udnyttet industrielt.bDa burrelukningen foerste gang blev markedsfoert, var der tale om en nyskabelse, der for licenshaveren indebar meget store udgifter, baade paa det tekniske og kommercielle plan.Alene fremstillingen af dette materiale kraevede et betydeligt teknisk udviklingsarbejde, og der hengik flere maaneder mellem aftalens ikrafttraedelse og forsoegsproduktionens begyndelse. Hverken i Frankrig eller paa de oevrige licensomraader kunne den egentlige industrielle produktion af Velcro-lukninger foerst begyndes ved udgangen af 1960. Med hensyn til markedsfoeringen var det noedvendigt foerst at skabe en efterspoergsel, da der var tale om et helt nyt produkt, som blev markedsfoert under et ikke tidligere benyttet varemaerke.Af de tekniske beskrivelser, parterne har fremlagt under salgsbehandlingen, fremgaar det, at burrelukningernes vigtigste karakteristika er det meget store antal aabninger, de kan bruges i, det meget ubetydelige slid og muligheden for paasyning, paaklaebning, paasvejsning eller paahaeftning, hvilket goer det muligt at sammenfoeje og derefter oejeblikkeligt at adskille forskellige materialer, som f.eks. stof, pap, trae, metal, glas, laeder osv., ligesom denne lukkeanordning ogsaa kan anvendes paa materialer, der kan vaskes eller toerrenses.De vigtigste brugere af disse burrelukninger er i naevnte raekkefoelge moebel- og beklaedningsfabrikanter og -forhandlere, transportindustrien samt laedervareindustrien.cDe burrelukninger, der saelges under varemaerket Velcro eller Aplix, konkurrerer med andre former for tekstillukninger, der er billigere, bl.a. fordi der i teknisk henseende

ikke er tale om saa anvancerede produkter, eller fordi de er af en anden kvalitet.Markedet for tekstillukninger kan siges at bestaa af to produktgrupper med en meget ulige markedsandel:lynlaase, hvis markedsandel er ca. tyve gange stoerre end burrelukningernes, og som kun frembyder begraensede muligheder for substitution hermed, ogburrelukninger, der udover Velcro-baandene omfatter de saakaldte »mushroom-lukninger«, der direkte konkurrerer med Velcro-lukningerne, men hvis anvendelsesmuligheder er mere begraensede, og hvis kvalitet ikke kan sammenlignes hermed (idet »mushroom«-lukningerne ikke taaler kogning og kun kan bruges i et meget begraenset antal aabninger).Det franske marked for burrelukninger (inklusive »mushroom«-lukninger) anslaas for oejeblikket at udgoere 22 mio meter baand, heraf ca. 8 mio meter »mushroom«-baand. Aplix har en markedsandel paa ca. [ ] og saelger for oejeblikket hovedsagelig burrebaand udelukkende under varemaerket Aplix, medens »mushroom«-lukninger under varemaerket Fixa og nye burrebaand af plastic under varemaerket Plasti-Aplix tegner sig for resten af salget. Dette marked er i tilbagegang som foelge af det faldende forbrug af burrebaand i skotoejsindustrien.Leverandoererne af burrelukninger paa det franske marked er ud over Aplix det tyske selskab Niedick, det japanske selskab Kanebo, det schweiziske selskab Kuny og det franske selskab Louison, der saelger deres »mushroom«-lukninger henholdsvis under varemaerkerne Brisa, Magicloth, Fix Velours og Cric Crac. Disse fabrikanter saelger ogsaa deres produkter i andre EF-lande, hvor burrelukningerne saelges af Velcro Europe NV og Velcros licenshaver, Selectus Ltd, der anvender varemaerket Velcro, samt Velcros »gamle« licenshavere og det amerikanske selskab 3M.IV. Tvisten mellem parterne

aPaa et moede i Geneve den 31. maj og den 1. juni 1976 med alle de europaeiske licenshavere meddelte Velcro dem, at da aftalerne indeholdt en raekke klausuler, som Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber i sin beslutning 76/29/EOEF i sagen AOIP-Beyrard (1) havde nedlagt forbud mod, burde der foretages gennemgribende aendringer i disse aftaler. Velcro naevnte bl.a. muligheden for at opsige aftalerne og forbyde licenshaverne at anvende varemaerket, naar originalpatenterne udloeb.Det fremgaar specielt af den korrespondance, Velcro og Aplix udvekslede i november 1977, at aftalen af 14.

oktober 1958 efter Velcros opfattelse skulle traede ud af kraft, naar det franske patent nr. 1 188 714 udloeb, dvs. den 15. december 1977.Efter forgaeves at have forsoegt at faa Velcro til at indroemme sig en varemaerkelicens af lang varighed, saa snart originalpatenterne udloeb, gik Aplix kraftigt imod Velcros synspunkter og haevdede, at Aplix med rette kunne undlade at betale de beloeb, selskabet maatte skylde Velcro. Navnlig gjorde Aplix gaeldende, at den omstaendighed, at Velcro ikke havde givet Aplix underretning om de forbedringspatenter, Velcro var i besiddelse af, og at Velcro ikke havde truffet de fornoedne foranstaltninger til at faa registreret licensen paa disse patenter i de registre, der foertes af INPI (Institut Nationale de la Proprieté Industrielle), havde paafoert Aplix betydelig skade. I oevrigt antog Aplix sit nuvaerende firmanavn, Aplix SA, i stedet for firmanavnet Velcro France sarl, som selskabet siden 1959 havde benyttet med Velcros samtykke, og begyndte at benytte varemaerket Aplix.

Parterne besluttede at lade tvisten afgoere ved voldgift i henhold til aftalens artikel 17, men der blev ikke afsagt nogen voldgiftskendelse, idet voldgiftdommerne fandt, at man maatte afvente Kommissionens beslutning vedroerende gyldigheden af den anmeldte, omtvistede aftale.bVelcro, der fandt, at Aplix havde truffet en raekke foranstaltninger, som havde til formaal at fratage maerket Velcro dets distinktive karakter bl.a. ved i sine brevhoveder at anfoere »den stoerste producent af Velcro-produkter i Europa« indbragte derefter sagen for Tribunal de grande instance i Paris under paaberaabelse af, at der forelaa illoyal konkurrence og anmodede samtidig domstolen om at statuere, at aftalen som foelge af Aplix' forhold skulle ophaeves.I sin dom af 17. marts 1981 udtalte den franske domstol, at hele tvisten som foelge af den voldgiftsklausul, der var indeholdt i den for parterne bindende aftale, skulle afgoeres ved voldgift, og erklaerede sig som foelge heraf inkompetent. Denne afgoerelse blev stadfaestet af Cour d'appel i Paris ved dom af 19. oktober 1981. Cour d'appel praeciserede, at den til Kommissionen anmeldte aftale var gaeldende, saa laenge Kommissionen ikke havde vedtaget nogen beslutning, og at en national domstol maatte henholde sig til den, uden at traktatens artikel 85 kunne goeres gaeldende. En nederlandsk dommer statue-

rede ligeledes ved en foreloebig afgoerelse af 23. juni 1983, at aftalen indtil videre var gaeldende, og udtalte endvidere, at de burrebaand, der var eksporteret til Nederlandene af en fransk Aplix-forhandler, maatte betragtes som vaerende lovligt markedsfoert i Frankrig (af Aplix) under varemaerket Velcro med Velcro SA's samtykke.cI mellemtiden blev der paa foranledning af Kommissionens anmodninger om oplysninger i begyndelsen af 1979 indledt forhandlinger mellem parterne med det formaal at

naa frem til en mindelig loesning, der tog hensyn til de aendringer, som Kommissionens tjenestegrene havde kraevet i den anmeldte aftale, nemlig fjernelse af bl.a. klausulen om Aplix' territoriale eneret, de eksklusive koebsforpligtelser, konkurrenceforbudet, det eksportforbud, der paahviler Aplix, og Aplix' pligt til at overdrage Velcro eventuelle patenter, udtaget i Forbundsrepublikken Tyskland, Det forenede Kongerige, Nederlandene og i De forenede Stater paa forbedringer foretaget af Aplix. Dette krav blev paany fremsat af Kommissionens tjenestegrene, bl.a. ved skrivelser af 7. juni 1979 og 16. november 1981, der var rettet til henholdsvis Velcro og Aplix.Disse forhandlinger fortsatte til trods for visse afbrydelser, hvor Velcro anmodede Kommissionen om at fremsaette sine klagepunkter mod den omtvistede aftale i hvert fald indtil sommeren 1982, hvilket bl.a. fremgaar af de skrivelser, parternes advokater sendte Kommissionen den 27. juli og 17. september 1982. Men i sidste instans foerte disse forhandlinger ikke til nogen loesning, idet hver af parterne lagde al skyld paa den anden part. Aplix har imidlertid altid erklaeret sig rede til at give afkald paa foelgende klausuler, der for hovedpartens vedkommende blev indfoejet i licensgiverens interesse:iii) forbud mod at eksportere til lande, for hvilke Velcro havde meddelt eksklusiv-licens,iii) pligten til kun at koebe hos selskabet Jakob Mueller,iii) licenshaverens pligt til at overdrage Velcro sine rettigheder ifoelge forbedringspatenter i Forbundsrepublikken Tyskland, Det forenede Kongerige, Nederlandene og i De forenede Stater,iv) konkurrenceforbudet dog ikke for saa vidt angaar de lande, der er omfattet af licensen, men som ikke er omfattet af EF-reglerne.Det skal bemaerkes, at Aplix rent faktisk trods konkurrenceforbudet solgte produkter, der direkte konkurrerede med Velcro-lukninger, herunder navnlig »mushroom«-lukninger og andre lukninger, der var fremstillet efter et konkurrerende patent paa en metode, der var opfundet og registreret af Aplix i 1967.dSiden 1979 har Velcro Europe solgt burrelukninger under varemaerket Velcro direkte til franske forhandlere. I en skrivelse af 4. november 1981 til en af disse franske forhandlere anfoerte Aplix, at der var tale om en kraenkelse af Aplix' industrielle ejendomsrettigheder, uden dog at praecisere dette naermere, og navnlig uden at henvise til varemaerket Velcro eller til de franske domstoles afgoerelser. Endvidere beskyldte Aplix ved skrivelser og telex'er i april 1983 Velcro Europe for at have eksporteret svejsesamlede baand til Frankrig, der var en efterligning af en fremstillingsproces, for hvilken Aplix

udtog patent i 1973 i Frankrig. Efterfoelgende forklarede Aplix over for Kommissionen, at det var paa grundlag af dette patent, at selskabet ved sin skrivelse af 4. november 1981 havde henvendt sig til forhandleren. Ifoelge Velcro var denne skrivelse omend den i juridisk henseende var affattet i forsigtige vendinger yderst truende og kunne tilskynde Velcros kunder til af frygt for retsforfoelgning i stedet at koebe hos Aplix.eI sit svar til Kommissionen fastholdt Aplix det standpunkt, at aftalen maatte gaelde i hvert fald indtil den 11. august 1989, hvor patent nr. 2 015 550, som er genstanden for tillaegsaftalen af 10. december 1973, udloeber. Aplix anfoerte, at denne tillaegsaftale var indgaaet under samme vilkaar som de tidligere tillaegsaftaler, hvorved aftalen blev forlaenget indtil december 1977, og at dette ikke var blevet anfaegtet af Velcro, som indtil da havde faaet udbetalt licensafgifter. Aplix kunne derfor med rette gaa ud fra, at selskabets territoriale eneret i henhold til den oprindelige kontrakt, maatte gaelde indtil den 11. august 1989.Aplix praeciserede imidlertid, at selskabet i overensstemmelse med det princip, der var lagt til grund i EF-Domstolens dom Centrafarm/Winthrop (1), aldrig havde soegt at laegge hindringer i vejen for markedsfoering paa sit omraade af produkter under varemaerket Velcro, der af licensgiveren eller med dennes samtykke var bragt i omsaetning i en anden medlemsstat under dette varemaerke. Aplix var imidlertid af den opfattelse, at selskabet i henhold til 1968-aftalen havde faaet en eneret til at benytte varemaerket Velcro i Frankrig, og at denne eneret indebar, at Aplix lovligt kunne modsaette sig, at Velcro Europe solgte produkter under varemaerket Velcro direkte til franske kunder, dvs. uden at disse produkter forinden var bragt i omsaetning paa nederlandsk omraade. Dette har hele tiden vaeret Aplix' principielle holdning, men bortset fra ovennaevnte skrivelse til en fransk forhandler, der koebte hos Velcro, ser det paa den anden side ikke ud til, at Aplix reelt har lagt hindringer i vejen for den af Velcro foretagne direkte import fra Nederlandene. Dertil kommer, at Aplix, der ansaa sig for bundet af eksportforbudet, aldrig har solgt direkte til de EF-lande, for hvilke Velcro havde meddelt eksklusiv-licens. fI en skrivelse af 11. juli 1983 til Kommissionen bestred Velcro paa ny, at den anmeldte aftale kunne betragtes som gaeldende efter december 1977. Velcro haevdede ved denne lejlighed, at aftalen ikke kunne vaere blevet forlaenget ved tillaegsaftalen af 10. december 1973, dels fordi det patent, denne tillaegsaftale vedroerer, var blevet overdraget til Aplix paa dette selskabs anmodning, udelukkende for at saette Aplix i stand til at intervenere i en sag, Velcro havde anlagt mod Société Française du Décor for kraenkelse af sine patentrettigheder, og dels fordi dette patent aldrig var blevet udnyttet.

I den foelgende vurdering af bestemmelserne i den anmeldte aftale ud fra traktatens konkurrenceregler agter Kommissionen ikke at foregribe den vurdering, den nationale domstol maatte foretage med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt aftalen blev forlaenget ved den paagaeldende tillaegsaftale.gUnder den mundtlige hoering den 25. oktober 1984 gentog parterne deres principielle holdning. I saerdeleshed anmodede Aplix Kommissionen om at anerkende Aplix' ret til at modsaette sig direkte import af produkter under varemaerket Velcro, saafremt Aplix' status som licenshaver for dette varemaerke blev anerkendt af en national domstol.Aplix klagede over Velcros manglende vilje til at samarbejde om en ophaevelse af aftalens bestemmelser om eksklusiv koebsforpligtelse, eksportforbud, konkurrenceforbud og overdragelse af rettighederne til forbedringspatenter, idet dette ville have givet Kommissionen mulighed for at give en fritagelse for aftalen i det mindste for den forloebne periode. I oevrigt gav Aplix paa ny udtryk for oensket om sammen med Velcro at naa frem til en aftale, der ikke er i strid med konkurrencereglerne. Velcro haevdede for sit vedkommende, at tillaegsaftalen af 10. december 1973 ikke kunne betragtes som en senere indgaaet aftale, der gyldigt kunne forlaenge 1958-aftalen, da parterne i denne tillaegsaftale lige som i oevrigt i de foregaaende udtrykkeligt henviser til artikel 19 i aftalen fra 1958, der fastsaetter princippet om automatisk forlaengelse.Velcro bestred Aplix' ret til at benytte varemaerket Velcro direkte eller indirekte i Frankrig og udelukkede, at man paa kort sigt kunne naa frem til en mindelig loesning.B. RETLIG VURDERING

I. Raekkevidden af denne beslutning

Genstanden for naervaerende beslutning er en aftale af

14. oktober 1958, hvori kun to virksomheder deltager, og som i overensstemmelse med artikel 5 i forordning nr. 17 er blevet anmeldt til Kommissionen inden 1. februar 1963. Der er derfor tale om en aftale, som Kommissionen forudsat at aftalen falder ind under artikel 85, stk. 1, og at de i artikel 85, stk. 3, naevnte betingelser foreligger opfyldt ville kunne fritage med tilbagevirkende gyldighed i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 17. Kommissionen finder det nemlig ikke udelukket, at visse af klausulerne i aftalen enten kunne anses som ikke omfattet af forbudet i artikel 85, stk. 1, indtil den 15. december 1977, idet omstaendighederne kunne goere beskyttelsen af de af licenshaveren i Frankrig foretagne investeringer berettiget indtil dette tidspunkt, hvor Velcros originalpatenter i Frankrig udloeb. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at det nu ikke laengere kan have nogen interesse at tage stilling til gyldigheden af 1958-aftalen for saa

vidt angaar den periode, der ligger forud for den 15. december 1977, da parterne i denne periode i god tro opfyldte den paagaeldende aftale. Med hensyn til naevnte periode er der ioevrigt ikke fra tredjemands side, saa vidt det er Kommissio-

nen bekendt, indgivet klage til Kommissionen eller anlagt sag ved de nationale domstole.Derimod mener Kommissionen, at det er af interesse at tage stilling til gyldigheden af kontrakten for saa vidt angaar perioden efter 15. december 1977, dvs. den periode for hvilken Kommissionen har modtaget en klage fra Velcro SA og fra en af dette selskabs licenstagere. Kommissionen er i oevrigt af den opfattelse, at der ikke kan herske nogen som helst tvivl om, at den anmeldte aftale fra det tidspunkt, hvor Velcros originalpatenter udloeb i Frankrig, nemlig i december 1977, blev ramt af forbudet i artikel 85, stk. 1, uden at der er mulighed for fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3.II. Artikel 85, stk. 1

Licensaftalen af 14. oktober 1958, suppleret med tillaegsaftalerne af 17. november 1958 og 29. maj 1972 samt eventuelt tillaegsaftaler af 10. december 1973, er en aftale mellem virksomheder efter artikel 85. Denne aftale har til formaal og til foelge at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet gennem nedennaevnte bestemmelser; i betragtning af selskabet Aplix' andel af det franske marked kan de heraf foelgende konkurrencebegraensninger maerkbart paavirke markedet for de paagaeldende lukkeanordninger.1De under punkt 1 til 8 i afsnit A I naevnte aftalebestemmelser udgoer fra den 15. december 1977 konkurrencebegraensninger efter artikel 85, stk. 1.Ad 1 og 2 Den eneret, der er overdraget til Aplix, afskaerer, saaledes som den er udformet i aftalen og anvendt af parterne, Velcro fra i Frankrig at udnytte sine patenter paa de paagaeldende lukkeanordninger og varemaerket Velcro, ligesom Velcro afskaeres fra at give andre virksomheder, der eventuelt maatte vaere interesseret i disse patenter og dette varemaerke, licens herpaa, hvilket forhindrer konkurrence mellem flere virksomheder, der udnytter samme opfindelse og benytter samme varemaerke, paa dette omraade.En saadan kontraktlig forpligtelse, der er paalagt indehaveren af industrielle ejendomsrettigheder, er i det foreliggende tilfaelde omfattet af forbudet i artikel 85, stk. 1, i det mindste for saa vidt angaar perioden efter orginalpatenternes udloeb. Hvis det antages, at aftalen gyldigt er blevet forlaenget indtil 1989, og at Aplix indtil da udnytter de stadigt gaeldende Velcro-patenter, ville en eneret til at udnytte saadanne patenter ikke i sig selv kunne betragtes som vaerende forenelig med traktatens artikel

85, stk. 1, medmindre der samtidig er tale om indfoerelse og beskyttelse af en ny teknologi paa det af licensen omfattede omraade, jf. Domstolens dom i majs-sagen (1), hvilket ikke anses at vaere tilfaeldet i den foreliggende sag.

Denne eneret har, saaledes som den hidtil er blevet udoevet af parterne, begraenset Velcros muligheder for direkte i Frankrig at markedsfoere ikke alene eventuelle nye produkter, der er fremstillet paa basis af endnu gyldige forbedringspatenter, men ogsaa de produkter, der er fremstillet efter de nye udloebne originalpatenter, som for oejeblikket er de eneste, der udnyttes af baade Aplix og Velcro.Den omstaendighed, at disse produkter markedsfoeres under licensgiverens varemaerke Velcro, og at Aplix i henhold til aftalen forpligter sig til at saelge alle de produkter, der er fremstillet paa basis af patenterne, under varemaerket Velcro, er ikke til hinder for, at artikel 85, stk. 1, finder anvendelse paa denne begraensning af den frie konkurrence. Rent bortset fra, at en saadan brug af varemaerket ikke i henhold til aftalen er blevet tillagt Aplix som en eneret, maa det bemaerkes, at selskabet Aplix ikke har ret i, at EF-retten kun stiller krav om fri bevaegelighed for maerkevarer, der allerede forinden er bragt i omsaetning i en anden medlemsstat.I den saakaldte Hag-dom (1) statuerede Domstolen, at det er uforeneligt med traktatens bestemmelser at forbyde markedsfoering i en medlemsstat af et produkt, der i en anden medlemsstat lovligt er markedsfoert under et varemaerke, under henvisning til, at der i den foerstnaevnte medlemsstat findes et identisk varemaerke med samme oprindelse.Det fremgaar af denne dom, at overdragelse af et nationalt varemaerke bevirker, at den varemaerkeretlige beskyttelse herved er udtoemt, hvilket med andre ord vil sige, at hverken licenstageren eller licensgiveren under henvisning til denne ret kan modsaette sig direkte import fra den anden aftaleparts side.Da man ikke under henvisning til varemaerkeretten kan forbyde direkte import, selv naar varemaerket er overdraget eller retten hertil paa anden maade er overgaaet til anden side (tvangsfuldbyrdelse eller ekspropriation), gaelder denne regel saa meget desto mere, naar der kun er givet licens paa varemaerket.Det kan derfor ikke ud fra varemaerkets natur alene udledes, at Velcro eller Aplix i mangel af velbegrundede argumenter med hensyn til noedvendigheden af ogsaa efter december 1977 at beskytte det af Aplix indfoerte varemaerke Velcro i Frankrig skulle have ret til at afskaerme de nationale markeder ved at forbyde import af produkter, der er fremstillet i en anden medlemsstat, og som lovligt markedsfoeres under varemaerket Velcro af selve varemaerkets indehaver eller af en hvilken som helst af dennes licenstagere. En saadan begraensning af den fri handel mellem medlemsstaterne vil i det foreliggende tilfaelde kun kunne tillades, naar betingelserne i artikel 85, stk. 3, er opfyldt.Ad 3 Eksportforbudet afskaerer Aplix fra uden for sit licensomraade at saelge sine produkter i de lande, hvor Velcro har givet eksklusivlicenser. Den omstaendighed,

at en eksklusivlicens endnu paa nuvaerende tidspunkt udnyttes i Det forenede Kongerige, Irland og i Danmark, afskaerer Aplix fra at eksportere sine paa basis af Velcro-patenterne fremstillede burrelukninger direkte fra Frankrig til disse lande. Aplix har i oevrigt ved det forlig, selskabet den 2. november 1983 ved High Court of Justice, Chancery Division, London, indgik med Velcros licenstager i Det forenede Kongerige, Selectus Ltd, udtrykkeligt forpligtet sig til ikke at eksportere sine produkter til Det forenede Kongerige under varemaerket Velcro.Saaledes som det blev fastslaaet i naevnte beslutning i sagen AOIP/Beyrard, kan en licensgiver ikke under paaberaabelse af sin patentret forbyde, at en licenstager eksporterer til lande, hvor der findes andre licenstagere. Beskyttelse af en licenstager mod konkurrence fra en anden licenstager i form af et kontraktligt forbud mod eksport eller import udgoer, i hvert fald efter udloebet af originalpatenterne, en begraensning af konkurrencen i den i artikel 85, stk. 1, naevnte forstand. Som naevnt ovenfor kan retten til varemaerket Velcro i oevrigt heller ikke udoeves paa en saadan maade, at det foerer til afskaermning af markederne.Ad 4 Den automatiske forlaengelse af licensaftalen paa den betingelse alene, at Aplix afholder alle omkostninger i forbindelse med opretholdelsen af de forbedringspatenter, selskabet maattet anmode om at udnytte, afskaerer licensgiveren fra at frigoere sig fra sine konkurrencebegraensende forpligtelser, naar retsbeskyttelse af originalpatenterne ophoerer. Den konkurrencebegraensning, der foelger af, at Velcro beroeves denne mulighed, er af saa meget desto alvorligere karakter, som der i henhold til aftalen ikke er mulighed for at opsige den foer tiden, medmindre der er tale om grov misligholdelse.Som anfoert i beslutningen i sagen AOIP/Beyrard staar det parterne frit for ved senere aftaler at forlaenge den oprindelige aftales varighed. Kommissionen fastholder princippet om, at en ensidig forlaengelse af aftalen dvs. uden saerlig aftale herom ikke er tilladt. I den foreliggende sag skal det i oevrigt bemaerkes, at aftalen blev gyldigt forlaenget indtil december 1977 ved en raekke saeraftaler af 17. november 1958 og 29. maj 1972 vedroerende originalpatenterne, som var de eneste, paa basis af hvilke Velcro-lukkeanordninger kunne udnyttes effektivt.Ad 5 Saaledes som fortolket og anvendt af parterne omfatter forpligtelsen til at koebe vaeve samt andet udstyr fra baandvaevefabrikken Jakob Mueller kun det udstyr, der udelukkende anvendes til fremstilling af burrelukninger, som f.eks. vaeve til vaevning af baand eller skaeremaskiner til fremstilling af hagerne. I hvert fald fra 1977, paa hvilket tidspunkt det kan antages, at der var substituerbare produkter paa markedet (jf. afsnit A II, punkt 3),

afskar en saadan forpligtelse licenstageren fra at koebe dette udstyr eventuelt paa mere fordelagtige vilkaar hos andre fabrikanter paa det faelles marked.Denne forpligtelse begraenser ikke alene licenstagerens frihed, men aendrer ogsaa vaesentligt tredjemands navnlig vaevefabrikanters situation, eftersom de ikke har mulighed for at levere til en stor kunde.Ad 6 I oevrigt indebaerer forpligtelsen til ikke at anvende vaevene uden for licensomraadet en begraensning af licenstagerens frihed til at fremstille de Velcro-baand, som han har faaet patentlicens paa, i andre medlemsstater end Frankrig. Licenstageren afskaeres derved fra at producere disse produkter i de EF-lande, hvor det ville vaere mest fordelagtigt.Ad 7 De kontraherende parters forpligtelse til at afstaa fra enhver indbyrdes konkurrence afskaerer licenstageren og licensgiveren fra at udfoere arbejde paa omraader, patentlicenserne vedroerer, lige som de under hele aftalens loebetid afskaeres fra at fremstille og markedsfoere konkurrerende produkter.Ad 8 Aplix' pligt til at overdrage Velcro patentrettighederne vedroerende de af Aplix opfundne forbedringer, der er patenteret i Forbundsrepublikken Tyskland, Det forenede Kongerige og i Nederlandene, er i princippet ensbetydende med en urimelig udvidelse af de patenter, der er givet i licens, da licensgiveren derved i kraft af sine industrielle ejendomsrettigheder kan tilegne sig visse udenlandske patenter paa opfundne forbedringer, som licenstageren helt eller delvis har gjort.2Ovennaevnte konkurrencebegraensninger kan efter udloebet af originalpatenterne i december 1977 paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Den eksklusive licens afskaerer Velcro fra direkte at udnytte sine patenter og sit varemaerke i Frankrig, og Velcro afskaeres dermed ogsaa fra eventuelt at eksportere til eller fra dette omraade. Den omstaendighed, at aftalen er indgaaet paa ubestemt tid, paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne i det mindste i det omfang, hvor som det er tilfaeldet i den konkrete sag denne omstaendighed kombineres med andre konkurrencebegraensende klausuler, der kan paavirke samhandelen. Licenstagerens pligt til udelukkende at koebe vaeve og andet produktionsudstyr hos en bestemt leverandoer, der har hjemsted i Schweiz, afskaerer ham fuldstaendigt fra at koebe dette udstyr i andre medlemsstater og indebaerer derfor en begraensning af samhandelen med disse produkter mellem Frankrig og disse lande. Da licenstageren ifoelge aftalen kun har ret til at fremstille produktet paa fransk omraade, har han ingen mulighed for at flytte sine produktionsanlaeg eller etablere nye produktionsanlaeg i andre medlemsstater. Det forbud, der paahviler begge parter, mod at interessere sig for konkurrerende produkter, afskaerer dem fra at markedsfoere saadanne produkter uden for Faellesskabets graenser eller indgaa licensaftaler herom med virksomheder i andre medlemsstater. Eksportforbudet afskaermer

visse andre medlemsstaters markeder fra det franske marked. Pligten til at overdrage Velcro visse udenlandske forbedringspatenter afskaerer licenstageren fra eventuelt at erhverve ejendomsretten til patenter paa disse forbedringer og dermed ogsaa fra at udnytte saadanne rettigheder i disse medlemsstater, enten direkte eller ved at meddele licenser.III. Artikel 85, stk. 3

I henhold til artikel 85, stk. 3, kan bestemmelserne i stk. 1 erklaeres uanvendelige paa enhver aftale mellem virksomheder, som bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller oekonomiske udvikling, samtidig med at de sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved, og uden at der:apaalaegges de paagaeldende virksomheder begraensninger, som ikke er noedvendige for at naa disse maal,bgives disse virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer.1aFor saa vidt det i aftalen er fastsat til fordel for Aplix, at licensgiveren under hele gyldighedsperioden for de patenter, der udloeb i 1977, ikke selv maa udnytte disse patenter i Frankrig og ikke maa indroemme andre licenser paa dette omraade, finder Kommissionen, at denne aftale falder uden for forbudet i artikel 85,

stk. 1, i det omfang de i majs-dommen naevnte betingelser navnlig med hensyn til teknologifornyelse, de kraevede investeringer og de positive virkninger paa konkurrencen med andre produkter foreligger opfyldt i det konkrete tilfaelde indtil december 1977, eller at aftalen under alle omstaendigheder ville kunne fritages i henhold til artikel 85, stk. 3.Denne eneret kan i realiteten siges at bidrage til at fremme den tekniske og oekonomiske udvikling ved at goere det mere acceptabelt for Aplix at paatage sig den risiko, der er forbundet med at investere kapital i udnyttelsen af Velcro-patenterne, og ved derigennem

at fremme udviklingen af et nyt produkt, nemlig

de saakaldte burrelukninger, der konkurrerer med

lynlaase.Gennem udstedelsen af licenser paa industriel udnyttelse af Velcro-patenterne er brugerne kommet til at raade over et produkt, der vaerdsaettes for sin kvalitet og de specifikke formaal, en lukkeanordning af denne art kan anvendes til, saaledes at det kan antages, at disse brugere ogsaa faar en rimelig andel af fordelene ved aftalen. Den omraadebeskyttelse, der foelger af eneretten til salg, og det dermed forbundne forbud mod eksport, der paahviler licensgiveren, kan betragtes som vaerende noedvendig for, at licenstageren vil acceptere at yde den indsats, der noedvendigvis er forbundet med at udvikle og fremstille et nyt materiale som paa tidspunktet for aftalens indgaaelse endnu befandt sig paa forsoegsstadiet og skabe et

marked, som ikke fandtes i begyndelsen, og en betydelig goodwill for varemaerket Velcro. Aftalen har ikke foert til en udelukkelse af konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende produkter, eftersom der i Frankrig findes talrige andre producenter, der fremstiller konkurrerende produkter.bHvad derimod angaar begraensningen af markedsfoeringen i Frankrig af produkter, der udelukkende er fremstillet af Velcro Europe efter metoder, som ikke laengere er beskyttet af patenter, bl.a. de metoder, der er omfattet af de franske patenter de saakaldte originalpatenter nr. 1 182 436 og 1 188 714, der udloeb henholdsvis den 9. august og den 15. september 1977, finder Kommissionen ikke, at der fra det tidspunkt, hvor disse patenter udloeb, er nogen begrundelse for at goere brug af artikel 85, stk. 3.Kommissionen henleder opmaerksomheden paa, at den ved aftalen meddelte enelicens paa patenter ikke kan adskilles fra disse patenters eksistens og opretholdelse. I den konkrete sag kan der ikke laengere vaere tale om nogen eneret med hensyn til de Velcro-patenter, som licenstageren har udnyttet i hele patentets gyldighedsperiode, og af samme grund kan der derfor heller ikke laegges hindringer i vejen for import og markedsfoering i Frankrig af produkter, der er fremstillet efter metoder, som ikke laengere er patentbeskyttede.Heller ikke licenstagerens eventuelle eneret til at bruge varemaerket berettiger denne til at modsaette sig en saadan markedsfoering. I modsaetning til et patent er en varemaerkeret ganske vist ikke tidsbegraenset, dog forudsat at varemaerket til stadighed bruges, eller registreringen heraf fornyes. Indehaveren og hans licenstagere kan derfor ikke paaberaabe sig deres varemaerkerettigheder, naar en af dem vil eksportere til et af de andres omraade inden for Faellesskabet, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder som bl.a. hensynet til beskyttelsen af det paa disse omraader indfoerte varemaerke der goer noget saadant berettiget.I en sag som den foreliggende kan det ikke naegtes, at eneretten til brug af varemaerket kan goere det lettere for et nyt produkt at vinde indpas paa nye markeder, hvor varemaerkets indehaver eller licenstagere opererer; men denne eneret maa dog henset til de naermere omstaendigheder i denne sag ophoere senest ved originalpatenternes udloeb, for at de produkter, som indtil da var beskyttet mod konkurrence paa bestemte omraader, der afgraenses af nationale graenser, effektivt kan vinde indpas i det udvidede faellesmarked. Men da der er gaaet naesten 20 aar, siden varemaerket Velcro blev lanceret i Frankrig og i de andre EF-lande, herunder navnlig i Nederlande-

ne, mener Kommissionen ikke at kunne konstatere, at der i denne sag foreligger saerlige omstaendigheder, der stadig kunne berettige en eneret til varemaerket til fordel for Aplix eller Velcro efter udloebet af originalpatenterne i december 1977.cFor saa vidt det antages, at de kontraktlige forbindelser mellem parterne fortsatte efter december 1977 med hensyn til udnyttelsen af patent nr. 2 015 550 samt eventuelt andre patenterede metoder, som Aplix ville have ret til at udnytte indtil august 1989 kan det ikke accepteres, at der til fordel for Aplix bestod nogen som helst eneret til fremstilling og salg i forbindelse med dette patent eller ethvert andet nyt patent en eneret, der eventuelt kunne fritages i henhold til artikel 85, stk. 3, endsige betragtes som vaerende ikke omfattet af artikel 85, stk. 1, for en bestemt periode, medmindre det kan fastslaaes, at disse patenter rent faktisk udnyttes. Ifoelge de oplysninger, Kommissionen har faaet kendskab til, har Aplix imidlertid ikke udnyttet noget nyt patent, og selv om dette var tilfaeldet, saaledes at en saadan eneret kunne forsvares, ville Aplix ikke af den grund have ret til at modsaette sig import af produkter under varemaerket Velcro, der fremstilles i andre medlemsstater ikke paa basis af disse patenter, men paa basis af allerede udloebne patenter.2Det eksportforbud, der er paalagt Aplix, den automatiske forlaengelse af aftalen, forpligtelsen til udelukkende at koebe udstyr hos vaevefabrikken Jakob Mueller, Aplix' pligt til ikke at fremstille det patenterede produkt uden for sit licensomraade, konkurrenceforbudet og licenstagerens pligt til at overdrage licensgiveren sine rettigheder i henhold til visse udenlandske forbedringspatenter, er efter december 1977 ikke paa nogen maade velbegrundet for saa vidt angaar de stadigt gaeldende patenter eller retten til varemaerket, og opfylder ikke betingelserne i artikel 85, stk. 3.aDet Aplix paalagte forbud mod at foretage direkte eksport har til formaal at opretholde en omraadebeskyttelse til fordel for Velcros andre licenstagere inden for EF samt til fordel for Velcro selv. Selv om der maaske paa et tidligere tidspunkt for saa vidt angaar det eksportforbud, Velcro har paalagt Aplix og andre licenstagere bl.a. i betragtning af den paagaeldende teknologis nyskabende karakter og de af licenstagerne foretagne investeringer kunne vaere indroemmet fritagelse for en vis periode, nemlig hvor originalpatenterne stadig var i kraft i Frankrig og i de andre EF-lande vil en saadan fritagelse ikke laengere vaere berettiget og i hvert fald ikke efter 1977. Dette eksportforbud udgoer derfor en alvorlig begraensning af Aplix' konkurrencemuligheder inden for det faelles marked.bBestemmelserne i artikel 19 i den anmeldte aftale begraenser i hoej grad for saa vidt der ikke foreligger nogen saeraftaler, hvorefter licensaftalen gyldigt kan forlaenges ud over december 1977 Velcros mulig-

heder for at frigoere sig fra de konkurrencebegraensende forpligtelser, som aftalen paalaegger dette selskab, og som ikke kan siges at kunne bidrage til en forbedring af produktionen eller fordelingen af produkterne eller fremme den tekniske eller oekonomiske udvikling.2. cLicenstagerens forpligtelse til at koebe materiel til brug for fremstillingen af burrebaand hos eneleverandoeren Jakob Mueller udgoer eftersom det er en kendsgerning, at licenstageren i hvert fald efter 1977 havde kunnet henvende sig til andre leverandoerer paa det faelles marked, der kunne levere tilsvarende materiel en begraensning af licenstagerens frihed til selv at vaelge sin leverandoer. Denne begraensning er derfor ikke noedvendig for at sikre en i teknisk henseende korrekt udnyttelse af opfindelsen. Endvidere ville det legitime krav om vederlag til vaevefabrikken Jakob Mueller ikke laengere efter 1977 kunne paaberaabes som vaerende berettiget, da vaevefabrikken Jakob Mueller havde kunnet opnaa et saadant vederlag i kraft af, at Aplix ligesom i oevrigt ogsaa de andre licenstagere indtil da havde koebt hos Jakob Muellers vaevefabrik.dForbudet mod at fremstille det patenterede produkt uden for licensomraadet har ikke i hvert fald ikke efter originalpatenternes udloeb positive virkninger i den i artikel 85, stk. 3, naevnte forstand. Der er snarere tale om en hindring for den bedst mulige fordeling af ressourcerne inden for det faelles marked.eDa Aplix efter december 1977 ikke udnyttede et patent, der stadig var gyldigt, kan konkurrenceforbudet ikke anses for berettiget af hensyn til en bedre udnyttelse af patentet. En mere intensiv udnyttelse fra licenstagerens side af varemaerket Velcro kan heller ikke paaberaabes som vaerende et retfaerdiggoerende moment, da lovligheden af en saadan udnyttelse efter 1979 blev bestridt af Velcro, og da Aplix derefter anvendte et andet varemaerke, nemlig sit eget. fDen konkurrencebegraensning, der bestaar i, at retten til visse udenlandske forbedringspatenter, som er resultatet af licenstagerens opfindelse, skulle overdrages til Velcro, kan ikke efter december 1977 laengere anses for berettiget. Da Velcro's originalpatenter efter dette tidspunkt ikke laengere var beskyttet, kunne Velcro heller ikke laengere paaberaabe sig disse patentrettigheder med henblik paa erhvervelse af ejendomsretten til eventuelle forbedringspatenter.3Da ikke alle betingelserne i artikel 85, stk. 3, er opfyldt, for saa vidt angaar perioden efter udloebet af Velcros originalpatenter, dvs. fra den 15. december 1977, kan den anmeldte aftale ikke fritages for tiden efter denne dato.IV. Artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 17/62

Saafremt aftaler, der er anmeldt inden 1. februar 1963, ikke opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, og de

deltagende virksomheder enten bringer dem til ophoer eller aendrer dem, saaledes at de ikke laengere falder ind under forbudet i taktatens artikel 85, stk. 1, eller saaledes at de opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, kan Kommissionen ved vedtagelsen af en beslutning i henhold til artikel 85, stk. 1, fastsaette det tidsrum, inden for hvilken forbudet i traktatens artikel 85, stk. 1, finder anvendelse.I den foreliggende sag oenskede Aplix at aendre visse bestemmelser i aftalen (jf. afsnit A IV, punkt c)), medens Velcro oenskede at bringe aftalen til ophoer i december 1977 (jf. afsnit A IV, punkt f)). Til trods for denne uoverensstemmelse med hensyn til, hvorvidt aftalen skulle aendres eller bringes til ophoer efter artikel 7 i forordning nr. 17, har begge parter maattet overholde aftalen indtil datoen for denne beslutning, eftersom der var tale om en »gammel« aftale, der var erklaeret for gyldig foreloebigt. Aftalens gyldighed blev stadfaestet af henholdsvis de franske og nederlandske domstole i 1981 og 1983 (jf. afsnit A IV, punkt b)). Kommissionen var derfor af den opfattelse, at man i den foreliggende sag, hvor begge parter var bundet af kontrakten indtil det tidspunkt, hvor denne beslutning traeffes, og uagtet at de i artikel 7 i forordning nr. 17 kraevede betingelser ikke foreligger opfyldt, maa lade princippet om retssikkerheden gaa forud for princippet om, at Kommissionens beslutning har tilbagevirkende gyldighed, i hvert fald for saa vidt angaar aftalens virkninger inter partes. Men Kommissionen anser sig dog ikke for befoejet til at begraense den periode, hvorunder forbudet i artikel 85, stk. 1, finder anvendelse, dersom de i artikel 7 i forordning nr. 17 naevnte betingelser ikke er opfyldte.V. Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17/62

I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 kan Kommissionen, hvis den efter begaering eller paa eget initiativ konstaterer, at der foreligger en overtraedelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85, ved beslutning paalaegge de deltagende virksomheder og sammenslutninger af virksomheder at bringe de konstaterede overtraedelser til ophoer. Under henvisning til bemaerkningerne under I, II, III og IV, finder Kommissionen, at de paagaeldende virksomheder for saa vidt angaar perioden efter 15. december 1977 har overtraadt traktatens artikel 85, og at den anmeldte aftale ikke kan fritages VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Det fastslaas, at med hensyn til faellesmarkedets omraade, herunder navnlig Frankrig, udgoer nedennaevnte bestemmelser i den licensaftale, der den 14. oktober 1958 blev indgaaet mellem de i artikel 4 naevnte parter og suppleret ved tillaegsaftaler af 17. november 1958, 29. maj 1972 og

10. december 1973, en overtraedelse af EOEF-traktatens arti-

kel 85, stk. 1, for saa vidt angaar perioden efter den 15. decem-

ber 1977:1artikel 1 (eneret),2artikel 2 og 8 (eksportforbud),

3artikel 19 (forlaengelse af aftalens konkurrencebegraensende klausuler ud over gyldighedsperioden for originalpatenterne, dvs. patent nr. 1 064 360, 1 182 436 og 1 188 714),4artikel 6, tredje punktum (eksklusiv koebsforpligtelse),5artikel 6, fjerde punktum (forbud mod produktion uden for licensomraadet),6artikel 12 (konkurrenceforbud),7artikel 9 (forpligtelse til at overdrage forbedringspatenter, udtaget i Forbundsrepublikken Tyskland, Det forenede Kongerige og Nederlandene).

Artikel 2

EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3, finder ikke anvendelse.

Artikel 3

De i artikel 4 i naevnte virksomheder bringer omgaaende de i artikel 1 omhandlede overtraedelser til ophoer.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til foelgende virksomheder:1Velcro SA,

3, rue Cesar-Soulie,

CH-1260 Nyon.2Aplix SA,

75 bis, avenue Marceau,

F-75116 Paris.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 12. juli 1985.Paa Kommissionens vegne

Peter SUTHERLAND

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62.

(2) EFT nr. 127 af 20. 8. 1963, s. 2268/63.

(1) EFT nr. L 101 af 1. 4. 1978, s. 7.

(2) I den offentliggjorte udgave af denne beslutning udelades visse tal herefter i medfoer af bestemmelserne i artikel 21 i forordning nr. 17 om bevarelse af forretningshemmeligheder.

(1) EFT nr. L 6 af 13. 1. 1976, s. 8.

(1) Dom af 31. 10. 1974, sag 16/74, Sml. 1974, s. 1183.

(1) Dom af 8. 6. 1982, sag 158/78, Sml. 1982, s. 2015.

(1) Dom af 3. 7. 1974, sag 192/73, Sml. 1974, s. 731.