11.1.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 8/10


Den Europæiske Unions notifikationsskrivelse til Fyrstendømmet Andorra, som følge af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse den 1. januar 2007 og Kroatiens den 1. juli 2013, om en teknisk ændring af bilag I til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Fyrstendømmet Andorra om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger

Fr. ambassadør

Jeg har den ære herved at henvise til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Fyrstendømmet Andorra om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger.

Som følge af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse den 1. januar 2007 og Kroatiens den 1. juli 2013 er der behov for, at der i bilag I til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Fyrstendømmet Andorra om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger, foretages en teknisk ændring i overensstemmelse med aftalens artikel 18, stk. 2, første afsnit.

I henhold til aftalens artikel 18, stk. 2, første afsnit, kan listen over kompetente myndigheder i bilag I ændres ved notifikation til den anden kontraherende part; for Fyrstendømmet Andorra gælder det den i litra a) i bilaget nævnte myndighed og for Det Europæiske Fællesskab de øvrige myndigheder.

På Unionens vegne meddeler jeg Dem hermed, at de kompetente myndigheder i Bulgarien, Rumænien og Kroatien er:

i Bulgarien: Изпълнителният директор на Националната агенция за приходите eller en bemyndiget repræsentant

i Rumænien: Președintele Agenției Naționale de Administrare Fiscală eller en bemyndiget repræsentant

i Kroatien: Ministar financija eller en bemyndiget repræsentant

og at de indsættes i bilag I til aftalen som henholdsvis litra aa), ab) og ac) efter de i litra z) nævnte kompetente myndigheder.

Med venlig hilsen

På Den Europæiske Unions vegne

Heinz ZOUREK

Generaldirektør for Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion