02014R1042 — DA — 16.10.2018 — 001.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 1042/2014

af 25. juli 2014

om supplerende bestemmelser til forordning (EU) nr. 514/2014 med hensyn til udpegelsen af de ansvarlige myndigheder og disses forvaltnings- og kontrolopgaver og med hensyn til revisionsmyndighedernes status og forpligtelser

(EUT L 289 af 3.10.2014, s. 3)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2018/1291 af 16. maj 2018

  L 241

1

26.9.2018




▼B

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 1042/2014

af 25. juli 2014

om supplerende bestemmelser til forordning (EU) nr. 514/2014 med hensyn til udpegelsen af de ansvarlige myndigheder og disses forvaltnings- og kontrolopgaver og med hensyn til revisionsmyndighedernes status og forpligtelser



KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

Ved anvendelsen af denne forordning gælder definitionerne i forordning (EU) nr. 514/2014. Derudover forstås der ved:

a)

»udpegende myndighed« : medlemsstatens myndighed på ministerplan, jf. artikel 26, stk. 1, i forordning (EU) nr. 514/2014, som udpeger den ansvarlige myndighed

b)

»kompetente myndigheder« : den ansvarlige myndighed, revisionsmyndigheden og eventuelt den delegerede myndighed, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) nr. 514/2014

c)

»SFC2014« : det elektroniske dataudvekslingssystem, der oprettes ved artikel 2 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 802/2014 ( 1 )

d)

»støtteaftale« : en aftale eller et tilsvarende retligt instrument, på grundlag af hvilket den ansvarlige myndighed yder støtte til støttemodtageren med henblik på gennemførelsen af et projekt inden for rammerne af det nationale program.



KAPITEL II

DEN ANSVARLIGE MYNDIGHED



AFDELING I

Udpegelse af den ansvarlige myndighed

Artikel 2

Kriterier og procedure for udpegelsen af den ansvarlige myndighed

1.  Det organ, der skal udpeges som ansvarlig myndighed, skal have en administrativ organisation og et system for intern kontrol, der opfylder kriterierne i bilaget til denne forordning (»udpegelseskriterier«). Udpegelseskriterierne vedrører:

a) interne forhold

b) kontrolaktiviteter

c) interne oplysninger og kommunikation

d) internt tilsyn og rapportering.

Medlemsstaterne kan fastsætte yderligere udpegelseskriterier for at tage hensyn til den ansvarlige myndigheds størrelse, opgaver og andre kendetegn.

2.  Det revisionsorgan, der er omhandlet i artikel 26, stk. 3, i forordning (EU) nr. 514/2014 vurderer, om den fremtidige ansvarlige myndighed opfylder udpegelseskriterierne i bilaget og dokumenterer sine revisionsresultater, -konklusioner og -erklæringer i en revisionsberetning, der sendes til den udpegende myndighed.

3.  Hvis den udpegende myndighed ikke finder, at den fremtidige ansvarlige myndighed opfylder udpegelseskriterierne, giver den dette organ særlige instrukser til, hvordan den kan afhjælpe dette problem, og en frist for opfyldelsen af kriterierne, inden den kan udpeges som ansvarlig myndighed.

Indtil dette problem er afhjulpet, kan organet foreløbigt blive udpeget som ansvarlig myndighed i op til højst 12 måneder. Længden af denne foreløbige periode skal stå i et rimeligt forhold til omfanget af kriterier, der ikke opfyldes.

4.  Ved udpegelsen af den ansvarlige myndighed underretter medlemsstaten straks Kommissionen via SFC2014. Sammen med denne underretning sender medlemsstaten dokumentation, hvoraf følgende fremgår:

a) fordelingen af de vigtigste ansvarsområder mellem den ansvarlige myndigheds organisatoriske enheder

b) myndighedens forhold til delegerede myndigheder, aktiviteter, der skal uddelegeres, og de vigtigste procedurer for kontrol med disse delegerede aktiviteter, hvis det er relevant

c) en sammenfatning af de vigtigste procedurer for behandling af finansielle fordringer fra støttemodtagerne og for godkendelse og registrering af udgifter.

Artikel 3

Tilsyn med den ansvarlige myndighed og revurdering af udpegelsen

1.  Den udpegende myndighed fører tilsyn med den ansvarlige myndighed, navnlig på grundlag af de oplysninger, der er omhandlet i denne forordnings artikel 14, stk. 2, og følger op på de mangler, der konstateres.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om, at den ansvarlige myndighed ikke længere opfylder udpegelseskriterierne, straks sendes til den udpegende myndighed.

3.  Hvis den ansvarlige myndighed ikke længere fuldt ud opfylder udpegelseskriterierne, eller dens system for intern kontrol er så mangelfuldt, at det svækker dens mulighed for at udføre sine opgaver, fastsætter den udpegende myndighed en prøveperiode for den ansvarlige myndighed. I så tilfælde forelægger den udpegende myndighed en afhjælpningsplan for den ansvarlige myndighed, som skal gennemføres inden en frist, der står i et rimeligt forhold til omfanget af den manglende opfyldelse af udpegelseskriterierne eller manglerne. Denne periode må ikke være på over 12 måneder at regne fra starten af prøveperioden.

4.  Den udpegende myndighed underretter straks Kommissionen om enhver afhjælpningsplan, der udarbejdes i medfør af stk. 3, og holder Kommissionen orienteret om, hvor langt man er nået med gennemførelsen heraf.

5.  Hvis udpegelsen af den ansvarlige myndighed bringes til ophør, udpeger den udpegende myndighed straks en anden ansvarlig myndighed, jf. artikel 26 i forordning (EU) nr. 514/2014 og nærværende forordnings artikel 2, for at sikre, at udbetalingerne til støttemodtagerne ikke ophører.

6.  Hvis Kommissionen konstaterer, at en medlemsstat ikke har opfyldt sin forpligtelse til at udarbejde en afhjælpningsplan, jf. stk. 3, eller at den ansvarlige myndighed bibeholder sin udpegelse, selv om den ikke har gennemført afhjælpningsplanen inden for den fastsatte frist, sørger Kommissionen for at afhjælpe alle resterende mangler ved anvendelse af den efterprøvende regnskabsafslutning, jf. artikel 47 i forordning (EU) nr. 514/2014.



AFDELING II

Den ansvarlige myndigheds forvaltnings- og kontrolopgaver

Artikel 4

Den ansvarlige myndigheds opgaver

Den ansvarlige myndighed forvalter og gennemfører det nationale program i overensstemmelse med principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning. Den:

a) hører partnerne i henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 514/2014

b) sikrer, at det overvågningsudvalg, der er omhandlet i artikel 12, stk. 4, i forordning (EU) nr. 514/2014, fungerer efter hensigten

c) forelægger Kommissionen et forslag til det nationale program, der er omhandlet i artikel 14 i forordning (EU) nr. 514/2014, og alle ændringer heraf ved brug af SFC2014

d) definerer og fastsætter støtteberettigelsesreglerne for projekter og projektomkostninger for alle aktiviteter for derved at sikre ligebehandling og undgå interessekonflikter, jf. principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning

e) tilrettelægger og offentliggør indkaldelser af bud og forslag samt tilrettelægger og offentliggør den deraf følgende udvælgelse af og tildeling af støtte til projekter, der skal finansieres inden for rammerne af det nationale program, jf. anvendelsesområdet og målene for de særforordninger, der er omhandlet i artikel 2, litra a), i forordning (EU) nr. 514/2014 og kriterierne i nærværende forordnings artikel 9

f) sikrer, at der findes systemer til indsamling af de data, der kræves for at give meddelelse om fælles og programspecifikke indikatorer til Kommissionen samt andre data om gennemførelsen af programmet og projekterne

g) modtager betalinger fra Kommissionen og foretager udbetalinger til støttemodtagerne

h) sikrer, at der er sammenhæng og komplementaritet mellem samfinansieringen inden for rammerne af særforordningerne og andre relevante finansielle instrumenter på nationalt plan og på EU-plan

i) overvåger projekterne og kontrollerer, at de udgifter, der er anmeldt i forbindelse med projekter, rent faktisk også er afholdt og er i overensstemmelse med EU-reglerne og de nationale regler

j) sørger for, at der er et system til elektronisk registrering og lagring af regnskabsdata for hvert projekt, der er omfattet af det nationale program, og at de gennemførelsesdata, som er nødvendige for den økonomiske forvaltning, overvågningen, kontrollen og evalueringen, indsamles

k) sikrer, at støttemodtagerne og andre organer, der er involveret i gennemførelsen af projekter, der finansieres inden for rammerne af det nationale program, anvender enten et særskilt regnskabssystem eller hensigtsmæssige regnskabskoder for alle transaktioner i forbindelse med projektet, jf. dog de nationale regnskabsregler

l) sikrer, at evalueringerne af det nationale program, jf. artikel 56 og artikel 57, stk. 1, i forordning (EU) nr. 514/2014, gennemføres inden for de relevante frister

m) sikrer, at de uafhængige evalueringseksperter modtager alle nødvendige oplysninger om forvaltningen af det nationale program med henblik på at gennemføre den evaluering, der er omhandlet i artikel 56 og artikel 57, stk. 1, i forordning (EU) nr. 514/2014

n) indfører procedurer, der sikrer, at alle dokumenter vedrørende udgifter, beslutninger og kontrolaktiviteter har et tilstrækkeligt revisionsspor og overholder de af Kommissionens gennemførelsesforordninger, der er vedtaget med hjemmel i artikel 27, stk. 5, i forordning (EU) nr. 514/2014

o) sikrer, at den uafhængige revisionsmyndighed modtager alle nødvendige oplysninger om forvaltningen og de anvendte kontrolprocedurer samt de udgifter, der er finansieret inden for rammerne af særforordningerne, med henblik på at gennemføre den revision, der er omhandlet i artikel 29 i forordning (EU) nr. 514/2014

p) udarbejder de gennemførelsesrapporter, der er omhandlet i artikel 54 i forordning (EU) nr. 514/2014, og de evalueringsrapporter, der er omhandlet i artikel 57, stk. 1, i forordning (EU) nr. 514/2014, og fremlægger dem for Kommissionen ved brug af SFC2014

q) udarbejder anmodningerne om betaling, jf. artikel 44 i forordning (EU) nr. 514/2014, og fremlægger dem for Kommissionen ved brug af SFC2014

r) gennemfører oplysnings- og PR-aktiviteter og videreformidler resultaterne af programmet, jf. artikel 53 i forordning (EU) nr. 514/2014

s) foretager administrativ kontrol og kontrol på stedet, jf. artikel 27 i forordning (EU) nr. 514/2014

t) samarbejder med Kommissionen og de ansvarlige myndigheder i de andre medlemsstater

u) reagerer på revisionsmyndighedens revisionsresultater enten ved at afhjælpe de konstaterede mangler, eller hvis revisionsmyndighedens revisionsresultater ikke accepteres, ved at fremlægge en detaljeret begrundelse.

Artikel 5

Delegeret myndighed

1.  Den ansvarlige myndighed kan uddelegere nogle eller alle sine opgaver til en delegeret myndighed, jf. artikel 25, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 514/2014. Enhver uddelegering af opgaver skal ske under overholdelse af principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning og sikre overholdelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling og synligheden af EU-finansieringen. De uddelegerede opgaver må ikke give anledning til interessekonflikter.

▼M1

Den delegerede myndighed kan, hvis den ansvarlige myndighed har godkendt det, fungere som gennemførelsesorgan, jf. artikel 8.

▼B

2.  Omfanget af de opgaver, den ansvarlige myndighed uddelegerer til den delegerede myndighed, og de detaljerede procedurer for udførelsen af disse skal fastsættes i et dokument, der undertegnes af den ansvarlige myndighed og den delegerede myndighed. I dokumentet om uddelegering skal som et minimum nævnes:

a) den relevante særforordning

▼M1

b) de(n) opgave(r), der uddelegeres til den delegerede myndighed, herunder hvis det er relevant, de projekter, for hvilke den delegerede myndighed kan fungere som gennemførelsesorgan, jf. artikel 8

▼B

c) den delegerede myndigheds forpligtelse til at kontrollere, at støttemodtagerne overholder EU-reglerne og de nationale regler

d) den delegerede myndigheds pligt til at indføre og fastholde en organisationsstruktur og et forvaltnings- og kontrolsystem, der passer til dens opgaver

e) de oplysninger og bilag, som den delegerede myndighed skal forelægge den ansvarlige myndighed, og de frister, der skal overholdes

f) den ansvarlige myndigheds mekanisme for overvågning af den delegerede myndighed.

3.  I henhold til artikel 25, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 514/2014 må kommunikationen med Kommissionen ikke uddelegeres. Den delegerede myndighed kommunikerer med Kommissionen gennem den ansvarlige myndighed.

4.  Hvis den delegerede myndighed ikke er en offentlig forvaltning eller et privat organ, der har fået overdraget offentlige tjenesteydelsesopgaver, der er omfattet af national lovgivning, uddelegerer den ansvarlige myndighed ikke gennemførelsesbeføjelser til den, som indebærer en betydelig skønsmargen, der vil kunne afspejle overvejelser af politisk art.

5.  Den ansvarlige myndighed er fortsat ansvarlig for de opgaver, den har uddelegeret. Den ansvarlige myndighed gennemgår regelmæssigt de uddelegerede opgaver for at få bekræftet, at det udførte arbejde er tilfredsstillende og i overensstemmelse med EU-reglerne og de nationale regler.

6.  Hvad angår uddelegerede opgaver, finder denne forordning tilsvarende anvendelse på den delegerede myndighed.

Artikel 6

Udlicitering af opgaver

Den ansvarlige myndighed kan udlicitere nogle af sine opgaver. Den er dog fortsat ansvarlig for dem.

Den ansvarlige myndighed gennemgår regelmæssigt de uddelegerede opgaver for at få bekræftet, at det udførte arbejde er tilfredsstillende og i overensstemmelse med EU-reglerne og de nationale regler.



AFDELING III

Den ansvarlige myndigheds forpligtelser med hensyn til offentlig indgriben

Artikel 7

Den ansvarlige myndigheds rolle som tildelende myndighed

1.  Som hovedregel tildeler den ansvarlige myndighed støtte til projekter inden for rammerne af det nationale program på grundlag af offentlige indkaldelser af forslag.

2.  Den ansvarlige myndighed kan tildele støtte til projekter på grundlag af en begrænset indkaldelse af forslag.

Begrænsede indkaldelser af forslag er kun åbne for udvalgte organisationer som følge af projektets særlige art eller den tekniske eller administrative kompetence hos de organer, der opfordres til at indsende forslag.

Begrundelsen for at anvende en begrænset indkaldelse af forslag skal fremgå af indkaldelsen af forslag.

3.  Den ansvarlige myndighed kan tildele støtte uden indkaldelse af forslag, hvis projektets særlige art eller den tekniske eller administrative kompetence hos de relevante organer ikke levner andre muligheder, f.eks. i tilfælde af et retligt eller egentligt monopol.

Begrundelsen for at anvende en begrænset indkaldelse af forslag skal fastsættes i afgørelsen om tildeling af støtte.

4.  I behørigt begrundede tilfælde, herunder fortsættelse af flerårige projekter, der blev udvalgt ved en tidligere indkaldelse af forslag, eller i hastende situationer kan støtten tildeles uden indkaldelse af forslag.

Begrundelsen for, at støtten blev tildelt uden en indkaldelse af forslag, skal fremgå af afgørelsen om tildeling af støtte.

5.  Hvis den ansvarlige myndighed fungerer som støttetildelingsorgan, kan hverken den ansvarlige myndighed eller nogen delegeret myndighed modtage støtte, der tildeles i henhold til denne artikel.

6.  Den ansvarlige myndighed beslutter, hvem der tildeler støtte, og sikrer, at der ikke opstår interessekonflikter, navnlig når ansøgerne er nationale organer.

Artikel 8

Betingelser, hvorunder den ansvarlige myndighed fungerer som gennemførelsesorgan

1.  På grund af de administrative beføjelser eller den tekniske ekspertise eller fordi projektets karakteristika såsom et retligt monopol eller sikkerhedskravene ikke levner andre muligheder for at gennemføre projektet, kan den ansvarlige myndighed beslutte at gennemføre projektet direkte, enten alene eller sammen med andre nationale myndigheder. I så tilfælde er den ansvarlige myndighed støttemodtager.

2.  Den ansvarlige myndigheds begrundelse for at fungere som gennemførelsesorgan og udvælge tilknyttede nationale myndigheder som beskrevet i stk. 1, skal meddeles Kommissionen i den årlige gennemførelsesrapport, der er omhandlet i artikel 54 i forordning (EU) nr. 514/2014.

3.  Ved gennemførelsen af projekter som gennemførelsesorgan overholder den ansvarlige myndighed princippet om økonomisk fordelagtighed og forebygger interessekonflikter.

4.  Den administrative afgørelse om at samfinansiere et projekt inden for rammerne af det nationale program skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at overvåge gennemførelsen af samfinansierede produkter og tjenesteydelser og foranstaltninger til kontrol af de udgifter, der er afholdt.

5.  Hvis det er sandsynligt, at den ansvarlige myndighed regelmæssigt fungerer som gennemførelsesorgan:

a) må den ansvarlige myndighed og revisionsmyndigheden ikke være en del af samme organ, medmindre revisionsmyndigheden rapporterer til et eksternt organ og dens revisionsmæssige uafhængighed er garanteret

b) må den ansvarlige myndigheds opgaver som fastsat i artikel 4 ikke blive påvirket.

Artikel 9

Udvælgelses- og tildelingsprocedure

1.  De indkaldelser af forslag, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, offentliggøres på en sådan måde, at det sikres, at alle kan deltage i proceduren, og at potentielle støttemodtagere informeres herom på passende vis. Alle væsentlige ændringer af indkaldelserne skal offentliggøres på samme måde.

I de indkaldelser af forslag, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1 og 2, skal følgende specificeres:

a) formålet

b) udvælgelses- og tildelingskriterierne

c) retningslinjerne for EU-støtte og eventuelt national støtte, herunder muligheden for at anmode om en øget samfinansieringssats, hvis det er relevant, jf. artikel 16, stk. 5, i forordning (EU) nr. 514/2014

d) retningslinjerne og fristen for indsendelse af forslag

e) reglerne for udgifternes støtteberettigelse

f) projektets varighed og

g) finansielle og andre oplysninger, der skal opbevares og gives meddelelse om.

2.  Inden der træffes afgørelse om tildeling af støtte, skal den ansvarlige myndighed sikre sig, at projektets støttemodtagere er i stand til at opfylde udvælgelses- og støttetildelingskriterierne.

3.  Den ansvarlige myndighed fastsætter procedurerne for modtagelse af forslag. Den foretager på gennemsigtig vis og uden at gøre forskel en formel, teknisk og budgetmæssig analyse og kvalitativ vurdering af forslagene ved anvendelse af de kriterier, der er fastsat i indkaldelsen af forslag. Den ansvarlige myndighed giver en skriftlig begrundelse for ikke at godtage de øvrige forslag.

4.  Af afgørelsen om tildeling af støtte skal mindst fremgå støttemodtagernes navn, de vigtigste detaljer om projektet og dets operationelle mål, maksimumsstørrelsen af EU's bidrag og maksimumssatsen for samfinansieringen af de støtteberettigede udgifter.

5.  Den ansvarlige myndighed informerer alle ansøgere skriftligt om sin afgørelse. Under henvisning til udvælgelses- og støttetildelingskriterierne begrunder den over for ansøgere, der ikke kom i betragtning, hvorfor deres forslag ikke opfyldt kriterierne.

Artikel 10

Dokumenter, hvorved støtten formaliseres, når den ansvarlige myndighed fungerer som støttetildelingsorgan

1.  I de tilfælde, hvor den ansvarlige myndighed fungerer som støttetildelingsorgan, fastsætter den projektforvaltningsprocedurer, der mindst indeholder følgende krav:

a) undertegnelse af støtteaftaler med støttemodtagerne og

b) overvågning af støtteaftalerne, herunder ændringer heraf, ved hjælp af forvaltningstekniske midler såsom brevudvekslinger eller skriftlige rapporter.

2.  Støtteaftalen skal indeholde eller angive følgende:

a) maksimumsstørrelsen af EU-bidraget

b) maksimumsprocentsatsen for EU-bidraget i overensstemmelse med den relevante særforordning

c) en detaljeret beskrivelse og tidsplan for projektet

d) alle større opgaver, som støttemodtageren har til hensigt at udlicitere til tredjeparter, hvis det er relevant, samt de dermed forbundne omkostninger

e) det aftalte foreløbige budget og finansieringsplanen for projektet, herunder udgifter og indtægter, i overensstemmelse med de fastsatte regler for støtteberettigelsen

f) metoden til beregning af størrelsen af EU-bidraget ved projektets afslutning

g) en tidsplan og gennemførelsesbestemmelserne i aftalen, herunder bestemmelser om rapporteringsforpligtelser, ændringer af aftalen og opsigelse af aftalen

h) projektets operationelle mål, herunder de kvantificerede mål og indikatorer, der skal gives meddelelse om

i) bestemmelser om, at støttemodtagerne i tide skal indsamle de fornødne oplysninger for de fælles indikatorer, der er fastsat i særforordningen, samt andre programspecifikke indikatorer og meddele disse data mindst én gang om året

j) definition af de støtteberettigede omkostninger, herunder en beskrivelse af metoden til at fastslå enhedsomkostningerne, de faste beløb og takstfinansiering

k) regnskabskravene og betingelserne vedrørende udbetaling af støtten

l) betingelserne vedrørende revisionsspor

m) bestemmelserne vedrørende databeskyttelse

n) bestemmelserne vedrørende PR.

3.  Som hovedregel skal støtteaftalen undertegnes, inden de projektaktiviteter, der vedrører det nationale program, indledes.

4.  I støtteaftalen skal det udtrykkeligt fastsættes, at Kommissionen eller dens repræsentanter og Revisionsretten har revisionsbeføjelser over for alle støttemodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, der modtager EU-støtte inden for rammerne af det nationale program, og at de udøver disse beføjelser på grundlag af dokumenter og kontrol på stedet.

Artikel 11

Dokumenter, hvorved støtten formaliseres, når den ansvarlige myndighed fungerer som gennemførelsesorgan

1.  I de tilfælde, hvor den ansvarlige myndighed fungerer som gennemførelsesorgan, fastsætter den projektforvaltningsprocedurer, hvori der mindst skal kræves følgende:

a) formalisering af en administrativ afgørelse om samfinansiering af projekter

b) overvågning af de administrative afgørelser og ændringer heraf, ved hjælp af forvaltningstekniske midler såsom brevudvekslinger eller skriftlige rapporter.

2.  Den administrative afgørelse skal indeholde eller angive følgende:

a) maksimumsstørrelsen af EU-bidraget

b) maksimumsprocentsatsen for EU-bidraget i overensstemmelse med den relevante særforordning

c) en detaljeret beskrivelse og tidsplan for projektet

d) alle større opgaver, som støttemodtageren har til hensigt at udlicitere til tredjeparter, hvis det er relevant, samt de dermed forbundne omkostninger

e) det aftalte foreløbige budget og finansieringsplanen for projektet, herunder udgifter og indtægter, i overensstemmelse med de fastsatte regler for støtteberettigelsen

f) metoden til beregning af størrelsen af EU-bidraget ved projektets afslutning

g) projektets operationelle mål, herunder de kvantificerede mål og indikatorer, der skal anvendes

h) bestemmelser om, at den ansvarlige myndighed skal indsamle de krævede data til de fælles indikatorer, der er fastsat i særforordningen, samt andre programspecifikke indikatorer og meddele disse data mindst én gang om året

i) definition af de støtteberettigede omkostninger, herunder en beskrivelse af metoden til at fastslå enhedsomkostningerne, de faste beløb og takstfinansiering

j) regnskabskravene og betingelserne vedrørende udbetaling af støtten

k) betingelserne vedrørende revisionsspor

l) bestemmelserne vedrørende databeskyttelse

m) bestemmelserne vedrørende PR.

3.  Som hovedregel skal den administrative afgørelse træffes, inden de projektaktiviteter, der vedrører det nationale program, indledes.

4.  I den administrative afgørelse skal det udtrykkeligt fastsættes, at Kommissionen eller dens repræsentanter og Revisionsretten har revisionsbeføjelser over for alle støttemodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, der modtager EU-støtte inden for rammerne af det nationale program, og at de udøver disse beføjelser på grundlag af dokumenter og kontrol på stedet.



KAPITEL III

REVISIONSMYNDIGHEDENS STATUS OG REVISIONSFORPLIGTELSER

Artikel 12

Revisionsmyndighedens status

1.  Revisionsmyndigheden fungerer uafhængigt af den ansvarlige myndighed, jf. artikel 59, stk. 5, andet afsnit, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 og artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 514/2014. Revisionsmyndigheden anses for funktionelt uafhængig, når der ikke består noget direkte over- og underordnelsesforhold mellem den og den ansvarlige myndighed, og revisionsmyndigheden selvstændigt afgiver sine udtalelser og erklæringer.

2.  Al revisionsarbejde skal udføres i overensstemmelse med internationalt accepterede revisionsstandarder.

Artikel 13

Udlicitering af revisionsarbejde

Revisionsmyndigheden kan udlicitere en del af revisionsarbejdet til et andet revisionsorgan, forudsat at dette organ fungerer uafhængigt af den ansvarlige myndighed. Revisionsmyndigheden er fortsat ansvarlig for de opgaver, den har udliciteret.

Udliciteret revisionsarbejde skal udføres i henhold til de internationalt accepterede revisionsstandarder og under revisionsmyndighedens nøje overvågning og tilsyn.

▼M1

Artikel 14

Revisioner

1.  For at kunne afgive den erklæring, der er omhandlet i artikel 59, stk. 5, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 ( 2 ), foretager revisionsmyndigheden systemrevisioner, revisioner af udgifter og revisioner af regnskaber.

2.  Ved systemrevisionerne kontrolleres det, om den ansvarlige myndigheds forvaltnings- og kontrolsystemer har fungeret effektivt, således at der er rimelig sikkerhed for, at de finansielle data, der er medtaget i den anmodning om betaling af den årlige saldo, som indgives til Kommissionen, jf. artikel 44 i forordning (EU) nr. 514/2014, er lovlige og formelt rigtige.

På grundlag af disse systemrevisioner kontrollerer revisionsmyndigheden, at der er overensstemmelse med de centrale krav, der er fastsat i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/378 ( 3 ), og at den ansvarlige myndighed fortsat overholder de udpegelseskriterier, der er fastsat i bilag I til nærværende forordning.

3.  Den ansvarlige myndighed foretager revisioner af udgifter for hvert regnskabsår af en egnet stikprøve udtaget af de finansielle data, som den anser for relevante (»udkastet til regnskab«), efter at den har afsluttet alle sine kontroller som omhandlet i artikel 27 i forordning (EU) nr. 514/2014 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/840 ( 4 ).

De finansielle data skal omfatte alle former for betalinger, som den ansvarlige myndighed har foretaget i løbet af et regnskabsår som defineret i artikel 38 i forordning (EU) nr. 514/2014, herunder forudbetalinger, mellemliggende betalinger, endelige betalinger og betalinger vedrørende teknisk bistand og driftsstøtte. De finansielle data skal også for Asyl-, Migrations- og Integrationsfondens vedkommende omfatte antallet af personer, der er omfordelt, genbosat, overført eller lovligt indrejst.

Revisioner af udgifter skal:

 foretages på grundlag af bilag, som udgør revisionssporet, og det skal derved kontrolleres, at de finansielle data i udkastet til regnskab er lovlige og formelt rigtige

 hvis det er relevant, omfatte kontrol på stedet af de udgifter, de støtteberettigede har afholdt, hvilket ligeledes gælder de betalinger, der er foretaget i forbindelse med teknisk støtte og driftsstøtte

 hvis det er relevant, omfatte kontrol af overholdelsen af de krav, der er fastsat for personer, der er omfordelt, jf. Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 og (EU) 2015/1601, personer, der er genbosat, jf. artikel 17 i forordning (EU) nr. 516/2014, personer, der er overført, jf. artikel 18 i forordning (EU) nr. 516/2014 og personer, der er indrejst lovligt, jf. Rådets afgørelse (EU) 2015/1601, og for hvilke der kræves et fast beløb.

 anvendes til at kontrollere, at de betalinger, der er foretaget til støttemodtagerne og registreret af den ansvarlige myndighed i regnskabssystemet, er fuldstændige og nøjagtige, samt at revisionssporet er afstemt på alle niveauer.

Hvis revisionsmyndigheden opdager en fejlprocent i udkastet til regnskab, som er væsentlig, eller problemer, som ser ud til at være af systemisk art, og som derfor indebærer en risiko for andre betalinger, som finansieres inden for rammerne af det nationale program, skal revisionsmyndigheden sikre, at der foretages en nærmere undersøgelse, herunder om nødvendigt yderligere revisioner, for at fastslå problemets omfang. Den maksimale væsentlighedstærskel skal være 2 % af Unionens bidrag til de finansielle data i »udkastet til regnskab«.

Revisionsmyndigheden anbefaler den ansvarlige myndighed de nødvendige korrigerende foranstaltninger, herunder om nødvendigt faste finansielle korrektioner, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/378. Revisionsmyndigheden meddeler resultaterne af revisionerne af udgifter og de tilhørende anbefalinger og korrigerende foranstaltninger i den årlige kontrolrapport, der er omhandlet i artikel 14, stk. 8.

4.  Revisionsmyndigheden fastlægger metoden til udvælgelse af den hensigtsmæssige stikprøve (»stikprøvemetoden«) i overensstemmelse med internationalt anerkendte revisionsstandarder. Stikprøvemetoden skal sætte revisionsmyndigheden i stand til at vurdere den samlede fejlprocent i »udkastet til regnskab« for regnskabsåret.

Revisionsmyndigheden dokumenterer i den årlige kontrolrapport, der er omhandlet i artikel 14, stk. 8, hvilken faglig vurdering den har lagt til grund for fastlæggelsen af den statistiske eller ikkestatiske stikprøvemetode og de anvendte stikprøveparametre. Revisionsmyndigheden opbevarer dokumentation for den stikprøvemetode, der er anvendt, som omfatter planlægning-, udvælgelses-, test- og evalueringsfasen, for at kunne påvise, at den valgte stikprøvemetode er egnet.

Når der ikke kan anvendes statistiske stikprøvemetoder, kan der anvendes en ikkestatistisk stikprøvemetode efter revisionsmyndighedens faglige vurdering. Enhver ikkestatistisk stikprøvemetode skal sikre en vilkårlig udvælgelse af stikprøveelementerne og omfatte mindst 10 % af værdien af de finansielle data, der er medtaget i »udkastet til regnskab«.

Den valgte stikprøvemetode og stikprøvestørrelsen skal sætte revisionsmyndigheden i stand til at drage konklusioner om den samlede population, som stikprøven er udtaget af.

Revisionsmyndigheden kan til dette formål, og hvis det er relevant, stratificere de finansielle data ved at opdele dem i strata, som hver især består af en gruppe af stikprøveenheder med ensartede karakteristika.

Hvis den stikprøve, der er revideret, omfatter mellemliggende betalinger og/eller endelige betalinger til udligning af forudbetalinger, der er angivet i tidligere regnskabsår, falder disse forudbetalinger inden for rammerne af revisionen af udgifter.

Med henblik på indberetning i tabel 10.2 »Resultater af revisioner af udgifter« i den årlige kontrolrapport, der er omhandlet i artikel 14, stk. 8, skal fejlprocenterne og revisionsdækningen beregnes alene på grundlag af den reviderede stikprøve, der er udtaget af de finansielle data i »udkast til regnskab« for det indeværende regnskabsår.

5.  Revisioner af regnskaber foretages for at opnå rimelig sikkerhed for, at årsregnskaberne giver et retvisende billede af de finansielle data, der er meddelt i anmodningen om betaling af den årlige saldo (»det endelige regnskab«), som den ansvarlige myndighed forelægger Kommissionen, jf. artikel 44 i forordning (EU) nr. 514/2014.

For at kunne konkludere, om det endelige regnskab giver et retvisende billede, kontrollerer revisionsmyndigheden, at alle de finansielle data og offentlige bidrag, som den ansvarlige myndighed har modtaget og opført i regnskaberne for regnskabsåret, er korrekt registreret i regnskabssystemet og svarer til de supplerende regnskabsdokumenter, som den ansvarlige myndighed opbevarer. På grundlag af disse regnskaber skal revisionsmyndigheden navnlig:

a) kontrollere, at det samlede beløb i de finansielle data, der er angivet i anmodningen om betaling af den årlige saldo, svarer til den ansvarlige myndigheds regnskaber, og hvis der er forskelle, at der foreligger dokumentation for de relevante forklaringer i regnskaberne for beløbsforskellene

b) kontrollere, at de beløb, som er trukket tilbage og inddrevet, de beløb, der skal inddrives, og de beløb, der ikke har kunnet inddrives ved regnskabsårets udgang, svarer til de beløb, der er opført i den ansvarlige myndigheds regnskabssystem, og understøttes af den ansvarlige myndigheds dokumenterede beslutninger

c) sikre, at den ansvarlige myndighed har udført den administrative og finansielle kontrol og driftskontrollen på stedet, jf. artikel 27 i forordning (EU) nr. 514/2014 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/840.

Den i litra a), b) og c) omhandlede kontrol kan foretages som stikprøvekontrol.

På grundlag af den samlede fejlprocent, som fastlægges ud fra revisionen af udgifter og resultaterne af revisionen af regnskabet, beregner revisionsmyndigheden restfejlprocenten med henblik på at kunne afgive den erklæring, der er omhandlet i artikel 59, stk. 5, i forordning (EU), Euratom) nr. 966/2012. Beregningen af restfejlprocenten skal dokumenteres i den årlige kontrolrapport, der er omhandlet i stk. 8.

6.  Hvis revisionsmyndighedens revisionsresultater efter afslutning af al dens revisionsarbejde tyder på, at der er væsentlige mangler med hensyn til, hvor effektivt den ansvarlige myndigheds forvaltnings- og kontrolsystem fungerer, skal revisionsmyndigheden:

a) vurdere de finansielle virkninger af disse mangler i overensstemmelse med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/378

b) fremsætte passende henstillinger til den ansvarlige myndighed om afhjælpende og forebyggende foranstaltninger

c) føre tilsyn med den ansvarlige myndigheds gennemførelse af de i litra b) ovenfor nævnte foranstaltninger og vurdere, om der findes en handlingsplan for, hvordan det sikres, at forvaltnings- og kontrolsystemerne kommer til at fungere effektivt igen.

7.  Revisionsmyndigheden meddeler sine resultater til den udpegende myndighed, herunder også om den ansvarlige myndighed efter dens mening fortsat opfylder udpegelseskriterierne, jf. artikel 3, stk. 2.

8.  Revisionsmyndigheden sikrer, at alle oplysninger vedrørende dens revisionsaktiviteter, jf. stk. 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7, på passende vis meddeles Kommissionen. Revisionsmyndigheden udarbejder til dette formål en årlig kontrolrapport, hvori de vigtigste resultater af dens revisionsarbejde angives. Den årlige kontrolrapport skal udarbejdes efter modellen i bilaget til denne forordning og sendes til Kommissionen via det elektroniske dataudvekslingssystem, der er nævnt i artikel 2 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 802/2014. Den årlige kontrolrapport skal sendes til Kommissionen senest tre arbejdsdage efter, at den ansvarlige myndighed har indgivet anmodningen om betaling af den årlige saldo til Kommissionen, jf. artikel 44 i forordning (EU) nr. 514/2014.

▼B



KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSE

Artikel 15

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.




BILAG

Udpegelse af den ansvarlige myndighed

1.    Interne forhold

A)    Organisationsstruktur

1) En organisationsstruktur, der sætter den ansvarlige myndighed i stand til at udføre sine opgaver, jf. artikel 4.

2) En organisationsstruktur, der er fastsat i en organisationsplan, der klart og tydeligt viser opgave- og ansvarsfordelingen.

B)    Normer for personaleressourcer

1) Tilstrækkeligt personale til at udføre de opgaver, der er beskrevet i artikel 4.

2) En adskillelse af funktioner, således at ingen ansatte både bevilger, udbetaler og bogfører midler i forbindelse med det nationale program, og ingen udfører en af disse opgaver uden at blive kontrolleret af en anden medarbejder.

3) En skriftlig definition af hvert medarbejders ansvarsområde, herunder en afgrænsning af den pågældendes finansielle beføjelser.

4) En hensigtsmæssig uddannelse af personalet.

5) Procedurer for at undgå interessekonflikter, når personer, der har ansvarsfulde poster, eller som har en nøglestilling med kontrol, anvisning, betaling og bogføring i forbindelse med ansøgninger, udøver andre funktioner uden for den ansvarlige myndighed.

2.    Kontrolaktiviteter

A)    Projektudvælgelse

1) Udvælgelses- og støttetildelingsprocedurer, jf. artikel 9.

2) Procedurer vedrørende indholdet og undertegnelsen af støtteaftaler og forvaltningstekniske afgørelser, jf. artikel 10 og 11.

B)    Procedurer for administrativ kontrol og kontrol på stedet

1) Procedurer for regelmæssig og rettidig information af ledelsen af den ansvarlige myndighed på det relevante niveau om resultaterne af de udførte kontroller for derved at muliggøre ajourføringen af kontrolstrategien og de interne kontrolprocedurer, når der indkredses systemiske mangler, eller der er behov herfor.

2) Beskrivelse af den anvendte metode til udførelse af stikprøvekontrol, når den administrative kontrol eller kontrollen på stedet ikke er fuldstændig, men udføres på grundlag af stikprøver, og en procedure for indrapportering af forskelle og uregelmæssigheder.

3) Hvis andre organer ligger inde med bilag (i papirform eller elektronisk form) vedrørende kontrollen af finansielle fordringer, oplysninger om de procedurer, disse organer og den ansvarlige myndighed har indført for at sikre, at den ansvarlige myndighed har adgang til disse dokumenter.

C)    Procedurer for tilladelse til at betale finansielle fordringer fra støttemodtagere

1) Procedurer, der skal sikre overvågningen af gennemførelsen af støtteaftaler, administrative afgørelser og kontrakter i overensstemmelse med de aftalte vilkår og betingelser.

2) Procedurer for modtagelse, registrering og behandling af finansielle fordringer fra støttemodtagere, hvor navnlig det dokument, der skal anvendes, og proceduren for gennemgangen af det udførte arbejde, beskrives.

3) Tjekliste for den kontrol, som hver medarbejder, der er ansvarlig for at give tilladelser, herunder gennemgang af det udførte arbejde, skal have.

4) Procedure for tilladelse til betaling, herunder kontrol af overholdelsen af EU-reglerne og de nationale regler og den kontrol, der er foreskrevet i artikel 5, stk. 2, og artikel 27 i forordning (EU) nr. 514/2014 for at forebygge og opdage svig og uregelmæssigheder med særlig vægt på de risici, der består.

D)    Betalingsprocedurer

1) Procedurer, der skal sikre, at betalingerne kun sker til bankkonti, der tilhører støttemodtagerne, og at der ikke sker kontantudbetalinger.

2) Procedurer, der skal sikre, at alle betalinger, hvor der ikke sker overførsel, igen krediteres budgettet for det nationale program.

E)    Regnskabsprocedurer

Regnskabsprocedurer, der skal sikre, at årsregnskaberne er fuldstændige og præcise og fremlægges til tiden, og at alle fejl og udeladelser opdages og berigtiges, navnlig ved hjælp af periodisk kontrol og afstemninger.

F)    Forudbetalingsprocedurer

1) Procedurer, der skal sikre, at udbetalingen af forskud til støttemodtagere opføres særskilt i regnskabsbilagene.

2) Procedurer, der skal sikre, at forskuddene afvikles inden for de fastsatte frister, og at forskud, der endnu ikke er afviklet, identificeres.

G)    Procedurer for udestående fordringer

1) Procedurer, der skal sikre, at kriterierne i punkt A til D finder tilsvarende anvendelse på beløb, som den ansvarlige myndighed skal inddrive, jf. artikel 21, litra h), i forordning (EU) nr. 514/2014.

2) Procedurer, der skal sikre en korrekt opfølgning af udstedte tilbagebetalingspålæg og betaling af eventuelle morarenter.

3) Procedurer, der skal sikre, at årsagerne til, at beløb ikke inddrives, indkredses, således at det kan vurderes, om medlemsstaten skal betale dem tilbage til EU-budgettet.

4) System til identifikation af udestående fordringer og registrering af alle sådanne skyldige beløb, indtil de modtages i debitorbogholderiet.

5) Procedurer, der skal sikre, at debitorbogholderiet kontrolleres regelmæssigt for at sikre, at det er pålideligt og fuldstændigt.

H)    Procedurer til afsløring af uregelmæssigheder og svig

1) Definitioner af uregelmæssigheder i overensstemmelse med EU's krav.

2) Mekanismer, der skal sikre, at uregelmæssigheder opdages rettidigt, og at der straks kan træffes afhjælpende foranstaltninger.

3) Procedurer for indførelse af forholdsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af svig.

4) Procedurer, der skal sikre, at Kommissionen løbende informeres om de konstaterede uregelmæssigheder og alle afhjælpende foranstaltninger, der er truffet i årsregnskaberne, hvis det er relevant.

I)    Revisionsspor

Procedure, der skal sikre et tilstrækkeligt revisionsspor i overensstemmelse med den gennemførelsesforordning, der vedtages med hjemmel i artikel 27, stk. 5, i forordning (EU) nr. 514/2014, ved fremlæggelse af dokumentation, som skal opbevares i den ansvarlige myndigheds lokaler, vedrørende udvælgelsen af projekter, godkendelser, regnskaber og betaling af finansielle fordringer fra en støttemodtager samt håndtering af forskud og skyldige beløb.

3.    Intern information og kommunikation

A)    Kommunikation

1) Procedurer, der skal sikre, at:

a) alle ændringer af EU-lovgivningen registreres

b) instruktioner, databaser og tjeklister ajourføres, så disse ændringer afspejles heri

c) alle interesserede parter såsom den delegerede myndighed informeres om disse ændringer rettidigt.

2) Procedurer, der skal sikre, at alle støttemodtagere er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver og gennemføre foranstaltningerne.

3) Procedurer, der skal sikre tilstrækkelig efterfølgende information af ansøgerne om resultaterne af udvælgelsesprocessen.

B)    Informationssystemernes sikkerhed

1) Sikkerheden ved de(t) informationssystem(er), der anvendes, i overensstemmelse med de seneste internationalt accepterede standarder.

2) Procedurer, der skal sikre, at de finansielle og teknologiske foranstaltninger står i et rimeligt forhold til risiciene.

4.    Internt tilsyn og rapportering

A)    Interne dokumenter og rapporter

1) Dokumenterede procedurer og tilsvarende tjeklister, der skal suppleres, for at:

a) støtte arbejdet i det overvågningsudvalg, der er omhandlet i artikel 12, stk. 4, i forordning (EU) nr. 514/2014 og forsyne det med de oplysninger, det kræver for at udføre sine opgaver, specielt oplysninger om fremskridt med hensyn til at nå målene i det operationelle program, finansielle data og data vedrørende indikatorer og delmål

b) udarbejde årlige og endelige gennemførelsesrapporter og forelægge dem for Kommissionen

c) udarbejde de dokumenter, der udgør anmodningen om betaling af den årlige saldo, jf. artikel 44 i forordning (EU) nr. 514/2014

d) sikre, at den øverste ledelse modtager alle de rapporter og oplysninger, der er nødvendige for effektivt at kunne overvåge gennemførelsen af de programmer, den er ansvarlig for

e) sikre, at den øverste ledelse modtager rapporterne vedrørende de uafhængige vurderinger af eller revisioner vedrørende den måde, hvorpå deres system fungerer.

2) Dokumenterede procedurer for rapportering og overvågning, hvis den ansvarlige myndighed har ansvaret for at udføre opgaver for et andet organ.

B)    Overvågning af andre opgaver, der ikke udføres af myndighederne selv

1) Procedurer, der skal sikre, at overvågningsmekanismerne er på plads, så der sikres en forsvarlig finansiel forvaltning, når organer handler under den ansvarlige myndigheds ansvar, dog med undtagelse af delegerede myndigheder.

2) Procedurer, der skal sikre, at overvågningsmekanismerne er på plads, så der sikres fælles kontrolmetoder og ensartethed, hvis kontrolaktiviteterne udliciteres.

3) Procedurer, der skal sikre, at forordningens artikel 5, stk. 4, overholdes, hvis den ansvarlige myndighed uddelegerer aktiviteter.

▼M1




BILAG II

Model til den årlige kontrolrapport

Årlig kontrolrapport [FOND]

1.   INDLEDNING

Dette afsnit skal indeholde følgende oplysninger:

1.1. En identifikation af revisionsmyndigheden og andre organer, som har medvirket ved udarbejdelsen af rapporten.

1.2 Referenceperioden (dvs. regnskabsåret ( 5 )).

2.   OPFYLDELSE AF UDPEGELSESKRITERIER OG VÆSENTLIGE ÆNDRINGER I FORVALTNINGS- OG KONTROLSYSTEMER (hvis det er relevant)

Dette afsnit skal indeholde følgende oplysninger:

2.1. Nærmere oplysninger om væsentlige ændringer af forvaltnings- og kontrolsystemerne i tilknytning til de kompetente myndigheders ansvarsområder (herunder en eventuel uddelegering af funktioner), ikrafttrædelsesdatoen for sådanne ændringer samt konsekvenserne af ændringerne for revisionsarbejdet.

2.2. På grundlag af det revisionsarbejde, der foretages af revisionsmyndigheden, en bekræftelse af, at forvaltnings- og kontrolsystemet stadig opfylder de udpegelseskriterier, der er fastlagt i artikel 2 og i bilag I til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1042/2014.

2.3. Oplysninger om rapportering til den udpegende myndighed om den ansvarlige myndigheds opfyldelse af udpegelseskriterierne i artikel 2, stk. 2, og bilag I til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1042/2014.

3.   ÆNDRINGER AF REVISIONSSTRATEGIEN

Dette afsnit skal indeholde følgende oplysninger:

3.1. Nærmere oplysninger om de ændringer, der er foretaget af revisionsstrategien, og en redegørelse for årsagerne til disse ændringer, især oplysninger om ændringer af den stikprøvemetode, der anvendes ved revision af udgifter (se afsnit 5 nedenfor).

4.   SYSTEMREVISIONER

Dette afsnit skal indeholde følgende oplysninger:

4.1. Nærmere oplysninger om de organer, der har foretaget systemrevisionerne for at kontrollere, om fondens forvaltnings- og kontrolsystem har fungeret effektivt (jf. artikel 14, stk. 2, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1042/2014).

4.2. I forbindelse med tabel 10.1 »Resultater af systemrevisioner«, der er bilagt den årlige kontrolrapport, en beskrivelse af de vigtigste resultater og af de konklusioner, der er draget af systemrevisionerne vedrørende centrale krav.

4.3. En angivelse af, hvorvidt nogle af de konstaterede problemer anses for at være systemiske, en kvantificering af uregelmæssige finansielle data og en angivelse af de korrigerende foranstaltninger, der er truffet for at afhjælpe sådanne systemiske fejl, herunder eventuelle finansielle korrektioner, der er foretaget i henhold til artikel 46 i forordning (EU) nr. 514/2014 og gennemførelsesforordning (EU) 2015/378.

4.4. Oplysninger om opfølgning på revisionsanbefalinger fra de systemrevisioner, der er foretaget i tidligere år.

5.   REVISION AF UDGIFTER

Dette afsnit skal indeholde følgende oplysninger:

5.1. Nærmere oplysninger om de organer, der har foretaget revision af udgifter (jf. artikel 14, stk. 3 og 4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1042/2014).

5.2. En beskrivelse af den anvendte stikprøvemetode med angivelse af, hvilke stikprøveparametre ( 6 ) der er anvendt, og hvilke beregninger og hvilken faglig vurdering der ligger til grund for stikprøveudtagningen ( 7 ), en beskrivelse af, hvordan den samlede fejlprocent (herunder stratifikation, hvis det er relevant) er beregnet, og oplysninger om, hvorvidt metoden er i overensstemmelse med revisionsstrategien. Hvis der er anvendt stratifikation, skal parametrene for strata beskrives.

5.3. En analyse af de vigtigste resultater af revisionen af udgifter med angivelse af antallet af reviderede stikprøveenheder, de respektive beløb og typer af finansielle data, der er reviderede, de konstaterede fejls karakter ( 8 ) og type ( 9 ), og de gældende korrigerende foranstaltninger, som revisionsmyndigheden har foreslået (herunder foranstaltninger til, hvordan lignende fejl kan undgås fremover, finansielle korrektioner af de individuelle uregelmæssigheder, der er konstateret, samt eventuelle gældende ekstrapolerede finansielle korrektioner eller finansielle standardkorrektioner ( 10 )). Hvis der anvendes stratifikation, skal der gives yderligere oplysninger om de enkelte strata i dette afsnit, og de skal opsummeres i tabel 10.2 »Resultater af revisioner af udgifter«, der er knyttet som bilag til den årlige kontrolrapport.

5.4. Hvis den stikprøve, der er revideret, omfatter mellemliggende betalinger og/eller endelige betalinger til udligning af forudbetalinger, der er angivet i regnskaberne for tidligere regnskabsår, skal de forudbetalinger, som er omfattet af revisionen af udgifter, de konstaterede fejl og de relevante finansielle korrektioner vedrørende disse forudbetalinger fremgå af tabel 10.3 »Resultater af revisioner af yderligere udgifter«, der er knyttet som bilag til den årlige kontrolrapport.

5.5. En redegørelse for, hvordan fejlprocenterne i tabel 10.2 er beregnet, og hvor det er relevant, oplysninger om revisioner af de yderligere udgifter, der fremgår af tabel 10.3.

5.6. Oplysninger om, hvorvidt de uregelmæssigheder, der er konstateret i forbindelse med revisionen af udgifter, anses for at være systemiske og derfor indebærer en risiko for andre betalinger, herunder kvantificering af deres indvirkning på populationen og eventuelle tilhørende finansielle korrektioner.

5.7. Oplysninger om status over den ansvarlige myndigheds gennemførelse af de korrigerende foranstaltninger, herunder de finansielle korrektioner, som revisionsmyndigheden har foreslået som følge af revisionerne af udgifter, inden indsendelse af det »endelige regnskab« til Kommissionen. Samtlige afvigelser mellem de korrektioner, revisionsmyndigheden har foreslået, og de korrektioner, den ansvarlige myndighed har foretaget, bør oplyses.

5.8. Oplysninger om opfølgningen på tidligere års revision af udgifter, navnlig om systemiske mangler.

6.   REVISION AF REGNSKABER

Dette afsnit skal indeholde følgende oplysninger:

6.1. Nærmere oplysninger om de organer, der har foretaget revisioner af udgifter (jf. artikel 14, stk. 5, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1042/2014).

6.2. En beskrivelse af den revisionsmetode, der er anvendt til at kontrollere de finansielle data i regnskaberne, som ledsager anmodningen om betaling af den årlige saldo, der indgives af den ansvarlige myndighed, jf. artikel 14, stk. 5, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1042/2014. Denne bør omfatte en henvisning til det revisionsarbejde, der er udført i forbindelse med systemrevisioner (se afsnit 4) og revisioner af udgifter (se afsnit 5) af relevans for den sikkerhed, der skal opnås for regnskaberne.

6.3. Konklusioner, der er draget af revisionen af regnskabet med hensyn til, om de finansielle data i de regnskaber, der ledsager anmodningen om betaling af den årlige saldo fra den ansvarlige myndighed, giver et retvisende billede, og med hensyn til de finansielle korrektioner, der er foretaget og afspejlet i regnskaberne som følge af sådanne revisioner.

6.4. En angivelse af, hvorvidt eventuelle konstaterede uregelmæssigheder anses for at være systemiske, og hvilke korrigerende foranstaltninger der er truffet.

7.   KOORDINERING MELLEM REVISIONSORGANERNE OG REVISIONSMYNDIGHEDENS TILSYNSOPGAVER (hvis dette er relevant)

Dette afsnit skal indeholde følgende oplysninger:

7.1. En beskrivelse af proceduren for koordinering mellem revisionsmyndigheden og eventuelle revisionsorganer, der foretager revisioner i henhold til artikel 13 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1042/2014, hvis dette er relevant.

7.2. En beskrivelse af den procedure for tilsyn og kvalitetskontrol, som revisionsmyndigheden har anvendt på det revisionsarbejde, der er udført af sådanne revisionsorganer.

8.   YDERLIGERE OPLYSNINGER

Dette afsnit skal indeholde følgende oplysninger:

8.1. Hvis det er relevant, oplysninger om indberettet svig og mistanke om svig, der er konstateret som led i revisionsmyndighedens revisioner (herunder de tilfælde, der er indberettet af andre nationale organer eller EU-organer, og som vedrører de foranstaltninger, revisionsmyndigheden har revideret), samt om de foranstaltninger, der er truffet.

8.2. Hvis det er relevant, oplysninger om, hvad der efterfølgende skete, efter at »udkastet til regnskab« for regnskabsåret var blevet videresendt til revisionsmyndigheden, og før den tilhørende årlige kontrolrapport var blevet sendt til Kommissionen, og som kan være relevant for revisionsmyndighedens erklæring. Navnlig bør der gøres opmærksom på og redegøres nærmere for eventuelle forskelle mellem de finansielle data, der er forelagt af den ansvarlige myndighed i »udkastet til regnskab« (dvs. den population, som den reviderede stikprøve er udtaget af ( 11 )), og det endelige regnskab, der er sendt til Kommissionen.

9.   OVERORDNET SIKKERHEDSGRAD

9.1. En angivelse af den overordnede sikkerhedsgrad for, at forvaltnings- og kontrolsystemet fungerer hensigtsmæssigt ( 12 ), og en redegørelse for, hvordan denne sikkerhedsgrad er opnået ved kombinationen af resultaterne af systemrevisionerne og revisionerne af udgifter og regnskab. Hvis det er relevant, skal revisionsmyndigheden også tage hensyn til resultaterne af det revisionsarbejde, der er foretaget af andre nationale revisionsorganer eller af EU-organer, og som kan have betydning for de finansielle data, der meddeles for regnskabsåret.

9.2. En vurdering af eventuelle afhjælpende og korrigerende foranstaltninger, der er gennemført af revisionsmyndigheden, såsom finansielle korrektioner, og en angivelse af, om der er behov for yderligere korrigerende foranstaltninger set både fra et systemperspektiv og et finansielt perspektiv.

10.   BILAG TIL DEN ÅRLIGE KONTROLRAPPORT

10.1. Resultater af systemrevisioner (skabelon nedenfor)

10.2. Resultater af revisioner af udgifter (skabelon nedenfor)

10.3. Resultater af revisioner af yderligere udgifter (hvis det er relevant)

10.1. Resultater af systemrevisioner



Revideret enhed (f.eks. ansvarlig myndighed og delegeret myndighed)

Revisionens betegnelse

Dato for den endelige revisionsberetning

Centrale krav (CK) (hvis det er relevant)

[som defineret i tabel 1 — bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/378]

 

 

CK1

CK2

CK3

CK4

CK5

CK6

CK7

CK8

CK9

Overordnet vurdering (kategori 1, 2, 3 og 4) (som defineret i tabel 2 — Bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/378)

Bemærkninger

 

 

 

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 

 

 

 

 

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 (1)

 

 

(1)   Kategori 1, 2, 3 og 4 som defineret i tabel 2 — Bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/378.

10.2. Resultater af revisioner af udgifter



A

B

C

D

E

F

G

H

I

J

 

Fond/betalingstype (1)

Beløb i EUR svarende til populationen eller delpopulationen i »udkastet til regnskab«, som stikprøven er udtaget af (2)

Revideret stikprøve (i EUR) (3)

Revideret stikprøve (i % af populationen) [D = C/B]

Fejlbeløb, der er konstateret af revisionsmyndigheden, i stikprøven (i EUR) (4)

Fejlprocent i stikprøven

[F = E/C] (4)

Samlet fejlprocent i populationen (5)

Samlet fejlbeløb i populationen (i EUR)

[H = G × B]

Den ansvarlige myndigheds finansielle korrektioner

(i EUR) som følge af den samlede fejlprocent (6)

Samlet restfejlprocent (7)

[J = (H – I)/B]

Bemærkninger

Strata (hvis det er relevant) (1)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I alt (A)

I alt (B)

Beløb i EUR

%

 

 

 

 

 

 

 

10.3. Resultater af revisioner af yderligere udgifter (8)



K

L

M

N

O

 

Beskrivelse

Referencenummer på fond/projekt/betaling

Yderligere reviderede udgifter (3)

Fejlbeløb i de yderligere reviderede udgifter (4)

Den ansvarlige myndigheds finansielle korrektioner for de yderligere reviderede udgifter (6)

Bemærkninger

Udgifter forbundet med mellemliggende betalinger eller endelige betalinger, der er medtaget i den vilkårlige/statistiske stikprøve

 

 

 

 

 

Andet (angives nærmere) …

 

 

 

 

 

(1) Hvis de finansielle oplysninger — dvs. den reviderede population — er inddelt i forskellige strata (f.eks. forudbetalinger, mellemliggende betalinger og endelige betalinger eller andet), angives der oplysninger for de enkelte strata, hvis det er relevant. Der er afsat en linje for hver stratum, og i afsnit 5 i den årlige kontrolrapport beskrives strataparametrene.

(2) Kolonne B henviser til den population, der skal revideres, dvs. »udkastet til regnskab«, der repræsenterer alle de betalinger, den ansvarlige myndighed har foretaget i det indeværende regnskabsår, hvorfra stikprøven er udtaget.

(3) Hvis den stikprøve, der skal revideres, og som er udtaget af det indeværende regnskabsår, omfatter mellemliggende betalinger og/eller endelige betalinger, der udligner forudbetalinger angivet i regnskaberne for tidligere regnskabsår, falder disse forudbetalinger inden for rammerne af revisionen af udgifter for de mellemliggende betalinger og/eller endelige betalinger, der indgår i stikprøven.

Til indberetningsformål er det dog kun de mellemliggende betalinger eller endelige betalinger, der indgår i den stikprøve, som er udtaget af udkastet til regnskab for det indeværende regnskabsår, der skal angives i tabel 10.2 (kolonne C) og tages i betragtning ved beregning af revisionens omfang for det indeværende regnskabsår (kolonne D).

Det »forudbetalingsbeløb«, som udlignes af mellemliggende betalinger og/eller endelige betalinger og kontrolleres som led i revisionen af udgifter, angives i tabel 10.3, kolonne M. Se også fodnote 8.

(4) Revisionsmyndigheden indberetter de fejl, der er konstateret i stikprøven (som beløb og procentdel af stikprøven), før den ansvarlige myndighed foretager nogen finansielle korrektioner som følge af revisionsmyndighedens revisionsarbejde.

Det er kun de fejlbeløb, der vedrører de reviderede mellemliggende betalinger eller endelige betalinger, der er udtaget af udkastet til regnskab for det indeværende regnskabsår, der skal tages i betragtning ved beregning og indberetning af fejlbeløb og fejlprocent i tabel 10.2, kolonne E og F.

Det konstaterede fejlbeløb, som har indvirkning på det »forudbetalingsbeløb«, der udlignes, bør angives i tabel 10.3, kolonne N.

(5) Den samlede fejlprocent i populationen er revisionsmyndighedens skøn over den samlede fejlprocent i »udkastet til regnskab« for det indeværende regnskabsår. Den samlede fejlprocent beregnes, før den ansvarlige myndighed foretager finansielle korrektioner.

Revisionsmyndigheden beskriver den metode, der anvendes til at vurdere den samlede fejlprocent samt de underliggende beregninger (herunder oplysninger om stratifikation, hvis det er relevant) i afsnit 5 i den årlige kontrolrapport. I princippet skal den samlede fejlprocent være summen af de forventede vilkårlige fejl og, hvis det er relevant, det samlede beløb af systemiske fejl i populationen og eventuelle ukorrigerede unormale fejl divideret med populationen.

(6) I kolonne I angives de finansielle korrektioner, den ansvarlige myndighed har foretaget alene for den population, der revideres, dvs. »udkastet til regnskab« for det indeværende regnskabsår, hvorfra stikprøven er udtaget.

Finansielle korrektioner, der vedrører det »forudbetalingsbeløb«, der er udlignet, bør angives i tabel 10.3, kolonne O.

(7) I kolonne J angives restfejlprocenten i regnskabet, efter at den ansvarlige myndighed har foretaget finansielle korrektioner alene for det indeværende regnskabsår.

Ukorrigerede fejl i det »forudbetalingsbeløb«, som er udlignet, bør ikke medtages i beregningen af restfejlprocenten for regnskabet for det indeværende regnskabsår.

(8) I tabel 10.3 angiver revisionsmyndigheden resultaterne af de revisioner, der er foretaget af enheder ud over de reviderede beløb, der er angivet i tabel 10.2. Hvis revisionsmyndigheden anser det for nødvendigt at foretage yderligere revision (f.eks. risikobaserede revisioner eller revisioner af negative betalinger eller nul betalinger), bør resultaterne af disse yderligere revisioner også angives i tabel 10.3.



( 1 ) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 802/2014 af 24. juli 2014 om fastsættelse af modeller for nationale programmer og vilkår og betingelser for det elektroniske dataudvekslingssystem mellem Kommissionen og medlemsstaterne i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 514/2014 om almindelige bestemmelser om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring (EUT L 219 af 25.7.2014, s. 22).

( 2 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

( 3 ) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/378 af 2. marts 2015 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 514/2014 for så vidt angår gennemførelsen af den årlige regnskabsafslutningsprocedure og gennemførelsen af den efterprøvende regnskabsafslutning (EUT L 64 af 7.3.2015, s. 30).

( 4 ) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/840 af 29. maj 2015 om de ansvarlige myndigheders kontrol i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 514/2014 om almindelige bestemmelser om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring (EUT L 134, af 30.5.2015, s. 1).

( 5 ) Jf. definitionen i artikel 38 i forordning (EU) nr. 514/2014.

( 6 ) Stikprøveparametrene omfatter stikprøveenheden, populationsværdi, populationsstørrelse, stikprøveværdi, stikprøvestørrelse, revisionsdækning (i EUR og i procent af de enheder og beløb, der er dækket) og kriterierne for stikprøveudtagning. Ved statistiske stikprøver bør væsentlighedstærskel, fortrolighedsniveau, forventet fejlprocent og stikprøveinterval også angives.

( 7 ) Ved anvendelse af ikkestatiske stikprøver bør revisionsmyndigheden angive, hvilke skridt der er taget for at sikre stikprøvens vilkårlighed (og repræsentativitet) og sikre, at stikprøvens størrelse er tilstrækkelig til at give revisionsmyndigheden mulighed for at vurdere den samlede fejlprocent for populationen og udarbejde en gyldig revisionsudtalelse.

( 8 ) F.eks.: støtteberettigelse, offentlige indkøb og statsstøtte.

( 9 ) Vilkårlige, systemiske eller unormale fejl.

( 10 ) Finansielle standardkorrektioner og/eller ekstrapolerede finansielle korrektioner kan komme på tale, hvis der f.eks. er systemiske fejl, og/eller hvis den samlede fejlprocent på udkastet til regnskab er væsentlig.

( 11 ) Kolonne B i tabel 10.2.

( 12 ) Den overordnede sikkerhedsgrad skal svare til én af de fire kategorier, der er fastlagt i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/646: Kategori 1 (Fungerer godt. Ingen eller kun mindre forbedringer påkrævet), kategori 2 (Fungerer. Visse forbedringer påkrævet) kategori 3 (Fungerer delvist. Omfattende forbedringer påkrævet) og kategori 4 (Fungerer grundlæggende ikke).