2013R0549 — DA — 24.08.2015 — 001.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 549/2013

af 21. maj 2013

om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union

(EØS-relevant tekst)

(EUT L 174 af 26.6.2013, s. 1)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2015/1342 af 22. april 2015

  L 207

35

4.8.2015




▼B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 549/2013

af 21. maj 2013

om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union

(EØS-relevant tekst)



EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 338, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank ( 1 ),

efter den almindelige lovgivningsprocedure ( 2 ), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Til politikudformning i Unionen og overvågning af medlemsstaternes økonomier og Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) kræves der sammenlignelige, ajourførte og pålidelige oplysninger om økonomiens struktur og udviklingen af den økonomiske situation i de enkelte medlemsstater eller regioner.

(2)

Kommissionen bør bidrage til overvågningen af medlemsstaternes økonomier og ØMU'en og navnlig med regelmæssige mellemrum aflægge rapport til Rådet om medlemsstaternes opfyldelse af deres forpligtelser i forbindelse med ØMU'en.

(3)

Unionens borgere har brug for økonomiske regnskaber som et grundlæggende værktøj til analyse af den økonomiske situation i en medlemsstat eller region. Af hensyn til sammenligneligheden bør sådanne regnskaber udarbejdes på grundlag af ét enkelt sæt principper, der ikke giver mulighed for forskellige fortolkninger. De fremlagte oplysninger bør være så præcise, komplette og rettidige som muligt for at sikre størst mulig gennemsigtighed for alle sektorer.

(4)

Kommissionen bør bruge national- og regionalregnskabsaggregater til Unionens administrative formål og navnlig til budgetberegninger.

(5)

I 1970 blev der udsendt et administrativt dokument med titlen »Det Europæiske Nationalregnskabssystem« (ENS), som dækkede denne forordnings område. Dette dokument var udarbejdet af De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor alene og på dettes eget ansvar og var resultatet af dettes og de nationale statistiske kontorers fælles arbejde gennem en årrække for at udarbejde et nationalregnskabssystem til at imødekomme de krav, som De Europæiske Fællesskabers økonomiske og sociale politik stillede. Det var en fællesskabsversion af De Forenede Nationers nationalregnskabssystem, som indtil da var blevet anvendt i Fællesskaberne. Med henblik på ajourføring af den oprindelige tekst blev anden udgave af dette dokument offentliggjort i 1979 ( 3 ).

(6)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab ( 4 ) blev der indført et nationalregnskabssystem, som imødekommer de krav, som Fællesskabets økonomiske, sociale og regionale politik stiller. Dette system var i store træk konsistent med det dengang nye nationalregnskabssystem, som FN's Statistiske Kommission vedtog i februar 1993 (1993 SNA) for at sikre, at nationalregnskabstallene for samtlige lande, der er medlemmer af FN, ville være sammenlignelige internationalt.

(7)

1993 SNA blev ajourført i form af et nyt nationalregnskabssystem (SNA 2008), som FN's Statistiske Kommission vedtog i februar 2009 for at bringe nationalregnskaberne bedre i overensstemmelse med det nye økonomiske miljø, fremskridtene inden for metodeforskning og brugernes behov.

(8)

Der er behov for at revidere det europæiske nationalregnskabssystem, der blev indført ved forordning (EF) nr. 2223/96 (ENS 95), så det tager højde for udviklingen i SNA, således at det reviderede europæiske nationalregnskabssystem som oprettet ved nærværende forordning, udgør en udgave af SNA 2008, som er tilpasset strukturen i medlemsstaternes økonomier, og således at Unionens oplysninger kan sammenlignes med dem, som de vigtigste internationale samarbejdspartnere udarbejder.

(9)

Med henblik på udarbejdelse af miljøøkonomiske regnskaber som satellitregnskaber til det reviderede europæiske nationalregnskabssystem, fastlagde Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 691/2011 af 6. juli 2011 om europæiske miljøøkonomiske regnskaber ( 5 ) en fælles ramme for indsamling, udarbejdelse, fremsendelse og evaluering af data til europæiske miljøøkonomiske regnskaber.

(10)

For så vidt angår miljø- og socialregnskaber bør der ligeledes tages fuldt hensyn til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet »BNP og mere — Måling af fremskridt i en verden i forandring« af 20. august 2009. Der er behov for energisk at foretage metodeundersøgelser og test af oplysninger, specielt vedrørende »BNP og mere« og Europa 2020-strategien, for at udvikle en mere fuldstændig tilgang til måling af velfærd og fremgang og dermed medvirke til at fremme intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst. Spørgsmålene om miljøeksternaliteter og sociale uligheder bør tages op i den sammenhæng. Der bør også tages hensyn til spørgsmålet om ændringer i produktiviteten. Dette bør gøre det muligt at stille data til rådighed, der supplerer BNP, så hurtigt som muligt. Kommissionen bør i 2013 forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en opfølgende meddelelse om »BNP og mere« og om nødvendigt lovgivningsmæssige forslag i 2014. Data vedrørende national- og regionalregnskaberne bør betragtes som et middel, som kan anvendes til at følge disse mål.

(11)

Muligheden for eventuelt at anvende nye, automatiserede realtidssystemer til indsamling af data bør undersøges.

(12)

Det reviderede europæiske nationalregnskabssystem som oprettet ved nærværende forordning (ENS 2010) indeholder en metode og et fremsendelsesprogram, der fastlægger de regnskaber og tabeller, som alle medlemsstater skal indsende inden for nærmere angivne frister. Kommissionen bør stille disse regnskaber og tabeller til rådighed for brugerne på nærmere angivne tidspunkter og, hvis det er relevant, i henhold til en på forhånd meddelt tidsplan for offentliggørelse, navnlig med sigte på overvågning af den økonomiske konvergens og for at sikre nøje koordinering mellem medlemsstaternes økonomiske politikker.

(13)

Offentliggørelsen af data bør ske på en brugervenlig måde, hvorved der gives tilgængelig og nyttig information til Unionens borgere og interessenter.

(14)

ENS 2010 skal gradvis erstatte alle andre systemer som en referenceramme med fælles standarder, definitioner, klassifikationer og regnskabsregler, der skal anvendes ved udarbejdelsen af medlemsstaternes regnskaber til brug for Unionen, således at der opnås resultater, der er sammenlignelige medlemsstaterne imellem.

(15)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1059/2003 af 26. maj 2003 om indførelse af en fælles nomenklatur for regionale enheder (NUTS) ( 6 ) bør alle statistiske data, som medlemsstaterne indsender til Kommissionen, og som skal opdeles efter regionale enheder, være udarbejdet i henhold til NUTS-nomenklaturen. For at der kan udarbejdes sammenlignelige regionale statistikker, bør de regionale enheder derfor defineres i overensstemmelse med NUTS-nomenklaturen.

(16)

Fremsendelse af oplysninger fra medlemsstaterne, herunder fortrolige statistiske oplysninger, er underlagt bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 af 11. marts 2009 om europæiske statistikker ( 7 ). I overensstemmelse hermed bør foranstaltninger, der træffes i overensstemmelse med denne forordning, derfor også sikre beskyttelse af fortrolige oplysninger og sikre, at der ikke sker uretmæssig videregivelse eller anvendelse i ikkestatistisk øjemed, når europæiske statistikker udarbejdes og formidles.

(17)

Der er oprettet en taskforce med henblik på en nærmere undersøgelse af spørgsmålet om behandlingen af indirekte målte finansielle formidlingstjenester (FISIM) i nationalregnskaberne, herunder en undersøgelse af en risikotilpasset metode, der udelukker risiko fra FISIM-beregninger for at afspejle de forventede fremtidige omkostninger ved realiseret risiko. Under hensyntagen til taskforcens konklusioner kan det blive nødvendigt at ændre den metode, der anvendes til beregning og allokering af FISIM, ved hjælp af en delegeret retsakt, således at der kan opnås forbedrede resultater.

(18)

Udgifter til forskning og udvikling udgør investering og bør derfor registreres som faste bruttoinvesteringer. Det er dog nødvendigt ved hjælp af en delegeret retsakt at præcisere formatet for de data vedrørende forskning og udvikling, der skal registreres som faste bruttoinvesteringer, når der via en test baseret på udviklingen af supplerende tabeller er opnået tilstrækkelig tillid til dataenes pålidelighed og sammenlignelighed.

(19)

Rådets direktiv 2011/85/EU af 8. november 2011 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer ( 8 ) foreskriver, at relevante oplysninger om eventualforpligtelser med potentielt betydelige virkninger for de offentlige budgetter, herunder statsgarantier, nødlidende lån og forpligtelser i forbindelse med driften af offentlige selskaber, herunder omfanget heraf, skal offentliggøres. Disse krav nødvendiggør yderligere offentliggørelse ud over den, der kræves i henhold til denne forordning.

(20)

I juni 2012 nedsatte Kommissionen (Eurostat) en taskforce til at undersøge indvirkningen af direktiv 2011/85/EU på indsamlingen og formidlingen af finanspolitiske data, som fokuserede på gennemførelsen af kravene vedrørende eventualforpligtelser og andre relevante oplysninger, der kan have potentielt betydelige virkninger for de offentlige budgetter, herunder statsgarantier, offentlige selskabers forpligtelser, offentlig-private partnerskaber (OPP'er), nødlidende lån og statslig deltagelse i selskabers kapital. En fuld gennemførelse af arbejdet i denne taskforce ville bidrage til en korrekt analyse af de underliggende økonomiske relationer i OPP-kontrakter, herunder, hvis det er relevant, risici i forbindelse med bygge- og anlægsvirksomhed, tilgængelighed og efterspørgsel, og opfangning af implicit gæld i ikkebalanceførte OPP'er, og dermed fremme øget gennemsigtighed og pålidelige gældsstatistikker.

(21)

Udvalget for Økonomisk Politik nedsat ved Rådets afgørelse 74/122/EØF ( 9 ) har arbejdet med pensionernes bæredygtighed og pensionsreformer. Arbejdet mellem dels statistikere og dels eksperter i befolkningsaldring, der arbejder under ledelse af Udvalget for Økonomisk Politik, bør nøje samordnes på både nationalt og europæisk plan for så vidt angår makroøkonomiske antagelser og andre aktuarmæssige parametre, så der på tværs af grænserne sikres konsekvente og sammenlignelige resultater og en effektiv formidling af pensionsrelaterede oplysninger til brugere og interessenter. Det bør også gøres klart, at optjente pensionsrettigheder i socialsikringsordninger ikke som sådan er en holdbarhedsforanstaltning for de offentlige finanser.

(22)

Data og oplysninger om medlemsstaternes eventualforpligtelser fremsendes inden for rammerne af arbejdet i forbindelse med den multilaterale overvågningsprocedure i stabilitets- og vækstpagten. Kommissionen bør senest i juli 2018 udsende en rapport med en evaluering af, om disse data bør gøres tilgængelige inden for rammerne af ENS 2010.

(23)

Det er vigtigt at understrege betydningen af medlemsstaternes regionalregnskaber for Unionens regionale, økonomiske og sociale samhørighedspolitikker, samt analysen af den indbyrdes økonomiske afhængighed. Endvidere anerkendes behovet for at øge gennemsigtigheden i regnskaberne på regionalt plan, herunder regnskaberne for offentlig forvaltning. Kommissionen (Eurostat) bør lægge særlig vægt på budgetdataene fra de regioner, hvor medlemsstaterne har selvstyrende regioner eller regeringer.

(24)

Med henblik på at ændre bilag A til denne forordning med det formål at sikre dets ensartede tolkning eller internationale sammenlignelighed bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder af Det Europæiske Udvalg for Det Statistiske System, der blev oprettet ved forordning (EF) nr. 223/2009. Derudover er det i henhold til artikel 127, stk. 4, og artikel 282, stk. 5, i TEUF vigtigt, at Kommissionen under sit forberedende arbejde hører Den Europæiske Centralbank inden for dens kompetenceområder, hvis det er relevant. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(25)

De fleste statistiske aggregater, der anvendes i Unionens ramme for økonomisk styring, især procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud eller makroøkonomiske ubalancer, defineres med henvisning til ENS. Kommissionen bør, når den forelægger data og rapporter i henhold til disse procedurer, give passende oplysninger om virkningerne på de relevante aggregater af ENS 2010 metodeændringerne, som indføres ved delegerede retsakter i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning.

(26)

Kommissionen foretager en evaluering af, hvorvidt dataene vedrørende forskning og udvikling har opnået en tilstrækkelig kvalitet både i løbende priser og i mængde med henblik på de nationale regnskaber inden udgangen af maj 2013, i tæt samarbejde med medlemsstaterne med henblik på at sikre pålideligheden og sammenligneligheden af ENS-data vedrørende forskning og udvikling.

(27)

Da gennemførelsen af denne forordning vil kræve større ændringer af de nationale statistiske systemer, vil Kommissionen indrømme medlemsstaterne undtagelser. Navnlig bør der i programmet for indberetning af nationalregnskabsdata tages højde for de grundlæggende politiske og statistiske ændringer, der er sket i nogle medlemsstater i programmets referenceperioder. De undtagelser, som Kommissionen indrømmer, bør være midlertidige og bør tages op til fornyet overvejelse. Kommissionen bør yde støtte til de berørte medlemsstater i deres bestræbelser på at sikre de nødvendige tilpasninger til deres statistiske systemer, således at disse undtagelser kan ophæves så hurtigt som muligt.

(28)

En forkortelse af fremsendelsesfristerne kan medføre et betydeligt pres på og store omkostninger for respondenterne og de nationale statistiske kontorer i Unionen og risiko for, at kvaliteten af de leverede data forringes. Derfor bør balancen mellem fordele og ulemper tages i betragtning ved fastlæggelsen af fristerne for fremsendelse af data.

(29)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser ( 10 ).

(30)

Målet for denne forordning, nemlig indførelse af et revideret europæisk nationalregnskabssystem, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(31)

Udvalget for det Europæiske Statistiske System er blevet hørt.

(32)

Udvalget for Penge-, Kreditmarkeds- og Betalingsbalancestatistik, der er nedsat ved Rådets afgørelse 2006/856/EF af 13. november 2006 om nedsættelse af et udvalg for penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik ( 11 ), og bruttonationalindkomstudvalget (BNI-Udvalget), der er nedsat ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003 af 15. juli 2003 om harmonisering af bruttonationalindkomsten i markedspriser (»BNI-forordningen«) ( 12 ), er blevet hørt —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:



Artikel 1

Genstand

1.  Ved denne forordning oprettes det europæiske nationalregnskabssystem 2010 (»ENS 2010« eller »ENS«).

2.  I ENS 2010 fastlægges der:

a) en metode (bilag A) vedrørende fælles standarder, definitioner, klassifikationer, og regnskabsregler, der anvendes til udarbejdelse af sammenlignelige regnskaber og tabeller til brug for Unionen samt de i artikel 3 foreskrevne resultater

b) et program (bilag B), hvori der er fastsat tidsfrister for medlemsstaternes fremsendelse til Kommissionen (Eurostat) af de regnskaber og tabeller, der skal udarbejdes i overensstemmelse med den i litra a) nævnte metode.

3.  Med forbehold af artikel 5 og 10 gælder denne forordning for alle retsakter udstedt af Unionen, hvori der henvises til ENS eller definitionerne deri.

4.  Denne forordning forpligter ikke medlemsstaterne til at anvende ENS 2010, når de udarbejder regnskaber til eget brug.

Artikel 2

Metode

1.  Den i artikel 1, stk. 2, litra a), omhandlede metode for ENS 2010 fremgår af bilag A.

2.  Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 7 vedrørende ændringer af ENS 2010-metoden for at forbedre dens indhold med henblik på at sikre ensartet tolkning eller sikre international sammenlignelighed, forudsat at de ikke indebærer ændringer af grundbegreberne, at der ikke kræves yderligere ressourcer til producenter i det europæiske statistiske system til deres gennemførelse, og at anvendelsen af dem ikke medfører en ændring af egne indtægter.

3.  I tilfælde af tvivl vedrørende den korrekte gennemførelse af regnskabsreglerne i ENS 2010 anmoder den berørte medlemsstat Kommissionen (Eurostat) om en uddybning. Kommissionen (Eurostat) skal straks både undersøge anmodningen og meddele den pågældende medlemsstat og alle øvrige medlemsstater sin rådgivning desangående.

4.  Medlemsstaterne foretager beregningen og allokeringen af indirekte målte finansielle formidlingstjenester (FISIM) i nationalregnskabet i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i bilag A. Kommissionen tillægges beføjelse til inden den 17. september 2013 at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 7, som fastlægger en revideret metode til beregning og allokering af FISIM. Kommissionen sikrer ved udøvelsen af sin beføjelse i henhold til dette stykke, at sådanne delegerede retsakter ikke pålægger medlemsstaterne eller respondenterne væsentlige yderligere administrative byrder.

5.  Udgifter til forskning og udvikling registreres af medlemsstaterne som faste bruttoinvesteringer. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 7 for at sikre pålideligheden og sammenligneligheden af medlemsstaternes ENS 2010-data vedrørende forskning og udvikling. Kommissionen sikrer ved udøvelsen af sin beføjelse i henhold til dette stykke, at de delegerede retsakter ikke pålægger medlemsstaterne eller respondenterne nogen væsentlig yderligere administrativ byrde.

Artikel 3

Fremsendelse af data til Kommissionen

1.  Medlemsstaterne fremsender de i bilag B anførte regnskaber og tabeller til Kommissionen (Eurostat) inden for de frister, der er fastsat heri for hver tabel.

2.  Medlemsstaterne fremsender de data og metadata, der kræves i henhold til denne forordning, til Kommissionen i overensstemmelse med en nærmere angivet udvekslingsstandard og andre praktiske bestemmelser.

Dataene fremsendes eller uploades elektronisk til Kommissionens centrale dataportal. Udvekslingsstandarden og øvrige nærmere bestemmelser for fremsendelsen af data fastlægges af Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 8, stk. 2.

Artikel 4

Kvalitetsvurdering

1.  I forbindelse med denne forordning finder kvalitetskriterierne i artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 223/2009 anvendelse på de data, der skal fremsendes i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 3.

2.  Medlemsstaterne forelægger i overensstemmelse med artikel 3 Kommissionen (Eurostat) en rapport om kvaliteten af de data, der skal fremsendes.

3.  I forbindelse med anvendelsen af de i stk. 1 omhandlede kvalitetskriterier på de data, der er omfattet af denne forordning, fastsættes de nærmere retningslinjer for, strukturen i, hyppigheden af samt vurderingsindikatorerne i kvalitetsrapporterne af Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 8, stk. 2.

4.  Kommissionen (Eurostat) vurderer kvaliteten af de fremsendte data.

Artikel 5

Dato for anvendelse og første fremsendelse af data

1.  ENS 2010 anvendes første gang på data opstillet i overensstemmelse med bilag B, som skal fremsendes fra den 1. september 2014.

2.  Dataene fremsendes til Kommissionen (Eurostat) inden for de i bilag B fastsatte frister.

3.  I overensstemmelse med stk. 1 fremsender medlemsstaterne, indtil første fremsendelse af data i henhold til ENS 2010, fortsat regnskaber og tabeller, der er opstillet i henhold til ENS 95, til Kommissionen (Eurostat).

4.  Kommissionen kontrollerer sammen med den berørte medlemsstat, at denne forordning anvendes korrekt, og forelægger resultaterne af kontrollen for det i nærværende forordnings artikel 8, stk. 1, nævnte udvalg, jf. dog artikel 19 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 2007/436/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter ( 13 ).

Artikel 6

Undtagelser

1.  I det omfang der er behov for større ændringer af et nationalt statistisk system for at kunne anvende denne forordning, indrømmer Kommissionen medlemsstaterne midlertidige undtagelser ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Undtagelserne udløber senest den 1. januar 2020. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 8, stk. 2.

2.  Kommissionen indrømmer kun en undtagelse i henhold til stk. 1 for en periode, der er tilstrækkelig lang til, at den berørte medlemsstat kan tilpasse sine statistiske systemer. Medlemsstatens andel af BNP i Unionen eller euroområdet begrunder ikke i sig selv en undtagelse. Kommissionen yder om nødvendigt støtte til de berørte medlemsstater i deres bestræbelser på at sikre de nødvendige tilpasninger til deres statistiske systemer.

3.  Med henblik på anvendelsen af stk. 1 og 2 indgiver den berørte medlemsstat en behørigt begrundet anmodning til Kommissionen senest den 17.oktober 2013.

Kommissionen aflægger efter høring af Udvalget for det Europæiske Statistiske System rapport til Europa-Parlamentet og Rådet senest den 1. juli 2018 om anvendelsen af de indrømmede undtagelser for at kontrollere, om de fortsat er berettigede.

Artikel 7

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 2, stk. 2 og 5, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 16. juli 2013. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 2, stk. 4, tillægges Kommissionen for en periode på to måneder fra den 16. juli 2013. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.  Den i artikel 2, stk. 2, 4 og 5, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 2, stk. 2, 4 og 5, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 8

Udvalg

1.  Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Det Statistiske System nedsat ved forordning (EF) nr. 223/2009. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.  Når der henvises til nærværende stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

Artikel 9

Samarbejde med andre udvalg

1.  I alle spørgsmål, der hører under Udvalget for Penge-, Kreditmarkeds- og Betalingsbalancestatistiks kompetence, der er nedsat ved afgørelse 2006/856/EF, indhenter Kommissionen dette udvalgs udtalelse, jf. artikel 2 i nævnte afgørelse.

2.  Kommissionen sender bruttonationalindkomstudvalget (BNI-Udvalget), som er nedsat ved forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003, enhver oplysning om gennemførelsen af denne forordning, der er nødvendig for, at nævnte udvalg kan udføre sine opgaver.

Artikel 10

Overgangsbestemmelser

1.  Med henblik på budget og egne indtægter er det fortsat ENS 95, der er det gældende europæiske nationalregnskabssystem, jf. artikel 1, stk. 1, i forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003 og de hertil knyttede retsakter, navnlig forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 og Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 af 29. maj 1989 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften ( 14 ), så længe Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom af 7. juni 2007 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter ( 15 ) er i kraft.

2.  Ved beregning af de momsbaserede egne indtægter og uanset stk. 1 kan medlemsstaterne i tilfælde, hvor der ikke foreligger de nødvendige detaljerede ENS 95-data, anvende data baseret på ENS 2010, så længe afgørelse 2007/436/EF, Euratom er i kraft.

Artikel 11

Rapportering om implicitte forpligtelser

Senest i 2014 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der indeholder eksisterende oplysninger om offentlig-private partnerskaber og andre implicitte forpligtelser, herunder eventualforpligtelser, uden for den offentlige sektor.

Senest i 2018 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet endnu en rapport, som vurderer, i hvilket omfang Kommissionens (Eurostats) offentliggørelse af oplysninger om forpligtelser repræsenterer de implicitte forpligtelser i deres helhed, herunder eventualforpligtelser, uden for den offentlige sektor.

Artikel 12

Revision

Senest den 1. juli 2018 og hvert femte år derefter forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af denne forordning.

I rapporten foretages der bl.a. en evaluering af:

a) kvaliteten af dataene om national- og regionalregnskaber

b) denne forordnings effektivitet og den overvågningsproces, der gælder for ENS 2010, og

c) fremskridt vedrørende data om eventualforpligtelser og tilgængeligheden af ENS 2010-data.

Artikel 13

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.




BILAG A

KAPITEL 1

HOVEDTRÆK OG GRUNDPRINCIPPER

HOVEDTRÆK

Globalisering

ANVENDELSE AF ENS 2010

Ramme for analyser og politikker

ENS 2010-begrebernes karakteristika

Sektorklassifikation

Satellitregnskaber

ENS 2010 og SNA 2008

ENS 2010 og ENS 95

GRUNDPRINCIPPERNE I ENS 2010 SOM SYSTEM

De statistiske enheder og deres gruppering

Institutionelle enheder og sektorer

Lokale faglige enheder og erhverv

Residente og ikkeresidente enheder, den samlede økonomi og udlandet

Strømme og beholdninger

Strømme

Transaktioner

Transaktionernes karakteristika

Transaktioner mellem institutionelle enheder/transaktioner inden for enheden

Monetære transaktioner/ikkemonetære transaktioner

Transaktioner med og uden modydelse

Ændret behandling af transaktionerne

Omkanalisering

Opdeling af transaktioner

Identifikation af den egentlige part i en transaktion

Grænsetilfælde

Andre ændringer i status

Andre mængdemæssige ændringer i aktiver og passiver

Kapitalgevinster og -tab

Beholdninger

Kontosystem og aggregater

Bogføringsregler

Kontosidernes betegnelser

Dobbelt bogholderi/firdobbelt bogholderi

Værdiansættelse

Særlige regler for værdiansættelse af produkter

Værdiansættelse i faste priser

Registreringstidspunkt

Konsolidering og nettoficering

Konsolidering

Nettoficering

Konti, saldoposter og aggregater

Kontosystemet

Konto for varer og tjenester

Konto for udlandet

Saldoposter

Aggregater

BNP: et vigtigt aggregat

Input-output-tabeller

Tilgangs- og anvendelsestabeller

Symmetriske input-output-tabeller

KAPITEL 2

ENHEDER OG DERES GRUPPERING

AFGRÆNSNING AF DEN NATIONALE ØKONOMI

DE INSTITUTIONELLE ENHEDER

Hovedsæder og holdingselskaber

Grupper af selskaber

SPE'er

Koncerntilknyttede finansielle institutioner

Kunstige datterselskaber

SPE'er (special purpose entities) under sektoren offentlig forvaltning og service

DE INSTITUTIONELLE SEKTORER

Ikkefinansielle selskaber (S.11)

Delsektoren offentlige ikkefinansielle selskaber (S.11001)

Delsektoren private nationalt kontrollerede ikkefinansielle selskaber (S.11002)

Delsektoren udenlandsk kontrollerede ikkefinansielle selskaber (S.11003)

Finansielle selskaber (S.12)

Finansielle formidlere

Finansielle hjælpeenheder

Andre finansielle selskaber end finansielle formidlere og finansielle hjælpeenheder

Institutionelle enheder, som indgår i sektoren finansielle selskaber

Delsektorer under sektoren finansielle selskaber

Kombinering af delsektorer under sektoren finansielle selskaber

Opdeling af delsektorerne under finansielle selskaber i offentlige, private nationalt og udenlandsk kontrollerede finansielle selskaber

Centralbanken (S.121)

Pengeinstitutter, undtagen centralbanken (S.122)

Pengemarkedsforeninger (S.123)

Investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger (S.124)

Andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (S.125)

FVC'er (financial vehicle corporations), der deltager i securitiseringstransaktioner

Forhandlere af værdipapirer og derivater, finansielle selskaber med udlånsvirksomhed og specialiserede finansielle selskaber

Finansielle hjælpeenheder (S.126)

Koncerntilknyttede finansielle institutioner og pengeudlånere (S.127)

Forsikringsselskaber (S.128)

Pensionskasser (S.129)

Offentlig forvaltning og service (S.13)

Statslig forvaltning og service (undtagen sociale kasser og fonde) (S.1311)

Offentlig forvaltning og service på delstatsniveau (undtagen sociale kasser og fonde) (S.1312)

Kommunal forvaltning og service (undtagen sociale kasser og fonde) (S.1313)

Sociale kasser og fonde (S.1314)

Husholdninger (S.14)

Arbejdsgivere (S.141) og selvstændige uden ansatte (S.142)

Lønmodtagere (S.143)

Modtagere af formueindkomst (S.1441)

Pensionsmodtagere (S.1442)

Modtagere af andre overførselsindkomster (S.1443)

Nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger (S.15)

Udlandet (S.2)

Sektormæssig klassificering af producerende enheder efter juridisk form

LOKALE FAGLIGE ENHEDER OG ERHVERV

Den lokale faglige enhed

Branchen

Klassificering af brancher

HOMOGENE. PRODUKTIONSENHEDER OG HOMOGENE BRANCHER

Den homogene produktionsenhed

Den homogene branche

KAPITEL 3

PRDUKTTRANSAKTIONER OG TRANSAKTIONER I IKKEPRODUCEREDE AKTIVER

PRODUKTTRANSAKTIONER GENERELT

PRODUKTIV AKTIVITET OG PRODUKTION

Hoved-, bi- og hjælpeaktivitet

Produktion (P.1)

Institutionelle enheder: sondring mellem markedsmæssig, til eget brug og ikkemarkedsmæssig

Produktionens registreringstidspunkt og værdiansættelse

Produkter fra landbrug, skovbrug og fiskeri (Afdeling A)

Færdigvarer (Afdeling C); Bygge- og anlægsarbejder (Afdeling F)

Engros- og detailhandel; reparation af motorkøretøjer og motorcykler (Afdeling G)

Transport og oplagring (Afdeling H)

Overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester (Afdeling I)

Bank- og finanstjenester, forsikring: centralbankens produktion (Afdeling K)

Bank- og finanstjenester (Afdeling K), forsikring: finansielle tjenester generelt

Finansielle tjenester, for hvilke der opkræves direkte betaling

Finansielle tjenester betalt via renter

Finansielle tjenester bestående af anskaffelse og afhændelse af finansielle aktiver og passiver på de finansielle markeder

Finansielle tjenester i forbindelse med forsikrings- og pensionsordninger, hvor aktiviteterne finansieres gennem forsikringspræmier og forrentning af opsparing

Fast ejendom (Afdeling L)

Liberale, videnskabelige og tekniske tjenester (Afdeling M); Administrative tjenester og hjælpetjenester (Afdeling N)

Offentlig forvaltning og forsvar, lovpligtig socialsikring (Afdeling O)

Undervisning (Afdeling P); Sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger (Afdeling Q)

Kultur, forlystelser og sport (Afdeling R); Andre tjenester (Afdeling S)

Private husholdninger med ansat medhjælp (Afdeling T)

FORBRUG I PRODUKTIONEN (P.2)

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af forbrug i produktionen

FORBRUG (P.3, P.4)

Udgifter til forbrug (P.3)

Faktisk forbrug (P.4)

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af udgifter til forbrug

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af faktisk forbrug

BRUTTOINVESTERINGER (P.5)

Faste bruttoinvesteringer (P.51g)

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af faste bruttoinvesteringer

Forbrug af fast realkapital (P.51c)

Lagerændringer (P.52)

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af lagerændringer

Anskaffelser minus afhændelser af værdigenstande (P.53)

EKSPORT OG IMPORT AF VARER OG TJENESTER (P.6 OG P.7)

Eksport og import af varer (P.61 og P.71)

Eksport og import af tjenester (P.62 og P.72)

TRANSAKTIONER MED EKSISTERENDE VARER

ANSKAFFELSER MINUS AFHÆNDELSER AF IKKEPRODUCEREDE AKTIVER (NP)

KAPITEL 4

FORDELINGSTRANSAKTIONER

AFLØNNING AF ANSATTE (D.1)

Løn (D.11)

Løn i kontanter

Løn i naturalier

Arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.12)

Faktiske arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.121)

Imputerede arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.122)

PRODUKTIONS- OG IMPORTSKATTER (D.2)

Produktskatter (D.21)

Moms (D.211)

Importskatter og told ekskl.usive moms (D.212)

Produktskatter eksklusive moms og importskatter (D.214)

Andre produktionsskatter (D.29)

Produktions- og importafgifter til Den Europæiske Unions institutioner

Produktions- og importskatter: registreringstidspunkt og beløb, der skal registreres

SUBSIDIER (D.3)

Produktsubsidier (D.31)

Importsubsidier (D.311)

Andre produktsubsidier (D.319)

Andre produktionssubsidier (D.39)

FORMUEINDKOMST (D.4)

Renter (D.41)

Renter på indskud og lån

Renter på gældsværdipapirer

Renter på kortfristede instrumenter

Renter på obligationer

Renteswaps og forwardaftaler

Renter på finansiel leasing

Andre renter

Registreringstidspunkt

Udloddet selskabsudbytte (D.42)

Udbytte (D.421)

Udtræk af indkomst fra kvasiselskaber (D.422)

Reinvesteret indtjening på udenlandske direkte investeringer (D.43)

Anden investeringsindkomst (D.44)

Investeringsindkomst henført til forsikringstagere (D.441)

Investeringsindkomst henført til pensionsopsparere (D.442)

Investeringsindkomst henført til ejere af kapitalandele i kollektive investeringsforeninger (D.443)

Jordrente mv. (D.45)

Leje af jord

Leje af aktiver i undergrunden

LØBENDE INDKOMST- OG FORMUESKATTER MV. (D.5)

Indkomstskatter (D.51)

Andre løbende skatter (D.59)

SOCIALE BIDRAG OG YDELSER (D.6)

Nettobidrag til sociale ordninger (D.61)

Faktiske arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.611)

Imputerede arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.612)

Husholdningernes faktiske bidrag til sociale ordninger (D.613)

Husholdningernes supplerende bidrag til sociale ordninger (D.614)

Sociale ydelser, undtagen sociale overførsler i naturalier (D.62)

Kontante socialsikringsydelser (D.621)

Andre ydelser fra socialforsikringsordninger (D.622)

Kontante sociale bistandsydelser (D.623)

Sociale overførsler i naturalier (D.63)

Sociale overførsler i naturalier — sektoren offentlig forvaltning og services og NPISH'ers ikkemarkedsmæssige produktion (D.631)

Sociale overførsler i naturalier — markedsmæssig produktion indkøbt af sektoren offentlig forvaltning og service og NPISH'er (D.632)

ANDRE LØBENDE OVERFØRSLER (D.7)

Skadesforsikringspræmier, netto (D.71)

Skadesforsikringserstatninger (D.72)

Løbende overførsler inden for offentlig forvaltning og service (D.73)

Løbende internationalt samarbejde (D.74)

Diverse løbende overførsler (D.75)

Løbende overførsler til NPISH'er (D.751)

Løbende overførsler mellem husholdninger (D.752)

Andre diverse løbende overførsler (D.759)

Bøder og strafgebyrer

Lotteri og spil

Erstatninger

Moms- og BNI-baserede egne EU-indtægter (D.76)

KORREKTION FOR ÆNDRINGER I PENSIONSRETTIGHEDER (D.8)

KAPITALOVERFØRSLER (D.9)

Kapitalskatter (D.91)

Investeringstilskud (D.92)

Andre kapitaloverførsler (D.99)

MEDARBEJDERAKTIEOPTIONER (MA)

KAPITEL 5

FINANSIELLE TRANSAKTIONER

HOVEDTRÆK VED FINANSIELLE TRANSAKTIONER

Finansielle aktiver, finansielle fordringer samt passiver

Eventualaktiver og -passiver

Kategorier af finansielle aktiver og passiver

Statuskonti, finansiel konto og andre strømme

Værdiansættelse

Netto- og bruttoregistrering

Konsolidering

Nettoficering

Bogføringsregler for finansielle transaktioner

Finansiel transaktion, hvis modsvarende transaktion er en løbende overførsel eller en kapitaloverførsel

Finansiel transaktion, hvis modsvarende transaktion er formueindkomst

Registreringstidspunkt

Finansiel »fra hvem til hvem«-konto

DETALJERET KLASSIFICERING AF FINANSIELLE TRANSAKTIONER EFTER KATEGORIER

Monetært guld og særlige trækningsrettigheder (F.1)

Monetært guld (F.11)

Særlige trækningsrettigheder (SDR) (F.12)

Sedler og mønt samt indskud (F.2)

Sedler og mønt (F.21)

Indskud (F.22 og F.29)

Transferable indskud (F.22)

Andre indskud (F.29)

Gældsværdipapirer (F.3)

Hovedtræk ved gældsværdipapirer

Klassificering efter oprindelig løbetid og valuta

Klassificering efter renteform

Gældsværdipapirer med fast rente

Gældsværdipapirer med variabel rente

Gældsværdipapirer med blandet rente

Private placeringer

Securitisation

Dækkede obligationer

Lån (F.4)

Hovedtræk ved lån

Klassificering af lån efter oprindelig løbetid, valuta og formål

Sondring mellem transaktioner i lån og transaktioner i indskud

Sondring mellem transaktioner i lån og transaktioner i gældsværdipapirer

Sondring mellem transaktioner i lån, handelskreditter og veksler

Lån af værdipapirer og genkøbsaftaler

Finansiel leasing

Andre typer lån

Finansielle aktiver, der ikke er omfattet af kategorien lån

Ejerandele og andele i investeringsforeninger (F.5)

Ejerandele (F.51)

Aktiecertifikater

Noterede aktier (F.511)

Unoterede aktier (F.512)

Børsintroduktion, børsnotering, afnotering og aktietilbagekøb

Finansielle aktiver, der ikke er omfattet af ejerandelsinstrumenter

Andre ejerandelsbeviser (F.519)

Værdiansættelse af transaktioner i aktier

Andele i investeringsforeninger (F.52)

Andele i pengemarkedsforeninger (F.521)

Andele i investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger (F.522)

Værdiansættelse af transaktioner i andele i investeringsforeninger

Forsikrings- og pensionsordninger og ordninger med standardiserede garantier (F.6)

Forsikringstekniske reserver, skadesforsikring (F.61)

Livsforsikrings- og livrenterettigheder (F.62)

Pensionsrettigheder (F.63)

Eventualforpligtelser for pension

Pensionskassers krav på pensionsmanagere (F.64)

Rettigheder til ydelser, undtagen pensionsydelser (F.65)

Hensættelser til forpligtelser i forbindelse med standardiserede garantier (F.66)

Standardiserede garantier og enkeltstående garantier

Finansielle derivater og medarbejderaktieoptioner (F.7)

Finansielle derivater (F.71)

Optioner

Terminskontrakter (forwards)

Optioner versus terminskontrakter

Swaps

Fremtidige rentesikringsaftaler (forward rate agreements, FRA)

Kreditderivater

Credit default swaps (CDS)

Finansielle instrumenter, der ikke er omfattet af finansielle derivater

Medarbejderaktieoptioner (F.72)

Værdiansættelse af transaktioner i finansielle derivater og medarbejderaktieoptioner

Andre forfaldne ikkebetalte mellemværender (F.8)

Handelskreditter og forudbetalinger (F.81)

Andre forfaldne ikkebetalte mellemværender, undtagen handelskreditter og forudbetalinger (F.89)

BILAG 5.1 —

KLASSIFICERING AF FINANSIELLE TRANSAKTIONER

Klassificering af finansielle transaktioner efter kategori

Klassificering af finansielle transaktioner efter omsættelighed

Strukturerede værdipapirer

Klassificering af finansielle transaktioner efter indkomsttype

Klassificering af finansielle transaktioner efter renteform

Klassificering af finansielle transaktioner efter løbetid

Kort og lang løbetid

Oprindelig løbetid og restløbetid

Klassificering af finansielle transaktioner efter valuta

Pengemængdebegreber

KAPITEL 6

ANDRE STRØMME

INDLEDNING

ANDRE ÆNDRINGER I AKTIVER OG PASSIVER

Andre mængdemæssige ændringer i aktiver og passiver (K.1-K.6)

Økonomisk opståen af aktiver (K.1)

Økonomisk forsvinden af ikkeproducerede aktiver (K.2)

Tab ved katastrofer (K.3)

Ikkekompenseret beslaglæggelse (K.4)

Andre mængdeændringer ikke andetsteds nævnt (K.5)

Klassifikationsændringer (K.6)

Ændringer i sektorklassifikation og de institutionelle enheders struktur (K.61)

Ændringer i klassifikation af aktiver og passiver (K.62)

Nominelle kapitalgevinster og -tab (K.7)

Neutrale kapitalgevinster og -tab (K.71)

Reale kapitalgevinster og -tab (K.72)

Kapitalgevinster og tab opdelt efter typen af finansielt aktiv og passiv

Monetært guld og særlige trækningsrettigheder (SDR) (AF.1)

Sedler og mønt samt indskud (AF.2)

Gældsværdipapirer (AF.3)

Lån (AF.4)

Ejerandele og andele i investeringsforeninger (AF.5)

Forsikrings- og pensionsordninger og ordninger med standardiserede garantier (AF.6)

Finansielle derivater og medarbejderaktieoptioner (AF.7)

Andre forfaldne ikkebetalte mellemværender (AF.8)

Aktiver udstedt i udenlandsk valuta

KAPITEL 7

STATUSKONTI

TYPER AF AKTIVER OG PASSIVER

Definition på et aktiv

STØRRELSER, DER IKKE BETRAGTES SOM AKTIVER OG PASSIVER

KATEGORIER AF AKTIVER OG PASSIVER

Producerede ikkefinansielle aktiver (AN.1)

Ikkeproducerede ikkefinansielle aktiver (AN.2)

Finansielle aktiver og passiver (AF)

VÆRDIANSÆTTELSE AF POSTERINGER PÅ STATUSKONTOEN

Generelle principper for værdiansættelse

IKKEFINANSIELLE AKTIVER (AN)

Producerede ikkefinansielle aktiver (AN.1)

Faste aktiver (AN.11)

Produkter omfattet af intellektuelle ejendomsrettigheder (AN.117)

Omkostninger ved overdragelse af ejendomsret til ikkeproducerede aktiver (AN.116)

Lagerbeholdninger (AN.12)

Værdigenstande (AN.13)

Ikkeproducerede ikkefinansielle aktiver (AN.2)

Naturressourcer (AN.21)

Jord (AN.211)

Mineral- og energiforekomster (AN.212)

Andre naturressourcer (AN.213, AN.214 og AN.215)

Kontrakter, leasingkontrakter og licenser (AN.22)

Køb minus salg af goodwill og markedsføringsaktiver (AN.23)

FINANSIELLE AKTIVER OG PASSIVER (AF)

Monetært guld og særlige trækningsrettigheder (AF.1)

Sedler og mønt samt indskud (AF.2)

Gældsværdipapirer (AF.3)

Lån (AF.4)

Ejerandele og andele i investeringsforeninger (AF.5)

Forsikrings- og pensionsordninger og ordninger med standardiserede garantier (AF.6)

Finansielle derivater og medarbejderaktieoptioner (AF.7)

Andre forfaldne ikkebetalte mellemværender (AF.8)

FINANSIELLE STATUSKONTI

MEMORANDUMPOSTER

Varige forbrugsgoder (AN.m)

Udenlandske direkte investeringer (AF.m1)

Misligholdte lån (AF.m2)

Registrering af misligholdte lån

BILAG 7.1

OVERSIGT OVER DE ENKELTE KATEGORIER AF AKTIVER

BILAG 7.2

OVERSIGT OVER POSTERINGER FRA PRIMOSTATUSKONTO TIL ULTIMOSTATUSKONTO

KAPITEL 8

KONTOSYSTEMET

INDLEDNING

Kontosystemet

KONTOSYSTEM

Løbende konti

Produktionskonto (I)

Indkomstfordelings- og indkomstanvendelseskonti (II)

Primærindkomstfordelingskonti (II.1)

Indkomstdannelseskonto (II.1.1)

Konto for allokering af primær indkomst (II.1.2)

Konto for virksomhedsindkomst (II.1.2.1)

Konto for allokering af anden primær indkomst (II.1.2.2)

Sekundærindkomstfordelingskonto (II.2)

Konto for indkomstomfordeling via naturalieydelser (II.3)

Indkomstanvendelseskonto (II.4)

Konto for anvendelse af disponibel indkomst (II.4.1)

Konto for anvendelse af korrigeret disponibel indkomst (II.4.2)

Akkumulationskonti (III)

Kapitalkonto (III.1)

Konto for ændringer i nettoformue forårsaget af opsparing og kapitaloverførsler (III.1.1)

Konto for anskaffelser af ikkefinansielle aktiver (III.1.2)

Finansiel konto (III.2)

Konto for andre ændringer i status (III.3)

Konto for andre mængdemæssige ændringer i status (III.3.1)

Omvurderingskonto (III.3.2)

Konto for neutrale kapitalgevinster og -tab (III.3.2.1)

Konto for reale kapitalgevinster og -tab (III.3.2.2)

Statuskonti (IV)

Primostatuskonto (IV.1)

Ændringer i statuskonto (IV.2)

Ultimostatuskonto (IV.3)

KONTI FOR UDLANDET (V)

Løbende konti

Udlandskonto for varer og tjenester (V.1)

Udlandskonto for primære indkomster og løbende overførsler (V.II)

Udlandskonti for akkumulation (V.III)

Kapitalkonto (V.III.1)

Finansiel konto (V.III.2)

Konto for andre ændringer i status (V.III.3)

Statuskonti (V.IV)

KONTO FOR VARER OG TJENESTER (0)

INTEGRERET ØKONOMISK KONTOSYSTEM

AGGREGATER

Bruttonationalproduktet i markedspriser (BNP)

Den samlede økonomis overskud af produktionen

Den samlede økonomis blandede indkomst

Den samlede økonomis virksomhedsindkomst

Nationalindkomst (i markedspriser)

Disponibel nationalindkomst

Opsparing

Saldo på udlandskontoens løbende poster

Den samlede økonomis fordringserhvervelse, netto

Den samlede økonomis nettoformue

Udgifter og indtægter for offentlig forvaltning og service

KAPITEL 9

TILGANGS- OG ANVENDELSESTABELLER OG INPUT-OUTPUT-SYSTEMET

INDLEDNING

BESKRIVELSE

STATISTISK VÆRKTØJ

ANALYSEVÆRKTØJ

TILGANGS- OG ANVENDELSESTABELLERNE MERE DETALJERET

Klassifikationer

Værdiansættelsesprincipper

Handels- og transportavancer

Produktions- og importskatter minus produktions- og - importsubsidier

Andre grundbegreber

Supplerende oplysninger

DATAKILDER OG AFSTEMNING

VÆRKTØJER TIL ANALYSE OG UDVIDELSER

KAPITEL 10

MÅLING AF PRIS- OG MÆNGDEÆNDRINGER

ANVENDELSESOMRÅDE FOR PRIS- OG MÆNGDEINDEKS I NATIONALREGNSKABER

Det integrerede system af pris- og mængdeindeks

Andre pris- og mængdeindeks

GENERELLE PRINCIPPER FOR BEREGNING AF PRIS- OG MÆNGDEINDEKS

Definition af priser og mængder for markedsmæssige produkter

Kvalitet, pris og homogene produkter

Priser og mængde

Nye produkter

Principper for ikkemarkedsmæssige tjenester

Principper for værditilvækst og BNP

SÆRLIGE PROBLEMER VED ANVENDELSEN AF PRINCIPPERNE

Skatter og subsidier på produkter og import

Andre skatter og subsidier på produktion

Forbrug af fast realkapital

Aflønning af ansatte

Beholdninger af producerede faste aktiver og lagerbeholdninger

MÅLING AF REALINDKOMST FOR DEN SAMLEDE ØKONOMI

GEOGRAFISKE PRIS- OG MÆNGDEINDEKS

KAPITEL 11

BEFOLKNING OG FORBRUG AF ARBEJDSKRAFT

DEN SAMLEDE BEFOLKNING

ERHVERVSAKTIV BEFOLKNING

BESKÆFTIGELSE

Lønmodtagere

Selvstændige

Beskæftigelse og hjemsted

ARBEJDSLØSHED

JOB

Job og bopæl

DEN IKKEOBSERVEREDE ØKONOMI

SAMLET ANTAL ARBEJDSTIMER

Fastsættelse af det faktiske antal arbejdstimer

FULDTIDSBESKÆFTIGELSE

FORBRUG AF ANSATTES ARBEJDSKRAFT OPGJORT I FASTE PRISER

PRODUKTIVITETSOPGØRELSER

KAPITEL 12

KVARTALSVISE NATIONALREGNSKABER

INDLEDNING

DE KVARTALSVISE NATIONALREGNSKABERS SÆRLIGE KARAKTERISTIKA

Registreringstidspunkt

Produkter under fremstilling

Aktiviteter, der udøves i bestemte perioder af året

Betalinger, der foretages med lav hyppighed

Flash-estimater

Afstemning og benchmarking af kvartalsvise nationalregnskaber

Afstemning

Konsistens mellem kvartals- og årsregnskaber — benchmarking

Kædeindekserede målinger af pris- og mængdeændringer

Sæson- og kalenderkorrektion

Etaper i udarbejdelsen af sæsonkorrigerede kædeindekserede mængdeopgørelser

KAPITEL 13

REGIONALREGNSKABER

INDLEDNING

DET REGIONALE OMRÅDE

ENHEDER OG REGIONALREGNSKABER

Institutionelle enheder

Lokale faglige enheder og regionale produktionsaktiviteter efter branche

METODER TIL REGIONAL OPDELING

AGGREGATER FOR PRODUKTIONSAKTIVITETER

Bruttoværditilvækst og bruttonationalprodukt efter region

Fordeling af FISIM på brugerbrancher

Beskæftigelse

Aflønning af ansatte

Fra regional bruttoværditilvækst til regionalt BNP

Mængdemæssige vækstrater for regional bruttoværditilvækst

REGIONALE INDKOMSTKONTI FOR HUSHOLDNINGSSEKTOREN

KAPITEL 14

INDIREKTE MÅLTE FINANSIELLE FORMIDLINGSTJENESTER (FISIM)

FISIM-BEGREBET OG EFFEKTEN PÅ HOVEDAGGREGATERNE AF FORDELINGEN AF FISIM PÅ BRUGERNE

BEREGNING AF PRODUKTIONEN AF FISIM FOR SEKTOR S.122 OG S.125

Databehov

Referencerenter

Intern referencerente

Eksterne referencerenter

Detaljeret underopdeling af FISIM efter institutionelle sektorer

Underopdeling af FISIM til husholdninger på forbrug i produktionen og forbrug

BEREGNING AF IMPORTERET FISIM

MÆNGDEMÅL FOR FISIM

BEREGNING AF FISIM EFTER BRANCHE

CENTRALBANKENS PRODUKTION

KAPITEL 15

KONTRAKTER, LEASINGKONTRAKTER OG LICENSER

INDLEDNING

SONDRINGEN MELLEM OPERATIONEL LEASING, RESSOURCELEASING OG FINANSIEL LEASING

Operationel leasing (udlejning)

Finansiel leasing

Ressourceleasing

Tilladelser til udnyttelse af naturressourcer

Tilladelser til udøvelse af bestemte aktiviteter

Offentlig-private partnerskaber

Koncessionskontrakter om tjenester

Omsættelige operationelle leasingkontrakter (AN.221)

Eneret til fremtidige varer og tjenester (AN.224)

KAPITEL 16

FORSIKRING

INDLEDNING

Direkte forsikring

Genforsikring

De involverede enheder

PRODUKTION VED DIREKTE FORSIKRING

Indtjente præmier

Tillægspræmier

Korrigerede forfaldne erstatninger og forfaldne ydelser

Korrigerede forfaldne erstatninger inden for skadesforsikring

Forfaldne livsforsikringsydelser

Forsikringstekniske reserver

Definition af forsikringsproduktionen

Skadesforsikring

Livsforsikring

Genforsikring

TRANSAKTIONER I FORBINDELSE MED SKADESFORSIKRING

Fordeling af forsikringsproduktionen på brugere

Forsikringstjenester til og fra udlandet

Regnskabsposteringer

TRANSAKTIONER INDEN FOR LIVSFORSIKRING

TRANSAKTIONER I FORBINDELSE MED GENFORSIKRING

TRANSAKTIONER I FORBINDELSE MED HJÆLPETJENESTER VEDRØRENDE FORSIKRING

LIVRENTER

BOGFØRING AF SKADESFORSIKRINGSERSTATNINGER

Behandling af korrigerede erstatninger

Behandling af tab ved katastrofer

KAPITEL 17

SOCIALFORSIKRING, DER OMFATTER PENSIONER

INDLEDNING

Socialforsikringsordninger, social bistand og individuelle forsikringsaftaler

Sociale ydelser

Sociale ydelser fra offentlig forvaltning og service

Sociale ydelser leveret af andre institutionelle enheder

Pensioner og andre former for ydelser

ANDRE SOCIALFORSIKRINGSYDELSER END PENSIONER

Andre socialsikringsordninger end pensionsordninger

Andre arbejdsmarkedsrelaterede socialforsikringsordninger

Bogføring af beholdninger og strømme efter typen af ikkepensionsrelateret socialforsikringsordning

Socialsikringsordninger

Andre arbejdsmarkedsrelaterede ikkepensionsmæssige socialforsikringsordninger

PENSIONER

Typer af pensionsordninger

Socialsikringspensioner

Andre arbejdsmarkedspensioner

Bidragsdefinerede ordninger

Ydelsesdefinerede ordninger

Fiktive bidragsdefinerede ordninger og hybride ordninger

Ydelsesdefinerede ordninger sammenlignet med bidragsdefinerede ordninger

Pensionsadministrator, pensionsmanager, pensionskasse og multiarbejdsgiver-pensionsordning

Bogføring af beholdninger og strømme efter arten af socialsikringspension

Transaktioner i forbindelse med socialsikringspensioner

Transaktioner i forbindelse med andre arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger

Transaktioner i forbindelse med bidragsdefinerede pensionsordninger

Andre strømme i forbindelse med bidragsdefinerede pensionsordninger

Transaktioner i forbindelse med ydelsesdefinerede pensionsordninger

SUPPLERENDE TABEL OVER PENSIONSRETTIGHEDER I SOCIALSIKRINGSORDNINGER

Den supplerende tabels udformning

Tabellens kolonner

Tabellens rækker

Primo- og ultimostatuskonti

Ændringer i pensionsrettigheder forårsaget af transaktioner

Ændringer i pensionsrettigheder forårsaget af andre økonomiske strømme

Beslægtede indikatorer

Aktuarmæssige antagelser

De til dato optjente rettigheder

Diskonteringssats

Lønvækst

Demografiske antagelser

KAPITEL 18

KONTI FOR UDLANDET

INDLEDNING

ØKONOMISK OMRÅDE

Hjemsted

INSTITUTIONELLE ENHEDER

FILIALER SOM BEGREB ANVENDT PÅ BETALINGSBALANCENS INTERNATIONALE KONTI

FIKTIVE RESIDENTE ENHEDER

FORETAGENDER, DER OPERERER I FLERE OMRÅDER

GEOGRAFISK OPDELING

DE INTERNATIONALE KONTI PÅ BETALINGSBALANCEN

SALDOPOSTER PÅ KONTIENE FOR LØBENDE TRANSAKTIONER I DE INTERNATIONALE KONTI

KONTIENE FOR SEKTOREN UDLANDET OG DERES SAMMENHÆNG MED DE INTERNATIONALE KONTI PÅ BETALINGSBALANCEN

Udlandskontoen for varer og tjenester

Værdiansættelse

Varer til videreforarbejdning

Merchanting

Merchantingvarer

Import og eksport af FISIM

Udlandskontoen for primær og sekundær indkomst

Konto for primær indkomst

Indkomst fra direkte investeringer

Kontoen for sekundær indkomst (løbende overførsler) i BPM6

Udlandskapitalkontoen

Udlandets finansielle konto og kapitalbalancen over for udlandet (international investeringsposition - IPP)

STATUSKONTI FOR SEKTOREN UDLANDET

KAPITEL 19

EUROPÆISKE REGNSKABER

INDLEDNING

FRA NATIONALE TIL EUROPÆISKE REGNSKABER

Omregning af data, der foreligger i forskellige valutaer

EU-institutionerne

Konto for udlandet

Afstemning af transaktioner

Pris- og mængdeopgørelser

Statuskonti

»Fra hvem til hvem«-matricer

BILAG 19.1:

EU-INSTITUTIONERNES REGNSKAB

Tilgang

Anvendelse

Konsolidering

KAPITEL 20

KONTI FOR OFFENTLIG FORVALTNING OG SERVICE

INDLEDNING

DEFINITION AF SEKTOREN OFFENTLIG FORVALTNING OG SERVICE

Enheder i sektoren offentlig forvaltning og service

Offentlige enheder

NPI'er, der henregnes til sektoren offentlig forvaltning og service

Andre enheder under sektoren offentlig forvaltning og service

Offentlig kontrol

Markedsmæssig/ikkemarkedsmæssig

Begrebet økonomisk signifikante priser

Køberen af en offentlig producents produktion anvendt som kriterium

Produktionen sælges hovedsagelig til selskaber og husholdninger

Produktionen sælges udelukkende til det offentlige

Produktionen sælges til det offentlige og andre

Kriteriet markedsmæssig/ikkemarkedsmæssig.

Finansiel formidling og afgrænsningen af det offentlige

Grænsetilfælde

Offentlige hovedsæder

Pensionskasser

Kvasiselskaber

Omstruktureringsagenturer

Privatiseringsagenturer

Afviklingsselskaber

Special purpose entities (SPE'er)

Joint ventures

Markedsregulerende enheder

Overnationale myndigheder

Delsektorer under offentlig forvaltning og service

Statslig forvaltning og service

Offentlig forvaltning og service på delstatsniveau

Kommunal forvaltning og service

Sociale kasser og fonde

STATISTIK OVER OFFENTLIGE FINANSER

Kontekst

Indtægter

Skatter og afgifter og bidrag til sociale ordninger

Salg

Andre indtægter

Udgifter

Aflønning af ansatte og forbrug i produktionen

Udgifter til sociale ydelser

Renter

Andre løbende udgifter

Kapitaludgifter

Relation til udgifter til forbrug (P.3)

Det offentliges udgifter efter formål (COFOG)

Saldoposter

Fordringserhvervelse, netto (B.9)

Ændringer i nettoformue forårsaget af opsparing og kapitaloverførsler (B.101)

Finansiering

Transaktioner i aktiver

Transaktioner i passiver

Andre økonomiske strømme

Omvurderingskonto

Konto for andre mængdemæssige ændringer i status

Statuskonti

Konsolidering

REGNSKABSMÆSSIGE SPØRGSMÅL I FORBINDELSE MED SEKTOREN OFFENTLIG FORVALTNING OG SERVICE

Skatteprovenu

Skatteprovenus karakter

Skattegodtgørelser

Beløb, der skal bogføres

Uerholdelige beløb

Registreringstidspunkt

Registrering efter optjeningstidspunkt

Registrering af skatter efter optjeningsprincippet

Renter

Obligationer til under pari og nulkuponobligationer

Indekspapirer

Finansielle derivater

Domstolsafgørelser

Militærudgifter

Forbindelser mellem sektoren offentlig forvaltning og service og offentlige selskaber

Investering i kapitalandele i offentlige selskaber og udlodning af indtjening

Investering i kapitalandele

Kapitalindskud

Subsidier og kapitalindskud

Regler i særlige tilfælde

Finanspolitiske transaktioner

Udlodning fra offentlige selskaber

Udbytte kontra udtræk af kapital

Skat kontra udtræk af kapital

Privatisering og nationalisering

Privatisering

Indirekte privatiseringer

Nationalisering

Transaktioner med centralbanken

Omstruktureringer, fusioner og omklassificeringer

Gældstransaktioner

Gældsovertagelse, gældsannullering og gældsafskrivning

Gældsovertagelse og gældsannullering

Gældsovertagelse, der indebærer en overførsel af ikkefinansielle aktiver

Gældsafskrivning eller nedskrivning

Anden gældsomlægning

Køb af gæld over markedsværdien

Gældsneutralisering og redningspakker

Gældsgarantier

Garantier af derivattypen

Standardiserede garantier

Enkeltstående garantier

Securitisation

Definition

Kriterier for at betragte securitisation som salg

Registrering af strømme

Andre spørgsmål

Pensionsforpligtelser

Engangsbetalinger

Offentlig-private partnerskaber

Offentlig-private partnerskaber generelt

Økonomisk ejendomsret til aktivet og klassificering

Regnskabsmæssige spørgsmål

Transaktioner med internationale og overnationale organisationer

Udviklingsbistand

DEN OFFENTLIGE SEKTOR

Offentlig kontrol

Centralbanker

Offentlige kvasiselskaber

SPE'er og ikkeresidenter

Joint ventures

KAPITEL 21

FORBINDELSER MELLEM VIRKSOMHEDSREGNSKABER OG NATIONALREGNSKABER OG MÅLING AF VIRKSOMHEDERS AKTIVITETER

SPECIFIKKE REGLER OG METODER INDEN FOR VIRKSOMHEDSREGNSKABER

Registreringstidspunkt

Dobbelt bogholderi/firdobbelt bogholderi

Værdiansættelse

Resultatopgørelse og balance

NATIONALREGNSKABER OG VIRKSOMHEDSREGNSKABER: PRAKTISKE FORHOLD

OVERGANGEN FRA VIRKSOMHEDSREGNSKABER TIL NATIONALREGNSKABER: IKKEFINANSIELLE VIRKSOMHEDER SOM EKSEMPEL

Begrebsmæssige tilpasninger

Tilpasninger for at opnå konsistens med andre sektorers regnskaber

Eksempler på tilpasninger med henblik på fuldstændighed

SÆRLIGE FORHOLD

Kapitalgevinster og -tab

Globalisering

Fusioner og overtagelser

KAPITEL 22

SATELLITREGNSKABER

INDLEDNING

Funktionelle klassifikationer

VIGTIGE KENDETEGN VED SATELLITREGNSKABER

Funktionelle satellitregnskaber

Særlige sektorregnskaber

Medtagelse af ikkemonetære data

Yderligere oplysninger og supplerende begreber

Andre grundbegreber

Anvendelse af modellering og medtagelse af forsøgsresultater

Udformning og udarbejdelse af satellitregnskaber

NI SPECIFIKKE SATELLITREGNSKABER

Landbrugsregnskaber

Miljøregnskaber

Sundhedsregnskaber

Regnskaber for husholdningernes produktion

Arbejdskraftregnskaber og SAM

Produktivitets- og vækstregnskaber

FoU-regnskaber

Regnskaber for social beskyttelse

Turismeregnskaber

KAPITEL 23

KLASSIFIKATIONSSYSTEMET

INDLEDNING

KLASSIFIKATION AF INSTITUTIONELLE SEKTORER (S)

KLASSIFIKATION AF TRANSAKTIONER OG ANDRE STRØMME

Produkttransaktioner (P)

Transaktioner i ikkeproducerede ikkefinansielle aktiver (NP-koder)

Fordelingstransaktioner (D)

Løbende overførsler i kontanter og i naturalier (D.5-D.8)

Transaktioner i finansielle aktiver og passiver (F)

Andre ændringer i aktiver (K)

KLASSIFIKATION AF SALDOPOSTER OG NETTOFORMUE (B)

KLASSIFIKATION AF POSTER PÅ STATUSKONTOEN (L)

KLASSIFIKATION AF AKTIVER (A)

Ikkefinansielle aktiver (AN)

Finansielle aktiver (AF)

KLASSIFIKATION AF SUPPLERENDE STØRRELSER

Misligholdte lån

Kapitaltjenester

Pensionstabel

Varige forbrugsgoder

Udenlandske direkte investeringer

Betingede positioner

Sedler og mønt samt indskud

Klassifikation af gældsværdipapirer efter resterende løbetid

Noterede og unoterede gældsværdipapirer

Langfristede lån med en resterende løbetid på under et år og langfristede lån med sikkerhed i fast ejendom

Noterede og unoterede andele i investeringsforeninger

Restancer i rente- og afdragsbetalinger

Personlige og samlede pengeoverførsler

GRUPPERING OG KODNING AF BRANCHER (A) OG PRODUKTER (P)

KLASSIFIKATION AF DET OFFENTLIGES UDGIFTER EFTER FORMÅL (COFOG)

KLASSIFIKATION AF PRIVAT FORBRUG EFTER FORMÅL (Coicop)

KLASSIFIKATION EFTER FORMÅL AF NONPROFITINSTITUTIONER RETTET MOD HUSHOLDNINGER (COPNI)

KLASSIFIKATION AF PRODUCENTERNES UDGIFTER EFTER FORMÅL (COPP)

KAPITEL 24

KONTI

Tabel 24.1

Konto 0: Konto for varer og tjenester

Tabel 24.2

Samlede konti for den samlede økonomi

Tabel 24.3

Samlede konti for ikkefinansielle selskaber

Tabel 24.4

Samlede konti for finansielle selskaber

Tabel 24.5

Samlede konti for offentlig forvaltning og service

Tabel 24.6

Samlede konti for husholdninger

Tabel 24.7

Samlede konti for nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger




KAPITEL 1

HOVEDTRÆK OG GRUNDPRINCIPPER

HOVEDTRÆK

1.01 Det europæiske regnskabssystem (i det følgende benævnt »ENS 2010« eller »NS«) er et internationalt kompatibelt regnskabssystem til systematisk og detaljeret beskrivelse af en samlet økonomi (f.eks. en region, et land eller en række lande), dens bestanddele og sammenhæng med andre samlede økonomier.

1.02 Forgængeren til ENS 2010, det europæiske regnskabssystem 1995 (ENS 95), blev offentliggjort i 1996 ( 16 ). ENS 2010-metodologien som fastlagt i dette bilag har samme struktur som ENS 95-udgaven for de første 13 kapitler, men indeholder derudover 11 nye kapitler, som uddyber aspekter af systemet, der afspejler udviklingen i analysen af moderne økonomier eller i anvendelsen af ENS 95 i Den Europæiske Union (EU).

1.03 Denne manual er opbygget på følgende måde: Kapitel 1 dækker grundlæggende begrebsmæssige elementer og fastlægger principperne for ENS samt beskriver de grundlæggende statistiske enheder og deres grupperinger. Kapitlet giver et overblik over kontosystemet og en kortfattet beskrivelse af nøgleaggregaterne samt betydningen af tilgangs- og anvendelsestabellerne og input-output-tabellerne. Kapitel 2 beskriver de institutionelle enheder, der anvendes til opgørelse af økonomiens elementer, og hvordan disse enheder er klassificeret efter sektorer og andre grupper med henblik på at foretage analyser. Kapitel 3 beskriver alle produkttransaktioner (varer og tjenester) samt ikkeproducerede aktiver i ENS. Kapitel 4 beskriver alle transaktioner i økonomien, som fordeler og omfordeler indkomst og formue i økonomien. Kapitel 5 beskriver de finansielle transaktioner i økonomien. Kapitel 6 beskriver de ændringer, der kan forekomme i værdien af aktiver i forbindelse med ikkeøkonomiske begivenheder og prisændringer. Kapitel 7 beskriver statuskonti og aktiv- og passivposternes klassifikationsordning. I kapitel 8 gennemgås samtlige konti og saldoposter i forbindelse med de enkelte konti. Kapitel 9 beskriver tilgangs- og anvendelsestabellerne og deres anvendelse til afstemning af tallene vedrørende indkomst, produktion og udgifter i økonomien. Kapitlet beskriver desuden de input-output-tabeller, der kan udledes af tilgangs- og anvendelsestabellerne. Kapitel 10 beskriver det begrebsmæssige grundlag for opgørelsen af de pris- og mængdeændringer, der er forbundet med de nominelle værdier, som fremgår af regnskabet. Kapitel 11 beskriver de befolknings- og arbejdsmarkedstal, der kan anvendes sammen med tallene i nationalregnskaberne i økonomiske analyser. Kapitel 12 giver en kortfattet beskrivelse af kvartalsvise nationalregnskaber, og hvordan de adskiller sig fra årsregnskabet med hensyn til, hvad der lægges vægt på.

1.04 Kapitel 13 beskriver formål, begreber og problemer i forbindelse med udarbejdelsen af et regionalregnskabssystem. Kapitel 14, der omhandler opgørelse af finansielle tjenester leveret af finansielle formidlere og finansieret gennem nettorenteindtægter, er resultatet af flere års forskning og udvikling i medlemsstaterne for at finde en opgørelsesmetode, som er pålidelig og harmoniseret i alle medlemsstaterne. Kapitel 15 om kontrakter, leasingkontrakter og licenser er nødvendigt for at beskrive et område af stigende betydning i nationalregnskaberne. Kapitel 16 og 17 beskriver, hvordan forsikring, socialforsikring og pension behandles i nationalregnskaberne, idet spørgsmål om indkomstomfordeling får større og større betydning i takt med befolkningens aldring. Kapitel 18 omhandler konti for udlandet, som er nationalregnskabssystemets pendant til betalingsbalancens konti. Kapitel 19 om de europæiske regnskaber er også nyt og omhandler de aspekter af nationalregnskaberne, hvor de europæiske institutionelle foranstaltninger og handelsordninger rejser spørgsmål, der kræver en harmoniseret tilgang. Kapitel 20 beskriver regnskabet for sektoren offentlig forvaltning og service — et område af særlig interesse, da medlemsstaternes stramme finanspolitik stadig er en vigtig bestanddel i gennemførelsen af den økonomiske politik i EU. Kapitel 21 beskriver forbindelsen mellem virksomhedsregnskaber og nationalregnskaber. Spørgsmålet får stadig større betydning, da multinationale selskaber tegner sig for en stigende andel af bruttonationalproduktet (BNP) i alle lande. Kapitel 22 beskriver forbindelsen mellem satellitregnskaber og hovedkontiene i nationalregnskabet. Kapitel 23 og 24 anvendes til referenceformål. Kapitel 23 indeholder de nomenklaturer, der anvendes for sektorerne, aktiviteterne og produkterne i ENS 2010, og kapitel 24 er et komplet kontosystem for den enkelte sektor.

1.05 ENS 2010 er struktureret i overensstemmelse med de internationale retningslinjer for opstilling af nationalregnskaber (»The System of National Accounts 2008« (SNA 2008)), bortset fra visse forskelle i præsentationen og en højere grad af præcision, når det gælder visse begreber, der anvendes til specifikke EU-formål i forbindelse med ENS 2010. Disse retningslinjer er i fællesskab udarbejdet af De Forenede Nationer (FN), Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Unions Statistiske Kontor (Eurostat), Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og Verdensbanken. ENS 2010 fokuserer på forholdene i EU og dennes databehov. Ligesom SNA 2008 er ENS 2010 afstemt efter de begreber og nomenklaturer, der bruges i mange andre social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker (for eksempel beskæftigelsesstatistik, produktionsstatistik og udenrigshandelsstatistik). ENS 2010 anvendes derfor som den centrale referenceramme i social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker i EU og dets medlemsstater.

1.06 ENS består af to hovedtyper af tabeller:

a) institutionelle sektorregnskaber

b) input-output-tabeller og konti efter branche.

1.07 Sektorregnskaberne beskriver systematisk efter institutionel sektor de forskellige stadier i den økonomiske proces: produktion, indkomstdannelse, indkomstfordeling, indkomstomfordeling, indkomstanvendelse og finansiel og ikkefinansiel akkumulation. Sektorregnskaberne indeholder også statuskonti, som viser beholdningerne af aktiver og passiver og nettoformue ved begyndelsen og slutningen af regnskabsperioden.

1.08 Input-output-tabellerne i form af tilgangs- og anvendelsestabellerne giver en mere detaljeret beskrivelse af produktionsprocessen (omkostningsstruktur, indkomstdannelse og beskæftigelse) og vare- og tjenestestrømmene (produktion, import, eksport, forbrug, forbrug i produktionen og investeringer efter produktgruppe). To vigtige regnskabsidentiteter kan aflæses af disse tabeller: summen af indkomster, der frembringes i en branche, svarer til den værditilvækst, der er skabt af den pågældende branche, og for alle produkter eller produktgrupper er udbuddet lig med efterspørgslen.

1.09 ENS 2010 indeholder også definitioner af begreberne befolkning og beskæftigelse. Disse begreber er relevante for sektorregnskaberne, kontiene efter branche og tilgangs- og anvendelsestabellerne.

1.10 ENS 2010 begrænser sig ikke til årlige nationalregnskaber, men dækker også kvartalsregnskaber og regnskaber for kortere eller længere perioder, hvortil kommer regionalregnskaber.

1.11 ENS 2010 findes sideløbende med SNA 2008 på grund af anvendelsen af nationalregnskabstal i EU. Medlemsstaterne er ansvarlige for indsamling af data til og offentliggørelse af deres egne nationalregnskaber til beskrivelse af den økonomiske situation i deres lande. Medlemsstaterne udarbejder også regnskaber, der fremsendes til Kommissionen (Eurostat) som led i et obligatorisk dataindberetningsprogram til brug for beslutningstagningen inden for centrale sociale, arbejdsmarkedsmæssige, økonomiske og finanspolitiske områder i EU. ENS anvendes også til beregning af medlemsstaternes finansielle bidrag til EU-budgettet via den såkaldte »fjerde indtægtskilde«, strukturfondsstøtte til EU's regioner og overvågning af medlemsstaternes økonomiske resultater som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og stabilitets- og vækstpagten.

1.12 For at kunne beregne skatter og støttemidler ud fra de tal, der udarbejdes og offentliggøres efter helt ensartede retningslinjer, skal de økonomiske statistikker, der anvendes til disse formål, udarbejdes i henhold til samme begreber og regler. ENS 2010 er en forordning, der fastsætter regler, konventioner, definitioner og nomenklaturer, som medlemsstaterne skal anvende ved udarbejdelsen af de nationalregnskabsdata, der er omfattet af det dataindberetningsprogram, der er indeholdt i bilag B til denne forordning.

1.13 I betragtning af de meget store summer, der er involveret i EU's bidrags- og ydelsessystem, er det af afgørende betydning, at opgørelsessystemet anvendes på samme måde i alle medlemsstater. Det er derfor vigtigt at have en forsigtig tilgang til skøn, der ikke kan observeres direkte på markedet, så der undgås anvendelse af modelbaserede fremgangsmåder til beregning af data i nationalregnskaberne.

1.14 ENS 2010-begreberne er i adskillige tilfælde mere specifikke og præcise end begreberne i SNA 2008 for at sikre mest mulig konsistens mellem medlemsstaternes data, der udledes af nationalregnskaberne. Dette fundamentale krav om konsistente data er resulteret i et afgrænset sæt nationalregnskabskonti i EU. Hvis det ikke er muligt at sikre tilstrækkelig konsistens i medlemsstaternes data, indgår disse skøn i supplerende tabeller og satellitkonti, som ikke er omfattet af hovedkontiene.

1.15 Som eksempel på et område, hvor man i udformningen af ENS 2010 har fundet det nødvendigt at være forsigtig, kan nævnes pensionsforpligtelser. Der er gode grunde til at måle disse til støtte for økonomiske analyser, men det afgørende krav i EU om at udarbejde regnskaber, der er konsistente i tid og rum, har nødvendiggjort en forsigtig tilgang.

Globalisering

1.16 De økonomiske aktiviteters tiltagende globale omfang har øget den internationale handel i alle dens former og stillet landene over for større udfordringer, når de skal opgøre deres hjemlige økonomier i nationalregnskaberne. Globalisering er den dynamiske og flerdimensionale proces, hvor de nationale ressourcer bliver mere internationalt mobile, og de nationale økonomier bliver mere indbyrdes afhængige. Det aspekt af globaliseringen, som potentielt giver flest opgørelsesproblemer i forbindelse med nationalregnskaber, er de multinationale selskabers stigende andel af internationale transaktioner, hvor de grænseoverskridende transaktioner sker mellem moderselskaber, datterselskaber og affilierede selskaber. Der findes dog andre udfordringer, jf. følgende mere omfattende liste:

1) interne afregningspriser mellem affilierede selskaber (værdiansættelse af import og eksport)

2) det stigende omfang af lønarbejde, hvor varer krydser internationale grænser uden overdragelse af ejendomsretten (varer til videreforarbejdning), og merchanting

3) international handel via internettet — både selskaber og husholdninger

4) den verdensomspændende handel med og anvendelse af produkter omfattet af intellektuel ejendomsret

5) arbejdstagere, som arbejder i udlandet og sender store beløb til familien i deres hjemland (arbejdstageres hjemsendelse af penge, som en del af personlige overførsler)

6) multinationale selskaber, der organiserer deres forretningsaktiviteter på tværs af nationale grænser for at maksimere produktiviteten og minimere den samlede skattebyrde. Derved kan der opstå kunstige selskabsstrukturer, som i visse tilfælde ikke afspejler den økonomiske virkelighed

7) benyttelse af offshorefinansieringsselskaber (special purpose entities og andre former) til finansiering af globale aktiviteter

8) reeksport af varer og i EU transport af varer mellem medlemsstater efter indførsel i Unionen (kvasitransit)

9) stigningen i de direkte udenlandske investeringer og nødvendigheden af at identificere og allokere de direkte investeringsstrømme.

1.17 Alle disse mere og mere almindelige aspekter af globaliseringen gør det til en stadig større udfordring for de nationale statistikere at indkredse og foretage en nøjagtig opgørelse af de grænseoverskridende strømme. Selv med et omfattende og pålideligt indsamlings- og målingssystem for posteringer i sektoren udlandet (og dermed også i de internationale konti på betalingsbalancen) vil globaliseringen øge behovet for en ekstra indsats for at sikre kvaliteten i nationalregnskaberne for alle økonomier og grupper af økonomier.

ANVENDELSE AF ENS 2010

Ramme for analyser og politikker

1.18 ENS-systemet kan bruges til analyse og vurdering af:

a) Strukturen i en samlet økonomi. Som eksempler på måleenheder kan nævnes:

1) værditilvækst og beskæftigelse efter erhverv

2) værditilvækst og beskæftigelse efter region

3) indkomstfordeling efter sektor

4) import og eksport efter produktgruppe

5) udgifter til forbrug efter formål og produktgruppe

6) faste investeringer og realkapital efter erhverv

7) sammensætningen af beholdninger og strømme af finansielle aktiver efter typen af aktiv og efter sektor.

b) Specifikke dele eller aspekter af en økonomi. Som eksempler kan nævnes:

1) bank- og finansvirksomhed i den nationale økonomi

2) den rolle, offentlig forvaltning og service spiller, og dens finansielle stilling

3) en bestemt regions økonomi (sammenlignet med den nationale økonomi)

4) husholdningernes opsparing og gæld.

c) Udviklingen i en økonomi over tid. Som eksempler kan nævnes:

1) analyse af BNP-vækstrater

2) analyse af inflationen

3) analyse af sæsonsvingninger i husholdningernes udgifter på grundlag af kvartalsregnskaber

4) analyse af den skiftende betydning af bestemte finansielle instrumenter over en periode, f.eks. den øgede udbredelse af finansielle derivater

5) sammenligning af erhvervsstrukturer i den nationale økonomi over en længere periode.

d) En samlet økonomi i forhold til andre økonomier. Som eksempler kan nævnes:

1) offentlig forvaltning og services rolle og størrelse — en sammenligning mellem EU's medlemsstater

2) analyse af den indbyrdes afhængighed mellem økonomierne i EU under hensyntagen til medlemsstaterne og deres regioner

3) analyse af, hvordan eksporten fra EU er sammensat, og hvor den går hen

4) sammenligning af BNP-vækstrater og disponibel indkomst per capita i EU og andre udviklede økonomier.

1.19 For EU og dets medlemsstater spiller ENS-tallene en vigtig rolle ved udformningen og forvaltningen af den økonomiske og sociale politik.

I det følgende er der vist eksempler på anvendelser af ENS:

a) overvågning og styring af euroområdets makroøkonomiske og monetære politik og fastlæggelse af konvergenskriterierne for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) på grundlag af nationalregnskabstal (f.eks. BNP-vækstrater)

b) fastlæggelse af kriterierne for proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud: målinger af offentlig forvaltning og services underskud og gæld

c) bevilling af økonomisk støtte til regioner i EU: fordelingen af midler til regionerne er baseret på regionalregnskabstal

d) beregning af EU's egne indtægter, der i tre henseender bygger på nationalregnskabstallene:

1) EU's samlede indtægter beregnes som en procentdel af summen af medlemsstaternes bruttonationalindkomst (BNI).

2) EU's tredje indtægtskilde er momsindtægter. Størrelsen af medlemsstaternes bidrag til disse indtægter afhænger i høj grad af nationalregnskabstallene, fordi tallene bruges til at beregne den gennemsnitlige momsprocent.

3) Den relative størrelse af medlemsstaternes bidrag til EU's fjerde indtægtskilde bygger på deres bruttonationalindkomstskøn. Disse skøn er beregningsgrundlaget for hovedparten af medlemsstaternes betalinger.

ENS 2010-begrebernes karakteristika

1.20 ENS 2010-begreberne har flere vigtige karakteristika, der skaber balance mellem databehov og datamuligheder: Regnskaberne:

a) Er internationalt kompatible.

b) Er harmoniseret med andre social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker.

c) Er konsistente.

d) Er direkte anvendelige — kan således måles i praksis.

e) Er forskellige fra de fleste administrative begreber.

f) Er veletablerede og fastsat for en lang periode.

g) Tager sigte på at beskrive den økonomiske proces i monetære og let observerbare størrelser.

h) Kan anvendes i forskellige situationer og til forskellige formål.

1.21 Begreberne i ENS 2010 er internationalt kompatible:

a) ENS 2010 er konsistent med begreberne i de internationale retningslinjer for opstilling af nationalregnskaber (SNA 2008)

b) For medlemsstaterne er ENS 2010 normen for indberetning af nationalregnskabstal til alle internationale organisationer.

c) Begrebernes internationale kompatibilitet har stor betydning, når man skal sammenligne statistikker for forskellige lande.

1.22 Begreberne i ENS 2010 er harmoniseret med andre social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker, fordi der i ENS 2010 anvendes begreber og nomenklaturer (f.eks. den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter i Den Europæiske Union »NACE rev. 2« ( 17 )), som også bruges i andre social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker i medlemsstaterne, f.eks. i industristatistik, udenrigshandelsstatistik og beskæftigelsesstatistik; begrebsforskelle er holdt på et minimum. Disse begreber og nomenklaturer i ENS 2010 er endvidere harmoniseret med De Forenede Nationers begreber og nomenklaturer.

Denne harmonisering med social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker skaber sammenhæng mellem statistikkerne og letter sammenligninger. Dermed sikres kvaliteten af nationalregnskabstallene. Desuden kan oplysningerne i de mere specifikke statistikker bedre sammenlignes med de generelle statistikker over den nationale økonomi.

1.23 De fælles begreber, der anvendes i nationalregnskabssystemet og de andre social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker, gør det muligt at udlede konsistente målinger. Følgende forholdstal kan f.eks. beregnes:

a) produktivitetstal, såsom værditilvækst pr. udført arbejdstime (disse tal forudsætter konsistens mellem begreberne værditilvækst og udførte arbejdstimer)

b) disponibel nationalindkomst per capita (dette forhold forudsætter konsistens mellem disponibel nationalindkomst og befolkningsdata)

c) faste investeringer i procent af realkapitalen (dette forhold forudsætter konsistens i definitionen af disse strømme og beholdninger)

d) underskud og gæld i offentlig forvaltning og service i procent af bruttonationalproduktet (denne beregning forudsætter konsistens mellem begreberne underskud og gæld i offentlig forvaltning og service og bruttonationalproduktet).

Begrebernes interne konsistens gør det muligt at udlede skøn på grundlag af residualer, f.eks. opsparing beregnet som forskellen mellem disponibel indkomst og udgifter til forbrug.

1.24 Begreberne i ENS 2010 er anvendt på en sådan måde, at de letter indsamlingen af statistiske data og opgørelsen af økonomiske størrelsesforhold. At begreberne er direkte anvendelige, fremgår i flere henseender af vejledningen i udarbejdelse af regnskaberne.

a) Aktiviteter eller poster er kun beskrevet, hvis de har en signifikant størrelse. Eksempelvis registreres husholdningernes produktion for egen regning såsom vævning af stof og fremstilling af lervarer ikke som produktion, da denne form for produktion betragtes som insignifikant i EU-landene.

b) Ved nogle begreber er der anvisning på, hvordan de skal opgøres. Forbrug af fast realkapital skal f.eks. opgøres på grundlag af lineær afskrivning. Til opgørelse af beholdningen af fast realkapital anvendes PIM-metoden (»Perpetual Inventory Method«), hvis der ikke foreligger direkte oplysninger om fast realkapital. Et andet eksempel er værdiansættelse af produktion for egen regning: Principielt anvendes basispriser, men om nødvendigt kan en tilnærmet værdi beregnes ved sammenlægning af de forskellige omkostninger ved fremstillingen.

c) I nogle tilfælde er der fastsat konventioner. Eksempelvis klassificeres alle kollektive tjenester, der ydes af offentlig forvaltning og service, som udgifter til forbrug.

1.25 Det er imidlertid ikke altid let at indsamle de nødvendige nationalregnskabstal direkte, da de tilgrundliggende begreber almindeligvis afviger fra begreberne i administrative datakilder. Som eksempel på administrative kilder kan nævnes virksomhedsregnskaber, data om forskellige skatter (moms, indkomstskat, importafgifter osv.), socialsikringsdata og data fra bank- og forsikringstilsyn. Disse administrative data bruges til opstilling af nationalregnskaber. Almindeligvis tilpasses de begreberne i ENS.

Begreberne i ENS adskiller sig sædvanligvis fra de tilsvarende administrative begreber af følgende grunde:

a) Administrative begreber er forskellige fra land til land og er derfor ikke internationalt kompatible.

b) Administrative begreber ændres over tid og kan derfor ikke anvendes til sammenligninger over tid.

c) Begreberne i de forskellige administrative datakilder er almindeligvis ikke indbyrdes konsistente. Sammenknytning og sammenligning af data, som er afgørende for sammenstilling af nationalregnskabstal, kan kun finde sted, hvis begreberne er konsistente

d) De administrative begreber er som regel ikke de mest velegnede til økonomiske analyser og vurdering af økonomisk politik.

1.26 Administrative datakilder er dog særdeles egnede til nationalregnskaber og andre statistikker, fordi:

a) begreber og nomenklaturer, som oprindeligt blev udformet til statistiske formål, også anvendes til administrative formål, f.eks. opdelingen af offentlige udgifter efter art

b) administrative datakilder dækker specifikke behov for statistiske oplysninger; dette gælder f.eks. Intrastatsystemet til tilvejebringelse af data om samhandelen mellem medlemsstaterne.

1.27 De vigtigste begreber i ENS er veletablerede og fastsat for en lang periode, eftersom:

a) man har vedtaget at anvende dem som internationale normer i mange år

b) de fleste grundbegreber i tidens løb stort set er forblevet uændret i de successive internationale retningslinjer for nationalregnskaber.

Denne begrebsmæssige kontinuitet reducerer behovet for at omregne tidsserier. Endvidere bliver begreberne mindre påvirkelige over for nationalt og internationalt politisk pres. Af disse grunde har nationalregnskabstallene kunnet bruges som objektivt datagrundlag for økonomisk politik og analyse.

1.28 Begreberne i ENS 2010 tager sigte på at beskrive den økonomiske proces i monetære værdier ud fra let observerbare størrelser. Beholdninger og strømme, som ikke umiddelbart kan gøres op i pengeværdi, eller som ikke har en modpostering udtrykt i pengeværdi, registreres ikke i ENS.

Dette princip håndhæves ikke altid strengt, fordi der skal tages hensyn til kravet om konsistens og til brugernes behov. For eksempel skal værdien af tjenester produceret af offentlig forvaltning og service af hensyn til konsistensen registreres som produktion, fordi aflønning af ansatte og indkøb af alle former for varer og tjenester i sektoren offentlig forvaltning og service umiddelbart kan gøres op i penge. Endvidere er det med henblik på økonomisk analyse og politik formålstjenligt for nationalregnskabet som helhed at beskrive kollektive tjenester produceret af offentlig forvaltning og service.

1.29 Med henblik på en yderligere afgrænsning af begreberne i ENS kan det være hensigtsmæssigt at nævne nogle vigtige grænsetilfælde.

Inden for rammerne af produktionsgrænsen i ENS registreres følgende (jf. 3.07-3.09):

a) produktion af individuelle og kollektive tjenester i offentlig forvaltning og service

b) boligtjenester, som ejere af egen bolig producerer for egen regning

c) produktion af varer til eget forbrug, f.eks. landbrugsvarer

d) byggeri for egen regning, herunder også husholdningernes byggeaktiviteter

e) hus- og hjemmehjælp, som ydes af lønnet personale

f) fiskeopdræt i fiskedamme

g) produktion, som er forbudt i henhold til loven, i det omfang de pågældende enheder deltager frivilligt i transaktionen

h) produktion, hvoraf indtægterne ikke i fuldt omfang opgives til skattemyndighederne, f.eks. hemmelig tekstilfabrikation.

1.30 Følgende falder uden for produktionsgrænsen og registreres ikke i ENS:

a) hus- og hjemmehjælp, der produceres og forbruges inden for samme husholdning, f.eks. rengøring, madlavning, pasning af syge og ældre

b) frivilligt arbejde, som ikke resulterer i produktion af varer, f.eks. pasning og rengøring uden betaling

c) naturlig vækst i fiskeforekomsterne i åbent farvand.

1.31 Som hovedregel registrerer ENS al produktion inden for produktionskriteriet, dog ikke hjælpeaktiviteternes produktion. Input i hjælpeaktiviteterne betragtes som input i den aktivitet, de er knyttet til. Hvis en virksomhed, der udelukkende udøver hjælpeaktiviteter, er statistisk observerbar, eftersom der foreligger separate regnskaber for dens produktion, eller er beliggende i et andet geografisk område end de virksomheder, den servicerer, registreres den både i national- og regionalregnskaber som en separat enhed og henføres til den branche, der svarer til dens hovedaktivitet. Foreligger der ikke passende primærdata, kan hjælpeaktivitetens produktion estimeres ved at sammenlægge omkostningerne.

1.32 Hvis en aktivitet betragtes som produktion og dermed registreres, skal de dertil knyttede indkomster, beskæftigelse, forbrug osv. også registreres. Da boligtjenester, som ejere af egen bolig producerer for egen regning, registreres som produktion, registreres derfor også de heraf følgende indkomster og udgifter til forbrug. Da der pr. definition ikke er noget forbrug af arbejdskraft ved produktionen af boligtjenester i ejerboliger, registreres der ikke nogen beskæftigelse. Dermed er der konsistens med beskæftigelsesstatistikken, hvor der ikke registreres nogen beskæftigelse for ejere af egen bolig. Det omvendte er tilfældet, når en aktivitet ikke registreres som produktion: Hushjælp, som produceres og forbruges i samme husholdning, skaber ingen indkomst, udgifter til forbrug osv., og derfor er der ikke tale om beskæftigelse.

1.33 ENS fastlægger også konventioner vedrørende:

a) værdiansættelse af produktionen i offentlig forvaltning og service

b) værdiansættelse af produktionen af forsikringstjenester og indirekte målte finansielle formidlingstjenester

c) registrering af kollektive tjenester leveret af offentlig forvaltning og service som udgifter til forbrug og ikke som forbrug i produktionen.

Sektorklassifikation

1.34 Sektorregnskaber opstilles ved at henføre enhederne til sektorer, således at det er muligt at fordele transaktioner og saldoposter på sektorer, hvorved der fremkommer mange fundamentale data til brug for den økonomiske politik og finanspolitikken. De vigtigste sektorer er husholdningerne, offentlig forvaltning og service, selskaber (finansielle og ikkefinansielle), nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger (NPISH) og udlandet.

Sondringen mellem markedsmæssig og ikkemarkedsmæssig aktivitet har stor betydning. En enhed, der kontrolleres af offentlig forvaltning og service, og som betragtes som et markedsmæssigt selskab, henføres til selskabssektoren uden for sektoren offentlig forvaltning og service. Selskabets underskud og gæld vil således ikke indgå i det offentliges underskud og gæld.

1.35 Det er af stor betydning, at der er fastlagt klare og robuste kriterier for klassificering af enhederne efter sektor.

Den offentlige sektor omfatter alle økonomiens residente institutionelle enheder, som kontrolleres af offentlig forvaltning og service. Den private sektor består af alle andre residente enheder.

Tabel 1.1 nedenfor indeholder kriterierne for sondringen mellem den offentlige og den private sektor og i den offentlige sektor sondringen mellem sektoren offentlig forvaltning og service og sektoren offentlige selskaber og i den private sektor mellem NPISH og private selskaber.



Tabel 1.1

Kriterier

Kontrolleret af offentlig forvaltning og service

(den offentlige sektor)

Privat kontrolleret

(den private sektor)

Ikkemarkedsmæssig produktion

Offentlig forvaltning og service

NPISH'er

Markedsmæssig produktion

Offentlige selskaber

Private selskaber

1.36 Kontrol defineres som beføjelser til at bestemme en institutionel enheds generelle politik eller strategi. Angående en mere detaljeret definition af kontrol henvises til 2.35-2.39.

1.37 Om en aktivitet er markedsmæssig eller ikkemarkedsmæssig, og dermed om offentlige enheder skal klassificeres i sektoren offentlig forvaltning og service eller i sektoren selskaber, afgøres på grundlag af følgende regel:

En aktivitet anses for at være markedsmæssig, når de tilsvarende varer og tjenester sælges på følgende betingelser:

1) Sælgerne søger at opnå størst mulig fortjeneste på lang sigt og kan frit sælge varer og tjenester til enhver, der er parat til at betale den forlangte pris.

2) Køberne søger i kraft af deres begrænsede midler at opnå størst mulig nytteværdi og køber kun de produkter, som bedst opfylder deres behov til den forlangte pris.

3) Der findes velfungerende markeder, hvortil sælgere og købere har adgang. Et marked kan være velfungerende, selv om disse betingelser ikke er opfyldt i alle henseender.

1.38 Detaljerne i ENS-begreberne kan bruges fleksibelt: Nogle begreber er ikke eksplicit nævnt i ENS, men kan nemt afledes. Et eksempel herpå er at danne nye sektorer ved at omgruppere delsektorer i ENS.

1.39 Fleksibiliteten kommer også til udtryk ved, at der kan indføres yderligere kriterier, når de ikke strider mod principperne i systemet. Ved hjælp af sådanne kriterier kan der opstilles delsektorregnskaber på grundlag af antallet af ansatte i produktionsenheder eller størrelsen af indkomsten i en husholdning. Antallet af ansatte kan underopdeles efter uddannelse, alder og køn.

Satellitregnskaber

1.40 Til opfyldelse af nogle specifikke databehov bør der oprettes separate satellitkonti.

Som eksempler kan nævnes:

a) samfundsmæssige regnskabsmatricer (SAM)

b) turismens rolle i den nationale økonomi

c) omkostninger til sundhedsvæsen og finansiering heraf

d) forskning og udvikling anerkendt som investeringer i intellektuel ejendomsret

e) human kapital anerkendt som aktiver i den nationale økonomi

f) husholdningernes indkomster og udgifter på basis af mikroøkonomiske indkomst- og udgiftsbegreber

g) samspillet mellem miljøet og økonomien

h) husholdningernes produktion

i) ændringer i velfærd

j) forskellen mellem nationalregnskab og virksomhedsregnskaber og deres indflydelse på børs- og valutamarkederne

k) skøn over skatteindtægter.

1.41 Satellitkonti dækker disse databehov ved at:

a) gå i detaljer, hvor det er nødvendigt og udelade overflødige data

b) udvide regnskabssystemets dækningsområde ved at tilføje oplysninger, som ikke indeholder værdiangivelser, f.eks. om forurening og miljømæssige aktiver

c) ændre nogle grundbegreber, f.eks. ved at udvide begrebet investeringer ved at medregne udgifterne til uddannelse.

1.42 En samfundsmæssig regnskabsmatrix (SAM) er en matrixfremstilling, som kæder tilgangs- og anvendelsestabeller sammen med sektorregnskaberne. Den giver flere oplysninger om omfanget og sammensætningen af beskæftigelsen ved at underopdele aflønningen af ansatte i kategorier af beskæftigede. Denne underopdeling gælder både anvendelsen af arbejdskraft fordelt på erhverv, som den fremgår af anvendelsestabellerne, og tilgangen af arbejdskraft fordelt på socioøkonomiske undergrupper, som det ses af kontoen for allokering af primær indkomst for husholdningssektorens delsektorer. Derved gives en systematisk oversigt over tilgang og anvendelse af forskellige kategorier af arbejdskraft.

1.43 I satellitregnskaberne bibeholdes alle grundbegreberne og klassifikationerne i ENS 2010-regnskabssystemets grundstruktur. Begreberne ændres kun, når formålet med satellitopgørelsen kræver det. I så fald bør satellitregnskabet også indeholde en tabel, der viser sammenhængen mellem henholdsvis satellitregnskabets og grundstrukturens vigtigste aggregater. På denne måde bibeholdes grundstrukturen som referenceramme, samtidig med at mere specielle behov tilgodeses.

1.44 I grundstrukturen indgår der almindeligvis ikke strømme og beholdninger, som ikke umiddelbart kan opgøres i pengeværdi (eller som ikke har et modstykke, der kan opgøres i pengeværdi). På grund af sådanne strømmes og beholdningers særlige karakter er det normalt også muligt at analysere dem ud fra statistikker, som ikke er pengeværdirelaterede, f.eks.:

a) Husholdningernes produktion beskrives ved at opgøre antallet af timer anvendt til de forskellige formål.

b) Uddannelse kan beskrives ud fra uddannelsens art, antallet af elever, uddannelsens gennemsnitlige varighed mv.

c) Forurening beskrives bedst ved ændringer i antallet af levende plante- og dyrearter, skovenes tilstand, mængden af affald, omfanget af kulilteemission og bestråling mv.

1.45 Satellitregnskaber gør det muligt at kæde sådanne statistikker, som ikke indeholder pengeværdiangivelser, sammen med grundstrukturen i nationalregnskabssystemer. Sammenkædningen kan ske ved at anvende samme systematisering i ikkepengeværdirelaterede statistikker, som er anvendt i grundstrukturen, f.eks. klassifikation efter husholdningens art eller klassifikation efter branche. Derved opbygges en udvidet struktur, som er konsistent. Denne struktur kan således anvendes som grundlag for analyser og vurderinger af indbyrdes relationer mellem de forskellige variabler i henholdsvis grundstrukturen og den udvidede del.

1.46 Grundstrukturen og dens vigtigste aggregater beskriver ikke ændringer i velfærd. Der kan opstilles udvidede regnskaber, som også indeholder den imputerede værdi af f.eks.:

a) hus- og hjemmehjælp produceret og forbrugt i samme husholdning

b) ændringer vedrørende fritiden

c) fordele og ulemper ved at bo i byen

d) uligheden i indkomstfordelingen mellem enkeltpersoner.

1.47 I de udvidede regnskaber kan man også omklassificere beklagelige nødvendige udgifter (f.eks. til forsvaret) til forbrug i produktionen, dvs. som ikkebidragende til velfærd. På samme måde kan ødelæggelser ved oversvømmelser og andre naturkatastrofer klassificeres som forbrug i produktionen, dvs. som en forringelse af (den absolutte) velfærd. På denne måde kan man forsøge at skabe en meget grov og ufuldstændig indikator for velfærdsændringer. Men velfærd har mange dimensioner, og de fleste kan man dårligt gøre op i pengeværdi. Velfærd kan bedre måles ved at bruge separate indikatorer og måleenheder for de enkelte dimensioner. Egnede indikatorer kunne f.eks. være børnedødelighed, gennemsnitlig levetid, analfabetisme blandt voksne eller nationalindkomst per capita. Disse indikatorer vil kunne indarbejdes i en satellitkonto.

1.48 For at nå frem til en struktur, der er konsistent og internationalt kompatibel, anvendes der ikke administrative begreber i ENS. Til nationale formål kan det dog være nyttigt at råde over tal baseret på administrative begreber. Hvis man f.eks. skal opstille skøn over skatteindtægterne, er det nødvendigt at råde over statistikker over skattepligtig indkomst. Disse statistikker kan tilvejebringes ved at ændre lidt i nationalregnskabsstatistikkerne.

1.49 Samme indfaldsvinkel kan anvendes til en række begreber, der bruges i den nationale økonomiske politik, f.eks.:

a) det inflationsmål, som bruges til at forhøje pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og aflønning af tjenestemænd

b) skat, sociale bidrag, offentlig forvaltning og service og den kollektive sektor, som anvendes i diskussionen om den offentlige sektors mest hensigtsmæssige størrelse

c) »strategisk« sektor/erhverv, som bruges i den nationale økonomiske politik eller i EU's økonomiske politik

d) »erhvervsinvesteringer«, som anvendes i den nationale økonomiske politik

e) en supplerende tabel, der viser en komplet registrering af pensioner.

Satellitregnskaber eller supplerende tabeller kan dække sådanne databehov.

ENS 2010 og SNA 2008

1.50 ENS 2010 er baseret på SNA fra 2008, som indeholder retningslinjer for opstilling af nationalregnskaber for alle verdens lande. Der er dog nogle forskelle mellem ENS 2010 og SNA 2008:

a) Forskelle i præsentationen:

1) ENS 2010 indeholder særskilte kapitler om produkttransaktioner, fordelingstransaktioner og finansielle transaktioner. I SNA 2008 derimod er disse transaktioner beskrevet i kapitler ordnet efter konto, f.eks. kapitler om produktionskonto, primærindkomstfordelingskonto, kapitalkonto og konto for udlandet.

2) ENS 2010 beskriver et begreb ved at definere det og opremse, hvad der falder ind under det, og hvad der falder udenfor. SNA 2008 beskriver som regel begreberne mere generelt og begrunder de vedtagne konventioner.

b) ENS 201-begreberne er i adskillige tilfælde mere konkrete og præcise end begreberne i SNA 2008:

1) SNA 2008 indeholder ikke specifikke kriterier til sondring mellem produktion, som er markedsmæssig, til eget brug og ikkemarkedsmæssig. I ENS er der derfor introduceret mere detaljerede regler for at sikre en ensartet tilgang.

2) I ENS 2010 antages det, at varer, der produceres af husholdningerne, såsom vævning af stof og møbelfremstilling, ikke er signifikante i medlemsstaterne og derfor ikke behøver at blive registreret.

3) I ENS 2010 henvises der til institutionelle ordninger i EU, som f.eks. Intrastatsystemet til registrering af varebevægelser inden for EU og medlemsstaternes bidrag til EU.

4) ENS 2010 indeholder EU-specifikke nomenklaturer, f.eks. aktivitetstilknyttet produktklassifikation (CPA) ( 18 ) til produkter og NACE rev. 2 til brancher (begge er harmoniseret med FN's tilsvarende nomenklaturer).

5) ENS 2010 indeholder en yderligere opdeling af alle transaktioner med udlandet; de opdeles i transaktioner mellem residenter i EU og transaktioner med residenter uden for EU.

6) I ENS 2010 er sektoren finansielle selskaber opdelt i andre delsektorer end i SNA 2008 for at tilgodese ØMU'ens behov. ENS 2010 kan være mere konkret end SNA 2008, fordi ENS 2010 primært gælder for medlemsstaterne. Til dækning af Unionens behov, skal ENS nødvendigvis også være mere konkret.

ENS 2010 OG ENS 95

1.51 ENS 2010 afviger fra ENS 95 både med hensyn til omfang og begreber. De fleste af disse forskelle svarer til forskellene mellem SNA 1993 og SNA 2008. De vigtigste forskelle er:

a) Anerkendelse af forskning og udvikling som investeringer, der fører til aktiver i form af intellektuel ejendomsret. Denne ændring registreres på en satellitkonto og opføres i kerneregnskabet, når det kan konstateres, at opgørelsesmetoderne er tilstrækkeligt pålidelige og harmoniserede medlemsstaterne imellem.

b) Udgifterne til våbensystemer, der opfylder den generelle definition af aktiver, klassificeres som faste investeringer og ikke som udgifter til forbrug i produktionen.

c) Det analytiske begreb kapitaltjenester er blevet indført for markedsmæssig produktion, således at der kan opstilles en supplerende tabel, hvor de opføres som en bestanddel af værditilvæksten.

d) De finansielle aktiver er blevet udvidet til at omfatte en bredere vifte af finansielle derivater.

e) Nye regler for registrering af pensionsrettigheder. Der er indført en supplerende tabel i regnskabet for at gøre det muligt at registrere skøn over alle rettigheder i både fondsbaserede og ikkefondsbaserede socialsikringsordninger. Alle nødvendige oplysninger til en omfattende analyse fremgår af denne tabel, som viser rettigheder og tilhørende strømme for alle private og offentlige fondsbaserede og ikkefondsbaserede pensionsordninger, herunder også socialsikringspensioner.

f) Reglerne om overdragelse af ejendomsretten til varer anvendes generelt, hvilket medfører ændringer i registreringen af merchanting (transithandel) og varer sendt til forarbejdning både i udlandet og i hjemlandet. Dermed registreres varer sendt til forarbejdning i udlandet netto og ikke brutto som i SNA 1993 og ENS 95. Denne ændring har stor betydning for registreringen af sådanne aktiviteter i tilgangs- og anvendelsestabellerne.

g) Den nye version indeholder flere retningslinjer om finansielle selskaber i almindelighed og om SPE'er (special purpose entities) i særdeleshed. Behandlingen af offentligt kontrollerede SPE'er i udlandet er blevet ændret, således at SPE'ers gældsforpligtelser fremgår af offentlig forvaltning og services konti.

h) Behandlingen af ekstraordinært store udbytter udbetalt af offentlige selskaber er blevet præciseret, dvs. at de betragtes som ekstraordinære betalinger og udtræk fra egenkapitalen.

i) Principperne for behandlingen af offentlig-private partnerskaber er blevet fastlagt, og behandlingen af omstruktureringsagenturer er blevet udvidet.

j) Transaktionerne mellem offentlig forvaltning og service og offentlige selskaber og med securitiseringsinstrumenter er blevet præciseret for at forbedre registreringen af størrelser, som kan få væsentlig indflydelse på den offentlige gæld.

k) Behandlingen af lånegarantier er blevet præciseret, og der er indført en ændret behandling af standardiserede lånegarantier som f.eks. eksportkreditgarantier og studielånsgarantier. Den nye behandling består i, at det beløb, der kan forventes at blive udbetalt i forbindelse med garantierne, bør registreres som finansielt aktiv og passiv i regnskabet.

1.52 Ændringerne i ENS 2010 i forhold til ENS 95 er ikke kun af begrebsmæssig art. Der er store ændringer i dækningen, idet der er tilføjet nye kapitler om satellitregnskaber, regnskaber for offentlig forvaltning og service og konti for udlandet. Kapitlerne om kvartalsregnskaber og regionalregnskaber er også blevet udvidet betydeligt.

GRUNDPRINCIPPERNE I ENS 2010 SOM SYSTEM

1.53 Systemets hovedbestanddele er:

a) de statistiske enheder og deres gruppering

b) strømme og beholdninger

c) kontosystemet og aggregaterne

d) input-output-tabellerne.

De statistiske enheder og deres gruppering

1.54 I ENS 2010 anvendes to slags enheder og to tilsvarende måder at opdele økonomien på til to forskellige analyseformål.

1.55 Det første formål, som er at beskrive indkomst, udgifter og finansielle strømme og statuskonti, opfyldes ved at gruppere de institutionelle enheder i sektorer efter deres vigtigste funktioner, adfærd og mål.

1.56 Det andet formål, som er at beskrive produktionsprocesser og input-output-systemet, opfyldes ved at gruppere lokale faglige enheder i brancher på grundlag af arten af deres aktiviteter. En aktivitet er karakteriseret ved et input af produkter, en produktionsproces og et output af produkter.

Institutionelle enheder og sektorer

1.57 Institutionelle enheder er økonomiske enheder, som er i stand til at eje varer og aktiver, stifte gæld og udøve økonomiske aktiviteter og på egne vegne indgå transaktioner med andre enheder. I ENS 2010 opdeles de institutionelle enheder i fem gensidigt udelukkende indenlandske institutionelle sektorer bestående af:

a) ikkefinansielle selskaber

b) finansielle selskaber

c) offentlig forvaltning og service

d) husholdninger

e) nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger.

De fem sektorer udgør tilsammen den samlede indenlandske økonomi. Hver sektor er igen opdelt i delsektorer. Ved hjælp af ENS 2010 er det muligt at opstille et komplet sæt strøm- og statuskonti for hver sektor og delsektor samt for den samlede økonomi. Ikkeresidente enheder kan indgå i et samspil med disse fem indenlandske sektorer, og samspillet vises mellem de fem indenlandske sektorer og en sjette institutionel sektor: udlandet.

Lokale faglige enheder og erhverv

1.58 Når institutionelle enheder udøver mere end én aktivitet, opdeles de efter aktivitetens art. Ved hjælp af lokale faglige enheder er dette muligt.

En lokal faglig enhed omfatter de dele af en producerende institutionel enhed, som er beliggende et sted eller flere tæt forbundne steder, og som bidrager til udøvelsen af en aktivitet på undergruppeniveau (fire cifre) i NACE rev. 2.

1.59 Lokale faglige enheder registreres for hver biaktivitet. Hvis de nødvendige regnskabsoplysninger til særskilt beskrivelse af disse aktiviteter imidlertid ikke foreligger, knyttes flere biaktiviteter til en lokal faglig enhed. Alle lokale faglige enheder, der udøver samme eller lignende aktiviteter, udgør tilsammen en branche.

En institutionel enhed omfatter en eller flere lokale faglige enheder. En lokal faglig enhed tilhører én og kun én institutionel enhed.

1.60 Til analyse af produktionsprocessen anvendes en analytisk produktionsenhed. Denne enhed kan kun observeres i de tilfælde, hvor den lokale faglige enhed fremstiller ét produkt og ikke har en biaktivitet. Denne enhed kaldes en homogen produktionsenhed. Grupperinger af sådanne enheder danner homogene brancher.

Residente og ikkeresidente enheder, den samlede økonomi og udlandet

1.61 Den samlede økonomi beskrives ud fra de residente enheder. En enhed er resident, når dens økonomiske hovedinteressecentrum ligger inden for landets økonomiske område — dvs. når den udøver økonomiske aktiviteter igennem længere tid (et år eller mere) på dette område. De institutionelle sektorer omtalt i 1.57 består af residente institutionelle enheder.

1.62 Residente enheder deltager i transaktioner med ikkeresidente enheder (dvs. med enheder, som er residente i andre økonomiske områder). Disse transaktioner er økonomiens udenlandske transaktioner og samles i kontoen for udlandet. Udlandet spiller således samme rolle som en institutionel sektor, selv om ikkeresidente enheder kun medregnes i det omfang, de deltager i transaktioner med residente institutionelle enheder.

1.63 Fiktive residente enheder betragtes i ENS 2010-systemet som institutionelle enheder og defineres således:

a) de dele af ikkeresidente enheder, som har et økonomisk hovedinteressecentrum på landets økonomiske område (dvs. som i de fleste tilfælde foretager økonomiske transaktioner i et år eller derover)

b) ikkeresidente enheder i deres egenskab af ejere af jord eller bygninger på landets økonomiske område, men kun hvad angår transaktioner vedrørende jord og bygninger.

Strømme og beholdninger

1.64 I ENS registreres to fundamentale typer data: strømme og beholdninger.

Strømme vedrører bevægelser og følger af begivenheder inden for en given periode, mens beholdninger vedrører situationen på et bestemt tidspunkt.

Strømme

1.65 Strømme er udtryk for skabelse, omdannelse, udveksling, overdragelse eller udslettelse af økonomiske værdier. De medfører ændring af værdien af en institutionel enheds aktiver og passiver. Der findes to slags økonomiske strømme: transaktioner og andre ændringer i aktiver.

Transaktioner forekommer på alle konti og i alle tabeller, der viser strømme, undtagen på kontoen for andre mængdemæssige ændringer i status og på omvurderingskontoen. Andre ændringer i status registreres kun på disse to konti.

Enkelttransaktioner og andre strømme grupperes i et forholdsvis begrænset antal kategorier efter deres art.

1.66 En transaktion er en økonomisk strøm mellem institutionelle enheder efter gensidig aftale, eller en økonomisk strøm inden for en institutionel enhed, som med fordel kan betragtes som en transaktion, fordi enheden handler i to forskellige egenskaber. Transaktioner opdeles i fire hovedgrupper:

a) Produkttransaktioner, som beskriver produkters oprindelse (indenlandsk produktion eller import) og anvendelse (forbrug i produktionen, forbrug, investeringer — herunder også forbrug af fast realkapital — eller eksport).

b) Fordelingstransaktioner, som beskriver, hvordan værditilvækst, der skabes i produktionen, fordeles på arbejdskraften, kapitalen og sektoren for offentlig forvaltning og service og endvidere omfordelingen af indkomst og formue (indkomstskat, formueskat og andre overførsler).

c) Finansielle transaktioner, som beskriver nettoændringer i de finansielle aktiver og passiver for hvert finansielt instrument. Sådanne transaktioner finder sted både som modstykke til ikkefinansielle transaktioner og som finansielle instrumenter.

d) Transaktioner, som ikke falder ind under de tre ovennævnte grupper: anskaffelser minus afhændelser af ikkeproducerede ikkefinansielle aktiver.

1.67 De fleste transaktioner indebærer relationer mellem to eller flere institutionelle enheder. ENS 2010-systemet registrerer dog visse handlinger inden for de institutionelle enheder som transaktioner. Formålet med at registrere disse interne transaktioner er at give et mere analytisk brugbart billede af produktion, endelig anvendelse og omkostninger.

1.68 Forbrug af fast realkapital er en intern transaktion, der registreres i ENS 2010-systemet som en omkostning. De fleste af de andre transaktioner inden for enheden er produkttransaktioner, som typisk registreres, når den institutionelle enhed — i sin egenskab af både producent og forbruger — forbruger egne produkter. Dette gælder ofte husholdninger og offentlig forvaltning og service.

1.69 Al egenproduktion, der indgår som endelig anvendelse inden for samme institutionelle enhed, registreres. Egenproduktion til forbrug i produktionen inden for samme institutionelle enhed registreres kun, hvis produktion og forbrug i produktionen finder sted i forskellige lokale faglige enheder inden for samme institutionelle enhed. Produktion produceret og anvendt som forbrug i produktionen inden for samme lokale faglige enhed registreres ikke.

1.70 Transaktioner er monetære transaktioner, hvis de pågældende enheder foretager eller modtager betalinger, påtager sig gældsforpligtelser eller modtager aktiver opgjort i valutaenheder.

Transaktioner, som ikke indebærer udveksling af kontantbeløb eller fordringer eller gældsforpligtelser opgjort i pengebeløb, er ikkemonetære transaktioner. Interne transaktioner er ikkemonetære transaktioner. Ikkemonetære transaktioner mellem to eller flere institutionelle enheder forekommer ved produkttransaktioner (byttehandel), fordelingstransaktioner (betaling i naturalier, overførsel i naturalier osv.) og andre transaktioner (byttehandel med ikkeproducerede, ikkefinansielle aktiver). ENS 2010-systemet registrerer alle transaktioner i pengeværdi. Når værdien af ikkemonetære transaktioner skal registreres, må den derfor opgøres indirekte eller estimeres.

1.71 Mellem to eller flere enheder kan der være to slags transaktioner — enten tosidige eller ensidige transaktioner. Ved tosidige transaktioner deltager to institutionelle enheder, idet der leveres varer, tjenester eller aktiver med f.eks. penge som modydelse. Ved ensidige transaktioner er der typisk tale om ydelse af betaling i kontanter eller naturalier fra en institutionel enhed til en anden uden modydelse. De tosidige transaktioner finder sted inden for alle fire kategorier af transaktioner, mens ensidige transaktioner hovedsagelig er fordelingstransaktioner, f.eks. skatter, sociale bistandsydelser eller gaver. Sådanne ensidige transaktioner betegnes overførsler.

1.72 Transaktionerne registreres på samme måde, som de opfattes af de involverede institutionelle enheder. Behandlingen af nogle transaktioner ændres imidlertid for at tydeliggøre de underliggende økonomiske relationer. Der kan være tale om tre former for ændringer: omkanalisering, opdeling og identifikation af transaktionens egentlige part.

1.73 En transaktion, som af de involverede enheder anses for at have fundet sted direkte mellem enhed A og C, kan registreres i regnskabet, som om den var foregået indirekte gennem en tredje enhed B. I så fald registreres transaktionen mellem A og C som to transaktioner: en mellem A og B, og en mellem B og C. Transaktionen er således omkanaliseret.

1.74 Et eksempel herpå er bogføringen af arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger indbetalt direkte til socialforsikringsfondene. I ENS registreres disse betalinger som to transaktioner: Arbejdsgiverne betaler arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger til de ansatte, og de ansatte betaler samme bidrag til socialforsikringsfondene. Som med alle former for omkanalisering er formålet at tydeliggøre de økonomiske relationer bag transaktionen. I dette tilfælde går det ud på at vise, at arbejdsgiverbidragene til sociale ordninger er bidrag, der betales til gunst for de ansatte.

1.75 En anden form for omkanalisering er de transaktioner, som i systemet registreres som foregået mellem to eller flere institutionelle enheder, selv om der ifølge de involverede parter ikke finder nogen transaktion sted. Et eksempel herpå er behandlingen af formueindkomst, der hidrører fra investering af visse forsikringstekniske reserver, og som tilbageholdes af forsikringsselskaberne. Systemet registrerer denne indkomst som betalt af forsikringsselskabet til forsikringstagerne, som derefter tilbagebetaler det samme beløb til selskabet som ekstrapræmier.

1.76 Når en transaktion, som de involverede parter betragter som en enkelt transaktion, registreres som to eller flere transaktioner i forskellige kategorier, er transaktionen opdelt. Opdeling medfører ikke, at yderligere enheder inddrages i transaktionen.

1.77 Betaling af skadesforsikringspræmier er et typisk eksempel på opdelte transaktioner. Selv om forsikringstagerne og forsikringsselskaberne betragter disse betalinger som én transaktion, opdeler ENS 2010-systemet dem i to helt forskellige transaktioner: betaling som modydelse for skadesforsikringstjenester og nettoskadesforsikringspræmier. Et andet eksempel på opdeling af transaktioner kan nævnes i forbindelse med salg af et produkt, hvor man ved registreringen adskiller salget af produktet fra handelsavancen.

1.78 Når en enhed udfører en transaktion på en anden enheds vegne (den egentlige part), og transaktionen betales af denne, registreres transaktionen udelukkende på den egentlige parts konto. Man bør i reglen ikke gå videre end dette princip ved f.eks. at forsøge at fordele skatter og subsidier på de endelige betalere eller modtagere på grundlag af antagelser.

Et eksempel herpå er en offentlig enheds inddrivelse af skatter på vegne af en anden enhed. En skat henføres til den offentlige enhed, som udøver beføjelser til at opkræve skatten (enten som den egentlige part eller via de beføjelser, som den egentlige part har videredelegeret) og har endelige beføjelser til at fastsætte og ændre skatteprocenten.

1.79 Definitionen af en transaktion indebærer, at der skal foreligge en gensidig aftale mellem de pågældende institutionelle enheder. Når en transaktion finder sted efter gensidig aftale, er det underforstået, at de institutionelle enheder er bekendt med og indforstået med den pågældende transaktion. Betaling af skat og bøder sker efter fælles aftale, eftersom den betalende er borger i landet og underkastet dets love. Ikkekompenseret beslaglæggelse af aktiver regnes dog ikke for en transaktion, selv om den er pålagt ved lov.

Illegale økonomiske aktiviteter betragtes som transaktioner, hvis alle de involverede enheder deltager efter fælles aftale i aktiviteten. Således er køb og salg af samt byttehandel med narkotika og stjålne effekter transaktioner, mens tyveri ikke er.

1.80 Under andre ændringer i status registreres ændringer, som ikke følger af transaktioner. Det er:

a) andre mængdemæssige ændringer i aktiver og passiver, eller

b) kapitalgevinster og -tab.

1.81 Andre mængdemæssige ændringer i aktiver og passiver inddeles i tre hovedkategorier:

a) normal opståen og forsvinden af aktiver, som ikke er resultatet af transaktioner

b) ændringer i aktiver og passiver som følge af ekstraordinære, uforudsete hændelser, som ikke er af økonomisk art

c) klassifikations- og strukturændringer.

1.82 Eksempler på ændringer inden for den kategori, der henvises til i 1.81, litra a), er fund og udtømmelse af aktiver i undergrunden, og naturlig vækst af ikkeavlede/dyrkede biologiske ressourcer. Eksempler på ændringer inden for den kategori, der henvises til i 1.81, litra b), er tab af aktiver som følge af naturkatastrofer, krig eller alvorlige kriminelle handlinger. Ensidig annullering af gæld og ikkekompenseret beslaglæggelse af aktiver hører også ind under kategori b). Et eksempel på en ændring inden for den kategori, der henvises til i 1.81, litra c), er omklassificering af en institutionel enhed fra en sektor til en anden.

1.83 Kapitalgevinster og -tab opstår, når der sker ændringer i værdien af aktiver. De forekommer i forbindelse med alle finansielle og ikkefinansielle aktiver og passiver. Kapitalgevinster og -tab tilfalder henholdsvis påføres ejerne af aktiver eller passiver udelukkende i kraft af, at de ejer disse aktiver eller passiver i en periode, og uden at de undergår nogen form for ændringer.

1.84 Kapitalgevinster og -tab opgjort på basis af gældende markedspriser kaldes nominelle kapitalgevinster/-tab. Disse kan opdeles i neutrale kapitalgevinster og -tab, som afspejler ændringerne i det generelle prisniveau, og reale kapitalgevinster og -tab, som afspejler ændringer i priserne på aktiverne ud over de generelle prisændringer.

Beholdninger

1.85 Ved beholdninger forstås mængden af aktiver og passiver på et givet tidspunkt. Beholdninger opgøres ved begyndelsen og ved slutningen af hver regnskabsperiode og opføres på statuskonti.

1.86 Der foretages også beholdningsopgørelser over befolkning og arbejdskraft. Disse beholdninger opgøres imidlertid som gennemsnitsværdier igennem regnskabsperioden. Der foretages beholdningsopgørelser over alle aktiver inden for systemets rammer; dvs. over finansielle aktiver og passiver og ikkefinansielle aktiver, både producerede og ikkeproducerede. Dog medtages kun aktiver, som indgår i økonomiske aktiviteter, og som er underlagt ejerrettigheder.

1.87 Således opgøres ikke aktiver som menneskelig kapital og naturgivne ressourcer, der ikke har nogen ejer.

Inden for ENS 2010-systemets grænser er det udtømmende både med hensyn til strømme og beholdninger. Det betyder, at alle ændringer i beholdninger kan forklares fuldt ud med de registrerede strømme.

Kontosystem og aggregater

Bogføringsregler

1.88 På en konto registreres ændringer i værdien for en enhed eller sektor alt efter arten af de økonomiske strømme, der registreres på kontoen. Den er udformet som en tabel med to kolonner. På de løbende konti registreres data om produktion, indkomstdannelse, allokering, fordeling og omfordeling samt anvendelse af indkomst. Akkumulationskonti omfatter kapitalkonto, finansiel konto og konto for andre mængdemæssige ændringer.

1.89 I ENS 2010-systemet er der på kontiene for løbende transaktioner anført betegnelsen »tilgang« på kontoens højre side, der benyttes til registrering af forøgelser af en enheds eller sektors økonomiske værdier. Venstre side af kontoen betegnes »anvendelse« og viser de transaktioner, der reducerer de økonomiske værdier. Akkumulationskontienes højre side registrerer »ændringer i passiver og nettoformue« og venstre side »ændringer i aktiver«. Statuskontiene har »passiver og nettoformue« (forskellen mellem aktiver og passiver) på højre side og »aktiver« på venstre. En sammenligning af to på hinanden følgende statuskonti viser ændringerne i passiver og nettoformue og ændringerne i aktiver.

1.90 I ENS skelnes der mellem juridisk og økonomisk ejendomsret. Kriteriet for registrering af overførsler af varer fra en enhed til en anden er overdragelsen af den økonomiske ejendomsret fra den ene enhed til den anden. Den juridiske ejer er den enhed, som har en lovhjemlet ret til at nyde godt af de fordele, der er forbundet med besiddelsen. En juridisk ejer kan dog indgå en kontrakt med en anden enhed om, at denne mod et aftalt vederlag overtager de risici og fordele, der er forbundet med at anvende varerne i produktionen. Kontrakten er en aftale om finansiel leasing, hvor betalingerne blot er den modydelse, leasinggiveren kræver for at stille aktivet til rådighed for leasingtageren. Hvis en bank f.eks. er den juridiske ejer af et fly, men indgår en finansiel leasingaftale med et flyselskab om drift af flyet, er det ved registrering af transaktionerne i regnskabet flyselskabet, der betragtes som ejer. Når det i regnskabet registreres, at flyselskabet har købt flyet, imputeres der samtidigt et lån fra banken til flyselskabet. Lånet afspejler således de beløb, der i fremtiden forfalder til betaling for benyttelse af flyet.

1.91 For de enkelte enheder eller sektorer gælder i nationalregnskabet princippet om dobbelt bogholderi. Hver transaktion bogføres to gange, en gang som tilgang (eller ændringer i passiver) og en gang som anvendelse (eller ændringer i aktiver). Summen af transaktioner, der registreres som tilgang eller ændringer i passiver, skal være lig summen af transaktioner, der registreres som anvendelse eller ændringer i aktiver, hvorved kontienes konsistens kan kontrolleres.

1.92 Nationalregnskabet med alle enheder og sektorer bygger på princippet om firdobbelt bogholderi, eftersom de fleste transaktioner berører to institutionelle enheder. Hver transaktion registreres to gange af hver af de to parter. Eksempelvis registreres en kontant socialydelse fra en offentlig enhed til en husholdning i den offentlige enheds konti som anvendelse under overførsler og som en negativ anskaffelse af aktiver under sedler og mønt samt indskud. På husholdningssektorens konti registreres den som tilgang under overførsler og som anskaffelse af aktiver under sedler og mønt samt indskud.

1.93 Transaktioner inden for en enkelt enhed (som f.eks. en enheds forbrug af egen produktion) kræver kun to posteringer, hvis størrelse må beregnes.

Værdiansættelse

1.94 Med undtagelse af visse poster vedrørende befolkning og arbejdskraft opgør ENS 2010-systemet alle strømme og beholdninger i monetær værdi. Strømme og beholdninger opgøres efter deres markedsværdi, dvs. den værdi, strømmene og beholdningerne rent faktisk omsættes til eller kunne omsættes til i kontanter. Markedspriserne er derfor udgangspunkt for værdiansættelse i ENS.

1.95 Når der er tale om monetære transaktioner eller aktiver og passiver i kontanter, er de nødvendige værdier umiddelbart tilgængelige. I de fleste andre tilfælde foretages værdiansættelsen bedst ved sammenligning med markedsprisen for tilsvarende varer og tjenester eller aktiver. Denne metode benyttes f.eks. ved byttehandel og ved tjenester i forbindelse med ejerboliger. Når markedspriser for tilsvarende produkter ikke er tilgængelige, f.eks. ved ikkemarkedsmæssige ydelser produceret af offentlig forvaltning og service, foretages værdiansættelsen ved at sammenlægge produktionsomkostningerne. Hvis ikke der foreligger oplysninger om markedspriser og omkostninger, kan strømme og beholdninger vurderes til nutidsværdien af det forventede fremtidige afkast. Denne sidste metode bør dog kun benyttes som allersidste udvej.

1.96 Beholdninger værdiansættes til løbende priser på tidspunktet for opstilling af statuskontoen og ikke til de priser, der gjaldt på produktions- eller anskaffelsestidspunktet for de varer og aktiver, der indgår i statuskontoen. Det er nødvendigt at værdiansætte beholdninger til nedskrevet aktuel anskaffelsesværdi eller til produktionsomkostningerne.

1.97 På grund af transportomkostninger, handelsavancer og produktskatter minus produktsubsidier opfatter producenten og forbrugeren ofte en given vares værdi forskelligt. For at ligge så tæt op ad de involverede parters opfattelse som muligt registrerer ENS 2010-systemet alle anvendelser i køberpriser, hvilket indbefatter transportomkostninger, handelsavancer og produktskatter minus produktsubsidier, mens produktionen registreres til basispriser, som ikke indeholder disse elementer.

1.98 Import og eksport af varer opgøres til værdien ved landegrænsen. Den samlede import og eksport ansættes til værdien ved eksportørens toldgrænse eller frit om bord (fob). Udenlandske enheders transport- og forsikringstjenester mellem importørens og eksportørens grænse medregnes ikke i varernes værdi, men registreres under tjenesteydelser. Da der ikke altid foreligger oplysninger om fob-priser for alle underopdelinger af produkter, viser de detaljerede tabeller over udenrigshandelen importen opgjort til værdien ved importørens toldgrænse (cif-værdi). Alle transport- og forsikringstjenester til importørens grænse medregnes i de importerede varers værdi. I det omfang disse tjenester ydes af indenlandske enheder, foretages der en generel fob/cif-korrektion i disse tal.

1.99 Værdiansættelse i faste priser består i at opgøre strømme og beholdninger i regnskabsperioden i en tidligere periodes priser. Formålet med at værdiansætte i faste priser er at opdele den pågældende periodes ændringer i værdien af strømme og beholdninger i prisændringer og mængdemæssige ændringer. Strømme og beholdninger i faste priser er mængdeopgørelser.

1.100 Mange strømme og beholdninger, f.eks. indkomst, har ikke selv nogen pris- og mængdedimension. Disse variablers købekraft kan dog beregnes ved at deflatere de løbende værdier med et passende prisindeks, f.eks. prisindekset for landets samlede endelige indenlandske anvendelse eksklusive lagerændringer. Deflaterede strømme og beholdninger opgøres også i reale værdier. Et eksempel er disponibel realindkomst.

Registreringstidspunkt

1.101 Strømme registreres efter optjeningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt, hvor økonomiske værdier skabes, omdannes eller afvikles, eller når fordringer og gæld opstår, omdannes eller afvikles.

1.102 Produktion registreres på produktionstidspunktet, ikke når den betales af en køber. Salget af et aktiv registreres, når ejendomsretten overdrages, ikke når betalingen erlægges. Renter registreres i den regnskabsperiode, hvori de påløber, uanset om de betales i den periode eller ej. Registrering i overensstemmelse med optjeningstidspunktet gælder alle strømme, både monetære og ikkemonetære, såvel inden for en enhed som strømme mellem enheder.

1.103 Det kan imidlertid være nødvendigt at være fleksibel med hensyn til skatter og andre strømme i relation til sektoren offentlig forvaltning og service, som ofte registreres på kassebasis på denne sektors konti. Det kan være vanskeligt at ændre registreringen af sådanne strømme på kassebasis til registrering efter optjeningstidspunktet, og der kan derfor anvendes tilnærmede værdier.

1.104 Som en undtagelse fra de generelle regler for registrering af skatter og bidrag til sociale ordninger, der skal betales til sektoren offentlig forvaltning og service, kan de enten registreres eksklusive den del, som ikke forventes at indgå, eller, hvis denne del er inkluderet, udlignes i samme regnskabsperiode gennem en kapitaloverførsel fra sektoren offentlig forvaltning og service til de relevante sektorer.

1.105 Strømme registreres samtidig for alle de involverede institutionelle enheder og på alle konti. Ikke alle institutionelle enheder bruger de samme bogføringsprincipper, og selv om de gør, kan der være forskelle i selve bogføringen af praktiske grunde som f.eks. forsinkelser i kommunikationen. Derfor sker det, at de involverede parter registrerer en transaktion på forskellige tidspunkter. Disse forskelle fjernes ved korrektioner.

Konsolidering og nettoficering

1.106 Med konsolidering menes eliminering af transaktioner — både under tilgang og anvendelse — mellem enheder, som tilhører samme gruppe, og eliminering af gensidige finansielle aktiver og passiver. Dette forekommer almindeligvis, når konti for delsektorer under offentlig forvaltning og service kombineres.

1.107 Som generelt princip gælder, at strømme og beholdninger mellem enhederne inden for delsektorer og sektorer ikke konsolideres.

1.108 Der kan dog opstilles konsoliderede konti med henblik på supplerende beskrivelser og analyser. Oplysninger om en (del-)sektors transaktioner med andre sektorer og den tilsvarende finansielle stilling over for de andre sektorer kan være vigtigere end de globale bruttotal.

1.109 Endvidere giver konti og tabeller over kreditor/debitor-relationer et detaljeret billede af, hvordan økonomien finansieres, og disse opgørelser anses for meget nyttige for forståelsen af, gennem hvilke kanaler de finansielle overskud løber fra långiver til låntager.

1.110 De enkelte enheder og sektorer kan have samme slags transaktioner både på anvendelsessiden og tilgangssiden (f. eks. både betaler og modtager de renter) og samme slags finansielle instrument både som aktiv og som passiv. I ENS registreres bruttostørrelserne bortset fra den nettoficering, der følger af nomenklaturerne.

1.111 Nettoficering ligger implicit i nogle kategorier af transaktioner, hvoraf det tydeligste eksempel er »lagerændringer«, som understreger den analytisk vigtige betydning af de samlede investeringer frem for de små daglige til- og afgange. Med få undtagelser viser den finansielle konto og kontoen for andre ændringer i status på samme måde nettostigningen i aktiver og passiver, således at det endelige resultat af disse strømme tydeligt kommer frem ved slutningen af regnskabsperioden.

Konti, saldoposter og aggregater

1.112 For enheder eller grupper af enheder registreres på forskellige konti transaktioner, som har relation til et aspekt af de økonomiske aktiviteter (f.eks. produktion). På produktionskontoen er der ikke balance mellem transaktionerne på anvendelses- og tilgangssiden, hvorfor der indsættes en saldopost. Der skal også indsættes en saldopost (nettoformue) mellem de samlede aktiver og samlede passiver i en institutionel enhed eller sektor. Saldoposter er i sig selv relevante størrelser til måling af økonomiske resultater. Når de gøres op for økonomien som helhed, er de betydningsfulde aggregater.

Kontosystemet

1.113 ENS 2010-systemet er bygget op omkring et system af indbyrdes forbundne konti. Et komplet sæt konti for institutionelle enheder og sektorer består af konti for løbende transaktioner, akkumulationskonti og statuskonti.

1.114 Kontiene for løbende transaktioner vedrører produktion, indkomstdannelse, indkomstfordeling og -omfordeling samt anvendelse af indkomsten til forbrug. Akkumulationskontiene registrerer ændringer i aktiver og passiver og ændringer i nettoformue (dvs. for hver institutionel enhed eller gruppe af enheder forskellen mellem dens aktiver og passiver). Statuskonti viser beholdningen af aktiver samt nettoformue.

1.115 Kontosystemet for lokale faglige enheder og brancher omfatter kun de første konti for løbende transaktioner: produktionskontoen og indkomstdannelseskontoen, hvis saldo er overskud af produktionen.

Konto for varer og tjenester

1.116 Kontoen for varer og tjenester viser for økonomien som helhed eller for produktgrupper den samlede tilgang (produktion og import) og anvendelse af varer og tjenester (forbrug i produktionen, forbrug, lagerændringer, faste bruttoinvesteringer, anskaffelser minus afhændelser af værdigenstande, eksport). Denne konto er ikke samme type konto som de øvrige i kontosystemet, og der fremkommer ikke en saldopost, som overføres til næste konto i systemet. Det er snarere en regnskabsidentitet i tabelform, ifølge hvilken tilgang er lig anvendelse for alle produkter og produktgrupper i økonomien.

Konto for udlandet

1.117 Kontoen for udlandet dækker transaktioner mellem residente og ikkeresidente institutionelle enheder og de tilhørende aktiv- og passivbeholdninger.

Da udlandet i kontosystemet kan sidestilles med en institutionel sektor, er kontoen for udlandet opstillet ud fra udlandets synspunkt. En tilgang for udlandet er en anvendelse for den samlede økonomi og omvendt. Hvis en saldopost er positiv, svarer det til et overskud for udlandet og et underskud for landet og omvendt, hvis saldoposten er negativ.

Kontoen for udlandet afviger fra de andre sektorkonti derved, at den ikke viser alle transaktioner i udlandet, men kun de transaktioner, som har et modstykke i den indenlandske økonomi.

Saldoposter

1.118 En saldopost fremkommer ved at trække summen af posterne på den ene side af kontoen fra summen af posterne på den anden.

Saldoposter indeholder væsentlige informationer og er nogle af de vigtigste poster på kontiene, hvilket ses af følgende eksempler på saldoposter: værditilvækst, overskud af produktionen, disponibel indkomst, opsparing, fordringserhvervelse, netto.

I følgende figur er kontosystemet illustreret som strømme — saldoposterne er skrevet med fede typer.

image

1.119 Den første konto i systemet er produktionskontoen, der viser produktionen og forbruget i produktionen, og hvor værditilvæksten fremkommer som saldopost.

1.120 Værditilvæksten overføres til næste konto, som er indkomstdannelseskontoen. Her registreres aflønningen af ansatte i produktionsprocessen og de skatter, der i forbindelse med produktionen tilfalder offentlig forvaltning og service, således at overskud af produktionen (eller blandet indkomst for selvstændige i husholdningssektoren) kan beregnes som saldopost for hver sektor. Dette er nødvendigt, for at værditilvæksten i de producerende sektorer opgjort som overskud af produktionen eller blandet indkomst kan måles.

1.121 Herefter overføres værditilvæksten opdelt i aflønning af ansatte, skatter og overskud af produktionen/blandet indkomst til kontoen for allokering af primær indkomst. Opdelingen gør det muligt at henføre hver faktorindkomst til den modtagende sektor i modsætning til den producerende sektor. Eksempelvis fordeles al aflønning af ansatte på sektoren husholdninger og sektoren udlandet, mens overskud af produktionen forbliver i den selskabssektor, som har frembragt det. På denne konto registreres også formueindkomststrømme til og fra sektoren, således at saldoposten er primærindkomststrømme til sektoren.

1.122 På den næste konto registreres omfordelingen af disse indkomster via overførsler: sekundærindkomstfordelingskontoen. Det vigtigste omfordelingsinstrument er offentlig forvaltning og services beskatning af og sociale ydelser til sektoren husholdninger. Saldoposten er disponibel indkomst.

1.123 Den næste i rækken af hovedkonti er kontoen for anvendelse af disponibel indkomst. Kontoen er relevant for sektoren husholdninger, eftersom det er her husholdningernes udgifter til forbrug registreres, og husholdningernes opsparing fremkommer her som saldopost.

1.124 Samtidig oprettes en parallel konto, nemlig kontoen for indkomstomfordeling via naturalieydelser, der specifikt viser sociale overførsler i naturalier som en imputeret overførsel fra offentlig forvaltning og service til sektoren husholdninger, således at husholdningernes indkomst kan forøges med værdien af de individuelle naturalieoverførsler fra offentlig forvaltning og service. På den næste konto, kontoen for anvendelse af korrigeret disponibel indkomst, forøges husholdningernes anvendelse af disponibel indkomst med samme beløb, som om husholdningerne købte de individuelle tjenester af offentlig forvaltning og service. Disse to imputeringer udligner hinanden, således at saldoposten er opsparing og identisk med opsparingen i rækken af hovedkonti.

1.125 Opsparing overføres til kapitalkontoen, hvor opsparingen anvendes til finansiering af investeringer og dermed til kapitaloverførsler til og fra sektorerne. Anvendes for få eller for mange midler til anskaffelse af reale aktiver, fremkommer saldoposten fordringserhvervelse, netto. En positiv fordringserhvervelse, netto, er udtryk for et udlånsoverskud, mens en negativ fordringserhvervelse, netto, er udtryk for finansiering af et underskud.

1.126 Endelig er der den finansielle konto, hvor de enkelte sektorers udlåns- og låneaktiviteter er registreret, og hvor fordringserhvervelse, netto, fremkommer som saldopost. Dette beløb bør være helt identisk med saldoposten fordringserhvervelse, netto, på kapitalkontoen. En eventuel difference må skyldes en måleafvigelse mellem den reale og den finansielle registrering af den økonomiske aktivitet.

1.127 I den nederste række af figuren er der i venstre side primostatuskontoen, der viser alle reale og finansielle aktiver og passiver ved en bestemt periodes begyndelse. En økonomis velstand måles ved hjælp af dens nettoformue (aktiver minus passiver), og dette fremgår af tallet nederst på statuskontoen.

1.128 Fra venstre mod højre set fra primostatuskontoen registreres de forskellige ændringer i aktiver og passiver, der forekommer i kontoperioden. Kapitalkontoen og den finansielle konto viser de ændringer, der sker som følge af transaktioner i henholdsvis reale aktiver og finansielle aktiver og passiver. Er der ikke andre ændringer, vil det være muligt umiddelbart at beregne positionen ved periodens slutning ved at addere ændringerne til positionen ved periodens begyndelse.

1.129 Imidlertid kan der uden for produktions- og forbrugscyklussen ske ændringer, som vil få indflydelse på værdien af aktiver og passiver ved periodens slutning. En type ændring er mængdemæssige ændringer i aktiver, dvs. reale ændringer i fast realkapital, som ikke skyldes økonomiske hændelser. Et eksempel herpå er tab efter katastrofer såsom et kraftigt jordskælv, hvor store mængder aktiver går tabt, uden at der er tale om økonomiske transaktioner. Dette tab registreres på kontoen for andre mængdemæssige ændringer i status for at tage højde for en mindre beholdning af aktiver end forventet udelukkende ud fra et økonomisk synspunkt. En anden måde, hvorpå aktiver (og passiver) kan ændre værdi, uden at der ligger en økonomisk transaktion til grund herfor, er prisændringer, som medfører kapitalgevinster eller -tab i beholdningen af aktiver. Disse ændringer registreres på omvurderingskontoen. Tages der højde for disse to yderligere påvirkninger af værdien af beholdningen af aktiver og passiver, er det muligt at estimere værdierne i ultimostatuskontoen ud fra positionen ved periodens begyndelse korrigeret for ændringerne i strømkontiene i den nederste række af figuren.

Aggregater

1.130 Aggregater er sammensatte tal, som viser resultaterne af den samlede økonomis aktiviteter, f.eks. produktion, værditilvækst, disponibel indkomst, forbrug, opsparing, investering mv. Selv om beregningen af aggregater hverken er det eneste formål eller hovedformålet i ENS, anerkendes deres betydning som summariske indikatorer og nøglestørrelser til brug for makroøkonomiske analyser og tidsmæssige og geografiske sammenligninger.

1.131 Der skelnes mellem to typer aggregater:

a) aggregater, som har direkte relation til transaktioner i ENS 2010-systemet, såsom produktion af varer og tjenester, forbrug, faste bruttoinvesteringer, aflønning af ansatte mv.

b) aggregater, som er saldoposter på kontiene, såsom BNP i markedspriser, den samlede økonomis overskud af produktionen, BNI, disponibel nationalindkomst, opsparing, løbende saldo over for udlandet samt den samlede økonomis nettoformue (nationalformuen).

1.132 Nationalregnskabsdata pr. capita anvendes til vigtige formål. En del aggregater såsom BNP, nationalindkomst og husholdningernes forbrug, sættes i relation til befolkningstallet (den residente befolkning). Når man skal opdele kontiene eller dele af husholdningssektorens konti i delsektorer, anvendes tillige oplysninger om antallet af husholdninger og antallet af personer i hver delsektor.

1.133 BNP er et vigtigt aggregat i ENS. BNP er et mål for den samlede økonomiske aktivitet inden for et økonomisk område, som fører til en produktion, der imødekommer efterspørgslen i økonomien. Der er tre måder, hvorpå BNP kan opgøres i markedspriser:

1) fra produktionssiden som summen af al værditilvækst inden for alle aktiviteter, som producerer varer og tjenester, plus produktskatter minus produktsubsidier

2) fra anvendelsessiden som summen af udgifter til forbrug af økonomiens produktion eller til forøgelse af nationalformuen plus eksport minus import af varer og tjenester

3) fra indkomstsiden som summen af alle indkomster i forbindelse med produktion af varer og tjenester, plus produktions- og importskatter minus produktsubsidier.

1.134 Disse tre fremgangsmåder til opgørelse af BNP afspejler også de forskellige måder, hvorpå man kan anskue BNP's bestanddele. Værditilvæksten kan underopdeles efter institutionel sektor og efter den type aktivitet eller det erhverv, som bidrager til den samlede værditilvækst, f.eks. landbruget, fremstillingsindustrien, bygge- og anlægssektoren, servicesektoren mv.

Endelige anvendelser kan opdeles efter type: husholdningernes forbrug, NPISH'ernes forbrug, offentlig forvaltning og services forbrug, lagerændringer, faste investeringer og eksport, minus import.

Samlede indkomster kan opdeles efter indkomsttype: aflønning af ansatte og overskud af produktionen.

1.135 For at BNP-skønnet kan være så pålideligt som muligt, er det god praksis at indsætte elementerne i disse tre fremgangsmåder i et sæt tilgangs- og anvendelsestabeller. Derved er det muligt at afstemme værditilvækst- og indkomstskøn efter erhverv og skabe balance mellem udbud og efterspørgsel. Denne integrerede fremgangsmåde sikrer konsistens mellem bestanddelene i BNP og et mere pålideligt skøn over BNP end ved anvendelse af kun en af de tre metoder. Ved at trække forbruget af fast realkapital fra BNP fås nettonationalproduktet i markedspriser (NNP).

Input-output-tabeller

1.136 I input-output-tabellerne samles bestanddelene i bruttoværditilvæksten, erhvervenes input og produktion, udbuddet af og efterspørgslen efter produkter og sammensætningen af anvendelser og tilgang på tværs af de institutionelle sektorer. I tabellerne opdeles økonomien for at præsentere transaktioner med alle varer og tjenester mellem erhvervene og forbrugerne for en bestemt periode (f.eks. et kvartal eller et år). Oplysningerne kan præsenteres på to måder:

a) tilgangs- og anvendelsestabeller

b) symmetriske input-output-tabeller.

Tilgangs- og anvendelsestabeller

1.137 Tilgangs- og anvendelsestabellerne viser hele økonomien opdelt efter erhverv (f.eks. automobilindustrien) og produkter (f.eks. sportsartikler). Tabellerne viser forbindelserne mellem bestanddelene i bruttoværditilvæksten, erhvervenes input og output samt udbuddet af og efterspørgslen efter produkter. Tilgangs- og anvendelsestabellerne kombinerer forskellige institutionelle sektorer (f.eks. offentlige selskaber) med detaljerede oplysninger om import og eksport af varer og tjenester, offentlig forvaltning og services udgifter, husholdningernes og NPISH'ernes udgifter og investeringer.

1.138 Ved hjælp af tilgangs- og anvendelsestabeller er det muligt at analysere konsistensen og sammenhængen i nationalregnskabets komponenter i et enkelt detaljeret tabelsystem, og ved at integrere komponenterne fra de tre metoder til opgørelse af BNP (dvs. produktion, indkomst og anvendelser) kan man udarbejde et BNP-skøn.

1.139 Ved en integreret afstemning af tilgangs- og anvendelsestabellerne sikres også sammenhæng og konsistens ved at forbinde komponenterne i følgende tre konti:

1) kontoen for varer og tjenester

2) produktionskontoen (efter erhverv og institutionel sektor), og

3) indkomstdannelseskontoen (efter erhverv og institutionel sektor).

Symmetriske input-output-tabeller

1.140 De symmetriske input-output-tabeller er afledt af dataene fra tilgangs- og anvendelsestabellerne og andre kilder med henblik på tilvejebringelse af grundlaget for efterfølgende analyser.

1.141 Disse tabeller indeholder symmetriske tabeller (af typen produkt x produkt eller branche x branche), Leontiefinverterede tabeller og andre diagnostiske analyser som output-multiplikatorer. Disse tabeller viser særskilt forbruget af indenlandsk producerede og importerede varer og tjenester og tilvejebringer de teoretiske rammer for yderligere strukturel analyse af økonomien, herunder sammensætningen og virkningerne af ændringer i efterspørgslen for økonomien.




KAPITEL 2

ENHEDER OG DERES GRUPPERING

2.01 Et lands økonomi er et system, hvor institutioner og mennesker indgår i et samspil gennem udveksling og overførsler af varer, tjenester og betalingsmidler (f.eks. penge) med henblik på produktion og forbrug af varer og tjenester.

I økonomien er de enheder, der indgår i samspillet, økonomiske enheder, der kan eje aktiver, stifte gæld og udøve økonomiske aktiviteter og indgå transaktioner med andre enheder. De kaldes institutionelle enheder.

Det tjener flere formål at definere de enheder, der anvendes i nationalregnskabet. For det første er enhederne vigtige grundelementer, når økonomierne skal defineres i geografisk forstand, f.eks. stater, regioner og grupper af stater såsom monetære eller politiske unioner. For det andet er enhederne vigtige grundelementer, når der skal foretages en gruppering efter institutionelle sektorer. For det tredje er de afgørende ved fastlæggelsen af, hvilke strømme og beholdninger der skal registreres. Transaktioner mellem forskellige dele af den samme institutionelle enhed registreres i princippet ikke i nationalregnskabet.

2.02 De enheder og grupperinger af enheder, som anvendes i nationalregnskabet, skal defineres under henvisning til den type økonomisk analyse, de er beregnet til, og ikke ud fra de typer af enheder, der normalt anvendes i statistiske undersøgelser. Sidstnævnte enheder (f.eks. foretagender, holdingselskaber, faglige enheder, lokale enheder, offentlige forvaltningsenheder, nonprofitinstitutioner, husholdninger osv.) er undertiden ikke hensigtsmæssige til brug inden for nationalregnskabet, idet de er baseret på traditionelle kriterier af juridisk, administrativ eller regnskabsmæssig art.

Statistikerne skal tage hensyn til definitionerne af de analyseenheder, der er fastlagt i ENS 2010, med henblik på at sikre, at alle oplysninger, der er nødvendige for at opstille data baseret på de analyseenheder, der anvendes i ENS 2010, efterhånden kommer til at indgå i de undersøgelser, hvor dataene indsamles.

2.03 Karakteristisk for ENS 2010-systemet er, at der anvendes typer af enheder svarende til tre måder at opdele økonomien på:

1) for at kunne analysere strømme og beholdninger er det vigtigt at vælge enheder, der gør det muligt at undersøge adfærdsmønstrene hos de økonomiske aktører

2) for at kunne analysere produktionsprocessen er det væsentligt at vælge enheder, der kan belyse sammenhænge af teknisk-økonomisk art, eller som afspejler lokale aktiviteter

3) for at kunne foretage regionale analyser er det nødvendigt med enheder, der afspejler lokale aktiviteter.

Institutionelle enheder er defineret, så de opfylder den første af disse målsætninger. Adfærdsmønstre, jf. nr. 1) ovenfor, kræver enheder, der afspejler alle deres institutionelle økonomiske aktiviteter.

Produktionsprocesserne, de teknisk-økonomiske sammenhænge og regionale analyser, jf. nr. 2) og 3) ovenfor, kræver enheder som f.eks. lokale faglige enheder. Disse enheder beskrives senere i dette kapitel.

Før der gives en definition af de enheder, der anvendes i ENS 2010, er det nødvendigt at afgrænse den nationale økonomi.

AFGRÆNSNING AF DEN NATIONALE ØKONOMI

2.04 De enheder, som udgør et lands økonomi, og hvis strømme og beholdninger registreres i ENS 2010, er de residente enheder, dvs. de enheder, der har hjemsted i økonomien. Hver institutionel enheds hjemsted er det økonomiske område, hvor enheden har sit økonomiske interessecentrum. Disse enheder kaldes residente enheder uanset nationalitet, juridisk form eller tilstedeværelse på det pågældende lands økonomiske område på det tidspunkt, hvor transaktionen gennemføres.

2.05 Det økonomiske område består af følgende:

a) det geografiske område, som faktisk administreres og kontrolleres økonomisk af en enkelt regering

b) toldfri zoner, herunder toldfri lagre og fabrikker under toldopsyn

c) det nationale luftrum, territorialfarvand og den del af kontinentalsoklen, der ligger i det internationale farvand, som er under landets overhøjhed

d) territoriale enklaver — dvs. geografiske områder beliggende i udlandet, og som i henhold til internationale traktater eller aftaler mellem stater anvendes af landets offentlige myndigheder (såsom ambassader, konsulater, militærbaser, videnskabelige baser osv.)

e) forekomster af olie, naturgas osv. i internationalt farvand uden for landets kontinentalsokkel, som udnyttes af enheder, der er residente i landets område som defineret i litra a)-d).

Fiskerfartøjer, andre skibe, flydende platforme og luftfartøjer behandles i ENS som mobilt udstyr, hvad enten de ejes og/eller drives af residente enheder i landet eller ejes af ikkeresidente enheder og drives af residente enheder. Transaktioner vedrørende ejendomsret (faste bruttoinvesteringer) og brug (udlejning, forsikring osv.) af mobilt udstyr henregnes til økonomien i det land, hvor henholdsvis ejeren og/eller operatøren er resident. Finansiel leasing betragtes som en overdragelse af ejendomsretten.

Det økonomiske område kan være større eller mindre end det, der er defineret ovenfor. Som eksempel på et større område kan nævnes en valutaunion som Den Europæiske Monetære Union, og som et eksempel på et mindre område kan nævnes en del af et land, f.eks. en region.

2.06 Det økonomiske område omfatter ikke eksterritoriale enklaver.

Området omfatter heller ikke dele af landets eget geografiske område, der anvendes af følgende organisationer:

a) andre landes offentlige myndigheder

b) Den Europæiske Unions institutioner og organer, og

c) internationale organisationer i henhold til internationale traktater mellem stater.

Områder, der anvendes af Den Europæiske Unions institutioner og organer og internationale organisationer, er særskilte økonomiske områder. Karakteristisk for sådanne områder er, at det kun er institutionerne, der er residente.

2.07 »Økonomisk interessecentrum« angiver, at der findes en placering inden for et lands økonomiske område, hvor en enhed udøver økonomiske aktiviteter og transaktioner i betydeligt omfang, enten tidsubegrænset eller over en længere, tidsbegrænset periode (et år eller mere). Ejendomsret til jord og bygninger inden for det økonomiske område betragtes som tilstrækkeligt til, at ejeren har et økonomisk interessecentrum på området.

Foretagender er næsten altid tilknyttet én enkelt økonomi. Skattemæssige og andre juridiske krav medfører ofte, at der anvendes en særskilt juridisk enhed for aktiviteterne i hvert juridisk område. Derudover anvendes en selvstændig institutionel enhed til statistiske formål, når en enkelt juridisk enhed har væsentlige aktiviteter på to eller flere områder (f.eks. i forbindelse med filialer, ejendomsret til jord og foretagender, der opererer i flere områder). Når sådanne juridiske enheder splittes op, er hjemstedet for hvert af de foretagender, der herefter regnes med, klart. Økonomisk interessecentrum betyder ikke, at enheder med væsentlige aktiviteter i to eller flere områder ikke længere bør splittes op.

Hvis et foretagende ikke har nogen fysisk dimension, bestemmes dets hjemsted ud fra det økonomiske område, efter hvis lovgivning foretagendet er oprettet eller registreret.

2.08 Enheder, der anses for residente i et givet land, opdeles i følgende grupper:

a) enheder, hvis aktivitet er produktion, finansiering, forsikring eller omfordeling, for så vidt angår alle deres transaktioner, undtagen transaktioner vedrørende ejendomsret til jord og bygninger

b) enheder, hvis hovedaktivitet er forbrug, for så vidt angår alle deres transaktioner, undtagen transaktioner vedrørende ejendomsret til jord og bygninger

c) alle enheder i deres egenskab af ejere af jord eller bygninger, med undtagelse af ejere af eksterritoriale enklaver, der udgør en del af andre landes økonomiske område, eller som er selvstændige stater.

2.09 For andre enheder end husholdninger kan der med hensyn til alle deres transaktioner undtagen dem, der vedrører ejendomsret til jord og bygninger, skelnes mellem følgende to tilfælde:

a) Aktiviteterne udøves udelukkende på landets økonomiske område: Enheder, der udøver sådanne aktiviteter, er residente enheder i det pågældende land.

b) Aktiviteterne udøves i et år eller derover, i flere landes økonomiske områder: Kun den del af enheden, der har et økonomisk interessecentrum inden for landets økonomiske område, anses for at være en resident enhed i det pågældende land.

En resident institutionel enhed kan være en fiktiv resident enhed, for så vidt angår den aktivitet, der udøves i landet i mere end et år, af en enhed, der er resident i et andet land. Hvis aktiviteten udføres i mindre end et år, forbliver aktiviteten en del af de aktiviteter, der udføres af den producerende institutionelle enhed, og der registreres ikke en særskilt institutionel enhed. Hvis aktiviteten er ubetydelig, selv om den varer længere end et år, og vedrører installation af udstyr i udlandet, registreres der ikke nogen separat enhed, og aktiviteterne registreres som hørende under den producerende institutionelle enhed.

2.10 Husholdninger, undtagen i deres egenskab af ejere af jord og bygninger, er residente enheder i det økonomiske område, hvor de har et økonomisk interessecentrum. De er residente, selv om de opholder sig i udlandet i perioder på under et år. Disse omfatter navnlig følgende grupper:

a) grænsearbejdere, dvs. personer, som dagligt krydser grænsen for at arbejde i et naboland

b) sæsonarbejdere, dvs. personer, som forlader landet i adskillige måneder alt efter årstiden, men i mindre end et år, for at arbejde i et andet land

c) turister, patienter, studerende, embedsmænd på tjenesterejse, forretningsfolk, sælgere, kunstnere, og besætningsmedlemmer, som rejser i udlandet

d) lokalt ansatte, der arbejder i eksterritoriale enklaver i udlandet

e) ansatte ved Den Europæiske Unions institutioner samt ved internationale civile eller militære organisationer, som har hovedkvarter i eksterritoriale enklaver

f) officielle repræsentanter, civile eller militære, for landets regering (herunder disses husholdninger), der er bosat i territoriale enklaver.

Studerende betragtes altid som residenter, uanset varigheden af deres studier i udlandet.

2.11 Alle enheder i deres egenskab af ejere af jord og/eller bygninger, som udgør en del af det økonomiske område, er residente enheder eller fiktive residente enheder i det land, hvor den pågældende jord eller de pågældende bygninger er beliggende.

DE INSTITUTIONELLE ENHEDER

2.12  Definition: En institutionel enhed er en økonomisk enhed, der er kendetegnet ved fri beslutningsret i udøvelsen af dens hovedfunktion. En resident enhed betragtes som en institutionel enhed i det økonomiske område, hvor den har sit økonomiske interessecentrum, hvis den har fri beslutningsret og enten fører et fuldstændigt regnskab eller kan udarbejde et fuldstændigt regnskab.

En enhed har fri beslutningsret, hvad angår dens hovedfunktion, hvis den:

a) har ret til at eje varer eller aktiver for egen regning og vil kunne overdrage og få overdraget ejendomsretten til varer og aktiver i transaktioner med andre institutionelle enheder

b) kan træffe økonomiske beslutninger og udøve økonomiske aktiviteter, som den selv har det direkte juridiske ansvar for

c) kan stifte gæld på egne vegne, påtage sig andre eller yderligere forpligtelser samt indgå aftaler, og

d) kan føre et fuldstændigt regnskab, hvori der foretages en regnskabsmæssig registrering af alle transaktioner, som har fundet sted i regnskabsperioden, samt opstille en statuskonto for aktiver og passiver.

2.13 Nedenstående principper er gældende, hvor en enhed ikke opfylder kriterierne for institutionelle enheder:

a) Husholdninger anses for at have fri beslutningsret, hvad angår deres hovedfunktion, og er derfor institutionelle enheder, selv om de ikke fører et fuldstændigt regnskab.

b) Enheder, der ikke fører et fuldstændigt regnskab, og som ikke i givet fald kan udarbejde et fuldstændigt regnskab, er ikke institutionelle enheder.

c) Enheder, som, selv om de fører et fuldstændigt regnskab, ikke har fri beslutningsret, henregnes under de enheder, de er underlagt.

d) Enheder behøver ikke at offentliggøre regnskaber for at være institutionelle enheder.

e) Enheder, der er en del af en gruppe af enheder, som beskæftiger sig med produktion, og som fører et fuldstændigt regnskab, betragtes som institutionelle enheder, selv om de har overdraget dele af deres frie beslutningsret til en central organisation (hovedsædet) med ansvar for den overordnede ledelse af gruppen. Selve hovedsædet betragtes som en separat institutionel enhed uafhængig af de enheder, den styrer.

f) Kvasiselskaber er enheder, der fører et fuldstændigt regnskab, og som ikke er juridiske enheder. Deres økonomiske og finansielle adfærd er imidlertid forskellig fra deres ejeres og svarer til den, der kendetegner selskaber. De betragtes som havende fri beslutningsret og som separate institutionelle enheder.

Hovedsæder og holdingselskaber

2.14 Hovedsæder og holdingselskaber er institutionelle enheder. Der er tale om følgende to typer:

a) Et hovedsæde er en enhed, der udøver ledelsesmæssig kontrol over sine filialer. Hovedsæder henregnes til den del af sektoren ikkefinansielle selskaber, som deres filialer overvejende henhører under, medmindre alle eller de fleste af deres filialer er finansielle selskaber; i så fald behandles de pr. konvention som finansielle hjælpeenheder (S.126) i sektoren finansielle selskaber.

Hvis der både er tale om ikkefinansielle og finansielle filialer, bestemmes sektorklassifikationen ud fra, hvor værditilvæksten er størst.

Hovedsæder er beskrevet i international standardklassifikation af al erhvervsmæssig virksomhed revidering (ISIC Rev. 4), section M, class 7010 (NACE rev. 2, hovedafdeling M, undergruppe 70.10):

Denne undergruppe omfatter tilsyn med og forvaltning af andre af selskabets eller foretagendets enheder; varetagelse af strategisk eller organisatorisk planlægning og beslutningstagning i selskabet eller foretagendet; udførelse af den driftsmæssige kontrol og daglige administration af de relaterede enheder.

b) Et holdingselskab, der ejer aktiverne i datterselskaber, men som ikke udøver forvaltningsaktiviteter, er en koncerntilknyttet finansiel institution (S.127) og klassificeres som et finansielt selskab.

Holdingselskaber er beskrevet som følger i ISIC Rev. 4, Section K, class 6420 (NACE rev. 2, hovedafdeling K, undergruppe 64.20):

Denne undergruppe omfatter aktiviteter udøvet af holdingselskaber, dvs. enheder, der ejer aktiverne (en kontrollerende andel) i en gruppe datterselskaber, og hvis hovedaktivitet er at eje gruppen. Holdingselskaberne i denne undergruppe udfører ikke andre tjenester for de virksomheder, som de har andel i, dvs. de forvalter eller leder ikke andre enheder.

Grupper af selskaber

2.15 Større grupper af selskaber opstår, når et moderselskab kontrollerer flere datterselskaber, som så igen kan kontrollere deres egne datterselskaber og så fremdeles. Hvert medlem af gruppen behandles som en separat institutionel enhed, hvis den opfylder definitionen af en institutionel enhed.

2.16 En af fordelene ved ikke at behandle grupper af selskaber som en enkelt institutionel enhed, er, at grupper ikke altid er stabile over tid og heller ikke lette at identificere i praksis. Det kan være vanskeligt at indhente oplysninger om grupper, hvis aktiviteter ikke er tæt integrerede. Mange grupper er for store og heterogene til at blive behandlet som enkelte enheder, og deres størrelse og sammensætning kan ændre sig i tidens løb som følge at fusioner og overtagelser.

SPE'er

2.17 En SPE (special purpose entity) eller SPV (special purpose vehicle) er normalt et selskab med begrænset ansvar eller et kommanditselskab, der er oprettet for at opfylde begrænsede, særlige eller midlertidige målsætninger og for at isolere en økonomisk risiko og en bestemt skattemæssig risiko eller reguleringsmæssig usikkerhed.

2.18 Der er ingen fælles definition på en SPE, men følgende kendetegn er typiske:

a) De har ingen ansatte og ingen ikkefinansielle aktiver.

b) Deres fysiske tilstedeværelse er begrænset til et postkasseselskab som bekræftelse på deres registreringssted.

c) De er altid tilknyttet et andet selskab, ofte som datterselskab.

d) De er residente i et andet område end de tilknyttede selskaber. Hvis et foretagende ikke har nogen fysisk tilstedeværelse, er det det økonomiske område, i henhold til hvis lovgivning foretagendet er registreret, der er bestemmende for, hvor det er resident.

e) De ledes af ansatte i et andet selskab, som kan være tilknyttet eller ej. SPE'en betaler gebyrer for de tjenester, den får, og forlanger til gengæld et gebyr af sit moderselskab eller et andet tilknyttet selskab til dækning af disse omkostninger. Dette er den eneste produktion, SPE'en er involveret i, selv om den ofte påtager sig gældsforpligtelser på sin ejers vegne og sædvanligvis modtager investeringsindkomst og kapitalgevinster af de aktiver, den ejer.

2.19 Uanset om en enhed har alle disse kendetegn eller ingen af dem, og uanset om den betegnes som en SPE eller noget lignende eller ej, behandles den på samme måde som enhver anden institutionel enhed, idet den henregnes til en sektor eller en branche efter dens hovedaktivitet, medmindre SPE'en ikke har nogen selvstændig handleevne.

2.20 Koncerntilknyttede finansielle institutioner, kunstige datterselskaber og SPE'er under sektoren offentlig forvaltning og service uden selvstændig handleevne henregnes således til den sektor, som det organ, der kontrollerer dem, henhører under. Dette gælder dog ikke, hvis de er ikkeresidente; i så fald er de oprettet adskilt fra det organ, der kontrollerer dem. I forbindelse med offentlig forvaltning og service skal datterselskabets aktiviteter dog fremgå af regnskaberne for offentlig forvaltning og service.

Koncerntilknyttede finansielle institutioner

2.21 Et holdingselskab, der blot ejer aktiverne i datterselskaber er et eksempel på en koncerntilknyttet finansiel institution. Som eksempler på andre enheder, der behandles som koncerntilknyttede finansielle institutioner, kan nævnes enheder, der har SPE'ers kendetegn som beskrevet ovenfor, herunder investeringsforeninger og pensionskasser og enheder, der anvendes til at besidde og forvalte formuegoder for enkeltpersoner eller familier, udstede gældsværdipapirer på vegne af tilknyttede selskaber (et sådant selskab kan kaldes et conduitselskab eller et gennemstrømningsselskab) samt udføre andre finansielle opgaver.

2.22 Graden af uafhængighed af moderselskabet kan fremgå af muligheden for at udøve en reel kontrol over dets aktiver og passiver, dvs. i hvilket omfang enheden bærer risikoen og høster fordelene ved aktiverne og passiverne. Sådanne enheder klassificeres i sektoren finansielle selskaber.

2.23 En enhed af denne type, der ikke kan handle uafhængigt at sit moderselskab og blot passivt besidder aktiver og passiver (beskrives sommetider som værende på autopilot), behandles kun som en separat institutionel enhed, hvis den er resident i en anden økonomi end moderselskabets. Hvis den er resident i samme økonomi som moderselskabet, behandles den som et »kunstigt datterselskab« som beskrevet nedenfor.

Kunstige datterselskaber

2.24 Et datterselskab, der ejes 100 procent af et moderselskab, kan oprettes for at yde tjenester over for moderselskabet eller andre selskaber i samme gruppe, for at undgå skat, for at minimere forpligtelser i tilfælde af konkurs eller for at opnå andre tekniske fordele i henhold til den gældende skatte- eller selskabslovgivning i et bestemt land.

2.25 Generelt opfylder disse typer enheder ikke definitionen på en institutionel enhed, fordi de mangler evnen til at handle uafhængigt af deres moderselskab og kan være underlagt restriktioner for besiddelse af eller transaktioner med aktiver, der er opført på deres statuskonti. Omfanget af deres produktion og den pris, de får for den, bestemmes af moderselskabet, som (eventuelt sammen med andre selskaber i samme gruppe) er deres eneste kunde. De behandles således ikke som separate institutionelle enheder, men behandles som en integreret del af moderselskabet, og deres regnskaber konsolideres med moderselskabets, medmindre de er residente i et andet økonomisk område end moderselskabet.

2.26 Der sondres mellem kunstige datterselskaber, som beskrevet ovenfor, og enheder, der kun udøver hjælpeaktiviteter. Hjælpeaktiviteter er begrænset til den type servicefunktioner, som så at sige alle foretagender har brug for i et vist omfang, f.eks. rengøring, føring af lønregnskab eller tilvejebringelse af it-infrastrukturen for foretagendet (jf. 1.31 i kapitel 1).

SPE'er (special purpose entities) under sektoren offentlig forvaltning og service

2.27 Sektoren offentlig forvaltning og service kan også oprette særlige enheder med kendetegn og funktioner, der svarer til koncerntilknyttede finansielle institutioners og kunstige datterselskabers. Sådanne enheder har ikke bemyndigelse til at handle uafhængigt, og det er begrænset, hvilke transaktioner de kan involvere sig i. De bærer ikke risikoen og høster ikke fordelene ved de aktiver og passiver, de besidder. Hvis sådanne enheder er residente, behandles de som en integrerende del af sektoren offentlig forvaltning og service og ikke som separate enheder. Hvis de ikke er residente, behandles de som separate enheder. De transaktioner, som de gennemfører i udlandet, afspejles i tilsvarende transaktioner med den offentlige forvaltning og service. En enhed, der optager lån i udlandet, anses derfor for at låne det samme beløb til den offentlige forvaltning og service og på de samme betingelser som det oprindelige lån.

2.28 Sammenfattende konsolideres regnskaberne for SPE'er uden selvstændig handleevne med moderselskabet, medmindre de er residente i en anden økonomi end moderselskabet. Der er en enkelt undtagelse fra denne generelle regel, nemlig når en ikkeresident SPE oprettes af den offentlige forvaltning og service.

2.29 Ved fiktive residente enheder forstås:

a) de dele af ikkeresidente enheder, som har et økonomisk interessecentrum på landets økonomiske område (dvs. enheder, som i de fleste tilfælde foretager økonomiske transaktioner i et år eller derover)

b) ikkeresidente enheder i deres egenskab af ejere af jord og/eller bygninger på landets økonomiske område, men kun hvad angår transaktioner vedrørende jord og bygninger.

Fiktive residente enheder behandles som institutionelle enheder, selv om de kun fører delvise regnskaber og ikke altid har fri beslutningsret.

2.30 Følgende anses for at være institutionelle enheder:

a) enheder, som har fri beslutningsret og fører et fuldstændigt regnskab:

1) private og offentlige selskaber

2) kooperativer eller interessentskaber med status af selvstændige juridiske enheder

3) offentlige producenter, som i henhold til særlig lovgivning har status af juridiske enheder

4) nonprofitinstitutioner med status af juridiske enheder

5) offentlige forvaltningsenheder

b) enheder, der fører et fuldstændigt regnskab, og som betragtes som havende fri beslutningsret, selv om de ikke er oprettet som selskaber adskilt fra moderselskabet: kvasiselskaber

c) enheder, som ikke nødvendigvis fører et fuldstændigt regnskab, men som pr. konvention betragtes som havende fri beslutningsret, dvs.:

husholdninger

fiktive residente enheder.

DE INSTITUTIONELLE SEKTORER

2.31 Ved en makroøkonomisk analyse betragtes hver institutionel enheds aktiviteter ikke særskilt — det er de aggregerede aktiviteter udøvet af ensartede institutioner, der analyseres. Enhederne kombineres derfor i grupper med betegnelsen institutionelle sektorer, hvoraf nogle igen opdeles i delsektorer.



Tabel 2.1 —  Sektorer og delsektorer

Sektorer og delsektorer

 

Offentlige

Private nationalt kontrollerede

Udenlandsk kontrollerede

Ikkefinansielle selskaber

S.11

S.11001

S.11002

S.11003

Finansielle selskaber

S.12

 

 

 

Monetære finansielle institutioner (MFI'er)

Centralbanken

S.121

 

 

 

Andre monetære finansielle institutioner

Pengeinstitutter, undtagen centralbanken

S.122

S.12201

S.12202

S.12203

Pengemarkedsforeninger

S.123

S.12301

S.12302

S.12303

Finansielle selskaber, undtagen MFI'er og forsikringsselskaber og pensionskasser

Investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger

S.124

S.12401

S.12402

S.12403

Andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser

S.125

S.12501

S.12502

S.12503

Finansielle hjælpeenheder

S.126

S.12601

S.12602

S.12603

Koncerntilknyttede finansielle institutioner og pengeudlånere

S.127

S.12701

S.12702

S.12703

Forsikringsselskaber og pensionskasser

Forsikringsselskaber

S.128

S.12801

S.12802

S.12803

Pensionskasser

S.129

S.12901

S.12902

S.12903

Offentlig forvaltning og service

S.13

 

 

 

Statslig forvaltning og service (undtagen sociale kasser og fonde)

S.1311

 

 

 

Offentlig forvaltning og service på delstatsniveau (undtagen sociale kasser og fonde)

S.1312

 

 

 

Kommunal forvaltning og service (undtagen sociale kasser og fonde)

S.1313

 

 

 

Sociale kasser og fonde

S.1314

 

 

 

Husholdninger

S.14

 

 

 

Arbejdsgivere samt selvstændige uden ansatte

S.141+S.142

 

 

 

Ansatte

S.143

 

 

 

Modtagere af formueindkomst og overførselsindkomster

S.144

 

 

 

Modtagere af formueindkomst

S.1441

 

 

 

Pensionsmodtagere

S.1442

 

 

 

Modtagere af andre overførsler

S.1443

 

 

 

Nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger.

S.15

 

 

 

Udlandet.

S.2

 

 

 

Medlemsstaterne og Den Europæiske Unions institutioner og organer

S.21

 

 

 

Den Europæiske Unions medlemsstater

S.211

 

 

 

Den Europæiske Unions institutioner og organer

S.212

 

 

 

Tredjelande og internationale organisationer, der ikke er residente i Den Europæiske Union

S.22

 

 

 

2.32 Hver af sektorerne og delsektorerne omfatter de institutionelle enheder, der har en ensartet økonomisk adfærd.

Figur 2.1 —    Fordeling af enheder på sektorer image

2.33 De institutionelle enheder er grupperet i sektorer efter producenttype og den hovedaktivitet og hovedfunktion, som anses for at være repræsentativ for deres økonomiske adfærd.

2.34 Figur 2.1 viser, hvordan enhederne fordeles på hovedsektorer. For at bestemme, til hvilken sektor en enhed, der er resident, og som ikke er en husholdning, henregnes ifølge figuren, er det nødvendigt at bestemme, om den kontrolleres af den offentlige forvaltning og service eller ej, og om den er markedsproducent eller ikkemarkedsproducent.

2.35 Kontrol over et finansielt eller ikkefinansielt selskab defineres som muligheden for at fastlægge selskabets overordnede politik, f.eks. ved om nødvendigt at vælge passende direktører.

2.36 En enkelt institutionel enhed — et andet selskab, en husholdning en nonprofitinstitution eller en offentlig enhed — har kontrol over et selskab eller kvasiselskab, når den pågældende enhed ejer mere end halvdelen af aktierne med stemmeret eller på anden måde kontrollerer mere end halvdelen af aktionærernes stemmer.

2.37 For at have kontrol over mere end halvdelen af aktionærernes stemmer behøver en institutionel enhed ikke selv at eje nogen af aktierne med stemmeret. Et selskab C kan være datterselskab til et andet selskab B, hvor et tredje selskab A ejer hovedparten af aktier med stemmeret. Selskab C betragtes som et datterselskab til selskab B, når selskab B enten kontrollerer mere end halvdelen af aktionærernes stemmer i selskab C eller er aktionær i C med ret til at udpege eller afsætte et flertal af direktørerne i C.

2.38 En offentlig forvaltnings- eller serviceenhed kan have kontrollen over et selskab som følge af en særlig lov eller administrativ bestemmelse, hvori den pågældende enhed bemyndiges til at fastlægge selskabets politik. De følgende indikatorer er de hovedfaktorer, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om et selskab er kontrolleret af den offentlige forvaltning og service:

a) det offentlige besidder hovedparten af stemmerettighederne

b) det offentlige har kontrollerende indflydelse i bestyrelsen eller det styrende organ

c) det offentlige har kontrollerende indflydelse på udnævnelse og afskedigelse af ledende personale

d) det offentlige har kontrollerende indflydelse i centrale udvalg i enheden

e) det offentlige besidder en gylden aktie

f) særlige bestemmelser

g) det offentlige er største kunde

h) lån fra det offentlige.

En enkelt indikator kan i nogle tilfælde være nok til, at enheden er kontrolleret, men i andre tilfælde er det et antal separate indikatorer, der tilsammen peger på, at enheden er kontrolleret.

2.39 I forbindelse med nonprofitinstitutioner, som har status af selvstændige juridiske enheder, skal følgende fem faktorer tages i betragtning ved afgørelsen af, om der foreligger kontrol:

a) udnævnelse af ledende personale

b) bestemmelserne i forretningsgrundlaget

c) kontraktmæssige aftaler

d) finansieringsgraden

e) graden af risiko, som det offentlige påtager sig.

I lighed med selskaber kan en enkelt indikator i nogle tilfælde være nok til, at enheden er kontrolleret, men i andre tilfælde er det et antal separate indikatorer, der tilsammen peger på, at enheden er kontrolleret.

2.40 Sondringen mellem markedsmæssig og ikkemarkedsmæssig og dermed for offentlige enheders vedkommende mellem sektoren offentlig forvaltning og service og sektoren selskaber afhænger af de kriterier, der er beskrevet i 1.37.

2.41 En sektor opdeles i delsektorer i henhold til de kriterier, der er relevante for den pågældende sektor; for eksempel kan offentlig forvaltning og service opdeles i statslig forvaltning og service, offentlig forvaltning og service på delstatsniveau, kommunal forvaltning og service og sociale kasser og fonde. Det gør det muligt at give en mere præcis beskrivelse af enhedernes økonomiske adfærd.

I regnskaberne for sektorer og delsektorer registreres alle de pågældende institutionelle enheders aktiviteter, hvad enten der er tale om hovedaktiviteter eller biaktiviteter.

Hver institutionel enhed kan kun høre ind under én sektor eller delsektor.

2.42 Hvis den institutionelle enheds hovedfunktion er produktion af varer og tjenesteydelser, må producenttypen først bestemmes, før enheden kan henføres til en sektor.

2.43 Tabel 2.2 viser de producenttyper samt de hovedaktiviteter og -funktioner, der kendetegner de enkelte sektorer:



Tabel 2.2 —  Producenttyper samt hovedaktiviteter og -funktioner klassificeret efter sektor

Producent

Hovedaktivitet og -funktion

Sektor

Markedsproducent

Produktion af markedsmæssige varer og ikkefinansielle tjenester

Ikkefinansielle selskaber (S.11)

Markedsproducent

Finansiel formidling inkl. forsikring

Finansielle hjælpetjenester

Finansielle selskaber (S.12)

Offentlig ikkemarkedsproducent

Produktion og levering af ikkemarkedsmæssig produktion til kollektivt og individuelt forbrug samt transaktioner, der har til formål af omfordele nationalindkomsten og nationalformuen

Offentlig forvaltning og service (S.13)

Markedsproducent eller privat producent af produkter til eget brug

Forbrug

Produktion af markedsmæssig produktion og produktion til eget brug

Husholdninger (S.14)

i deres egenskab af forbrugere

i deres egenskab af erhvervsdrivende

Privat ikkemarkedsproducent

Produktion og levering af ikkemarkedsmæssig produktion til individuelt forbrug

Nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger (S.15)

2.44 Sektoren udlandet (S.2) omfatter strømme og beholdninger mellem residente og ikkeresidente enheder — de ikkeresidente enheder er ikke karakteriseret ved ensartede målsætninger og adfærdsmønstre, men kun gennem deres strømme og beholdninger i forhold til residente enheder.

Ikkefinansielle selskaber (S.11)

2.45  Definition: Sektoren ikkefinansielle selskaber (S.11) består af institutionelle enheder med status af selvstændige juridiske enheder og markedsproducenter, hvis hovedaktivitet er produktion af varer og ikkefinansielle tjenester. Sektoren ikkefinansielle selskaber omfatter også ikkefinansielle kvasiselskaber (Jf. 2.13, litra f).

2.46 Der er tale om følgende institutionelle enheder:

a) private og offentlige selskaber, som er markedsproducenter, der hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester

b) kooperativer og interessentskaber, der har status af selvstændige juridiske enheder, og som er markedsproducenter, der hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester

c) offentlige producenter, der har status af selvstændige juridiske enheder, og som er markedsproducenter, der hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester

d) nonprofitinstitutioner eller sammenslutninger rettet mod ikkefinansielle selskaber, der har status af selvstændige juridiske enheder, og som er markedsproducenter, der hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester

e) hovedsæder, der kontrollerer en gruppe af selskaber, som er markedsproducenter, hvis hovedaktiviteten for gruppen af selskaber som helhed målt på grundlag af værditilvækst er produktion af varer og ikkefinansielle tjenester

f) SPE'er, hvis hovedaktivitet er levering af varer eller ikkefinansielle tjenester

g) private og offentlige kvasiselskaber, som er markedsproducenter, der hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester.

2.47 Ved »ikkefinansielle kvasiselskaber« forstås alle enheder, der ikke har status af selvstændige juridiske enheder, som er markedsproducenter, der hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester, og som falder ind under definitionen for kvasiselskaber (jf. 2.13, litra f)).

Ikkefinansielle kvasiselskaber skal være i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der kan føres et fuldstændigt regnskab, og drives som selskaber. De facto-forholdet til ejeren svarer til det forhold, et selskab har til sine aktionærer.

Ikkefinansielle kvasiselskaber, som ejes af husholdninger, af offentlige enheder eller af nonprofitinstitutioner, grupperes sammen med ikkefinansielle selskaber i sektoren ikkefinansielle selskaber og ikke i den sektor, som ejeren henhører under.

2.48 At markedsproducenterne fører et fuldstændigt regnskab, herunder opstiller balancer, er ikke tilstrækkeligt til, at de behandles som institutionelle enheder som f.eks. kvasiselskaber. Interessentskaber og offentlige producenter, der ikke falder ind under 2.46, litra a), b), c) og f), samt enkeltmandsvirksomheder er — selv om de fører et fuldstændigt regnskab — normalt ikke separate institutionelle enheder, eftersom de ikke har fri beslutningsret, idet de ledes af de husholdninger, nonprofitinstitutioner eller statslige myndigheder, der ejer dem.

2.49 Ikkefinansielle selskaber omfatter også fiktive residente enheder, der behandles som kvasiselskaber.

2.50 Sektoren ikkefinansielle selskaber er opdelt i tre delsektorer:

a) offentlige ikkefinansielle selskaber (S.11001)

b) private nationalt kontrollerede ikkefinansielle selskaber (S.11002)

c) udenlandsk kontrollerede ikkefinansielle selskaber (S.11003).

Delsektoren offentlige ikkefinansielle selskaber (S.11001)

2.51  Definition: Delsektoren offentlige ikkefinansielle selskaber består af alle ikkefinansielle selskaber, kvasiselskaber og nonprofitinstitutioner, der har status af selvstændige juridiske enheder, og som er markedsproducenter, der kontrolleres af offentlige enheder.

2.52 Offentlige kvasiselskaber er kvasiselskaber, der ejes direkte af offentlige enheder.

Delsektoren private nationalt kontrollerede ikkefinansielle selskaber (S.11002)

2.53  Definition: Delsektoren private nationalt kontrollerede ikkefinansielle selskaber består af alle ikkefinansielle selskaber, kvasiselskaber og nonprofitinstitutioner, der har status af selvstændige juridiske enheder, og som er markedsproducenter, der kontrolleres af offentlige enheder eller af ikkeresidente institutionelle enheder.

Denne delsektor omfatter også selskaber og kvasiselskaber, der er genstand for direkte udenlandske investeringer, og som ikke hører under delsektoren udenlandsk kontrollerede ikkefinansielle selskaber (S.11003).

Delsektoren udenlandsk kontrollerede ikkefinansielle selskaber (S.11003)

2.54  Definition: Delsektoren udenlandsk kontrollerede ikkefinansielle selskaber består af alle ikkefinansielle selskaber og kvasiselskaber, der kontrolleres af ikkeresidente institutionelle enheder.

Denne delsektor omfatter:

a) alle datterselskaber af ikkeresidente selskaber

b) alle selskaber, som kontrolleres af en ikkeresident institutionel enhed, der ikke udgør et selskab i sig selv; for eksempel et selskab, der kontrolleres af en udenlandsk regering. Den omfatter også selskaber, der kontrolleres af en gruppe af ikkeresidente enheder, der handler i fællesskab

c) alle filialer eller andre afdelinger, som ikke er etableret i selskabsform, af ikkeresidente selskaber eller producenter uden selskabsform, som er fiktive residente enheder.

Finansielle selskaber (S.12)

2.55  Definition: Sektoren finansielle selskaber (S.12) består af institutionelle enheder, som har status af selvstændige juridiske enheder og markedsproducenter, hvis hovedaktivitet er produktion af finansielle tjenester. Sådanne institutionelle enheder omfatter alle selskaber eller kvasiselskaber, der hovedsagelig beskæftiger sig med:

a) finansiel formidling (finansielle formidlere), og/eller

b) finansielle hjælpetjenester (finansielle hjælpeenheder).

Omfatter også institutionelle enheder, der yder finansielle tjenester, hvis hovedparten af deres aktiver eller passiver ikke er genstand for transaktioner på frie markeder.

2.56 Finansiel formidling er den aktivitet, hvor en institutionel enhed erhverver finansielle aktiver og indgår forpligtelser for egen regning ved at foretage finansielle transaktioner på markedet. Finansielle formidleres aktiver og passiver transformeres eller ompakkes f.eks. for så vidt angår løbetid, omfang, risiko etc. under finansformidlingsprocessen.

Finansielle hjælpetjenester er aktiviteter, der, uden selv at være finansiel formidling, er forbundet med denne aktivitet.

Finansielle formidlere

2.57 Finansiel formidling består i at overføre midler mellem tredjemand med overskud af midler og tredjemand, der mangler midler. En finansiel formidler fungerer ikke blot som befuldmægtiget for andre institutionelle enheder, men tager selv en risiko ved at erhverve finansielle aktiver og indgå forpligtelser for egen regning.

2.58 Finansiel formidling kan omfatte alle typer af passiver, med undtagelse af kategorien andre forfaldne ikkebetalte mellemværender (AF.8). De finansielle aktiver, der indgår i finansiel formidling, kan være af alle kategorier, undtagen kategorien forsikrings- og pensionsordninger og ordninger med standardiserede garantier (AF.6), men inklusive kategorien andre forfaldne ikkebetalte mellemværender. Finansielle formidlere kan investere deres midler i ikkefinansielle aktiver, herunder fast ejendom. For at blive betragtet som finansiel formidler skal et selskab imidlertid indgå forpligtelser på finansmarkederne og omdanne midler. Ejendomsselskaber er ikke finansielle formidlere.

2.59 Forsikringsselskabers og pensionskassers hovedfunktion består i sammenlægning af risici i puljer. Disse institutioners passiver er forsikrings- og pensionsordninger og ordninger med standardiserede garantier (AF.6). Modstykket til passiver er investeringer, som foretages af forsikringsselskaberne og pensionskasserne, som fungerer som finansielle formidlere.

2.60 Investeringsforeninger, herunder pengemarkedsforeninger, indgår navnlig forpligtelser gennem udstedelse af andele i investeringsforeninger (AF.52). De omdanner disse midler ved at erhverve finansielle aktiver og/eller fast ejendom. Investeringsforeninger klassificeres som finansielle formidlere. Enhver ændring i værdien af deres aktiver og passiver, bortset fra deres egne andelsbeviser, afspejles i egenkapitalen (jf. 7.07). Eftersom egenkapitalen svarer til værdien af investeringsforeningens andele, vil enhver ændring i værdien af foreningens aktiver og passiver blive afspejlet i disse andeles markedsværdi. Investeringsforeninger, der investerer i fast ejendom, er finansielle formidlere.

2.61 Finansiel formidling er begrænset til erhvervelse af aktiver og indgåelse af forpligtelser over for offentligheden eller bestemte og forholdsvis store udsnit af denne. Når aktiviteten er begrænset til mindre grupper af personer eller familier, er der ikke tale om finansiel formidling.

2.62 Der kan findes undtagelser fra den generelle regel om, at finansiel formidling omfatter finansielle transaktioner på markedet. Eksempler herpå er kommunale låne- og sparebanker med tilknytning til den pågældende kommune, eller finansielle leasingselskaber, der er underlagt en moderkoncern i forbindelse med erhvervelse eller investering af midler. Disse enheders udlåns- eller indskudsaktiviteter skal være uafhængige af henholdsvis den pågældende kommune eller moderkoncernen, for at enhederne kan klassificeres som finansielle formidlere.

Finansielle hjælpeenheder

2.63 Finansielle hjælpetjenester omfatter hjælpeaktiviteter i forbindelse med gennemførelse af transaktioner i finansielle aktiver eller passiver eller omdannelsen eller ompakningen af midlerne. Finansielle hjælpeenheder løber ikke selv nogen risiko gennem erhvervelse af aktiver eller indgåelse af forpligtelser. De letter kun den finansielle formidling. Hovedsæder, hvis datterselskaber alle eller for størstedelen er finansielle selskaber, er finansielle hjælpeenheder.

Andre finansielle selskaber end finansielle formidlere og finansielle hjælpeenheder

2.64 Andre finansielle selskaber end finansielle formidlere og finansielle hjælpeenheder er institutionelle enheder, der yder finansielle tjenester, hvor størstedelen af enten deres aktiver eller passiver ikke er genstand for transaktioner på det frie marked.

Institutionelle enheder, som indgår i sektoren finansielle selskaber

2.65 Sektoren finansielle selskaber (S.12) omfatter følgende institutionelle enheder:

a) Private eller offentlige selskaber, der hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og/eller finansielle hjælpetjenester.

b) Kooperativer og interessentskaber, som har status af selvstændige juridiske enheder, og som hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og/eller finansielle hjælpetjenester.

c) Offentlige producenter, som har status af juridiske enheder, og som hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og/eller finansielle hjælpetjenester.

d) Nonprofitinstitutioner, som har status af juridiske enheder, og som hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og/eller finansielle hjælpetjenester, eller som er rettet mod finansielle selskaber.

e) Hovedsæder, når alle eller hovedparten af deres datterselskaber som finansielle selskaber har finansiel formidling og/eller finansielle hjælpetjenester som hovedaktivitet. Disse hovedsæder klassificeres som finansielle hjælpeenheder (S.126).

f) Holdingselskaber, hvor selskabets hovedopgave er at eje aktiver i en gruppe datterselskaber. Gruppen kan være finansiel eller ikkefinansiel — dette påvirker ikke klassificeringen af holdingselskaber som koncerntilknyttede finansielle institutioner (S.127).

g) SPE'er, hvis hovedaktivitet er levering af finansielle tjenester.

h) Investeringsforeninger, som ikke er etableret i selskabsform, med investeringsporteføljer, der ejes af medlemmerne, og som normalt administreres af andre finansielle selskaber. Sådanne investeringsforeninger er institutionelle enheder, som er adskilt fra det administrerende finansielle selskab.

i) Enheder, som ikke er etableret i selskabsform, og som hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling, og som er underlagt regulering og tilsyn (i de fleste tilfælde henregnet til delsektoren pengeinstitutter, undtagen centralbanken, eller delsektoren forsikringsselskaber og pensionskasser), betragtes som havende fri beslutningsret og selvstændig ledelse uafhængigt af deres ejere; deres økonomiske og finansielle adfærd svarer til finansielle selskabers. De behandles i så fald som separate institutionelle enheder. Eksempler herpå er filialer af ikkeresidente finansielle selskaber.

Delsektorer under sektoren finansielle selskaber

2.66 Sektoren finansielle selskaber er opdelt i følgende delsektorer:

a) centralbanken (S.121)

b) pengeinstitutter, undtagen centralbanken (S.122)

c) pengemarkedsforeninger (S.123)

d) investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger (S.124)

e) andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (S.125)

f) finansielle hjælpeenheder (S.126)

g) koncerntilknyttede finansielle institutioner og pengeudlånere (S.127)

h) forsikringsselskaber (S.128)

i) pensionskasser (S.129).

Kombinering af delsektorer under sektoren finansielle selskaber

2.67 Monetære finansielle institutioner (MFI'er) som defineret af ECB består af alle institutionelle enheder, der indgår i delsektorerne centralbanken (S.121), pengeinstitutter, undtagen centralbanken (S.122), og pengemarkedsforeninger (S.123).

2.68 Andre monetære finansielle institutioner omfatter de finansielle formidlere, hvorigennem virkningerne af centralbankens (S.121) monetære politik overføres til de andre enheder i økonomien. Det drejer sig om pengeinstitutter, undtagen centralbanken (S.122), og pengemarkedsforeninger (S.123).

2.69 Finansielle formidlere, der beskæftiger sig med sammenlægning af risici i puljer, er forsikringsselskaber og pensionskasser. De består af delsektorerne forsikringsselskaber (S.128) og pensionskasser (S.129).

2.70 Finansielle selskaber, undtagen monetære finansielle institutioner og forsikringsselskaber og pensionskasser, består af delsektorerne investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger (S.124), andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (S.125), finansielle hjælpeenheder (S.126) og koncerntilknyttede finansielle institutioner og pengeudlånere (S.127).

Opdeling af delsektorerne under finansielle selskaber i offentlige, private nationalt og udenlandsk kontrollerede finansielle selskaber

2.71 Med undtagelse af delsektor S.121 opdeles hver enkelt delsektor i:

a) offentlige finansielle selskaber

b) private nationalt kontrollerede finansielle selskaber

c) udenlandsk kontrollerede finansielle selskaber.

Kriterierne for denne underopdeling er de samme som for ikkefinansielle selskaber (jf. 2.51-2.54).



Tabel 2.3 —  Sektoren finansielle selskaber og dens delsektorer

Sektorer og delsektorer:

Offentlige

Private nationalt kontrollerede

Udenlandsk kontrollerede

Finansielle selskaber

S.12

 

 

 

Monetære finansielle institutioner (MFI'er)

Centralbanken

S.121

 

 

 

Andre monetære finansielle institutioner

Pengeinstitutter, undtagen centralbanken

S.122

S.12201

S.12202

S.12203

Pengemarkedsforeninger

S.123

S.12301

S.12302

S.12303

Finansielle selskaber, undtagen MFI'er og forsikringsselskaber og pensionskasser

Investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger

S.124

S.12401

S.12402

S.12403

Andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser

S.125

S.12501

S.12502

S.12503

Finansielle hjælpeenheder

S.126

S.12601

S.12602

S.12603

Koncerntilknyttede finansielle institutioner og pengeudlånere

S.127

S.12701

S.12702

S.12703

Forsikringsselskaber og pensionskasser

Forsikringsselskaber

S.128

S.12801

S.12802

S.12803

Pensionskasser

S.129

S.12901

S.12902

S.12903

Centralbanken (S.121)

2.72  Definition: Delsektoren centralbanken (S.121) består af alle finansielle selskaber og kvasiselskaber, hvis hovedfunktion består i at udstede penge, opretholde den indenlandske og udenlandske værdi af den nationale valuta samt at opbevare alle landets internationale reserver eller en del heraf.

2.73 Delsektor S.121 omfatter følgende finansielle formidlere:

a) den nationale centralbank, også hvor den indgår i Det Europæiske System af Centralbanker

b) centrale monetære organer hovedsagelig i offentligt regi (f.eks. organer, der forvalter udenlandsk valuta eller udsteder penge), som fører et fuldstændigt regnskab og har fri beslutningsret i forhold til de statslige forvaltnings- og servicemyndigheder. Når disse aktiviteter udøves enten inden for statslig forvaltning og service eller inden for centralbanken, findes der ikke nogen separate institutionelle enheder.

2.74 Delsektor S.121 omfatter ikke myndigheder og organer (bortset fra centralbanken), som regulerer eller fører tilsyn med finansielle selskaber eller finansmarkederne. Disse klassificeres i delsektor S.126.

Pengeinstitutter, undtagen centralbanken (S.122)

2.75  Definition: Delsektoren pengeinstitutter, undtagen centralbanken (S.122) omfatter alle finansielle selskaber og kvasiselskaber — med undtagelse af enheder klassificeret under delsektorerne centralbanken og pengemarkedsforeninger — der hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling, og hvis aktiviteter består i at modtage indskud og/eller indlånslignende indskud fra andre institutionelle enheder end monetære finansielle institutioner og for egen regning at yde lån og/eller foretage investeringer i værdipapirer.

2.76 Pengeinstitutter, undtagen centralbanken, kan ikke uden videre benævnes »banker«, for de kan eventuelt omfatte nogle finansielle selskaber, som ikke kalder sig banker, eller nogle finansielle selskaber, som ikke må kalde sig banker i visse lande, mens andre finansielle selskaber, der betegner sig selv som banker, måske slet ikke er pengeinstitutter. Følgende finansielle formidlere klassificeres i delsektor S.122:

a) forretningsbanker, »universal«-banker og andre ikkespecialiserede banker

b) sparekasser (herunder sparekasser, som forvalter båndlagte midler, samt låne- og sparekasser)

c) postgiroinstitutioner, postbanker, girobanker

d) lånekasser, herunder landbrugslånekasser

e) andelskasser, andelslånekasser o.l.

f) specialiserede banker (f.eks. erhvervsbanker, emissionskonsortier, privatkundebanker)

g) elektroniske pengeinstitutter, som beskæftiger sig med finansiel formidling.

2.77 Følgende finansielle formidlere klassificeres i delsektor S.122, når deres aktivitet består i fra offentligheden at modtage midler, der skal tilbagebetales, enten i form af indskud eller under andre former, såsom løbende udstedelse af langfristede gældsinstrumenter.

a) selskaber, der formidler lån mod pant i fast ejendom (realkreditinstitutioner som f.eks. kreditforeninger, hypotekbanker o.l.)

b) kommunale lånekasser.

Ellers klassificeres finansielle formidlere i delsektor S.124.

2.78 Delsektor S.122 omfatter ikke:

a) hovedsæder, som fører tilsyn med og leder andre enheder i en gruppe bestående hovedsagelig af pengeinstitutter, undtagen centralbanken, men som ikke selv er pengeinstitutter. Disse klassificeres i delsektor S.126

b) nonprofitinstitutioner, som har status af selvstændige juridiske enheder, og som er rettet mod pengeinstitutter, men som ikke beskæftiger sig med finansiel formidling. Disse klassificeres i delsektor S.126, og

c) elektroniske pengeinstitutter, som ikke har finansiel formidling som hovedaktivitet.

Pengemarkedsforeninger (S.123)

2.79  Definition: Delsektoren pengemarkedsforeninger (S.123) som kollektive investeringsordninger omfatter alle finansielle selskaber og kvasiselskaber — med undtagelse af enheder klassificeret under delsektorerne centralbanken og penge- og finansieringsinstitutter — der hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling. Deres aktiviteter består i at udstede investeringsandele i pengemarkedsforeninger som nære substitutter for indskud fra institutionelle enheder og for egen regning at foretage investeringer hovedsagelig i andele i pengemarkedsforeninger, kortfristede gældsværdipapirer og/eller indskud.

2.80 Følgende finansielle formidlere klassificeres i delsektor S.123: investeringsforeninger, investeringsselskaber og andre former for kollektiv investering, hvis andele anses for nære substitutter for indskud.

2.81 Delsektor S.123 omfatter ikke:

a) hovedsæder, som fører tilsyn med og leder en gruppe bestående hovedsagelig af pengemarkedsforeninger, men som ikke selv er pengemarkedsforeninger. Disse klassificeres i delsektor S.126

b) nonprofitinstitutioner med status af selvstændige juridiske enheder, som er rettet mod pengemarkedsforeninger, men som ikke beskæftiger sig med finansiel formidling. Disse klassificeres i delsektor S.126.

Investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger (S.124)

2.82  Definition: Delsektoren investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger (S.124) omfatter alle kollektive investeringsordninger — med undtagelse af enheder klassificeret under delsektoren pengemarkedsforeninger — der hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling. Deres aktiviteter består i at udstede andele i investeringsforeninger, som ikke er nære substitutter for indskud, fra institutionelle enheder og for egen regning at foretage investeringer hovedsagelig i andre finansielle aktiver end kortfristede finansielle aktiver og i ikkefinansielle aktiver (sædvanligvis fast ejendom).

2.83 Investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger omfatter investeringsselskaber og andre former for kollektiv investering, hvis andele ikke anses for nære substitutter for indskud.

2.84 Følgende finansielle formidlere klassificeres i delsektor S.124:

a) investeringsforeninger, der har åbent for tilgang af nye investeringsbeviser, og hvis andele på indehavernes forlangende tilbagekøbes eller indløses direkte eller indirekte af foretagendets aktiver

b) investeringsforeninger, der har lukket for tilgang af nye investeringsbeviser, og som har en fast foreningskapital, og hvor investorer, der ønsker at indtræde i eller forlade foreningen, må købe eller sælge eksisterende andele

c) investeringsforeninger, der investerer i fast ejendom

d) investeringsforeninger, der investerer i andre foreninger (»funds of funds«)

e) hedgefonde, der omfatter en række kollektive investeringsordninger med store minimumsinvesteringer, begrænset regulering og et bredt spektrum af investeringsstrategier.

2.85 Delsektor S.124 omfatter ikke:

a) pensionskasser, der henhører under delsektoren pensionskasser

b) formålsbestemte statsejede investeringsfonde. En formålsbestemt statsejet investeringsfond klassificeres som en koncerntilknyttet finansiel institution, hvis den henhører under finansielle selskaber. Om en »formålsbestemt statsejet investeringsfond« skal klassificeres i sektoren offentlig forvaltning og service eller i sektoren finansielle selskaber, afgøres ud fra de kriterier, der er fastsat i 2.27

c) hovedsæder, som fører tilsyn med og leder en gruppe bestående hovedsagelig af investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger, men som ikke selv er investeringsforeninger. Disse klassificeres i delsektor S.126

d) nonprofitinstitutioner, som har status af selvstændige juridiske enheder, og som er rettet mod investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger, men som ikke beskæftiger sig med finansiel formidling. Disse klassificeres i delsektor S.126.

Andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (S.125)

2.86  Definition: Delsektoren andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (S.125) omfatter alle finansielle selskaber og kvasiselskaber, der hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling ved at indgå forpligtelser, undtagen i form af penge, indskud eller andele i investeringsforeninger eller i tilknytning til forsikrings- og pensionsordninger og ordninger med standardiserede garantier fra institutionelle enheder.

2.87 Delsektor S.125 omfatter finansielle formidlere, især dem, der hovedsagelig er beskæftiget med langfristet finansiering. I de fleste tilfælde er det den ofte lange løbetid, som adskiller denne delsektor fra delsektoren andre monetære finansielle institutioner (S.122 og S.123). Eftersom der ikke er tale om passiver i form af andele i investeringsforeninger, som ikke anses for nære substitutter for indskud, eller forsikrings- og pensionsordninger og ordninger med standardiserede garantier er det muligt af afgrænse denne delsektor i forhold til delsektorerne investeringsforeninger, undtagen pengemarkedsforeninger (S.124), forsikringsselskaber (S.128) og pensionskasser (S.129).

2.88 Delsektoren andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (S.125) underopdeles i delsektorer bestående af FVC'er (financial vehicle corporations), der deltager i securitiseringstransaktioner, forhandlere af værdipapirer og derivater, finansielle selskaber med udlånsvirksomhed og specialiserede finansielle selskaber. Dette fremgår af tabel 2.4.

Tabel 2.4 —    Delsektoren andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (S.125) og underopdelingen heraf

FVC'er (financial vehicle corporations), der deltager i securitiseringstransaktioner

Forhandlere af værdipapirer og derivater

Finansielle selskaber med udlånsvirksomhed

Specialiserede finansielle selskaber

2.89 Delsektor S.125 omfatter ikke nonprofitinstitutioner, som har status af selvstændige juridiske enheder, og som er rettet mod andre finansielle formidlere, men som ikke beskæftiger sig med finansiel formidling. Disse klassificeres i delsektor S.126.

2.90  Definition: FVC'er, der deltager i securitiseringstransaktioner, er foretagender, der udfører securitiseringstransaktioner. FVC'er, der opfylder kriterierne for en institutionel enhed, klassificeres i S.125. I modsat fald behandles de som en integrerende del af moderselskabet.

2.91 Forhandlere af værdipapirer og derivater (for egen regning) er finansielle formidlere, der handler for egen regning.

2.92 Finansielle selskaber med udlånsvirksomhed omfatter f.eks. finansielle formidlere, der beskæftiger sig med:

a) finansiel leasing

b) formidling af afbetalingskreditter og finansiering til personlige eller erhvervsmæssige formål, eller

c) factoring.

2.93 Specialiserede finansielle selskaber er finansielle formidlere som f.eks.:

a) venture- og udviklingsselskaber

b) eksport/importfinansieringsselskaber, eller

c) finansielle formidlere, der udelukkende modtager indskud og/eller nære substitutter for indskud fra eller optager lån hos monetære finansielle institutioner; disse finansielle formidlere omfatter også clearingcentraler, der fungerer som central modpart, og som udfører transaktioner på grundlag af genkøbsaftaler mellem monetære finansielle institutioner.

2.94 Hovedsæder, der fører tilsyn med og leder en gruppe af datterselskaber, der hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og/eller finansielle hjælpetjenester, klassificeres i delsektor S.126.

Finansielle hjælpeenheder (S.126)

2.95  Definition: Delsektoren finansielle hjælpeenheder (S.126) består af alle finansielle selskaber og kvasiselskaber, der hovedsagelig udfører aktiviteter, der er nært knyttet til finansiel formidling, men som ikke selv er finansielle formidlere.

2.96 Følgende finansielle selskaber og kvasiselskaber klassificeres i delsektor S.126:

a) forsikringsmæglere, bjærgnings- og havariadministratorer, forsikrings- og pensionsrådgivere, osv.

b) lånemæglere, værdipapirhandlere, investeringsrådgivere, osv.

c) selskaber, der forestår udstedelse af værdipapirer

d) selskaber, hvis hovedfunktion består i at kautionere for forskellige former for kortfristede værdipapirer ved endossement

e) selskaber, der tilvejebringer finansielle derivater og kurssikringsinstrumenter, såsom swaps, optioner og futures (uden selv at udstede disse)

f) selskaber, der stiller infrastruktur til rådighed for finansmarkederne

g) centrale myndigheder, der fører tilsyn med finansielle formidlere og finansmarkeder, når der er tale om selvstændige institutionelle enheder

h) pensionskasseadministratorer, investeringsforeningsadministratorer, osv.

i) selskaber, der udfører handel med værdipapirer og forsikringer

j) nonprofitinstitutioner, som har status af juridiske enheder, og som er rettet mod finansielle selskaber, men som ikke selv er beskæftiget med finansiel formidling (jf. 2.46, litra d))

k) betalingsinstitutter (der formidler betalinger mellem køber og sælger).

2.97 Delsektor S.126 omfatter også hovedsæder, hvis datterselskaber alle eller for størstedelens vedkommende er finansielle selskaber.

Koncerntilknyttede finansielle institutioner og pengeudlånere (S.127)

2.98  Definition: Delsektoren koncerntilknyttede finansielle institutioner og pengeudlånere (S.127) omfatter alle finansielle selskaber og kvasiselskaber, som hverken beskæftiger sig med finansiel formidling eller yder finansielle hjælpetjenester, forudsat at hovedparten af deres aktiver eller passiver ikke er genstand for transaktioner på frie markeder.

2.99 Delsektor S.127 omfatter navnlig følgende finansielle selskaber og kvasiselskaber:

a) enheder med status af juridiske enheder som f.eks. fonde, fondsforvaltere eller postkasseselskaber

b) holdingselskaber, der ejer en kontrollerende andel af egenkapitalen i en gruppe datterselskaber, og hvis hovedaktivitet er at eje gruppen uden at yde andre tjenester til de virksomheder, som de ejer andele i, dvs. de forvalter eller leder ikke andre enheder

c) SPE'er, som har status af institutionelle enheder, og som på åbne markeder skaffer midler, der skal anvendes af deres moderselskab

d) enheder, som yder finansielle tjenester udelukkende med egne midler eller midler stillet til rådighed af en sponsor over for en række kunder, og som bærer den økonomiske risiko ved debitors eventuelle misligholdelse. Som eksempler kan nævnes pengeudlånere, selskaber med udlånsvirksomhed (f.eks. studielån, import/eksportlån) på grundlag af midler modtaget fra en sponsor, f.eks. en offentlig enhed eller en nonprofitinstitution, og pantelånere, der hovedsagelig beskæftiger sig med udlånsvirksomhed

e) formålsbestemte statsejede investeringsfonde, hvis de klassificeres som finansielle selskaber.

Forsikringsselskaber (S.128)

2.100  Definition: Delsektoren forsikringsselskaber (S.128) består af alle finansielle selskaber og kvasiselskaber, der hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling som følge af sammenlægning af risici i puljer, hovedsagelig i form af direkte forsikring eller genforsikring (jf. 2.59).

2.101 Forsikringsselskaber yder tjenester inden for:

a) livs- og skadesforsikring af individuelle enheder eller grupper af enheder

b) genforsikring over for andre forsikringsselskaber.

2.102 Skadesforsikringsselskaber kan yde tjenester i form af:

a) brandforsikring (herunder af erhvervsejendomme og private ejendomme)

b) ansvarsforsikring

c) motorkøretøjsforsikring (kaskoforsikring og ansvarsforsikring)

d) sø-, luftfarts- og transportforsikring (herunder trusler mod energiforsyningen)

e) ulykkes- og sundhedsforsikring, eller

f) forsikring mod finansielle risici (garantistillelse o.l.).

Forsikringsselskaber, der forsikrer mod finansielle risici, herunder kreditforsikringsselskaber, stiller garantier for securitiseringsprodukter og andre kreditprodukter.

2.103 Forsikringsselskaber er normalt aktieselskaber eller gensidige enheder. Enheder i form af aktieselskaber ejes af aktionærerne, og mange er børsnoteret. Gensidige enheder ejes af forsikringstagerne og sender overskuddet tilbage til forsikringstagerne i form af dividender eller bonusser. Koncerninterne forsikringsselskaber (»captives«) ejes normalt af et ikkefinansielt selskab og forsikrer hovedsagelig deres aktionærers risici.



Boks 2.1 —  Forsikringstyper

Forsikringstype

Sektor/Delsektor

Direkte forsikring

Livsforsikring

Forsikringstageren foretager regelmæssige eller enkeltstående indbetalinger til et forsikringsselskab, til gengæld for hvilke forsikringsselskabet garanterer forsikringstageren at udbetale et aftalt beløb eller en livrente til denne på et fastlagt tidspunkt eller tidligere

Forsikringsselskaber

Skadesforsikring

Forsikring til dækning af risici som ulykker, sygdom, brand, kreditter osv.

Forsikringsselskaber

Genforsikring

Forsikring, som et forsikringsselskab tegner for at beskytte sig mod et uventet stort antal krav eller usædvanligt store krav

Forsikringsselskaber

Socialforsikring

Social sikring

Deltagerne forpligtes af offentlig forvaltning og service til at forsikre sig mod visse sociale risici

Sociale sikringspensioner

Sociale kasser og fonde

Anden social sikring

Anden arbejdsmarkedsrelateret socialforsikring end social sikring

Arbejdsgiverne kan gøre det til et ansættelsesvilkår, at de ansatte forsikrer sig mod visse sociale risici

Arbejdsmarkedsrelateret pension

Arbejdsgivers sektor for arbejdsgivere, forsikringsselskaber, pensionskasser eller nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger

Anden arbejdsmarkedsrelateret socialforsikring

2.104 Delsektor S.128 omfatter ikke:

a) institutionelle enheder, som opfylder begge kriterierne i 2.117. Disse klassificeres i delsektor S.1314

b) hovedsæder, som fører kontrol med og forvalter en gruppe bestående hovedsagelig af forsikringsselskaber, men som ikke selv er forsikringsselskaber. Disse klassificeres i delsektor S.126

c) nonprofitinstitutioner, som har status af selvstændige juridiske enheder, og som er rettet mod forsikringsselskaber, men som ikke beskæftiger sig med finansiel formidling. Disse klassificeres i delsektor S.126.

Pensionskasser (S.129)

2.105  Definition: Delsektoren pensionskasser (S.129) består af alle finansielle selskaber og kvasiselskaber, der hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling som følge af sammenlægning af sociale risici og de forsikrede personers behov (socialforsikring) i puljer. Pensionskasser udbetaler i deres egenskab af socialforsikringsordninger pensionsindkomst (og ofte ydelser ved død og invaliditet).

2.106 Delsektor S.129 omfatter kun de pensionskasser, som er institutionelle enheder og adskilt fra de enheder, der har oprettet dem. Selvstændige pensionskasser er pensionskasser, der har fri beslutningsret og fører et fuldstændigt regnskab. Ikkeselvstændige pensionskasser er ikke institutionelle enheder og betragtes som en del af den institutionelle enhed, der har oprettet dem.

2.107 Som eksempler på deltagere i sådanne pensionskasseordninger kan nævnes ansatte i en enkelt virksomhed eller en gruppe af virksomheder, ansatte inden for en bestemt branche samt personer med samme profession. De ydelser, der er fastsat i forsikringsaftalen, kan være:

a) ydelser, der udbetales til enken/enkemanden og den forsikredes børn efter dennes død

b) ydelser, der udbetales ved tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, eller

c) ydelser, der udbetales, hvis den forsikrede bliver invalid.

2.108 I nogle lande dækkes alle disse former for risici på samme måde af forsikringsselskaber og af pensionskasser. I andre lande kræves det, at nogle af disse risikokategorier dækkes af livsforsikringsselskaber. I modsætning til livsforsikringsselskaber er pensionskasser ved lov forbeholdt bestemte grupper af lønmodtagere og selvstændige.

2.109 Pensionsordninger kan organiseres af arbejdsgiverne eller af den offentlige forvaltning og service. De kan også organiseres af forsikringsselskaber på vegne af arbejdstagere, eller der kan oprettes selvstændige institutionelle enheder, der ejer og forvalter de aktiver, der skal anvendes til at indfri pensionsforpligtelserne, og udbetaler pensionerne.

2.110 Delsektor S.129 omfatter ikke:

a) institutionelle enheder, som opfylder begge kriterierne i 2.117. Disse klassificeres i delsektor S.1314

b) hovedsæder, som fører kontrol med og forvalter en gruppe bestående hovedsagelig af pensionskasser, men som ikke selv er pensionskasser. Disse klassificeres i delsektor S.126

c) nonprofitinstitutioner, som har status af selvstændige juridiske enheder, og som er rettet mod pensionskasser, men som ikke beskæftiger sig med finansiel formidling. Disse klassificeres i delsektor S.126.

Offentlig forvaltning og service (S.13)

2.111  Definition: Sektoren offentlig forvaltning og service (S.13) består af institutionelle enheder, som er ikkemarkedsproducenter, hvis produktion er bestemt for individuelt og kollektivt forbrug og finansieret af obligatoriske betalinger foretaget af enheder, som henhører under andre sektorer, og institutionelle enheder, der hovedsagelig beskæftiger sig med omfordeling af nationalindkomsten og -formuen.

2.112 Blandt de institutionelle enheder, der er omfattet af sektor S.13 kan nævnes følgende:

a) offentlige enheder, der er oprettet ved lov, som har retlige beføjelser over andre enheder på det økonomiske område, og som administrerer og finansierer en række aktiviteter, navnlig levering af ikkemarkedsmæssige varer og tjenester, til gavn for almenvellet

b) et selskab eller kvasiselskab, som er en offentlig enhed, hvis dets produktion hovedsagelig er ikkemarkedsmæssig, og hvis det er kontrolleret af en offentlig enhed

c) nonprofitinstitutioner, som har status af selvstændige juridiske enheder, og som er ikkemarkedsproducenter, og som kontrolleres af den offentlige forvaltning og service

d) selvstændige pensionskasser, hvis der er en juridisk bidragsforpligtelse, og hvis den offentlige forvaltning og service forvalter midlerne hvad angår indbetaling og godkendelse af bidrag og ydelser.

2.113 Sektoren offentlig forvaltning og service opdeles i fire delsektorer:

a) statslig forvaltning og service (undtagen sociale kasser og fonde) (S.1311)

b) offentlig forvaltning og service på delstatsniveau (undtagen sociale kasser og fonde) (S.1312)

c) kommunal forvaltning og service (undtagen sociale kasser og fonde) (S.1313)

d) sociale kasser og fonde (S.1314).

Statslig forvaltning og service (undtagen sociale kasser og fonde) (S.1311)

2.114  Definition: Denne delsektor omfatter alle statslige administrative organer og andre centrale organer, hvis kompetenceområde normalt dækker hele det økonomiske område med undtagelse af forvaltning af sociale kasser og fonde.

Delsektor S.1311 omfatter ligeledes nonprofitinstitutioner, som kontrolleres af de centrale myndigheder, og hvis kompetenceområde dækker hele det økonomiske område.

Markedsregulerende organisationer, som enten udelukkende eller hovedsagelig fungerer som fordelere af subsidier, klassificeres under S.1311. Organisationer, som udelukkende eller hovedsagelig beskæftiger sig med opkøb, oplagring og salg af landbrugsprodukter eller fødevarer, klassificeres under S.11.

Offentlig forvaltning og service på delstatsniveau (undtagen sociale kasser og fonde) (S.1312)

2.115  Definition: Denne delsektor omfatter de former for offentlig forvaltning, der fungerer som separate institutionelle enheder, der udøver visse regeringsfunktioner, med undtagelse af forvaltning af sociale kasser og fonde, på et niveau under de centrale myndigheder og over de offentlige institutionelle enheder på lokalt plan.

Delsektor S.1312 omfatter ligeledes nonprofitinstitutioner, der kontrolleres af delstatsmyndigheder, og hvis kompetenceområde er begrænset til delstaternes økonomiske område.

Kommunal forvaltning og service (undtagen sociale kasser og fonde) (S.1313)

2.116  Definition: Denne delsektor omfatter de former for offentlig forvaltning, hvis kompetenceområde kun dækker et lokalt udsnit af det økonomiske område, med undtagelse af lokale afdelinger af sociale kasser og fonde.

Delsektor S.1313 omfatter ligeledes nonprofitinstitutioner, der kontrolleres af de lokale myndigheder, og hvis kompetenceområde er begrænset til de lokale myndigheders økonomiske område.

Sociale kasser og fonde (S.1314)

2.117  Definition: Delsektoren sociale kasser og fonde omfatter institutionelle enheder på centralt, delstats- og lokalt niveau, hvis hovedaktivitet er at levere sociale ydelser, og som opfylder følgende to kriterier:

a) visse grupper af befolkningen er ved lov eller administrative bestemmelser forpligtet til at være medlem af ordningen eller til at indbetale bidrag, og

b) ansvaret for institutionens forvaltning, hvad angår indbetaling og godkendelse af bidrag og ydelser, påhviler den offentlige forvaltning og service, uafhængigt af dens rolle som tilsynsførende organ eller arbejdsgiver.

Der er sædvanligvis ingen direkte forbindelse mellem de bidrag, der indbetales af et medlem, og den risiko, som den pågældende er udsat for.

Husholdninger (S.14)

2.118  Definition: Sektoren husholdninger (S.14) omfatter enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner både i deres egenskab af forbrugere og i deres egenskab af erhvervsdrivende, som producerer markedsmæssige varer og ikkefinansielle og finansielle tjenester (markedsproducenter), forudsat at produktionen af varer og tjenester ikke udøves af selvstændige enheder med status af kvasiselskaber. Sektoren omfatter ligeledes enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner i deres egenskab af producenter af varer og ikkefinansielle tjenester udelukkende til eget brug.

Husholdninger i deres egenskab af forbrugere kan defineres som mindre grupper af personer, der deler samme bolig, der sammenlægger deres indkomst og formue, og som forbruger visse former for varer og tjenester kollektivt, navnlig bolig og fødevarer.

Husholdningers vigtigste tilgange er:

a) aflønning af ansatte

b) formueindkomst

c) overførsler fra andre sektorer

d) indtægter fra salg af markedsmæssige produkter

e) imputerede indtægter som følge af produktion til eget brug.

2.119 Sektoren husholdninger omfatter:

a) enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner, hvis hovedfunktion er forbrug

b) personer, der til stadighed opholder sig på institutioner, og som har begrænset eller ingen handlefrihed eller beslutningsfrihed i økonomiske anliggender (f.eks. medlemmer af religiøse samfund, der bor i klostre, langtidsindlagte patienter på hospitaler, langtidsindsatte i fængsler, ældre, der har fast bopæl på alderdomshjem). Disse personer behandles som en enkelt institutionel enhed: en enkelt husholdning

c) enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner, hvis hovedfunktion er forbrug, og som producerer varer og ikkefinansielle tjenester udelukkende til eget brug. Systemet omfatter kun to kategorier af tjenester, som produceres til eget brug: boligtjenester i ejerboliger samt tjenester i hjemmet, som ydes af ansat medhjælp

d) enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber, som ikke er juridiske enheder — med undtagelse af enheder, der behandles som kvasiselskaber — og som er markedsproducenter

e) nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger, som ikke har status af selvstændige juridiske enheder, samt institutioner med status af juridiske enheder, men som kun har ringe betydning.

2.120 I ENS 2010 underopdeles sektorens husholdninger i de følgende delsektorer:

a) Arbejdsgivere (S.141) og selvstændige uden ansatte (S.142)

b) Lønmodtagere (S.143)

c) Modtagere af formueindkomst (S.1441)

d) Pensionsmodtagere (S.1442)

e) Modtagere af andre overførselsindkomster (S.1443).

2.121 Husholdningerne fordeles på de forskellige delsektorer på grundlag af den største indkomstkategori (arbejdsgiverindtægter, aflønning af ansatte osv.) for husholdningen som helhed. Hvis en husholdning modtager mere end én indkomst fra en bestemt kategori, baseres klassifikationen på den samlede husstandsindtægt for hver enkelt kategori.

Arbejdsgivere (S.141) og selvstændige uden ansatte (S.142)

2.122  Definition: Delsektoren arbejdsgivere og selvstændige uden ansatte består af den gruppe af husholdninger, hvor de (blandede) indkomster (B.3), som tilflyder ejerne af personlige foretagender tilhørende husholdningen fra deres aktiviteter som producenter af markedsmæssige varer og tjenester med eller uden brug af lønnet personale, udgør den største indtægtskilde for husholdningen som helhed, selv om den ikke udgør mere end halvdelen af husholdningens samlede indkomst.

Lønmodtagere (S.143)

2.123  Definition: Delsektoren lønmodtagere består af den gruppe af husholdninger, hvor indkomsten fra aflønning af ansatte (D.1) udgør den største indtægtskilde for husholdningen som helhed.

Modtagere af formueindkomst (S.1441)

2.124  Definition: Delsektoren modtagere af formueindkomst består af den gruppe af husholdninger, hvor formueindkomst (D.4) udgør den største indtægtskilde for husholdningen som helhed.

Pensionsmodtagere (S.1442)

2.125  Definition: Delsektoren pensionsmodtagere består af den gruppe af husholdninger, hvor indkomsten fra pensioner udgør den største indtægtskilde for husholdningen som helhed.

Pensionshusholdninger er husholdninger, hvor den største indtægtskilde består af folkepension eller andre pensioner, herunder pensioner fra tidligere arbejdsgivere.

Modtagere af andre overførselsindkomster (S.1443)

2.126  Definition: Delsektoren modtagere af andre overførsler består af den gruppe af husholdninger, hvor indkomsten fra løbende overførsler udgør den største indtægtskilde for husholdningen som helhed.

Ved andre løbende overførsler forstås alle andre løbende overførsler end formueindkomster, pensioner og indtægter, der tilfalder personer, som bor permanent på institutioner.

2.127 Hvis oplysninger om fordelingen af indtægtskilderne for husholdningen som helhed ikke foreligger til brug ved opdelingen i sektorer, benyttes referencepersonens indkomst til klassificeringen. Referencepersonen i en husholdning er den person, der har den største indkomst. Hvis sidstnævnte oplysning ikke er til rådighed, foretages fordelingen på delsektorer på grundlag af indkomsten for den person, der erklærer, at vedkommende er referencepersonen.

2.128 Andre kriterier for underopdeling af husholdningerne i delsektorer kan anvendes, f.eks. en aktivitetsbaseret opdeling af husholdningerne i deres egenskab af erhvervsdrivende: landbrugshusholdninger og ikkelandbrugshusholdninger.

Nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger (S.15)

2.129  Definition: Sektoren nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger (NPISH) (S.15) omfatter nonprofitinstitutioner, der er selvstændige juridiske enheder, som leverer varer og tjenester til husholdninger, og som er private ikkemarkedsproducenter. Deres vigtigste tilgange stammer fra frivillige bidrag i form af penge eller naturalier fra husholdninger i deres egenskab af forbrugere, fra betalinger fra den offentlige forvaltning og service samt fra formueindkomst.

2.130 Når disse institutioner ikke er af særlig stor betydning, medtages de ikke i sektoren NPISH, men i sektoren husholdninger (S.14), idet deres transaktioner ikke kan skelnes fra enheder i denne sektor. Ikkemarkedsmæssige NPISH'er, der kontrolleres af den offentlige forvaltning og service, klassificeres i sektoren offentlig forvaltning og service (S.13).

NPISH-sektoren omfatter f.eks. følgende hovedgrupper af NPISH'er, der leverer ikkemarkedsmæssige varer og tjenester til husholdningerne:

a) fagforeninger, faglige foreninger, forbrugersammenslutninger, politiske partier, kirker eller religiøse samfund (herunder også de, der finansieres, men ikke kontrolleres af staten) samt sociale og kulturelle klubber, fritids- og sportsklubber, og

b) velgørende organisationer og nødhjælpsorganisationer, der finansieres gennem frivillige overførsler i form af penge eller naturalier fra andre institutionelle enheder.

Sektor S.15 omfatter velgørende organisationer og nødhjælpsorganisationer, der virker til gavn for ikkeresidente enheder, men omfatter ikke enheder, hvor medlemskabet giver ret til et bestemt udbud af varer og tjenester.

Udlandet (S.2)

2.131  Definition: Sektoren udlandet (S.2) er en gruppering af enheder uden karakteristiske funktioner og tilgange. Sektoren består af ikkeresidente enheder, for så vidt disse foretager transaktioner med residente institutionelle enheder eller har andre økonomiske forbindelser med residente enheder. Kontiene for denne sektor giver et overblik over de økonomiske forbindelser, der knytter den nationale økonomi sammen med udlandet. EU-institutionerne og internationale organisationer henhører under denne sektor.

2.132 Udlandet er ikke en sektor, for hvilken der skal føres et fuldstændigt regnskab, men det er hensigtsmæssigt at beskrive udlandet som en sektor. Sektorer oprettes ved at opdele den samlede økonomi med henblik på at nå frem til mere homogene grupper af residente institutionelle enheder, der svarer til hinanden, for så vidt angår økonomisk adfærd, mål og funktioner. Dette er ikke tilfældet for sektoren udlandet: For denne sektor registreres transaktioner og andre strømme, som foretages af ikkefinansielle og finansielle selskaber, nonprofitinstitutioner, husholdninger og den offentlige forvaltning og service med ikkeresidente institutionelle enheder og andre økonomiske forbindelser mellem residente og ikkeresidente enheder, f.eks. residente enheders fordringer på ikkeresidente enheder.

2.133 Kontiene for udlandet omfatter kun transaktioner, som finder sted mellem residente institutionelle enheder og ikkeresidente enheder, dog med følgende undtagelser:

a) transporttjenester (til eksportlandets grænse), som leveres af residente enheder i forbindelse med importerede varer, registreres på kontiene for udlandet som import til fob-priser, selv om de produceres af residente enheder

b) transaktioner i udenlandske aktiver mellem residente enheder, der hører ind under forskellige sektorer i den indenlandske økonomi, registreres i de detaljerede finansielle konti for udlandet. Disse transaktioner påvirker ikke landets finansielle stilling i forhold til udlandet. De påvirker de enkelte sektorers finansielle stilling i forhold til udlandet

c) transaktioner i landets passiver mellem ikkeresidente enheder, der tilhører forskellige geografiske zoner, registreres i den geografiske opdeling af kontiene for udlandet. Selv om disse transaktioner ikke påvirker landets samlede passiver set i forhold til udlandet, påvirkes passiverne set i forhold til forskellige dele af verden.

2.134 Sektoren udlandet (S.2) opdeles i:

a) Medlemsstaterne og Den Europæiske Unions institutioner og organer (S.21):

1) Den Europæiske Unions medlemsstater (S.211)

2) Den Europæiske Unions institutioner og organer (S.212)

b) Tredjelande og internationale organisationer, der ikke er residente i EU (S.22)

Sektormæssig klassificering af producerende enheder efter juridisk form

2.135 I følgende oversigt og i 2.31 til 2.44 gøres der rede for principperne for klassificeringen af producerende enheder i sektorer i henhold til den standardterminologi, der anvendes til beskrivelse af de vigtigste typer institutioner.

2.136 Private og offentlige selskaber, som er markedsproducenter klassificeres på følgende måde:

a) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester: i sektor S.11 (ikkefinansielle selskaber)

b) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og finansielle hjælpetjenester: i sektor S.12 (finansielle selskaber).

2.137 Kooperativer og interessentskaber, som har status af juridiske enheder og er markedsproducenter, klassificeres på følgende måde:

a) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester: i sektor S.11 (ikkefinansielle selskaber)

b) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og finansielle hjælpetjenester: i sektor S.12 (finansielle selskaber).

2.138 Offentlige producenter, der i henhold til særlig lovgivning har status af juridiske enheder, klassificeres på følgende måde:

a) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester: i sektor S.11 (ikkefinansielle selskaber)

b) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og finansielle hjælpetjenester: i sektor S.12 (finansielle selskaber).

2.139 Offentlige producenter, der ikke har status af juridiske enheder og er markedsproducenter, klassificeres på følgende måde:

a) Hvis de er kvasiselskaber:

1) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester: i sektor S.11 (ikkefinansielle selskaber)

2) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og finansielle hjælpetjenester: i sektor S.12 (finansielle selskaber).

b) Hvis de ikke er kvasiselskaber: i sektor S.13 (offentlig forvaltning og service), da de forbliver en integreret del af de enheder, der kontrollerer dem.

2.140 Nonprofitinstitutioner (foreninger, fonde og stiftelser), som har status af juridiske enheder, klassificeres på følgende måde:

a) hvis de er markedsproducenter og hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester: i sektor S.11 (ikkefinansielle selskaber)

b) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og finansielle hjælpetjenester: i sektor S.12 (finansielle selskaber).

c) Hvis de er ikkemarkedsproducenter, klassificeres de:

1. i sektor S.13 (offentlig forvaltning og service), hvis de er offentlige producenter, der kontrolleres af den offentlige forvaltning og service

2. i sektor S.15 (nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger), hvis de er private producenter.

2.141 Enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber, der ikke har status af juridiske enheder og er markedsproducenter, klassificeres på følgende måde:

a) Hvis de er kvasiselskaber:

1) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester: i sektor S.11 (ikkefinansielle selskaber)

2) hvis de hovedsagelig beskæftiger sig med finansiel formidling og finansielle hjælpetjenester: i sektor S.12 (finansielle selskaber).

b) Hvis de ikke er kvasiselskaber, klassificeres de i sektor S.14 (husholdninger).

2.142 Hovedsæder klassificeres på følgende måde:

a) i sektor S.11 (ikkefinansielle selskaber), hvis hovedaktiviteten i gruppen af selskaber, som er markedsproducenter, som helhed er produktion af varer og ikkefinansielle tjenester (jf. 2.46, litra e))

b) i sektor S.12 (finansielle selskaber), hvis hovedaktiviteten i gruppen af selskaber som helhed er finansiel formidling (jf. 2.65, litra e)).

Holdingselskaber, som ejer aktiverne i en gruppe af datterselskaber, behandles altid som finansielle selskaber. Holdingselskaber ejer aktiverne i en gruppe af selskaber, men er ikke involveret i ledelsesaktiviteter i forhold til gruppen.

2.143 I tabel 2.3 vises i skematisk form de forskellige tilfælde, der er nævnt ovenfor.



Tabel 2.5 —  Sektormæssig klassificering af producerende enheder efter juridisk form

Producent

Almindelig juridisk betegnelse

Markedsproducenter (varer og ikkefinansielle tjenester)

Markedsproducenter (finansiel formidling)

Ikkemarkedsproducenter

Offentlige producenter

Private producenter

Private og offentlige selskaber

S.11 ikkefinansielle selskaber

S.12 finansielle selskaber

 

 

Kooperativer og interessentskaber med status af selvstændige juridiske enheder

S.11 ikkefinansielle selskaber

S.12 finansielle selskaber

 

 

Offentlige producenter, som i henhold til særlig lovgivning har status af selvstændige juridiske enheder

S.11 ikkefinansielle selskaber

S.12 finansielle selskaber

 

 

Offentlige producenter, der ikke har status af selvstændige juridiske enheder

med samme kendetegn som kvasiselskaber

S.11 ikkefinansielle selskaber

S.12 finansielle selskaber

 

 

øvrige

 

 

S.13 offentlig forvaltning og service

 

Nonprofitinstitutioner med status af selvstændige juridiske enheder

S.11 ikkefinansielle selskaber

S.12 finansielle selskaber

S.13 offentlig forvaltning og service

S.15 nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger

Interessentskaber, der ikke har status af selvstændige juridiske enheder

Enkeltmandsvirksomheder

med samme kendetegn som kvasiselskaber

S.11 ikkefinansielle selskaber

S.12 finansielle selskaber

 

 

øvrige

S.14 husholdninger

S.14 husholdninger

 

 

Hovedsæder, hvor hovedaktiviteten i den af holdingselskaberne kontrollerede gruppe selskaber er produktion af:

varer og ikkefinansielle tjenester

S.11 ikkefinansielle selskaber

 

 

 

finansielle tjenester

 

S.12 finansielle selskaber

 

 

LOKALE FAGLIGE ENHEDER OG ERHVERV

2.144 De fleste institutionelle enheder, der producerer varer og tjenester, udøver en kombination af aktiviteter på samme tid. Foruden deres hovedaktivitet kan de udøve forskellige biaktiviteter og hjælpeaktiviteter.

2.145 Der er tale om udøvelse af en aktivitet, når tilgange, såsom udstyr, arbejdskraft, produktionsteknikker, informationsnetværk eller produkter, bringes sammen, så der skabes bestemte varer eller tjenester. En aktivitet er karakteriseret ved et input af produkter, en produktionsproces og et output af produkter.

Aktiviteter kan defineres med henvisning til et bestemt niveau i NACE rev. 2.

2.146 Hvis en enhed udøver mere end én aktivitet, rangeres alle aktiviteter, der ikke er hjælpeaktiviteter (jf. 3.12 i kapitel 3), i overensstemmelse med bruttoværditilvæksten. Det er således muligt at skelne mellem hovedaktivitet og biaktiviteter på grundlag af bruttoværditilvæksten for de forskellige aktiviteter.

2.147 For at kunne analysere de strømme, der optræder i produktionsprocessen og forbruget af varer og tjenester, er det nødvendigt at vælge enheder, som gør det muligt at belyse de teknisk-økonomiske sammenhænge. Dette krav indebærer, at institutionelle enheder som regel skal opdeles i mindre og mere homogene enheder efter arten af produktionen. Det er hensigten, at de lokale faglige enheder skal opfylde dette krav som en umiddelbart anvendelig tilgang.

Den lokale faglige enhed

2.148  Definition: Den lokale faglige enhed er den del af en faglig enhed, der svarer til en lokal enhed. Den lokale faglige enhed hedder i SNA 2008 og ISIC Rev. 4 »establishment« (arbejdssted). En faglig enhed omfatter alle dele af en institutionel enhed i dens egenskab af producent, der bidrager til udøvelsen af en aktivitet på undergruppeniveau (4 cifre) i henhold til NACE rev. 2, og som svarer til en eller flere funktionelle underopdelinger af den institutionelle enhed. I forbindelse med institutionelle enheder skal der for hver enkelt lokal faglig enhed mindst kunne angives eller beregnes følgende: værdi af produktionen, forbrug i produktionen, aflønning af ansatte, overskud af produktionen, antallet af ansatte samt faste bruttoinvesteringer.

Den lokale enhed er en institutionel enhed eller en del af en institutionel enhed, der producerer varer eller tjenester på en geografisk identificeret lokalitet.

En lokal faglig enhed kan svare til en institutionel enhed i dennes egenskab af producent; på den anden side kan den aldrig tilhøre to forskellige institutionelle enheder.

2.149 Hvis en institutionel enhed, der producerer varer eller tjenester, har en hovedaktivitet samt en eller flere biaktiviteter, opdeles den i et dertil svarende antal faglige enheder, og biaktiviteterne klassificeres i en anden kategori end hovedaktiviteten. Hjælpeaktiviteterne adskilles ikke fra hovedaktiviteten og biaktiviteterne. Men faglige enheder, der falder inden for en bestemt kategori i klassificeringssystemet, kan fremstille produkter, der falder uden for den homogene gruppe som et resultat af dermed sammenhængende biaktiviteter, som ikke kan identificeres særskilt ud fra de foreliggende regnskaber. En faglig enhed kan således udøve en eller flere biaktiviteter.

Branchen

2.150  Definition: En branche består af en gruppe lokale faglige enheder, der udøver samme eller næsten samme form for aktivitet. På det mest detaljerede klassificeringsniveau består en branche af alle de lokale faglige enheder, der hører under en enkelt undergruppe (4 cifre) i NACE Rev. 2, og som derfor udøver samme aktivitet som defineret i NACE Rev. 2.

Brancher omfatter både lokale faglige enheder, der producerer markedsmæssige varer og tjenester, og lokale faglige enheder, der producerer ikkemarkedsmæssige varer og tjenester. En branche består pr. definition af en gruppe af lokale faglige enheder, der udøver samme type produktionsaktivitet, uanset om de institutionelle enheder, de tilhører, fremstiller markedsmæssige eller ikkemarkedsmæssige produkter.

2.151 Brancher klassificeres i tre kategorier:

a) brancher, der producerer markedsmæssige varer og tjenester (markedsmæssige brancher) samt varer og tjenester til eget brug. Tjenester til eget brug omfatter kun boligtjenester i ejerboliger og tjenester i hjemmet, som ydes af ansat medhjælp

b) brancher, der producerer ikkemarkedsmæssige varer og tjenester under den offentlige forvaltning og service: ikkemarkedsmæssige brancher tilhørende den offentlige forvaltning og service

c) brancher, der producerer NPISH'ers ikkemarkedsmæssige varer og tjenester: NPISH'ers ikkemarkedsmæssige brancher.

Klassificering af brancher

2.152 Til gruppering af lokale faglige enheder i brancher anvendes NACE rev. 2.

HOMOGENE PRODUKTIONSENHEDER OG HOMOGENE BRANCHER

2.153 Den enhed, som er mest velegnet til analyse af produktionsprocessen, er den homogene produktionsenhed. Denne enhed er kendetegnet ved, at den udøver en enkelt aktivitet, som identificeres ud fra dens input, produktionsproces og produktion.

Den homogene produktionsenhed

2.154  Definition: En homogen produktionsenhed udøver en enkelt aktivitet, som identificeres ud fra dens input, produktionsproces og produktion. De produkter, der udgør input og produktion, kendetegnes ved deres beskaffenhed og forarbejdningsgrad og ved den anvendte produktionsteknik. De kan identificeres ved hjælp af en produktklassifikation (aktivitetstilknyttet produktklassifikation — CPA). CPA er en produktklassifikation, som er struktureret i henhold til kriteriet om industriel oprindelse, som findes defineret i NACE rev. 2.

Den homogene branche

2.155  Definition: Den homogene branche består af en gruppe homogene produktionsenheder. Den række aktiviteter, som en homogen branche dækker, beskrives under henvisning til en produktklassifikation. Den homogene branche producerer de varer og tjenester, der specificeres i klassifikationen, og kun dem.

2.156 Homogene brancher er enheder, der er oprettet med henblik på økonomiske analyser. Homogene produktionsenheder kan normalt ikke observeres direkte; data indsamlet fra de enheder, der anvendes i statistiske undersøgelser, skal nyordnes, således at de udgør homogene brancher.




KAPITEL 3

PRODUKTTRANSAKTIONER OG TRANSAKTIONER I IKKEPRODUCEREDE AKTIVER

PRODUKTTRANSAKTIONER GENERELT

3.01  Definition: Produkter er alle varer og tjenester, der produceres i henhold til produktionsafgrænsningen. Produktion er defineret under 3.07.

3.02 I ENS opereres der med følgende hovedkategorier inden for produkttransaktioner:



Transaktionskategorier

Kode

Produktion

P.1

Forbrug i produktionen

P.2

Udgifter til forbrug

P.3

Faktisk forbrug

P.4

Bruttoinvesteringer

P.5

Eksport af varer og tjenester

P.6

Import af varer og tjenester

P.7

3.03 Produkttransaktioner posteres på følgende vis:

a) på kontoen for varer og tjenester posteres produktion og import som tilgang, de øvrige produkttransaktioner posteres som anvendelse

b) på produktionskontoen posteres produktion som tilgang, forbrug i produktionen som anvendelse; bruttoværditilvæksten er saldoposten for disse to produkttransaktioner

c) på kontoen for anvendelse af disponibel indkomst posteres udgifter til forbrug som anvendelse

d) på kontoen for anvendelse af korrigeret disponibel indkomst posteres faktisk forbrug som anvendelse

e) på kapitalkontoen posteres bruttoinvesteringer som anvendelse (ændringer i de ikkefinansielle aktiver)

f) på udlandskontoen for varer og tjenester posteres import af varer og tjenester som tilgang, eksport af varer og tjenester som anvendelse.

Mange større saldoposter i kontosystemet som f.eks. værditilvækst, bruttonationalprodukt, nationalindkomst og disponibel indkomst, er defineret ud fra produkttransaktioner. Definitionen af produkttransaktioner dækker derfor disse saldoposter.

3.04 I tilgangstabellen (jf. 1.136) registreres produktion og import som tilgang. I anvendelsestabellen registreres forbrug i produktionen, bruttoinvesteringer, udgifter til forbrug og eksport som anvendelse. I den symmetriske input-output-tabel registreres produktion og import som tilgang og øvrige produkttransaktioner som anvendelse.

3.05 Tilgangen af produkter opgøres i basispriser (jf. 3.44). Anvendelsen af produkter opgøres i køberpriser (jf. 3.06). For nogle former for tilgang og anvendelse, f.eks. ved import og eksport af varer, benyttes mere specifikke værdiansættelsesprincipper.

3.06  Definition:

Køberprisen er den pris, som køberen betaler for produkterne. Køberprisen omfatter følgende:

a) produktskatter minus produktsubsidier (men ekskl. fradragsberettigede skatter på produkterne som f.eks. moms)

b) transportudgifter, der betales separat af køberen for levering på ønsket tid og sted

c) fradrag af alle mængde-, sæsonrabatter osv. på standardpriser og -takster.

Køberprisen omfatter ikke følgende:

a) renter og gebyrer, der betales i henhold til låne- og kreditordninger

b) ekstraomkostninger som følge af forsinket betaling, hvor forsinket betaling betyder manglende overholdelse af den betalingsfrist, der blev aftalt på købstidspunktet.

Dersom anvendelsestidspunktet ikke er sammenfaldende med købstidspunktet, korrigeres der for prisændringer i den mellemliggende periode i overensstemmelse med prisændringerne for lagerbeholdningerne. Sådanne justeringer har stor betydning, hvis priserne for de pågældende produkter ændrer sig væsentligt i løbet af regnskabsperioden.

PRODUKTIV AKTIVITET OG PRODUKTION

3.07  Definition: Produktiv aktivitet er en aktivitet, der udøves under kontrol, ansvar og ledelse af en institutionel enhed, som anvender arbejdskraft, kapital, varer og tjenester til at producere varer og tjenester.

Aktiviteten omfatter ikke naturlige processer, der finder sted uden menneskets medvirken eller ledelse, som f.eks. vækst i fiskeforekomsterne i internationalt farvand, men produktiv aktivitet omfatter fiskeavl.

3.08 Den produktive aktivitet omfatter:

a) produktion af alle individuelle eller kollektive varer og tjenester, der leveres til andre enheder end dem, der har produceret dem

b) produktion for egen regning af alle varer, som producenten beholder til eget forbrug eller anvender til faste bruttoinvesteringer.

Eksempler på produktion for egen regning med henblik på faste bruttoinvesteringer er produktion af faste aktiver såsom byggeri, udvikling af software eller mineralefterforskning med henblik på egne faste bruttoinvesteringer. Begrebet faste bruttoinvesteringer er beskrevet i 3.124-3.138.

Husholdningers produktion af varer for egen regning vedrører almindeligvis:

1) opførelse af boliger for egen regning

2) produktion og oplagring af landbrugsprodukter

3) forarbejdning af landbrugsprodukter som f.eks. formaling af korn til mel, konservering af frugt ved tørring eller henkogning, produktion af mejeriprodukter som smør og ost samt produktion af øl, vin og spirituosa

4) produktion af andre ikkeforædlede produkter ved f.eks. saltudvinding, tørveskæring eller transport af vand

5) andre former for videreforarbejdning såsom vævning, keramik- og møbelfremstilling

c) boligtjenester, som ejere af egen bolig producerer for egen regning

d) tjenester i hjemmet, som ydes af ansat medhjælp

e) frivillige aktiviteter, som resulterer i produktion af varer, f.eks. opførelse af en bolig, en kirke eller anden form for bygning; frivillige, uproduktive aktiviteter som f.eks. ulønnet pasning og rengøring medtages ikke.

Ovennævnte aktiviteter i litra a)-e) betragtes som produktion, uanset om de foregår ulovligt eller uden registrering hos skattemyndigheder, sociale myndigheder, statistiske og andre offentlige myndigheder.

En husholdnings produktion af varer for egen regning registreres, hvis produktionen er signifikant, dvs. dersom produktionen har kvantitativ betydning i forhold til det samlede udbud af den pågældende vare i et land.

Den eneste form for husholdningernes produktion for egen regning, der er omfattet, er opførelse af boliger og produktion, oplagring og forarbejdning af landbrugsprodukter.

3.09 Den produktive aktivitet omfatter ikke tjenester i hjemmet, når de produceres og forbruges inden for samme husholdning. Eksempler på tjenester i hjemmet, som er produceret af husholdningerne selv, og som ikke er omfattet, er:

a) rengøring, indretning og vedligeholdelse af boligen, for så vidt som disse aktiviteter også er almindelige for lejere

b) rengøring, vedligeholdelse og reparation af husholdningens varige forbrugsgoder

c) tilberedning og servering af måltider

d) pasning, oplæring og undervisning af børn

e) pasning af syge, invalide og gamle, og

f) transport af husholdningens medlemmer eller deres ejendele.

Tjenester i hjemmet, som ydes af en ansat medhjælp, og boligtjenester i ejerboliger er omfattet af den produktive aktivitet.

Hoved-, bi- og hjælpeaktivitet

3.10  Definition: En lokal faglig enheds hovedaktivitet er den aktivitet, der giver større værditilvækst end alle andre aktiviteter i samme enhed. Hovedaktiviteten klassificeres i henhold til NACE Rev. 2, først på nomenklaturens højeste niveau og derefter på mere detaljerede niveauer.

3.11  Definition: En biaktivitet er en aktivitet, der udøves parallelt med hovedaktiviteten i samme lokale faglige enhed. Resultatet af biaktiviteten er et biprodukt.

3.12  Definition: En hjælpeaktivitet er en aktivitet, hvis produktion er beregnet for anvendelse inden for et foretagende.

En hjælpeaktivitet er en støtteaktivitet inden for foretagendet med det formål at skabe forudsætningerne for de lokale faglige enheders hoved- og biaktiviteter. Materialer, arbejdskraft, fast realkapital osv., der forbruges af hjælpeaktiviteten, betragtes som input i den hoved- eller biaktivitet, den er knyttet til.

Eksempler på hjælpeaktiviteter:

a) køb

b) salg

c) markedsføring

d) regnskab

e) databehandling

f) transport

g) oplagring

h) vedligeholdelse

i) rengøring

j) sikkerhedstjenester.

Foretagenderne har valget mellem selv at påtage sig hjælpeaktiviteterne eller købe dem på markedet hos specialiserede producenter af disse tjenesteydelser.

Produktion af kapitalgoder for egen regning er ikke en hjælpeaktivitet.

3.13 Hjælpeaktiviteter udskilles ikke som selvstændige enheder eller adskilles fra hovedaktiviteten eller biaktiviteterne eller de enheder, de servicerer. Derfor skal hjælpeaktiviteter integreres i den lokale faglige enhed, de servicerer.

Hjælpeaktiviteter kan udføres på separate driftssteder i en region forskellig fra den lokale faglige enhed, de servicerer. Anvendes den regel, der er omhandlet i første afsnit, for så vidt angår hjælpeaktiviteternes geografiske tilhørsforhold i snæver forstand, vil det resultere i en undervurdering af aggregaterne i de regioner, hvor hjælpeaktiviteterne er koncentreret. Derfor skal hjælpeaktiviteterne i henhold til hjemstedsprincippet henregnes til den region, hvor de finder sted, og de forbliver i samme branche som den lokale faglige enhed, de servicerer.

Produktion (P.1)

3.14  Definition: Produktion omfatter alle de produkter, der frembringes i regnskabsperioden.

Som eksempler på produktion kan nævnes følgende:

a) varer og tjenester, som en lokal faglig enhed leverer til en anden lokal faglig enhed, når de begge hører til samme institutionelle enhed

b) varer, som produceres af en lokal faglig enhed, og som stadig befinder sig på dennes lager ved slutningen af den regnskabsperiode, hvor de er produceret, uanset senere anvendelse. Varer eller tjenester, der produceres og forbruges inden for samme regnskabsperiode og i samme lokale faglige, enhed udskilles ikke. De registreres ikke som en del af produktionen eller forbrug i produktionen i den pågældende lokale faglige enhed.

3.15 Når en institutionel enhed omfatter mere end én lokal faglig enhed, er den institutionelle enheds produktion summen af de til den hørende lokale faglige enheders produktion, samt summen af produktioner, der leveres mellem de lokale faglige enheder.

3.16 Der opereres med tre former for produktion i ENS 2010:

a) markedsmæssig produktion (P.11)

b) produktion til eget brug (P.12)

c) ikkemarkedsmæssig produktion (P.13).

Sondringen anvendes også i forbindelse med lokale faglige enheder og institutionelle enheder:

a) markedsproducenter

b) producenter af produkter til eget brug

c) ikkemarkedsproducenter.

Sondringen mellem markedsmæssig, til eget brug og ikkemarkedsmæssig er af fundamental betydning af to grunde:

a) den har indflydelse på værdiansættelsen af produktionen og størrelser som f.eks. værditilvækst, bruttonationalprodukt samt offentlig forvaltning og services og NPISH’ernes udgifter til forbrug

b) den har indflydelse på klassificeringen af de institutionelle enheder efter sektor, f.eks. hvilke enheder der er omfattet af sektoren offentlig forvaltning og service, og hvilke der ikke er.

Sondringen er bestemmende for, hvilke principper der skal lægges til grund for værdiansættelse af produktionen. Den markedsmæssige produktion og produktionen til eget brug værdiansættes i basispriser. Ikkemarkedsproducenternes samlede produktion værdiansættes ved at lægge produktionsomkostningerne sammen. En institutionel enheds produktion værdiansættes ud fra dens lokale faglige enheders produktion og afhænger således også af sondringen mellem markedsmæssig produktion, produktion til eget brug og ikkemarkedsmæssig produktion.

Desuden anvendes sondringen til klassificering af institutionelle enheder efter sektor. Ikkemarkedsproducenter klassificeres i sektoren offentlig forvaltning og service eller sektoren private nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger.

Sondringen foretages efter top-down-princippet, dvs. der foretages først en sondring for de institutionelle enheder, herefter for lokale faglige enheder og endelig for deres produktion.

På produktniveau klassificeres produktionen som markedsmæssig produktion, produktion til eget brug og ikkemarkedsmæssig produktion på grundlag af de karakteristika, der gør sig gældende for den institutionelle enhed og den lokale faglige enhed, som producerer disse produkter.

3.17  Definition: Markedsmæssig produktion omfatter de produkter, der afsættes på markedet, eller som er beregnet for afsætning på markedet.

3.18 Markedsmæssig produktion omfatter:

a) produkter, der er solgt til økonomisk signifikante priser

b) produkter, der indgår i en byttehandel

c) produkter, der anvendes som betaling (herunder aflønning af ansatte i naturalier samt blandet indkomst i naturalier)

d) produkter, der leveres af en lokal faglig enhed til en anden inden for samme institutionelle enhed som forbrug i produktionen eller som endelig anvendelse

e) produkter, som tilføres lagre af færdigvarer eller produkter under fremstilling bestemt for en af ovenstående anvendelser (inkl. naturlig vækst hos dyr og planteafgrøder og ufuldendte bygge- og anlægsarbejder med endnu ukendt køber).

3.19  Definition: Økonomisk signifikante priser er priser, som har en væsentlig indflydelse på de mængder af produkter, som producenterne er villige til at levere, og på de mængder af produkter, som køberne ønsker at aftage. Der er tale om sådanne priser, når følgende to forudsætninger er opfyldt:

a) producenten har et incitament til at tilpasse udbuddet enten med det formål at opnå fortjeneste på lang sigt eller som minimum at få dækket sine kapitalomkostninger og andre omkostninger, og

b) forbrugerne kan frit vælge, om de vil købe eller ikke og træffe deres valg på grundlag af de krævede priser.

Ikkeøkonomisk signifikante priser kan forventes at blive opkrævet for at sikre en vis indtægt eller mindske den uforholdsmæssigt store efterspørgsel, der kan forekomme, når tjenester tilbydes helt gratis.

Den økonomisk signifikante pris på et produkt defineres ud fra den institutionelle enhed og den lokale faglige enhed, som har produceret produkterne. For eksempel gælder, at al produktion, som personlige foretagender ejet af husholdninger sælger til andre institutionelle enheder, sælges til økonomisk signifikante priser, dvs. betragtes som markedsmæssig produktion. For en række andre institutionelle enheders produktion gælder, at for at fastslå om en markedsmæssig aktivitet udføres til økonomisk signifikante priser, anvendes et kvantitativt kriterium (50 %-kriteriet) baseret på forholdet mellem omsætning og produktionsomkostninger. For at være markedsproducent skal enhedens omsætning dække mindst 50 % af dens omkostninger over en sammenhængende flerårig periode.

3.20  Definition: Produktion til eget brug omfatter varer eller tjenester, som beholdes til eget brug eller til investeringer i samme institutionelle enhed.

3.21 Produkter, der beholdes til eget forbrug, kan kun produceres i husholdningssektoren. Som eksempler på produkter, der beholdes til eget brug, kan nævnes:

a) landbrugsprodukter, der beholdes af landmænd

b) boligtjenester, der produceres af ejere af egen bolig

c) tjenester i hjemmet, der produceres af ansat medhjælp.

3.22 Produkter, der anvendes til egne investeringer, kan produceres af en hvilken som helst sektor. Som eksempel herpå kan nævnes:

a) værktøjsmaskiner produceret af maskinfabrikker

b) boliger og tilbygninger, der produceres af husholdningerne

c) byggeaktiviteter for egen regning inkl. fælles projekter, der gennemføres af grupper af husholdninger

d) software for egen regning

e) forskning og udvikling for egen regning; forsknings- og udviklingsudgifter skal kun registreres som faste investeringer, når medlemsstaternes skøn er tilstrækkeligt pålidelige og sammenlignelige.

3.23  Definition: Ikkemarkedsmæssig produktion er produktion, der stilles til rådighed for andre enheder, enten gratis eller til priser, som ikke er økonomisk signifikante.

Ikkemarkedsmæssig produktion (P.13) er opdelt i: »Betalinger for ikkemarkedsmæssig produktion« (P.131), som består af forskellige gebyrer og skatter og »Anden ikkemarkedsmæssig produktion« (P.132), som er produktion, der leveres gratis.

Ikkemarkedsmæssig produktion produceres af følgende grunde:

a) Det kan være teknisk umuligt at lade enkeltpersoner betale for kollektive tjenester, fordi deres forbrug heraf ikke kan overvåges og kontrolleres. Produktionen af kollektive tjenester organiseres i offentlige enheder og finansieres over skatter eller anden offentlig indkomst, og ikke af salgsindtægter.

b) Offentlige enheder og NPISH'er kan også producere og levere varer og tjenester til individuelle husholdninger, og for hvilke de kunne kræve betaling, men vælger ikke at gøre det som led i en socialpolitik eller en økonomisk politik. Eksempler herpå er levering af uddannelses- og sundhedstjenester, gratis eller til priser, som ikke er økonomisk signifikante.

3.24  Definition: Markedsproducenter er lokale faglige enheder eller institutionelle enheder, hvis produktion hovedsagelig er markedsmæssig.

Hvis en lokal faglig enhed eller institutionel enhed er markedsproducent, er dens hovedproduktion pr. definition markedsmæssig, da begrebet markedsmæssig produktion defineres, efter at den lokale faglige enhed og den institutionelle enhed, som har produceret produkterne, er blevet klassificeret efter kriterierne markedsmæssig, til eget brug og ikkemarkedsmæssig produktion.

3.25  Definition: Producenter af produkter til eget brug er lokale faglige enheder, eller institutionelle enheder, hvis produktion hovedsagelig er til eget brug inden for samme institutionelle enhed.

3.26  Definition: Ikkemarkedsproducenter er lokale faglige enheder eller institutionelle enheder, hvis produktion hovedsagelig leveres gratis eller til priser, som ikke er økonomisk signifikante.

Institutionelle enheder: sondring mellem markedsmæssig, til eget brug og ikkemarkedsmæssig

3.27 For institutionelle enheder som producenter er sondringen mellem markedsmæssig, til eget brug og ikkemarkedsmæssig skitseret i tabel 3.1. Klassificeringen efter sektor fremgår også af nedenstående.



Tabel 3.1 —  Sondringen mellem markedsproducenter, producenter af produkter til eget brug og ikkemarkedsproducenter i relation til institutionelle enheder

Institutionel enhed

Klassificering

Privat eller offentlig?

 

NPI eller ej?

Markedsproducent?

Producent

Sektor(er)

1.  Private producenter

1.1  Personlige foretagender, der ejes af husholdninger (ekskl. kvasiselskaber, der ejes af husholdninger)

 

 

1.1 = Markedsmæssig eller til eget brug

Husholdninger

 

1.2  Andre private producenter (inkl. kvasiselskaber, der ejes af husholdninger)

1.2.1  Private NPI'er

1.2.1.1  Ja

1.2.1.1 = Markedsmæssig

Selskaber

 

 

 

1.2.1.2  Nej

1.2.1.2 = Ikkemarkedsmæssig

NPISH'er

 

 

1.2.2  Andre private producenter ikke NPI'er

 

1.2.2 = Markedsmæssig

Selskaber

2.  Offentlige producenter

 

 

2.1  Ja

2.1 = Markedsmæssig

Selskaber

 

 

 

2.2  Nej

2.2 = Ikkemarkedsmæssig

Offentlig forvaltning og service

3.28 Det fremgår af tabel 3.1, at man for at fastslå, om en institutionel enhed klassificeres som markedsproducent, producent af produkter til eget brug eller ikkemarkedsproducent, skal foretage flere på hinanden følgende sondringer. Den første sondring er mellem private og offentlige producenter. En offentlig producent er en producent, der kontrolleres af offentlig forvaltning og service, og hvor kontrollen er som beskrevet i 2.38.

3.29 Som det fremgår af tabel 3.1, figurerer private producenter i alle sektorer undtagen offentlig forvaltning og service. Derimod findes de offentlige producenter kun i sektoren ikkefinansielle selskaber, sektoren finansielle selskaber og sektoren offentlig forvaltning og service.

3.30 En særlig kategori af private producenter er personlige foretagender, der ejes af husholdninger. Disse er markedsproducenter eller producenter af produkter til eget brug. Det sidste er tilfældet, når der er tale om boligtjenester i ejerboliger og produktion af varer for egen regning. Alle personlige foretagender, der ejes af husholdninger, tilhører sektoren husholdninger undtagen kvasiselskaber, der ejes af husholdninger. Disse er markedsproducenter og tilhører sektorerne ikkefinansielle selskaber og finansielle selskaber.

3.31 For andre private producenters vedkommende sondres der mellem private nonprofitinstitutioner og andre private producenter.

Definition: En privat nonprofitinstitution (NPI) er en juridisk eller social enhed, der er oprettet med henblik på at producere varer og tjenester, men hvis status indebærer, at den ikke må tilvejebringe indkomst, fortjeneste eller anden økonomisk gevinst for de enheder, som har oprettet, kontrollerer eller finansierer den. Hvis dens produktive aktiviteter giver overskud, kan sådanne overskud ikke overtages af andre institutionelle enheder.

En privat NPI tilhører sektorerne ikkefinansielle selskaber og finansielle selskaber, hvis den er markedsproducent.

En privat NPI tilhører NPISH-sektoren, hvis den er ikkemarkedsproducent, undtagen hvis den kontrolleres af offentlig forvaltning og service. Hvis en privat NPI kontrolleres af det offentlige, tilhører den sektoren offentlig forvaltning og service.

Alle andre private producenter, som ikke er NPI'er, er markedsproducenter. De tilhører sektorerne ikkefinansielle selskaber og finansielle selskaber.

3.32 Ved sondring mellem markedsmæssig og ikkemarkedsmæssig produktion samt mellem markedsproducenter og ikkemarkedsproducenter finder flere kriterier anvendelse. De omtalte markeds- og ikkemarkedskriterier (jf. 3.19 om definitionen af økonomisk signifikante priser) har til formål at vurdere, om der er tale om markedsmæssig produktion, og om producentens adfærd er tilstrækkelig markedsmæssig. I henhold til det kvantitative markedsmæssige/ikkemarkedsmæssige kriterium bør indtægten ved salg af produkter til økonomisk signifikante priser dække mindst størsteparten af produktionsomkostningerne.

3.33 I forbindelse med anvendelsen af dette kvantitative markedsmæssige/ikkemarkedsmæssige kriterium defineres omsætningen og produktionsomkostningerne på følgende måde:

a) Omsætningen omfatter omsætningen eksklusive produktskatter, men inklusiv alle betalinger fra sektoren offentlig forvaltning og service eller EU-institutionerne til alle producenttyper inden for denne aktivitet, dvs. alle betalinger, som har relation til produktionens størrelse eller værdi medregnes, men betalinger til dækning af et generelt underskud eller gæld, der skal afvikles, medregnes ikke.

Definitionen af omsætningen svarer til definitionen af produktionen i basispriser bortset fra, at:

1) produktionen i basispriser defineres, efter at det er fastslået, om produktionen er markedsmæssig eller ikkemarkedsmæssig: omsætningen anvendes kun ved værdiansættelse af den markedsmæssige produktion; ikkemarkedsmæssig produktion værdiansættes ud fra produktionsomkostningerne

2) betalinger fra sektoren offentlig forvaltning og service til dækning af offentlige selskabers og kvasiselskabers generelle underskud betragtes som andre produktsubsidier som defineret i 4.35, litra c); som følge heraf omfatter markedsmæssig produktion i basispriser også disse betalinger, som sektoren offentlig forvaltning og service foretager til dækning af et generelt underskud

b) Omsætningen omfatter ikke andre indtægtskilder som f.eks. kapitalgevinster (selv om de kunne være en normal og forventet del af erhvervsindtægten), investeringstilskud, andre kapitaloverførsler (f.eks. gældsindfrielse) og køb af ejerandele.

c) Ved anvendelsen af dette kriterium opgøres produktionsomkostningerne som summen af forbruget i produktionen, aflønning af ansatte, forbrug af fast realkapital, andre produktionsskatter og kapitalomkostninger. Andre produktionssubsidier fratrækkes ikke. For at sikre, at begreberne »omsætning« og »produktionsomkostninger« er konsistente, når det kvantitative markedsmæssige/ikkemarkedsmæssige kriterium anvendes, omfatter »produktionsomkostninger« ikke omkostninger i forbindelse med investeringer for egen regning. For nemheds skyld kan kapitalomkostninger almindeligvis anslås ved hjælp af de faktiske nettorentebetalinger. For leverandører af finansielle tjenester tages der imidlertid højde for renteomkostningerne, dvs. at der korrigeres for indirekte målte finansielle formidlingstjenester (FISIM).

Det kvantitative markedsmæssige/ikkemarkedsmæssige kriterium anvendes ved at betragte produktionen over en årrække. Mindre udsving i omsætningen fra det ene år til det andet kræver ikke omklassificering af de institutionelle enheder (og deres lokale faglige enheder og deres produktion).

3.34 Omsætningen kan omfatte flere elementer, f.eks. i forbindelse med hospitalsbehandling:

a) arbejdsgivernes indkøb, der registreres som indkomst i naturalier, udbetalt til de ansatte og som de ansattes udgifter til forbrug

b) private forsikringsselskabers indkøb

c) sociale kasser og fondes og offentlig forvaltning og services indkøb, der klassificeres som sociale ydelser i naturalier

d) husholdningernes ikkerefunderede indkøb (udgifter til forbrug).

Kun andre produktionssubsidier og gaver (f.eks. fra velgørenhed) betragtes ikke som omsætning.

På samme måde kan et foretagendes salg af transporttjenester f.eks. betragtes som producenters forbrug i produktionen, indkomst i naturalier udbetalt af arbejdsgiveren, sociale ydelser i naturalier fra sektoren offentlig forvaltning og service og husholdningernes ikkerefunderede indkøb.

3.35 Private nonprofit institutioner rettet mod virksomhederne er et særligt tilfælde. De finansieres normalt af de pågældende virksomheders bidrag eller kontingenter. Kontingenterne betragtes ikke som overførsler, men som betalinger for tjenester, dvs. som salg. Disse NPI'er er derfor markedsproducenter og tilhører sektoren ikkefinansielle selskaber eller sektoren finansielle selskaber.

3.36 Ved anvendelse af kriteriet med sammenligning af salg med omkostninger for private eller offentlige NPI'er kan det i visse tilfælde være misvisende at medregne alle betalinger i relation til produktionens omfang i omsætningen. Dette gælder f.eks. i forbindelse med finansieringen af private og offentlige skoler. Betalinger fra offentlig forvaltning og service kan have relation til antallet af elever, men kan være resultatet af forhandlinger med denne sektor. I dette tilfælde registreres disse betalinger ikke som omsætning, selv om de kan have en direkte relation til produktionens omfang, f.eks. antallet af elever. Dette indebærer, at en skole, der hovedsagelig finansieres ved sådanne betalinger, er en ikkemarkedsproducent.

3.37 Offentlige producenter kan være markedsproducenter eller ikkemarkedsproducenter. Markedsproducenter tilhører sektorerne ikkefinansielle selskaber og finansielle selskaber. Hvis den institutionelle enhed er en ikkemarkedsproducent, tilhører den sektoren for offentlig forvaltning og service.

3.38 Lokale faglige enheder kan i deres egenskab af markedsproducenter og producenter af produkter til eget brug ikke have ikkemarkedsmæssig produktion. Deres produktion kan således kun registreres som markedsmæssig produktion eller produktion til eget brug og værdiansættes i overensstemmelse hermed (jf. 3.42-3.53).

3.39 Lokale faglige enheder i egenskab af ikkemarkedsproducenter kan som biproduktion have markedsmæssig produktion og produktion til eget brug. Produktion til eget brug består i investeringer for egen regning. For at fastslå om der er tale om markedsmæssig produktion, anvendes principielt det kvalitative og kvantitative markedsmæssige/ikkemarkedsmæssige kriterium i forbindelse med de enkelte produkter. En sådan markedsmæssig biproduktion af ikkemarkedsproducenter kan f.eks. forekomme, når offentlige hospitaler beregner økonomisk signifikante priser for nogle af deres tjenesteydelser.

3.40 Andre eksempler herpå er offentlige museers salg af reproduktioner og meteorologiske institutters salg af vejrudsigter.

3.41 Ikkemarkedsproducenter kan også have indtægter fra salg af deres ikkemarkedsmæssige produktion til priser, som ikke er økonomisk signifikante, f.eks. museets entréindtægter. Disse indtægter vedrører ikkemarkedsmæssig produktion. Hvis begge former for indtægter (entréindtægter og indtægter fra salg af plakater og postkort) er vanskelige at sondre imellem, kan de betragtes enten som indtægter fra markedsmæssig produktion eller indtægter fra ikkemarkedsmæssig produktion. Valget mellem disse to registreringsmuligheder afhænger af den formodede relative betydning af de to former for indtægter (entréindtægter over for indtægter fra salg af plakater og postkort).

Produktionens registreringstidspunkt og værdiansættelse

3.42 Produktionen registreres og værdiansættes på det tidspunkt, hvor den frembringes.

3.43 Al produktion værdiansættes i basispriser, men der gælder særlige regler for:

a) værdiansættelse af ikkemarkedsmæssig produktion

b) værdiansættelse af en ikkemarkedsproducents (lokal faglig enheds) samlede produktion

c) værdiansættelse af den samlede produktion i en institutionel enhed, hvortil hører en lokal faglig enhed, som er ikkemarkedsproducent.

3.44  Definition: Basisprisen er den pris, producenterne kan opnå hos køberne for en vare- eller tjenesteenhed, de har produceret, minus skatter (dvs. produktskatter) på produktionen eller salget heraf, plus subsidier (dvs. produktsubsidier) til produktionen eller salget heraf. Transportudgifter, som producenten fakturerer separat, er ikke inkluderet. Kapitalgevinster og -tab på finansielle og ikkefinansielle aktiver er heller ikke inkluderet.

3.45 Produktion til eget brug (P.12) værdiansættes i basispriser for tilsvarende produkter, der sælges på markedet. Derved kan der fremkomme et nettooverskud eller blandet indkomst i forbindelse med en sådan produktion. Som eksempel herpå kan nævnes tjenester i forbindelse med ejerboliger, der skaber nettooverskud. Hvis basispriserne for tilsvarende produkter ikke er tilgængelige, bør produktion til eget brug værdiansættes efter produktionsomkostningerne med tillæg (undtagen for ikkemarkedsproducenter) af nettooverskud eller blandet indkomst.

3.46 Lagerforøgelser af produkter under fremstilling værdiansættes efter den løbende basispris på det færdige produkt.

3.47 For på forhånd at vurdere værdien af en produktion, der betragtes som produkter under fremstilling, baseres værdien på de faktisk påløbne omkostninger med tillæg (undtagen for ikkemarkedsproducenter) af et skønnet overskud af produktionen eller en skønnet blandet indkomst. Det foreløbige skøn erstattes senere af tal, der beregnes ved en fordeling af de færdige produkters faktiske værdi (når den bliver bekendt) i den periode, hvor produkterne er under fremstilling.

Værdien af de færdige produkter er summen af værdierne af:

a) færdige produkter, der er solgt eller er indgået i byttehandel

b) tilgang af færdige produkter til lager minus afgang fra lager

c) færdige produkter til eget brug.

3.48 For bygninger og anlæg, som anskaffes inden færdiggørelse, fastsættes værdien skønsmæssigt ud fra de påløbne omkostninger frem til anskaffelsestidspunktet med tillæg af et overskud af produktionen eller blandet indkomst. Dette tillæg beregnes ud fra værdien, som skønnes på basis af priser på tilsvarende bygninger og anlæg. Summen af delbetalinger kan tages som udgangspunkt for en omtrentlig værdiansættelse af køberens faste bruttoinvesteringer efter hver etape, under forudsætning af at køberen ikke er i restance eller betaler forud.

Hvis byggearbejder for egen regning ikke færdiggøres i løbet af en enkelt regnskabsperiode, skønnes værdien af produktionen efter følgende metode. Forholdet mellem omkostningerne for den pågældende periode og de samlede omkostninger for hele opførelsesperioden beregnes. Dette forhold ganges med den skønnede samlede produktion opgjort i løbende basispriser. Hvis værdien af de færdige byggearbejder ikke kan beregnes ud fra de løbende basispriser, anslås værdien ud fra de samlede produktionsomkostninger med tillæg (undtagen for ikkemarkedsproducenter) af et beløb til nettooverskud af produktionen eller blandet indkomst. Hvis arbejdet eller en del heraf udføres vederlagsfrit, (f.eks. hvis husholdninger i fællesskab udfører byggearbejder), skal der i skønnet over de samlede produktionsomkostninger indgå et skøn over værdien af dette arbejde beregnet ud fra lønbetalinger for tilsvarende arbejde.

3.49 En ikkemarkedsproducents (en lokal faglig enheds) samlede produktion værdiansættes som de samlede produktionsomkostninger, dvs. summen af:

a) forbrug i produktionen (P.2)

b) aflønning af ansatte (D.1)

c) forbrug af fast realkapital (P.51c)

d) andre produktionsskatter (D.29) minus andre produktionssubsidier (D.39).

Renteudgifter (med undtagelse af FISIM) er ikke inkluderet i omkostningerne ved ikkemarkedsmæssig produktion. Disse omkostninger omfatter heller ikke en imputeret nettoforrentning af kapital eller en imputeret lejeværdi af egne erhvervsbygninger, der anvendes i ikkemarkedsmæssig produktion.

3.50 En institutionel enheds samlede produktion er summen af tilhørende lokale faglige enheders produktion. Dette gælder også for institutionelle enheder, som er ikkemarkedsproducenter.

3.51 Hvis ikkemarkedsproducenter ikke har nogen markedsmæssig biproduktion, værdiansættes ikkemarkedsmæssig produktion til produktionsomkostningerne. Hvis ikkemarkedsproducenter har en markedsmæssig biproduktion, værdiansættes ikkemarkedsmæssig produktion som en residualpost, dvs. som de samlede produktionsomkostninger minus indtjeningen fra den markedsmæssige produktion.

3.52 Ikkemarkedsproducenters markedsmæssige produktion værdiansættes i basispriser. Den samlede produktion i en ikkemarkedsmæssig lokal faglig enhed, der har en markedsmæssig og ikkemarkedsmæssig produktion samt en produktion til eget brug, værdiansættes på grundlag af de samlede produktionsomkostninger. Den markedsmæssige produktion værdiansættes efter salgsindtægterne fra de markedsmæssige produkter, idet værdien af ikkemarkedsmæssig produktion beregnes residualt som forskellen mellem værdien af den samlede produktion og summen af den markedsmæssige produktion og produktionen til eget brug. Salgsindtægterne fra ikkemarkedsmæssige varer eller tjenester til priser, som ikke er økonomisk signifikante, indgår ikke i disse beregninger — de indgår som en del af værdien af dens ikkemarkedsmæssige produktion.

3.53 I det følgende er der nævnt en række undtagelser og præciserende oplysninger vedrørende registreringstidspunkt og værdiansættelse opstillet efter CPA-hovedafdelinger.

Produkter fra landbrug, skovbrug og fiskeri (Afdeling A)

3.54 Produktionen af landbrugsprodukter registreres som en kontinuerlig produktion over hele produktionsperioden (og ikke kun når afgrøderne høstes eller dyrene slagtes).

Afgrøder og tømmer på roden samt bestande af fisk eller dyr, der opdrættes med henblik på produktion af fødevarer, registreres under processen som beholdninger af produkter under fremstilling, og når processen er slut, som lagre af færdige produkter.

I produktionen indgår ikke ændringer i ikkeavlede/dyrkede naturressourcer, f.eks. vildtlevende dyrs, fugles og fisks vækst og vildtvoksende skoves vækst.

Færdigvarer (Afdeling C); Bygge- og anlægsarbejder (Afdeling F)

3.55 Ved opførelse af en bygning eller udførelse af anlægsarbejde, hvor arbejdet strækker sig over flere regnskabsperioder, betragtes den produktion, der produceres i de enkelte perioder, som solgt til køberen ved udgangen af perioden, dvs. den registreres som faste investeringer af bygherren og ikke som produkter under fremstilling i bygge- og anlægsvirksomhed. Produktionen betragtes som værende solgt etapevis til bygherren. Når kontrakten indeholder bestemmelse om delbetalinger, kan værdien af produktionen fastsættes tilnærmelsesvis efter værdien af betalinger, der falder ved udgangen af de enkelte perioder. Hvis bygherren ikke er kendt, registreres den uafsluttede produktion for de enkelte perioder som produkter under fremstilling.

Engros- og detailhandel; reparation af motorkøretøjer og motorcykler (Afdeling G)

3.56 Engros- og detailhandelens produktion opgøres som den avance, der indtjenes på varer, der indkøbes med videresalg for øje.

Definition: En handelsavance er forskellen mellem den faktiske eller imputerede salgspris, der opnås for en vare, der er indkøbt med henblik på videresalg, og den pris en handlende skulle have betalt for at erstatte varen på det tidspunkt, hvor den sælges eller på anden måde videregives.

Handelsavancer på visse varer kan være negative, hvis salgspriserne nedsættes. Handelsavancer er negative på varer, der ikke bliver solgt, fordi de går til spilde eller stjæles. Handelsavancer på varer anvendt til aflønning i naturalier eller til ejernes eget brug, er lig nul.

Kapitalgevinster og -tab er ikke inkluderet i handelsavancen.

En grossists eller detailhandlers produktion beregnes på følgende måde:

produktionens værdi =

omsætningens værdi

plus værdien af varer indkøbt til videresalg og anvendt til forbrug i produktionen, aflønning i naturalier samt blandet indkomst i naturalier

minus værdien af varer indkøbt til videresalg

plus værdien af tilgang til lagre af varer til videresalg

minus værdien af afgang fra lagre af varer til videresalg

minus værdien af løbende tab som følge af almindeligt omfang af svind, tyveri eller hændelig beskadigelse.

Transport og oplagring (Afdeling H)

3.57 Produktionen af transporttjenester opgøres som værdien af de beløb, der opkræves for at transportere gods eller personer. Transport til eget brug inden for en lokal faglig enhed betragtes som en hjælpeaktivitet; den hverken angives eller registreres separat.

3.58 Produktionen af oplagringstjenester opgøres som værdien af en forøgelse af produkter under fremstilling. Prisstigninger på oplagrede varer betragtes ikke som produkter under fremstilling og produktion, men behandles som kapitalgevinster. Hvis værdistigningen afspejler en prisstigning uden ændringer i kvaliteten, er der ikke tale om yderligere produktion i den pågældende periode ud over udgifter til oplagring eller eksplicit køb af en oplagringstjeneste. I følgende tre tilfælde betragtes værdistigningen som produktion:

a) varens kvalitet kan forbedres med tiden, dette gælder f.eks. vin; kun i tilfælde, hvor modningen er en del af den normale produktionsproces, betragtes forbedring af varens kvalitet som produktion

b) sæsonbetingede faktorer, der påvirker udbuddet af eller efterspørgslen efter en bestemt vare, og som fører til normale, forudsigelige variationer i prisen i løbet af et år, selv om varens fysiske egenskaber ikke nødvendigvis er ændret

c) produktionsprocessen er tilstrækkelig lang til, at en produktion, der er udført markant længe før levering, ganges med diskonteringsfaktorer.

3.59 De fleste prisændringer for oplagrede varer er ikke forøgelser af produkter under fremstilling. For at vurdere værdistigningen for oplagrede varer ud over oplagringsomkostningerne, er det muligt at anvende den forventede værdistigning, der ligger over den generelle inflationsrate i en forud fastsat periode. Enhver gevinst, der opnås uden for den forud fastsatte periode, registreres fortsat som en kapitalgevinst eller et kapitaltab.

Oplagringstjenester omfatter ikke prisændringer i forbindelse med finansielle aktiver, værdigenstande eller andre ikkefinansielle aktiver som jord og bygninger.

3.60 Produktionen af rejsebureautjenester opgøres som værdien af gebyrer til bureauer (honorarer og provisioner) og ikke de samlede udgifter, bureauerne afholder for de rejsende, herunder udgifter til transport med tredjemand.

3.61 Produktionen af turoperatørtjenester opgøres ud fra de samlede udgifter, turoperatøren afholder for de rejsende.

3.62 Forskellen mellem rejsebureauers og turoperatørers virksomhed består i, at rejsebureauerne kun optræder som formidlere for de rejsende, mens turoperatørerne skaber et nyt produkt, en »tur«, der er sammensat af komponenter som rejse, hotel og underholdning.

Overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester (Afdeling I)

3.63 I værdien af hotellers, restauranters og caféers produktion medregnes værdien af den mad og de drikkevarer osv., der forbruges.

Bank- og finanstjenester, forsikring: centralbankens produktion (Afdeling K)

Centralbanken leverer følgende tjenester:

a) tjenester vedrørende den monetære politik

b) finansielle formidlingstjenester

c) tjenester i form af tilsyn med finansielle selskaber.

Centralbankens produktion opgøres som summen af dens omkostninger.

Bank- og finanstjenester (Afdeling K), forsikring: finansielle tjenester generelt

Finansielle tjenesteydelser består af følgende tjenester:

a) finansiel formidling (inklusive forsikrings- og pensionstjenester)

b) finansielle hjælpeenheders tjenester

c) andre finansielle tjenester.

3.64 Finansiel formidling omfatter finansiel risikostyring og omdannelse af likviditet. Selskaber, som udøver sådanne aktiviteter, tilvejebringer midler ved f.eks. at modtage indskud og udstede kortfristede værdipapirer, obligationer og andre værdipapirer. Disse og egne midler anvendes til at anskaffe finansielle aktiver ved at yde lån til andre og købe kortfristede værdipapirer, obligationer og andre værdipapirer. Finansiel formidling omfatter forsikrings- og pensionsforsikring.

3.65 Finansielle hjælpeenheder letter risikostyring og omdannelse af likviditet. Finansielle hjælpeenheder handler på vegne af andre enheder og påtager sig ikke selv risici ved at indgå forpligtelser og erhverve finansielle aktiver som led i en formidlingstjeneste.

3.66 Andre finansielle tjenester omfatter overvågningstjenester som f.eks. overvågning af aktie- og obligationsmarkedet, sikkerhedstjenester som f.eks. opbevaring af kostbare smykker og vigtige dokumenter samt handelstjenester som f.eks. valutahandel og handel med værdipapirer.

3.67 Finansielle tjenester produceres næsten udelukkende af finansielle institutioner på grund af det strenge tilsyn med disse tjenester. Hvis en detailhandler f.eks. ønsker at tilbyde sine kunder kredit, tilbydes kreditten normalt via et finansielt datterselskab af detailhandleren eller en anden specialiseret finansiel institution.

3.68 Finansielle tjenester kan betales direkte eller indirekte. I nogle transaktioner i finansielle aktiver kan der forekomme både direkte og indirekte gebyrer. Finansielle tjenester leveres og betales hovedsagelig på fire måder:

a) finansielle tjenester, for hvilke der opkræves direkte betaling

b) finansielle tjenester betalt via renter

c) finansielle tjenester i forbindelse med anskaffelse og afhændelse af finansielle aktiver og passiver på de finansielle markeder

d) finansielle tjenester i forbindelse med forsikrings- og pensionsordninger, hvor aktiviteterne finansieres gennem forsikringspræmier og forrentning af opsparing.

3.69 Disse finansielle tjenester, for hvilke der opkræves eksplicitte gebyrer, dækker en lang række tjenester, som kan leveres af forskellige typer finansielle institutioner. Følgende eksempler illustrerer, hvilken type tjeneste der opkræves direkte gebyr for:

a) banker afkræver husholdninger betaling for at yde et realkreditlån, forvalte en investeringsportefølje og administrere en ejendom

b) specialiserede institutioner afkræver ikkefinansielle selskaber betaling for at organisere en overtagelse eller en omstrukturering af en gruppe selskaber

c) kreditkortselskaber afkræver betaling af enheder, som accepterer kreditkort, normalt en procentdel af hvert salgsbeløb

d) en kortindehaver pålægges et eksplicit gebyr, almindeligvis hvert år, for indehavelse af kortet.

3.70 Som led i finansiel formidling modtager en finansiel institution som f.eks. en bank indskud fra en enhed, der ønsker at modtage renter af midler, som enheden ikke umiddelbart har brug for, og låner dem til en anden enhed, hvis midler ikke er tilstrækkelige til at opfylde dens behov. Banken skaber således forudsætninger for, at den første enhed kan låne penge til den anden enhed. Begge parter betaler et gebyr til banken for den udførte tjeneste. Den enhed, der udlåner midlerne, betaler ved at acceptere en lavere rente end »referencerenten«, mens den enhed, der låner midlerne, betaler ved at acceptere en højere rente end »referencerenten«. Forskellen mellem den rente, der betales til bankerne af lånerne, og den rente, der reelt betales til indskyderne, er et gebyr for FISIM.

3.71 Det er sjældent tilfældet, at den finansielle institutions udlånte midler nøjagtigt svarer til de midler, de modtager som indskud. Nogle midler kan være modtaget som indskud, men de er endnu ikke udlånt. Nogle lån kan være finansieret af bankens egenkapital og ikke af lånte midler. Uanset hvilken finansieringskilde, der er tale om, er der leveret en tjeneste for de tilbudte lån og indskud. FISIM imputeres i forbindelse med alle lån og indskud. Sådanne indirekte gebyrer beregnes kun for lån og indskud, der ydes eller modtages af finansielle institutioner.

3.72 Referencerenten ligger mellem bankrenten på henholdsvis lån og indskud. Den svarer ikke til et aritmetisk gennemsnit af renterne på lån og indskud. Den rente, der primært benyttes for lån og udlån mellem banker er velegnet. Der er imidlertid behov for forskellige referencerenter for hver valuta, som lån og indskud er udtrykt i, navnlig når en ikkeresident finansiel institution er involveret.

FISIM er nærmere beskrevet i kapitel 14.

3.73 Når en finansiel institution udbyder et værdipapir (f.eks. en veksel eller en obligation) til salg, opkræves et gebyr. Købsprisen (salgskursen) er værdipapirets estimerede markedsværdi plus en margen. Et andet gebyr opkræves, når et værdipapir sælges, og den pris, der tilbydes sælger (købskursen), svarer til markedsværdien minus en margen. Margenerne mellem købs- og salgspriserne beregnes også ved aktier, andele i investeringsforeninger og fremmed valuta. Disse margener er betaling for ydelse af finansielle tjenester.

3.74 Følgende finansielle tjenester henhører under dette punkt. De resulterer hver især i en omfordeling af midler.

a) Skadesforsikringsvirksomhed. Ved en skadesforsikringsaftale modtager forsikringsselskabet en præmie fra en kunde og beholder den, indtil der fremsættes et erstatningskrav, eller indtil forsikringsperioden udløber. Forsikringsselskabet investerer præmien, og den herved fremkomne formueindkomst er en ekstra finansieringskilde. Formueindkomsten repræsenterer indkomst, som kunden har givet afkald på, og behandles som et implicit tillæg til den faktiske præmie. Forsikringsselskabet fastsætter de faktiske præmier således, at summen af præmierne plus den tjente formueindkomst minus de forventede erstatningskrav resulterer i en margen, som forsikringsselskabet beholder som sin produktion.

Produktionen af skadesforsikringstjenester beregnes som:

indtjente præmier i alt

plus implicitte tillægspræmier (lig formueindkomst fra tekniske reserver)

minus korrigerede forfaldne erstatninger.

Forsikringsselskabet råder over reserver bestående af ikkeindtjente præmier (faktiske præmier, som vedrører næste regnskabsperiode) og udestående erstatninger. Udestående erstatninger er erstatningskrav, som endnu ikke er blevet anmeldt, som er blevet anmeldt, men endnu ikke afgjort, eller som er blevet anmeldt og afgjort, men endnu ikke betalt. Sådanne reserver benævnes tekniske reserver og har til at formål at skabe investeringsindkomst. Kapitalgevinster og -tab betragtes ikke som indkomst fra investering af forsikringstekniske reserver. Forsikringstekniske reserver kan investeres i forsikringsselskabets biaktiviteter, f.eks. udlejning af ejendomme til beboelse eller kontorer. Nettooverskuddet af produktionen af disse biaktiviteter er indkomst fra forsikringstekniske reserver.

Omfanget af erstatningskrav, som er passende for beregning af produktionen, kaldes »korrigerede erstatninger«, og disse kan fastsættes på to måder. I henhold til forventningsmetoden estimeres omfanget af korrigerede erstatninger ud fra en model baseret på tidligere mønstre i erstatninger, som selskabet har betalt. Den anden metode anvender regnskabsoplysninger: Korrigerede erstatninger beregnes efterfølgende som faktiske forfaldne erstatninger plus ændringer i udjævningshensættelser, dvs. midler, som er lagt til side til opfyldelse af uventet store krav. Hvis udjævningshensættelserne ikke er tilstrækkelige til at bringe de korrigerede fordringer tilbage til et normalt niveau, lægges midler fra egenkapitalen til ved opgørelsen af korrigerede erstatninger. Fælles for begge metoder er, at uventet store erstatninger ikke fører til volatile og negative produktionstal.

Ændringer i tekniske reserver og udjævningshensættelser som følge af ændringer i den finansielle regulering registreres som andre mængdemæssige ændringer i aktiver. De er uden betydning for beregningen af produktionen. Hvis ingen af de to metoder til estimering af korrigerede erstatninger er mulige som følge af manglende oplysninger, kan det være nødvendigt i stedet at estimere produktionen på grundlag af summen af omkostninger med tillæg af et beløb til normalt overskud.

Sker der ændringer i bonusreserverne, fratrækkes ændringerne ved beregningen af produktionen.

b) En livsforsikring er en form for opsparingsordning. Forsikringstageren betaler i en årrække præmier til forsikringsselskabet, der til gengæld garanterer udbetaling af ydelser på et tidspunkt i fremtiden. Størrelsen af ydelserne kan beregnes i forhold til de indbetalte præmier eller kan afhænge af, hvor god forsikringsselskabet er til at investere midlerne. Metoden til beregning af produktionen ved livsforsikringsvirksomhed følger samme generelle principper som ved anden skadesforsikring. På grund af tidsintervallerne mellem tidspunktet for modtagelsen af præmierne og udbetalingen af ydelserne skal der tages særlig højde for ændringer i de tekniske reserver. For livsforsikringsvirksomhed beregnes produktionen som:

indtjente præmier

plus tillægspræmier, minus forfaldne ydelser

minus forøgelse (plus formindskelse) af de tekniske reserver for livsforsikring

Præmier defineres nøjagtigt på samme måde for livsforsikring og for skadesforsikring. Tillægspræmier er af større betydning for livsforsikring end for skadesforsikring. Ydelser registreres, når de tildeles eller udbetales. Der er ingen grund til at foretage et korrigeret skøn over ydelserne i forbindelse med en livsforsikring, da der ikke er samme uventede volatilitet i betalingerne ved en livsforsikring. De tekniske reserver for livsforsikring øges hvert år, da nye præmier indbetales og ny investeringsindkomst tildeles forsikringstagerne (som de dog ikke hjemtager) og mindskes, fordi der udbetales ydelser. Det er således muligt at beregne produktionen for livsforsikringsvirksomhed som forskellen mellem den samlede investeringsindkomst fra de tekniske reserver for livsforsikring med fradrag af den del af investeringsindkomsten, som rent faktisk er tildelt forsikringstagerne og lagt til de forsikringstekniske reserver.

Hvis denne metode ikke er mulig på grund af manglende oplysninger eller ikke giver meningsfulde resultater, beregnes produktionen for livsforsikringsvirksomhed som summen af produktionsomkostningerne plus et beløb til »normalt overskud«.

c) Produktionen for genforsikring beregnes på nøjagtig samme måde som for skadesforsikring, uanset om det er tale livsforsikringer eller skadesforsikringer, der genforsikres.

d) En socialforsikringsordnings produktion afhænger af, hvordan den er organiseret. Følgende er eksempler på, hvordan sådanne ordninger organiseres:

1) Socialsikringsordninger er socialforsikringsordninger, som dækker hele samfundet, og som indføres og kontrolleres af offentlig forvaltning og service. De har til formål at levere ydelser til borgerne for at opfylde behov i forbindelse med alderdom, invaliditet og død, sygdom, arbejdsskader, arbejdsløshed, familie- og sundhedspleje osv. Hvis der opereres med separate enheder, beregnes deres produktion i lighed med al ikkemarkedsmæssig produktion som summen af omkostningerne. Hvis der ikke opereres med separate enheder, medregnes socialsikringsordningernes produktion i produktionen på det niveau i offentlig forvaltning og service, den opererer på.

2) Hvis en arbejdsgiver selv administrerer en socialforsikringsordning, beregnes værdien af produktionen som summen af omkostningerne inklusive et skønnet afkast af al fast realkapital, der anvendes til administration af ordningen. Værdien af produktionen opgøres på samme måde, hvis arbejdsgiveren etablerer en separat pensionskasse til forvaltning af ordningen.

3) Hvis en arbejdsgiver anvender et forsikringsselskab til at forvalte ordningen på sine vegne, er værdien af produktionen det gebyr, der opkræves af forsikringsselskabet.

4) For ordninger med flere arbejdsgivere opgøres værdien af produktionen som for livsforsikringer: Det er investeringsindkomst modtaget af ordningerne med fradrag af det beløb, der afsættes til reserver.

e) Opgørelse af produktionen fra ordninger med standardiserede lånegarantier afhænger af, hvilken type producent der er involveret. Hvis en ordning med standardiserede lånegarantier opererer som markedsproducent, beregnes værdien af produktionen på samme måde som for skadesforsikring. Hvis en ordning opererer som ikkemarkedsproducent, beregnes værdien af produktionen som summen af omkostningerne.

Fast ejendom (Afdeling L)

3.75 Produktion af boligtjenester, der produceres af ejere af egen bolig værdiansættes som den anslåede værdi af den leje, en lejer ville betale for samme bolig, idet der tages hensyn til faktorer som beliggenhed, faciliteter i nabolaget osv., samt selve boligens størrelse og kvalitet. For fritliggende garager, der anvendes af ejeren til eget brug i forbindelse med benyttelse af boligen, foretages der en lignende beregning. Lejeværdien af ejerboliger i udlandet som f.eks. ferieboliger registreres ikke som en del af den indenlandske produktion, men som import af tjenester og som primær indkomst fra udlandet. For ejerboliger, der ejes af udlændinge, foretages der tilsvarende registreringer. Ved timesharelejligheder skal en del af servicegebyret registreres på denne måde.

3.76 Stratifikationsmetoden benyttes til estimering af værdien af tjenester i forbindelse med ejerboliger. Den samlede boligmasse stratificeres efter placering, boligtype og andre faktorer, som påvirker lejen. Oplysninger om faktisk leje for udlejningsboliger anvendes til beregning af lejeværdien for den samlede boligmasse. Den gennemsnitlige faktiske leje pr. stratum anvendes på alle boliger i dette stratum. Hvis oplysningerne om lejebetalinger hidrører fra stikprøveundersøgelser, er opregningen til lejen for den samlede boligmasse baseret på både en del af udlejningsboligerne og alle ejerboliger. Den detaljerede beregning af lejen pr. stratum foretages for et basisår, og dette resultat ekstrapoleres herefter til efterfølgende perioder.

3.77 Den leje, der skal anvendes i forbindelse med ejerboliger ved stratificeringsmetoden, defineres som den leje, der på det private marked betales for retten til at benytte en umøbleret bolig. Leje for umøblerede boliger fra alle lejekontrakter på det private marked anvendes til at beregne den imputerede lejeværdi. Leje, som på det private marked holdes på et lavt niveau på grund af offentlig regulering, medregnes. Hvis lejeren er kilden til oplysningerne, korrigeres den observerede leje ved at tillægge eventuelle lejetillæg, der betales direkte til ejeren. Hvis stikprøvens størrelse med hensyn til den observerede leje som beskrevet ovenfor ikke er stor nok, kan den observerede leje for møblerede boliger anvendes til imputeringen, forudsat at den korrigeres for møbler. Undtagelsesvis kan forhøjet leje for offentligt ejede boliger også anvendes. Billig leje for boliger, der udlejes til slægtninge eller ansatte, bør ikke anvendes.

3.78 Stratificeringsmetoden anvendes til opregning til alle udlejningsboliger. Den gennemsnitlige leje til brug for imputeringen som beskrevet ovenfor kan være uegnet for visse segmenter af lejemarkedet. Eksempelvis er formindskede lejer for møblerede boliger eller forhøjede offentlig lejer ikke egnet til de respektive faktisk udlejede boliger. I så tilfælde kræves der separate strata af faktisk lejede møblerede eller sociale boliger kombineret med passende gennemsnitslejer.

3.79 Er der ikke et tilstrækkelig stort lejemarked, hvor boligmarkedet er karakteriseret ved ejerboliger, anvendes omkostningsmetoden i forbindelse med ejerboliger.

I omkostningsmetoden er produktionen af boligtjenester summen af forbruget i produktionen, forbruget af fast realkapital, andre produktionsskatter minus produktionssubsidier og nettooverskud af produktionen.

Nettooverskuddet af produktionen opgøres ved at gange nettoværdien af den samlede ejerboligmasse i løbende priser (genanskaffelsesomkostninger) med en fast årlig realafkastprocent.

3.80 Produktion af ejendomstjenester vedrørende erhvervsbygninger opgøres som værdien af forfalden leje.

Liberale, videnskabelige og tekniske tjenester (Afdeling M); Administrative tjenester og hjælpetjenester (Afdeling N)

3.81 Produktion af tjenester i forbindelse med operationel leasing som f.eks. udlejning af maskiner og udstyr opgøres som den leasingafgift, der betales. Operationel leasing adskiller sig fra finansiel leasing på følgende måde: Finansiel leasing er finansiering af anskaffelsen af faste aktiver, hvor leasinggiveren yder et lån til leasingtageren. Ved finansiel leasing består leasingafgiften af afdrag og renter med et mindre gebyr for direkte tjenester (jf. kapitel 15: Kontrakter, leasingkontrakter og licenser).

3.82 Forskning og udvikling (FoU) er kreativt arbejde, der udføres systematisk for at forøge videngrundlaget og anvende dette til opfindelse og udvikling af nye produkter, herunder forbedring af udformningen af eksisterende produkter og af disses egenskaber samt udvikling af nye eller mere effektive produktionsprocesser. FoU af signifikant omfang i forhold til hovedaktiviteten registreres som den lokale faglige enheds biaktivitet. Der opereres med en separat lokal faglig enhed for FoU, når det er muligt.

3.83 Produktionen af FoU-tjenester opgøres på følgende måde:

a) FoU leveret af specialiserede erhvervsmæssige forskningslaboratorier eller -institutter værdiansættes som indtægter fra salg, kontrakter, provisioner, gebyrer osv. på sædvanlig måde.

b) Produktion af FoU, som anvendes inden for samme foretagende, værdiansættes på basis af de anslåede basispriser, der ville blive betalt for forskningen, dersom den blev udført på kontraktbasis. Hvis der ikke findes et marked for outsourcing af FoU af lignende art, værdiansættes produktionen som summen af produktionsomkostningerne med tillæg af et beløb (undtagen for ikkemarkedsproducenter) til nettooverskud af produktionen eller blandet indkomst.

c) FoU leveret af offentlige enheder, universiteter og ikkeerhvervsmæssige forskningsinstitutter værdiansættes på grundlag af produktionsomkostningerne. Indtægter fra salg af FoU-tjenester, ydet af ikkemarkedsmæssige producenter af FoU registreres som indtægter af sekundær markedsmæssig produktion.

Der skelnes mellem udgifter til FoU og udgifter til uddannelse og erhvervsuddannelse. Udgifter til FoU inkluderer ikke omkostninger til udvikling af software som hoved- eller biaktivitet.

Offentlig forvaltning og forsvar, lovpligtig socialsikring (Afdeling O)

3.84 Offentlig forvaltning, forsvarstjenester og lovpligtig socialsikring ydes som ikkemarkedsmæssige tjenester og skal værdiansættes derefter.

Undervisning (Afdeling P); Sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger (Afdeling Q)

3.85 I forbindelse med undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger skelnes der tydeligt mellem markedsmæssige og ikkemarkedsmæssige producenter og mellem deres markedsmæssige og ikkemarkedsmæssige produktion. Offentlige institutioner (eller andre institutioner, som modtager specifikke subsidier) kan f.eks. opkræve mindre gebyrer for nogle typer uddannelse og lægebehandling, medens de for andre uddannelser og speciallægebehandlinger kan opkræve kommercielle takster. Et andet eksempel er, at den samme type tjeneste (f.eks. højere uddannelse) leveres både af offentlig forvaltning og service og af kommercielle institutioner.

Undervisning og sundhedsvæsen samt sociale foranstaltninger omfatter ikke FoU-aktiviteter; sundhedsvæsen omfatter ikke uddannelse i sundhedspleje f.eks. på universitetshospitaler.

Kultur, forlystelser og sport (Afdeling R); Andre tjenester (Afdeling S)

3.86 Produktion af bøger, indspilninger, film, software, bånd, plader osv. er en proces i to etaper og opgøres som sådan:

1) Produktion af originalværker — produkter omfattet af intellektuel ejendomsret — opgøres ud fra den pris, der betales for et tilsvarende originalværk, hvis det sælges, eller ud fra produktionsomkostningerne (med tillæg af et beløb til nettooverskud af produktionen) eller den tilbagediskonterede værdi af den forventede indkomst ved anvendelse heraf i produktionen.

2) Ejeren af dette aktiv kan anvende det direkte eller producere kopier i efterfølgende perioder. Hvis ejeren har givet andre producenter licens til at anvende originalværket i produktionen, udgør de gebyrer, provisioner, royalties osv., han har modtaget for licenserne, produktionen af tjenester. Salg af originalværket er en negativ, fast investering.

Private husholdninger med ansat medhjælp (Afdeling T)

3.87 Produktionen af tjenester i hjemmet udført af lønnet personale opgøres ud fra personalets aflønning; den inkluderer også al aflønning i naturalier, som f.eks. kost og logi.

FORBRUG I PRODUKTIONEN (P.2)

3.88  Definition: Forbrug i produktionen er varer og tjenester, der forbruges som input i en produktionsproces, bortset fra faste aktiver (forbruget heraf registreres som forbrug af fast realkapital). Disse varer og tjenester forædles eller forbruges i produktionsprocessen.

3.89 Forbrug i produktionen omfatter følgende tilfælde:

a) varer og tjenester, der anvendes som input i hjælpeaktiviteter. Typiske eksempler er indkøb, salg, markedsføring, regnskab, databehandling, transport, oplagring, vedligeholdelse, sikkerhed osv. Der skelnes ikke mellem disse varer og tjenester og dem, der forbruges i en lokal faglig enheds hovedaktivitet (eller biaktivitet)

b) varer og tjenester, som modtages fra en anden lokal faglig enhed, der hører til samme institutionelle enhed

c) leje af faste aktiver, f.eks. ved operationel leasing af maskiner eller biler, software og originalværker inden for underholdning

d) betalinger for kortfristede kontrakter, leasing og licenser registreret som ikkeproducerede aktiver, undtagen direkte køb af sådanne ikkeproducerede aktiver

e) abonnementer, bidrag eller kontingenter til nonprofit-erhvervssammenslutninger (jf. 3.35)

f) poster, der ikke behandles som bruttoinvesteringer som f.eks.:

1) værktøj, der ikke er særlig kostbart, og som anvendes til almindeligt brug, f.eks. save, spader, knive, økser, hamre, skruetrækkere, skruenøgler og andet håndværktøj; småapparater som lommeregnere. Alle udgifter til sådanne varige forbrugsgoder registreres som forbrug i produktionen

2) regelmæssig vedligeholdelse og reparation af faste aktiver anvendt i produktionen

3) personaleuddannelse, markedsundersøgelser og lignende aktiviteter, der købes udefra eller leveres af en separat, lokal faglig enhed inden for den samme institutionelle enhed

4) udgifter til FoU betragtes som faste investeringer, når medlemsstaternes skøn er tilstrækkeligt pålidelige og sammenlignelige

g) ansattes udgifter, der refunderes af arbejdsgiveren, til anskaffelser, der er nødvendige i produktionen, f.eks. værktøj eller sikkerhedsbeklædning, som den ansatte i henhold til ansættelseskontrakten selv er forpligtet til at indkøbe

h) udgifter, som er afholdt af arbejdsgiveren til egen eller de ansattes fordel, og som er nødvendige i produktionen. Som eksempler kan nævnes:

1) refusion af ansattes udgifter til rejser, dobbelt husførelse, flytning og repræsentation i forbindelse med jobbet

2) etablering af faciliteter på arbejdspladsen.

En liste over relevante udgifter findes i afsnittet om aflønning af ansatte (D.1) (jf. 4.07).

i) Forsikringstjenester betalt af lokale faglige enheder i forbindelse med tegning af skadesforsikringer (jf. kapitel 16: Forsikring). For kun at registrere udgiften til forsikringstjenester som forbrug i produktionen, reduceres skadesforsikringspræmierne med f.eks. udbetalte skadeserstatninger og nettoændringer i de aktuarmæssige reserver. Nettoændringen af de aktuarmæssige reserver henføres til de lokale faglige enheder i forhold til de indbetalte forsikringspræmier

j) FISIM købt af residente producenter

k) Centralbankens ikkemarkedsmæssige produktion henføres i fuldt omfang til andre finansielle formidleres forbrug i produktionen.

3.90 Forbrug i produktionen omfatter ikke:

a) størrelser, der behandles som bruttoinvesteringer som f.eks.:

1) værdigenstande

2) mineralefterforskning

3) større forbedringer ud over dem, der kræves for at sikre, at faste aktiver er funktionsdygtige; eksempler herpå er renovering, ombygning og udvidelse

4) indkøbt software eller software udviklet for egen regning

5) militære våben og udstyr til affyring af dem

b) udgifter, der betragtes som køb af ikkeproducerede aktiver. Eksempler herpå er langfristede kontrakter, leasing og licenser (jf. kapitel 15)

c) udgifter afholdt af arbejdsgivere til aflønning af ansatte i naturalier

d) offentlige enheders kollektive tjenester, som anvendes af markedsmæssige producenter eller producenter af produkter til eget brug (og som af offentlig forvaltning og service behandles som udgifter til kollektivt forbrug)

e) varer og tjenester produceret og forbrugt i samme regnskabsperiode inden for samme lokale faglige enhed (de registreres heller ikke som produktion)

f) betalinger for de tilladelser fra og gebyrer til myndighederne, der behandles som andre produktionsskatter

g) betalinger for tilladelser til anvendelse af naturressourcer (f.eks. jord), der betragtes som jordrente, dvs. som betaling af formueindkomst.

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af forbrug i produktionen

3.91 Produkter, der forbruges i produktionen, registreres og værdiansættes på det tidspunkt, hvor de indgår i produktionsprocessen. De værdiansættes til køberpris for tilsvarende varer på anvendelsestidspunktet.

3.92 Producentenheder registrerer ikke anvendelse af varer i produktionen direkte. De registrerer indkøb med henblik på anvendelse som input minus stigningen i mængden af sådanne varer på lager.

FORBRUG (P.3, P.4)

3.93 Der anvendes to begreber inden for forbrug:

a) udgifter til forbrug (P.3)

b) faktisk forbrug (P.4).

Udgifter til forbrug er udgifter til varer og tjenester, der anvendes af husholdninger, NPISH’er og offentlig forvaltning og service til opfyldelse af individuelle og kollektive behov. Til forskel herfra refererer faktisk forbrug til anskaffelse af forbrugsvarer og - tjenester. Forskellen mellem disse to begreber ligger i behandlingen af visse varer og tjenester, der er betalt af offentlig forvaltning og service eller NPISH'er, men leveret til husholdningerne som sociale overførsler i naturalier.

Udgifter til forbrug (P.3)

3.94  Definition: Udgifter til forbrug består af udgifter, som residente institutionelle enheder har til varer eller tjenester, der anvendes til direkte dækning af individuelle eller kollektive behov for samfundets medlemmer.

3.95 Husholdningers udgifter til forbrug omfatter følgende eksempler:

a) boligtjenester i ejerboliger

b) indkomst i naturalier såsom:

1) varer og tjenester, som ansatte modtager som indkomst i naturalier

2) varer og tjenester, der er produceret af personlige foretagender ejet af husholdninger, og som husholdningernes medlemmer beholder til eget brug; eksempler er madvarer og andre landbrugsprodukter, boligtjenester produceret af ejere af egen bolig og tjenester i hjemmet produceret af ansat medhjælp (tjenere, kokke, gartnere, chauffører, osv.)

c) størrelser, der ikke behandles som forbrug i produktionen, såsom:

1) materialer til småreparationer i boligen og indretning af en art, der udføres af lejere såvel som ejere

2) materialer til reparationer og vedligeholdelse af varige forbrugsgoder inkl. køretøjer

d) størrelser, der ikke behandles som investering, herunder navnlig varige forbrugsgoder, der fortsætter med at fungere over flere regnskabsperioder; hertil medregnes overdragelse af ejendomsretten til visse varige goder fra et foretagende til en husholdning

e) finansielle tjenester, for hvilke der opkræves betaling straks, og den del af FISIM, der anvendes til husholdningernes forbrug

f) forsikringstjenester opgjort som den implicitte værdi af tjenesterne

g) pensionskassers tjenester opgjort som den implicitte værdi af tjenesterne

h) husholdningernes betalinger for licenser, tilladelser osv., som betragtes som køb af tjenester (jf. 4.79 og 4.80)

i) køb af produktion til priser, som ikke er økonomisk signifikante, f.eks. entré til museer.

3.96 Husholdningers udgifter til forbrug omfatter ikke:

a) sociale overførsler i naturalier såsom udgifter, som i første omgang afholdes af husholdningerne, men som senere refunderes af socialsikringen, f.eks. udgifter til lægebehandling

b) størrelser, der behandles som forbrug i produktionen eller bruttoinvesteringer, såsom:

1) udgifter afholdt i erhvervsøjemed af husholdninger, der ejer personlige foretagender — f.eks. til varige goder som køretøjer, møbler, el-udstyr (faste bruttoinvesteringer), eller forbrugsvarer som brændsel (betragtes som forbrug i produktionen)

2) udgifter, som ejere af egen bolig afholder til indretning, vedligeholdelse og reparation af boligen, og som ikke normalt udføres af lejere (betragtes som forbrug i produktionen af boligtjenester)

3) køb af boliger (faste bruttoinvesteringer)

4) udgifter til værdigenstande (bruttoinvesteringer)

c) poster, der betragtes som anskaffelse af ikkeproducerede aktiver, herunder navnlig køb af jord

d) alle betalinger fra husholdningerne, der betragtes som skatter. (jf. 4.79 og 4.80)

e) husholdningernes abonnementer og kontingenter til NPISH'er, som f.eks. fagforeninger, faglige foreninger, forbrugersammenslutninger, kirker, selskabelige og kulturelle foreninger, fritidsklubber og idrætsklubber

f) husholdningernes frivillige bidrag i form af penge eller naturalier til velgørende formål og til hjælpeorganisationer.

3.97 NPISH'ers udgifter til forbrug omfatter to forskellige kategorier:

a) værdien af varer og tjenester produceret af NPISH'er undtagen investeringer produceret for egen regning og eksklusive udgifter afholdt af husholdninger og andre enheder

b) NPISH'ers udgifter til varer og tjenester produceret af markedsmæssige producenter og uden omdannelse leveret til forbrug i husholdningerne som sociale overførsler i naturalier.

3.98 Offentlig forvaltning og services udgifter til forbrug (P.3) omfatter to kategorier, som kan sidestilles med NPISH'ernes:

a) værdien af varer og tjenester, som er produceret af offentlig forvaltning og service selv (P.1), undtagen investeringer for egen regning (der svarer til P.12), markedsmæssig produktion (P.11) og betalinger for ikkemarkedsmæssig produktion (P.131)

b) offentlig forvaltning og services køb af varer og tjenester, som produceres af markedsmæssige producenter og uden omdannelse leveres til husholdningerne som sociale overførsler i naturalier (D.632). Offentlig forvaltning og service betaler for disse varer og tjenester, som sælgerne leverer til husholdningerne.

3.99 Selskaber har ingen udgifter til forbrug. Deres køb af varer og tjenester, som husholdningerne bruger til forbrug, anvendes enten som forbrug i produktionen eller gives til de ansatte som aflønning af ansatte i naturalier, dvs. imputerede udgifter til forbrug for husholdningerne.

Faktisk forbrug (P.4)

3.100  Definition: Faktisk forbrug består af de varer og tjenester, der erhverves af residente institutionelle enheder til direkte opfyldelse af menneskelige behov, såvel individuelle som kollektive.

3.101  Definition: Varer og tjenester til individuelt forbrug (»individuelle varer og tjenester«) er varer og tjenester, der erhverves af en husholdning og anvendes til opfyldelse af husholdningens behov og ønsker. Individuelle varer og tjenester karakteriseres således:

a) det skal være muligt at observere og registrere en individuel husholdnings eller et husholdningsmedlems anskaffelse af varen eller tjenesten samt tidspunktet for anskaffelsen

b) husholdningen er indforstået med leveringen af den pågældende vare eller tjeneste og tager de nødvendige skridt for at forbruge den, f.eks. ved at gå i skole eller tage på hospitalet

c) varen eller tjenesten skal opfylde den betingelse, at når den er erhvervet af en husholdning eller person, eller af en gruppe mennesker, kan den ikke erhverves af andre husholdninger eller personer.

3.102  Definition: Kollektive tjenester er tjenester til kollektivt forbrug, der leveres samtidig til alle medlemmer i fællesskabet eller særlige dele af fællesskabet såsom husholdninger, der bor i et bestemt område. Kollektive tjenester karakteriseres således:

a) de kan leveres samtidig til hvert medlem i fællesskabet eller til bestemte dele af fællesskabet som f.eks. et bestemt geografisk område

b) anvendelsen af sådanne tjenester er normalt passiv og kræver ikke alle berørte individers samtykke eller aktive deltagelse

c) ydelse af en kollektiv tjeneste til en enkeltperson reducerer ikke den mængde, der er til rådighed for en anden enkeltperson i samme fællesskab eller del af fællesskabet.

3.103 Alle udgifter til forbrug i en husholdning er individuelle. Alle varer og tjenester, der leveres af NPISH'er, betragtes som individuelle udgifter.

3.104 Grænsen mellem individuelle og kollektive varer og tjenester, der leveres af offentlig forvaltning og service, er fastlagt på basis af formålsklassifikationen for offentlig forvaltning og service (COFOG).

Alle offentlige udgifter til forbrug under hvert af følgende områder betragtes som udgifter til individuelt forbrug:

a)

 

7.1 Medicinske produkter, apparater og udstyr

7.2 Ambulant behandling

7.3 Hospitalstjenester

7.4 Offentligt sundhedsvæsen

b)

 

8.1 Fritids- og sportstjenester

8.2 Kulturtjenester

c)

 

9.1 Førskoleundervisning og primær undervisning

9.2 Sekundær undervisning

9.3 Undervisning på niveauet mellem sekundær undervisning og tertiær undervisning

9.4 Tertiær undervisning

9.5 Undervisning uden for niveauplacering

9.6 Hjælpetjenester i forbindelse med undervisning

d)

 

10.1 Sygdom og invaliditet

10.2 Alderdom

10.3 Efterlevende

10.4 Familie og børn

10.5 Arbejdsløshed

10.6 Bolig

10.7 Sociale ydelser i.a.n.

3.105 Alternativt kan offentlige udgifter til individuelt forbrug henregnes til hovedgruppe 14 i klassifikationen af individuelt konsum efter formål (Coicop), som omfatter følgende grupper:

14.1 Bolig (svarende til COFOG-gruppe 10.6)

14.2 Sundhedsvæsen (svarende til COFOG-gruppe 7.1-7.4)

14.3 Fritid og kultur (svarende til COFOG-gruppe 8.1 og 8.2)

14.4 Undervisning (svarende til COFOG-gruppe 9.1-9.6)

14.5 Sociale foranstaltninger (svarende til COFOG-gruppe 10.1-10.5 og gruppe 10.7).

3.106 Kollektive udgifter til forbrug er den resterende del af offentlige udgifter til forbrug.

Omfatter følgende COFOG-grupper:

a) Generelle offentlige tjenester (hovedgruppe 1)

b) Forsvar (hovedgruppe 2)

c) Offentlig orden og sikkerhed (hovedgruppe 3)

d) Økonomiske anliggender (hovedgruppe 4)

e) Miljøbeskyttelse (hovedgruppe 5)

f) Bolig og offentlige faciliteter (hovedgruppe 6)

g) Offentlig forvaltning, fastsættelse af bestemmelser, formidling af generel information og statistik (alle hovedgrupper)

h) Forskning og udvikling (alle hovedgrupper).

3.107 Det indbyrdes forhold mellem de forskellige begreber inden for forbrug vises i tabel 3.2:



Tabel 3.2 —  Sektor

 

Offentlig forvaltning og service

NPISH'er

Husholdninger

Anskaffelser i alt

Individuelt forbrug

X (= sociale overførsler i naturalier)

X (= sociale overførsler i naturalier)

X

Husholdningers faktiske individuelle forbrug

Kollektivt forbrug

X

0

0

Offentlig forvaltning og services faktiske kollektive forbrug

I alt

Offentlig forvaltning og services udgifter til forbrug

NPISH'ers udgifter til faktisk forbrug

Husholdningers udgifter til forbrug

Faktisk forbrug = Samlede udgifter til forbrug

X: finder anvendelse

0: finder ikke anvendelse

3.108 NPISH'ers udgifter til forbrug er alle individuelle. Det samlede, faktiske forbrug er lig med summen af husholdningernes og offentlig forvaltning og services faktiske forbrug.

3.109 Sociale overførsler i naturalier til udlandet eksisterer ikke (mens der til denne sektor foretages pengeoverførsler). Det samlede, faktiske forbrug er lig med de samlede udgifter til forbrug.

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af udgifter til forbrug

3.110 Udgiften til en vare registreres på tidspunktet for ejendomsrettens overgang. Udgiften til en tjeneste registreres, når leveringen af den er tilendebragt.

3.111 Udgiften til en vare, der anskaffes ved køb på afbetaling eller lignende kreditaftale, også finansiel leasing, registreres på varens leveringstidspunkt, selv om der ikke på dette stadium er tale om overgang af ejendomsretten.

3.112 Forbrug af egne produkter registreres, når produktion til eget forbrug er produceret.

3.113 Husholdningers udgifter til forbrug registreres til køberpriser. Det er den pris, som køberen faktisk betaler for produkterne på købstidspunktet. En mere detaljeret definition fremgår af 3.06.

3.114 Varer og tjenester leveret som aflønning i naturalier værdiansættes til basispriser, når de produceres af arbejdsgiveren og til køberpriser, dersom de købes af arbejdsgiveren.

3.115 Varer og tjenester, der beholdes til eget forbrug, værdiansættes til basispriser.

3.116 Offentlig forvaltning og services eller NPISH'ers udgifter til forbrug af de produkter, de selv har produceret, registreres på produktionstidspunktet, som også er tidspunktet for offentlig forvaltning og services eller NPISH'ers levering af sådanne tjenester. Udgifter til forbrug af varer og tjenester, der leveres af markedsmæssige producenter, registreres på leveringstidspunktet.

3.117 Offentlig forvaltning og services eller NPISH'ers udgifter til forbrug (P.3) er lig med summen af deres produktion (P.1) plus udgifter til produkter, der leveres til husholdninger gennem markedsmæssige producenter, som er en del af sociale overførsler i naturalier (D.632) minus betaling fra andre enheder, markedsmæssig produktion (P.11) og betalinger for ikkemarkedsmæssig produktion (P.131) minus investeringer for egen regning (P.12).

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af faktisk forbrug

3.118 Varer og tjenester anskaffes af institutionelle enheder, når disse får ejendomsretten over varerne, og når leveringen af tjenester til dem er tilendebragt.

3.119 Anskaffelser — faktisk forbrug — værdiansættes til køberpriser for de enheder, der afholder udgifterne.

3.120 Bortset fra sociale overførsler i naturalier fra sektoren offentlig forvaltning og service eller en NPISH, behandles overførsler i naturalier, som om de var pengeoverførsler. Således registreres værdien af varer og tjenester som udgifter for de institutionelle enheder eller sektorer, der anskaffer dem.

3.121 De to aggregater, udgifter til forbrug og faktisk forbrug, har samme værdi. Varer og tjenester anskaffet af residente husholdninger gennem sociale overførsler i naturalier værdiansættes til samme priser som dem, de værdiansættes til i udgiftsaggregaterne.

BRUTTOINVESTERINGER (P.5)

3.122 Bruttoinvesteringer omfatter:

a) faste bruttoinvesteringer (P.51g):

1) forbrug af fast realkapital (P.51c)

2) faste nettoinvesteringer (P.51n)

b) lagerændringer (P.52)

c) anskaffelser minus afhændelser af værdigenstande (P.53).

3.123 Bruttoinvesteringer omfatter forbrug af fast realkapital. Nettoinvesteringer beregnes ved at trække forbrug af fast realkapital fra bruttoinvesteringerne.

Faste bruttoinvesteringer (P.51g)

3.124  Definition: Faste bruttoinvesteringer (P.51) er residente producenters anskaffelser minus afhændelser af faste aktiver i en given periode, plus visse tillæg til værdien af ikkeproducerede aktiver, tilvejebragt gennem en producents eller institutionelle enheders produktive aktivitet. Faste bruttoinvesteringer er producerede aktiver, der anvendes i produktionen i mere end ét år.

3.125 Faste bruttoinvesteringer omfatter både positive og negative værdier:

a) positive værdier:

1) køb af nye eller eksisterende faste aktiver

2) faste aktiver, der produceres og beholdes til producentens eget brug (inkl. produktion for egen regning af faste aktiver, der endnu ikke er færdige eller klar til brug)

3) nye eller eksisterende faste aktiver, der anskaffes gennem en byttehandel

4) nye eller eksisterende faste aktiver modtaget som kapitaloverførsel i naturalier

5) nye eller eksisterende faste aktiver anskaffet af brugeren ved finansiel leasing

6) større forbedringer på faste aktiver og eksisterende historiske monumenter

7) naturlig vækst hos de naturlige aktiver, der frembringer en løbende produktion

b) negative værdier (f.eks. afhændelse af faste aktiver, der registreres som negative anskaffelser):

1) salg af eksisterende faste aktiver

2) eksisterende faste aktiver, der afhændes i en byttehandel

3) eksisterende faste aktiver, der afhændes som kapitaloverførsel i naturalier.

3.126 Afhændelse af faste aktiver omfatter ikke:

a) forbrug af fast realkapital (som inkluderer forventet normal skade som følge af uheld)

b) ekstraordinære tab, som f.eks. skyldes tørke eller andre naturkatastrofer (der registreres som andre mængdemæssige ændringer i status).

3.127 Der skelnes mellem følgende former for faste bruttoinvesteringer:

1) boliger

2) andre bygninger og anlæg (omfatter også større forbedringer af jordarealer)

3) maskiner og udstyr som f.eks. skibe, biler og computere

4) våbensystemer

5) dyrkede/avlede naturressourcer, f.eks. træer og husdyr

6) omkostninger ved overdragelse af ejendomsretten til ikkeproducerede aktiver som jord, kontrakter, leasingkontrakter og licenser

7) FoU, herunder produktion af frit tilgængelig FoU; udgifter til FoU betragtes først som faste investeringer, når medlemsstaternes skøn er tilstrækkeligt pålidelige og sammenlignelige

8) mineralefterforskning og -evaluering

9) computersoftware og databaser

10) originalværker inden for underholdning, litteratur og kunst

11) andre intellektuelle ejendomsrettigheder.

3.128 Større forbedringer af jordarealer omfatter:

a) indvinding af jord fra havet ved bygning af diger, bølgebrydere og dæmninger specielt til dette formål

b) rydning af skov, klippeblokke osv. for at inddrage ny jord i produktionen

c) dræning af marsk eller overrisling af ørken ved bygning af diger, gravning af grøfter og vandingskanaler; forebyggelse af oversvømmelse eller erosion fra hav og floder ved bygning af bølgebrydere, læmoler og stormflodsdæmninger.

Disse aktiviteter kan resultere i opførelse af store anlæg som f.eks. bølgebrydere, stormflodsdæmninger og dæmninger, som dog ikke anvendes i produktionen af andre varer og tjenester, men til indvinding og forbedring af jordarealer, og det er jorden, et ikkeproduceret aktiv, der indgår i produktionen. Eksempelvis har en dæmning, der bygges for at producere elektricitet, et helt andet formål end en dæmning, der bygges som værn mod havet. Kun sidstnævnte dæmning klassificeres som forbedring af jordarealer.

3.129 Faste bruttoinvesteringer omfatter følgende grænsetilfælde:

a) anskaffelse af husbåde, pramme, husvogne og campingvogne, der anvendes som bolig for husholdninger, samt alle andre tilhørende bygninger og anlæg som f.eks. garager

b) anlæg og udstyr, der anvendes af militæret

c) lette våben og pansrede køretøjer, der anvendes af ikkemilitære enheder

d) forskydninger i husdyrbesætninger, der indgår i produktionen år efter år, som f.eks. avlskvæg, malkekvæg, uldfår og trækdyr

e) ændringer i bestanden af træer, der dyrkes år efter år, f.eks. frugttræer, vinstokke, gummitræer, palmer osv.

f) forbedringer af eksisterende faste aktiver, som er mere omfattende end almindelig vedligeholdelse og reparation

g) anskaffelse af faste aktiver ved finansiel leasing

h) afviklingsudgifter, dvs. store udgifter forbundet med bortskaffelse, f.eks. udgifter til nedlukning af atomkraftværker eller til rensning af deponeringsanlæg.

3.130 Faste bruttoinvesteringer omfatter ikke:

a) transaktioner, som indgår i forbrug i produktionen:

1) køb af håndværktøj til produktionsformål

2) almindelig vedligeholdelse og reparation

3) køb af faste aktiver med henblik på anvendelse i henhold til en kontrakt om operationel leasing (jf. også kapitel 15: Kontrakter, leasingkontrakter og licenser); for det foretagende, der anvender det faste aktiv, betragtes leasingafgiften som forbrug i produktionen; for indehaveren af aktivet registreres anskaffelsesomkostningerne som faste bruttoinvesteringer

b) transaktioner, der registreres som lagerændringer:

1) slagtedyr inklusive fjerkræ

2) træer til produktion af tømmer (produkter under fremstilling)

c) husholdningers anskaffelser af maskiner og udstyr til forbrug

d) kapitalgevinster og -tab på faste aktiver

e) tab på faste aktiver som følge af katastrofer, f.eks. destruktion af dyrkede aktiver og husdyrbesætninger efter sygdomme, som normalt ikke dækkes af nogen forsikring eller skader efter oversvømmelser, stormskader eller skovbrande af ekstraordinært omfang

f) midler, som er lagt til side eller hensat til reserve uden at være bundet til faktisk køb eller faktisk bygning/anlæg af et specifikt kapitalgode, f.eks. en offentlig infrastrukturfond.

3.131 Faste bruttoinvesteringer i form af forbedringer på eksisterende faste aktiver registreres under anskaffelse af nye faste aktiver af samme art.

3.132 Produkter omfattet af intellektuelle ejendomsrettigheder er resultatet af forskning og udvikling, analysearbejde eller innovation, der fører til viden, hvis anvendelse er begrænset i henhold til loven eller andre beskyttelsesmidler.

Eksempler på aktiver omfattet af intellektuelle ejendomsrettigheder:

a) resultater af FoU

b) resultater af mineralefterforskning beregnet som omkostningerne ved udførte prøveboringer, overflyvninger og lignende undersøgelser, transportomkostninger mv.

c) computersoftware og store databaser, der skal anvendes i produktionen i mere end ét år

d) originaler til manuskripter inden for underholdning, litterære og kunstneriske manuskripter, modeller, film, lydoptagelser osv.

3.133 For både faste aktiver og ikkeproducerede ikkefinansielle aktiver består omkostninger ved ejerskifte, der påhviler den ny ejer, i følgende:

a) omkostninger i forbindelse med levering af aktivet (nyt eller eksisterende) på ønsket sted og tid som f.eks. udgifter til transport, opstilling, montage osv.

b) honorarer og provisioner til f.eks. landmålere, ingeniører, sagførere, vurderingsmænd osv. samt ejendomsmægler- og auktionsholdersalær mv.

c) skatter, der skal betales af den nye ejer, når aktivet skifter ejer; disse skatter betragtes som skatter på formidlernes tjenester og skatter ved ejerskifte, og ikke som skatter på de købte aktiver.

Alle disse omkostninger registreres som faste bruttoinvesteringer hos den nye ejer.

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af faste bruttoinvesteringer

3.134 Bruttoinvesteringer registreres, når ejendomsretten til de faste aktiver overdrages til den institutionelle enhed, der har til hensigt at anvende dem i produktionen.

Denne regel er ændres for:

a) finansiel leasing, når et ejerskifte fra leasinggiveren til leasingtageren imputeres

b) faste bruttoinvesteringer for egen regning, som registreres, når de produceres.

3.135 Faste bruttoinvesteringer værdiansættes til køberpris inkl. installationsomkostninger og andre omkostninger ved ejerskifte. Produktion for egen regning værdiansættes til basispriser for tilsvarende faste aktiver og, hvis disse priser ikke kan oplyses, til produktionsomkostningerne med tillæg af et beløb (undtagen for ikkemarkedsproducenter) til nettooverskud af produktionen eller blandet indkomst.

3.136 Anskaffelse af produkter omfattet af intellektuelle ejendomsrettigheder værdiansættes på forskellig måde:

a) mineralefterforskning: som omkostningerne ved udførelse af prøveboringer samt de omkostninger, der medgår for at gøre det muligt at foretage disse (som overflyvning og andre undersøgelser)

b) computersoftware: som køberprisen, når softwaren indkøbes på markedet, og til en anslået basispris, og hvis der ikke findes oplysninger om basispris, til produktionsomkostningerne med tillæg af et beløb til nettooverskud (undtagen for ikkemarkedsproducenter), når softwaren udvikles inden for huset

c) originalværker inden for underholdning, litteratur og kunst: værdiansættes til den pris, køber betaler, når de sælges, og hvis de ikke sælges, godkendes følgende værdiansættelsesmetoder:

i) til den basispris, der betales for tilsvarende originalværker

ii) summen af produktionsomkostningerne med tillæg af et beløb (undtagen for ikkemarkedsproducenter) til nettooverskud

iii) den tilbagediskonterede værdi af den forventede indtjening.

3.137 Afhændelse af eksisterende faste aktiver ved salg værdiansættes til basispriser med fradrag af eventuelle omkostninger for sælgeren ved ejerskiftet.

3.138 Omkostninger ved overdragelse af ejendomsretten vedrører både producerede aktiver, herunder faste aktiver, og ikkeproducerede aktiver som jord.

Disse omkostninger indgår i køberprisen, når det drejer sig om faste aktiver. Er der tale om jord og andre ikkeproducerede aktiver, udskilles de fra selve købet og salget og registreres under en selvstændig kategori ved klassificeringen af bruttoinvesteringer.

Forbrug af fast realkapital (P.51c)

3.139  Definition: Forbrug af fast realkapital (P.51c) er værdiforringelsen af faste aktiver som følge af normalt slid og forældelse. I den estimerede værdiforringelse indgår et beløb hensat til dækning af tab af faste aktiver som følge af skadestilfælde, der kan dækkes gennem forsikring. Forbrug af fast realkapital omfatter forventede afviklingsudgifter som f.eks. udgifter til nedlukning af atomkraftværker eller demontering af olieplatforme eller til rensning af deponeringsanlæg. Sådanne afviklingsudgifter registreres som forbrug af fast realkapital i slutningen af brugslevetiden, dvs. når afviklingsudgifterne bogføres som faste bruttoinvesteringer.

3.140 Forbrug af fast realkapital beregnes for alle faste aktiver (undtagen dyr), herunder intellektuelle ejendomsrettigheder, væsentlige forbedringer af jordarealer og omkostninger ved overdragelse af ejendomsretten i forbindelse med ikkeproducerede aktiver.

3.141 Forbrug af fast realkapital adskiller sig fra de skattemæssige afskrivninger eller afskrivninger i virksomhedsregnskaber. Forbrug af fast realkapital værdiansættes på grundlag af værdien af beholdningen af faste aktiver og den sandsynlige gennemsnitlige økonomiske levetid for de forskellige kategorier af disse goder. Til værdiansættelse af beholdningen af faste aktiver anvendes perpetual inventory-metoden (PIM - en metode, der er baseret på kumulerede investeringer), hvis der ikke foreligger direkte oplysninger om værdien af beholdningen af faste aktiver. Beholdningen af faste aktiver værdiansættes i de køberpriser, der er gældende i den pågældende periode.

3.142 Tab af faste aktiver som følge af skadestilfælde, der kan dækkes gennem forsikring, tages i betragtning ved beregningen af den gennemsnitlige levetid for de pågældende goder. For økonomien som helhed vil indtræden af skadestilfælde inden for en given regnskabsperiode være lig med eller omtrent lig med gennemsnittet. Når der er tale om individuelle enheder og grupper af enheder, kan hyppigheden af de faktiske skadestilfælde variere fra gennemsnittet. I dette tilfælde, hvor der er tale om sektorer, registreres eventuelle forskelle som andre mængdeændringer i faste aktiver.

3.143 Forbruget af fast realkapital beregnes efter den lineære afskrivningsmetode, dvs. at den værdi, der skal afskrives, fordeles ligeligt over hele godets levetid.

3.144 I nogle tilfælde anvendes den geometriske afskrivningsmetode, når mønsteret i forringelsen af et fast aktiv kræver det.

3.145 I nationalregnskabssystemet registreres forbruget af fast realkapital under hver enkelt saldopost, som angives brutto og netto. At registrere »brutto« vil sige, at man ikke fratrækker forbruget af fast realkapital, hvorimod at registrere »netto« vil sige, at man fratrækker forbruget af fast realkapital.

Lagerændringer (P.52)

3.146  Definition: Lagerændringer opgøres som værdien af tilgange til lagrene minus værdien af afgange fra lagrene samt eventuelt svind.

3.147 Svind kan opstå på grund af fysisk forringelse, skader, som skyldes uheld, eller tyveri i forbindelse med alle slags lagerførte varer:

a) svind i materialer

b) svind i produkter under fremstilling

c) svind i færdigvarer

d) svind i handelsvarer (f.eks. butikstyveri).

3.148 Lagerbeholdninger omfatter følgende kategorier:

a) materialer:

omfatter alle varer, der opbevares på lager med henblik på, at de senere skal indgå som forbrug i produktionen, herunder også varer på offentlige lagre; guld, diamanter osv. henregnes til materialer, dersom de er bestemt for industri- eller anden produktion

b) produkter under fremstilling:

omfatter den uafsluttede produktion og registreres i producentens lagerbeholdninger; følgende eksempler kan nævnes:

1) afgrøder på roden

2) træer og husdyr under opvækst

3) ikke færdiggjorte bygge- og anlægsarbejder (bortset fra dem, der produceres i henhold til en forlods indgået kontrakt eller for egen regning; de behandles begge som faste bruttoinvesteringer)

4) ikke færdiggjorte andre faste aktiver, f.eks. skibe og olieplatforme

5) delvis færdiggjorte undersøgelser i forbindelse med juridisk eller anden rådgivning

6) delvis færdiggjorte filmproduktioner

7) delvis færdiggjorte computerprogrammer.

Produkter under fremstilling registreres for hver produktionsproces, der ikke er afsluttet ved udgangen af perioden. Dette har betydning for kvartalsregnskaber, f.eks. for landbrugsafgrøder, der ikke kan vokse færdige på et kvartal.

Reduktion i produkter under fremstilling finder sted, når produktionsprocessen er tilendebragt. På dette tidspunkt omdannes produkter under fremstilling til færdige produkter.

c) færdigvarer:

der indgår i lagerbeholdningerne, består af produktion, som producenten ikke agter at forarbejde yderligere inden levering til andre institutionelle enheder

d) handelsvarer:

varer, der anskaffes med henblik på videresalg i samme tilstand.

Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af lagerændringer

3.149 Registreringstidspunkt for og værdiansættelse af lagerændringer gøres på samme måde som for de øvrige produkttransaktioner. Det gælder især forbrug i produktionen (f.eks. for materialer), produktion (f.eks. produkter under fremstilling og produktion i forbindelse med oplagring af landbrugsprodukter) og faste bruttoinvesteringer (f.eks. produkter under fremstilling). Hvis varer forarbejdes udenlands, og dette medfører overdragelse af den økonomiske ejendomsret, henregnes de til eksporten (og senere importen). Eksporten registreres som en reduktion af lagerbeholdningerne, og den senere import som en forøgelse af lagerbeholdningerne, forudsat at den ikke straks sælges eller anvendes.

3.150 Ved opgørelse af lagerændringer værdiansættes tilgang af varer på tidspunktet for lagertilgangen, og afgang af varer værdiansættes på tidspunktet for lagerafgangen.

3.151 Priserne, der anvendes til at værdiansætte lagerændringer, er som følger:

a) produktionen af færdigvarer, der tilføres producentens lagerbeholdninger, værdiansættes, som om de blev solgt på det tidspunkt og til løbende basispriser

b) tilgang af produkter under fremstilling værdiansættes i forhold til den skønnede løbende basispris på det færdige produkt

c) afgang af produkter under fremstilling, dvs. varer, der fraføres lageret, når produktionen er afsluttet, værdiansættes i løbende basispriser for de ikke færdigfremstillede produkter

d) varer, der fraføres lagrene med salg for øje, værdiansættes til basispriser

e) handelsvarer, der tilføres engros- og detailhandleres lagre, værdiansættes til de faktiske eller skønnede køberpriser

f) handelsvarer, der fraføres lagrene, værdiansættes til den køberpris, hvortil de kan genanskaffes på det tidspunkt, hvor de fraføres lagrene og ikke til prisen på anskaffelsestidspunktet.

3.152 Tab som følge af fysisk forringelse, forsikringsskade eller tyveri registreres og værdiansættes som følger:

a) materialer: som faktisk fraført lageret til brug i produktionen (forbrug i produktionen)

b) produkter under fremstilling: værdiansættes som fradrag i forøgelser, der hidrører fra produktionen i samme periode

c) færdigvarer og handelsvarer: behandles som om de var udtaget af lageret til løbende priser for ikkebeskadigede varer.

3.153 Hvis der ikke foreligger oplysninger, anvendes følgende approksimationsmetoder til beregning af lagerændringer:

a) Når mængdeændringerne er regelmæssige, kan en acceptabel approksimationsmetode bestå i at gange lagerændringerne med gennemsnitspriserne i den pågældende periode. Køberpriser anvendes i forbindelse med lagre hos brugere, engros- eller detailhandlere; basispriser anvendes i forbindelse med lagre hos producenterne.

b) Når priserne på de pågældende varer er konstante, er det på trods af svingende mængdeændringer i lagrene muligt at anvende den approksimationsmetode til værdiansættelse af lagerændringer, der består i at gange lagerændringerne med gennemsnitsprisen.

c) Når både mængde og priser svinger meget inden for regnskabsperioden, kræves mere komplicerede beregningsmetoder, f.eks. en kvartalsvis værdiansættelse af lagerbevægelserne eller anvendelse af informationer om fordelingen af svingningerne inden for regnskabsperioden (svingningerne kan f.eks. være størst i slutningen af kalenderåret, i høsttiden osv.).

d) Når værdierne kan oplyses for begyndelsen og slutningen af perioden (f.eks. inden for engros- og detailhandel, hvor lagrene ofte består af mange forskellige produkter), men hvor der ikke foreligger separate oplysninger om priser og mængder, estimeres mængdeændringerne mellem begyndelsen og afslutningen af perioden. En måde at estimere mængdeændringerne på er at estimere konstante omsætningshastigheder pr. produkttype.

Sæsonbetingede prisændringer kan være et udtryk for en kvalitetsændring, f.eks. udsalgspriser eller priser uden for sæsonen for frugt og grøntsager. Disse ændringer i kvaliteten betragtes som mængdeændringer.

Anskaffelser minus afhændelser af værdigenstande (P.53)

3.154  Definition: Værdigenstande er ikkefinansielle varer, der ikke primært anvendes til produktion eller forbrug. Under normale forhold forringes de ikke (fysisk) med tiden, og de anskaffes og beholdes primært som værdianbringelser.

3.155 Værdigenstande omfatter følgende typer varer:

a) ædelstene og -metaller som f.eks. diamanter, ikkemonetært guld, platin, sølv osv.

b) antikviteter og andre kunstgenstande som f.eks. malerier, skulpturer osv.

c) andre værdigenstande som f.eks. smykker tilvirket af ædelstene og ædle metaller samt samlerobjekter.

3.156 Sådanne varetyper registreres som anskaffelser eller afhændelser af værdigenstande, dersom:

a) centralbanker og andre finansielle formidlere anskaffer eller afhænder ikkemonetært guld, sølv osv.

b) foretagender, hvis hoved- eller biaktivitet ikke omfatter fremstilling af eller handel med sådanne varer, anskaffer eller afhænder sådanne varetyper; anskaffelser eller afhændelser heraf indgår ikke i disse foretagenders forbrug i produktionen eller faste investeringer

c) husholdningerne anskaffer eller afhænder sådanne varer; disse anskaffelser er ikke omfattet af husholdningers udgifter til forbrug.

I ENS registreres pr. konvention også følgende tilfælde som anskaffelse eller afhændelse af værdigenstande:

a) juvelerers og kunsthandleres anskaffelse eller afhændelse af disse varer (ifølge den generelle definition af værdigenstande skal juvelerers og kunsthandleres anskaffelse eller afhændelse registreres som lagerændringer)

b) museers anskaffelse eller afhændelse af disse varer (ifølge den generelle definition af værdigenstande skal museers anskaffelse af disse varer registreres som faste investeringer).

Denne konvention forhindrer hyppige omklassificeringer inden for de tre hovedformer for faste investeringer, dvs. anskaffelse minus afhændelse af værdigenstande, faste investeringer og lagerændringer (f.eks. ved transaktioner med sådanne varer mellem husholdninger og kunsthandlere).

3.157 Produktion af værdigenstande værdiansættes til basispriser. Alle andre anskaffelser af værdigenstande værdiansættes til den køberpris, der betales for dem, inkl. eventuelle gebyrer og provisioner til agenter samt avancer, når der købes fra handlere. Afhændelse af værdigenstande værdiansættes til de priser, der opnås af sælgerne, efter fradrag af eventuelle gebyrer og provisioner til agenter eller andre formidlere. Anskaffelser og afhændelser mellem residente sektorer udligner hinanden, således at kun agenters og handleres avancer bliver tilbage.

EKSPORT OG IMPORT AF VARER OG TJENESTER (P.6 OG P.7)

3.158  Definition: Eksport af varer og tjenester omfatter vare- og tjenestetransaktioner (salg, byttehandel og gaver) fra residente til ikkeresidente enheder.

3.159  Definition: Import af varer og tjenester omfatter vare- og tjenestetransaktioner (salg, byttehandel og gaver) fra ikkeresidente til residente enheder.

3.160 Eksport og import af varer og tjenester omfatter ikke:

a) establishment trade, dvs.:

1) levering af varer og tjenester til ikkeresidente enheder fra ikkeresidente afdelinger af residente foretagender, f.eks. salg til udlandet fra udenlandske afdelinger af et multinationalt foretagende, der ejes eller kontrolleres af residente enheder

2) levering af varer og tjenester til residente enheder fra residente afdelinger af ikkeresidente foretagender, f.eks. salg fra indenlandske afdelinger af et udenlandsk multinationalt foretagende

b) strømme af primær indkomst til og fra udlandet, såsom aflønning af ansatte, renter og indtægter fra direkte investeringer. Indtægter fra direkte investeringer kan indeholde en uidentificerbar andel, der er betaling for forskellige tjenester som f.eks. uddannelse af medarbejdere, virksomhedsledelse og anvendelse af patenter og varemærker.

c) grænseoverskridende køb og salg af finansielle aktiver eller ikkeproducerede aktiver som jord.

3.161 Vedrørende import og eksport af varer og tjenester skelnes mellem:

a) levering af varer og tjenester inden for EU

b) import og eksport uden for EU.

Begge typer betegnes import og eksport.

Eksport og import af varer (P.61 og P.71)

3.162 Import og eksport af varer forekommer, når den økonomiske ejendomsret til varer overdrages mellem residente og ikkeresidente enheder, og uanset om varerne fysisk krydser grænserne.

3.163 Leverancer mellem affilierede selskaber (filialer, datterselskaber eller udenlandske afdelinger): overdragelse af den økonomiske ejendomsret skal imputeres, når varer leveres mellem affilierede selskaber. Dette gælder kun, hvis virksomheden, der modtager varerne, påtager sig ansvaret for at træffe afgørelse om omfanget af og priserne for de varer, der bringes på markedet.

3.164 Eksport af varer sker, uden at varerne på noget tidspunkt passerer en landegrænse i følgende eksempler:

a) varer som produceres af residente enheder, der opererer i internationalt farvand, og som sælges direkte til ikkeresidente enheder i udlandet, f.eks. olie, naturgas, fiskevarer og bjærgninger på havet

b) transportmidler og andet mobilt udstyr, der ikke er bundet af et fast sted

c) varer, der efter overdragelse af ejendomsretten bortkommer eller ødelægges, før de når at passere eksportlandets grænse

d) merchanting, dvs. en residents køb af en vare fra en ikkeresident og efterfølgende videresalg af varen til en anden ikkeresident, uden at varen når ind i mellemhandlerens økonomi.

Lignende eksempler kan gives for import af varer.

3.165 Import og eksport af varer omfatter transaktioner mellem residente og ikkeresidente enheder med:

a) ikkemonetært guld

b) ikkemonetært sølv, diamanter og andre ædle metaller og ædelstene

c) pengesedler og mønter ikke i omløb og ikkeudstedte værdipapirer (værdiansat som varer, ikke til pålydende værdi)

d) elektricitet, gas og vand

e) husdyr, der drives over landegrænser

f) postpakker

g) eksporterede varer fra sektoren offentlig forvaltning og service inkl. varer finansieret gennem støtte og lån

h) varer, der overgår til eller fra et stødpudelager

i) varer, som et resident foretagende har leveret til sine ikkeresidente affilierede selskaber, undtagen varer, der skal forædles

j) varer, som et resident foretagende har modtaget fra sine ikkeresidente affilierede selskaber, undtagen varer, der skal forædles

k) smuglede varer eller produkter, for hvilke der ikke betales skatter som importskatter og moms

l) andre ikkeregistrerede forsendelser, f.eks. gaver eller varer under en bestemt minimumsværdi.

3.166 Import og eksport af varer omfatter ikke følgende varer, som ikke desto mindre kan passere landegrænser:

a) varer i transit gennem et land

b) varer sendt til eller fra et lands egne ambassader, militærbaser eller andre »enklaver« inden for et andet lands nationale grænser

c) transportmidler og andet mobilt udstyr, som forlader landet midlertidigt, uden overdragelse af den økonomiske ejendomsret (f.eks. udstyr til bygge- eller montagearbejde i udlandet)

d) udstyr og andre varer, der sendes til udlandet til forarbejdning, vedligeholdelse eller reparation; dette gælder også for varer, der forarbejdes i udlandet og derved undergår væsentlige fysiske ændringer

e) andre varer, der midlertidigt forlader et land, og som generelt returneres inden for et år i deres oprindelige tilstand, og uden at den økonomiske ejendomsret overdrages.

Eksempler herpå er varer, der sendes til udlandet til udstillinger eller underholdning, varer som er genstand for operationel leasing, herunder leasingaftaler for flere år, samt varer, der returneres uden at blive solgt til en ikkeresident

f) varer i konsignation, som er gået tabt efter grænsepassagen, men før overgangen af ejendomsretten har fundet sted.

3.167 Import og eksport af varer registreres, når overdragelse af ejendomsretten finder sted. Overdragelse af ejendomsretten anses for at ske på det tidspunkt, hvor transaktionens parter registrerer dette i deres bøger eller regnskaber, hvilket ikke nødvendigvis falder sammen med de forskellige etaper af kontraktens indgåelse som f.eks.:

a) forpligtelsen indgås (kontraktdato)

b) varer og tjenester leveres, modtagelse af betalingskrav (leveringsdato)

c) kravet om betaling indfries (betalingsdato).

3.168 Importerede og eksporterede varer værdiansættes »frit om bord« ved eksportlandets grænse (fob). Denne værdi er:

a) varernes værdi til basispris

b) plus transport og distribution frem til det pågældende sted ved grænsen inkl. prisen for (eventuel) omladning til en transportør for den videre befordring

c) plus eventuelle skatter minus subsidier på eksporterede varer; for leverancer inden for EU omfatter dette moms og andre skatter på varer, der er betalt i eksportlandet.

I tilgangs- og anvendelsestabellerne og de symmetriske input-output-tabeller benyttes en anden værdiansættelse for import af varer (produktgrupper), nemlig cif-prisen ved importlandets grænse.

3.169  Definition: Cif-prisen er prisen for en vare leveret til importlandets grænse eller prisen for en tjenesteydelse leveret til en resident før betaling af told eller andre importskatter eller handels- og transportavancer i det pågældende land.

3.170 Under visse omstændigheder kan det være nødvendigt at erstatte fob-værdien med tilnærmede eller alternative værdier, det gælder f.eks.:

a) byttehandel, hvor varerne værdiansættes til de basispriser, man ville have opnået ved betaling i kontanter

b) transaktioner mellem affilierede selskaber, hvor de faktiske overførselsværdier anvendes som hovedregel. Er disse forskellige fra markedspriserne, erstattes de dog af en skønnet pris, der svarer til markedsprisen

c) varer overført i forbindelse med finansiel leasing, hvor varernes værdi ansættes på basis af køberprisen betalt af leasinggiveren og ikke den samlede værdi af lejebetalingerne

d) import af varer, der værdiansættes på grundlag af toldoplysninger (ved handel med tredjelande) eller Intrastatoplysninger (ved handel inden for EU). Ingen af disse to kilder anvender fob-værdien, men cif-værdien ved hhv. EU-grænsen og den nationale grænse. Da fob-værdierne kun anvendes på det mest aggregerede niveau og cif-værdierne på produktgruppeniveau, foretages disse ændringer også først på det mest aggregerede niveau, og ændringen betegnes cif/fob-korrektionen

e) import og eksport af varer, der skønsmæssigt værdiansættes på basis af undersøgelsesdata eller forskellige typer ad hoc-oplysninger. I disse tilfælde kan den samlede værdi af salgene opdelt pr. produkt oplyses. Skønnet er baseret på køberpriser og ikke på fob-værdier.

Eksport og import af tjenester (P.62 og P.72)

3.171  Definition: Eksport af tjenester omfatter alle tjenester, der ydes af residente til ikkeresidente enheder.

3.172  Definition: Import af tjenester omfatter alle tjenester, der ydes af ikkeresidente til residente enheder.

3.173 Eksport af tjenester omfatter også følgende tilfælde:

a) transport af eksporterede varer fra eksportlandets grænse, når transporten varetages af en resident transportør (eksempel 2 og 3 i tabel 3.3)

b) transport af importerede varer, når en resident transportør varetager transporten

1) frem til eksportlandets grænser, når varerne er opgjort fob for at udligne værdien af transporttjenesterne, som er inkluderet i fob-værdien (eksempel 3 i tabel 3.4)

2) frem til importlandets grænser, når varerne er opgjort cif for at udligne værdien af transporttjenesterne, som er inkluderet i cif-værdien (eksempel 3 og 2 i tabel 3.4)

c) transport af varer, der varetages af residente for ikkeresidente enheder, og som ikke indebærer import eller eksport af varerne (f.eks. transport af varer, der ikke forlader landet som eksport, eller transport af varer uden for det nationale område)

d) transport af passagerer, når en resident transportør varetager transporten for en ikkeresident transportør

e) forarbejdnings- og reparationsaktiviteter på vegne af ikkeresidente enheder; disse aktiviteter registreres netto, dvs. som eksport af tjenester ekskl. værdien af de forarbejdede eller reparerede varer

f) opstilling af udstyr i udlandet, når der er tale om et projekt, der ifølge sagens natur er af begrænset varighed

g) finansielle tjenester ydet af residente til ikkeresidente enheder, herunder både det eksplicitte og det implicitte gebyr som FISIM

h) forsikringstjenester leveret af residente enheder til ikkeresidente enheder opgjort ud fra det implicitte gebyr

i) ikkeresidente turisters og forretningsfolks udgifter, der klassificeres som tjenester; en opdeling efter produkt er nødvendig til brug for tilgangs- og anvendelsestabeller og de symmetriske input-output-tabeller

j) ikkeresidenters udgifter til sundheds- og undervisningstjenester leveret af residente enheder, uanset om disse tjenester ydes på det nationale område eller i udlandet

k) tjenester i forbindelse med feriehuse, der benyttes af ikkeresidente ejere (jf. 3.77)

l) royalties og licenser som modydelse for tilladelse til at anvende intellektuel ejendomsret som f.eks. patenter, copyrights, varemærker, industriprocesser, franchises osv., samt anvendelse i henhold til licensaftaler af fremstillede originalværker eller prototyper, såsom manuskripter, malerier osv. betalt af ikkeresidente til residente enheder.

3.174 Der er import af tjenester svarende til spejlbilledet af listen over eksport af tjenester i 3.173, og kun følgende import af tjenester kræver yderligere beskrivelse.

3.175 Import af transporttjenester omfatter følgende tilfælde:

a) transport af eksporterede varer frem til eksportlandets grænse, når transporten varetages af en ikkeresident transportør for at udligne værdien af transporttjenesterne, som er inkluderet i fob-værdien af de eksporterede varer (eksempel 4 i tabel 3.3)

b) transport af importerede varer, når en ikkeresident transportør varetager transporten:

1) frem til eksportlandets grænse som en særskilt transporttjeneste, når importerede varer er opgjort fob (eksempel 4 og 5 fob i tabel 3.4)

2) fra importlandets grænse som en særskilt transporttjeneste, når importerede varer er opgjort cif (i dette tilfælde er værdien af transporttjenesten mellem eksportlandets og importlandets grænser allerede inkluderet i varernes cif-værdi; eksempel 4 i tabel 3.4)

c) transport af varer, der varetages af ikkeresidente enheder for residente enheder, og som ikke indebærer import eller eksport af varer (men f.eks. transport af varer i transit eller transport uden for det nationale område)

d) international eller indenlandsk transport af passagerer, som varetages af ikkeresidente transportører for residente enheder.

Import af transporttjenester omfatter ikke transport af eksporterede varer, efter at de har passeret eksportlandets grænse, når transporten varetages af en ikkeresident transportør (eksempel 5 og 6 i tabel 3.3). Eksport af varer opgøres fob, og alle sådanne transporttjenester betragtes som transaktioner mellem ikkeresidente enheder, dvs. mellem en ikkeresident transportør og en ikkeresident importør. Dette gælder, når transporttjenesterne betales af eksportøren i henhold til cif-eksportkontrakter.

3.176 Import i betydningen residente enheders direkte køb i udlandet dækker alle køb af varer og tjenester, der foretages af residenter på rejse i udlandet, både private rejser og forretningsrejser. To kategorier bør dog udskilles, da de registreres på anden måde:

a) alle forretningsudgifter afholdt af forretningsrejsende er forbrug i produktionen

b) alle andre udgifter, uanset om de er afholdt af forretningsrejsende eller andre rejsende, er husholdningens udgifter til forbrug.

3.177 Import og eksport af tjenester registreres på det tidspunkt, hvor de ydes, og dette er sammenfaldende med produktionstidspunktet. Importerede tjenester værdiansættes til køberpris, eksporterede tjenester til basispris.



Tabel 3.3 —  Registrering af transport af eksporterede varer

Det nationale område

Territoriet mellem

Importlandets område

1.  resident transportørimage

2.  resident transportørimage

3.  resident transportørimage

4.  ikkeresident transportørimage

5.  ikkeresident transportørimage

6.  ikkeresident transportørimage



 

Eksport af varer (fob)

Eksport af tjenester

Import af varer (cif/fob)

Import af tjenester

1.

x

2.

x

3.

x

4.

x

x

5.

6.

3.178 Forklaring til tabellen: Første del af tabellen viser, at der er seks muligheder for transport af eksporterede varer afhængigt af, om transportøren er resident eller ikke og afhængigt af, hvor transporten finder sted: fra et sted inden for det nationale område til den nationale grænse, fra den nationale grænse til importlandets grænse eller fra importlandets grænse til et sted i importlandet. I tabellens anden del er det for hver af de seks muligheder angivet, om transportudgifterne registreres som eksport af varer, eksport af tjenester, import af varer eller import af tjenester.



Tabel 3.4 —  Registrering af transport af importerede varer

Det nationale område

Territoriet mellem

Eksportlandets område

1.  resident transportørimage

2.  resident transportørimage

3.  resident transportørimage

4.  ikkeresident transportørimage

5.  ikkeresident transportørimage

6.  ikkeresident transportørimage



 

Værdiansættelse af importerede varer

Import af varer

Import af tjenester

Eksport af varer (fob)

Eksport af tjenester

1.

CIF/FOB

2.

FOB

CIF

x

x

3.

CIF/FOB

x

x

4.

CIF/FOB

x

5.

FOB

CIF

x

x

6.

CIF/FOB

x

3.179 Forklaring til tabellen: Første del af tabellen viser, at der er seks muligheder for transport af importerede varer afhængigt af, om transportøren er resident eller ikke og afhængigt af, hvor transporten finder sted: fra et sted i eksportlandet til eksportlandets grænse, fra eksportlandets grænse til importlandets grænse og fra importlandets grænse til et sted på det nationale område. I tabellens anden del er det for hver af de seks muligheder angivet, om transportudgifterne registreres som import af varer, import af tjenester, eksport af varer eller import af tjenester. I nogle tilfælde (eksempel 2 og 5) afhænger denne registrering af principperne for værdiansættelse af de importerede varer. Bemærk at overgangen fra importerede varer opgjort cif til fob består i:

a) tilpasning af cif/fob, dvs. fra 2 cif til 2 fob (reducerer den samlede import og eksport)

b) omklassificering af cif/fob, dvs. fra 5 cif til 5 fob (samlet import og eksport forbliver uændret).

TRANSAKTIONER MED EKSISTERENDE VARER

3.180  Definition: Eksisterende varer er varer, der allerede har haft en bruger (dog ikke et lager).

3.181 Eksisterende varer omfatter:

a) bygninger og anden fast realkapital, der er solgt af producentenheder til andre enheder:

1) til genbrug i samme tilstand

2) til nedrivning eller skrotning; de derved fremkomne produkter er råvarer (f.eks. jernskrot), der anvendes til fremstilling af nye varer (f.eks. stål)

b) værdigenstande, der er solgt af en enhed til en anden

c) varige forbrugsgoder, der er solgt af husholdninger eller militæret til andre enheder:

1) til genbrug i samme tilstand

2) til skrotning og omdannelse til genbrugsmaterialer

d) ikkevarige goder (f.eks. papiraffald, klude, brugt tøj, flasker osv.), der er solgt af en hvilken som helst enhed, enten til genbrug eller som råmaterialer til fremstilling af nye varer.

Overdragelse af eksisterende varer registreres som en negativ udgift (anskaffelse) for sælgeren og som en positiv udgift (anskaffelse) for køberen.

3.182 Denne definition af eksisterende varer har følgende konsekvenser:

a) når salget af et eksisterende fast aktiv eller en eksisterende værdigenstand finder sted mellem to residente producenter, udlignes de positive og negative værdier, registreret som faste bruttoinvesteringer i økonomien som helhed, bortset fra omkostningerne ved ejerskiftet

b) når et eksisterende, ikkemobilt fast aktiv (f.eks. en bygning) sælges til en ikkeresident enhed, bliver denne registreret som køber af et finansielt aktiv, dvs. som ejerandele i en fiktiv, resident enhed. Denne fiktive residente enhed betragtes derefter som køber af aktivet. Køb og salg af det faste aktiv finder sted mellem residente enheder

c) når et eksisterende, mobilt fast aktiv (f.eks. skib eller fly) eksporteres, posteres ingen fast bruttoinvestering andetsteds i økonomien til udligning af sælgerens negative bruttoinvestering

d) varige goder som f.eks. køretøjer kan klassificeres som faste aktiver eller som varige forbrugsgoder, alt efter ejer og hvad de bruges til. Hvis ejendomsretten til en sådan vare overdrages fra et foretagende til en husholdning, hvor det skal anvendes til forbrug, registreres en negativ bruttoinvestering i foretagendet og en positiv udgift til forbrug i husholdningen. Hvis ejendomsretten til en sådan vare overdrages fra en husholdning til et foretagende, registreres for husholdningen en negativ udgift til forbrug, og for foretagendet registreres en positiv fast bruttoinvestering

e) transaktioner i eksisterende værdigenstande registreres af køberen som anskaffelse af en værdigenstand (positiv bruttoinvestering) og af sælgeren som afhændelse af en værdigenstand (negativ bruttoinvestering). I tilfælde af transaktioner med udlandet skal import eller eksport af en vare registreres. En husholdnings salg af en værdigenstand skal ikke registreres som negativ udgift til forbrug.

f) Når offentlig forvaltning og service sælger eksisterende varigt militært udstyr til udlandet, registreres dette som eksport af varer og endvidere som negativ fast investering for offentlig forvaltning og service.

3.183 Transaktioner med eksisterende varer registreres på det tidspunkt, hvor ejendomsretten overdrages. Værdiansættelsen foretages efter de principper, som anvendes for de pågældende typer produkttransaktioner.

ANSKAFFELSER MINUS AFHÆNDELSER AF IKKEPRODUCEREDE AKTIVER (NP)

3.184  Definition: Ikkeproducerede aktiver omfatter aktiver, som ikke er produceret inden for produktionsgrænsen, og som kan anvendes til produktion af varer og tjenester.

3.185 Der skelnes mellem tre kategorier af anskaffelser minus afhændelser af ikkeproducerede aktiver:

a) Anskaffelser minus afhændelse af naturressourcer (NP.1)

b) Anskaffelser minus afhændelse af kontrakter, leasingkontrakter og licenser (NP.2)

c) Køb minus salg af goodwill og markedsføringsaktiver (NP.3)

3.186 Naturressourcer omfatter følgende kategorier:

a) Jord

b) Mineral- og energiforekomster

c) Ikkeavlede/dyrkede naturressourcer

d) Vandressourcer

e) Radiofrekvenser

f) Andre naturressourcer

Naturressourcer omfatter ikke det producerede aktiv avlede/dyrkede naturressourcer. Køb eller salg af avlede/dyrkede naturressourcer registreres ikke som anskaffelse minus afhændelse af naturressourcer, men registreres som faste investeringer. Betalinger for midlertidig anvendelse af naturressourcer registreres heller ikke som anskaffelse af naturressourcer; de registreres som jordrente, dvs. formueindkomst. (jf. kapitel 15: Kontrakter, leasingkontrakter og licenser).

3.187 Ved jord forstås selve jorden, inklusive jordoverfladen og tilhørende overfladevand. Det tilhørende overfladevand omfatter alle indenlandske vandarealer (opdæmmede søer, søer, floder osv.), over hvilke der kan udøves ejendomsret.

3.188 Følgende betragtes ikke som jord:

a) bygninger eller andre anlæg på jorden eller gennem den (f.eks. veje og tunneller)

b) vinmarker, frugtplantager eller andre plantager med træer og alle andre afgrøder på jorden, osv.

c) underjordiske aktiver

d) ikkeavlede/dyrkede naturressourcer

e) vandressourcer under jorden.

Litra a) og b) er producerede faste aktiver, mens litra c), d) og e) falder ind under ikkeproducerede aktiver.

3.189 Anskaffelser og afhændelser af jord og andre naturressourcer værdiansættes i de løbende markedspriser, der er gældende på anskaffelses- eller afhændelsestidspunktet. Transaktioner med naturressourcer registreres til samme værdi på købers og i sælgers konti. Denne værdi omfatter ikke udgifter til overdragelse af ejendomsretten til naturressourcen. Disse udgifter betragtes som faste bruttoinvesteringer.

3.190 Kontrakter, leasingkontrakter og licenser som ikkeproducerede aktiver består af følgende kategorier:

a) Operationelle leasingkontrakter, der kan handles

b) Tilladelser til at anvende naturressourcer, f.eks. fiskekvoter

c) Tilladelser til at udføre specifikke aktiviteter, f.eks. udstedelse af tilladelser og licenser til et begrænset antal kasinoer eller til at drive taxivirksomhed i visse områder

d) Eneret til fremtidige varer og tjenester, f.eks. en fodboldspillers kontrakter og en udgivers eneret til at udgive nye værker af en bestemt forfatter

3.191 Kontrakter, leasingkontrakter og licenser i kategorien ikkeproducerede aktiver omfatter ikke operationel leasing af de underliggende aktiver; betalinger for operationel leasing registreres som forbrug i produktionen.

Værdien af anskaffelser og afhændelser af kontrakter, leasingkontrakter og licenser omfatter ikke omkostninger ved overdragelse af ejendomsretten. Omkostninger ved overdragelse af ejendomsretten er en del af faste bruttoinvesteringer.

3.192  Definition: Værdien af goodwill og markedsføringsaktiver er forskellen mellem den værdi, der betales for et foretagende i drift og summen af dets aktiver minus summen af dets passiver. Til beregning af den samlede værdi af aktiver minus passiver opføres og værdiansættes det enkelte aktiv og passiv separat.

3.193 Goodwill registreres kun, hvis dens værdi kan dokumenteres ved en markedsmæssig transaktion, f.eks. ved salg af hele selskabet. Hvis markedsføringsaktiver sælges enkeltvis og adskilt fra hele selskabet, registreres et sådant salg under denne post.

3.194 Anskaffelser minus afhændelser af ikkeproducerede aktiver registreres på sektorernes, den samlede økonomis og udlandets kapitalkonto.




KAPITEL 4

FORDELINGSTRANSAKTIONER

4.01  Definition: Fordelingstransaktioner er transaktioner til fordeling af værditilvæksten i produktionsleddet på arbejdskraft, kapital og myndigheder samt til omfordeling af indkomst og formue.

Der skelnes mellem løbende overførsler og kapitaloverførsler, hvor kapitaloverførsler er en omfordeling af opsparing eller formue (og i mindre grad af indkomst).

AFLØNNING AF ANSATTE (D.1)

4.02  Definition: Aflønning af ansatte (D.1) omfatter de samlede ydelser i kontanter og naturalier, som arbejdsgiverne betaler de ansatte for det arbejde, de har leveret i en regnskabsperiode.

Aflønning af ansatte består af følgende elementer:

a) løn (D.11):

 løn i kontanter

 løn i naturalier

b) arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.12):

 faktiske arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.121)

 

 faktiske arbejdsgiverbidrag til pensionsordninger (D.1211)

 faktiske arbejdsgiverbidrag, undtagen til pensionsordninger (D.1212)

 imputerede arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.122)

 

 imputerede arbejdsgiverbidrag til pensionsordninger (D.1221)

 imputerede arbejdsgiverbidrag, undtagen til pensionsordninger (D.1222).

Løn (D.11)

Løn i kontanter

4.03 Løn i kontanter omfatter bidrag til sociale ordninger, indkomstskat og andre betalinger, som påhviler de ansatte, også sådanne, som tilbageholdes af arbejdsgiverne for direkte indbetaling til socialforsikringsordninger, skattemyndigheder mv. på de ansattes vegne:

Løn i kontanter omfatter følgende ydelser:

a) direkte løn, der udbetales regelmæssigt

b) tillæg for f.eks. overtid, nat- og weekendarbejde samt for særlige ulemper eller farligt arbejde

c) dyrtidstillæg samt sted- og udlandstillæg

d) bonusser eller andre ekstraordinære beløb, der udbetales under en præmieringsordning i forhold til foretagendets driftsresultat; bonusordninger baseret på produktivitet eller driftsresultat, jule- og nytårsgratialer eksklusive sociale ydelser til den ansatte (jf. 4.07, litra c)); »13.-14. månedsløn«, også kaldet ekstra månedsløn

e) godtgørelse for transport til og fra arbejdsplads eksklusive tillæg eller godtgørelser af ansattes udlæg til rejseaktivitet, udstationering, flytning eller repræsentation i forbindelse med udøvelsen af deres funktioner (jf. 4.07, litra a))

f) søgnehelligdagsbetaling og feriepenge

g) provisioner, drikkepenge, møde- og bestyrelseshonorarer udbetalt til de ansatte

h) arbejdsgiverbidrag til opsparingsordninger for ansatte

i) særlig fratrædelsesgodtgørelse til ansatte, når udbetalingen ikke sker i henhold til en kollektiv overenskomst

j) kontant boligtilskud fra arbejdsgivere til ansatte.

Løn i naturalier

4.04  Definition: Løn i naturalier består af varer, tjenester eller andre naturalieydelser, som leveres gratis eller til nedsat pris af arbejdsgiverne, og som kan anvendes af de ansatte i fritiden og i ubegrænset omfang til opfyldelse af egne og husholdningens behov eller ønsker.

4.05 Løn i naturalier er f.eks.:

a) forplejning inklusive måltider og drikkevarer indtaget på forretningsrejser, men eksklusive særlige måltider og drikkevarer, der skyldes ekstraordinære arbejdsbetingelser. Lavere priser i gratis eller subventionerede kantiner eller ved køb af spisebilletter henregnes ligeledes til løn i naturalier

b) egne eller købte boligtjenester eller logi af en art, som kan bruges af alle i den ansattes husholdning

c) uniformer og anden form for specialbeklædning, som de ansatte anvender hyppigt både på og uden for arbejdspladsen

d) anvendelse af køretøjer og andre varige forbrugsgoder, der stilles til rådighed for de ansatte til privat brug

e) varer og tjenester fra arbejdsgiverens egen produktion som f.eks. gratis rejser for ansatte ved jernbaner og luftfartsselskaber, gratis kul til minearbejdere eller gratis fødevarer til ansatte i landbruget

f) sports-, fritids- eller feriefaciliteter for ansatte og deres familier

g) gratis transport til og fra arbejdet (bortset fra transport i arbejdstiden), fri parkering, som der ellers skulle være betalt for

h) pasningsordninger for ansattes børn

i) arbejdsgivernes betalinger til bedriftsråd og lignende organer til fordel for ansatte

j) friaktier, der udloddes til de ansatte

k) rentebegunstigede lån til de ansatte. Værdien af denne ydelse beregnes som forskellen mellem det beløb, de ansatte ellers skulle have betalt i rente på markedsvilkår, og den rente, der reelt betales. Den registreres som løn på indkomstdannelseskontoen, og den tilsvarende imputerede rente, som den ansatte betaler til arbejdsgiveren, registreres på primærindkomstfordelingskontoen

l) aktieoptioner, hvorved en arbejdsgiver giver en ansat mulighed for at købe aktier eller andele til en bestemt pris på et tidspunkt i fremtiden (jf. 4.168 til 4.178)

m) indkomster, der dannes ved ikkeobserverede aktiviteter i selskabssektorerne og overføres til de ansatte, der deltager i disse aktiviteter, til privat brug.

4.06 Varer og tjenester leveret til ansatte som løn i naturalier værdiansættes i basispriser, når de produceres af arbejdsgiveren, og i køberpriser, dersom de købes af arbejdsgiveren. Når de leveres gratis, beregnes den fulde værdi af løn i naturalier ud fra basisprisen (eller arbejdsgiverens køberpris, hvis de er købt af ham) på de pågældende varer og tjenester. Når varer og tjenester leveres til nedsat pris (ikke gratis), reduceres denne værdi med det beløb, der betales af den ansatte.

4.07 Løn omfatter ikke:

a) udgifter, som afholdes af arbejdsgiverne som led i produktionsprocessen. For eksempel:

1) tillæg eller godtgørelse til de ansatte for udgifter i forbindelse med rejser, udstationering, flytning og repræsentation i forbindelse med udøvelse af deres funktioner

2) udgifter til etablering af faciliteter på arbejdspladsen, arbejdshygiejniske lægeundersøgelser og arbejdsbeklædning, der anvendes i arbejdstiden

3) indlogeringsfaciliteter på arbejdspladsen af en sådan karakter, at de ikke kan anvendes af de ansattes husholdninger, som f.eks. skurvogne, sovesale, hjem for arbejdere, hytter mv.

4) særlige måltider eller drikkevarer som følge af ekstraordinære arbejdsbetingelser

5) godtgørelse til de ansatte for indkøb af værktøj, udstyr og specialbeklædning, som de har brug for i forbindelse med arbejdet, eller den del af deres løn, som de ansatte selv i henhold til ansættelsesvilkårene skal bidrage med til sådanne indkøb. Hvis de ansatte i henhold til deres ansættelseskontrakt skal købe værktøj, udstyr, specialbeklædning mv., og ikke får fuld godtgørelse herfor, trækkes den del af udgifterne, de selv skal afholde, fra den løn, de modtager, og arbejdsgivernes forbrug i produktionen forhøjes tilsvarende.

Udgifter til varer og tjenester, som arbejdsgiverne er forpligtet til at stille til rådighed for de ansatte, således at de kan udføre deres arbejde, behandles af arbejdsgiverne som forbrug i produktionen

b) løn, som arbejdsgiverne midlertidig udbetaler til de ansatte i tilfælde af sygdom, barsel, arbejdsskade, invaliditet mv. Sådanne beløb behandles som andre ydelser fra socialforsikringsordninger, undtagen pensionsydelser (D.6222), og de samme beløb registreres som imputerede arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger, undtagen til pensionsordninger (D.1222)

c) andre arbejdsmarkedsrelaterede sociale forsikringsydelser i form af f.eks. børnetilskud, husstandstillæg, familietillæg, uddannelsestillæg og andre ydelser til forsørgelsesberettigede, samt i form af fri lægehjælp (ud over lægehjælp i relation til arbejdet) til ansatte eller deres familie

d) skatter, som pålægges arbejdsgiveren af den udbetalte lønsum, som f.eks. skat på antallet af ansatte. Sådanne skatter, som betales af foretagender, ansættes enten som en del af den udbetalte løn eller som et fast beløb pr. beskæftiget. De behandles som andre produktionsskatter

e) betalinger til hjemmearbejdere efter akkordsatser. Når hjemmearbejderens indkomst afhænger af værdien af resultaterne af en produktionsproces, for hvilken den pågældende er ansvarlig, uanset arbejdsindsatsens omfang, indebærer denne form for aflønning, at arbejdstageren er selvstændig.

Arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.12)

4.08  Definition: Arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger er sociale bidrag, som betales af arbejdsgiverne til socialsikringsordninger eller andre arbejdsmarkedsrelaterede socialforsikringsordninger med henblik på at sikre de ansatte sociale ydelser.

Et beløb svarende til de bidrag til sociale ordninger, der påhviler arbejdsgiverne til sikring af de ansattes ret til sociale ydelser, registreres under aflønning af ansatte. Arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger kan være faktiske eller imputerede.

Faktiske arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.121)

4.09  Definition: Faktiske arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.121) er arbejdsgivernes betalinger til fordel for de ansatte til sikringsinstitutionerne (socialsikringsordninger og andre arbejdsmarkedsrelaterede socialforsikringsordninger). Sådanne betalinger dækker lovbefalede, overenskomstmæssige, kontraktmæssige og frivillige bidrag til sikring mod sociale risici og til opfyldelse af sociale behov.

Selv om arbejdsgiverne betaler disse bidrag direkte til sikringsinstitutionerne, betragtes de alligevel som en del af aflønningen af ansatte. De registreres derefter som betalt af de ansatte til sikringsinstitutionerne.

Faktiske arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger består af to kategorier, bidrag til pensionsordninger og bidrag til andre ydelser, der registreres som henholdsvis:

a) faktiske arbejdsgiverbidrag til pensionsordninger (D.1211)

b) faktiske arbejdsgiverbidrag, undtagen til pensionsordninger (D.1212).

Faktiske arbejdsgiverbidrag, undtagen til pensionsordninger er bidrag til dækning af sociale risici og behov, undtagen til pensionsordninger, f.eks. sygdom, barsel, arbejdsskade, invaliditet, afskedigelse mv.

Imputerede arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.122)

4.10  Definition: Imputerede arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.122) er modstykket til andre ydelser fra socialforsikringsordninger (D.622) (minus eventuelle lønmodtagerbidrag til sociale ordninger), som betales direkte af arbejdsgiverne til deres ansatte eller tidligere ansatte samt andre ydelsesberettigede uden om forsikringsselskaber eller selvstændige pensionskasser og uden at oprette særlige fonde eller separate reserver til formålet.

Imputerede arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger er opdelt i to kategorier:

a) Imputerede arbejdsgiverbidrag til pensionsordninger (D.1221)

Socialforsikringspensioner klassificeres som bidragsdefinerede ordninger eller ydelsesdefinerede ordninger.

I en bidragsdefineret ordning afhænger ydelserne af de bidrag, der indbetales til ordningen, og af de afkast, der opnås på investeringen af midlerne. Når en ansat går på pension, påtager han sig alle risici med hensyn til de ydelser, der kommer til udbetaling. I forbindelse med sådanne ordninger er der ingen imputerede bidrag, medmindre arbejdsgiveren selv administrerer ordningen. I så fald behandles administrationsomkostningerne til ordningen som et imputeret bidrag, der betales til den ansatte som en del af aflønningen af ansatte. Dette beløb registreres også som husholdningernes forbrugsudgifter til finansielle tjenester.

I en ydelsesdefineret ordning er de ydelser, der kommer til udbetaling til medlemmerne, fastlagt i reglerne for ordningen, dvs. at de beregnes ved hjælp af en formel, eller består af et minimumsbeløb. I en typisk ydelsesdefineret ordning indbetaler både arbejdsgivere og ansatte bidrag, og den ansattes bidrag, der er obligatorisk, beregnes som en procentdel af lønnen. Arbejdsgiveren bærer ansvaret for alle omkostninger til dækning af de beregnede ydelser. Det er arbejdsgiveren, der påtager sig risikoen for udbetaling af ydelserne.

I en ydelsesdefineret ordning beregnes et imputeret arbejdsgiverbidrag som følger:

Det imputerede arbejdsgiverbidrag er lig med:

stigningen i ydelsen som følge af den aktuelle periodes beskæftigelse

minus

summen af arbejdsgiverens faktiske bidrag

minus

summen af den ansattes eventuelle bidrag

plus

omkostningerne til administration af ordningen.

Visse ordninger kan betegnes som bidragsfri, fordi hverken arbejdsgiveren eller den ansatte indbetaler egentlige bidrag. Alligevel beregnes der et imputeret arbejdsgiverbidrag som netop angivet.

I tilfælde, hvor pensionsrettigheder i forbindelse med ordninger for offentligt ansatte ikke registreres i hovedkontiene, skal de offentlige arbejdsgiveres imputerede bidrag beregnes aktuarmæssigt. I tilfælde, hvor de aktuarmæssige beregninger ikke giver et tilstrækkeligt pålideligt resultat, og kun i sådanne tilfælde, kan offentlige arbejdsgiveres imputerede bidrag til pensionsordninger beregnes på en af følgende måder:

1) på grundlag af en rimelig procentdel af den løn, der udbetales til nuværende ansatte, eller

2) som forskellen mellem de i den løbende periode udbetalte ydelser og de faktisk (af både de ansatte og den offentlige arbejdsgiver) indbetalte bidrag.

b) Imputerede arbejdsgiverbidrag, undtagen til pensionsordninger (D.1222)

Selv om visse sociale ydelser betales direkte af arbejdsgiverne og ikke gennem sociale fonde eller kasser eller andre sikringsinstitutioner, skal de ikke desto mindre registreres som sociale ydelser. Da de samlede udgifter til disse ydelser indgår i arbejdsgivernes arbejdskraftomkostninger, henhører de også under aflønning af ansatte. Der imputeres derfor en aflønning af disse ansatte svarende til værdien af de samlede bidrag til sociale ordninger, som er nødvendige for, at de kan opnå rettigheder til disse sociale ydelser. Sådanne beløb indbefatter arbejdsgiverens og den ansattes faktiske bidrag og afhænger ikke blot af ydelsernes størrelse, men også af den fremtidige udvikling i arbejdsgivernes forpligtelser i forbindelse med sådanne ordninger som følge af faktorer som forventede ændringer i antallet af, aldersfordelingen af og middellevetiden for de ansatte og tidligere ansatte. Grundlaget for imputeringen af bidraget er de samme aktuarmæssige beregninger, som ligger til grund for de præmier, som forsikringsselskaber beregner.

I praksis kan det imidlertid være vanskeligt at beregne præcist, hvor store sådanne imputerede bidrag skal være. Arbejdsgiveren kan selv foretage skøn, eventuelt på basis af de bidrag, der betales til lignende fondsbaserede ordninger, og således beregne sine sandsynlige forpligtelser i fremtiden, og sådanne skøn kan anvendes, når de foreligger. En anden acceptabel metode er at anvende en rimelig procentdel af den løn, der betales til nuværende ansatte. Ellers er det eneste praktiske alternativ at anvende de ikkefondsbaserede ydelser, undtagen pensionsydelser, som arbejdsgiveren betaler i samme regnskabsperiode, som grundlag for skønnet vedrørende den imputerede aflønning, der er nødvendig for at dække de imputerede bidrag. De faktisk betalte ydelser i denne periode er et acceptabelt beregningsgrundlag for bidragene og den tilhørende imputerede aflønning.

4.11 På sektorkontiene figurerer udgifter til direkte sociale ydelser først som anvendelse på indkomstdannelseskontoen som en del af aflønningen af ansatte, dernæst som anvendelse på sekundærindkomstfordelingskontoen som sociale ydelser. For at få denne konto til at balancere går man ud fra, at de ansattes husholdninger tilbagebetaler arbejdsgivernes imputerede bidrag til sociale ordninger, der (sammen med eventuelle lønmodtagerbidrag til sociale ordninger) finansierer de direkte sociale ydelser, som de samme arbejdsgivere yder til de ansatte. Dette fiktive kredsløb kan sidestilles med kredsløbet for de faktiske arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger, der passerer gennem husholdningernes konti, og som formodes at blive betalt af husholdningerne til sikringsinstitutionerne.

4.12 Registreringstidspunkt for aflønning af ansatte:

a) Løn (D.11) registreres i den periode, hvor arbejdet udføres. Dog registreres ekstraordinære bonusser og beløb såsom 13. månedsløn mv., når de forfalder til betaling. Registreringstidspunktet for aktieoptioner fordeles over perioden mellem tildelingstidspunktet og retserhvervelsestidspunktet. Hvis oplysningerne er utilstrækkelige, registreres optionens værdi på retserhvervelsestidspunktet.

b) Faktiske arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.121) registreres i den periode, hvor arbejdet udføres.

c) Imputerede arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger (D.122) registreres som følger:

1) Når de er modpostering til obligatoriske, direkte sociale ydelser, registreres de i den periode, hvor arbejdet udføres.

2) Når de er modpostering til frivillige, direkte sociale ydelser, registreres de, når ydelserne præsteres.

4.13 Aflønning af ansatte består af følgende elementer:

a) residente arbejdsgiveres aflønning af residente ansatte

b) ikkeresidente arbejdsgiveres aflønning af residente ansatte

c) residente arbejdsgiveres aflønning af ikkeresidente ansatte.

Elementerne opført i litra a)-c) registreres som følger:

1) Residente arbejdsgiveres aflønning af residente og ikkeresidente ansatte samler elementerne opført i litra a) og c) og registreres som anvendelse på indkomstdannelseskontoen for de sektorer og brancher, hvortil arbejdsgiverne hører.

2) Residente og ikkeresidente arbejdsgiveres aflønning af residente ansatte samler elementerne opført i litra a) og b) og registreres som tilgang på husholdningernes konto for allokering af primær indkomst.

3) I forbindelse med det i litra b) omhandlede element registreres ikkeresidente arbejdsgiveres aflønning af residente ansatte som anvendelse på udlandskontoen for primære indkomster og løbende overførsler.

4) I forbindelse med det i litra c) omhandlede element registreres residente arbejdsgiveres aflønning af ikkeresidente ansatte som tilgang på udlandskontoen for primære indkomster og løbende overførsler.

PRODUKTIONS- OG IMPORTSKATTER (D.2)

4.14  Definition: Produktions- og importskatter (D.2) er obligatoriske, ensidige betalinger i kontanter eller naturalier, som opkræves af sektoren offentlig forvaltning og service eller Den Europæiske Unions institutioner på produktion og import af varer og tjenester, beskæftigelse af arbejdskraft samt ejendomsret eller brugsret til jord, bygninger eller andre aktiver, der anvendes i produktionen. Sådanne skatter betales uanset fortjeneste.

4.15 Produktions- og importskatter omfatter følgende elementer:

a) produktskatter (D.21):

1) moms (D.211)

2) importskatter og told eksklusive moms (D.212)

 told mv. (D.2121)

 importskatter eksklusive moms og told (D.2122)

3) produktskatter eksklusive moms og importskatter (D.214)

b) andre produktionsskatter (D.29).

Produktskatter (D.21)

4.16  Definition: Produktskatter (D.21) betales pr. enhed af en bestemt vare eller tjeneste, som indgår i en transaktion. Skatterne beregnes som et bestemt pengebeløb pr. mængdeenhed af varen eller tjenesten eller som en bestemt procentdel af varens og tjenestens enhedspris eller værdi. Uanset hvilken institutionel enhed der skal betale, henhører skatter, der pålægges et produkt, under produktskatterne, medmindre de specifikt henføres til en anden kategori.

Moms (D.211)

4.17  Definition: En merværdiafgift (moms) er en afgift på varer eller tjenester, der opkræves successivt af foretagenderne, og som til sidst opkræves samlet hos de endelige købere.

Denne kategori omfatter den merværdiafgift, der opkræves af offentlig forvaltning og service, og som lægges på nationale og importerede produkter, samt andre fradragsberettigede afgifter, der anvendes efter regler, der kan sidestilles med reglerne for moms. Alle momslignende afgifter kaldes i det følgende »moms«. Fælles for al moms er, at producenter kun er forpligtet til at betale det offentlige differencen mellem moms på salg og moms på indkøb til forbrug i produktionen og faste bruttoinvesteringer.

Moms registreres netto i den forstand, at:

a) produktion af varer og tjenester samt import værdiansættes eksklusive faktureret moms

b) køb af varer og tjenester registreres inklusive ikkefradragsberettiget moms. Momsen registreres ikke som afholdt af sælgerne, men af køberne, og kun af købere, der ikke kan fratrække momsen. Hovedparten af al moms registreres som betalt på endelig anvendelse, navnlig på forbrug i husholdningerne.

I den samlede økonomi er momsen lig med forskellen mellem al faktureret moms og al fradragsberettiget moms (jf. 4.27).

Importskatter og told eksklusive moms (D.212)

4.18  Definition: Importskatter og told eksklusive moms (D.212) er obligatoriske betalinger, der opkræves af offentlig forvaltning og service eller Den Europæiske Unions institutioner på importerede varer eksklusive moms, inden disse frit kan omsættes på det økonomiske område, samt på tjenester, der leveres til residente enheder af ikkeresidente enheder.

De obligatoriske betalinger omfatter:

a) told mv. (D.2121): består af told eller andre importskatter, der skal betales i henhold til toldtariffer på særlige typer varer, når de indføres til anvendelse på brugerlandets økonomiske område

b) importskatter eksklusive moms og told mv. (D.2122).

Denne kategori omfatter:

1) afgifter på importerede landbrugsprodukter

2) monetære udligningsbeløb på import

3) forbrugsskatter og særlige afgifter på visse importerede produkter, såfremt samme skatter og afgifter på lignende produkter af indenlandsk oprindelse betales af den producerende branche selv

4) almindelige omsætningsafgifter på import af varer og tjenester

5) skatter på specifikke tjenester ydet af ikkeresidente foretagender til residente enheder inden for det økonomiske område

6) fortjenester, som offentlige foretagender har opnået ved udøvelse af et monopol på import af bestemte varer eller tjenester, og som overføres til staten.

Nettoskatter og -told på import eksklusive moms beregnes ved at trække importsubsidier (D.311) fra importskatter og told eksklusive moms (D.212).

Produktskatter eksklusive moms og importskatter (D.214)

4.19  Definition: Produktskatter eksklusive moms og importskatter (D.214) omfatter skatter, der skal betales i forbindelse med produktion, eksport, salg, overdragelse, leasing eller levering af varer og tjenester, eller i forbindelse med disses anvendelse til eget forbrug eller egne investeringer.

4.20 Denne kategori omfatter især:

a) forbrugsskatter og andre afgifter bortset fra dem, der hører ind under importafgifter og told

b) punktafgifter på salg af særlige produkter, som f.eks. alkoholiske drikke og tobak, samt stempelafgifter på juridiske dokumenter eller checks

c) skatter på finans- og kapitaltransaktioner, der betales ved køb eller salg af ikkefinansielle og finansielle aktiver inklusive fremmed valuta. De opkræves ved ejerskifte i forbindelse med jord eller andre aktiver undtagen som følge af kapitaloverførsler (hovedsagelig arv og gaver), hvor de behandles som skatter på formidlernes tjenester

d) registreringsafgifter for biler

e) forlystelsesskatter.

f) skatter på lotteri og spil, undtagen skatter på gevinster

g) skatter på forsikringspræmier

h) andre skatter på bestemte tjenester som hoteller eller andre overnatningsfaciliteter, boligtjenester, restauranter, transport, kommunikation, reklame

i) generelle skatter på salg (undtagen moms), som omfatter skatter på fabrikanters engros- og detailsalg og omsætningsskatter

j) fiskale monopolers udbytte, som overføres til staten, dog med undtagelse af monopoler på import af en given vare eller tjeneste (inkluderet i D.2122). Fiskale monopoler er offentlige foretagender, som ifølge loven har fået monopol på produktion eller distribution af en særlig vare eller tjeneste med henblik på at skaffe offentlige midler og ikke for at fremme den økonomiske politik eller socialpolitikken. Når et offentligt foretagende får tildelt monopolrettigheder i henhold til en vedtagen økonomisk politik eller socialpolitik og på grund af varens eller tjenestens egenart eller produktionsteknologi — f.eks. offentlige værker, postvæsen, telekommunikation, jernbaner mv. — betragtes det ikke som et fiskalt monopol

k) eksportskatter og monetære udligningsbeløb opkrævet på eksport.

4.21 Nettoproduktskatter beregnes ved at trække produktsubsidier (D.31) fra produktskatter (D.21).

Andre produktionsskatter (D.29)

4.22  Definition: Andre produktionsskatter (D.29) er alle skatter, som foretagenderne skal betale i forbindelse med deres produktionsaktiviteter, uanset værdien og mængden af de producerede eller solgte varer og tjenester.

Andre produktionsskatter kan opkræves på jord, faste aktiver eller arbejdskraft i produktionen og på visse aktiviteter eller transaktioner.

4.23 Andre produktionsskatter (D.29) omfatter:

a) skatter på jord, bygninger og anlæg (eller brugsretten hertil), som foretagender anvender i produktionen (inklusive ejere af egne boliger)

b) skatter på brugen af faste aktiver (f.eks. køretøjer, maskiner og udstyr) til produktion, uanset om de ejes eller lejes

c) skatter på udbetalt lønsum og antal ansatte

d) skatter på internationale transaktioner (f.eks. udenlandsrejser, betalinger til udlandet eller lignende transaktioner med ikkeresidente enheder) i produktionssammenhæng

e) skatter, som foretagender betaler for erhvervsmæssige tilladelser, dersom disse udstedes automatisk mod betaling af det krævede gebyr. I så fald er de sandsynligvis en måde at skaffe offentlige midler på, selv om offentlig forvaltning og service som modydelse kan udstede en attest eller en tilladelse. Hvis offentlig forvaltning og service derimod knytter en form for kontrol til udstedelsen af tilladelser, f.eks. hvis den foretager kontrol af erhvervslokalernes egnethed eller sikkerhed, det anvendte udstyrs pålidelighed eller sikkerhed, det ansatte personales faglige kompetence eller de producerede varers og tjenesters kvalitet eller standarder og stiller disse parametre som betingelse for udstedelse af tilladelsen, betragtes beløbene som udgifter til ydede tjenester, medmindre disse beløb er helt ude af proportioner med omkostningerne ved den offentlige kontrol.

f) miljøafgifter på produktionsaktiviteter opkrævet i forbindelse med udslip eller udledning af skadelige luftarter, væsker eller andre skadelige stoffer. De omfatter ikke betaling for offentlig forvaltning og services indsamling og bortskaffelse af affald eller skadelige stoffer, idet disse beløb indgår i foretagendernes forbrug i produktionen

g) for lav momsgodtgørelse som følge af de standardsatser, der ofte anvendes i landbruget.

4.24 Andre produktionsskatter omfatter ikke skat på husholdningernes egen anvendelse af køretøjer mv., som registreres under løbende indkomst- og formueskatter mv.

Produktions- og importafgifter til den europæiske unions institutioner

4.25 Produktions- og importskatter til Den Europæiske Unions institutioner omfatter følgende skatter, der opkræves af de nationale myndigheder på vegne af Den Europæiske Unions institutioner: fra den fælles landbrugspolitik: afgifter på importerede landbrugsprodukter, monetære udligningsbeløb på eksport og import, sukkerafgifter og afgift på isoglucose, medansvarsafgifter på mælk og korn fra handelen med tredjelande: told opkrævet efter den integrerede tarif for De Europæiske Fællesskaber (Taric).

Produktions- og importskatter til Den Europæiske Unions institutioner omfatter ikke den momsbaserede tredje indtægt, der henhører under andre løbende overførsler i kategorien »moms- og BNI-baserede egne EU-indtægter« (D.76) (jf. 4.140).

Produktions- og importskatter: registreringstidspunkt og beløb, der skal registreres

4.26 Registrering af produktions- og importskatter: Produktions- og importskatter registreres, når de skattepligtige aktiviteter, transaktioner eller andre begivenheder finder sted.

4.27 Nogle økonomiske aktiviteter, transaktioner eller begivenheder, som medfører skattepligt, kommer ikke til skattemyndighedernes kendskab. Sådanne økonomiske aktiviteter, transaktioner eller begivenheder skaber ikke finansielle aktiver og passiver i form af fordringer eller gæld. Kun beløb, der skal betales i henhold til skatteansættelser, selvangivelser eller andet, der definerer skatteyderens pligt til at betale, registreres. Skatter, hvor der ikke ligger en officiel skatteansættelse til grund, imputeres ikke.

De skatter, der registreres i regnskaberne, udledes af to kilder, nemlig beløb, som fremgår af skatteansættelser eller selvangivelser og indbetalinger.

a) Anvendes skatteansættelser eller selvangivelser som kilde, justeres beløbene ved hjælp af en koefficient, der gør det muligt at tage hensyn til ansatte eller angivne, men aldrig indgåede beløb. En alternativ behandling består i, at en kapitaloverførsel (D.995) som beskrevet i 4.165, litra j)) til de relevante sektorer registreres svarende til den samme justering. For at afspejle de ansatte eller angivne, men aldrig indgåede beløb beregnes koefficienterne på grundlag af tidligere erfaringer og nuværende forventninger. Koefficienterne er specifikke for de forskellige typer skatter.

b) Anvendes indbetalinger som kilde, periodeafgrænses disse, således at de pågældende beløb henføres til det tidspunkt, hvor den virksomhed, der har givet anledning til indbetalingspligten, har fundet sted. Afgrænsningen baseres på det gennemsnitlige tidsinterval mellem den pågældende virksomhed og indbetalingen.

4.28 Værdien af de samlede skatter, som registreres, inkluderer renter af skatterestancer og bøder pålagt af skattemyndighederne, hvis disse renter og bøder ikke kan holdes ude fra hinanden. Værdien af de samlede skatter omfatter også gebyrer, som pålægges i forbindelse med opkrævning eller inddrivning af skatter, som ikke er betalt. Den samlede skatteværdi nedsættes, hvis offentlig forvaltning og service har foretaget skattenedsættelser som led i den økonomiske politik, eller hvis for meget indbetalt skat tilbagebetales.

4.29 I ENS registreres produktions- og importskatter (D.2) som følger:

a) som anvendelse på den samlede økonomis indkomstdannelseskonto

b) som tilgang på sektoren offentlig forvaltning og services konto for allokering af primær indkomst og på udlandskontoen for primære indkomster og løbende overførsler.

Produktskatter registreres som tilgang på den samlede økonomis konto for varer og tjenester. Herved kan der opnås balance mellem tilgangen af varer og tjenester — værdiansat eksklusive produktskatter — og anvendelsen, der værdiansættes inklusive sådanne skatter.

Andre produktionsskatter (D.29) registreres som anvendelse på indkomstdannelseskontoen for de brancher eller sektorer, der betaler disse skatter.

SUBSIDIER (D.3)

4.30  Definition: Subsidier (D.3) er løbende, ensidige overførsler, som det offentlige eller Den Europæiske Unions institutioner betaler til residente producenter.

Følgende er eksempler på formålet med subsidier:

a) at påvirke produktionsmængden

b) at påvirke produktpriserne

c) at påvirke aflønningen af produktionsfaktorerne.

Ikkemarkedsproducenter kan kun modtage andre produktionssubsidier, hvis disse udbetales i henhold til generelle ordninger, som gælder for både markeds- og ikkemarkedsproducenter.

Der registreres ikke produktsubsidier for ikkemarkedsmæssig produktion (P.13).

4.31 Subsidier fra Den Europæiske Unions institutioner omfatter kun de løbende overførsler, der sker direkte til residente produktionsenheder.

4.32 Subsidier kan opdeles på følgende måde:

a) produktsubsidier (D.31)

1) importsubsidier (D.311)

2) andre produktsubsidier (D.319)

b) andre produktionssubsidier (D.39).

Produktsubsidier (D.31)

4.33  Definition: Produktsubsidier (D.31) er subsidier, der betales pr. enhed af producerede eller importerede varer eller tjenester.

Værdien af produktsubsidier kan anføres på følgende måder:

a) som et bestemt pengebeløb pr. mængdeenhed af varen eller tjenesten

b) som en bestemt procentdel af enhedsprisen

c) som forskellen mellem en indikativpris og den pris, som køberen betaler på markedet.

Et produktsubsidie udbetales normalt, når varen produceres, sælges eller importeres, men kan også udbetales under andre omstændigheder, f.eks. når varen overdrages, leases, leveres eller anvendes til eget forbrug eller egne investeringer.

Produktsubsidier tildeles kun markedsmæssig produktion (P.11) eller produktion til eget brug (P.12).

Importsubsidier (D.311)

4.34  Definition: Importsubsidier (D.311) er subsidier til varer og tjenester, der udbetales, når varerne passerer grænsen med henblik på anvendelse på det økonomiske område, eller når tjenesterne leveres til residente institutionelle enheder.

Importsubsidier omfatter tab, som opstår, når offentlige handelsorganisationer i overensstemmelse med den vedtagne politik køber produkter fra ikkeresidente og sælger dem til lavere priser til residente enheder.

Andre produktsubsidier (D.319)

4.35 Andre produktsubsidier (D.319) omfatter:

a) subsidier til produkter, der anvendes i den indenlandske økonomi, dvs. subsidier, der betales til residente producenter for deres produktion, når den anvendes eller forbruges inden for det økonomiske område

b) tab som opstår, når offentlige handelsorganisationer i overensstemmelse med den vedtagne økonomiske og sociale politik køber produkter fra residente producenter og derefter sælger dem til lavere priser til residente enheder eller ikkeresidente enheder

c) subsidier til offentlige selskaber eller kvasiselskaber til dækning af vedvarende tab på produktionsaktiviteterne, fordi der beregnes priser, som er lavere end de gennemsnitlige produktionsomkostninger i overensstemmelse med den i hjemlandet eller EU vedtagne økonomiske politik og socialpolitik

d) direkte eksportsubsidier udbetalt direkte til residente producenter, når varerne forlader det økonomiske område eller tjenesterne leveres til ikkeresidente enheder, dog med undtagelse af tilbagebetaling ved toldgrænsen af tidligere betalte produktskatter eller fritagelse for de skatter, der ville forfalde, hvis varerne skulle sælges eller anvendes på det økonomiske område.

Andre produktionssubsidier (D.39)

4.36  Definition: Andre produktionssubsidier (D.39) består af subsidier, undtagen produktsubsidier, som residente produktionsenheder kan få tildelt, når de påbegynder en produktion.

Ikkemarkedsproducenter kan kun modtage andre produktionssubsidier til deres ikkemarkedsmæssige produktion, hvis disse betalinger fra offentlig forvaltning og service foretages som led i generelle ordninger, som gælder for både markedsproducenter og ikkemarkedsproducenter.

4.37 Andre produktionssubsidier (D.39) omfatter bl.a.:

a) subsidier til lønninger eller arbejdskraft, dvs., tilskud, der betales i relation til de samlede lønudgifter eller den samlede arbejdskraft, eller beskæftigelse af særlige kategorier af mennesker som f.eks. fysisk handicappede eller langtidsledige, eller i relation til omkostninger ved uddannelsesordninger, som etableres eller finansieres af foretagenderne

b) subsidier til forureningsbekæmpelse: Disse tilskud er løbende subsidier til hel eller delvis dækning af omkostningerne ved ekstra foranstaltninger for at mindske eller undgå udledning af forurenende stoffer i miljøet

c) rentetilskud til residente produktionsenheder, også selv om formålet er at fremme investeringer. Et tilskud, der har til formål både at finansiere nedskrivningen af en gæld og betalingen af renterne, og hvor en fordeling på de to komponenter er umulig, behandles samlet som et investeringstilskud. Rentetilskud er løbende overførsler som skal reducere producenternes omkostninger. De betragtes som subsidier til de begunstigede producenter, også når renteforskellen betales direkte af offentlig forvaltning og service til det pågældende kreditinstitut

d) For høj momsgodtgørelse som følge af de standardsatser, der ofte anvendes i f.eks. landbruget.

4.38 Nedenstående betragtes ikke som subsidier (D.3):

a) løbende overførsler fra offentlig forvaltning og service til husholdningerne i deres egenskab af forbrugere. Disse overførsler registreres enten som sociale ydelser (D.62 eller D.63) eller som diverse løbende overførsler (D.75)

b) løbende overførsler mellem forskellige dele af offentlig forvaltning og service i deres egenskab af producenter af ikkemarkedsmæssige varer og tjenester, undtagen andre produktionssubsidier (D.39). Løbende overførsler registreres som løbende overførsler inden for offentlig forvaltning og service (D.73)

c) investeringstilskud (D.92)

d) ekstraordinære betalinger til sociale forsikringsfonde, hvis formålet med sådanne betalinger er at øge fondenes aktuarmæssige reserver. Disse beløb registreres som andre kapitaloverførsler (D.99)

e) overførsler fra offentlig forvaltning og service til ikkefinansielle selskaber og kvasiselskaber til dækning af tab akkumuleret over flere regnskabsår eller ekstraordinære tab af årsager, der ligger uden for foretagendets kontrol. Disse overførsler registreres som andre kapitaloverførsler (D.99)