a) en metode (bilag A) vedrørende fælles standarder, definitioner, klassifikationer, og regnskabsregler, der anvendes til udarbejdelse af sammenlignelige regnskaber og tabeller til brug for Unionen samt de i artikel 3 foreskrevne resultater

b) et program (bilag B), hvori der er fastsat tidsfrister for medlemsstaternes fremsendelse til Kommissionen (Eurostat) af de regnskaber og tabeller, der skal udarbejdes i overensstemmelse med den i litra a) nævnte metode.

a) kvaliteten af dataene om national- og regionalregnskaber

b) denne forordnings effektivitet og den overvågningsproces, der gælder for ENS 2010, og

c) fremskridt vedrørende data om eventualforpligtelser og tilgængeligheden af ENS 2010-data.

1.01 Det europæiske regnskabssystem (i det følgende benævnt »ENS 2010« eller »NS«) er et internationalt kompatibelt regnskabssystem til systematisk og detaljeret beskrivelse af en samlet økonomi (f.eks. en region, et land eller en række lande), dens bestanddele og sammenhæng med andre samlede økonomier.

1.02 Forgængeren til ENS 2010, det europæiske regnskabssystem 1995 (ENS 95), blev offentliggjort i 1996 ( 16 ). ENS 2010-metodologien som fastlagt i dette bilag har samme struktur som ENS 95-udgaven for de første 13 kapitler, men indeholder derudover 11 nye kapitler, som uddyber aspekter af systemet, der afspejler udviklingen i analysen af moderne økonomier eller i anvendelsen af ENS 95 i Den Europæiske Union (EU).

1.03 Denne manual er opbygget på følgende måde: Kapitel 1 dækker grundlæggende begrebsmæssige elementer og fastlægger principperne for ENS samt beskriver de grundlæggende statistiske enheder og deres grupperinger. Kapitlet giver et overblik over kontosystemet og en kortfattet beskrivelse af nøgleaggregaterne samt betydningen af tilgangs- og anvendelsestabellerne og input-output-tabellerne. Kapitel 2 beskriver de institutionelle enheder, der anvendes til opgørelse af økonomiens elementer, og hvordan disse enheder er klassificeret efter sektorer og andre grupper med henblik på at foretage analyser. Kapitel 3 beskriver alle produkttransaktioner (varer og tjenester) samt ikkeproducerede aktiver i ENS. Kapitel 4 beskriver alle transaktioner i økonomien, som fordeler og omfordeler indkomst og formue i økonomien. Kapitel 5 beskriver de finansielle transaktioner i økonomien. Kapitel 6 beskriver de ændringer, der kan forekomme i værdien af aktiver i forbindelse med ikkeøkonomiske begivenheder og prisændringer. Kapitel 7 beskriver statuskonti og aktiv- og passivposternes klassifikationsordning. I kapitel 8 gennemgås samtlige konti og saldoposter i forbindelse med de enkelte konti. Kapitel 9 beskriver tilgangs- og anvendelsestabellerne og deres anvendelse til afstemning af tallene vedrørende indkomst, produktion og udgifter i økonomien. Kapitlet beskriver desuden de input-output-tabeller, der kan udledes af tilgangs- og anvendelsestabellerne. Kapitel 10 beskriver det begrebsmæssige grundlag for opgørelsen af de pris- og mængdeændringer, der er forbundet med de nominelle værdier, som fremgår af regnskabet. Kapitel 11 beskriver de befolknings- og arbejdsmarkedstal, der kan anvendes sammen med tallene i nationalregnskaberne i økonomiske analyser. Kapitel 12 giver en kortfattet beskrivelse af kvartalsvise nationalregnskaber, og hvordan de adskiller sig fra årsregnskabet med hensyn til, hvad der lægges vægt på.

1.04 Kapitel 13 beskriver formål, begreber og problemer i forbindelse med udarbejdelsen af et regionalregnskabssystem. Kapitel 14, der omhandler opgørelse af finansielle tjenester leveret af finansielle formidlere og finansieret gennem nettorenteindtægter, er resultatet af flere års forskning og udvikling i medlemsstaterne for at finde en opgørelsesmetode, som er pålidelig og harmoniseret i alle medlemsstaterne. Kapitel 15 om kontrakter, leasingkontrakter og licenser er nødvendigt for at beskrive et område af stigende betydning i nationalregnskaberne. Kapitel 16 og 17 beskriver, hvordan forsikring, socialforsikring og pension behandles i nationalregnskaberne, idet spørgsmål om indkomstomfordeling får større og større betydning i takt med befolkningens aldring. Kapitel 18 omhandler konti for udlandet, som er nationalregnskabssystemets pendant til betalingsbalancens konti. Kapitel 19 om de europæiske regnskaber er også nyt og omhandler de aspekter af nationalregnskaberne, hvor de europæiske institutionelle foranstaltninger og handelsordninger rejser spørgsmål, der kræver en harmoniseret tilgang. Kapitel 20 beskriver regnskabet for sektoren offentlig forvaltning og service — et område af særlig interesse, da medlemsstaternes stramme finanspolitik stadig er en vigtig bestanddel i gennemførelsen af den økonomiske politik i EU. Kapitel 21 beskriver forbindelsen mellem virksomhedsregnskaber og nationalregnskaber. Spørgsmålet får stadig større betydning, da multinationale selskaber tegner sig for en stigende andel af bruttonationalproduktet (BNP) i alle lande. Kapitel 22 beskriver forbindelsen mellem satellitregnskaber og hovedkontiene i nationalregnskabet. Kapitel 23 og 24 anvendes til referenceformål. Kapitel 23 indeholder de nomenklaturer, der anvendes for sektorerne, aktiviteterne og produkterne i ENS 2010, og kapitel 24 er et komplet kontosystem for den enkelte sektor.

1.05 ENS 2010 er struktureret i overensstemmelse med de internationale retningslinjer for opstilling af nationalregnskaber (»The System of National Accounts 2008« (SNA 2008)), bortset fra visse forskelle i præsentationen og en højere grad af præcision, når det gælder visse begreber, der anvendes til specifikke EU-formål i forbindelse med ENS 2010. Disse retningslinjer er i fællesskab udarbejdet af De Forenede Nationer (FN), Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Unions Statistiske Kontor (Eurostat), Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og Verdensbanken. ENS 2010 fokuserer på forholdene i EU og dennes databehov. Ligesom SNA 2008 er ENS 2010 afstemt efter de begreber og nomenklaturer, der bruges i mange andre social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker (for eksempel beskæftigelsesstatistik, produktionsstatistik og udenrigshandelsstatistik). ENS 2010 anvendes derfor som den centrale referenceramme i social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker i EU og dets medlemsstater.

1.06 ENS består af to hovedtyper af tabeller:

1.07 Sektorregnskaberne beskriver systematisk efter institutionel sektor de forskellige stadier i den økonomiske proces: produktion, indkomstdannelse, indkomstfordeling, indkomstomfordeling, indkomstanvendelse og finansiel og ikkefinansiel akkumulation. Sektorregnskaberne indeholder også statuskonti, som viser beholdningerne af aktiver og passiver og nettoformue ved begyndelsen og slutningen af regnskabsperioden.

1.08 Input-output-tabellerne i form af tilgangs- og anvendelsestabellerne giver en mere detaljeret beskrivelse af produktionsprocessen (omkostningsstruktur, indkomstdannelse og beskæftigelse) og vare- og tjenestestrømmene (produktion, import, eksport, forbrug, forbrug i produktionen og investeringer efter produktgruppe). To vigtige regnskabsidentiteter kan aflæses af disse tabeller: summen af indkomster, der frembringes i en branche, svarer til den værditilvækst, der er skabt af den pågældende branche, og for alle produkter eller produktgrupper er udbuddet lig med efterspørgslen.

1.09 ENS 2010 indeholder også definitioner af begreberne befolkning og beskæftigelse. Disse begreber er relevante for sektorregnskaberne, kontiene efter branche og tilgangs- og anvendelsestabellerne.

1.10 ENS 2010 begrænser sig ikke til årlige nationalregnskaber, men dækker også kvartalsregnskaber og regnskaber for kortere eller længere perioder, hvortil kommer regionalregnskaber.

1.11 ENS 2010 findes sideløbende med SNA 2008 på grund af anvendelsen af nationalregnskabstal i EU. Medlemsstaterne er ansvarlige for indsamling af data til og offentliggørelse af deres egne nationalregnskaber til beskrivelse af den økonomiske situation i deres lande. Medlemsstaterne udarbejder også regnskaber, der fremsendes til Kommissionen (Eurostat) som led i et obligatorisk dataindberetningsprogram til brug for beslutningstagningen inden for centrale sociale, arbejdsmarkedsmæssige, økonomiske og finanspolitiske områder i EU. ENS anvendes også til beregning af medlemsstaternes finansielle bidrag til EU-budgettet via den såkaldte »fjerde indtægtskilde«, strukturfondsstøtte til EU's regioner og overvågning af medlemsstaternes økonomiske resultater som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og stabilitets- og vækstpagten.

1.12 For at kunne beregne skatter og støttemidler ud fra de tal, der udarbejdes og offentliggøres efter helt ensartede retningslinjer, skal de økonomiske statistikker, der anvendes til disse formål, udarbejdes i henhold til samme begreber og regler. ENS 2010 er en forordning, der fastsætter regler, konventioner, definitioner og nomenklaturer, som medlemsstaterne skal anvende ved udarbejdelsen af de nationalregnskabsdata, der er omfattet af det dataindberetningsprogram, der er indeholdt i bilag B til denne forordning.

1.13 I betragtning af de meget store summer, der er involveret i EU's bidrags- og ydelsessystem, er det af afgørende betydning, at opgørelsessystemet anvendes på samme måde i alle medlemsstater. Det er derfor vigtigt at have en forsigtig tilgang til skøn, der ikke kan observeres direkte på markedet, så der undgås anvendelse af modelbaserede fremgangsmåder til beregning af data i nationalregnskaberne.

1.14 ENS 2010-begreberne er i adskillige tilfælde mere specifikke og præcise end begreberne i SNA 2008 for at sikre mest mulig konsistens mellem medlemsstaternes data, der udledes af nationalregnskaberne. Dette fundamentale krav om konsistente data er resulteret i et afgrænset sæt nationalregnskabskonti i EU. Hvis det ikke er muligt at sikre tilstrækkelig konsistens i medlemsstaternes data, indgår disse skøn i supplerende tabeller og satellitkonti, som ikke er omfattet af hovedkontiene.

1.15 Som eksempel på et område, hvor man i udformningen af ENS 2010 har fundet det nødvendigt at være forsigtig, kan nævnes pensionsforpligtelser. Der er gode grunde til at måle disse til støtte for økonomiske analyser, men det afgørende krav i EU om at udarbejde regnskaber, der er konsistente i tid og rum, har nødvendiggjort en forsigtig tilgang.

1.16 De økonomiske aktiviteters tiltagende globale omfang har øget den internationale handel i alle dens former og stillet landene over for større udfordringer, når de skal opgøre deres hjemlige økonomier i nationalregnskaberne. Globalisering er den dynamiske og flerdimensionale proces, hvor de nationale ressourcer bliver mere internationalt mobile, og de nationale økonomier bliver mere indbyrdes afhængige. Det aspekt af globaliseringen, som potentielt giver flest opgørelsesproblemer i forbindelse med nationalregnskaber, er de multinationale selskabers stigende andel af internationale transaktioner, hvor de grænseoverskridende transaktioner sker mellem moderselskaber, datterselskaber og affilierede selskaber. Der findes dog andre udfordringer, jf. følgende mere omfattende liste:

1.17 Alle disse mere og mere almindelige aspekter af globaliseringen gør det til en stadig større udfordring for de nationale statistikere at indkredse og foretage en nøjagtig opgørelse af de grænseoverskridende strømme. Selv med et omfattende og pålideligt indsamlings- og målingssystem for posteringer i sektoren udlandet (og dermed også i de internationale konti på betalingsbalancen) vil globaliseringen øge behovet for en ekstra indsats for at sikre kvaliteten i nationalregnskaberne for alle økonomier og grupper af økonomier.

1.18 ENS-systemet kan bruges til analyse og vurdering af:

1.19 For EU og dets medlemsstater spiller ENS-tallene en vigtig rolle ved udformningen og forvaltningen af den økonomiske og sociale politik.

I det følgende er der vist eksempler på anvendelser af ENS:

1.20 ENS 2010-begreberne har flere vigtige karakteristika, der skaber balance mellem databehov og datamuligheder: Regnskaberne:

1.21 Begreberne i ENS 2010 er internationalt kompatible:

1.22 Begreberne i ENS 2010 er harmoniseret med andre social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker, fordi der i ENS 2010 anvendes begreber og nomenklaturer (f.eks. den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter i Den Europæiske Union »NACE rev. 2« ( 17 )), som også bruges i andre social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker i medlemsstaterne, f.eks. i industristatistik, udenrigshandelsstatistik og beskæftigelsesstatistik; begrebsforskelle er holdt på et minimum. Disse begreber og nomenklaturer i ENS 2010 er endvidere harmoniseret med De Forenede Nationers begreber og nomenklaturer.

Denne harmonisering med social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker skaber sammenhæng mellem statistikkerne og letter sammenligninger. Dermed sikres kvaliteten af nationalregnskabstallene. Desuden kan oplysningerne i de mere specifikke statistikker bedre sammenlignes med de generelle statistikker over den nationale økonomi.

1.23 De fælles begreber, der anvendes i nationalregnskabssystemet og de andre social- og arbejdsmarkedsstatistikker og økonomiske statistikker, gør det muligt at udlede konsistente målinger. Følgende forholdstal kan f.eks. beregnes:

Begrebernes interne konsistens gør det muligt at udlede skøn på grundlag af residualer, f.eks. opsparing beregnet som forskellen mellem disponibel indkomst og udgifter til forbrug.

1.24 Begreberne i ENS 2010 er anvendt på en sådan måde, at de letter indsamlingen af statistiske data og opgørelsen af økonomiske størrelsesforhold. At begreberne er direkte anvendelige, fremgår i flere henseender af vejledningen i udarbejdelse af regnskaberne.

1.25 Det er imidlertid ikke altid let at indsamle de nødvendige nationalregnskabstal direkte, da de tilgrundliggende begreber almindeligvis afviger fra begreberne i administrative datakilder. Som eksempel på administrative kilder kan nævnes virksomhedsregnskaber, data om forskellige skatter (moms, indkomstskat, importafgifter osv.), socialsikringsdata og data fra bank- og forsikringstilsyn. Disse administrative data bruges til opstilling af nationalregnskaber. Almindeligvis tilpasses de begreberne i ENS.

Begreberne i ENS adskiller sig sædvanligvis fra de tilsvarende administrative begreber af følgende grunde:

1.26 Administrative datakilder er dog særdeles egnede til nationalregnskaber og andre statistikker, fordi:

1.27 De vigtigste begreber i ENS er veletablerede og fastsat for en lang periode, eftersom:

Denne begrebsmæssige kontinuitet reducerer behovet for at omregne tidsserier. Endvidere bliver begreberne mindre påvirkelige over for nationalt og internationalt politisk pres. Af disse grunde har nationalregnskabstallene kunnet bruges som objektivt datagrundlag for økonomisk politik og analyse.

1.28 Begreberne i ENS 2010 tager sigte på at beskrive den økonomiske proces i monetære værdier ud fra let observerbare størrelser. Beholdninger og strømme, som ikke umiddelbart kan gøres op i pengeværdi, eller som ikke har en modpostering udtrykt i pengeværdi, registreres ikke i ENS.

Dette princip håndhæves ikke altid strengt, fordi der skal tages hensyn til kravet om konsistens og til brugernes behov. For eksempel skal værdien af tjenester produceret af offentlig forvaltning og service af hensyn til konsistensen registreres som produktion, fordi aflønning af ansatte og indkøb af alle former for varer og tjenester i sektoren offentlig forvaltning og service umiddelbart kan gøres op i penge. Endvidere er det med henblik på økonomisk analyse og politik formålstjenligt for nationalregnskabet som helhed at beskrive kollektive tjenester produceret af offentlig forvaltning og service.

1.29 Med henblik på en yderligere afgrænsning af begreberne i ENS kan det være hensigtsmæssigt at nævne nogle vigtige grænsetilfælde.

Inden for rammerne af produktionsgrænsen i ENS registreres følgende (jf. 3.07-3.09):

1.30 Følgende falder uden for produktionsgrænsen og registreres ikke i ENS:

1.31 Som hovedregel registrerer ENS al produktion inden for produktionskriteriet, dog ikke hjælpeaktiviteternes produktion. Input i hjælpeaktiviteterne betragtes som input i den aktivitet, de er knyttet til. Hvis en virksomhed, der udelukkende udøver hjælpeaktiviteter, er statistisk observerbar, eftersom der foreligger separate regnskaber for dens produktion, eller er beliggende i et andet geografisk område end de virksomheder, den servicerer, registreres den både i national- og regionalregnskaber som en separat enhed og henføres til den branche, der svarer til dens hovedaktivitet. Foreligger der ikke passende primærdata, kan hjælpeaktivitetens produktion estimeres ved at sammenlægge omkostningerne.

1.32 Hvis en aktivitet betragtes som produktion og dermed registreres, skal de dertil knyttede indkomster, beskæftigelse, forbrug osv. også registreres. Da boligtjenester, som ejere af egen bolig producerer for egen regning, registreres som produktion, registreres derfor også de heraf følgende indkomster og udgifter til forbrug. Da der pr. definition ikke er noget forbrug af arbejdskraft ved produktionen af boligtjenester i ejerboliger, registreres der ikke nogen beskæftigelse. Dermed er der konsistens med beskæftigelsesstatistikken, hvor der ikke registreres nogen beskæftigelse for ejere af egen bolig. Det omvendte er tilfældet, når en aktivitet ikke registreres som produktion: Hushjælp, som produceres og forbruges i samme husholdning, skaber ingen indkomst, udgifter til forbrug osv., og derfor er der ikke tale om beskæftigelse.

1.33 ENS fastlægger også konventioner vedrørende:

1.34 Sektorregnskaber opstilles ved at henføre enhederne til sektorer, således at det er muligt at fordele transaktioner og saldoposter på sektorer, hvorved der fremkommer mange fundamentale data til brug for den økonomiske politik og finanspolitikken. De vigtigste sektorer er husholdningerne, offentlig forvaltning og service, selskaber (finansielle og ikkefinansielle), nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger (NPISH) og udlandet.

Sondringen mellem markedsmæssig og ikkemarkedsmæssig aktivitet har stor betydning. En enhed, der kontrolleres af offentlig forvaltning og service, og som betragtes som et markedsmæssigt selskab, henføres til selskabssektoren uden for sektoren offentlig forvaltning og service. Selskabets underskud og gæld vil således ikke indgå i det offentliges underskud og gæld.

1.35 Det er af stor betydning, at der er fastlagt klare og robuste kriterier for klassificering af enhederne efter sektor.

Den offentlige sektor omfatter alle økonomiens residente institutionelle enheder, som kontrolleres af offentlig forvaltning og service. Den private sektor består af alle andre residente enheder.

Tabel 1.1 nedenfor indeholder kriterierne for sondringen mellem den offentlige og den private sektor og i den offentlige sektor sondringen mellem sektoren offentlig forvaltning og service og sektoren offentlige selskaber og i den private sektor mellem NPISH og private selskaber.

1.36 Kontrol defineres som beføjelser til at bestemme en institutionel enheds generelle politik eller strategi. Angående en mere detaljeret definition af kontrol henvises til 2.35-2.39.

1.37 Om en aktivitet er markedsmæssig eller ikkemarkedsmæssig, og dermed om offentlige enheder skal klassificeres i sektoren offentlig forvaltning og service eller i sektoren selskaber, afgøres på grundlag af følgende regel:

En aktivitet anses for at være markedsmæssig, når de tilsvarende varer og tjenester sælges på følgende betingelser:

1.38 Detaljerne i ENS-begreberne kan bruges fleksibelt: Nogle begreber er ikke eksplicit nævnt i ENS, men kan nemt afledes. Et eksempel herpå er at danne nye sektorer ved at omgruppere delsektorer i ENS.

1.39 Fleksibiliteten kommer også til udtryk ved, at der kan indføres yderligere kriterier, når de ikke strider mod principperne i systemet. Ved hjælp af sådanne kriterier kan der opstilles delsektorregnskaber på grundlag af antallet af ansatte i produktionsenheder eller størrelsen af indkomsten i en husholdning. Antallet af ansatte kan underopdeles efter uddannelse, alder og køn.

1.40 Til opfyldelse af nogle specifikke databehov bør der oprettes separate satellitkonti.

Som eksempler kan nævnes:

1.41 Satellitkonti dækker disse databehov ved at:

1.42 En samfundsmæssig regnskabsmatrix (SAM) er en matrixfremstilling, som kæder tilgangs- og anvendelsestabeller sammen med sektorregnskaberne. Den giver flere oplysninger om omfanget og sammensætningen af beskæftigelsen ved at underopdele aflønningen af ansatte i kategorier af beskæftigede. Denne underopdeling gælder både anvendelsen af arbejdskraft fordelt på erhverv, som den fremgår af anvendelsestabellerne, og tilgangen af arbejdskraft fordelt på socioøkonomiske undergrupper, som det ses af kontoen for allokering af primær indkomst for husholdningssektorens delsektorer. Derved gives en systematisk oversigt over tilgang og anvendelse af forskellige kategorier af arbejdskraft.

1.43 I satellitregnskaberne bibeholdes alle grundbegreberne og klassifikationerne i ENS 2010-regnskabssystemets grundstruktur. Begreberne ændres kun, når formålet med satellitopgørelsen kræver det. I så fald bør satellitregnskabet også indeholde en tabel, der viser sammenhængen mellem henholdsvis satellitregnskabets og grundstrukturens vigtigste aggregater. På denne måde bibeholdes grundstrukturen som referenceramme, samtidig med at mere specielle behov tilgodeses.

1.44 I grundstrukturen indgår der almindeligvis ikke strømme og beholdninger, som ikke umiddelbart kan opgøres i pengeværdi (eller som ikke har et modstykke, der kan opgøres i pengeværdi). På grund af sådanne strømmes og beholdningers særlige karakter er det normalt også muligt at analysere dem ud fra statistikker, som ikke er pengeværdirelaterede, f.eks.:

1.45 Satellitregnskaber gør det muligt at kæde sådanne statistikker, som ikke indeholder pengeværdiangivelser, sammen med grundstrukturen i nationalregnskabssystemer. Sammenkædningen kan ske ved at anvende samme systematisering i ikkepengeværdirelaterede statistikker, som er anvendt i grundstrukturen, f.eks. klassifikation efter husholdningens art eller klassifikation efter branche. Derved opbygges en udvidet struktur, som er konsistent. Denne struktur kan således anvendes som grundlag for analyser og vurderinger af indbyrdes relationer mellem de forskellige variabler i henholdsvis grundstrukturen og den udvidede del.

1.46 Grundstrukturen og dens vigtigste aggregater beskriver ikke ændringer i velfærd. Der kan opstilles udvidede regnskaber, som også indeholder den imputerede værdi af f.eks.:

1.47 I de udvidede regnskaber kan man også omklassificere beklagelige nødvendige udgifter (f.eks. til forsvaret) til forbrug i produktionen, dvs. som ikkebidragende til velfærd. På samme måde kan ødelæggelser ved oversvømmelser og andre naturkatastrofer klassificeres som forbrug i produktionen, dvs. som en forringelse af (den absolutte) velfærd. På denne måde kan man forsøge at skabe en meget grov og ufuldstændig indikator for velfærdsændringer. Men velfærd har mange dimensioner, og de fleste kan man dårligt gøre op i pengeværdi. Velfærd kan bedre måles ved at bruge separate indikatorer og måleenheder for de enkelte dimensioner. Egnede indikatorer kunne f.eks. være børnedødelighed, gennemsnitlig levetid, analfabetisme blandt voksne eller nationalindkomst per capita. Disse indikatorer vil kunne indarbejdes i en satellitkonto.

1.48 For at nå frem til en struktur, der er konsistent og internationalt kompatibel, anvendes der ikke administrative begreber i ENS. Til nationale formål kan det dog være nyttigt at råde over tal baseret på administrative begreber. Hvis man f.eks. skal opstille skøn over skatteindtægterne, er det nødvendigt at råde over statistikker over skattepligtig indkomst. Disse statistikker kan tilvejebringes ved at ændre lidt i nationalregnskabsstatistikkerne.

1.49 Samme indfaldsvinkel kan anvendes til en række begreber, der bruges i den nationale økonomiske politik, f.eks.:

Satellitregnskaber eller supplerende tabeller kan dække sådanne databehov.

1.50 ENS 2010 er baseret på SNA fra 2008, som indeholder retningslinjer for opstilling af nationalregnskaber for alle verdens lande. Der er dog nogle forskelle mellem ENS 2010 og SNA 2008:

1.51 ENS 2010 afviger fra ENS 95 både med hensyn til omfang og begreber. De fleste af disse forskelle svarer til forskellene mellem SNA 1993 og SNA 2008. De vigtigste forskelle er:

1.52 Ændringerne i ENS 2010 i forhold til ENS 95 er ikke kun af begrebsmæssig art. Der er store ændringer i dækningen, idet der er tilføjet nye kapitler om satellitregnskaber, regnskaber for offentlig forvaltning og service og konti for udlandet. Kapitlerne om kvartalsregnskaber og regionalregnskaber er også blevet udvidet betydeligt.

1.53 Systemets hovedbestanddele er:

1.54 I ENS 2010 anvendes to slags enheder og to tilsvarende måder at opdele økonomien på til to forskellige analyseformål.

1.55 Det første formål, som er at beskrive indkomst, udgifter og finansielle strømme og statuskonti, opfyldes ved at gruppere de institutionelle enheder i sektorer efter deres vigtigste funktioner, adfærd og mål.

1.56 Det andet formål, som er at beskrive produktionsprocesser og input-output-systemet, opfyldes ved at gruppere lokale faglige enheder i brancher på grundlag af arten af deres aktiviteter. En aktivitet er karakteriseret ved et input af produkter, en produktionsproces og et output af produkter.

1.57 Institutionelle enheder er økonomiske enheder, som er i stand til at eje varer og aktiver, stifte gæld og udøve økonomiske aktiviteter og på egne vegne indgå transaktioner med andre enheder. I ENS 2010 opdeles de institutionelle enheder i fem gensidigt udelukkende indenlandske institutionelle sektorer bestående af:

De fem sektorer udgør tilsammen den samlede indenlandske økonomi. Hver sektor er igen opdelt i delsektorer. Ved hjælp af ENS 2010 er det muligt at opstille et komplet sæt strøm- og statuskonti for hver sektor og delsektor samt for den samlede økonomi. Ikkeresidente enheder kan indgå i et samspil med disse fem indenlandske sektorer, og samspillet vises mellem de fem indenlandske sektorer og en sjette institutionel sektor: udlandet.

1.58 Når institutionelle enheder udøver mere end én aktivitet, opdeles de efter aktivitetens art. Ved hjælp af lokale faglige enheder er dette muligt.

En lokal faglig enhed omfatter de dele af en producerende institutionel enhed, som er beliggende et sted eller flere tæt forbundne steder, og som bidrager til udøvelsen af en aktivitet på undergruppeniveau (fire cifre) i NACE rev. 2.

1.59 Lokale faglige enheder registreres for hver biaktivitet. Hvis de nødvendige regnskabsoplysninger til særskilt beskrivelse af disse aktiviteter imidlertid ikke foreligger, knyttes flere biaktiviteter til en lokal faglig enhed. Alle lokale faglige enheder, der udøver samme eller lignende aktiviteter, udgør tilsammen en branche.

En institutionel enhed omfatter en eller flere lokale faglige enheder. En lokal faglig enhed tilhører én og kun én institutionel enhed.

1.60 Til analyse af produktionsprocessen anvendes en analytisk produktionsenhed. Denne enhed kan kun observeres i de tilfælde, hvor den lokale faglige enhed fremstiller ét produkt og ikke har en biaktivitet. Denne enhed kaldes en homogen produktionsenhed. Grupperinger af sådanne enheder danner homogene brancher.

1.61 Den samlede økonomi beskrives ud fra de residente enheder. En enhed er resident, når dens økonomiske hovedinteressecentrum ligger inden for landets økonomiske område — dvs. når den udøver økonomiske aktiviteter igennem længere tid (et år eller mere) på dette område. De institutionelle sektorer omtalt i 1.57 består af residente institutionelle enheder.

1.62 Residente enheder deltager i transaktioner med ikkeresidente enheder (dvs. med enheder, som er residente i andre økonomiske områder). Disse transaktioner er økonomiens udenlandske transaktioner og samles i kontoen for udlandet. Udlandet spiller således samme rolle som en institutionel sektor, selv om ikkeresidente enheder kun medregnes i det omfang, de deltager i transaktioner med residente institutionelle enheder.

1.63 Fiktive residente enheder betragtes i ENS 2010-systemet som institutionelle enheder og defineres således:

1.64 I ENS registreres to fundamentale typer data: strømme og beholdninger.

Strømme vedrører bevægelser og følger af begivenheder inden for en given periode, mens beholdninger vedrører situationen på et bestemt tidspunkt.

1.65 Strømme er udtryk for skabelse, omdannelse, udveksling, overdragelse eller udslettelse af økonomiske værdier. De medfører ændring af værdien af en institutionel enheds aktiver og passiver. Der findes to slags økonomiske strømme: transaktioner og andre ændringer i aktiver.

Transaktioner forekommer på alle konti og i alle tabeller, der viser strømme, undtagen på kontoen for andre mængdemæssige ændringer i status og på omvurderingskontoen. Andre ændringer i status registreres kun på disse to konti.

Enkelttransaktioner og andre strømme grupperes i et forholdsvis begrænset antal kategorier efter deres art.

1.66 En transaktion er en økonomisk strøm mellem institutionelle enheder efter gensidig aftale, eller en økonomisk strøm inden for en institutionel enhed, som med fordel kan betragtes som en transaktion, fordi enheden handler i to forskellige egenskaber. Transaktioner opdeles i fire hovedgrupper:

1.67 De fleste transaktioner indebærer relationer mellem to eller flere institutionelle enheder. ENS 2010-systemet registrerer dog visse handlinger inden for de institutionelle enheder som transaktioner. Formålet med at registrere disse interne transaktioner er at give et mere analytisk brugbart billede af produktion, endelig anvendelse og omkostninger.

1.68 Forbrug af fast realkapital er en intern transaktion, der registreres i ENS 2010-systemet som en omkostning. De fleste af de andre transaktioner inden for enheden er produkttransaktioner, som typisk registreres, når den institutionelle enhed — i sin egenskab af både producent og forbruger — forbruger egne produkter. Dette gælder ofte husholdninger og offentlig forvaltning og service.

1.69 Al egenproduktion, der indgår som endelig anvendelse inden for samme institutionelle enhed, registreres. Egenproduktion til forbrug i produktionen inden for samme institutionelle enhed registreres kun, hvis produktion og forbrug i produktionen finder sted i forskellige lokale faglige enheder inden for samme institutionelle enhed. Produktion produceret og anvendt som forbrug i produktionen inden for samme lokale faglige enhed registreres ikke.

1.70 Transaktioner er monetære transaktioner, hvis de pågældende enheder foretager eller modtager betalinger, påtager sig gældsforpligtelser eller modtager aktiver opgjort i valutaenheder.

Transaktioner, som ikke indebærer udveksling af kontantbeløb eller fordringer eller gældsforpligtelser opgjort i pengebeløb, er ikkemonetære transaktioner. Interne transaktioner er ikkemonetære transaktioner. Ikkemonetære transaktioner mellem to eller flere institutionelle enheder forekommer ved produkttransaktioner (byttehandel), fordelingstransaktioner (betaling i naturalier, overførsel i naturalier osv.) og andre transaktioner (byttehandel med ikkeproducerede, ikkefinansielle aktiver). ENS 2010-systemet registrerer alle transaktioner i pengeværdi. Når værdien af ikkemonetære transaktioner skal registreres, må den derfor opgøres indirekte eller estimeres.

1.71 Mellem to eller flere enheder kan der være to slags transaktioner — enten tosidige eller ensidige transaktioner. Ved tosidige transaktioner deltager to institutionelle enheder, idet der leveres varer, tjenester eller aktiver med f.eks. penge som modydelse. Ved ensidige transaktioner er der typisk tale om ydelse af betaling i kontanter eller naturalier fra en institutionel enhed til en anden uden modydelse. De tosidige transaktioner finder sted inden for alle fire kategorier af transaktioner, mens ensidige transaktioner hovedsagelig er fordelingstransaktioner, f.eks. skatter, sociale bistandsydelser eller gaver. Sådanne ensidige transaktioner betegnes overførsler.

1.72 Transaktionerne registreres på samme måde, som de opfattes af de involverede institutionelle enheder. Behandlingen af nogle transaktioner ændres imidlertid for at tydeliggøre de underliggende økonomiske relationer. Der kan være tale om tre former for ændringer: omkanalisering, opdeling og identifikation af transaktionens egentlige part.

1.73 En transaktion, som af de involverede enheder anses for at have fundet sted direkte mellem enhed A og C, kan registreres i regnskabet, som om den var foregået indirekte gennem en tredje enhed B. I så fald registreres transaktionen mellem A og C som to transaktioner: en mellem A og B, og en mellem B og C. Transaktionen er således omkanaliseret.

1.74 Et eksempel herpå er bogføringen af arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger indbetalt direkte til socialforsikringsfondene. I ENS registreres disse betalinger som to transaktioner: Arbejdsgiverne betaler arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger til de ansatte, og de ansatte betaler samme bidrag til socialforsikringsfondene. Som med alle former for omkanalisering er formålet at tydeliggøre de økonomiske relationer bag transaktionen. I dette tilfælde går det ud på at vise, at arbejdsgiverbidragene til sociale ordninger er bidrag, der betales til gunst for de ansatte.

1.75 En anden form for omkanalisering er de transaktioner, som i systemet registreres som foregået mellem to eller flere institutionelle enheder, selv om der ifølge de involverede parter ikke finder nogen transaktion sted. Et eksempel herpå er behandlingen af formueindkomst, der hidrører fra investering af visse forsikringstekniske reserver, og som tilbageholdes af forsikringsselskaberne. Systemet registrerer denne indkomst som betalt af forsikringsselskabet til forsikringstagerne, som derefter tilbagebetaler det samme beløb til selskabet som ekstrapræmier.

1.76 Når en transaktion, som de involverede parter betragter som en enkelt transaktion, registreres som to eller flere transaktioner i forskellige kategorier, er transaktionen opdelt. Opdeling medfører ikke, at yderligere enheder inddrages i transaktionen.

1.77 Betaling af skadesforsikringspræmier er et typisk eksempel på opdelte transaktioner. Selv om forsikringstagerne og forsikringsselskaberne betragter disse betalinger som én transaktion, opdeler ENS 2010-systemet dem i to helt forskellige transaktioner: betaling som modydelse for skadesforsikringstjenester og nettoskadesforsikringspræmier. Et andet eksempel på opdeling af transaktioner kan nævnes i forbindelse med salg af et produkt, hvor man ved registreringen adskiller salget af produktet fra handelsavancen.

1.78 Når en enhed udfører en transaktion på en anden enheds vegne (den egentlige part), og transaktionen betales af denne, registreres transaktionen udelukkende på den egentlige parts konto. Man bør i reglen ikke gå videre end dette princip ved f.eks. at forsøge at fordele skatter og subsidier på de endelige betalere eller modtagere på grundlag af antagelser.

Et eksempel herpå er en offentlig enheds inddrivelse af skatter på vegne af en anden enhed. En skat henføres til den offentlige enhed, som udøver beføjelser til at opkræve skatten (enten som den egentlige part eller via de beføjelser, som den egentlige part har videredelegeret) og har endelige beføjelser til at fastsætte og ændre skatteprocenten.

1.79 Definitionen af en transaktion indebærer, at der skal foreligge en gensidig aftale mellem de pågældende institutionelle enheder. Når en transaktion finder sted efter gensidig aftale, er det underforstået, at de institutionelle enheder er bekendt med og indforstået med den pågældende transaktion. Betaling af skat og bøder sker efter fælles aftale, eftersom den betalende er borger i landet og underkastet dets love. Ikkekompenseret beslaglæggelse af aktiver regnes dog ikke for en transaktion, selv om den er pålagt ved lov.

Illegale økonomiske aktiviteter betragtes som transaktioner, hvis alle de involverede enheder deltager efter fælles aftale i aktiviteten. Således er køb og salg af samt byttehandel med narkotika og stjålne effekter transaktioner, mens tyveri ikke er.

1.80 Under andre ændringer i status registreres ændringer, som ikke følger af transaktioner. Det er:

1.81 Andre mængdemæssige ændringer i aktiver og passiver inddeles i tre hovedkategorier:

1.82 Eksempler på ændringer inden for den kategori, der henvises til i 1.81, litra a), er fund og udtømmelse af aktiver i undergrunden, og naturlig vækst af ikkeavlede/dyrkede biologiske ressourcer. Eksempler på ændringer inden for den kategori, der henvises til i 1.81, litra b), er tab af aktiver som følge af naturkatastrofer, krig eller alvorlige kriminelle handlinger. Ensidig annullering af gæld og ikkekompenseret beslaglæggelse af aktiver hører også ind under kategori b). Et eksempel på en ændring inden for den kategori, der henvises til i 1.81, litra c), er omklassificering af en institutionel enhed fra en sektor til en anden.

1.83 Kapitalgevinster og -tab opstår, når der sker ændringer i værdien af aktiver. De forekommer i forbindelse med alle finansielle og ikkefinansielle aktiver og passiver. Kapitalgevinster og -tab tilfalder henholdsvis påføres ejerne af aktiver eller passiver udelukkende i kraft af, at de ejer disse aktiver eller passiver i en periode, og uden at de undergår nogen form for ændringer.

1.84 Kapitalgevinster og -tab opgjort på basis af gældende markedspriser kaldes nominelle kapitalgevinster/-tab. Disse kan opdeles i neutrale kapitalgevinster og -tab, som afspejler ændringerne i det generelle prisniveau, og reale kapitalgevinster og -tab, som afspejler ændringer i priserne på aktiverne ud over de generelle prisændringer.

1.85 Ved beholdninger forstås mængden af aktiver og passiver på et givet tidspunkt. Beholdninger opgøres ved begyndelsen og ved slutningen af hver regnskabsperiode og opføres på statuskonti.

1.86 Der foretages også beholdningsopgørelser over befolkning og arbejdskraft. Disse beholdninger opgøres imidlertid som gennemsnitsværdier igennem regnskabsperioden. Der foretages beholdningsopgørelser over alle aktiver inden for systemets rammer; dvs. over finansielle aktiver og passiver og ikkefinansielle aktiver, både producerede og ikkeproducerede. Dog medtages kun aktiver, som indgår i økonomiske aktiviteter, og som er underlagt ejerrettigheder.

1.87 Således opgøres ikke aktiver som menneskelig kapital og naturgivne ressourcer, der ikke har nogen ejer.

Inden for ENS 2010-systemets grænser er det udtømmende både med hensyn til strømme og beholdninger. Det betyder, at alle ændringer i beholdninger kan forklares fuldt ud med de registrerede strømme.

1.88 På en konto registreres ændringer i værdien for en enhed eller sektor alt efter arten af de økonomiske strømme, der registreres på kontoen. Den er udformet som en tabel med to kolonner. På de løbende konti registreres data om produktion, indkomstdannelse, allokering, fordeling og omfordeling samt anvendelse af indkomst. Akkumulationskonti omfatter kapitalkonto, finansiel konto og konto for andre mængdemæssige ændringer.

1.89 I ENS 2010-systemet er der på kontiene for løbende transaktioner anført betegnelsen »tilgang« på kontoens højre side, der benyttes til registrering af forøgelser af en enheds eller sektors økonomiske værdier. Venstre side af kontoen betegnes »anvendelse« og viser de transaktioner, der reducerer de økonomiske værdier. Akkumulationskontienes højre side registrerer »ændringer i passiver og nettoformue« og venstre side »ændringer i aktiver«. Statuskontiene har »passiver og nettoformue« (forskellen mellem aktiver og passiver) på højre side og »aktiver« på venstre. En sammenligning af to på hinanden følgende statuskonti viser ændringerne i passiver og nettoformue og ændringerne i aktiver.

1.90 I ENS skelnes der mellem juridisk og økonomisk ejendomsret. Kriteriet for registrering af overførsler af varer fra en enhed til en anden er overdragelsen af den økonomiske ejendomsret fra den ene enhed til den anden. Den juridiske ejer er den enhed, som har en lovhjemlet ret til at nyde godt af de fordele, der er forbundet med besiddelsen. En juridisk ejer kan dog indgå en kontrakt med en anden enhed om, at denne mod et aftalt vederlag overtager de risici og fordele, der er forbundet med at anvende varerne i produktionen. Kontrakten er en aftale om finansiel leasing, hvor betalingerne blot er den modydelse, leasinggiveren kræver for at stille aktivet til rådighed for leasingtageren. Hvis en bank f.eks. er den juridiske ejer af et fly, men indgår en finansiel leasingaftale med et flyselskab om drift af flyet, er det ved registrering af transaktionerne i regnskabet flyselskabet, der betragtes som ejer. Når det i regnskabet registreres, at flyselskabet har købt flyet, imputeres der samtidigt et lån fra banken til flyselskabet. Lånet afspejler således de beløb, der i fremtiden forfalder til betaling for benyttelse af flyet.

1.91 For de enkelte enheder eller sektorer gælder i nationalregnskabet princippet om dobbelt bogholderi. Hver transaktion bogføres to gange, en gang som tilgang (eller ændringer i passiver) og en gang som anvendelse (eller ændringer i aktiver). Summen af transaktioner, der registreres som tilgang eller ændringer i passiver, skal være lig summen af transaktioner, der registreres som anvendelse eller ændringer i aktiver, hvorved kontienes konsistens kan kontrolleres.

1.92 Nationalregnskabet med alle enheder og sektorer bygger på princippet om firdobbelt bogholderi, eftersom de fleste transaktioner berører to institutionelle enheder. Hver transaktion registreres to gange af hver af de to parter. Eksempelvis registreres en kontant socialydelse fra en offentlig enhed til en husholdning i den offentlige enheds konti som anvendelse under overførsler og som en negativ anskaffelse af aktiver under sedler og mønt samt indskud. På husholdningssektorens konti registreres den som tilgang under overførsler og som anskaffelse af aktiver under sedler og mønt samt indskud.

1.93 Transaktioner inden for en enkelt enhed (som f.eks. en enheds forbrug af egen produktion) kræver kun to posteringer, hvis størrelse må beregnes.

1.94 Med undtagelse af visse poster vedrørende befolkning og arbejdskraft opgør ENS 2010-systemet alle strømme og beholdninger i monetær værdi. Strømme og beholdninger opgøres efter deres markedsværdi, dvs. den værdi, strømmene og beholdningerne rent faktisk omsættes til eller kunne omsættes til i kontanter. Markedspriserne er derfor udgangspunkt for værdiansættelse i ENS.

1.95 Når der er tale om monetære transaktioner eller aktiver og passiver i kontanter, er de nødvendige værdier umiddelbart tilgængelige. I de fleste andre tilfælde foretages værdiansættelsen bedst ved sammenligning med markedsprisen for tilsvarende varer og tjenester eller aktiver. Denne metode benyttes f.eks. ved byttehandel og ved tjenester i forbindelse med ejerboliger. Når markedspriser for tilsvarende produkter ikke er tilgængelige, f.eks. ved ikkemarkedsmæssige ydelser produceret af offentlig forvaltning og service, foretages værdiansættelsen ved at sammenlægge produktionsomkostningerne. Hvis ikke der foreligger oplysninger om markedspriser og omkostninger, kan strømme og beholdninger vurderes til nutidsværdien af det forventede fremtidige afkast. Denne sidste metode bør dog kun benyttes som allersidste udvej.

1.96 Beholdninger værdiansættes til løbende priser på tidspunktet for opstilling af statuskontoen og ikke til de priser, der gjaldt på produktions- eller anskaffelsestidspunktet for de varer og aktiver, der indgår i statuskontoen. Det er nødvendigt at værdiansætte beholdninger til nedskrevet aktuel anskaffelsesværdi eller til produktionsomkostningerne.

1.97 På grund af transportomkostninger, handelsavancer og produktskatter minus produktsubsidier opfatter producenten og forbrugeren ofte en given vares værdi forskelligt. For at ligge så tæt op ad de involverede parters opfattelse som muligt registrerer ENS 2010-systemet alle anvendelser i køberpriser, hvilket indbefatter transportomkostninger, handelsavancer og produktskatter minus produktsubsidier, mens produktionen registreres til basispriser, som ikke indeholder disse elementer.

1.98 Import og eksport af varer opgøres til værdien ved landegrænsen. Den samlede import og eksport ansættes til værdien ved eksportørens toldgrænse eller frit om bord (fob). Udenlandske enheders transport- og forsikringstjenester mellem importørens og eksportørens grænse medregnes ikke i varernes værdi, men registreres under tjenesteydelser. Da der ikke altid foreligger oplysninger om fob-priser for alle underopdelinger af produkter, viser de detaljerede tabeller over udenrigshandelen importen opgjort til værdien ved importørens toldgrænse (cif-værdi). Alle transport- og forsikringstjenester til importørens grænse medregnes i de importerede varers værdi. I det omfang disse tjenester ydes af indenlandske enheder, foretages der en generel fob/cif-korrektion i disse tal.

1.99 Værdiansættelse i faste priser består i at opgøre strømme og beholdninger i regnskabsperioden i en tidligere periodes priser. Formålet med at værdiansætte i faste priser er at opdele den pågældende periodes ændringer i værdien af strømme og beholdninger i prisændringer og mængdemæssige ændringer. Strømme og beholdninger i faste priser er mængdeopgørelser.

1.100 Mange strømme og beholdninger, f.eks. indkomst, har ikke selv nogen pris- og mængdedimension. Disse variablers købekraft kan dog beregnes ved at deflatere de løbende værdier med et passende prisindeks, f.eks. prisindekset for landets samlede endelige indenlandske anvendelse eksklusive lagerændringer. Deflaterede strømme og beholdninger opgøres også i reale værdier. Et eksempel er disponibel realindkomst.

1.101 Strømme registreres efter optjeningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt, hvor økonomiske værdier skabes, omdannes eller afvikles, eller når fordringer og gæld opstår, omdannes eller afvikles.

1.102 Produktion registreres på produktionstidspunktet, ikke når den betales af en køber. Salget af et aktiv registreres, når ejendomsretten overdrages, ikke når betalingen erlægges. Renter registreres i den regnskabsperiode, hvori de påløber, uanset om de betales i den periode eller ej. Registrering i overensstemmelse med optjeningstidspunktet gælder alle strømme, både monetære og ikkemonetære, såvel inden for en enhed som strømme mellem enheder.

1.103 Det kan imidlertid være nødvendigt at være fleksibel med hensyn til skatter og andre strømme i relation til sektoren offentlig forvaltning og service, som ofte registreres på kassebasis på denne sektors konti. Det kan være vanskeligt at ændre registreringen af sådanne strømme på kassebasis til registrering efter optjeningstidspunktet, og der kan derfor anvendes tilnærmede værdier.

1.104 Som en undtagelse fra de generelle regler for registrering af skatter og bidrag til sociale ordninger, der skal betales til sektoren offentlig forvaltning og service, kan de enten registreres eksklusive den del, som ikke forventes at indgå, eller, hvis denne del er inkluderet, udlignes i samme regnskabsperiode gennem en kapitaloverførsel fra sektoren offentlig forvaltning og service til de relevante sektorer.

1.105 Strømme registreres samtidig for alle de involverede institutionelle enheder og på alle konti. Ikke alle institutionelle enheder bruger de samme bogføringsprincipper, og selv om de gør, kan der være forskelle i selve bogføringen af praktiske grunde som f.eks. forsinkelser i kommunikationen. Derfor sker det, at de involverede parter registrerer en transaktion på forskellige tidspunkter. Disse forskelle fjernes ved korrektioner.

1.106 Med konsolidering menes eliminering af transaktioner — både under tilgang og anvendelse — mellem enheder, som tilhører samme gruppe, og eliminering af gensidige finansielle aktiver og passiver. Dette forekommer almindeligvis, når konti for delsektorer under offentlig forvaltning og service kombineres.

1.107 Som generelt princip gælder, at strømme og beholdninger mellem enhederne inden for delsektorer og sektorer ikke konsolideres.

1.108 Der kan dog opstilles konsoliderede konti med henblik på supplerende beskrivelser og analyser. Oplysninger om en (del-)sektors transaktioner med andre sektorer og den tilsvarende finansielle stilling over for de andre sektorer kan være vigtigere end de globale bruttotal.

1.109 Endvidere giver konti og tabeller over kreditor/debitor-relationer et detaljeret billede af, hvordan økonomien finansieres, og disse opgørelser anses for meget nyttige for forståelsen af, gennem hvilke kanaler de finansielle overskud løber fra långiver til låntager.

1.110 De enkelte enheder og sektorer kan have samme slags transaktioner både på anvendelsessiden og tilgangssiden (f. eks. både betaler og modtager de renter) og samme slags finansielle instrument både som aktiv og som passiv. I ENS registreres bruttostørrelserne bortset fra den nettoficering, der følger af nomenklaturerne.

1.111 Nettoficering ligger implicit i nogle kategorier af transaktioner, hvoraf det tydeligste eksempel er »lagerændringer«, som understreger den analytisk vigtige betydning af de samlede investeringer frem for de små daglige til- og afgange. Med få undtagelser viser den finansielle konto og kontoen for andre ændringer i status på samme måde nettostigningen i aktiver og passiver, således at det endelige resultat af disse strømme tydeligt kommer frem ved slutningen af regnskabsperioden.

1.112 For enheder eller grupper af enheder registreres på forskellige konti transaktioner, som har relation til et aspekt af de økonomiske aktiviteter (f.eks. produktion). På produktionskontoen er der ikke balance mellem transaktionerne på anvendelses- og tilgangssiden, hvorfor der indsættes en saldopost. Der skal også indsættes en saldopost (nettoformue) mellem de samlede aktiver og samlede passiver i en institutionel enhed eller sektor. Saldoposter er i sig selv relevante størrelser til måling af økonomiske resultater. Når de gøres op for økonomien som helhed, er de betydningsfulde aggregater.

1.113 ENS 2010-systemet er bygget op omkring et system af indbyrdes forbundne konti. Et komplet sæt konti for institutionelle enheder og sektorer består af konti for løbende transaktioner, akkumulationskonti og statuskonti.

1.114 Kontiene for løbende transaktioner vedrører produktion, indkomstdannelse, indkomstfordeling og -omfordeling samt anvendelse af indkomsten til forbrug. Akkumulationskontiene registrerer ændringer i aktiver og passiver og ændringer i nettoformue (dvs. for hver institutionel enhed eller gruppe af enheder forskellen mellem dens aktiver og passiver). Statuskonti viser beholdningen af aktiver samt nettoformue.

1.115 Kontosystemet for lokale faglige enheder og brancher omfatter kun de første konti for løbende transaktioner: produktionskontoen og indkomstdannelseskontoen, hvis saldo er overskud af produktionen.

1.116 Kontoen for varer og tjenester viser for økonomien som helhed eller for produktgrupper den samlede tilgang (produktion og import) og anvendelse af varer og tjenester (forbrug i produktionen, forbrug, lagerændringer, faste bruttoinvesteringer, anskaffelser minus afhændelser af værdigenstande, eksport). Denne konto er ikke samme type konto som de øvrige i kontosystemet, og der fremkommer ikke en saldopost, som overføres til næste konto i systemet. Det er snarere en regnskabsidentitet i tabelform, ifølge hvilken tilgang er lig anvendelse for alle produkter og produktgrupper i økonomien.

1.117 Kontoen for udlandet dækker transaktioner mellem residente og ikkeresidente institutionelle enheder og de tilhørende aktiv- og passivbeholdninger.

Da udlandet i kontosystemet kan sidestilles med en institutionel sektor, er kontoen for udlandet opstillet ud fra udlandets synspunkt. En tilgang for udlandet er en anvendelse for den samlede økonomi og omvendt. Hvis en saldopost er positiv, svarer det til et overskud for udlandet og et underskud for landet og omvendt, hvis saldoposten er negativ.

Kontoen for udlandet afviger fra de andre sektorkonti derved, at den ikke viser alle transaktioner i udlandet, men kun de transaktioner, som har et modstykke i den indenlandske økonomi.

1.118 En saldopost fremkommer ved at trække summen af posterne på den ene side af kontoen fra summen af posterne på den anden.

Saldoposter indeholder væsentlige informationer og er nogle af de vigtigste poster på kontiene, hvilket ses af følgende eksempler på saldoposter: værditilvækst, overskud af produktionen, disponibel indkomst, opsparing, fordringserhvervelse, netto.

I følgende figur er kontosystemet illustreret som strømme — saldoposterne er skrevet med fede typer.

1.119 Den første konto i systemet er produktionskontoen, der viser produktionen og forbruget i produktionen, og hvor værditilvæksten fremkommer som saldopost.

1.120 Værditilvæksten overføres til næste konto, som er indkomstdannelseskontoen. Her registreres aflønningen af ansatte i produktionsprocessen og de skatter, der i forbindelse med produktionen tilfalder offentlig forvaltning og service, således at overskud af produktionen (eller blandet indkomst for selvstændige i husholdningssektoren) kan beregnes som saldopost for hver sektor. Dette er nødvendigt, for at værditilvæksten i de producerende sektorer opgjort som overskud af produktionen eller blandet indkomst kan måles.

1.121 Herefter overføres værditilvæksten opdelt i aflønning af ansatte, skatter og overskud af produktionen/blandet indkomst til kontoen for allokering af primær indkomst. Opdelingen gør det muligt at henføre hver faktorindkomst til den modtagende sektor i modsætning til den producerende sektor. Eksempelvis fordeles al aflønning af ansatte på sektoren husholdninger og sektoren udlandet, mens overskud af produktionen forbliver i den selskabssektor, som har frembragt det. På denne konto registreres også formueindkomststrømme til og fra sektoren, således at saldoposten er primærindkomststrømme til sektoren.

1.122 På den næste konto registreres omfordelingen af disse indkomster via overførsler: sekundærindkomstfordelingskontoen. Det vigtigste omfordelingsinstrument er offentlig forvaltning og services beskatning af og sociale ydelser til sektoren husholdninger. Saldoposten er disponibel indkomst.

1.123 Den næste i rækken af hovedkonti er kontoen for anvendelse af disponibel indkomst. Kontoen er relevant for sektoren husholdninger, eftersom det er her husholdningernes udgifter til forbrug registreres, og husholdningernes opsparing fremkommer her som saldopost.

1.124 Samtidig oprettes en parallel konto, nemlig kontoen for indkomstomfordeling via naturalieydelser, der specifikt viser sociale overførsler i naturalier som en imputeret overførsel fra offentlig forvaltning og service til sektoren husholdninger, således at husholdningernes indkomst kan forøges med værdien af de individuelle naturalieoverførsler fra offentlig forvaltning og service. På den næste konto, kontoen for anvendelse af korrigeret disponibel indkomst, forøges husholdningernes anvendelse af disponibel indkomst med samme beløb, som om husholdningerne købte de individuelle tjenester af offentlig forvaltning og service. Disse to imputeringer udligner hinanden, således at saldoposten er opsparing og identisk med opsparingen i rækken af hovedkonti.

1.125 Opsparing overføres til kapitalkontoen, hvor opsparingen anvendes til finansiering af investeringer og dermed til kapitaloverførsler til og fra sektorerne. Anvendes for få eller for mange midler til anskaffelse af reale aktiver, fremkommer saldoposten fordringserhvervelse, netto. En positiv fordringserhvervelse, netto, er udtryk for et udlånsoverskud, mens en negativ fordringserhvervelse, netto, er udtryk for finansiering af et underskud.

1.126 Endelig er der den finansielle konto, hvor de enkelte sektorers udlåns- og låneaktiviteter er registreret, og hvor fordringserhvervelse, netto, fremkommer som saldopost. Dette beløb bør være helt identisk med saldoposten fordringserhvervelse, netto, på kapitalkontoen. En eventuel difference må skyldes en måleafvigelse mellem den reale og den finansielle registrering af den økonomiske aktivitet.

1.127 I den nederste række af figuren er der i venstre side primostatuskontoen, der viser alle reale og finansielle aktiver og passiver ved en bestemt periodes begyndelse. En økonomis velstand måles ved hjælp af dens nettoformue (aktiver minus passiver), og dette fremgår af tallet nederst på statuskontoen.

1.128 Fra venstre mod højre set fra primostatuskontoen registreres de forskellige ændringer i aktiver og passiver, der forekommer i kontoperioden. Kapitalkontoen og den finansielle konto viser de ændringer, der sker som følge af transaktioner i henholdsvis reale aktiver og finansielle aktiver og passiver. Er der ikke andre ændringer, vil det være muligt umiddelbart at beregne positionen ved periodens slutning ved at addere ændringerne til positionen ved periodens begyndelse.

1.129 Imidlertid kan der uden for produktions- og forbrugscyklussen ske ændringer, som vil få indflydelse på værdien af aktiver og passiver ved periodens slutning. En type ændring er mængdemæssige ændringer i aktiver, dvs. reale ændringer i fast realkapital, som ikke skyldes økonomiske hændelser. Et eksempel herpå er tab efter katastrofer såsom et kraftigt jordskælv, hvor store mængder aktiver går tabt, uden at der er tale om økonomiske transaktioner. Dette tab registreres på kontoen for andre mængdemæssige ændringer i status for at tage højde for en mindre beholdning af aktiver end forventet udelukkende ud fra et økonomisk synspunkt. En anden måde, hvorpå aktiver (og passiver) kan ændre værdi, uden at der ligger en økonomisk transaktion til grund herfor, er prisændringer, som medfører kapitalgevinster eller -tab i beholdningen af aktiver. Disse ændringer registreres på omvurderingskontoen. Tages der højde for disse to yderligere påvirkninger af værdien af beholdningen af aktiver og passiver, er det muligt at estimere værdierne i ultimostatuskontoen ud fra positionen ved periodens begyndelse korrigeret for ændringerne i strømkontiene i den nederste række af figuren.

1.130 Aggregater er sammensatte tal, som viser resultaterne af den samlede økonomis aktiviteter, f.eks. produktion, værditilvækst, disponibel indkomst, forbrug, opsparing, investering mv. Selv om beregningen af aggregater hverken er det eneste formål eller hovedformålet i ENS, anerkendes deres betydning som summariske indikatorer og nøglestørrelser til brug for makroøkonomiske analyser og tidsmæssige og geografiske sammenligninger.

1.131 Der skelnes mellem to typer aggregater:

1.132 Nationalregnskabsdata pr. capita anvendes til vigtige formål. En del aggregater såsom BNP, nationalindkomst og husholdningernes forbrug, sættes i relation til befolkningstallet (den residente befolkning). Når man skal opdele kontiene eller dele af husholdningssektorens konti i delsektorer, anvendes tillige oplysninger om antallet af husholdninger og antallet af personer i hver delsektor.

1.133 BNP er et vigtigt aggregat i ENS. BNP er et mål for den samlede økonomiske aktivitet inden for et økonomisk område, som fører til en produktion, der imødekommer efterspørgslen i økonomien. Der er tre måder, hvorpå BNP kan opgøres i markedspriser:

1.134 Disse tre fremgangsmåder til opgørelse af BNP afspejler også de forskellige måder, hvorpå man kan anskue BNP's bestanddele. Værditilvæksten kan underopdeles efter institutionel sektor og efter den type aktivitet eller det erhverv, som bidrager til den samlede værditilvækst, f.eks. landbruget, fremstillingsindustrien, bygge- og anlægssektoren, servicesektoren mv.

Endelige anvendelser kan opdeles efter type: husholdningernes forbrug, NPISH'ernes forbrug, offentlig forvaltning og services forbrug, lagerændringer, faste investeringer og eksport, minus import.

Samlede indkomster kan opdeles efter indkomsttype: aflønning af ansatte og overskud af produktionen.

1.135 For at BNP-skønnet kan være så pålideligt som muligt, er det god praksis at indsætte elementerne i disse tre fremgangsmåder i et sæt tilgangs- og anvendelsestabeller. Derved er det muligt at afstemme værditilvækst- og indkomstskøn efter erhverv og skabe balance mellem udbud og efterspørgsel. Denne integrerede fremgangsmåde sikrer konsistens mellem bestanddelene i BNP og et mere pålideligt skøn over BNP end ved anvendelse af kun en af de tre metoder. Ved at trække forbruget af fast realkapital fra BNP fås nettonationalproduktet i markedspriser (NNP).

1.136 I input-output-tabellerne samles bestanddelene i bruttoværditilvæksten, erhvervenes input og produktion, udbuddet af og efterspørgslen efter produkter og sammensætningen af anvendelser og tilgang på tværs af de institutionelle sektorer. I tabellerne opdeles økonomien for at præsentere transaktioner med alle varer og tjenester mellem erhvervene og forbrugerne for en bestemt periode (f.eks. et kvartal eller et år). Oplysningerne kan præsenteres på to måder:

1.137 Tilgangs- og anvendelsestabellerne viser hele økonomien opdelt efter erhverv (f.eks. automobilindustrien) og produkter (f.eks. sportsartikler). Tabellerne viser forbindelserne mellem bestanddelene i bruttoværditilvæksten, erhvervenes input og output samt udbuddet af og efterspørgslen efter produkter. Tilgangs- og anvendelsestabellerne kombinerer forskellige institutionelle sektorer (f.eks. offentlige selskaber) med detaljerede oplysninger om import og eksport af varer og tjenester, offentlig forvaltning og services udgifter, husholdningernes og NPISH'ernes udgifter og investeringer.

1.138 Ved hjælp af tilgangs- og anvendelsestabeller er det muligt at analysere konsistensen og sammenhængen i nationalregnskabets komponenter i et enkelt detaljeret tabelsystem, og ved at integrere komponenterne fra de tre metoder til opgørelse af BNP (dvs. produktion, indkomst og anvendelser) kan man udarbejde et BNP-skøn.

1.139 Ved en integreret afstemning af tilgangs- og anvendelsestabellerne sikres også sammenhæng og konsistens ved at forbinde komponenterne i følgende tre konti:

1.140 De symmetriske input-output-tabeller er afledt af dataene fra tilgangs- og anvendelsestabellerne og andre kilder med henblik på tilvejebringelse af grundlaget for efterfølgende analyser.

1.141 Disse tabeller indeholder symmetriske tabeller (af typen produkt x produkt eller branche x branche), Leontiefinverterede tabeller og andre diagnostiske analyser som output-multiplikatorer. Disse tabeller viser særskilt forbruget af indenlandsk producerede og importerede varer og tjenester og tilvejebringer de teoretiske rammer for yderligere strukturel analyse af økonomien, herunder sammensætningen og virkningerne af ændringer i efterspørgslen for økonomien.

2.01 Et lands økonomi er et system, hvor institutioner og mennesker indgår i et samspil gennem udveksling og overførsler af varer, tjenester og betalingsmidler (f.eks. penge) med henblik på produktion og forbrug af varer og tjenester.

I økonomien er de enheder, der indgår i samspillet, økonomiske enheder, der kan eje aktiver, stifte gæld og udøve økonomiske aktiviteter og indgå transaktioner med andre enheder. De kaldes institutionelle enheder.

Det tjener flere formål at definere de enheder, der anvendes i nationalregnskabet. For det første er enhederne vigtige grundelementer, når økonomierne skal defineres i geografisk forstand, f.eks. stater, regioner og grupper af stater såsom monetære eller politiske unioner. For det andet er enhederne vigtige grundelementer, når der skal foretages en gruppering efter institutionelle sektorer. For det tredje er de afgørende ved fastlæggelsen af, hvilke strømme og beholdninger der skal registreres. Transaktioner mellem forskellige dele af den samme institutionelle enhed registreres i princippet ikke i nationalregnskabet.

2.02 De enheder og grupperinger af enheder, som anvendes i nationalregnskabet, skal defineres under henvisning til den type økonomisk analyse, de er beregnet til, og ikke ud fra de typer af enheder, der normalt anvendes i statistiske undersøgelser. Sidstnævnte enheder (f.eks. foretagender, holdingselskaber, faglige enheder, lokale enheder, offentlige forvaltningsenheder, nonprofitinstitutioner, husholdninger osv.) er undertiden ikke hensigtsmæssige til brug inden for nationalregnskabet, idet de er baseret på traditionelle kriterier af juridisk, administrativ eller regnskabsmæssig art.

Statistikerne skal tage hensyn til definitionerne af de analyseenheder, der er fastlagt i ENS 2010, med henblik på at sikre, at alle oplysninger, der er nødvendige for at opstille data baseret på de analyseenheder, der anvendes i ENS 2010, efterhånden kommer til at indgå i de undersøgelser, hvor dataene indsamles.

2.03 Karakteristisk for ENS 2010-systemet er, at der anvendes typer af enheder svarende til tre måder at opdele økonomien på:

Institutionelle enheder er defineret, så de opfylder den første af disse målsætninger. Adfærdsmønstre, jf. nr. 1) ovenfor, kræver enheder, der afspejler alle deres institutionelle økonomiske aktiviteter.

Produktionsprocesserne, de teknisk-økonomiske sammenhænge og regionale analyser, jf. nr. 2) og 3) ovenfor, kræver enheder som f.eks. lokale faglige enheder. Disse enheder beskrives senere i dette kapitel.

Før der gives en definition af de enheder, der anvendes i ENS 2010, er det nødvendigt at afgrænse den nationale økonomi.

2.04 De enheder, som udgør et lands økonomi, og hvis strømme og beholdninger registreres i ENS 2010, er de residente enheder, dvs. de enheder, der har hjemsted i økonomien. Hver institutionel enheds hjemsted er det økonomiske område, hvor enheden har sit økonomiske interessecentrum. Disse enheder kaldes residente enheder uanset nationalitet, juridisk form eller tilstedeværelse på det pågældende lands økonomiske område på det tidspunkt, hvor transaktionen gennemføres.

2.05 Det økonomiske område består af følgende:

Fiskerfartøjer, andre skibe, flydende platforme og luftfartøjer behandles i ENS som mobilt udstyr, hvad enten de ejes og/eller drives af residente enheder i landet eller ejes af ikkeresidente enheder og drives af residente enheder. Transaktioner vedrørende ejendomsret (faste bruttoinvesteringer) og brug (udlejning, forsikring osv.) af mobilt udstyr henregnes til økonomien i det land, hvor henholdsvis ejeren og/eller operatøren er resident. Finansiel leasing betragtes som en overdragelse af ejendomsretten.

Det økonomiske område kan være større eller mindre end det, der er defineret ovenfor. Som eksempel på et større område kan nævnes en valutaunion som Den Europæiske Monetære Union, og som et eksempel på et mindre område kan nævnes en del af et land, f.eks. en region.

2.06 Det økonomiske område omfatter ikke eksterritoriale enklaver.

Området omfatter heller ikke dele af landets eget geografiske område, der anvendes af følgende organisationer:

Områder, der anvendes af Den Europæiske Unions institutioner og organer og internationale organisationer, er særskilte økonomiske områder. Karakteristisk for sådanne områder er, at det kun er institutionerne, der er residente.

2.07 »Økonomisk interessecentrum« angiver, at der findes en placering inden for et lands økonomiske område, hvor en enhed udøver økonomiske aktiviteter og transaktioner i betydeligt omfang, enten tidsubegrænset eller over en længere, tidsbegrænset periode (et år eller mere). Ejendomsret til jord og bygninger inden for det økonomiske område betragtes som tilstrækkeligt til, at ejeren har et økonomisk interessecentrum på området.

Foretagender er næsten altid tilknyttet én enkelt økonomi. Skattemæssige og andre juridiske krav medfører ofte, at der anvendes en særskilt juridisk enhed for aktiviteterne i hvert juridisk område. Derudover anvendes en selvstændig institutionel enhed til statistiske formål, når en enkelt juridisk enhed har væsentlige aktiviteter på to eller flere områder (f.eks. i forbindelse med filialer, ejendomsret til jord og foretagender, der opererer i flere områder). Når sådanne juridiske enheder splittes op, er hjemstedet for hvert af de foretagender, der herefter regnes med, klart. Økonomisk interessecentrum betyder ikke, at enheder med væsentlige aktiviteter i to eller flere områder ikke længere bør splittes op.

Hvis et foretagende ikke har nogen fysisk dimension, bestemmes dets hjemsted ud fra det økonomiske område, efter hvis lovgivning foretagendet er oprettet eller registreret.

2.08 Enheder, der anses for residente i et givet land, opdeles i følgende grupper:

2.09 For andre enheder end husholdninger kan der med hensyn til alle deres transaktioner undtagen dem, der vedrører ejendomsret til jord og bygninger, skelnes mellem følgende to tilfælde:

En resident institutionel enhed kan være en fiktiv resident enhed, for så vidt angår den aktivitet, der udøves i landet i mere end et år, af en enhed, der er resident i et andet land. Hvis aktiviteten udføres i mindre end et år, forbliver aktiviteten en del af de aktiviteter, der udføres af den producerende institutionelle enhed, og der registreres ikke en særskilt institutionel enhed. Hvis aktiviteten er ubetydelig, selv om den varer længere end et år, og vedrører installation af udstyr i udlandet, registreres der ikke nogen separat enhed, og aktiviteterne registreres som hørende under den producerende institutionelle enhed.

2.10 Husholdninger, undtagen i deres egenskab af ejere af jord og bygninger, er residente enheder i det økonomiske område, hvor de har et økonomisk interessecentrum. De er residente, selv om de opholder sig i udlandet i perioder på under et år. Disse omfatter navnlig følgende grupper:

Studerende betragtes altid som residenter, uanset varigheden af deres studier i udlandet.

2.11 Alle enheder i deres egenskab af ejere af jord og/eller bygninger, som udgør en del af det økonomiske område, er residente enheder eller fiktive residente enheder i det land, hvor den pågældende jord eller de pågældende bygninger er beliggende.

2.12  Definition: En institutionel enhed er en økonomisk enhed, der er kendetegnet ved fri beslutningsret i udøvelsen af dens hovedfunktion. En resident enhed betragtes som en institutionel enhed i det økonomiske område, hvor den har sit økonomiske interessecentrum, hvis den har fri beslutningsret og enten fører et fuldstændigt regnskab eller kan udarbejde et fuldstændigt regnskab.

En enhed har fri beslutningsret, hvad angår dens hovedfunktion, hvis den:

2.13 Nedenstående principper er gældende, hvor en enhed ikke opfylder kriterierne for institutionelle enheder:

2.14 Hovedsæder og holdingselskaber er institutionelle enheder. Der er tale om følgende to typer:

2.15 Større grupper af selskaber opstår, når et moderselskab kontrollerer flere datterselskaber, som så igen kan kontrollere deres egne datterselskaber og så fremdeles. Hvert medlem af gruppen behandles som en separat institutionel enhed, hvis den opfylder definitionen af en institutionel enhed.

2.16 En af fordelene ved ikke at behandle grupper af selskaber som en enkelt institutionel enhed, er, at grupper ikke altid er stabile over tid og heller ikke lette at identificere i praksis. Det kan være vanskeligt at indhente oplysninger om grupper, hvis aktiviteter ikke er tæt integrerede. Mange grupper er for store og heterogene til at blive behandlet som enkelte enheder, og deres størrelse og sammensætning kan ændre sig i tidens løb som følge at fusioner og overtagelser.

2.17 En SPE (special purpose entity) eller SPV (special purpose vehicle) er normalt et selskab med begrænset ansvar eller et kommanditselskab, der er oprettet for at opfylde begrænsede, særlige eller midlertidige målsætninger og for at isolere en økonomisk risiko og en bestemt skattemæssig risiko eller reguleringsmæssig usikkerhed.

2.18 Der er ingen fælles definition på en SPE, men følgende kendetegn er typiske:

2.19 Uanset om en enhed har alle disse kendetegn eller ingen af dem, og uanset om den betegnes som en SPE eller noget lignende eller ej, behandles den på samme måde som enhver anden institutionel enhed, idet den henregnes til en sektor eller en branche efter dens hovedaktivitet, medmindre SPE'en ikke har nogen selvstændig handleevne.

2.20 Koncerntilknyttede finansielle institutioner, kunstige datterselskaber og SPE'er under sektoren offentlig forvaltning og service uden selvstændig handleevne henregnes således til den sektor, som det organ, der kontrollerer dem, henhører under. Dette gælder dog ikke, hvis de er ikkeresidente; i så fald er de oprettet adskilt fra det organ, der kontrollerer dem. I forbindelse med offentlig forvaltning og service skal datterselskabets aktiviteter dog fremgå af regnskaberne for offentlig forvaltning og service.

2.21 Et holdingselskab, der blot ejer aktiverne i datterselskaber er et eksempel på en koncerntilknyttet finansiel institution. Som eksempler på andre enheder, der behandles som koncerntilknyttede finansielle institutioner, kan nævnes enheder, der har SPE'ers kendetegn som beskrevet ovenfor, herunder investeringsforeninger og pensionskasser og enheder, der anvendes til at besidde og forvalte formuegoder for enkeltpersoner eller familier, udstede gældsværdipapirer på vegne af tilknyttede selskaber (et sådant selskab kan kaldes et conduitselskab eller et gennemstrømningsselskab) samt udføre andre finansielle opgaver.

2.22 Graden af uafhængighed af moderselskabet kan fremgå af muligheden for at udøve en reel kontrol over dets aktiver og passiver, dvs. i hvilket omfang enheden bærer risikoen og høster fordelene ved aktiverne og passiverne. Sådanne enheder klassificeres i sektoren finansielle selskaber.

2.23 En enhed af denne type, der ikke kan handle uafhængigt at sit moderselskab og blot passivt besidder aktiver og passiver (beskrives sommetider som værende på autopilot), behandles kun som en separat institutionel enhed, hvis den er resident i en anden økonomi end moderselskabets. Hvis den er resident i samme økonomi som moderselskabet, behandles den som et »kunstigt datterselskab« som beskrevet nedenfor.

2.24 Et datterselskab, der ejes 100 procent af et moderselskab, kan oprettes for at yde tjenester over for moderselskabet eller andre selskaber i samme gruppe, for at undgå skat, for at minimere forpligtelser i tilfælde af konkurs eller for at opnå andre tekniske fordele i henhold til den gældende skatte- eller selskabslovgivning i et bestemt land.

2.25 Generelt opfylder disse typer enheder ikke definitionen på en institutionel enhed, fordi de mangler evnen til at handle uafhængigt af deres moderselskab og kan være underlagt restriktioner for besiddelse af eller transaktioner med aktiver, der er opført på deres statuskonti. Omfanget af deres produktion og den pris, de får for den, bestemmes af moderselskabet, som (eventuelt sammen med andre selskaber i samme gruppe) er deres eneste kunde. De behandles således ikke som separate institutionelle enheder, men behandles som en integreret del af moderselskabet, og deres regnskaber konsolideres med moderselskabets, medmindre de er residente i et andet økonomisk område end moderselskabet.

2.26 Der sondres mellem kunstige datterselskaber, som beskrevet ovenfor, og enheder, der kun udøver hjælpeaktiviteter. Hjælpeaktiviteter er begrænset til den type servicefunktioner, som så at sige alle foretagender har brug for i et vist omfang, f.eks. rengøring, føring af lønregnskab eller tilvejebringelse af it-infrastrukturen for foretagendet (jf. 1.31 i kapitel 1).

2.27 Sektoren offentlig forvaltning og service kan også oprette særlige enheder med kendetegn og funktioner, der svarer til koncerntilknyttede finansielle institutioners og kunstige datterselskabers. Sådanne enheder har ikke bemyndigelse til at handle uafhængigt, og det er begrænset, hvilke transaktioner de kan involvere sig i. De bærer ikke risikoen og høster ikke fordelene ved de aktiver og passiver, de besidder. Hvis sådanne enheder er residente, behandles de som en integrerende del af sektoren offentlig forvaltning og service og ikke som separate enheder. Hvis de ikke er residente, behandles de som separate enheder. De transaktioner, som de gennemfører i udlandet, afspejles i tilsvarende transaktioner med den offentlige forvaltning og service. En enhed, der optager lån i udlandet, anses derfor for at låne det samme beløb til den offentlige forvaltning og service og på de samme betingelser som det oprindelige lån.

2.28 Sammenfattende konsolideres regnskaberne for SPE'er uden selvstændig handleevne med moderselskabet, medmindre de er residente i en anden økonomi end moderselskabet. Der er en enkelt undtagelse fra denne generelle regel, nemlig når en ikkeresident SPE oprettes af den offentlige forvaltning og service.

2.29 Ved fiktive residente enheder forstås:

Fiktive residente enheder behandles som institutionelle enheder, selv om de kun fører delvise regnskaber og ikke altid har fri beslutningsret.

2.30 Følgende anses for at være institutionelle enheder:

2.31 Ved en makroøkonomisk analyse betragtes hver institutionel enheds aktiviteter ikke særskilt — det er de aggregerede aktiviteter udøvet af ensartede institutioner, der analyseres. Enhederne kombineres derfor i grupper med betegnelsen institutionelle sektorer, hvoraf nogle igen opdeles i delsektorer.

2.32 Hver af sektorerne og delsektorerne omfatter de institutionelle enheder, der har en ensartet økonomisk adfærd.

Figur 2.1 —    Fordeling af enheder på sektorer

2.33 De institutionelle enheder er grupperet i sektorer efter producenttype og den hovedaktivitet og hovedfunktion, som anses for at være repræsentativ for deres økonomiske adfærd.

2.34 Figur 2.1 viser, hvordan enhederne fordeles på hovedsektorer. For at bestemme, til hvilken sektor en enhed, der er resident, og som ikke er en husholdning, henregnes ifølge figuren, er det nødvendigt at bestemme, om den kontrolleres af den offentlige forvaltning og service eller ej, og om den er markedsproducent eller ikkemarkedsproducent.

2.35 Kontrol over et finansielt eller ikkefinansielt selskab defineres som muligheden for at fastlægge selskabets overordnede politik, f.eks. ved om nødvendigt at vælge passende direktører.

2.36 En enkelt institutionel enhed — et andet selskab, en husholdning en nonprofitinstitution eller en offentlig enhed — har kontrol over et selskab eller kvasiselskab, når den pågældende enhed ejer mere end halvdelen af aktierne med stemmeret eller på anden måde kontrollerer mere end halvdelen af aktionærernes stemmer.

2.37 For at have kontrol over mere end halvdelen af aktionærernes stemmer behøver en institutionel enhed ikke selv at eje nogen af aktierne med stemmeret. Et selskab C kan være datterselskab til et andet selskab B, hvor et tredje selskab A ejer hovedparten af aktier med stemmeret. Selskab C betragtes som et datterselskab til selskab B, når selskab B enten kontrollerer mere end halvdelen af aktionærernes stemmer i selskab C eller er aktionær i C med ret til at udpege eller afsætte et flertal af direktørerne i C.

2.38 En offentlig forvaltnings- eller serviceenhed kan have kontrollen over et selskab som følge af en særlig lov eller administrativ bestemmelse, hvori den pågældende enhed bemyndiges til at fastlægge selskabets politik. De følgende indikatorer er de hovedfaktorer, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om et selskab er kontrolleret af den offentlige forvaltning og service:

En enkelt indikator kan i nogle tilfælde være nok til, at enheden er kontrolleret, men i andre tilfælde er det et antal separate indikatorer, der tilsammen peger på, at enheden er kontrolleret.

2.39 I forbindelse med nonprofitinstitutioner, som har status af selvstændige juridiske enheder, skal følgende fem faktorer tages i betragtning ved afgørelsen af, om der foreligger kontrol:

I lighed med selskaber kan en enkelt indikator i nogle tilfælde være nok til, at enheden er kontrolleret, men i andre tilfælde er det et antal separate indikatorer, der tilsammen peger på, at enheden er kontrolleret.

2.40 Sondringen mellem markedsmæssig og ikkemarkedsmæssig og dermed for offentlige enheders vedkommende mellem sektoren offentlig forvaltning og service og sektoren selskaber afhænger af de kriterier, der er beskrevet i 1.37.

2.41 En sektor opdeles i delsektorer i henhold til de kriterier, der er relevante for den pågældende sektor; for eksempel kan offentlig forvaltning og service opdeles i statslig forvaltning og service, offentlig forvaltning og service på delstatsniveau, kommunal forvaltning og service og sociale kasser og fonde. Det gør det muligt at give en mere præcis beskrivelse af enhedernes økonomiske adfærd.

I regnskaberne for sektorer og delsektorer registreres alle de pågældende institutionelle enheders aktiviteter, hvad enten der er tale om hovedaktiviteter eller biaktiviteter.

Hver institutionel enhed kan kun høre ind under én sektor eller delsektor.

2.42 Hvis den institutionelle enheds hovedfunktion er produktion af varer og tjenesteydelser, må producenttypen først bestemmes, før enheden kan henføres til en sektor.

2.43 Tabel 2.2 viser de producenttyper samt de hovedaktiviteter og -funktioner, der kendetegner de enkelte sektorer:

2.44 Sektoren udlandet (S.2) omfatter strømme og beholdninger mellem residente og ikkeresidente enheder — de ikkeresidente enheder er ikke karakteriseret ved ensartede målsætninger og adfærdsmønstre, men kun gennem deres strømme og beholdninger i forhold til residente enheder.

2.45  Definition: Sektoren ikkefinansielle selskaber (S.11) består af institutionelle enheder med status af selvstændige juridiske enheder og markedsproducenter, hvis hovedaktivitet er produktion af varer og ikkefinansielle tjenester. Sektoren ikkefinansielle selskaber omfatter også ikkefinansielle kvasiselskaber (Jf. 2.13, litra f).

2.46 Der er tale om følgende institutionelle enheder:

2.47 Ved »ikkefinansielle kvasiselskaber« forstås alle enheder, der ikke har status af selvstændige juridiske enheder, som er markedsproducenter, der hovedsagelig beskæftiger sig med produktion af varer og ikkefinansielle tjenester, og som falder ind under definitionen for kvasiselskaber (jf. 2.13, litra f)).

Ikkefinansielle kvasiselskaber skal være i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der kan føres et fuldstændigt regnskab, og drives som selskaber. De facto-forholdet til ejeren svarer til det forhold, et selskab har til sine aktionærer.

Ikkefinansielle kvasiselskaber, som ejes af husholdninger, af offentlige enheder eller af nonprofitinstitutioner, grupperes sammen med ikkefinansielle selskaber i sektoren ikkefinansielle selskaber og ikke i den sektor, som ejeren henhører under.

2.48 At markedsproducenterne fører et fuldstændigt regnskab, herunder opstiller balancer, er ikke tilstrækkeligt til, at de behandles som institutionelle enheder som f.eks. kvasiselskaber. Interessentskaber og offentlige producenter, der ikke falder ind under 2.46, litra a), b), c) og f), samt enkeltmandsvirksomheder er — selv om de fører et fuldstændigt regnskab — normalt ikke separate institutionelle enheder, eftersom de ikke har fri beslutningsret, idet de ledes af de husholdninger, nonprofitinstitutioner eller statslige myndigheder, der ejer dem.

2.49 Ikkefinansielle selskaber omfatter også fiktive residente enheder, der behandles som kvasiselskaber.

2.50 Sektoren ikkefinansielle selskaber er opdelt i tre delsektorer:

2.51  Definition: Delsektoren offentlige ikkefinansielle selskaber består af alle ikkefinansielle selskaber, kvasiselskaber og nonprofitinstitutioner, der har status af selvstændige juridiske enheder, og som er markedsproducenter, der kontrolleres af offentlige enheder.

2.52 Offentlige kvasiselskaber er kvasiselskaber, der ejes direkte af offentlige enheder.

2.53  Definition: Delsektoren private nationalt kontrollerede ikkefinansielle selskaber består af alle ikkefinansielle selskaber, kvasiselskaber og nonprofitinstitutioner, der har status af selvstændige juridiske enheder, og som er markedsproducenter, der kontrolleres af offentlige enheder eller af ikkeresidente institutionelle enheder.

Denne delsektor omfatter også selskaber og kvasiselskaber, der er genstand for direkte udenlandske investeringer, og som ikke hører under delsektoren udenlandsk kontrollerede ikkefinansielle selskaber (S.11003).

2.54  Definition: Delsektoren udenlandsk kontrollerede ikkefinansielle selskaber består af alle ikkefinansielle selskaber og kvasiselskaber, der kontrolleres af ikkeresidente institutionelle enheder.

Denne delsektor omfatter:

2.55  Definition: Sektoren finansielle selskaber (S.12) består af institutionelle enheder, som har status af selvstændige juridiske enheder og markedsproducenter, hvis hovedaktivitet er produktion af finansielle tjenester. Sådanne institutionelle enheder omfatter alle selskaber eller kvasiselskaber, der hovedsagelig beskæftiger sig med:

Omfatter også institutionelle enheder, der yder finansielle tjenester, hvis hovedparten af deres aktiver eller passiver ikke er genstand for transaktioner på frie markeder.

2.56 Finansiel formidling er den aktivitet, hvor en institutionel enhed erhverver finansielle aktiver og indgår forpligtelser for egen regning ved at foretage finansielle transaktioner på markedet. Finansielle formidleres aktiver og passiver transformeres eller ompakkes f.eks. for så vidt angår løbetid, omfang, risiko etc. under finansformidlingsprocessen.

Finansielle hjælpetjenester er aktiviteter, der, uden selv at være finansiel formidling, er forbundet med denne aktivitet.

2.57 Finansiel formidling består i at overføre midler mellem tredjemand med overskud af midler og tredjemand, der mangler midler. En finansiel formidler fungerer ikke blot som befuldmægtiget for andre institutionelle enheder, men tager selv en risiko ved at erhverve finansielle aktiver og indgå forpligtelser for egen regning.

2.58 Finansiel formidling kan omfatte alle typer af passiver, med undtagelse af kategorien andre forfaldne ikkebetalte mellemværender (AF.8). De finansielle aktiver, der indgår i finansiel formidling, kan være af alle kategorier, undtagen kategorien forsikrings- og pensionsordninger og ordninger med standardiserede garantier (AF.6), men inklusive kategorien andre forfaldne ikkebetalte mellemværender. Finansielle formidlere kan investere deres midler i ikkefinansielle aktiver, herunder fast ejendom. For at blive betragtet som finansiel formidler skal et selskab imidlertid indgå forpligtelser på finansmarkederne og omdanne midler. Ejendomsselskaber er ikke finansielle formidlere.

2.59 Forsikringsselskabers og pensionskassers hovedfunktion består i sammenlægning af risici i puljer. Disse institutioners passiver er forsikrings- og pensionsordninger og ordninger med standardiserede garantier (AF.6). Modstykket til passiver er investeringer, som foretages af forsikringsselskaberne og pensionskasserne, som fungerer som finansielle formidlere.

2.60 Investeringsforeninger, herunder pengemarkedsforeninger, indgår navnlig forpligtelser gennem udstedelse af andele i investeringsforeninger (AF.52). De omdanner disse midler ved at erhverve finansielle aktiver og/eller fast ejendom. Investeringsforeninger klassificeres som finansielle formidlere. Enhver ændring i værdien af deres aktiver og passiver, bortset fra deres egne andelsbeviser, afspejles i egenkapitalen (jf. 7.07). Eftersom egenkapitalen svarer til værdien af investeringsforeningens andele, vil enhver ændring i værdien af foreningens aktiver og passiver blive afspejlet i disse andeles markedsværdi. Investeringsforeninger, der investerer i fast ejendom, er finansielle formidlere.

2.61 Finansiel formidling er begrænset til erhvervelse af aktiver og indgåelse af forpligtelser over for offentligheden eller bestemte og forholdsvis store udsnit af denne. Når aktiviteten er begrænset til mindre grupper af personer eller familier, er der ikke tale om finansiel formidling.

2.62 Der kan findes undtagelser fra den generelle regel om, at finansiel formidling omfatter finansielle transaktioner på markedet. Eksempler herpå er kommunale låne- og sparebanker med tilknytning til den pågældende kommune, eller finansielle leasingselskaber, der er underlagt en moderkoncern i forbindelse med erhvervelse eller investering af midler. Disse enheders udlåns- eller indskudsaktiviteter skal være uafhængige af henholdsvis den pågældende kommune eller moderkoncernen, for at enhederne kan klassificeres som finansielle formidlere.

2.63 Finansielle hjælpetjenester omfatter hjælpeaktiviteter i forbindelse med gennemførelse af transaktioner i finansielle aktiver eller passiver eller omdannelsen eller ompakningen af midlerne. Finansielle hjælpeenheder løber ikke selv nogen risiko gennem erhvervelse af aktiver eller indgåelse af forpligtelser. De letter kun den finansielle formidling. Hovedsæder, hvis datterselskaber alle eller for størstedelen er finansielle selskaber, er finansielle hjælpeenheder.

2.64 Andre finansielle selskaber end finansielle formidlere og finansielle hjælpeenheder er institutionelle enheder, der yder finansielle tjenester, hvor størstedelen af enten deres aktiver eller passiver ikke er genstand for transaktioner på det frie marked.

2.65 Sektoren finansielle selskaber (S.12) omfatter følgende institutionelle enheder:

2.66 Sektoren finansielle selskaber er opdelt i følgende delsektorer: