Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1364/2006/EF og ændring af forordning (EF) nr. 713/2009, (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 172,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ( 1 ),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget ( 2 ),

efter den almindelige lovgivningsprocedure ( 3 ), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 26.marts 2010 godkendte Det Europæiske Råd Kommissionens forslag om at iværksætte en ny strategi, »Europa 2020«. Et af de prioriterede områder i Europa 2020-strategien er bæredygtig vækst, som skal opnås ved at fremme en mere ressourceeffektiv, mere bæredygtig og mere konkurrencedygtig økonomi. Denne strategi placerede energiinfrastrukturer i forreste række som led i flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa« og understregede behovet for hurtigst muligt at opgradere Europas net og sammenkoble dem til et kontinentalt net, navnlig for at kunne integrere energi fra vedvarende energikilder.

(2)	Det mål, som blev aftalt i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Barcelona i marts 2002, om at alle medlemsstater skal have et niveau for elsammenkoblinger svarende til mindst 10 % af deres installerede produktionskapacitet, er endnu ikke nået.

(3)

Kommissionens meddelelse »Prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter — en plan for et integreret europæisk energinet« fulgt af Rådets konklusioner af 28. februar 2011 og Europa-Parlamentets beslutning ( 4 ) efterlyste en ny energiinfrastrukturpolitik for at optimere netudviklingen på europæisk plan for perioden frem til 2020 og derefter, for at sætte Unionen i stand til at nå sine centrale energipolitiske mål for konkurrenceevne, bæredygtighed og forsyningssikkerhed.

(4)

Det Europæiske Råd understregede den 4. februar 2011 behovet for at modernisere og udvide Europas energiinfrastruktur og at sammenkoble net på tværs af grænserne med henblik på at operationalisere solidaritet mellem medlemsstaterne, at give mulighed for alternative forsynings- eller transitruter og energikilder og at udvikle vedvarende energikilder, som kan konkurrere med traditionelle energikilder. Rådet slog fast, at ingen medlemsstat bør være isoleret i forhold til de europæiske gas- og elnet efter 2015 eller opleve, at dens energiforsyningssikkerhed bringes i fare, på grund af mangel på relevante forbindelser.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1364/2006/EF ( 5 ) opstiller et sæt retningslinjer for transeuropæiske net på energiområdet (TEN-E). Disse retningslinjer har som mål at understøtte gennemførelsen af Unionens indre marked for energi og samtidig fremme rationel produktion, transport, distribution og anvendelse af energiressourcerne, at mindske isolationen af ugunstigt stillede regioner og ø-regioner, at sikre og diversificere Unionens energiforsyninger, -kilder og -ruter, herunder også gennem samarbejde med tredjelande, og at bidrage til en bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse.

(6)

Evalueringen af de nuværende TEN-E-rammer har tydeligt vist, at selv om disse rammer ydede et positivt bidrag til udvalgte projekter ved at give dem større politisk synlighed, så manglede de vision og fokus og var ikke fleksible nok til at udfylde de konstaterede infrastrukturhuller. Unionen bør derfor øge sine bestræbelser på at imødegå fremtidens udfordringer på dette område, og der bør tages behørigt hensyn til indkredsningen af mulige fremtidige mangler inden for udbud og efterspørgsel af energi.

(7)

En hurtigere fornyelse af eksisterende energiinfrastruktur og etablering af ny energiinfrastruktur er afgørende for at opfylde Unionens energi- og klimapolitiske mål, som består i gennemførelsen af det indre marked for energi, sikring af forsyningssikkerheden, navnlig for gas og olie, reducering af drivhusgasemissionerne med 20 % (30 %, hvis de rette betingelser er til stede), forøgelse af andelen af energi fra vedvarende energikilder i slutenergiforbruget til 20 % ( 6 ) og forøgelse af energieffektiviteten med 20 % frem til 2020, hvormed fremskridt inden for energieffektivitet kan bidrage til at reducere behovet for anlæggelse af ny infrastruktur. Samtidig skal Unionen forberede sin infrastruktur på yderligere omstilling til kulstoffattige energiformer på længere sigt frem til 2050. Denne forordning bør derfor også kunne omfatte eventuelle fremtidige EU-mål på det energi- og klimapolitiske område.

(8)

Det indre marked for energi er fortsat opsplittet på grund af utilstrækkelige sammenkoblinger mellem de enkelte landes energinet og den underoptimale udnyttelse af den eksisterende energiinfrastruktur, selv om Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet ( 7 ) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas ( 8 ) fastsætter regler om et indre marked for energi. Integrerede net, som dækker hele Unionen, og anlæggelse af intelligente net er dog af afgørende betydning for at sikre et konkurrencedygtigt og velfungerende integreret marked, for at opnå en optimal udnyttelse af energiinfrastruktur, for øget energieffektivitet og integration af spredte vedvarende energikilder og for fremme af vækst, beskæftigelse og en bæredygtig udvikling.

(9)

Unionens energiinfrastruktur bør forbedres med henblik på forebyggelse af tekniske sammenbrud og øget modstandsdygtighed over for sådanne sammenbrud, naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, klimaforandringers negative konsekvenser og trusler mod dens sikkerhed, navnlig hvad angår europæisk kritisk infrastruktur omhandlet i Rådets direktiv 2008/114/EF af 8. december 2008 om indkredsning og udpegning af europæisk kritisk infrastruktur og vurdering af behovet for at beskytte den bedre ( 9 ).

(10)	Transport af olie gennem landledninger snarere end over vand kan yde et betydeligt bidrag til reduktion af den miljømæssige risiko, der er forbundet med olietransport.

(11)	Betydningen af intelligente net, når det gælder om at nå Unionens energipolitiske mål, erkendes i Kommissionens meddelelse af 12. april 2011 om »Intelligente forsyningsnet: fra innovation til etablering«.

(12)

Energilagre og modtagelses-, oplagrings-, forgasnings- eller trykfaldsfaciliteter til flydende naturgas (LNG) eller komprimeret naturgas (CNG) spiller en stadig større rolle i forbindelse med etableringen af den europæiske energiinfrastruktur. Udvidelsen af sådan energiinfrastruktur-anlæg indgår som et betydeligt element i en velfungerende netinfrastruktur.

(13)

I Kommissionens meddelelse af 7. september 2011, »EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU«, blev det understreget, at der er et behov for, at Unionen inddrager fremme af energiinfrastrukturudvikling i relationerne med tredjelande for at støtte samfundsøkonomisk udvikling uden for Unionen. Unionen bør fremme infrastrukturprojekter, som forbinder Unionens energinet med tredjelandes net, især med nabolande og med lande, med hvilke Unionen specifikt har etableret et energisamarbejde.

(14)	For at sikre spændings- og frekvensstabilitet er det nødvendigt i særlig grad at rette opmærksomheden mod stabiliteten af det europæiske elektricitetsnet under de skiftende betingelser, der opstår som følge af den voksende tilgang af energi fra vedvarende ressourcer, der efter deres natur varierer.

(15)

Investeringsbehovet frem til 2020 for el- og gastransmissionsinfrastruktur af europæisk betydning er blevet anslået til ca. 200 mia. EUR. Den betydelige stigning i investeringerne sammenlignet med tendensen indtil nu og nødvendigheden af hurtig gennemførelse af prioriteringerne på energiinfrastrukturområdet forudsætter en ny tilgang til, hvordan energiinfrastruktur, og herunder især grænseoverskridende energiinfrastruktur, reguleres og finansieres.

(16)

I arbejdsdokumentet med titlen »Investeringsbehov og -huller inden for infrastruktur« fra Kommissionens tjenestegrene til Rådets møde den 10. juni 2011 blev det understreget, at ca. halvdelen af de samlede investeringer, som er nødvendige i årtiet frem til 2020, er i fare for ikke at finde sted eller ikke finde sted i tide som følge af hindringer i forbindelse med udstedelse af tilladelser, reguleringsmæssige spørgsmål og finansiering.

(17)

Denne forordning fastsætter regler for den rettidige udvikling og interoperabilitet af de transeuropæiske energinet med sigte på at nå de energipolitiske mål i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) om at sikre et velfungerende indre marked for energi, sikre forsyningssikkerheden i Unionen, fremme energieffektivitet og energibesparelser og udviklingen af nye og vedvarende former for energi samt fremme sammenkoblingen af energinet. Ved at forfølge disse mål bidrager denne forordning til en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og medfører positive virkninger for hele Unionen for så vidt angår konkurrenceevne og økonomisk, social og territorial samhørighed.

(18)

Det er afgørende for udviklingen af transeuropæiske net og deres effektive sammenkobling at sikre operationel koordination mellem el-transmissionssystemoperatører (TSO'er). For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af de relevante bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling ( 10 ) bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser ( 11 ). Undersøgelsesproceduren bør anvendes til vedtagelse af retningslinjerne for gennemførelse af den operationelle koordination mellem el-TSO'er på EU-plan, eftersom disse retningslinjer generelt skal gælde for alle TSO'er.

(19)

Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (»Agenturet«), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 713/2009 ( 12 ), er tillagt betydelige tillægsopgaver i henhold til nærværende forordning og bør gives ret til at opkræve afgifter for visse af disse tillægsopgaver.

(20)

Kommissionen har i tæt samråd med alle medlemsstaterne og interesseparter fastlagt 12 strategiske prioriteringer for transeuropæiske energiinfrastrukturprojekter, og gennemførelsen af disse inden 2020 er afgørende for, om Unionen kan nå sine energi- og klimapolitiske mål. Prioriteringerne dækker forskellige geografiske regioner eller tematiske områder inden for eltransmission og -oplagring, gastransmission og -oplagring og infrastruktur til flydende eller komprimeret naturgas, intelligente net, elmotorveje og infrastruktur til transport af kuldioxid og olie.

(21)

Projekter af fælles interesse bør opfylde fælles, gennemsigtige og objektive kriterier på baggrund af deres bidrag til de energipolitiske mål. På el- og gasområdet bør de foreslåede projekter, med henblik på at være berettiget til at blive optaget på den anden og efterfølgende EU-lister, være en del af den seneste foreliggende ti-årige netudviklingsplan. Denne plan bør navnlig tage hensyn til Det Europæiske Råds konklusioner af 4. februar 2011 for så vidt angår behovet for at integrere energimarkeder i fjerntliggende områder.

(22)

Der bør oprettes regionale grupper, som foreslår og gennemgår projekter af fælles interesse, på hvilken baggrund der opstilles regionale lister over projekter af fælles interesse. For at sikre en bred konsensus bør de regionale grupper sikre et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne, de nationale regulerende myndigheder, projektiværksættere og relevante interesseparter. Samarbejdet bør så vidt muligt baseres på de nationale regulerende myndigheders bestående regionale samarbejdsstrukturer med TSO'er og andre strukturer, der er etableret af medlemsstaterne og Kommissionen. I forbindelse med dette samarbejde bør de nationale regulerende myndigheder, hvor det er nødvendigt, rådgive de regionale grupper, blandt andet om gennemførligheden af de reguleringsmæssige aspekter af de foreslåede projekter og om gennemførligheden af den foreslåede tidsplan for myndighedsgodkendelsen.

(23)

Med henblik på at sikre, at EU-listen over projekter af fælles interesse (»EU-listen«) begrænses til de projekter, der bidrager mest til gennemførelsen af de prioriterede strategiske energiinfrastrukturkorridorer og -områder, bør beføjelsen til at vedtage og revidere EU-listen delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, samtidig med at medlemsstaternes ret til at godkende projekter af fælles interesse vedrørende deres område respekteres. Ifølge analyser, der er foretaget som led i den konsekvensanalyse, der var vedlagt forslaget, der har ført til denne forordning, anslås antallet af sådanne projekter til ca. 100 på elområdet og 50 på gasområdet. I betragtning af dette skøn og af behovet for at sikre, at denne forordnings mål nås, bør det samlede antal projekter af fælles interesse holdes på et håndterligt niveau og bør derfor ikke væsentligt overstige 220. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(24)

Der bør opstilles en ny EU-liste hvert andet år. Projekter af fælles interesse, der er færdiggjort eller ikke længere opfylder de relevante kriterier og krav som fastsat i denne forordning, bør ikke fremgå af den næste EU-liste. Af denne grund bør igangværende projekter af fælles interesse, som skal opføres på den næste EU-liste, underlægges den samme udvælgelsesproces for opstilling af regionale lister og EU-listen som foreslåede projekter. Der bør imidlertid drages omsorg for at begrænse den heraf følgende administrative byrde så meget som muligt, eksempelvis ved i videst muligt omfang at anvende de oplysninger, der tidligere er blevet indsendt, og ved at tage årsberetningerne for projekterne i betragtning.

(25)	Projekter af fælles interesse bør gennemføres så hurtigt som muligt og overvåges nøje og evalueres, samtidig med at den administrative byrde for projektiværksættere holdes på et minimum. Kommissionen bør udpege EU-koordinatorer for projekter, som er i særlige vanskeligheder.

(26)

Tilladelsesprocesserne bør hverken indebære administrative byrder, som ikke står i et rimeligt forhold til størrelsen og kompleksiteten af et projekt eller skabe hindringer for udviklingen af de transeuropæiske net og markedsadgang. Rådskonklusionerne af 19. februar 2009 understregede behovet for at identificere og fjerne hindringer for investeringer, herunder også ved hjælp af strømlining af planlægnings- og høringsprocedurer. Disse konklusioner blev styrket yderligere af konklusionerne fra Det Europæiske Råd af 4. februar 2011, hvor det igen blev understreget, hvor vigtigt det er at strømline og forbedre tilladelsesprocesserne, samtidig med at de enkelte landes kompetencer respekteres.

(27)

Planlægningen og gennemførelsen af EU-projekter af fælles interesse inden for energi-, transport- og telekommunikationsinfrastruktur bør samordnes for at skabe synergier, hvor dette giver mening ud fra et overordnet hensyn til økonomiske, tekniske eller miljømæssige aspekter eller fysisk planlægning og under behørig hensyntagen til de relevante sikkerhedsaspekter. Således vil der under planlægningen af de forskellige transeuropæiske net kunne gives præference til integration mellem transport, kommunikation og energinet med henblik på at sikre, at mindst muligt areal optages, samtidig med at det i videst muligt omfang sikres, at eksisterende eller nedlagte strækninger genanvendes, således at de sociale, økonomiske, miljømæssige og finansielle konsekvenser reduceres mest muligt.

(28)

Projekter af fælles interesse bør have »prioriteret status« på nationalt plan for at sikre en hurtig administrativ behandling. Projekter af fælles interesse bør af de kompetente myndigheder behandles som værende i offentlighedens interesse. Der bør på nøje fastlagte betingelser gives tilladelser til projekter, som har en negativ miljøvirkning, hvis der er tale om hensynet til overordnede samfundsinteresser, såfremt samtlige betingelser i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter ( 13 ) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger ( 14 ) er opfyldt.

(29)

Oprettelsen af en kompetent myndighed eller kompetente myndigheder på nationalt plan, som integrerer eller samordner alle tilladelsesprocesser (»one-stop shop«), bør mindske kompleksiteten, øge effektiviteten og gennemskueligheden og medvirke til et bedre samarbejde mellem medlemsstaterne. De kompetente myndigheder bør være operationelle så hurtigt som muligt efter deres udpegelse.

(30)

Selv om der allerede findes fastsatte standarder for offentlighedens deltagelse i miljøbeslutningsprocessen, er der behov for yderligere foranstaltninger for at sikre de bedst mulige standarder for gennemsigtighed og offentlighedens deltagelse i alle relevante spørgsmål i forbindelse med tilladelsesprocessen for projekter af fælles interesse.

(31)

En korrekt og samordnet gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet ( 15 ), af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet ( 16 ), i relevant omfang, af konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, undertegnet i Århus den 25. juni 1998 ( 17 ) (»Århuskonventionen«) og af konventionen om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne (»Espookonventionen«) bør sikre, at der sker en harmonisering af de væsentligste principper for vurdering af indvirkningerne på miljøet, herunder i en grænseoverskridende sammenhæng. Medlemsstaterne bør samordne deres vurderinger af projekter af fælles interesse og gennemføre fælles vurderinger, hvor det er muligt. Medlemsstaterne bør tilskyndes til at udveksle bedste praksis og administrativ kapacitetsopbygning til tilladelsesprocesser.

(32)

Det er vigtigt at få effektiviseret og forbedret tilladelsesprocesserne, samtidig med at nationale kompetencer og procedurer for etablering af ny infrastruktur i videst muligt omfang respekteres med behørig hensyn til nærhedsprincippet. I betragtning af hvor meget det haster med at udvikle energiinfrastrukturer, må en forenkling af tilladelsesprocesserne ledsages af en klar frist for den afgørelse, der skal træffes af de respektive myndigheder om at bygge projektet. Denne frist bør stimulere en mere effektiv fastlæggelse og håndtering af procedurer og bør under ingen omstændigheder svække de høje standarder for miljøbeskyttelse og offentlighedens deltagelse. Med hensyn til de maksimale tidsfrister, der er fastsat i denne forordning, vil medlemsstaterne dog stadig kunne bestræbe sig på yderligere at afkorte disse, hvis det er muligt. De kompetente myndigheder bør sikre, at tidsfristerne overholdes, og medlemsstaterne bør bestræbe sig på at sikre, at klager vedrørende den materielle eller processuelle lovlighed af en samlet afgørelse behandles så effektivt som muligt.

(33)

Medlemsstaterne kan, hvor de anser det for hensigtsmæssigt, lade deres samlede afgørelser omfatte beslutninger, der er truffet i forbindelse med: forhandlinger med individuelle jordejere om tilladelse til adgang til, ejerskab af eller råderet over fast ejendom; fysisk planlægning, der fastsætter den overordnede arealanvendelse i en afgrænset region, herunder anden udvikling såsom landeveje, jernbaner, bygninger og naturbeskyttelsesområder, og som ikke iværksættes specifikt til det planlagte projekts formål; udstedelse af driftstilladelser. Hvad angår tilladelsesprocesserne, vil et projekt af fælles interesse kunne omfatte relateret infrastruktur i det omfang, det er nødvendigt for, at projektet kan opbygges eller fungere.

(34)

Denne forordning, og herunder navnlig bestemmelserne om tilladelsesprocessen, offentlighedens deltagelse og gennemførelsen af projekter af fælles interesse, bør gælde med forbehold af international ret og EU-ret, herunder bestemmelser vedrørende beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed, og bestemmelser, som er vedtaget i henhold til den fælles fiskeri- og havpolitik.

(35)

Udgifterne til udvikling, anlægsarbejder, drift og vedligeholdelse af projekter af fælles interesse bør som hovedregel udelukkende afholdes af brugerne af infrastrukturen. Projekter af fælles interesse bør være berettiget til grænseoverskridende omkostningsfordeling, hvis en vurdering af markedsefterspørgslen eller af den forventede indvirkning på tarifferne indikerer, at udgifterne ikke kan forventes at blive dækket af indtægterne fra de tariffer, der betales af brugerne af infrastrukturen.

(36)

Grundlaget for drøftelserne om den hensigtsmæssig fordeling af omkostningerne bør være analysen af et infrastrukturprojekts omkostninger og fordele på grundlag af en harmoniseret metode til analyse af energisystemet som helhed inden for rammerne af de ti-årige netudviklingsplaner, der udarbejdes af de europæiske netværk af transmissionssystemoperatører, jf. forordning (EF) nr. 714/2009 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet ( 18 ), og som gennemgås af Agenturet. Denne analyse kan tage indikatorerne og de hertil svarende referenceværdier for sammenligning af investeringsomkostninger pr. enhed med i betragtning.

(37)

I et stadig mere integreret indre marked for energi er der brug for klare og gennemsigtige regler for grænseoverskridende omkostningsfordeling for at fremskynde investeringer i grænseoverskridende infrastruktur. Det Europæiske Råd af 4. februar 2011 mindede om, hvor vigtigt det er at fremme en reguleringsmæssig ramme, som tiltrækker investeringer i net, niveauer for tarifferne, som stemmer overens med finansieringsbehovene, og en passende omkostningsfordeling for grænseoverskridende investeringer, samtidig med at konkurrencen og konkurrenceevnen forbedres og under hensyntagen til virkningerne for forbrugerne. De nationale regulerende myndigheder bør i forbindelse med beslutningstagning om grænseoverskridende omkostningsfordeling sikre, at indvirkningen heraf på de nationale tariffer ikke udgør en uforholdsmæssig stor byrde for forbrugerne. De nationale regulerende myndigheder bør også forebygge risikoen for dobbelt støtte til projekter ved, at de tager de faktiske eller anslåede udgifter og indtægter i betragtning. Disse udgifter og indtægter bør kun tages i betragtning, for så vidt som de er udformet til at dække de pågældende omkostninger og i størst muligt omfang er knyttet til projektet/projekterne. Tager en investeringsanmodning fordele uden for den pågældende medlemsstat med i betragtning, bør de nationale regulerende myndigheder rette henvendelse til de relevante TSO'er vedrørende den projektspecifikke cost-benefit-analyse.

(38)

Den nuværende lovgivning for det indre energimarked kræver, at tarifferne for adgang til gas- og elnet giver passende incitamenter til investeringer. Ved anvendelsen af lovgivningen for det indre energimarked, bør de nationale regulerende myndigheder sikre en stabil og forudsigelig reguleringsmæssig ramme med incitamenter til projekter af fælles interesse, herunder langsigtede incitamenter, der står i et rimeligt forhold til projektets specifikke risici. Dette gælder især for nyskabende transmissionsteknologi for elektricitet, som giver mulighed for omfattende integration af vedvarende energi, af distribuerede energiressourcer eller af efterspørgselsreaktion i sammenkoblede net, og for gastransmissionsinfrastruktur, som giver markedet forbedret kapacitet eller yderligere fleksibilitet med henblik på kortfristede handler eller backup-forsyning i tilfælde af forsyningsafbrydelser.

(39)

Denne forordning finder kun anvendelse på udstedelsen af tilladelser til, offentlig deltagelse i og reguleringsmæssig behandling af projekter af fælles interesse, som disse er defineret i denne forordning. Medlemsstaterne kan ikke desto mindre i kraft af deres nationale ret anvende de samme eller lignende bestemmelser på andre projekter, som ikke har status af projekter af fælles interesse inden for denne forordnings anvendelsesområde. For så vidt angår de reguleringsmæssige incitamenter kan medlemsstaterne i kraft af deres nationale ret anvende de samme eller lignende bestemmelser på projekter af fælles interesse under kategorien elektricitetslagring.

(40)

Medlemsstater, der på nuværende tidspunkt ikke har bestemmelser om den juridiske status af størst mulige nationale betydning, der kan gives til energiinfrastrukturprojekter i forbindelse med tilladelsesprocesser, bør overveje at indføre en sådan status, navnlig ved at evaluere, hvorvidt dette vil medføre en hurtigere tilladelsesproces.

(41)

Det europæiske genopretningsprogram for energiområdet etableret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 ( 19 ) har demonstreret merværdien af at mobilisere privat finansiering ved hjælp af en betydelig finansiel støtte fra Unionen til gennemførelsen af projekter af europæisk betydning. Det Europæiske Råd af 4. februar 2011 anerkendte, at nogle energiinfrastrukturprojekter måske kræver en begrænset offentlig finansiering for at mobilisere private midler. På baggrund af den økonomiske og finansielle krise og budgetmæssige begrænsninger, bør målrettet støtte gennem tilskud og finansielle instrumenter udvikles under den kommende flerårige finansielle ramme; det vil tiltrække nye investorer til prioriterede energiinfrastrukturkorridorer og -områder, samtidig med at Unionens budgetmæssige bidrag holdes på et minimum. De relevante foranstaltninger bør trække på erfaringerne fra pilotfasen efter indførelsen af projektobligationer til finansiering af infrastrukturprojekter.

(42)

Projekter af fælles interesse inden for elektricitet, gas og kuldioxid bør være berettigede til at modtage finansiel støtte fra Unionen til undersøgelser og — under visse omstændigheder — til anlægsarbejder, så snart finansieringen står til rådighed under den relevante forordning om en Connecting Europe-facilitet, i form af tilskud eller i form af innovative finansielle instrumenter. Det sikrer, at der kan ydes en skræddersyet støtte til de projekter af fælles interesse, som ikke er levedygtige under de eksisterende reguleringsmæssige rammer og markedsvilkår. Det er vigtigt at forhindre konkurrenceforvridning, navnlig mellem projekter, som bidrager til opnåelsen af samme EU-prioriterede korridor. Den finansielle bistand bør sikre den fornødne synergi med strukturfondsmidler, der skal finansiere intelligente energidistributionsnet af lokal eller regional betydning. Der gælder en tretrinsmodel for investeringer i projekter af fælles interesse. For det første bør markedet have prioritet til at investere. For det andet, hvis investeringerne ikke foretages af markedet, bør de reguleringsmæssige løsninger forsøges anvendt, om nødvendigt ved at de relevante reguleringsmæssige rammer justeres, og korrekt anvendelse af de relevante reguleringsmæssige rammer bør sikres. For det tredje bør der, hvis de første to trin ikke er i stand til at frembringe de fornødne investeringer i projekter af fælles interesse, kunne ydes finansiel støtte fra Unionen, hvis projektet af fælles interesse opfylder de gældende kriterier for berettigelse.

(43)

Målet for denne forordning, nemlig udvikling og interoperabilitet af de transeuropæiske energinet og forbindelser til sådanne net, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(44)	Forordning (EF) nr. 713/2009, (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(45)	Beslutning nr. 1364/2006/EF bør derfor ophæves —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

1. Denne forordning fastlægger retningslinjer for den rettidige udvikling og interoperabilitet af de prioriterede transeuropæiske energiinfrastrukturkorridorer og -områder, der er anført i bilag I (»prioriterede energiinfrastrukturkorridorer og -områder«).

Ud over definitionerne i direktiv 2009/28/EF, 2009/72/EF og 2009/73/EF, forordning (EF) nr. 713/2009, (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009 forstås i nærværende forordning ved:

1. Ved denne forordning oprettes 12 regionale grupper (herefter »grupper«), jf. bilag III, afsnit 1. Medlemskab af hver gruppe baseres på hver prioriteret korridor og område og deres respektive geografiske dækning, jf. bilag I. Beslutningsdygtigheden inden for grupperne er begrænset til medlemsstaterne og Kommissionen, der med henblik herpå betegnes som gruppernes beslutningstagende instans.

2. Hver gruppe vedtager sin egen forretningsorden under hensyntagen til bestemmelserne i bilag III.

3. Hver gruppes beslutningstagende instans vedtager en regional liste over forslag til projekter af fælles interesse udarbejdet i henhold til processen i bilag III, afsnit 2, i overensstemmelse med hvert projekts bidrag til gennemførelsen af de prioriterede energiinfrastrukturkorridorer og -områder, og deres opfyldelse af kriterierne i artikel 4.

4. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 16 vedrørende opstilling af EU-listen over projekter af fælles interesse (»EU-listen«), jf. dog artikel 172, stk. 2, i TEUF. EU-listen har form af et bilag til denne forordning.

Kommissionen sikrer i forbindelse med udøvelsen af sine beføjelser, at EU-listen opstilles hvert andet år på grundlag af de regionale lister, der er vedtaget af gruppernes beslutningstagende instanser, jf. bilag III, afsnit 1, punkt 2, efter den i stk. 3 i nærværende artikel fastsatte procedure.

5. Kommissionen skal ved vedtagelsen af EU-listen på grundlag af de regionale lister

6. Projekter af fælles interesse, der er optaget på EU-listen i henhold til denne artikels stk. 4, integreres i de relevante regionale investeringsplaner, jf. artikel 12 i forordning (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009, og i de relevante nationale ti-årige netudviklingsplaner, jf. artikel 22 i direktiv 2009/72/EF og 2009/73/EF, og i givet fald i andre nationale infrastrukturplaner. Disse projekter skal have den højest mulige prioritering i hver af disse planer.

2. Følgende specifikke kriterier finder anvendelse på projekter af fælles interesse, der er omfattet af specifikke energiinfrastrukturkategorier:

3. For så vidt angår projekter, der er omfattet af energiinfrastrukturkategorierne i bilag II, punkt 1-3, vurderes kriterierne i denne artikel i overensstemmelse med de indikatorer, der er anført i bilag IV, punkt 2-5.

4. Med henblik på at lette vurderingen af projekter, der vil kunne udvælges som projekter af fælles interesse og som vil kunne optages på en regional liste, vurderer hver gruppe projektets bidrag til gennemførelsen af samme prioriterede korridor eller område på gennemsigtig og objektiv vis. Hver gruppe skal fastlægge sin vurderingsmetode på grundlag af det akkumulerede bidrag til kriterierne omhandlet i stk. 2; denne vurdering skal munde ud i en rangordning af projekterne til gruppens interne brug. Hverken den regionale liste eller EU-listen skal omfatte nogen rangorden, ej heller skal rangordenen anvendes til noget efterfølgende formål andet end som fastsat i bilag III, afsnit 2, punkt 14.

I forbindelse med vurderingen af projekterne skal hver gruppe endvidere tage behørigt hensyn til:

For projekter vedrørende intelligente net, der er omfattet af energiinfrastrukturkategorien i bilag II, punkt 1, litra e), rangordnes de projekter, der påvirker de samme to medlemsstater, ligesom der også tages behørigt hensyn til antallet af brugere, der berøres af projektet, det årlige energiforbrug og andelen af produktion fra ikke-regulerbare ressourcer i det område, hvor disse brugere befinder sig.

1. Projektiværksættere udarbejder en gennemførelsesplan for projekter af fælles interesse, hvori bl.a. indgår en tidsplan for:

2. TSO'er, distributionssystemoperatører og andre operatører samarbejder med hinanden med det formål at lette udviklingen af projekter af fælles interesse inden for deres område.

3. Agenturet og de berørte grupper overvåger, hvilke fremskridt der gøres med gennemførelsen af projekter af fælles interesse, og fremsætter om nødvendigt anbefalinger til foranstaltninger beregnet til at lette gennemførelsen af projekter af fælles interesse. Grupperne kan anmode om, at yderligere oplysninger fremsendes i overensstemmelse med stk. 4, 5 og 6, indkalde til møder med relevante parter og opfordre Kommissionen til at kontrollere de fremsendte oplysninger på stedet.

4. Senest den 31. marts i året efter det år, hvor et projekt af fælles interesse optages på EU-listen i henhold til artikel 3, fremsender projektiværksætterne en årsrapport for hvert projekt, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 1 og 2, til den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 8, og enten til Agenturet eller, hvis det drejer som om projekter, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 3 og 4, til den respektive gruppe. Rapporten skal indeholde nærmere oplysninger om:

5. Senest tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 4 i denne artikel omhandlede årsrapporter, forelægger Agenturet grupperne en samlet rapport for projekterne af fælles interesse, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 1 og 2, hvori de nåede fremskridt evalueres, og hvori der, hvis det er hensigtsmæssigt, fremsættes anbefalinger til afhjælpning af opståede forsinkelser og vanskeligheder. Denne konsoliderede rapport omfatter i overensstemmelse med artikel 6, stk. 8 og 9, i forordning (EF) nr. 713/2009 også en evaluering af den konsekvente gennemførelse af de EU-dækkende netudviklingsplaner for de prioriterede energiinfrastrukturkorridorer og -områder.

6. De i artikel 8 omhandlede kompetente myndigheder aflægger hvert år beretning til de respektive grupper om fremskridt og, hvis det er relevant, forsinkelser i gennemførelsen af projekter af fælles interesse, som er placeret på deres respektive område, for så vidt angår tilladelsesprocesserne, og om årsagerne til disse forsinkelser.

7. Er ibrugtagningen af et projekt af fælles interesse forsinket i forhold til gennemførelsesplanen af andre end tungtvejende årsager, der ligger uden for projektiværksætterens kontrol:

8. Et projekt af fælles interesse kan fjernes fra EU-listen i henhold til proceduren i artikel 3, stk. 4, hvis optagelsen på listen skete på grundlag af forkerte oplysninger, som var afgørende for optagelsen, eller hvis projektet ikke er i overensstemmelse med EU-retten.

9. Projekter, der ikke længere er opført på EU-listen, mister alle rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til den status som projekt af fælles interesse, der følger af denne forordning.

Dog gælder, at et projekt, som ikke længere er opført på EU-listen, men for hvilken en ansøgning er blevet godtaget til undersøgelse af en kompetent myndighed, bibeholder de rettigheder og forpligtelser, der følger af kapitel III, undtagen i tilfælde hvor projektet ikke længere er opført på EU-listen af de grunde, der er fastsat i stk. 8.

10. Denne artikel berører ikke eventuel finansiel støtte fra Unionen, der er ydet til et projekt af fælles interesse inden dets fjernelse fra EU-listen.

1. Får et projekt af fælles interesse betydelige vanskeligheder med gennemførelsen, kan Kommissionen efter aftale med de pågældende medlemsstater udpege en EU-koordinator for en periode på op til et år, og denne periode kan forlænges to gange.

3. EU-koordinatoren vælges ud fra vedkommendes erfaringer med de særlige opgaver, koordinatoren pålægges i forbindelse med de pågældende projekter.

4. Afgørelsen om udpegelse af en EU-koordinator fastlægger de nærmere betingelser for udpegelsen, herunder dens varighed, de specifikke opgaver med tilhørende tidsfrister og hvilke metoder der skal anvendes. Koordineringsindsatsen skal stå i rimeligt forhold til projekternes kompleksitet og anslåede omkostninger.

5. De berørte medlemsstater samarbejder fuldt ud med EU-koordinatoren under dennes udførelse af de opgaver, der er nævnt i stk. 2 og 4.

1. Vedtagelsen af EU-listen over projekter af fælles interesse fastslår med henblik på eventuelle beslutninger truffet under tilladelsesprocessen nødvendigheden af projekterne set i et energipolitisk perspektiv, uden at berøre projektets nøjagtige beliggenhed, rutelægning eller teknologi.

2. For at sikre en effektiv administrativ behandling af ansøgninger vedrørende projekter af fælles interesse sørger alle projektiværksættere og alle berørte myndigheder for, at disse sager gives den hurtigst mulige behandling, som er juridisk mulig.

3. I tilfælde, hvor en sådan status eksisterer i national ret, gives projekter af fælles interesse status som projekter af størst mulig national betydning og behandles som sådanne i tilladelsesprocessen og, hvis national ret tillader det, i den fysiske planlægning, herunder dem, der vedrører miljøvurdering, i det omfang og på den måde, det er fastsat i national ret for den pågældende type energiinfrastruktur.

4. Senest den 16. august 2013 udsteder Kommissionen en ikke-bindende vejledning til støtte for medlemsstaterne i deres indkredsning af tilstrækkelige lovgivnings- og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger til effektivisering af miljøvurderingsprocedurerne og til at sikre en sammenhængende gennemførelse af miljøvurderingsprocedurerne som krævet i EU-retten for projekter af fælles interesse.

5. Medlemsstaterne vurderer under behørig hensyntagen til den i stk. 4 omhandlede vejledning, hvilke foranstaltninger til effektivisering af miljøvurderingsprocedurerne og til sikring af sammenhæng i gennemførelsen som er mulige, og underretter Kommissionen om resultaterne.

6. Senest ni måneder efter datoen for udstedelsen af vejledningen, jf. stk. 4, træffer medlemsstaterne de ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger, de har identificeret, jf. stk. 5.

7. Senest 24 måneder efter datoen for udstedelsen af vejledningen, jf. stk. 4, træffer medlemsstaterne de lovgivningsmæssige foranstaltninger, de har identificeret, jf. stk. 5. Disse foranstaltninger berører ikke de forpligtelser, der følger af EU-retten.

8. For så vidt angår de miljøvirkninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, i direktiv 92/43/EØF og artikel 4, stk. 7, i direktiv 2000/60/EF, betragtes projekter af fælles interesse som værende i den offentlige interesse ud fra et energipolitisk synspunkt og kan anses for at være af væsentlig samfundsinteresse, forudsat at alle betingelserne i de nævnte direktiver er opfyldt.

Kræves der en udtalelse fra Kommissionen i henhold til direktiv 92/43/EØF, sikrer Kommissionen og den kompetente myndighed omhandlet i artikel 9 i denne forordning, at afgørelsen med hensyn til et projekts væsentlige samfundsinteresse træffes inden for den frist, der er fastsat i denne forordnings artikel 10, stk. 1.

1. Senest den 16. november 2013 udpeger hver medlemsstat en national kompetent myndighed, der er ansvarlig for at lette og koordinere tilladelsesprocessen for projekter af fælles interesse.

2. Den kompetente myndigheds ansvar, jf. stk. 1, og/eller de opgaver, der er knyttet til myndigheden, kan uddelegeres eller udføres af en anden myndighed, enten pr. projekt af fælles interesse eller pr. kategori af projekt af fælles interesse, forudsat at:

Med forbehold af de tidsfrister, der er fastsat i henhold til artikel 10, kan den kompetente myndighed bibeholde ansvaret for at fastsætte tidsfrister.

3. Den kompetente myndighed tager, uden at dette berører de relevante krav i henhold til international ret og EU-retten, skridt til at lette udstedelsen af den samlede afgørelse. Den samlede afgørelse udstedes inden for den frist, der er nævnt i artikel 10, stk. 1 og 2, og i henhold til en af følgende ordninger:

Forventes den berørte myndigheds individuelle afgørelse ikke truffet inden tidsfristens udløb, skal den pågældende myndighed straks underrette den kompetente myndighed og inkludere en begrundelse for forsinkelsen. Den kompetente myndighed fastsætter derefter en ny tidsfrist for, hvornår den individuelle afgørelse skal træffes, dog under overholdelse af de overordnede tidsfrister, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 10.

I anerkendelse af de nationale særtræk ved planlægnings- og tilladelsesprocesserne kan medlemsstaterne vælge blandt de tre ordninger i første afsnit, litra a), b) og c), til at lette og samordne deres procedurer og skal vælge at gennemføre den mest virkningsfulde ordning. Vælger en medlemsstat samarbejdsordningen, skal den underrette Kommissionen om begrundelsen for sit valg. Kommissionen foretager en evaluering af virkningen af ordningerne i forbindelse med den rapport, der er omhandlet i artikel 17.

4. Medlemsstaterne kan anvende forskellige ordninger som fastsat i stk. 3 til onshore- og offshoreprojekter af fælles interesse.

5. Forudsætter et projekt af fælles interesse, at der træffes afgørelser i to eller flere medlemsstater, tager de respektive kompetente myndigheder alle nødvendige skridt for at sikre et effektivt samarbejde og indbyrdes koordinering, herunder hvad angår bestemmelserne i artikel 10, stk. 4. Medlemsstaterne bestræber sig på at etablere fælles procedurer, især med hensyn til vurderingen af virkningerne for miljøet.

1. Senest den 16. maj 2014 skal medlemsstaten eller den kompetente myndighed, og hvor det er relevant i samarbejde med de andre berørte myndigheder, offentliggøre en håndbog om tilladelsesprocesserne for projekter af fælles interesse. Håndbogen ajourføres efter behov og offentliggøres. Håndbogen skal mindst omfatte de oplysninger, der er anført i bilag VI, punkt 1. Håndbogen er ikke juridisk bindende, men kan indeholde henvisning til eller uddrag af relevante juridiske bestemmelser.

2. Med forbehold af kravene i Århuskonventionen og Espookonventionen og relevant EU-ret, følger alle parter, der er involveret i tilladelsesprocessen, principperne for offentlighedens deltagelse i bilag VI, punkt 3.

3. Projektiværksætteren skal inden for en vejledende periode på tre måneder efter påbegyndelsen af tilladelsesprocessen i henhold til artikel 10, stk. 1, litra a), udarbejde og forelægge et koncept for offentlighedens deltagelse for den kompetente myndighed efter det forløb, der er skitseret i den i stk. 1 omhandlede håndbog, og i overensstemmelse med de retningslinjer, der er opstillet i bilag VI. Den kompetente myndighed anmoder om ændringer eller godkender konceptet for offentlighedens deltagelse inden for tre måneder; i forbindelse hermed tager den kompetente myndighed enhver form for offentlig deltagelse og høring, som fandt sted forud for indledningen på tilladelsesprocessen, i betragtning i det omfang, denne offentlige deltagelse og høring opfylder kravene i nærværende artikel.

I tilfælde af, at projektiværksætteren agter at foretage væsentlige ændringer af et godkendt koncept, underretter vedkommende den kompetente myndighed herom. Den kompetente myndighed kan i så fald anmode om modifikation.

4. Der gennemføres mindst én offentlig høring tilrettelagt af projektiværksætteren eller, hvis dette er fastsat i national ret, af den kompetente myndighed, før den endelige og fuldstændige ansøgning indgives til den kompetente myndighed, jf. artikel 10, stk. 1, litra a). Dette berører ikke en offentlig høring, som skal gennemføres efter indgivelsen af ansøgningen om tilladelse, jf. artikel 6, stk. 2, i direktiv 2011/92/EU. Den offentlige høring har til formål at informere de interesseparter, der er omhandlet i bilag VI, punkt 3, litra a), om projektet på et tidligt tidspunkt og bidrage til at fastslå den bedst egnede placering eller linjeføring og de relevante spørgsmål, der skal behandles i ansøgningen. Mindstekravene gældende for denne offentlige høring er præciseret i bilag VI, punkt 5.

Projektiværksætteren udarbejder en rapport, som sammenfatter resultaterne af aktiviteter i forbindelse med offentlighedens deltagelse forud for indgivelsen af ansøgningen, herunder de aktiviteter der fandt sted inden indledningen af tilladelsesprocessen. Projektiværksætteren indgiver rapporten sammen med ansøgningen til den kompetente myndighed. Der tages behørigt hensyn til disse resultater i den samlede afgørelse.

5. For projekter, der passerer to eller flere medlemsstaters grænser, afholdes de offentlige høringer i henhold til stk. 4 i hver berørt medlemsstat inden for en periode på to måneder fra den dato, hvor den første offentlige høring begyndte.

6. For projekter, der sandsynligvis har betydelige negative grænseoverskridende virkninger i en eller flere tilstødende medlemsstater, og for hvilke artikel 7 i direktiv 2011/92/EU og Espookonventionen finder anvendelse, stilles de relevante oplysninger til rådighed for den kompetente myndighed i de tilstødende medlemsstater. Den kompetente myndighed i de tilstødende medlemsstater meddeler, hvis hensigtsmæssigt i forbindelse med anmeldelsesprocessen, om den eller en anden berørt myndighed ønsker at deltage i de relevante offentlige høringsprocedurer.

7. Projektiværksætteren eller, hvis det er fastsat i national ret, den kompetente myndighed opretter og ajourfører regelmæssigt et websted med relevante oplysninger om projektet af fælles interesse, og dette websted skal være knyttet til Kommissionens websted og opfylde kravene i bilag VI, punkt 6. Kommercielt følsomme oplysninger skal behandles fortroligt.

Projektiværksættere skal desuden offentliggøre relevante oplysninger via andre passende informationskanaler, som offentligheden har fri adgang til.

2. Den kombinerede varighed af de to procedurer i stk. 1 må ikke overstige tre år og seks måneder. Finder den kompetente myndighed imidlertid, at den ene eller begge de to procedurer i tilladelsesprocessen ikke vil blive færdiggjort inden fristens udløb, jf. stk. 1, kan den inden udløbet og fra sag til sag beslutte at forlænge den ene eller begge frister med maksimalt ni måneder for det kombinerede forløb af begge procedurer.

I så fald underretter den kompetente myndighed den berørte gruppe og forelægger gruppen de foranstaltninger, der er truffet eller skal træffes med henblik på at færdiggøre tilladelsesprocessen med mindst mulig forsinkelse. Gruppen kan anmode den kompetente myndighed om regelmæssigt at aflægge rapport om de fremskridt, der er gjort i denne henseende.

3. I medlemsstater, hvor fastlæggelsen af en rute eller beliggenhed, der udelukkende foretages med henblik på et planlagt projekt, herunder planlægningen af specifikke korridorer for netinfrastruktur, ikke kan inkluderes i den proces, der fører frem til den samlede afgørelse, skal den tilsvarende afgørelse træffes inden for en separat periode på seks måneder med begyndelse fra datoen for iværksætterens indgivelse af den endelige og fuldstændige ansøgningsdokumentation.

I så fald forkortes den i stk. 2 omhandlede forlængelsesperiode til seks måneder, herunder for den procedure, der henvises til i dette stykke.

5. Projektiværksætteren sørger for ansøgningens fuldstændighed og fyldestgørende kvalitet og indhenter den kompetente myndigheds udtalelse om dette så tidligt som muligt i perioden inden indgivelse af ansøgningen. Projektiværksætteren samarbejder fuldt ud med den kompetente myndighed med sigte på at overholde frister og den detaljerede tidsplan, jf. stk. 4, litra b).

6. De i denne artikel fastsatte frister berører ikke de forpligtelser, der følger af international ret og EU-retten, og heller ikke de administrative appelprocedurer og retslige afhjælpningsmuligheder ved domstole.

1. Senest den 16. november 2013 offentliggør og forelægger ENTSO'en for elektricitet og ENTSO'en for gas medlemsstaterne, Kommissionen og Agenturet deres respektive metoder, herunder vedrørende net- og markedsmodeller, for en harmoniseret cost-benefit-analyse af energisystemet som helhed på EU-plan af projekter af fælles interesse, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 1, litra a)-d), og punkt 2. Disse metoder anvendes til udarbejdelsen af hver efterfølgende ti-årige netudviklingsplan, der udarbejdes af ENTSO'en for elektricitet og ENTSO'en for gas i henhold til artikel 8 i henholdsvis forordning (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009. Metoderne udarbejdes i overensstemmelse med principperne i bilag V og skal stemme overens med de regler og indikatorer, der er opstillet i bilag IV.

Inden de fremsender deres respektive metoder, skal ENTSO'en for elektricitet og ENTSO'en for gas gennemføre en omfattende høringsproces, der som minimum inddrager de organisationer, som repræsenterer alle relevante interesseparter — og, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, interesseparterne selv — nationale regulerende myndigheder og andre nationale myndigheder.

2. Inden tre måneder efter datoen for modtagelse af metoderne forelægger Agenturet medlemsstaterne og Kommissionen en udtalelse om metoderne og offentliggør den.

3. Inden tre måneder efter modtagelsen af Agenturets udtalelse afgiver Kommissionen og eventuelt medlemsstaterne en udtalelse om metoderne. Udtalelserne forelægges ENTSO'en for elektricitet og ENTSO'en for gas.

4. Inden tre måneder efter datoen for modtagelsen af den sidste udtalelse, der forelægges i henhold til stk. 3, tilpasser ENTSO'en for elektricitet og ENTSO'en for gas deres metoder under behørig hensyntagen til de modtagne udtalelser fra medlemsstaterne, Kommissionens udtalelse og Agenturets udtalelse, og sender dem til Kommissionen til godkendelse.

5. Inden to uger efter Kommissionens godkendelse offentliggør ENTSO'en for elektricitet og ENTSO'en for gas deres respektive metoder på deres websteder. De fremsender de tilhørende inputdatasæt, som defineret i bilag V, punkt 1, og andre relevante net-, laststrøms- og markedsdata i en tilstrækkelig nøjagtig form i henhold til national ret og relevante aftaler om fortrolighed til Kommissionen og Agenturet på disses anmodning. Dataene skal være gyldige på datoen for anmodningen. Kommissionen og Agenturet påser, at de selv og enhver part, der udfører et analytisk arbejde for dem på grundlag af disse data, behandler dataene fortroligt.

6. Metoderne ajourføres og forbedres jævnligt i overensstemmelse med stk. 1-5. Agenturet kan på eget initiativ eller på behørigt begrundet anmodning fra nationale regulerende myndigheder eller interessehavere anmode om sådanne ajourføringer og forbedringer med behørig begrundelse og rimelig tidsfrist, efter formelt at have hørt de organisationer, der repræsenterer alle relevante interesseparter, og Kommissionen. Agenturet offentliggør de anmodninger fra nationale regulerende myndigheder eller interessehavere og alle de relevante ikke-kommercielle, følsomme dokumenter, der foranlediger en anmodning fra Agenturet om en opdatering eller forbedring.

7. De nationale regulerende myndigheder, som samarbejder inden for Agenturets rammer, opstiller senest den 16. maj 2015 et sæt indikatorer og tilhørende referenceværdier til sammenligning af investeringsomkostninger pr. enhed for sammenlignelige projekter under de infrastrukturkategorier, der indgår i bilag II, punkt 1 og 2. Disse referenceværdier kan anvendes af ENTSO'en for elektricitet og ENTSO'en for gas til de cost-benefit-analyser, der foretages for de efterfølgende ti-årige netudviklingsplaner.

8. Senest den 31. december 2016 forelægger ENTSO'en for elektricitet og ENTSO'en for gas i fællesskab Kommissionen og Agenturet en sammenhængende og tværgående netmodel for el- og gasmarkeder, som både omfatter el- og gastransmissionsinfrastruktur såvel som oplagring og LNG-anlæg, og som dækker de udpegede prioriterede energiinfrastrukturkorridorer og -områder og er udarbejdet i overensstemmelse med principperne i bilag V. Efter Kommissionens godkendelse af denne model i henhold til proceduren i stk. 2 til 4, inkluderes modellen i metoderne.

1. De effektivt afholdte investeringsomkostninger, der ekskluderer vedligeholdelsesomkostninger, i forbindelse med et projekt af fælles interesse, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 1, litra a), b) og d), samt punkt 2, afholdes af de relevante TSO'er eller af transmissionsinfrastrukturens projektiværksættere i de medlemsstater, som projektet giver en positiv nettovirkning og betales af netbrugerne gennem tarifferne for netadgang i disse medlemsstater, for så vidt de ikke er dækket af overbelastningsafgifter eller øvrige afgifter.

2. For et projekt af fælles interesse, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 1, litra a), b) og d), samt punkt 2, finder stk. 1 kun anvendelse, hvis mindst én projektiværksætter anmoder de relevante nationale myndigheder om at anvende denne artikel for alle eller dele af projektets omkostninger. For projekter af fælles interesse, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 2, finder stk. 1 kun anvendelse, hvis der allerede er foretaget en vurdering af markedsefterspørgslen, som viser, at effektivt afholdte investeringsomkostninger ikke kan forventes dækket gennem tarifferne.

Har projektet flere projektiværksættere, anmoder den relevante nationale regulerende myndighed straks alle projektiværksættere om at indsende den fælles investeringsanmodning i henhold til stk. 3.

3. For et projekt af fælles interesse, som stk. 1 finder anvendelse på, holder projektiværksætterne alle berørte nationale regulerende myndigheder regelmæssigt underrettet, mindst én gang om året og indtil projektet er taget i brug, om projektets forløb og fastlæggelsen af de dermed forbundne omkostninger og virkninger.

Så snart et sådant projekt har nået en tilstrækkelig modenhedsgrad, indsender projektiværksætterne efter at have hørt TSO'erne fra de medlemsstater, som projektet giver en betydelig positiv nettovirkning, en investeringsanmodning. Denne investeringsanmodning omfatter en anmodning om en grænseoverskridende omkostningsfordeling og skal forelægges alle berørte nationale regulerende myndigheder, ledsaget af følgende:

Er der flere projektiværksættere, som fremmer et projekt, indgives deres investeringsanmodning i fællesskab.

For projekter, der er opført på den første EU-liste, skal projektiværksætterne indgive deres investeringsanmodning senest den 31. oktober 2013.

De nationale regulerende myndigheder fremsender straks efter modtagelsen en kopi af hver investeringsanmodning til Agenturet til orientering.

De nationale regulerende myndigheder og Agenturet behandler kommercielt følsomme oplysninger fortroligt.

4. Inden seks måneder efter den dato, på hvilken den sidste investeringsanmodning blev modtaget af de berørte regulerende myndigheder, træffer de nationale regulerende myndigheder efter høring af projektiværksætterne en koordineret afgørelse om fordelingen af de investeringsomkostninger, der skal afholdes af hver systemoperatør for projektet, og om indregningen heraf i tarifferne. De nationale regulerende myndigheder kan beslutte kun at fordele en del af omkostningerne, eller de kan beslutte at fordele omkostningerne mellem en pakke bestående af flere projekter af fælles interesse.

Når de nationale regulerende myndigheder fordeler omkostninger, tager de hensyn til følgende faktiske eller skønnede:

Ved afgørelsen om grænseoverskridende omkostningsfordeling tages der hensyn til de økonomiske, sociale og miljømæssige omkostninger og fordele ved projekterne i de berørte medlemsstater og eventuelle behov for finansiel støtte.

Ved afgørelsen om grænseoverskridende omkostningsfordeling søger de relevante nationale regulerende myndigheder i samråd med de berørte TSO'er at opnå en fælles overenskomst, der er baseret på, men ikke begrænset til de i stk. 3, litra a) og b) specificerede oplysninger.

Begrænser et projekt af fælles interesse negative eksternaliteter såsom »loop flows«, og dette projekt af fælles interesse gennemføres i den medlemsstat, hvor den negative eksternalitet har sin oprindelse, betragtes en sådan begrænsning ikke som en grænseoverskridende fordel og danner derfor ikke grundlag for at fordele omkostninger til TSO'en i de medlemsstater, der er berørt af disse negative eksternaliteter.

5. De nationale regulerende myndigheder skal, på basis af den i stk. 4 i denne artikel omtalte grænseoverskridende omkostningsfordeling tage hensyn til de faktiske omkostninger, som en TSO eller andre projektiværksættere påføres som følge af investeringerne, når den fastsætter eller godkender tariffer i overensstemmelse med artikel 37, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/72/EF og artikel 41, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73/EF, i det omfang disse omkostninger svarer til omkostningerne hos en effektiv og strukturelt sammenlignelig operatør.

De nationale regulerende myndigheder meddeler straks Agenturet afgørelsen om omkostningsfordeling sammen med alle relevante oplysninger vedrørende afgørelsen. Oplysningerne skal navnlig omfatte en detaljeret redegørelse for, på hvilket grundlag omkostningerne blev fordelt mellem medlemsstaterne, herunder f.eks.:

6. De berørte nationale regulerende myndigheder underretter straks Agenturet, hvis de ikke er nået til enighed om investeringsanmodningen inden seks måneder efter den dato, hvor anmodningen blev modtaget af den sidste af de berørte nationale regulerende myndigheder.

I dette tilfælde eller efter fælles anmodning fra de pågældende nationale regulerende myndigheder er det Agenturet, som inden tre måneder regnet fra datoen for forelæggelsen for Agenturet, træffer afgørelsen om investeringsanmodningen, herunder også den grænseoverskridende omkostningsfordeling, der er omhandlet i stk. 3, samt den måde, hvorpå investeringsomkostningerne skal afspejles i tarifferne.

Agenturet skal, inden det træffer en sådan afgørelse, rådføre sig med de berørte nationale regulerende myndigheder og projektiværksætterne. Den i andet afsnit omhandlede periode på tre måneder kan forlænges med yderligere to måneder, hvis Agenturet ønsker at indhente supplerende oplysninger. Denne efterfølgende periode løber fra dagen efter modtagelsen af de fuldstændige oplysninger.

Omkostningsfordelingsafgørelsen offentliggøres. Artikel 19 og 20 i forordning (EF) nr. 713/2009 finder anvendelse.

7. Agenturet fremsender straks en kopi af alle omkostningsfordelingsafgørelser sammen med alle relevante oplysninger vedrørende hver enkelt afgørelse til Kommissionen. Oplysningerne kan fremsendes i sammenfattet form. Kommissionen behandler forretningsmæssigt følsomme oplysninger fortroligt.

8. Denne omkostningsfordelingsafgørelse berører ikke TSO'ers ret til at anvende og nationale regulerende myndigheders ret til at godkende afgifter for netadgang i overensstemmelse med artikel 32 i direktiv 2009/72/EF og direktiv 2009/73/EF, artikel 14 i forordning (EF) nr. 714/2009 og artikel 13 i forordning (EF) nr. 715/2009.

9. Denne artikel finder ikke anvendelse på projekter af fælles interesse, der har fået:

1. Pådrager en projektiværksætter sig større risici i forbindelse med udvikling, konstruktion, drift eller vedligeholdelse af et projekt af fælles interesse, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 1, litra a), b) og d), og punkt 2, i forhold til de risici, som normalt forekommer i forbindelse med et sammenligneligt infrastrukturprojekt, sikrer medlemsstaterne og de nationale regulerende myndigheder, at der gives passende incitamenter i forbindelse med projektet i overensstemmelse med artikel 37, stk. 8, i direktiv 2009/72/EF, artikel 41, stk. 8, i direktiv 2009/73/EF, artikel 14 i forordning (EF) nr. 714/2009 og artikel 13 i forordning (EF) nr. 715/2009.

Første afsnit finder ikke anvendelse, hvis projektet af fælles interesse har fået:

2. Ved den nationale regulerende myndigheds afgørelse om at yde de i stk. 1 omhandlede incitamenter tages der hensyn til resultaterne af cost-benefit-analysen på grundlag af de metoder, der er udarbejdet i henhold til artikel 11, og navnlig projektets positive eksternaliteter på regionalt niveau eller EU-niveau. De nationale regulerende myndigheder skal desuden analysere de særlige risici, som projektiværksætterne pådrager sig, de iværksatte risikobegrænsende foranstaltninger og begrundelsen for denne risikoprofil i lyset af projektets positive nettovirkning, når det sammenlignes med mindre risikofyldte alternativer. Støtteberettigede risici omfatter navnlig risici knyttet til nye transmissionsteknologier, både på land og offshore, risici vedrørende underdækning af omkostninger og udviklingsrisici.

3. Det incitament, der tildeles ved afgørelsen, tager hensyn til risikoens specifikke karakter og kan bl.a. omfatte:

4. Senest den 31. juli 2013 forelægger hver national regulerende myndighed, hvor de er tilgængelige, Agenturet sine metoder og de kriterier, der er anvendt ved evalueringen af investeringer i el- og gasinfrastrukturprojekter og de større risici i forbindelse med dem.

5. Senest den 31. december 2013 bistår Agenturet under behørig hensyntagen til de oplysninger, der er modtaget i henhold til stk. 4 i nærværende artikel, med at udveksle god praksis og fremsætter henstillinger i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 713/2009 vedrørende:

6. Senest den 31. marts 2014 offentliggør hver national regulerende myndighed sine metoder og de kriterier, der er anvendt ved evalueringen af investeringer i el- og gasinfrastrukturprojekter og de større risici i forbindelse med dem.

7. Såfremt de i stk. 5 og 6 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre rettidig gennemførelse af projekter af fælles interesse, kan Kommissionen udstede retningslinjer vedrørende de i denne artikel omtalte incitamenter.

1. Projekter af fælles interesse, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 1, 2 og 4, kan modtage finansiel støtte fra Unionen i form af tilskud til undersøgelser og finansielle instrumenter.

2. Projekter af fælles interesse, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 1, litra a)-d), og punkt 2, undtagen el-oplagringsprojekter i form af pumpekraft (vand), er også berettiget til finansiel støtte fra Unionen i form af tilskud til anlægsarbejder, hvis de opfylder samtlige følgende kriterier:

3. Projekter af fælles interesse, der gennemføres efter proceduren i artikel 5, stk. 7, litra d), er også berettiget til finansiel støtte fra Unionen i form af tilskud til anlægsarbejder, hvis de opfylder kriterierne i stk. 2 i nærværende artikel.

4. Projekter af fælles interesse, der er omfattet af kategorierne i bilag II, punkt 1, litra e), og punkt 4, er også berettiget til finansiel støtte fra Unionen i form af tilskud til anlægsarbejder, hvis de berørte projektiværksættere klart kan påvise projekternes positive eksternaliteter og deres manglende kommercielle bæredygtighed i henhold til forretningsplanen og andre vurderinger, som navnlig er foretaget af mulige investorer eller kreditorer eller i givet fald af den nationale regulerende myndighed.

De i artikel 4, stk. 2, anførte specifikke kriterier og de i artikel 4, stk. 4, anførte parametre fungerer også som målsætninger i forbindelse med fastsættelsen af kriterier for tildeling af finansiel støtte fra Unionen i den relevante forordning om en Connecting Europe-facilitet.

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 15. maj 2013. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af fireårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3. Den i artikel 3 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Senest i 2017 offentliggør Kommissionen en rapport om gennemførelsen af projekter af fælles interesse og forelægger den for Europa-Parlamentet og Rådet. Denne rapport skal indeholde en evaluering af:

Kommissionen opretter senest seks måneder efter datoen for vedtagelse af den første EU-liste en gennemsigtighedsplatform for infrastruktur, som er let tilgængelig for offentligheden, herunder via internettet. Platformen skal indeholde følgende oplysninger:

Denne forordning berører ikke udstedelse, opretholdelse eller ændring af den finansielle støtte, der ydes af Kommissionen på grundlag af indkaldelser af forslag, der er iværksat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 680/2007 af 20. juni 2007 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for de transeuropæiske transport- og energinet ( 22 ) til projekter opført i bilag I og III til beslutning nr. 1364/2006/EF, eller i lyset af de mål, der er baseret på de relevante udgiftskategorier for TEN-E, som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden ( 23 ).

Bestemmelserne i kapitel III finder ikke anvendelse på projekter af fælles interesse i tilladelsesprocessen, for hvilke en projektiværksætter har indgivet en ansøgning inden den 16. november 2013.

»1. Der betales gebyrer til agenturet for anmodninger om indrømmelser af undtagelser i henhold til artikel 9, stk. 1, og for afgørelser om grænseoverskridende omkostningsfordeling, der er truffet af agenturet i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur ( 24 ).

Beslutning nr. 1364/2006/EF ophæves med virkning fra den 1. januar 2014. Nærværende forordning medfører ingen rettigheder for de projekter, der er opført i bilag I og III til beslutning nr. 1364/2006/EF.

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. juni 2013 med undtagelse af artikel 14 og 15, som anvendes fra anvendelsesdatoen for den relevante forordning om en Connecting Europe-facilitet.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i enhver medlemsstat.

Denne forordning gælder for følgende prioriterede transeuropæiske energiinfrastrukturkorridorer og -områder:

Følgende energiinfrastrukturkategorier skal udvikles med henblik på at gennemføre de prioriterede energiinfrastrukturer, der er anført i bilag I:

Metoderne til en cost-benefit-analyse af energisystemet som helhed for projekter af fælles interesse skal opfylde de principper, der er fastlagt i dette bilag.

EU-listen over projekter af fælles interesse (»EU-listen«) som omhandlet i artikel 3, stk. 4

Nr.	Definition
3.1.	Klyngen Østrig-Tyskland mellem St. Peter og Isar, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.1.1. Sammenkobling mellem St. Peter (AT) og Isar (DE) 3.1.2. Intern linje mellem St. Peter og Tauern (AT) 3.1.3. Intern linje mellem St. Peter og Ernsthofen (AT)
3.2.	Klyngen Østrig-Italien mellem Lienz og Veneto, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.2.1. Sammenkobling mellem Lienz (AT) og Veneto-regionen (IT) 3.2.2. Intern linje mellem Lienz og Obersielach (AT) 3.2.3. Intern linje mellem Volpago og det nordlige Venezia (IT)
3.3.	Projekt af fælles interesse: Østrig-Italien angående sammenkobling mellem Nauders (AT) og Milano-regionen (IT)
3.4.	Projekt af fælles interesse: Østrig-Italien angående sammenkobling mellem Wurmlach (AT) og Somplago (IT)
3.5.	Klyngen Bosnien-Hercegovina-Kroatien mellem Banja Luka og Lika, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.5.1. Sammenkobling mellem Banja Luka (BA) og Lika (HR) 3.5.2. Interne linjer mellem Brinje, Lika, Velebit og Konjsko (HR)
3.6.	Klyngen Bulgarien kapacitetsforøgelse med Grækenland og Rumænien, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.6.1. Intern linje mellem Vetren og Blagoevgrad (BG) 3.6.2. Intern linje mellem Tsarevets og Plovdiv (BG)
3.7.	Klyngen Bulgarien-Grækenland mellem Maritsa East 1 og N. Santa, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.7.1. Sammenkobling mellem Maritsa East 1 (BG) og N. Santa (EL) 3.7.2. Intern linje mellem Maritsa East 1 og Plovdiv (BG) 3.7.3. Intern linje mellem Maritsa East 1 og Maritsa East 3 (BG) 3.7.4. Intern linje mellem Maritsa East 1 og Burgas (BG)
3.8.	Klyngen Bulgarien-Rumænien kapacitetsforøgelse, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.8.1. Intern linje mellem Dobrudja og Burgas (BG) 3.8.2. Intern linje mellem Vidino og Svoboda (BG) 3.8.3. Intern linje mellem Svoboda (BG) og forgreningspunktet på sammenkoblingen mellem Varna (BG) og Stupina (RO) i BG 3.8.4. Intern linje mellem Cernavoda og Stalpu (RO) 3.8.5. Intern linje mellem Gutinas og Smardan (RO) 3.8.6. Intern linje mellem Gadalin og Suceava (RO)
3.9.	Klyngen Kroatien-Ungarn-Slovenien mellem Žerjavenec/Heviz og Cirkovce, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.9.1. Sammenkobling mellem Žerjavenec (HR)/Heviz (HU) og Cirkovce (SI) 3.9.2. Intern linje mellem Divača og Beričevo (SI) 3.9.3. Intern linje mellem Beričevo og Podlog (SI) 3.9.4. Intern linje mellem Podlog og Cirkovce (SI)
3.10.	Klyngen Israel-Cypern-Grækenland mellem Hadera og Attica-regionen (p.t. kendt under betegnelsen Euro Asia Interconnector), der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.10.1. Sammenkobling mellem Hadera (IL) og Vasilikos (CY) 3.10.2. Sammenkobling mellem Vasilikos (CY) og Korakia, Kreta (EL) 3.10.3. Intern linje mellem Korakia, Kreta og Attica-regionen (EL)
3.11.	Klyngen interne linjer i Den Tjekkiske Republik for at øge kapaciteten langs de nordvestlige og sydlige grænser, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.11.1. Intern linje mellem Vernerov og Vitkov (CZ) 3.11.2. Intern linje mellem Vitkov og Prestice (CZ) 3.11.3. Intern linje mellem Prestice og Kocin (CZ) 3.11.4. Intern linje mellem Kocin og Mirovka (CZ) 3.11.5. Intern linje mellem Mirovka og Cebin (CZ)
3.12.	Projekt af fælles interesse: intern linje i Tyskland mellem Lauchstädt og Meitingen for at øge kapaciteten langs de østlige grænser
3.13.	Projekt af fælles interesse: intern linje i Tyskland mellem Halle/Saale og Schweinfurt for at øge kapaciteten i den østlige nord-sydkorridor
3.14.	Klyngen Tyskland-Polen mellem Eisenhüttenstadt og Plewiska (p.t. kendt under betegnelsen GerPol Power Bridge-projektet), der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.14.1. Sammenkobling mellem Eisenhüttenstadt (DE) og Plewiska (PL) 3.14.2. Intern linje mellem Krajnik og Baczyna (PL) 3.14.3. Intern linje mellem Mikułowa og Świebodzice (PL)
3.15.	Klyngen Tyskland-Polen mellem Vierraden og Krajnik, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.15.1. Sammenkobling mellem Vierraden (DE) og Krajnik (PL) 3.15.2. Koordineret installation og drift af faseskiftende transformatorer på samkøringslinjerne mellem Krajnik (PL) — Vierraden (DE) og Mikulowa (PL) — Hagenwerder (DE)
3.16.	Klyngen Ungarn-Slovakiet mellem Gőnyü og Gabčikovo, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.16.1. Sammenkobling mellem Gőnyü (HU) og Gabčikovo (SK) 3.16.2. Intern linje mellem Velký Ďur og Gabčikovo (SK) 3.16.3. Udvidelse af Győr koblingsstation (HU)
3.17.	Projekt af fælles interesse: sammenkobling Ungarn-Slovakiet mellem Sajóvánka (HU) og Rimavská Sobota (SK)
3.18.	Klyngen Ungarn-Slovakiet mellem Kisvárda-området og Velké Kapušany, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.18.1. Sammenkobling mellem Kisvárda-området (HU) og Velké Kapušany (SK) 3.18.2. Intern linje mellem Lemešany og Velké Kapušany (SK)
3.19.	Klyngen Italien-Montenegro mellem Villanova og Lastva, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.19.1. Sammenkobling mellem Villanova (IT) og Lastva (ME) 3.19.2. Intern linje mellem Fano og Teramo (IT) 3.19.3. Intern linje mellem Foggia og Villanova (IT)
3.20.	Klyngen Italien-Slovenien mellem West Udine og Okroglo, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.20.1. Sammenkobling mellem West Udine (IT) og Okroglo (SI) 3.20.2. Intern linje mellem West Udine og Redipuglia (IT)
3.21.	Projekt af fælles interesse: sammenkobling Italien-Slovenien mellem Salgareda (IT) og Divača — Bericevo region (SI)
3.22.	Klyngen Rumænien-Serbien mellem Resita og Pancevo, der omfatter følgende projekter af fælles interesse: 3.22.1. Sammenkobling mellem Resita (RO) og Pancevo (RS) 3.22.2. Intern linje mellem Portile de Fier og Resita (RO) 3.22.3. Intern linje mellem Resita og Timisoara/Sacalaz (RO) 3.22.4. Intern linje mellem Arad og Timisoara/Sacalaz (RO)
3.23.	Projekt af fælles interesse: eloplagring i form af pumpekraft i Bulgarien — Yadenitsa
3.24.	Projekt af fælles interesse: eloplagring i form af pumpekraft i Grækenland — Amfilochia
3.25.	Projekt af fælles interesse: batterioplagringssystemer i det centrale Syditalien
3.26.	Projekt af fælles interesse: eloplagring i form af pumpekraft i Polen — Mloty

Erklæring fra Europa-Kommissionen vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt projekter af fælles interesse kan modtage finansiel støtte fra EU inden for rammerne af den transeuropæiske energiinfrastruktur (kapitel V i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 ( 32 )

Kommissionen understreger, at den finder det vigtigt, at støtten fra EU og nationale kilder omfatter tilskud til anlægsarbejder for at sikre gennemførelsen af projekter af fælles interesse, der bidrager til større diversificering af energiforsyningskilder, -ruter og -virksomheder. Kommissionen forbeholder sig retten til at forelægge forslag i denne retning på grundlag af den indhøstede erfaring fra overvågningen af gennemførelsen af projekter af fælles interesse inden for rammerne af den rapport, der er omhandlet i artikel 17 i forordningen om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur.

( 3 ) Europa-Parlamentets holdning af 12.3.2013 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 21.3.2013.

( 4 ) Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2011 om prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter (EUT C 33 E af 5.2.2013, s. 46).

( 6 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16).

( 20 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas (EUT L 176 af 15.7.2003, s. 57).

( 21 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling (EUT L 176 af 15.7.2003, s. 1).

		Tidende
		No	page	date
►M1	KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 1391/2013 af 14. oktober 2013	L 349	28	21.12.2013