Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), og artikel 67, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 1 ),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ( 2 ), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Fællesskabet har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet bl.a. vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger, i det omfang de er nødvendige for det indre markeds funktion.

(2)	I henhold til traktatens artikel 65, litra b), skal disse foranstaltninger bl.a. omfatte foranstaltninger, der fremmer foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler om lovvalg og konflikter om stedlig kompetence.

(3)

I den forbindelse har Fællesskabet bl.a. allerede vedtaget Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 3 ), Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område ( 4 ), Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område ( 5 ), Rådets direktiv 2003/8/EF af 27. januar 2003 om forbedret adgang til domstolene i grænseoverskridende tvister gennem fastsættelse af fælles mindsteregler for retshjælp i forbindelse med tvister af denne art ( 6 ), Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende forældreansvar ( 7 ), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav ( 8 ) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) ( 9 ).

(4)

Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 opfordrede Rådet og Kommissionen til at udarbejde særlige fælles procedureregler for forenklet og hurtig afgørelse af grænseoverskridende tvister vedrørende bl.a. underholdsbidrag. Det anbefalede også at afskaffe de mellemliggende procedurer, der kræves for at muliggøre anerkendelse og fuldbyrdelse i den anmodede stat af retsafgørelser afsagt i en anden medlemsstat, navnlig retsafgørelser om underholdsbidrag.

(5)

Kommissionens og Rådets fælles program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 10 ) blev vedtaget den 30. november 2000. Dette program omfatter afskaffelse af eksekvaturproceduren for underholdsbidrag for at give bidragsberettigede mere effektive midler til at sikre deres rettigheder.

(6)	Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 4. og 5. november 2004 i Bruxelles et nyt program med titlen »Haagprogrammet: styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union« (i det følgende benævnt »Haagprogrammet«) ( 11 ).

(7)	Rådet vedtog på samlingen den 2. og 3. juni 2005 en handlingsplan for Rådet og Kommissionen ( 12 ), der udmønter Haagprogrammet i konkrete handlinger, og som nævner behovet for at vedtage forslag vedrørende underholdspligt.

(8)

På Haagerkonferencen om International Privatret deltog Fællesskabet og dets medlemsstater i de forhandlinger, der den 23. november 2007 førte til vedtagelse af konventionen om international inddrivelse af børnebidrag og andre former for underholdsbidrag (i det følgende benævnt »Haagerkonventionen af 2007«) og protokollen om, hvilken lov der skal anvendes på underholdspligt (i det følgende benævnt »Haagerprotokollen af 2007«). Der skal derfor tages hensyn til disse to instrumenter i denne forordning.

(9)	Bidragsberettigede bør have mulighed for i en medlemsstat let at få truffet en retsafgørelse, der automatisk bliver eksigibel i en anden medlemsstat uden nogen andre formaliteter.

(10)	For at nå dette mål er det hensigtsmæssigt at samle bestemmelserne om kompetence, lovvalg, anerkendelse og eksigibilitet, fuldbyrdelse, retshjælp og samarbejde mellem centralmyndigheder vedrørende underholdspligt i ét EF-instrument.

(11)	Forordningen bør finde anvendelse på alle underholdsbidrag, der følger af familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab, for at sikre ens behandling af alle bidragsberettigede. I forbindelse med denne forordning bør begrebet »underholdspligt« undergives selvstændig fortolkning.

(12)

For at tage hensyn til de forskellige måder, hvorpå spørgsmål om underholdspligt løses i medlemsstaterne, bør denne forordning anvendes på domstolsafgørelser såvel som på afgørelser truffet af administrative myndigheder, forudsat at disse myndigheder garanterer navnlig upartiskhed og parternes ret til at blive hørt. Disse myndigheder bør derfor anvende alle denne forordnings bestemmelser.

(13)

Af ovennævnte grunde bør denne forordning også sikre anerkendelse og fuldbyrdelse af retsforlig og officielt bekræftede dokumenter, uden at dette berører den ret, som hver af parterne i et sådant retsforlig eller dokument har til at anfægte forliget eller dokumentet ved en domstol ved en domstol i den medlemsstat, som forliget eller dokumentet stammer fra.

(14)

Det bør fastsættes i denne forordning, at udtrykket »bidragsberettiget« i forbindelse med en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse om underholdspligt omfatter offentlige organer, der har ret til at træde i stedet for en person, som har krav på underholdsbidrag, eller til at kræve tilbagebetaling af underholdsydelser, der er udbetalt til den bidragsberettigede. Når et offentligt organ handler i denne egenskab, bør det have ret til de samme tjenester og den samme retshjælp som en bidragsberettiget.

(15)

For at varetage de bidragsberettigedes interesser og af hensyn til retsplejen i Den Europæiske Union bør kompetencereglerne, som de følger af forordning (EF) nr. 44/2001, tilpasses. Det forhold, at sagsøger har sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland, bør ikke længere udgøre en grund til at udelukke anvendelse af fællesskabskompetencereglerne, og der bør ikke længere kunne henvises til nationale kompetenceregler. Det bør derfor fastsættes i denne forordning, i hvilke tilfælde en medlemsstats ret kan udøve en subsidiær kompetence.

(16)

Navnlig med henblik på at afhjælpe situationer, hvor der ikke er adgang til domstolsprøvelse, bør der også i denne forordning åbnes mulighed for forum necessitatis, så retten i en medlemsstat i undtagelsestilfælde kan behandle en tvist, der er nært knyttet til et tredjeland. Et sådant undtagelsestilfælde kan foreligge, når det viser sig umuligt at føre sagen i det berørte tredjeland, f.eks. på grund af borgerkrig, eller når det ikke med rimelighed kan forventes af sagsøger, at denne anlægger eller fører en sag i dette land. Kompetence baseret på forum necessitatis bør imidlertid kun udøves, hvis tvisten har tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvis ret behandler sagen, f.eks. en af parternes nationalitet.

(17)

En supplerende kompetenceregel bør fastsætte, at den bidragspligtige, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kun kan anlægge sag for at få ændret en gældende retsafgørelse om underholdsbidrag eller opnå en ny retsafgørelse i den stat, hvor den bidragsberettigede havde sit sædvanlige opholdssted, da retsafgørelsen blev truffet, og hvor vedkommende fortsat har sit sædvanlige opholdssted. For at sikre sammenhæng mellem Haagerkonventionen af 2007 og denne forordning bør denne regel også finde anvendelse på retsafgørelser truffet i et tredjeland, der er part i nævnte konvention, for så vidt konventionen er i kraft mellem det pågældende land og Fællesskabet og omfatter samme underholdspligt i det pågældende land og i Fællesskabet.

(18)

Det bør fastsættes, at i denne forordning erstattes begrebet »nationalitet« i Irland med begrebet »domicil«, hvilket også vil være tilfældet i Det Forenede Kongerige, såfremt denne forordning kommer til at finde anvendelse i denne medlemsstat i henhold til artikel 4 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskab.

(19)

For at øge retssikkerheden, forudsigeligheden og parternes autonomi bør denne forordning give parterne mulighed for i fællesskab at vælge den kompetente ret ud fra bestemte tilknytningsfaktorer. For at sikre beskyttelse af den svage part bør der ikke kunne vælges værneting i forbindelse med underholdspligt over for børn under 18 år.

(20)

Det bør fastsættes i denne forordning, at for de medlemsstater, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007, er det denne protokols bestemmelser om lovvalg, der finder anvendelse. Der bør derfor indsættes en bestemmelse, som henviser til protokollen. Haagerprotokollen af 2007 vil blive indgået af Fællesskabet så betids, at denne forordning kan anvendes. For det tilfælde, at Haagerprotokollen af 2007 ikke vil finde anvendelse på alle medlemsstaterne, bør der med hensyn til anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser sondres mellem de medlemsstater, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007, og dem, der ikke er det.

(21)

Det bør i forbindelse med denne forordning præciseres, at disse lovvalgsregler kun bestemmer den lov, der finder anvendelse på underholdspligt, men ikke fastsætter, hvilken lov der skal anvendes til at fastslå de familieforhold, der ligger til grund for underholdspligten. Familieforhold skal fortsat fastslås i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. herunder deres internationalprivatretlige regler.

(22)

For at sikre en hurtig og effektiv inddrivelse af et underholdsbidrag og forhindre forhalende handlinger bør retsafgørelser om underholdspligt, som træffes i en medlemsstat, i princippet være foreløbigt eksigible. Det bør derfor fastsættes i denne forordning, at retten i domsstaten skal kunne erklære retsafgørelsen for foreløbig eksigibel, selv om en retsafgørelse i henhold til national lov ikke er eksigibel som følge af loven, og selv om retsafgørelsen er appelleret eller kan appelleres i henhold til national lov.

(23)	For at begrænse udgifterne til de sager, der er omfattet af denne forordning, vil det være hensigtsmæssigt at gøre størst mulig brug af moderne kommunikationsteknologi, især under afhøring af parterne.

(24)

De garantier, som anvendelsen af lovvalgsreglerne giver, bør gøre det berettiget, at retsafgørelser om underholdspligt, som træffes i en medlemsstat, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007, anerkendes og er eksigible i alle de andre medlemsstater, uden at der kræves nogen yderligere procedure, og uden at der udøves nogen form for kontrol med sagens realitet i fuldbyrdelsesstaten.

(25)

Anerkendelse i en medlemsstat af en retsafgørelse om underholdspligt har som eneste formål at sikre inddrivelse af det underholdsbidrag, der er fastsat i retsafgørelsen. Anerkendelsen indebærer ikke, at denne medlemsstat anerkender det familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab, der ligger til grund for den underholdspligt, som har givet anledning til retsafgørelsen.

(26)

For de retsafgørelser, der træffes i en medlemsstat, som ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007, bør der i denne forordning fastsættes en procedure for anerkendelse og afgørelse om eksigibilitet. Denne procedure bør bygge på den procedure og de grunde til afslag på anerkendelse, der er fastsat i forordning (EF) nr. 44/2001. For at fremme sagen og gøre det muligt for den bidragsberettigede hurtigt at inddrive sit bidrag, bør det pålægges den ret, der behandler sagen, at træffe sin afgørelse inden for en bestemt frist, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder.

(27)

Formaliteter i forbindelse med fuldbyrdelsen, der øger omkostningerne for den bidragsberettigede, bør ligeledes begrænses mest muligt. Det bør derfor fastsættes i denne forordning, at den bidragsberettigede ikke er forpligtet til at have en postadresse eller en befuldmægtiget i fuldbyrdelsesstaten, uden at dette i øvrigt foregriber medlemsstaternes interne organisation med hensyn til fuldbyrdelsesprocedurerne.

(28)	For at begrænse udgifterne til fuldbyrdelsesprocedurer bør der ikke kræves oversættelse, medmindre fuldbyrdelsen anfægtes, og med forbehold af de regler der gælder for forkyndelse af dokumenter.

(29)

For at sikre, at kravet om en retfærdig rettergang overholdes, bør det fastsættes i denne forordning, at en sagsøgt, der ikke har givet møde for retten i domsstaten, når denne er en medlemsstat, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007, i forbindelse med fuldbyrdelsen af retsafgørelsen mod ham har ret til at anmode om en fornyet prøvelse heraf. Sagsøgte bør imidlertid anmode om denne fornyede prøvelse inden for en bestemt frist, der bør løbe senest fra den dag, hvor der — under fuldbyrdelsesproceduren — for første gang blev lagt beslag på hans aktiver, helt eller delvist. Denne ret til fornyet prøvelse bør være et ekstraordinært retsmiddel, som den udeblevne sagsøgte har, og som ikke berører en anden ekstraordinær klageadgang, der er fastsat i domsstatens lovgivning, forudsat at denne klageadgang ikke er uforenelig med retten til fornyet prøvelse i henhold til denne forordning.

(30)

Med henblik på at fremskynde fuldbyrdelsen i en anden medlemsstat af en retsafgørelse truffet i en medlemsstat, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007, bør der være en begrænsning af de grunde til afslag på eller suspension af fuldbyrdelsen, som den bidragspligtige kan gøre gældende under henvisning til underholdsbidragets grænseoverskridende karakter. Denne begrænsning bør ikke berøre de grunde til afslag eller suspension i den nationale ret, som ikke er uforenelige med de grunde, der er nævnt i denne forordning, f.eks. at den bidragspligtige har betalt gælden på tidspunktet for fuldbyrdelsen, eller at visse aktiver er beskyttet mod udlæg.

(31)

For at lette grænseoverskridende inddrivelse af underholdsbidrag bør der indføres en ordning for samarbejde mellem centralmyndigheder, der er udpeget af medlemsstaterne. Disse myndigheder bør bistå de bidragsberettigede og de bidragspligtige med at gøre deres rettigheder gældende i en anden medlemsstat ved at indgive anmodninger om anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af eksisterende retsafgørelser, om ændring af sådanne retsafgørelser eller om at få truffet en retsafgørelse. De bør ligeledes udveksle oplysninger for at lokalisere de bidragspligtige og bidragsberettigede og identificere deres indkomst og formue efter behov. Endelig bør de samarbejde ved at udveksle generelle oplysninger og fremme samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i deres medlemsstat.

(32)

En centralmyndighed, der udpeges i henhold til denne forordning, bør selv dække sine udgifter undtagen i særlige tilfælde og den bør yde bistand til alle med opholdssted i dens medlemsstat, der anmoder om det. Kriteriet for at fastslå en persons ret til at anmode en centralmyndighed om bistand bør være mindre strengt end det kriterium for tilknytning gennem »sædvanligt opholdssted«, der anvendes andre steder i denne forordning. Kriteriet »opholdssted« bør dog udelukke, at den pågældende blot er til stede.

(33)

For at kunne yde fuld bistand til de bidragsberettigede og bidragspligtige og lette grænseoverskridende inddrivelse af underholdsbidrag mest muligt bør centralmyndighederne kunne få adgang til visse personoplysninger. Denne forordning bør derfor pålægge medlemsstaterne at sørge for, at deres centralmyndigheder får adgang til sådanne oplysninger hos de offentlige myndigheder eller administrationer, der ligger inde med de pågældende oplysninger som led i deres sædvanlige aktiviteter. Det bør dog overlades til de enkelte medlemsstaterne at beslutte, hvordan denne adgang skal gives. En medlemsstat bør således kunne udpege de offentlige myndigheder eller administrationer, der skal udlevere oplysningerne til centralmyndigheden i overensstemmelse med denne forordning, herunder i givet fald offentlige myndigheder eller administrationer, der allerede er udpeget i forbindelse med andre ordninger for adgang til oplysninger. Når en medlemsstat udpeger offentlige myndigheder eller administrationer, bør den sørge for, at dens centralmyndighed har adgang til de ønskede oplysninger, som disse ligger inde med, i overensstemmelse med denne forordning. En medlemsstat bør også kunne tillade sin centralmyndighed at få adgang til de ønskede oplysninger hos enhver anden juridisk person, der ligger inde med dem og er ansvarlig for deres behandling.

(34)

I forbindelse med adgang til samt anvendelse og videresendelse af personoplysninger er det nødvendigt at overholde kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger ( 13 ) som gennemført i medlemsstaternes nationale lovgivning.

(35)

Der bør fastsættes specifikke betingelser for adgang til samt anvendelse og videresendelse af personoplysninger med henblik på anvendelsen af denne forordning. I den forbindelse er der taget hensyn til udtalelsen fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse ( 14 ). Den registrerede bør underrettes i overensstemmelse med den nationale lovgivning. Der bør imidlertid hjemles mulighed for at udsætte denne underretning for at forhindre, at den bidragspligtige flytter sine aktiver og dermed vanskeliggør inddrivelsen af underholdsbidraget.

(36)

Under hensyn til sagsomkostningerne bør der fastsættes en meget gunstig ordning for retshjælp, sådan at udgifterne til sager vedrørende underholdspligt over for børn under 21 år, der anlægges via centralmyndighederne, dækkes fuldt ud. De gældende regler om retshjælp i Den Europæiske Union i henhold til direktiv 2003/8/EF bør derfor suppleres med specifikke regler, der således indfører en særordning for retshjælp i forbindelse med underholdspligt. Den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat bør i den forbindelse undtagelsesvis kunne inddrive omkostningerne hos en sagsøger, der har modtaget gratis retshjælp, og som har tabt en retssag, for så vidt dennes økonomiske situation tillader det. Dette er bl.a. tilfældet, når en formuende person har handlet i ond tro.

(37)

Hvad angår anden underholdspligt end den, der er nævnt i foregående betragtning, bør alle parter endvidere sikres samme behandling i henseende til retshjælp på tidspunktet for fuldbyrdelsen af en retsafgørelse i en anden medlemsstat. Denne forordnings bestemmelser om retshjælpens kontinuitet bør således forstås på den måde, at der ligeledes ydes retshjælp til en part, som ikke modtog retshjælp under sagen med henblik på en ny eller ændret retsafgørelse i domsstaten, men som herefter modtog retshjælp i samme stat i forbindelse med en anmodning om fuldbyrdelse af retsafgørelsen. Ligeledes bør en part, hvis sag er blevet behandlet uden omkostninger af en administrativ myndighed som nævnt i bilag X i fuldbyrdelsesmedlemsstaten nyde godt af den mest fordelagtige retshjælp eller den mest omfattende fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger på betingelse af, at han ville have være omfattet heraf i den medlemsstat, hvor afgørelsen blev truffet.

(38)	For at begrænse udgifterne til oversættelse af dokumentation bør den ret, hvor sagen er anlagt, kun kræve oversættelse af denne dokumentation, når en oversættelse er nødvendig, uden at dette dog anfægter retten til et forsvar og reglerne for forkyndelse af dokumenter.

(39)

For at lette denne forordnings anvendelse bør alle medlemsstaterne have pligt til at tilsende Kommissionen navne og kontaktoplysninger på deres centralmyndigheder og andre oplysninger. Disse oplysninger bør stilles til rådighed for relevante fagkredse og offentligheden ved offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende eller elektronisk på det europæiske retligt netværk på det civil- og handelsretlige område, der er oprettet ved beslutning 2001/470/EF. Anvendelsen af de i denne forordning omhandlede formularer bør desuden lette og fremskynde kommunikationen mellem centralmyndigheder og gøre det muligt at indgive anmodninger elektronisk.

(40)

Forholdet mellem denne forordning og de bilaterale eller multilaterale konventioner og aftaler om underholdspligt, som medlemsstaterne er parter i, bør præciseres. Det bør i den forbindelse fastsættes, at de medlemsstater, der er parter i den nordiske konvention af 23. marts 1962 mellem Sverige, Danmark, Finland, Island og Norge om inddrivelse af underholdsbidrag, kan fortsætte med at anvende denne, da den indeholder regler om anerkendelse og fuldbyrdelse, der er mere gunstige end denne forordnings bestemmelser. For så vidt angår indgåelsen af fremtidige bilaterale aftaler om underholdspligt med tredjelande bør de procedurer og betingelser, ifølge hvilke medlemsstaterne vil blive bemyndiget til på deres egne vegne at forhandle sådanne aftaler, fastsættes under drøftelserne om et kommissionsforslag om dette emne.

(41)	Ved beregningen af de tidsfrister, der er fastsat i nærværende forordning, finder Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter ( 15 ) anvendelse.

(42)	De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør træffes i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen ( 16 ).

(43)

Kommissionen bør navnlig bemyndiges til at vedtage alle ændringer af formularerne i denne forordning efter høringsproceduren i artikel 3 i afgørelse 1999/468/EF. Ved opstillingen af listen over de administrative myndigheder, der er omfattet af denne forordning, samt listen over de myndigheder, der er kompetente med hensyn til attestation af ret til retshjælp, bør Kommissionen bemyndiges til at handle i henhold til forvaltningsproceduren i artikel 4 i nævnte afgørelse.

(44)

Denne forordning bør ændre forordning (EF) nr. 44/2001, idet den bør træde i stedet for de bestemmelser i denne forordning, der finder anvendelse på underholdspligt. Med forbehold af nærværende forordnings overgangsbestemmelser bør medlemsstaterne for så vidt angår underholdspligt anvende nærværende forordnings bestemmelser om kompetence, anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser og om retshjælp i stedet for de tilsvarende bestemmelser i forordning (EF) nr. 44/2001 fra datoen for nærværende forordnings anvendelse.

(45)

Målene for denne forordning, nemlig at indføre en række foranstaltninger, der muliggør en effektiv inddrivelse af underholdsbidrag i grænseoverskridende situationer og dermed letter den frie bevægelighed for personer i Den Europæiske Union, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af denne forordnings omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(46)

I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, har Irland meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(47)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskab, deltager Det Forenede Kongerige ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige. Dette berører dog ikke Det Forenede Kongeriges mulighed for efter vedtagelsen at meddele, at det ønsker at acceptere denne forordning i medfør af artikel 4 i nævnte protokol.

(48)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark, hvilket dog ikke berører Danmarks mulighed for at anvende indholdet af de ændringer, der her er foretaget i forordning (EF) nr. 44/2001, jf. artikel 3 i aftalen af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 17 ) —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

1. Denne forordning finder anvendelse på underholdspligt, der udspringer af et familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab.

2. I denne forordning forstås ved »medlemsstat« de medlemsstater, som denne forordning finder anvendelse på.

2. I denne forordning omfatter begrebet »ret« også administrative myndigheder i medlemsstaterne med kompetence i sager vedrørende underholdspligt, såfremt sådanne myndigheder giver garantier med hensyn til upartiskhed og parternes ret til at blive hørt, og deres retsafgørelser i henhold til loven i den medlemsstat, hvor de er etableret,

Disse administrative myndigheder opføres på listen i bilag X. Dette bilag udarbejdes og ændres efter forvaltningsproceduren i artikel 73, stk. 2, på anmodning af den medlemsstat, hvor den berørte administrative myndighed er etableret.

3. I artikel 3, 4 og 6 erstatter ordet »domicil« ordet »nationalitet« i de medlemsstater, der anvender dette begreb som en tilknytningsfaktor i familieanliggender.

I artikel 6 anses de parter, der har deres »domicil« i forskellige territoriale enheder i samme medlemsstat, for at have deres fælles »domicil« i denne medlemsstat.

De myndigheder, der er kompetente med hensyn til underholdspligt i medlemsstaterne, er:

1. Parterne kan aftale, at nedennævnte ret eller retter i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede eller fremtidige tvister mellem dem vedrørende underholdspligt:

2. En aftale om værneting skal være indgået skriftligt. Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.

3. Denne artikel finder ikke anvendelse på tvister vedrørende underholdsbidrag til børn under atten år.

4. Aftaler parterne, at en ret eller retterne i en medlemsstat, der er part i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 18 ), undertegnet den 30. oktober 2007 i Lugano, (i det følgende benævnt »Luganokonventionen«), har enekompetence, finder denne konvention anvendelse, hvis den pågældende stat ikke er en medlemsstat, undtagen på de i stk. 3 omhandlede tvister.

For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence.

Hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 3-5, og ingen ret i en stat, der er part i Luganokonventionen, er kompetent i medfør af denne konvention, er retterne i den medlemsstat, hvis nationalitet begge parter har, kompetente.

Hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 3-6, kan et medlemsstats retter i undtagelsestilfælde påkende tvisten, hvis en sag ikke med rimelighed kan anlægges eller føres eller viser sig umulig at føre i et tredjeland, som tvisten er nært knyttet til.

Tvisten skal have en tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende.

1. Når en retsafgørelse er truffet i en medlemsstat eller en stat, som er kontraherende part i Haagerkonventionen af 2007, og den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted i denne stat, kan den bidragspligtige ikke anlægge sag med henblik på en ny eller ændret retsafgørelse i en anden medlemsstat, så længe den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor retsafgørelsen blev truffet.

Anlægges der ved en ret i en medlemsstat en sag, som den pågældende ret ikke har kompetence til at påkende i medfør af denne forordning, erklærer retten sig på embeds vegne inkompetent.

1. Såfremt en sagsøgt, der har sit sædvanlige opholdssted i en anden stat end den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, ikke giver møde, udsætter den kompetente ret sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.

2. Artikel 19 i forordning (EF) nr. 1393/2007 anvendes i stedet for stk. 1 i denne artikel, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes fra én medlemsstat til en anden i medfør af nævnte forordning.

3. Finder forordning (EF) nr. 1393/2007 ikke anvendelse, anvendes artikel 15 i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes til udlandet i medfør af nævnte konvention.

1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.

2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.

1. Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.

2. Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de pågældende krav, og dens lov tillader forening heraf.

3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.

Der kan over for en medlemsstats retslige myndigheder anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lov, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet.

Den lov, der skal anvendes på underholdspligt, fastlægges i overensstemmelse med Haagerprotokollen af 23. november 2007 om, hvilken lov der skal anvendes på underholdspligt (i det følgende benævnt »Haagerprotokollen af 2007«), i de medlemsstater, der er bundet af dette instrument.

1. Dette kapitel omhandler anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

2. Afdeling 1 finder anvendelse på retsafgørelser truffet i en medlemsstat, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007.

3. Afdeling 2 finder anvendelse på retsafgørelser truffet i en medlemsstat, der ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007.

Retsafgørelser truffet i en medlemsstat, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007

1. En retsafgørelse truffet i en medlemsstat, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007, anerkendes i en anden medlemsstat, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

2. En retsafgørelse truffet i en medlemsstat, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007, som er eksigibel i denne medlemsstat, er eksigibel i en anden medlemsstat, uden at der kræves en retsafgørelse om eksigibilitet.

En eksigibel retsafgørelse giver umiddelbar hjemmel til at anvende de sikrende retsmidler, der findes i fuldbyrdelsesstatens lovgivning.

1. Sagsøgte har ret til at anmode om fornyet prøvelse af en retsafgørelse ved den kompetente ret i domsstaten i tilfælde, hvor han ikke har givet møde for denne ret, og hvor:

medmindre han har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det.

2. Fristen for at anmode om fornyet prøvelse løber fra den dag, hvor sagsøgte reelt fik kendskab til indholdet af retsafgørelsen, og hvor han havde mulighed for at reagere, og senest fra den dag, hvor der første gang blev truffet en fuldbyrdelsesforanstaltning, hvorved der blev lagt beslag på hans aktiver, helt eller delvist. Sagsøgte skal reagere straks og under alle omstændigheder inden 45 dage. Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.

3. Afviser retten anmodningen om fornyet prøvelse som omhandlet i stk. 1 under henvisning til, at ingen af de grunde til prøvelse, der er omhandlet i nævnte stykke, gør sig gældende, forbliver retsafgørelsen virksom.

Fastslår retten, at fornyet prøvelse er berettiget af en af de grunde, der er omhandlet i stk. 1, er retsafgørelsen annulleret. Den bidragsberettigede mister dog ikke de fordele ved afbrydelsen af forældelsesfristerne eller den ret til at kræve underholdsbidrag med tilbagevirkende kraft, der er opnået i den indledende sag.

1. Med henblik på fuldbyrdelse af en retsafgørelse i en anden medlemsstat forelægger sagsøger de kompetente fuldbyrdelsesmyndigheder

2. De kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten kan ikke kræve, at den part, der anmoder om fuldbyrdelse, fremlægger en oversættelse af retsafgørelsen. Der kan dog kræves en oversættelse, hvis fuldbyrdelsen af retsafgørelsen anfægtes.

3. En oversættelse efter denne artikel skal foretages af en person, der er bemyndiget til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.

1. Grundene til afslag på eller suspension af fuldbyrdelsen i henhold til fuldbyrdelsesstatens lov finder anvendelse, medmindre de er uforenelige med anvendelsen af stk. 2 og 3.

2. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten afslår efter anmodning fra den bidragspligtige helt eller delvis fuldbyrdelsen af den retsafgørelse, der er truffet af retten i domsstaten, hvis retten til at fuldbyrde retsafgørelsen fra retten i domsstaten er bortfaldet som følge af forældelse eller anden rettighedsfortabelse som følge af fristoverskridelse enten i henhold til domsstatens lov eller i henhold til fuldbyrdelsesstatens lov, alt efter hvilken lov der indeholder den længste forældelsesfrist.

Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan efter anmodning fra den bidragspligtige helt eller delvis afslå fuldbyrdelsen af den retsafgørelse, der er truffet af retten i domsstaten, hvis den er uforenelig med en retsafgørelse truffet i fuldbyrdelsesstaten eller en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat eller et tredjeland, som opfylder betingelserne for anerkendelse i fuldbyrdelsesstaten.

En retsafgørelse, der indebærer en ændring af en tidligere retsafgørelse om underholdspligt som følge af ændrede omstændigheder, anses ikke for at være en uforenelig retsafgørelse i overensstemmelse med andet afsnit.

3. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan efter anmodning fra den bidragspligtige helt eller delvis suspendere fuldbyrdelsen af den retsafgørelse, der er truffet af retten i domsstaten, hvis den kompetente ret i domsstaten i overensstemmelse med artikel 19 får forelagt en anmodning om fornyet prøvelse af den retsafgørelse, der er truffet af retten i domsstaten.

Desuden suspenderer den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten efter anmodning fra den bidragspligtige fuldbyrdelsen af den retsafgørelse, der er truffet af retten i domsstaten, hvis eksigibiliteten af retsafgørelsen er suspenderet i domsstaten.

Anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en retsafgørelse om underholdspligt i henhold til denne forordning indebærer på ingen måde anerkendelse af det familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab, der ligger til grund for den underholdspligt, som gav anledning til retsafgørelsen.

Retsafgørelser truffet i en medlemsstat, Der ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007

1. En retsafgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, der ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

2. Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i denne afdeling få fastslået, at retsafgørelsen om underholdspligt skal anerkendes.

3. Gøres anerkendelsen gældende under en verserende sag ved en ret i en medlemsstat, og har anerkendelsen betydning for afgørelsen af denne sag, er den nævnte ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.

Gøres anerkendelse af en retsafgørelse truffet i en medlemsstat, der ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007, gældende ved en ret i en anden medlemsstat, udsætter denne sagen, såfremt retsafgørelsens eksigibilitet er suspenderet i domsstaten ved iværksættelse af appel.

En retsafgørelse truffet i en medlemsstat, der ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007, som er eksigibel i denne medlemsstat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når den efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigibel i sidstnævnte stat.

1. Anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, fremsættes over for den ret eller kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten, som denne medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 71.

2. Den stedlige kompetence afgøres efter den parts sædvanlige opholdssted, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter fuldbyrdelsesstedet.

1. Anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, vedlægges følgende dokumenter:

2. Retten eller den kompetente myndighed, som anmodningen indgives til, kan ikke kræve, at den part, der anmoder om fuldbyrdelse, fremlægger en oversættelse af retsafgørelsen. Der kan dog kræves en oversættelse i tilfælde af appel efter artikel 32 eller 33.

3. En oversættelse efter denne artikel skal foretages af en person, der er bemyndiget til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.

1. Såfremt det i artikel 28, stk. 1, litra b), omhandlede uddrag ikke fremlægges, kan retten eller den kompetente myndighed fastsætte en frist for dens tilvejebringelse eller anerkende et tilsvarende dokument eller, såfremt den anser sagen for tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan fremlæggelse.

2. Såfremt retten eller den kompetente myndighed kræver det, skal der i det i stk. 1 omhandlede tilfælde foretages en oversættelse af dokumenterne. Oversættelsen skal foretages af en person, der er bemyndiget til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.

En retsafgørelse erklæres for eksigibel uden prøvelse efter artikel 24, så snart de i artikel 28 omhandlede formaliteter er opfyldt og senest inden 30 dage efter opfyldelsen af disse formaliteter, medmindre dette på grund af ekstraordinære omstændigheder er umuligt. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte indsigelser.

1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal straks og på den måde, der er foreskrevet i fuldbyrdelsesstatens lovgivning, meddeles den, som har fremsat anmodningen.

2. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sammen med retsafgørelsen, hvis denne ikke allerede er blevet forkyndt for den pågældende.

1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter.

2. Appellen indgives til den ret, som den berørte medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 71.

3. Appellen behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure.

4. Giver den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke møde for den ret, der behandler en appel rejst af den, der har fremsat anmodningen, finder artikel 11 anvendelse, selv om den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke har sit sædvanlige opholdssted på en medlemsstats område.

5. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal appelleres inden 30 dage efter, at den er blevet forkyndt. Såfremt den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, har sit sædvanlige opholdssted på en anden medlemsstats område end den, hvor retsafgørelsen er blevet erklæret for eksigibel, er fristen for appel 45 dage og løber fra den dag, hvor afgørelsen om eksigibilitet er blevet forkyndt for den pågældende personligt eller på hans opholdssted. Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.

Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes ved den procedure, som den berørte medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 71.

1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 32 eller 33, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 24 anførte grunde.

2. Med forbehold af artikel 32, stk. 4, træffer den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 32, afgørelse inden 90 dage fra appellens indgivelse, medmindre dette på grund af ekstraordinære omstændigheder er umuligt.

3. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 33, træffer afgørelse snarest muligt.

Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 32 eller 33, udsætter efter anmodning fra den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sagen, såfremt fuldbyrdelsen af retsafgørelsen er suspenderet i domsstaten ved iværksættelse af appel.

1. Når en retsafgørelse skal anerkendes efter denne afdeling, er der intet til hinder for, at den, som har fremsat anmodningen, kan bringe foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i anvendelse i overensstemmelse med loven i fuldbyrdelsesstaten, uden at der kræves en retsafgørelse om eksigibilitet efter artikel 30.

2. Retsafgørelsen om eksigibilitet giver umiddelbar hjemmel til at anvende sikrende retsmidler.

3. Så længe den i artikel 32, stk. 5, fastsatte frist for appel af retsafgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet, og så længe der ikke er truffet afgørelse i appelsagen, er sikrende retsmidler det eneste mulige retsskridt over for aktiver, der tilhører den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse.

1. Såfremt der ved retsafgørelsen er taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible, skal retten eller den kompetente myndighed erklære et eller flere af dem for eksigible.

2. Den, som fremsætter en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan anmode om kun at få dele af retsafgørelsen erklæret for eksigible.

Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i forhold til sagens værdi, må opkræves i fuldbyrdelsesstaten i forbindelse med behandlingen af en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.

Retten i domsstaten kan erklære retsafgørelsen foreløbigt eksigibel uanset en eventuel appel, også selv om national lov ikke giver hjemmel til umiddelbar eksigibilitet.

1. En part, der i en anden medlemsstat ønsker at påberåbe sig en retsafgørelse, der er anerkendt i henhold til artikel 17, stk. 1, eller anerkendt i henhold til afdeling 2, skal fremlægge en kopi af retsafgørelsen, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af dens ægthed.

2. Den ret, over for hvilken den anerkendte retsafgørelse påberåbes, kan om nødvendigt anmode den part, der påberåber sig den anerkendte retsafgørelse, om at fremlægge et uddrag, der er udstedt af retten i domsstaten under anvendelse af formularen i bilag I eller bilag II.

Retten i domsstaten udsteder også dette uddrag efter anmodning fra en berettiget part.

3. Den part, der påberåber sig den anerkendte afgørelse, fremlægger om nødvendigt en translitteration eller en oversættelse af den formular, der er nævnt i stk. 2, til det officielle sprog i den pågældende medlemsstat eller, hvis der er flere officielle sprog i denne medlemsstat, til det officielle sprog eller et af de officielle sprog, der anvendes af retterne på det sted, hvor den anerkendte afgørelse påberåbes, i overensstemmelse med denne medlemsstats lov, eller til et andet sprog, som den pågældende medlemsstat har angivet, at den kan acceptere. Hver medlemsstat kan angive, hvilket andet eller hvilke andre af EU-institutionernes officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere, at formularen udfærdiges på.

4. En oversættelse efter denne artikel skal foretages af en person, der er bemyndiget til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.

1. Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning reguleres proceduren for fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat af loven i fuldbyrdelsesstaten. En retsafgørelse truffet i en medlemsstat, som er eksigibel i fuldbyrdelsesstaten, fuldbyrdes på de samme betingelser som en retsafgørelse, der er truffet i denne fuldbyrdelsesstat.

2. En part, der anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat, er ikke forpligtet til at have en postadresse eller en befuldmægtiget i fuldbyrdelsesstaten, dog med forbehold for personer med kompetence i forbindelse med fuldbyrdelsesprocedurerne.

En retsafgørelse truffet i en medlemsstat kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet i den medlemsstat, hvor der anmodes om anerkendelse, eksigibilitet eller fuldbyrdelse.

Inddrivelse af omkostninger, der opstår ved anvendelsen af denne forordning, har ikke forrang for inddrivelse af underholdsbidrag.

1. Parter i en tvist, som er omfattet af denne forordning, har reel adgang til domstolsprøvelse i en anden medlemsstat, herunder procedurer til fuldbyrdelse, appel eller prøvelse, på de betingelser, der er fastsat i dette kapitel.

I de af kapitel VII omfattede sager skal den anmodede medlemsstat sikre, at alle, der fremsætter en anmodning, og som har deres opholdssted i den anmodende medlemsstat, har en reel adgang til domstolsprøvelse.

2. For at sikre en sådan reel adgang yder medlemsstaterne retshjælp i overensstemmelse med dette kapitel, medmindre stk. 3 finder anvendelse.

3. I de af kapitel VII omfattede sager er en medlemsstat ikke forpligtet til at yde retshjælp, hvis og i det omfang procedurerne i denne medlemsstat gør det muligt for parterne at føre sagen, uden at der er behov for retshjælp, og centralmyndigheden gratis stiller de tjenester, der er nødvendige hertil, til rådighed.

4. Retten til retshjælp er ikke mindre omfattende end den ret, der gælder i tilsvarende interne sager.

5. Der kræves ikke sikkerhedsstillelse eller depositum af nogen art for betaling af sagsomkostninger vedrørende underholdspligt.

Ved retshjælp, der ydes efter dette kapitel, forstås den bistand, der er nødvendig for, at parterne kan få kendskab til deres rettigheder og gøre dem gældende og for at sikre, at deres anmodninger, som fremsættes via centralmyndighederne eller direkte til de kompetente myndigheder, vil blive behandlet fuldstændigt og effektivt. Den dækker om nødvendigt følgende omkostninger:

Fri proces i forbindelse med anmodninger vedrørende underholdspligt over for børn, der fremsættes via centralmyndigheder

1. Den anmodede medlemsstat yder fri proces i forbindelse med alle anmodninger, der efter artikel 56 fremsættes af en bidragsberettiget vedrørende forældres underholdspligt over for en person under 21 år.

2. Uanset stk. 1 kan den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat i forbindelse med andre anmodninger end dem, der er omhandlet i artikel 56, stk. 1, litra a) og b), afslå fri proces, hvis den finder, at anmodningen eller en eventuel appel på baggrund af sagens realiteter er åbenlyst ubegrundet.

1. I tilfælde, der ikke falder ind under artikel 46, kan der ydes retshjælp i overensstemmelse med national lov, navnlig i relation til foretagelse af en vurdering af sagsøgers midler eller af sagens realitet, jf. dog artikel 44 og 45.

2. Uanset stk. 1 har en part, som i domsstaten har fået hel eller delvis retshjælp eller været fritaget for gebyrer og sagsomkostninger, i forbindelse med en eventuel anerkendelses-, eksigibilitets- eller fuldbyrdelsesprocedure ret til den mest fordelagtige retshjælp eller den mest omfattende fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i henhold til fuldbyrdelsesstatens lov.

3. Uanset stk. 1 har en part, hvis sag i afgørelsesstaten er blevet behandlet uden omkostninger af en administrativ myndighed som nævnt i bilag X, i forbindelse med en eventuel anerkendelses-, eksigibilitets- eller fuldbyrdelsesprocedure ret til retshjælp i henhold til stk. 2. Den pågældende skal med henblik herpå fremlægge en erklæring fra den kompetente myndighed i den stat, hvor afgørelsen blev truffet, om, at de økonomiske betingelser for at få hel eller delvis retshjælp eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger er opfyldt.

De kompetente myndigheder i forbindelse med dette stykke opføres i bilag XI. Dette bilag udarbejdes og ændres efter forvaltningsproceduren i artikel 73, stk. 2.

Anvendelse af denne forordning på retsforlig og officielt bekræftede dokumenter

1. Retsforlig og officielt bekræftede dokumenter, der er eksigible i domsstaten, anerkendes og er eksigible i en anden medlemsstat på samme vilkår som retsafgørelser, jf. kapitel IV.

2. Denne forordnings bestemmelser finder i fornødent omfang anvendelse på retsforlig og officielt bekræftede dokumenter.

3. Den kompetente myndighed i domsstaten udsteder efter anmodning fra en berettiget part et uddrag af retsforliget eller det officielt bekræftede dokument under anvendelse af formularen i henholdsvis bilag I og bilag II eller bilag III og IV.

1. Hver medlemsstat udpeger en centralmyndighed til at udføre de opgaver, som denne forordning pålægger en sådan myndighed.

2. Forbundsmedlemsstater, medlemsstater med mere end ét retssystem og medlemsstater, der har selvstyrende territoriale enheder, kan udpege mere end én centralmyndighed og angive disses territoriale eller personlige kompetence. Medlemsstater, som har udpeget mere end én centralmyndighed, angiver den centralmyndighed, som alle henvendelser kan rettes til med henblik på videresendelse til den kompetente centralmyndighed i den pågældende medlemsstat. Hvis en meddelelse sendes til en centralmyndighed, der ikke er kompetent, er denne myndighed ansvarlig for at videresende meddelelsen til den kompetente centralmyndighed og for at underrette afsenderen herom.

3. Medlemsstaterne underretter i overensstemmelse med artikel 71 Kommissionen om udpegelsen af centralmyndigheden eller -myndighederne, deres kontaktoplysninger og eventuelt omfanget af deres opgaver som omhandlet i stk. 2.

2. Centralmyndighederne træffer foranstaltninger til at lette anvendelsen af denne forordning og styrke deres indbyrdes samarbejde. Til dette formål anvendes det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, som er oprettet ved beslutning 2001/470/EF.

1. Centralmyndighederne yder bistand i forbindelse med de i artikel 56 omhandlede anmodninger; de har navnlig til opgave:

2. I forbindelse med sådanne anmodninger træffer centralmyndighederne alle relevante foranstaltninger til:

3. Centralmyndighedens opgaver efter denne artikel kan, i det omfang den pågældende medlemsstats lov tillader det, udføres af offentlige organer eller andre organer under tilsyn af denne medlemsstats kompetente myndigheder. Medlemsstaterne underretter i overensstemmelse med artikel 71 Kommissionen om udpegelsen af sådanne offentlige organer eller andre organer samt deres kontaktoplysninger og omfanget af deres opgaver.

4. Intet i denne artikel eller i artikel 53 pålægger centralmyndigheden en forpligtelse til at udøve beføjelser, der efter den anmodede medlemsstats lov kun kan udøves af judicielle myndigheder.

Centralmyndigheden i den anmodede medlemsstat kan kun kræve fuldmagt fra den, der fremsætter anmodningen, hvis den handler på vedkommende vegne i retssager eller i sager ved andre myndigheder, eller med henblik på at udpege en repræsentant hertil.

1. En centralmyndighed kan over for en anden centralmyndighed fremsætte en begrundet anmodning om at træffe relevante retlige foranstaltninger i medfør af artikel 51, stk. 2, litra b, c), g), h), i) og j), når der ikke verserer en anmodning, der er omfattet af artikel 56. Hvis den anmodede centralmyndighed vurderer, at det er nødvendigt, iværksætter den passende foranstaltninger for at hjælpe en potentiel sagsøger med at fremsætte en anmodning i medfør af artikel 56 eller med at afgøre, om en sådan anmodning skal indgives.

2. Når der fremsættes en anmodning om foranstaltninger i medfør af artikel 51, stk. 2, litra b) og c), indhenter den anmodede centralmyndighed de oplysninger, der anmodes om, om nødvendigt under anvendelse af artikel 61. Dog kan der kun indhentes oplysninger, der er omhandlet i artikel 61, stk. 2, litra b), c) og d), når den bidragsberettigede fremlægger en genpart af en retsafgørelse, et retsforlig eller et officielt bekræftet eksigibelt dokument, eventuelt ledsaget af det uddrag, der er omhandlet i artikel 20, 28 eller 48.

Den anmodede centralmyndighed udleverer de oplysninger, der er indhentet, til den anmodende centralmyndighed. Hvis disse oplysninger er indhentet i medfør af artikel 61, er de begrænset til den potentielle sagsøgers adresse i den anmodede medlemsstat. Hvis der er tale om en anmodning med henblik på anerkendelse, afgørelse om eksigibilitet eller fuldbyrdelse, tager udleveringen desuden sigte på at fastslå, om den bidragspligtige har indkomst eller formue i denne stat.

Hvis den anmodede centralmyndighed ikke har mulighed for at udlevere de ønskede oplysninger, meddeler den straks den anmodende centralmyndighed dette og angiver grundene til, at det ikke er muligt.

3. En centralmyndighed kan også iværksætte særlige foranstaltninger efter anmodning fra en anden centralmyndighed i forbindelse med en verserende sag om inddrivelse af underholdsbidrag i den anmodende medlemsstat, når sagen har et grænseoverskridende element.

4. Ved anmodninger i medfør af denne artikel anvender centralmyndighederne formularen i bilag V.

1. Hver centralmyndighed afholder sine egne omkostninger i forbindelse med anvendelsen af denne forordning.

2. Centralmyndighederne kan ikke pålægge en person, der fremsætter en anmodning, en afgift for deres tjenester efter denne forordning, dog bortset fra ekstraordinære omkostninger som følge af en anmodning om en særlig foranstaltning i medfør af artikel 53.

Med henblik på dette stykke betragtes udgifter til lokalisering af den bidragspligtige ikke som ekstraordinære.

3. Den anmodede centralmyndighed kan ikke opkræve de ekstraordinære omkostninger, der er omhandlet i stk. 2, uden at den, der fremsætter anmodningen, har givet forudgående samtykke til ydelsen af disse tjenester til den pågældende pris.

En anmodning efter dette kapitel indgives via centralmyndigheden i den medlemsstat, på hvis område den person, der fremsætter anmodningen, har sit opholdssted, til centralmyndigheden i den anmodede medlemsstat.

1. En bidragsberettiget, som søger at inddrive underholdsbidrag efter denne forordning, har mulighed for at fremsætte anmodning om følgende:

2. En bidragspligtig, mod hvem der findes en retsafgørelse om underholdspligt, har mulighed for at fremsætte anmodning om følgende:

3. Ved anmodninger i medfør af denne artikel yder centralmyndigheden i den anmodede medlemsstat bistand og repræsentation som omhandlet i artikel 45, litra b), enten direkte eller via offentlige myndigheder eller andre organer eller personer.

4. Medmindre andet er fastsat i denne forordning, afgøres de anmodninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, efter loven i den anmodede medlemsstat og i overensstemmelse med kompetencereglerne i denne stat.

1. Anmodninger i medfør af artikel 56 fremsættes under anvendelse af formularen i bilag VI eller bilag VII.

3. Med henblik på stk. 2, litra b), kan den anmodende persons private adresse erstattes af en anden adresse i tilfælde af vold i hjemmet, hvis den anmodede medlemsstats nationale lovgivning ikke med henblik på retssagen kræver, at den pågældende opgiver sin private adresse.

4. Hvor det er relevant, og i det omfang der er kendskab hertil, skal anmodningen desuden navnlig omfatte:

5. Anmodningen ledsages af eventuelle nødvendige supplerende oplysninger eller dokumentation, herunder i givet fald dokumentation vedrørende ret til retshjælp for den, der fremsætter anmodningen. Anmodninger i henhold til artikel 56, stk. 1, litra a) og b), og stk. 2, litra a), ledsages om nødvendigt kun af de dokumenter, der er nævnt i artikel 20, 28 eller 48, eller i artikel 25 i Haagerkonventionen af 2007.

Fremsendelse, modtagelse og behandling af anmodninger og sager via centralmyndighederne

1. Centralmyndigheden i den anmodende medlemsstat bistår den, der fremsætter anmodningen, med at sikre, at anmodningen ledsages af alle de oplysninger og dokumenter, der vides at være nødvendige for behandlingen af anmodningen.

2. Når centralmyndigheden i den anmodende medlemsstat har fastslået, at anmodningen opfylder kravene i denne forordning, fremsender den anmodningen til centralmyndigheden i den anmodede medlemsstat.

3. Senest 30 dage efter datoen for modtagelsen af anmodningen bekræfter den anmodede centralmyndighed modtagelsen under anvendelse af formularen i bilag VIII, den underretter centralmyndigheden i den anmodende medlemsstat om, hvilke indledende skridt, der er eller vil blive taget for at behandle anmodningen, og den kan anmode om eventuelle yderligere nødvendige dokumenter eller oplysninger. Inden for samme periode på 30 dage meddeler den anmodede centralmyndighed den anmodende centralmyndighed navn og kontaktoplysninger på den person eller enhed, der er ansvarlig for at besvare forespørgsler om forløbet af behandlingen af anmodningen.

4. Senest 60 dage efter datoen for bekræftelsen af modtagelsen underretter den anmodede centralmyndighed den anmodende centralmyndighed om status i behandlingen af anmodningen.

5. Den anmodende og den anmodede centralmyndighed holder hinanden underrettet om:

6. Centralmyndighederne behandler sagerne så hurtigt, som en korrekt sagsbehandling tillader.

7. Centralmyndighederne anvender indbyrdes de hurtigste og mest effektive kommunikationsmidler, de har til rådighed.

8. En anmodet centralmyndighed kan kun afslå at behandle en anmodning, hvis det er åbenbart, at kravene i denne forordning ikke er opfyldt. I så fald underretter denne centralmyndighed straks den anmodende centralmyndighed om grundene til afslaget under anvendelse af formularen i bilag IX.

9. Den anmodede centralmyndighed kan ikke afvise en anmodning alene med den begrundelse, at der er behov for supplerende dokumenter eller oplysninger. Den anmodede centralmyndighed kan dog bede den anmodende centralmyndighed om at fremsende disse supplerende dokumenter eller oplysninger. Hvis den anmodende centralmyndighed ikke efterkommer dette inden for 90 dage eller en længere periode som angivet af den anmodede centralmyndighed, kan den anmodede centralmyndighed beslutte, at den ikke længere vil behandle anmodningen. I så fald underretter den straks den anmodende centralmyndighed om afslaget under anvendelse af formularen i bilag IX.

1. Ansøgnings- eller anmodningsformularen udfyldes på den anmodede medlemsstats officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, på det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor den berørte centralmyndighed befinder sig, eller på et andet af EU-institutionernes officielle sprog, som den anmodede medlemsstat har angivet, at den kan acceptere, medmindre denne medlemsstats centralmyndighed har fritaget for kravet om oversættelse.

2. De dokumenter, der ledsager ansøgnings- eller anmodningsformularen, oversættes kun til det sprog, der er fastsat i overensstemmelse med stk. 1, hvis en oversættelse er nødvendig for at kunne yde den hjælp, der anmodes om, jf. dog artikel 20, 28, 40 og 66.

3. Al anden kommunikation mellem centralmyndighederne sker på det sprog, der er fastsat i overensstemmelse med stk. 1, medmindre centralmyndighederne aftaler andet.

1. Centralmyndighederne mødes regelmæssigt for at fremme anvendelsen af denne forordning.

2. Der indkaldes til disse møder i overensstemmelse med beslutning 2001/470/EF.

1. Den anmodede centralmyndighed træffer på de betingelser, der er fastsat i dette kapitel, og som undtagelse fra artikel 51, stk. 4, alle passende og rimelige foranstaltninger for at skaffe de i stk. 2 omhandlede oplysninger, der er nødvendige for i en given sag at lette fastsættelse, ændring, anerkendelse, afgørelse om eksigibilitet eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse.

De offentlige myndigheder eller administrationer, der som led i deres sædvanlige aktiviteter i den anmodede medlemsstat ligger inde med de i stk. 2 omhandlede oplysninger, og som i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF har ansvaret for behandlingen af dem, fremsender med forbehold af begrænsninger begrundet i hensynet til statens sikkerhed eller den offentlige sikkerhed efter anmodning disse til den anmodede centralmyndighed, hvis denne ikke har direkte adgang til disse oplysninger.

Medlemsstaterne kan udpege de offentlige myndigheder eller administrationer, der er i stand til at give den anmodede centralmyndighed oplysningerne i stk. 2. Når en medlemsstat foretager en sådan udpegelse, sikrer den, at dens valg af myndigheder og administrationer giver dens centralmyndighed mulighed for at få adgang til de oplysninger, der anmodes om, i overensstemmelse med denne artikel.

Enhver anden juridisk person, som i den anmodede medlemsstat ligger inde med de i stk. 2 omhandlede oplysninger, og som i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF har ansvaret for behandlingen af dem, fremsender efter anmodning disse til den anmodede centralmyndighed, hvis den pågældende er bemyndiget hertil efter den anmodede medlemsstats lovgivning.

Den anmodede centralmyndighed udleverer efter behov de således indhentede oplysninger til den anmodende centralmyndighed.

2. De i denne artikel omhandlede oplysninger er dem, som de i stk. 1, nævnte offentlige myndigheder, administrationer eller personer allerede ligger inde med. De skal være tilstrækkelige og relevante, ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt og omfatte

Med henblik på at fastsætte eller ændre en retsafgørelse er det kun oplysningerne i litra a), som den anmodede centralmyndighed kan anmode om.

Med henblik på at få anerkendt, erklæret eksigibel eller fuldbyrdet en retsafgørelse kan dem anmodede centralmyndighed anmode om alle de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit. Dog kan der kun anmodes om oplysningerne i litra d), såfremt oplysningerne i litra b) og c) er utilstrækkelige til, at retsafgørelsen kan fuldbyrdes.

1. Centralmyndigheden fremsender inden for deres medlemsstat efter behov de i artikel 61, stk. 2, omhandlede oplysninger til de kompetente retter, til de kompetente myndigheder, der har til opgave at forkynde dokumenter, og til de kompetente myndigheder, der har til opgave at fuldbyrde en retsafgørelse.

2. Alle myndigheder eller retter, der får tilsendt oplysninger i medfør af artikel 61, må kun anvende disse til at lette inddrivelsen af underholdsbidrag.

Bortset fra oplysninger, der vedrører selve eksistensen af en adresse, indkomst eller formue, kan de i artikel 61, stk. 2, omhandlede oplysninger ikke videregives til den, der har henvendt sig til den anmodende centralmyndighed, dog med forbehold for reglerne i retsplejelovgivningen.

3. En myndighed, der behandler oplysninger, som er fremsendt til den i medfør af artikel 61, må ikke lagre sådanne oplysninger længere, end det er nødvendigt til de formål, hvortil oplysningerne blev fremsendt.

4. En myndighed, der behandler oplysninger, som er fremsendt til den i medfør af artikel 61, sikrer disse oplysningers fortrolighed i overensstemmelse med den nationale lovgivning.

1. Den registrerede underrettes i overensstemmelse med national lov i den anmodede medlemsstat om fremsendelsen af alle eller en del af de oplysninger, der er indsamlet om ham.

2. Når denne underretning kan være til skade for en effektiv inddrivelse af underholdsbidraget, kan den stilles i bero i en periode, der ikke kan overstige 90 dage efter den dato, hvor oplysningerne blev stillet til rådighed for den anmodede centralmyndighed.

1. I forbindelse med en anmodning om anerkendelse og om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, eller i forbindelse med fuldbyrdelse af retsafgørelser omfatter »den bidragsberettigede« offentlige organer, som handler på vegne af en person, der er berettiget til underholdsbidrag, eller et organ, der er berettiget til godtgørelse af ydelser, der er udbetalt i stedet for underholdsbidrag.

2. Et offentligt organs ret til at handle på vegne af en person, der er berettiget til underholdsbidrag, eller til at anmode om godtgørelse af ydelser, der er udbetalt til den bidragsberettigede i stedet for underholdsbidrag, er undergivet den lov, der gælder for organet.

3. Et offentligt organ kan anmode om anerkendelse og om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, eller kræve fuldbyrdelse af:

4. Det offentlige organ, der anmoder om anerkendelse og om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, eller kræver fuldbyrdelse af en retsafgørelse, skal på anmodning forelægge alle de dokumenter, der er nødvendige for at fastslå dets rettigheder i henhold til stk. 2 og for at godtgøre, at ydelserne er blevet udbetalt til den bidragsberettigede.

Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formalitet i forbindelse med denne forordning.

Den ret, hvor sagen er anlagt, kan kun anmode parterne om en oversættelse af dokumentation, der er udarbejdet på et andet sprog end proceduresproget, hvis denne oversættelse skønnes nødvendig for, at den kan træffe afgørelse, eller for at den sagsøgte kan varetage sine interesser under sagen, jf. dog artikel 20, 28 og 40.

Den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat kan, undtagelsesvis og hvis vedkommendes økonomiske situation tillader det, inddrive omkostningerne fra den part, der taber en retssag efter at have modtaget gratis retshjælp i henhold til artikel 46, jf. dog artikel 54.

1. Med forbehold af artikel 75, stk. 2, ændrer denne forordning forordning (EF) nr. 44/2001 ved at træde i stedet for de bestemmelser i den forordning, der finder anvendelse på underholdspligt.

2. Denne forordning træder for så vidt angår underholdspligt i stedet for forordning (EF) nr. 805/2004, undtagen hvis der er tale om europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokumenter vedrørende underholdspligt, der er udstedt i en medlemsstat, som ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007.

3. For så vidt angår underholdspligt berører denne forordning ikke anvendelsen af direktiv 2003/8/EF med forbehold af kapitel V.

1. Denne forordning berører ikke anvendelsen af konventioner og bilaterale eller multilaterale aftaler, som en eller flere medlemsstater er part i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse, og som omfatter spørgsmål, der er reguleret af nærværende forordning, med forbehold af medlemsstaternes forpligtelser i henhold til traktatens artikel 307.

2. Uanset stk. 1 har denne forordning i forbindelserne mellem medlemsstaterne dog forrang for de konventioner og aftaler vedrørende spørgsmål omfattet af denne forordning, som medlemsstaterne er part i, jf. dog stk. 3.

3. Denne forordning er ikke til hinder for de deri deltagende parters anvendelse af den nordiske konvention af 23. marts 1962 mellem Sverige, Danmark, Finland, Island og Norge om inddrivelse af underholdsbidrag, eftersom nævnte konvention for så vidt angår anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser indeholder:

Anvendelsen af nævnte konvention kan dog ikke fratage sagsøgte den beskyttelse, som artikel 19 og 21 i denne forordning giver ham.

Som led i det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, der er oprettet ved beslutning 2001/470/EF, giver medlemsstaterne følgende oplysninger med henblik på at stille dem til rådighed for offentligheden:

1. Medlemsstaterne giver senest den 18. september 2010 Kommissionen meddelelse om:

Medlemsstaterne informerer Kommissionen om eventuelle senere ændringer af disse oplysninger.

2. Kommissionen offentliggør de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, i Den Europæiske Unions Tidende, bortset fra adresser og andre kontaktoplysninger på de retter og myndigheder, der er omhandlet i litra a), c) og f).

3. Kommissionen gør alle de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, offentligt tilgængelige på enhver anden hensigtsmæssig måde, navnlig via det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, der er oprettet ved beslutning 2001/470/EF.

Enhver ændring af formularerne i denne forordning vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 73, stk. 3.

1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er oprettet i medfør af artikel 70 i forordning (EF) nr. 2201/2003.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

Perioden i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

Senest fem år fra anvendelsesdatoen fastsat i henhold til artikel 76, stk. 3, forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning, som bl.a. skal omfatte en evaluering af de praktiske erfaringer med administrativt samarbejde mellem centralmyndighederne, navnlig med hensyn til disse myndigheders adgang til oplysninger, som de offentlige myndigheder og administrationer ligger inde med, og en evaluering af, hvordan proceduren for anerkendelse, afgørelse om eksigibilitet og fuldbyrdelse fungerer for så vidt angår afgørelser, der er truffet i en medlemsstat, der ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag om tilpasning.

1. Denne forordning finder kun anvendelse på retssager, der er anlagt, på retsforlig, der er godkendt eller indgået, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udarbejdet fra datoen for forordningens anvendelse, jf. dog stk. 2 og 3.

hvis disse afgørelser er omfattet af forordning (EF) nr. 44/2001 for så vidt angår anerkendelse og fuldbyrdelse.

Forordning (EF) nr. 44/2001 finder fortsat anvendelse på de procedurer vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse, der var i gang på datoen for denne forordnings anvendelse.

Første og andet afsnit finder tilsvarende anvendelse på retsforlig, der er godkendt eller indgået, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udarbejdet i medlemsstaterne.

3. Kapitel VII om samarbejde mellem centralmyndigheder finder anvendelse på ansøgninger og anmodninger, som centralmyndigheden modtager på eller efter datoen for denne forordnings anvendelse.

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 2, stk. 2, artikel 47, stk. 3, artikel 71, 72 og 73 finder anvendelse fra den 18. september 2010.

Denne forordning anvendes, bortset fra de i stk. 2 nævnte bestemmelser, fra den 18. juni 2011, forudsat at Haagerprotokollen af 2007 finder anvendelse i Fællesskabet på denne dato. Hvis det ikke er tilfældet, anvendes denne forordning fra datoen for nævnte protokols anvendelse i Fællesskabet.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

 Euro (EUR)  Bulgarsk lev (BGN)  Tjekkisk koruna (CZK)  Kroatisk kuna (HRK)  Ungarsk forint (HUF)  Litauisk litas (LTL)  Lettisk lats (LVL)  Polsk zloty (PLN)  Rumænsk leu (RON)  Svensk krona (SEK)  Andet (angiv ISO-kode): …

4. Dokumenter, der er vedlagt ( 37 ) anmodningen ved retsafgørelse afsagt i en medlemsstat

5. Dokumenter, der er vedlagt (37) anmodningen ved retsafgørelse afsagt i et tredjeland

11. Person(er), for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag ( 42 )

13. Oplysninger om betalingen, hvis anmodningen fremsættes af den bidragsberettigede

9. Person(er), for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag ( 49 )

11. Oplysninger om økonomiske forhold vedrørende de personer, der er omfattet af anmodningen (angiv kun de oplysninger, der er relevante med henblik på fastsættelse eller ændring af en retsafgørelse)

11.2. Den person (de personer), for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag, og den person, der har hovedansvaret for denne person (disse personer)

12. Oplysninger om betalingen, hvis anmodningen fremsættes af den bidragsberettigede

De i artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 4/2009 omhandlede administrative myndigheder er følgende:

De i artikel 47, stk. 3, i forordning (EF) nr. 4/2009 omhandlede kompetente myndigheder er følgende:

( 1 ) Udtalelse af 13.12.2007 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og udtalelse af 4.12.2008 på grundlag af en ny høring (endnu ikke offentliggjort i EUT).

( 2 ) Udtalelse afgivet på grundlag af en ikke-obligatorisk høring (EUT C 185 af 8.8.2006, s. 35).

( 20 ) Hvis parterne ikke er omtalt som sagsøger eller sagsøgte i retsafgørelsen/retsforliget, angives de vilkårligt som henholdsvis sagsøger og sagsøgte.

( 21 ) Hvis retsafgørelsen eller retsforliget vedrører mere end tre sagsøgere eller tre sagsøgte, vedlægges et ekstra ark.

( 22 ) Hvis retsafgørelsen eller retsforliget vedrører mere end tre sagsøgere eller tre sagsøgte, vedlægges et ekstra ark.

( 24 ) Hvis parterne ikke er omtalt som sagsøger eller sagsøgte i retsafgørelsen/retsforliget, angives de vilkårligt som henholdsvis sagsøger og sagsøgte.

( 25 ) Hvis retsafgørelsen eller retsforliget vedrører mere end tre sagsøgere eller tre sagsøgte, vedlægges et ekstra ark.

( 26 ) Hvis retsafgørelsen eller retsforliget vedrører mere end tre sagsøgere eller tre sagsøgte, vedlægges et ekstra ark.

( 28 ) Hvis det officielt bekræftede dokument vedrører mere end tre bidragsberettigede eller tre bidragspligtige, vedlægges et ekstra ark.

( 29 ) Hvis det officielt bekræftede dokument vedrører mere end tre bidragsberettigede eller tre bidragspligtige, vedlægges et ekstra ark.

( 31 ) Hvis det officielt bekræftede dokument vedrører mere end tre bidragsberettigede eller tre bidragspligtige, vedlægges et ekstra ark.

( 32 ) Hvis det officielt bekræftede dokument vedrører mere end tre bidragsberettigede eller tre bidragspligtige, vedlægges et ekstra ark.

( 35 ) F.eks. tidligere arbejdsgivers navn, familiemedlemmers navn og adresse, oplysninger om evt. køretøj eller fast ejendom, som den pågældende person ejer.

( 37 ) Sæt kryds i de relevante felter og nummerér dokumenterne i den rækkefølge, de vedlægges.

( 39 ) I tilfælde af vold i hjemmet (jf. artikel 57, stk. 3, i forordning 4/2009).

( 43 ) F.eks. den person, der har forældreansvar, eller formynderen for en beskyttet voksen.

( 46 ) Sæt kryds i de relevante felter og nummerér dokumenterne i den rækkefølge, de vedlægges.

( 47 ) I tilfælde af vold i hjemmet (jf. forordning (EF) nr. 4/2009, artikel 57, stk. 3).

( 50 ) F.eks. den person, der har forældreansvar, eller formynderen for en beskyttet voksen.

		Tidende
		No	page	date
►M1	KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1142/2011 af 10. november 2011	L 293	24	11.11.2011
►M2	RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 517/2013 af 13. maj 2013	L 158	1	10.6.2013

►C1	Berigtigelse, EFT L 131, 18.5.2011, s. 26 (4/2009)
►C2	Berigtigelse, EFT L 008, 12.1.2013, s. 19 (4/2009)

 pr. måned  pr. år	Den person, der har hovedansvaret for den person (de personer), for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag	Nuværende ægtefælde eller partner til den person, der har hovedansvaret for den person (de personer), for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag	Person, for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag (person A)	Person, for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag (person B)	Person, for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag (person C)
Løn (inkl. naturalieydelser), folke- og invalidepension, underholdsbidrag, alderspension, livrente, arbejdsløshedsunderstøttelse
Indtægt fra selvstændig virksomhed
Indtægt fra værdipapirer/kapitalindkomst/fast ejendom
Anden indkomst
I ALT

 pr. måned  pr. år	Den person, der har hovedansvaret for den person (de personer), for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag	Nuværende ægtefælle eller partner til den person, der har hovedansvaret for den person (de personer), for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag	Person, for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag (person A)	Person, for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag (person B)	Person, for hvem der anmodes om eller skal betales underholdsbidrag (person C)
Skatter og afgifter
Forsikringspræmier, obligatoriske socialsikringsbidrag og faglige bidrag
Husleje/fællesudgifter, realkreditydelser
Udgifter til mad og tøj
Lægeudgifter
Underholdsbidrag til tredjemand iht. en retlig forpligtelse og/eller udgifter til andre økonomisk afhængige personer, der ikke er omfattet af anmodningen
Skoleudgifter til børn
Låneydelser, anden gæld
Andre udgifter
I ALT

 pr. måned  pr. år	Bidragspligtig	Den bidragspligtiges nuværende ægtefælle eller partner
Løn (inkl. naturalieydelser), folke- og invalidepension, underholdsbidrag, alderspension, livrente, arbejdsløshedsunderstøttelse
Indtægt fra selvstændig virksomhed
Indtægt fra værdipapirer/kapitalindkomst/fast ejendom
Anden indkomst
I ALT