1 Denne standard foreskriver et grundlag for præsentation af årsregnskaber til brug for offentligheden for at opnå sammenlignelighed, både med virksomhedens egne årsregnskaber fra tidligere regnskabsår og med andre virksomheders årsregnskaber. Standarden fremsætter generelle krav til præsentationen af årsregnskaber, retningslinjer for struktureringen af disse samt minimumskrav til deres indhold.

2 Virksomheder skal anvende denne standard på udarbejdelse og præsentation af alle årsregnskaber til brug for offentligheden, der aflægges i overensstemmelse med IFRS-standarderne.

3 Andre IFRS-standarder opstiller krav til indregning og måling af samt oplysning om specifikke transaktioner og andre begivenheder.

4 Denne standard finder ikke anvendelse på struktureringen og indholdet af et sammendraget delårsregnskab udarbejdet i overensstemmelse med IAS 34 Præsentation af delårsregnskaber. Afsnit 15-35 finder dog anvendelse på sådanne regnskaber. Denne standard finder anvendelse på samme på alle virksomheder, herunder dem, der fremlægger koncernregnskaber i overensstemmelse med IFRS 10 Koncernregnskaber, og dem, der fremlægger separate årsregnskaber i overensstemmelse med IAS 27 Separate årsregnskaber.

5 Den i standarden anvendte terminologi er anvendelig for profit-orienterede virksomheder, herunder erhvervsdrivende virksomheder inden for den offentlige sektor. Hvis virksomheder med not-for-profit-aktiviteter i den private eller den offentlige sektor anvender standarden, vil disse eventuelt skulle tilpasse de beskrivelser, der er brugt om bestemte poster i årsregnskabet samt om selve årsregnskabet.

6 Tilsvarende kan det for virksomheder, der ikke har egenkapital som defineret i IAS 32 Finansielle instrumenter: Præsentation (f.eks. visse investeringsselskaber) samt virksomheder, hvis aktiekapital ikke består af egenkapital (f.eks. visse andelsvirksomheder), være nødvendigt at tilpasse årsregnskabets præsentation af medlemmers eller andelshaveres andele.

7  Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning:

8 Denne standard anvender udtrykkene »øvrig totalindkomst«, »resultat« og »samlet totalindkomst«, men virksomheden kan anvende andre udtryk til at beskrive totalbeløbene, så længe betydningen er klar. Virksomheden kan eksempelvis anvende begrebet »nettoresultat« til at betegne resultatet.

8A Nedenstående udtryk beskrives i IAS 32 Finansielle instrumenter: Præsentation og anvendes i denne standard med den i IAS 32 anførte betydning:

9 Årsregnskabet er en struktureret fremstilling af en virksomheds finansielle stilling og indtjening. Formålet med årsregnskaber er at give information om virksomhedens finansielle stilling, indtjening og pengestrømme, som er til nytte for en bred kreds af regnskabsbrugere ved deres økonomiske beslutningstagen. Årsregnskaber viser også resultaterne af ledelsens styring af de ressourcer, der er den betroet. Med henblik på dette formål giver årsregnskaber information om virksomhedens:

10 Et fuldstændigt årsregnskab indeholder:

10A En virksomhed kan præsentere en enkelt resultatopgørelse og opgørelse af anden totalindkomst, hvorved resultatet og anden totalindkomst præsenteres i to afsnit. Afsnittene skal præsenteres sammen, idet resultatafsnittet præsenteres først direkte efterfulgt af afsnittet indeholdende anden totalindkomst. En virksomhed kan præsentere resultatafsnittet i form af en særskilt resultatopgørelse. Hvis der gøres brug af denne mulighed, skal den særskilte resultatopgørelse komme umiddelbart før opgørelsen af totalindkomst, der skal begynde med resultatet.

11 En virksomhed skal præsentere alle finansielle oplysninger i et fuldstændigt årsregnskab med lige stor vægtning.

13 Mange virksomheder præsenterer ud over årsregnskabet en ledelsesberetning, som beskriver og forklarer hovedfaktorerne i virksomhedens indtjening og finansielle stilling samt hvilke usikkerhedsfaktorer, der påvirker virksomheden. Ledelsesberetningen kan endvidere indeholde en redegørelse for:

14 Ud over årsregnskabet udarbejder mange virksomheder desuden rapporter og beretninger såsom miljøregnskaber og vækstregnskaber, især inden for brancher, hvor miljøfaktorer er væsentlige, og hvor de ansatte anses for at være en vigtig brugergruppe. Rapporter og beretninger, som præsenteres i tillæg til årsregnskabet, ligger uden for IFRS-standardernes anvendelsesområde.

15  Årsregnskabet skal give et retvisende billede af virksomhedens finansielle stilling, indtjening og pengestrømme. Et retvisende billede forudsætter en troværdig repræsentation af virkningerne af transaktioner og andre begivenheder og forhold i overensstemmelse med de i Begrebsrammen for årsregnskaber (Begrebsrammen) anførte definitioner og indregningskriterier for aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger. Ved anvendelsen af IFRS-standarderne, herunder om nødvendigt supplerende oplysninger, forventes det, at der opnås årsregnskaber, der giver et retvisende billede.

16 En virksomhed, hvis årsregnskab er i overensstemmelse med IFRS, skal afgive en udtrykkelig og uforbeholden erklæring herom i noterne. En virksomhed må ikke angive, at årsregnskabet er i overensstemmelse med IFRS, hvis det ikke er i overensstemmelse med alle kravene i IFRS-standarderne.

17 I stort set alle tilfælde opnår virksomheden et retvisende billede ved at overholde de relevante IFRS-standarder. Et retvisende billede kræver desuden, at en virksomhed:

18 En virksomhed kan ikke afhjælpe en anvendt regnskabspraksis, der er uhensigtsmæssig, ved at oplyse om den anvendte regnskabspraksis eller ved noteoplysning eller forklaringer i øvrigt.

19  I de ekstremt sjældne tilfælde, hvor ledelsen konkluderer, at overholdelse af et krav i en IFRS ville give et så misvisende resultat, at der ville opstå uoverensstemmelse med målsætningen med årsregnskaber som anført i Begrebsrammen, skal virksomheden afvige fra dette krav som angivet i afsnit 20, hvis de relevante lovmæssige rammer kræver, eller på anden måde tillader, en sådan afvigelse.

20  Når en virksomhed afviger fra et krav i en IFRS i overensstemmelse med afsnit 19, skal virksomheden oplyse:

21 Hvis en virksomhed i et tidligere regnskabsår er afveget fra et krav i en IFRS, og denne afvigelse påvirker de beløb, der er indregnet i årsregnskabet for det aktuelle regnskabsår, skal virksomheden oplyse dette som angivet i afsnit 20(c) og (d).

22 Afsnit 21 finder eksempelvis anvendelse, hvis en virksomhed i et tidligere regnskabsår er afveget fra et krav i en IFRS vedrørende måling af aktiver og forpligtelser, og denne afvigelse påvirker målingen af ændringer i aktiver og forpligtelser, som er indregnet i årsregnskabet for det aktuelle regnskabsår.

23  I de ekstremt sjældne tilfælde, hvor ledelsen konkluderer, at overholdelse af et krav i en IFRS ville give et så misvisende resultat, at der ville opstå uoverensstemmelse med målsætningen med årsregnskaber som anført i Begrebsrammen, men hvor de relevante lovmæssige rammer forbyder en afvigelse fra kravet, skal virksomheden så vidt muligt reducere de misvisende aspekter, der forventes at opstå som følge af overholdelse af kravet, ved at oplyse:

24 Ifølge afsnit 19-23 er en oplysning i uoverensstemmelse med målsætningen med årsregnskaber, såfremt den ikke på troværdig vis afspejler de transaktioner og andre begivenheder og forhold, som den enten angiver at indeholde eller med rimelighed kan forventes at indeholde, og således kan forventes at have indflydelse på regnskabsbrugeres økonomiske beslutningstagen. I sin vurdering af, hvorvidt overholdelsen af et bestemt krav i en IFRS ville give et så misvisende resultat, at der ville opstå uoverensstemmelse med målsætningen med årsregnskaber som anført i Begrebsrammen, skal ledelsen tage hensyn til:

25 Ved udarbejdelsen af årsregnskaber skal ledelsen foretage en vurdering af virksomhedens evne til at fortsætte som en going concern. En virksomhed skal udarbejde årsregnskabet på en going concern-basis, medmindre ledelsen har til hensigt enten at lade virksomheden træde i likvidation eller bringe virksomhedens aktiviteter til ophør eller ikke har noget andet realistisk alternativ hertil. Når ledelsen i sin vurdering heraf er opmærksom på væsentlig usikkerhed tilknyttet begivenheder eller forhold, som kan tænkes at skabe væsentlig tvivl om virksomhedens evne til at forsætte som en going concern, skal virksomheden give oplysning om denne usikkerhed. Hvis en virksomhed ikke udarbejder årsregnskabet på en going concern-basis, skal der gives oplysning om dette samt om, på hvilket grundlag den har udarbejdet årsregnskabet, og årsagen til, at virksomheden ikke anses for at være en going concern.

26 Ved vurderingen af, hvorvidt det er relevant, at årsregnskabet udarbejdes på en going concern-basis, skal ledelsen tage hensyn til al given information om fremtiden, dvs. mindst 12 måneder efter regnskabsårets afslutning, og gerne mere. Hvor dybdegående vurderingen skal være, afhænger af den enkelte virksomheds forhold. Hvis virksomheden hidtil har haft en lønsom drift og let adgang til økonomiske ressourcer, kan virksomheden uden detaljeret analyse afgøre, at going concern-princippet er relevant. I andre tilfælde skal ledelsen vurdere en lang række faktorer i relation til aktuel og forventet lønsomhed, indfrielse af forpligtelser samt mulige alternative finansieringskilder, før det kan afgøres, om going concern-princippet er relevant.

27 Virksomheder skal udarbejde årsregnskaber, bortset fra information om pengestrømme, på grundlag af periodiseringsprincippet.

28 Ved anvendelse af periodiseringsprincippet indregner virksomheden poster som aktiver, forpligtelser, egenkapital, indtægter og omkostninger (årsregnskabets elementer), når de opfylder definitionerne og indregningskriterierne for de pågældende elementer i Begrebsrammen.

29 En virksomhed skal præsentere alle væsentlige kategorier af ensartede poster separat i årsregnskabet. En virksomhed skal præsentere poster af en anden art eller med en anden funktion separat, medmindre de er uvæsentlige.

30 Årsregnskaber udarbejdes på grundlag af en lang række transaktioner eller andre begivenheder, som sammendrages i kategorier efter art eller funktion. Sidste trin i denne sammendrags- og klassifikationsproces er præsentationen af sammenfattet og klassificeret information, som udgør poster i årsregnskabet. Hvis en regnskabspost ikke i sig selv er væsentlig, sammendrages den med andre poster enten i de relevante opstillinger eller i noterne. En regnskabspost, som ikke er tilstrækkelig væsentlig til, at det berettiger til separat præsentation i regnskabsopstillingerne, kan godt være berettiget til separat præsentation i noterne.

30A Ved anvendelsen af denne og andre IFRS-standarder skal en virksomhed under hensyntagen til alle relevante kendsgerninger og omstændigheder afgøre, hvordan den sammenfatter oplysningerne i årsregnskaberne, herunder noterne. En virksomhed må ikke begrænse forståeligheden af sine årsregnskaber ved at sløre væsentlige oplysninger gennem uvæsentlige oplysninger eller ved at sammendrage væsentlige poster af forskellig karakter eller med forskellig funktion.

31 Nogle IFRS-standarder angiver oplysninger, som skal være indeholdt i årsregnskaberne, herunder noterne. En virksomhed behøver ikke give en specifik oplysning i henhold til krav i en IFRS-standard, hvis oplysningen ikke er væsentlig. Det gælder også, selv om IFRS-standarden indeholder en liste over specifikke krav eller beskriver dem som mindstekrav. En virksomhed skal også overveje, om den skal give supplerende oplysninger, når overholdelsen af de specifikke krav i IFRS-standarderne ikke er tilstrækkeligt dækkende til at sikre, at årsregnskabsbrugerne forstår virkningen af bestemte transaktioner og andre begivenheder og forhold på virksomhedens finansielle stilling og indtjening.

32 En virksomhed skal ikke modregne aktiver og forpligtelser samt indtægter og omkostninger, medmindre dette kræves eller tillades i en IFRS.

33 En virksomhed præsenterer både aktiver og forpligtelser samt indtægter og udgifter separat. Modregning i totalindkomstopgørelsen eller i opgørelsen af finansiel stilling eller i en eventuel separat ►M5  totalindkomstopgørelse ◄ , bortset fra modregning, der afspejler indholdet af en transaktion eller en anden begivenhed, forringer regnskabsbrugerens mulighed både for at forstå de transaktioner og andre begivenheder og forhold, som har fundet sted, og for at vurdere fremtidige pengestrømme i virksomheden. Måling af aktiver efter fradrag af eksempelvis nedskrivning af ukurante varebeholdninger og dubiøse tilgodehavender er ikke modregning.

34 I henhold til IFRS 15 Omsætning fra kontrakter med kunder skal en virksomhed måle omsætning fra kontrakter med kunder til et beløb svarende det vederlag, som virksomheden forventer at være berettiget til som modydelse for at overdrage aftalte varer eller tjenesteydelser. F.eks. afspejler den indregnede omsætning eventuelle forhandler- og mængderabatter, som virksomheden yder. Gennem den ordinære drift foretager virksomheden andre transaktioner, som ikke i sig selv frembringer omsætning, men som er tilknyttet den primære omsætningsskabende aktivitet. En virksomhed præsenterer resultatet af sådanne transaktioner, hvis en sådan præsentation afspejler indholdet af den pågældende transaktion eller anden begivenhed, ved i indtægterne at modregne tilknyttede omkostninger, som opstår fra den samme transaktion. Eksempelvis:

35 Endvidere præsenterer en virksomhed gevinster og tab på en gruppe af ens transaktioner som nettobeløb, eksempelvis valutakursgevinster og -tab eller gevinster og tab på finansielle instrumenter, som besiddes med handel for øje. En virksomhed skal imidlertid præsentere sådanne gevinster og tab separat, såfremt de er væsentlige.

36 En virksomhed skal præsentere et fuldstændigt regnskab (herunder sammenligningstal) mindst en gang om året. Hvis en virksomhed ændrer datoen for regnskabsårets afslutning og præsenterer årsregnskabet for en periode, der er længere eller kortere end et år, skal virksomheden, ud over at præsentere den regnskabsperiode, som regnskabet dækker, oplyse:

37 En virksomhed udarbejder normalt årsregnskaber kontinuerligt for en periode på et år. Af praktiske årsager foretrækker nogle virksomheder imidlertid at aflægge deres årsregnskab for en periode på eksempelvis 52 uger. Denne standard udelukker ikke en sådan praksis.

38   Medmindre andet tillades eller kræves af en IFRS, skal en virksomhed præsentere sammenligningstal for det foregående regnskabsår for alle beløb, der præsenteres i årsregnskabet for det aktuelle regnskabsår. En virksomhed skal medtage sammenligningstal for beskrivende oplysninger, hvis dette er relevant for forståelsen af regnskabet for det aktuelle regnskabsår.

38A   En virksomhed skal mindst præsentere to opgørelser af finansiel stilling, to resultatopgørelser og opgørelser af anden totalindkomst, to særskilte resultatopgørelser (hvis præsenteret), to pengestrømsopgørelser og to egenkapitalopgørelser samt tilhørende noter.

38B I nogle tilfælde er beskrivende oplysninger, som er inkluderet i årsregnskabet for det eller de foregående regnskabsår, stadig relevante for det aktuelle regnskabsår. En virksomhed kan eksempelvis oplyse om enkeltheder om en retssag i det aktuelle regnskabsår, hvis udfald var usikkert ved afslutningen af det foregående regnskabsår og stadig ikke er afgjort. Regnskabsbrugere drager fordel af information om, at usikkerheden var til stede ved det foregående regnskabsårs afslutning, og om de tiltag, som er blevet iværksat i løbet af regnskabsåret til afklaring af usikkerheden.

38C En virksomhed kan præsentere andre sammenligningstal end dem, der mindst skal præsenteres i henhold til IFRS, så længe de pågældende oplysninger er udarbejdet i overensstemmelse med IFRS. Disse sammenligningstal kan bestå af en eller flere af de opgørelser, der er nævnt i afsnit 10, men behøver ikke at omfatte et fuldstændigt årsregnskab. Når dette er tilfældet, skal virksomheden præsentere tilhørende noteoplysninger til disse supplerende opgørelser.

38D En virksomhed kan eksempelvis præsentere en tredje resultatopgørelse eller opgørelse af anden totalindkomst (og derved præsentere det aktuelle regnskabsår, det foregående regnskabsår og et ekstra sammenligningsår). Virksomheden er dog ikke forpligtet til at præsentere en tredje opgørelse af finansiel stilling, en tredje pengestrømsopgørelse eller en tredje egenkapitalopgørelse (dvs. et supplerende sammenligningsregnskab). Virksomheden skal i noterne til årsregnskabet præsentere sammenligningstal vedrørende denne supplerende resultatopgørelse og opgørelse af anden totalindkomst.

40A   En virksomhed skal præsentere en tredje opgørelse af finansiel stilling ved starten af det foregående regnskabsår foruden det sammenligningsregnskab, der mindst skal præsenteres i henhold til afsnit 38A, hvis:

40B Under de omstændigheder, der er beskrevet i afsnit 40A, skal en virksomhed præsentere tre opgørelser af finansiel stilling pr.:

40C Når en virksomhed skal præsentere en supplerende opgørelse af finansiel stilling i overensstemmelse med afsnit 40A, skal den give de oplysninger, der kræves i henhold til afsnit 41-44 og IAS 8. Den behøver dog ikke at præsentere de tilhørende noter til åbningsopgørelsen af den finansielle stilling ved det foregående regnskabsårs begyndelse.

40D Datoen for denne åbningsopgørelse af finansiel stilling skal være pr. det foregående regnskabsårs begyndelse, uanset om der i en virksomheds årsregnskab præsenteres sammenligningstal for tidligere regnskabsår (som tilladt i henhold til afsnit 38C).

41   Hvis en virksomhed ændrer præsentationen eller klassifikationen af poster i årsregnskabet, skal den omklassificere sammenligningstallene, medmindre dette er praktisk umuligt. Når virksomheden omklassificerer sammenligningstal, skal den give oplysning om følgende (inklusive fra begyndelsen af den foregående regnskabsperiode):

42 Hvis det er praktisk umuligt at omklassificere sammenligningstal, skal virksomheden oplyse:

43 En øget sammenlignelighed af oplysninger på tværs af regnskabsår hjælper regnskabsbrugerne i deres økonomiske beslutningstagen, særligt ved at muliggøre vurderinger af tendenser i økonomiske informationer med henblik på prognoser. I nogle tilfælde er det praktisk umuligt at omklassificere sammenligningstal for et bestemt tidligere regnskabsår for at opnå sammenlignelighed med det aktuelle regnskabsår. Eksempelvis har en virksomhed måske ikke indsamlet informationer i det eller de tidligere regnskabsår på en måde, som muliggør omklassifikation, og det er måske ikke praktisk muligt at genskabe denne information.

44 IAS 8 angiver de reguleringer af sammenligningstal, der kræves, når en virksomhed foretager en ændring af anvendt regnskabspraksis eller korrigerer en fejl.

45 En virksomhed skal foretage ensartet præsentation og klassifikation af poster i årsregnskabet fra regnskabsår til regnskabsår, medmindre:

46 I visse tilfælde kan væsentlige anskaffelser eller afhændelser eller en gennemgang af præsentationen af årsregnskabet eksempelvis give anledning til overvejelser om ændring af årsregnskabets præsentationsform. En virksomhed skal kun ændre sin præsentation af årsregnskabet, såfremt den ændrede præsentationsform giver information, som er pålidelig, og som er mere relevant for regnskabsbrugerne, og den ændrede struktur forventes at være varig, således at sammenligneligheden ikke forringes. Hvis der foretages sådanne ændringer i præsentationsformen, skal virksomheden omklassificere sammenligningstallene i overensstemmelse med afsnit 41 og 42.

47 Denne standard kræver særlig oplysning i opgørelsen af finansiel stilling eller totalindkomstopgørelsen, i en eventuel separat ►M5  totalindkomstopgørelse ◄ eller i egenkapitalopgørelsen og kræver oplysning af andre regnskabsposter i disse opstillinger eller i noterne. IAS 7 Pengestrømsopgørelsen opstiller krav for præsentation af oplysninger om pengestrømme.

48 Denne standard anvender nogle gange udtrykket »oplysning« i en bred forstand, der omfatter poster præsenteret i årsregnskabet. Der stilles også krav om oplysninger i andre IFRS-standarder. Medmindre denne standard eller en anden IFRS angiver andre krav, kan sådanne oplysninger gives i årsregnskabet.

49 En virksomhed skal identificere årsregnskabet klart og adskille det fra anden information i det samme offentliggjorte dokument.

50 IFRS finder kun anvendelse på årsregnskaber og ikke nødvendigvis på anden information, som præsenteres i en årsrapport, oplysninger til myndigheder eller et andet dokument. Det er derfor vigtigt, at regnskabsbrugerne er i stand til at skelne information, som er udarbejdet i henhold til IFRS, fra anden information, som kan være nyttig for regnskabsbrugere, men som ikke er omfattet af disse krav.

51 En virksomhed skal klart identificere hvert årsregnskab og noterne. Herudover skal virksomheden give følgende informationer på en klar og forståelig måde og gentage dem, hvis det er nødvendigt for at opnå den rette forståelse af den præsenterede information:

52 En virksomhed opfylder kravene i afsnit 51 ved at præsentere passende overskrifter på sider, opstillinger, noter, kolonner og tilsvarende. Der kræves en vurdering af, på hvilken måde sådan information bedst præsenteres. Hvis en virksomhed eksempelvis præsenterer sit årsregnskab elektronisk, anvendes der ikke altid separate sider. Virksomheden skal da præsentere de ovennævnte poster på en sådan måde, at der sikres en korrekt forståelse af den information, der er omfattet af årsregnskabet.

53 En virksomhed gør ofte årsregnskaber mere forståelige ved at præsentere informationer i hele tusinde eller millioner i præsentationsvalutaen. Dette er acceptabelt, så længe virksomheden oplyser graden af afrunding og ikke udelader væsentlige informationer.

54   Opgørelsen af finansiel stilling skal indeholde regnskabsposter, der præsenterer følgende beløb:

55   En virksomhed skal præsentere yderligere regnskabsposter (herunder gennem opdeling af regnskabsposterne i afsnit 54), overskrifter og subtotaler i sin opgørelse af finansiel stilling, hvis dette er relevant for forståelsen af virksomhedens finansielle stilling.

55A Hvis en virksomhed præsenterer subtotaler i overensstemmelse med afsnit 55, skal disse subtotaler:

56 Når virksomheden præsenterer omsætnings- og anlægsaktiver og kortfristede og langfristede forpligtelser som separate klassifikationer i sin opgørelse af finansiel stilling, skal den ikke klassificere udskudte skatteaktiver (udskudte skatteforpligtelser) som omsætningsaktiver (kortfristede forpligtelser).

57 Denne standard indeholder ikke bestemmelser om rækkefølgen eller præsentationsformen for en virksomheds præsentation af regnskabsposter. I afsnit 54 gives blot en liste over poster, som af art eller funktion er tilstrækkeligt forskellige til, at det berettiger til separat præsentation i opgørelsen af finansiel stilling. Tilsvarende gælder, at:

58 En virksomhed vurderer, hvorvidt yderligere poster skal præsenteres separat, på grundlag af:

59 Anvendelsen af forskellige målingsgrundlag for forskellige kategorier af aktiver indikerer, at de er forskellige af art eller funktion, og at virksomheden derfor skal præsentere dem som separate regnskabsposter. Eksempelvis kan forskellige kategorier af materielle anlægsaktiver indregnes til kostpris eller til en omvurderet værdi i overensstemmelse med IAS 16.

60 En virksomhed skal præsentere omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kortfristede forpligtelser og langfristede forpligtelser som separate klassifikationer i sin opgørelse af finansiel stilling i overensstemmelse med afsnit 66-76, undtagen når en præsentation baseret på likviditet giver information, som er pålidelig og mere relevant. Når der foreligger en sådan undtagelse, skal virksomheden præsentere alle aktiver og forpligtelser efter likviditet.

61 Uanset hvilken præsentationsform der vælges, skal virksomheden oplyse det beløb, der forventes genindvundet eller indfriet efter mere end 12 måneder for hvert aktiv og hver forpligtelse i årsregnskabet, som sammendrager beløb, der forventes genindvundet eller indfriet:

62 Hvis virksomheden leverer varer eller tjenesteydelser inden for en klart defineret driftscyklus, er separat klassifikation af omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kortfristede forpligtelser og langfristede forpligtelser i opgørelsen af finansiel stilling nyttig, idet nettoaktiver, som cirkulerer kontinuerligt som driftskapital, holdes adskilt fra de aktiver, som anvendes i virksomhedens langsigtede aktiviteter. Herved fremhæves tillige aktiver, som forventes at blive realiseret inden for den aktuelle driftscyklus, og forpligtelser, som forfalder inden for det samme regnskabsår.

63 For nogle virksomheder, eksempelvis finansielle institutioner, vil en præsentation af aktiver og forpligtelser opstillet efter stigende eller faldende likviditet give oplysninger, som er pålidelige og mere relevante end en sondring mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kortfristede forpligtelser og langfristede forpligtelser, eftersom virksomheden ikke leverer varer eller tjenesteydelser inden for en klart defineret driftscyklus.

64 Ved anvendelse af afsnit 60 er det tilladt for en virksomhed at præsentere nogle af sine aktiver og forpligtelser på grundlag af sondringen mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kortfristede og langfristede forpligtelser, mens andre opstilles efter likviditet, hvis dette giver information, som er pålidelig og mere relevant. Behovet for et blandet præsentationsgrundlag kan opstå, hvis en virksomhed har flere forskellige aktiviteter.

65 Oplysninger om forventede realiseringsdatoer for aktiver og forpligtelser er nyttige ved vurderingen af virksomhedens likviditet og solvens. IFRS 7 Finansielle instrumenter: Oplysning kræver oplysning om udløbstidspunkter for finansielle aktiver og finansielle forpligtelser. Finansielle aktiver omfatter tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser og andre tilgodehavender, og finansielle forpligtelser omfatter leverandørforpligtelser og andre forpligtelser. Oplysninger om forventet genindvindingstidspunkt for ikke-monetære aktiver, så som varebeholdninger, og forventet indfrielsestidspunkt for forpligtelser, så som hensatte forpligtelser, er også nyttige, uanset om aktiverne opdeles i omsætningsaktiver og anlægsaktiver, og om forpligtelserne opdeles i kortfristede forpligtelser og langfristede forpligtelser. Eksempelvis oplyser virksomheden om den beløbsmæssige størrelse af varebeholdninger, som forventes genindvundet mere end 12 måneder efter regnskabsårets afslutning.

66 En virksomhed skal klassificere et aktiv som et omsætningsaktiv, hvis:

67 Denne standard anvender begrebet »anlægsaktiver« om materielle aktiver, immaterielle aktiver og finansielle aktiver, som er langfristede. Den forbyder ikke brugen af alternative beskrivelser, så længe betydningen er klar.

68 En virksomheds driftscyklus angiver tiden fra anskaffelsen af aktiver, der skal bearbejdes, og indtil de realiseres i likvider. Hvis en virksomheds normale driftscyklus ikke er klart defineret, antages den at være 12 måneder. Omsætningsaktiver omfatter aktiver (eksempelvis varebeholdninger og tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser), som sælges, forbruges eller realiseres som led i den normale driftscyklus, selv når de ikke forventes realiseret inden for 12 måneder efter regnskabsperiodens afslutning. Omsætningsaktiver omfatter desuden aktiver, der primært besiddes med salg for øje (f.eks. visse finansielle aktiver, der opfylder definitionen af »som besiddes med handelshensigt« i IFRS 9), samt den kortfristede del af langfristede finansielle aktiver.

69   En virksomhed skal klassificere en forpligtelse som kortfristet, hvis:

70 Nogle former for kortfristede forpligtelser, eksempelvis leverandørforpligtelser og visse hensættelser til personale- og andre driftsomkostninger, indgår i driftskapitalen i virksomhedens normale driftscyklus. En virksomhed skal klassificere sådanne driftsposter som kortfristede forpligtelser, uanset om de forfalder til betaling mere end 12 måneder efter regnskabsårets afslutning. Den samme normale driftscyklus er gældende for klassifikationen af en virksomheds aktiver og forpligtelser. Hvis en virksomheds normale driftscyklus ikke er klart defineret, antages den at være 12 måneder.

71 Andre former for kortfristede forpligtelser indfries ikke som led i virksomhedens normale driftscyklus, men forfalder til betaling inden 12 måneder efter regnskabsperiodens afslutning eller besiddes primært med handel for øje. Eksempler herpå er finansielle forpligtelser, der opfylder definitionen af »som besiddes med handelshensigt« i IFRS 9, kassekreditter og den kortfristede del af langfristede finansielle forpligtelser, skyldigt udbytte, indkomstskatter og andre forpligtelser, som ikke er leverandørforpligtelser. Finansielle forpligtelser, som udgør langsigtet finansiering (dvs. som ikke indgår i driftskapitalen i virksomhedens normale driftscyklus), og som ikke skal indfries inden for 12 måneder efter regnskabsperiodens afslutning, er langfristede forpligtelser i henhold til afsnit 74 og 75.

72 En virksomhed skal klassificere sine finansielle forpligtelser som kortfristede, når de skal indfries inden for 12 måneder efter regnskabsårets afslutning, uanset om:

73 Hvis en virksomhed forventer, og har mulighed for, at refinansiere eller forlænge en forpligtelse i mindst 12 måneder efter regnskabsårets afslutning i henhold til en eksisterende lånefacilitet, skal virksomheden klassificere forpligtelsen som langfristet, selvom den ellers ville skulle indfries inden for en kortere periode. Hvis virksomheden derimod ikke har mulighed for refinansiering eller forlængelse (hvis der eksempelvis ikke foreligger nogen aftale om refinansiering), skal virksomheden ikke tage muligheden for at refinansiere forpligtelsen i betragtning, men klassificere forpligtelsen som kortfristet.

74 Hvis en virksomhed ved regnskabsårets afslutning eller tidligere overtræder et vilkår i en langfristet låneaftale, og forpligtelsen af denne grund kræves indfriet på anfordring, skal den klassificere forpligtelsen som kortfristet, selvom långiver efter regnskabsårets afslutning og inden godkendelsen af årsregnskabets offentliggørelse har indvilliget i ikke at kræve betaling som følge af misligholdelsen. En virksomhed skal klassificere forpligtelsen som kortfristet, fordi virksomheden på tidspunktet for regnskabsårets afslutning ikke har nogen ubetinget ret til at udskyde indfrielsen af forpligtelsen i mindst 12 måneder efter dette tidspunkt.

75 En virksomhed skal imidlertid klassificere forpligtelsen som langfristet, hvis långiver ved regnskabsårets afslutning indvilligede i at give fristforlængelse med udløb mindst 12 måneder efter regnskabsårets afslutning. Inden for denne periode kan virksomheden udbedre misligholdelsen, og långiver kan ikke kræve øjeblikkelig tilbagebetaling.

76 For så vidt angår lån, der klassificeres som kortfristede forpligtelser, gælder det, at hvis følgende begivenheder opstår mellem datoen for regnskabsårets afslutning og det tidspunkt, hvor årsregnskabet godkendes til offentliggørelse, skal disse begivenheder oplyses som ikke-regulerende begivenheder i overensstemmelse med IAS 10 Begivenheder efter regnskabsårets afslutning:

77 En virksomhed skal, enten i sin opgørelse af finansiel stilling eller i noterne, yderligere underklassificere regnskabsposter på en for virksomhedens aktiviteter hensigtsmæssig måde.

78 Hvor detaljeret underklassifikationen skal være, afhænger af kravene i IFRS samt af beløbenes størrelse, art og funktion. En virksomhed skal ligeledes lægge de i afsnit 58 nævnte faktorer til grund ved vurderingen af graden af underklassifikation. Oplysningerne varierer for de forskellige poster. Eksempelvis:

79 En virksomhed skal give følgende oplysninger i enten opgørelsen af finansiel stilling, egenkapitalopgørelsen eller noterne:

80 Virksomheder uden selskabskapital, eksempelvis interessentskaber eller fonde, skal give oplysninger svarende til de krav, der er opstillet i afsnit 79(a), om regnskabsårets bevægelser i hver kategori af egenkapitalinteresser og de til hver kategori af egenkapitalinteresser hørende rettigheder, præferencer og begrænsninger.

80A Hvis en virksomhed har omklassificeret

81A Resultatopgørelsen og opgørelsen af anden totalindkomst (opgørelse af totalindkomst) skal foruden resultatafsnittet og afsnittet indeholdende anden totalindkomst præsentere følgende:

81B Foruden resultatafsnittet og afsnittet indeholdende anden totalindkomst skal en virksomhed præsentere følgende poster som en allokering af resultatet og anden totalindkomst for perioden:

82   Foruden de poster, der kræves i henhold til andre IFRS-standarder, skal resultatafsnittet eller resultatopgørelsen indeholde regnskabsposter, der præsenterer følgende beløb for perioden:

82A   Afsnittet indeholdende anden totalindkomst skal præsentere regnskabsposter for beløbene i perioden for:

85   En virksomhed skal præsentere yderligere regnskabsposter (herunder gennem opdeling af regnskabsposterne i afsnit 82), overskrifter og subtotaler i sin(e) opgørelse(r) af resultatet og anden totalindkomst, hvis dette er relevant for forståelsen af virksomhedens finansielle indtjening.

85A Hvis en virksomhed præsenterer subtotaler i overensstemmelse med afsnit 85, skal disse subtotaler:

85B En virksomhed skal præsentere regnskabsposterne i opgørelsen/opgørelserne af resultatet og anden totalindkomst, hvor der foretages afstemning af eventuelle subtotaler, der præsenteres i overensstemmelse med afsnit 85, med de subtotaler eller de totalbeløb, der kræves for sådanne opgørelser i henhold til IFRS.

86 Eftersom virkningerne af en virksomheds forskellige aktiviteter, transaktioner og andre begivenheder varierer med hensyn til hyppighed, mulighed for gevinst eller tab og forudsigelighed, er oplysninger om elementer af indtjening en hjælp til forståelsen af den opnåede indtjening og opstilling af prognoser for fremtidige resultater. En virksomhed kan indregne yderligere poster i resultatopgørelsen og opgørelsen af anden totalindkomst og ændre beskrivelserne og posternes rækkefølge, når dette er nødvendigt for at forklare indtjeningselementerne. Virksomheden skal tage hensyn til faktorer som væsentlighed og indtægter og omkostningers art og funktion. En finansiel institution kan eksempelvis tilpasse beskrivelserne for at give informationer, der er relevante for en finansiel institutions aktiviteter. En virksomhed modregner kun indtægts- og omkostningsposter, når kriterierne i afsnit 32 er opfyldt.

87 En virksomhed skal ikke præsentere nogen indkomst- eller omkostningsposter som ekstraordinære poster, hverken i resultatopgørelsen eller i opgørelsen af anden totalindkomst eller i noterne.

88 En virksomhed skal indregne indtægts- og omkostningsposter for et regnskabsår i resultatet, medmindre andet kræves eller tillades i henhold til en IFRS.

89 Nogle IFRS-standarder angiver tilfælde, hvor en virksomhed skal indregne bestemte poster uden for resultatet i det aktuelle regnskabsår. IAS 8 angiver to sådanne tilfælde: korrektion af fejl og virkningen af ændringer i anvendt regnskabspraksis. Andre IFRS-standarder kræver eller tillader, at elementer af øvrig totalindkomst, der opfylder definitionen i Begrebsrammen på indtægter og omkostninger, udelades fra resultatet (jf. afsnit 7).

90 En virksomhed skal enten i resultatopgørelsen og opgørelsen af anden totalindkomst eller i noterne oplyse de skattebeløb, der vedrører hver enkelt af posterne indregnet i anden totalindkomst, herunder omklassifikationsreguleringer.

91 En virksomhed kan præsentere posterne indregnet i anden totalindkomst enten:

92 En virksomhed skal give oplysning om omklassifikationsreguleringer, der vedrører elementerne af øvrig totalindkomst.

93 Det fremgår af andre IFRS-standarder, hvorvidt og hvornår beløb, der tidligere er indregnet i øvrig totalindkomst, skal omklassificeres til resultatet. Sådanne omklassifikationer betegnes som omklassifikationsreguleringer i denne standard. En omklassifikationsregulering medtages i det tilknyttede element af øvrig totalindkomst i den periode, hvor reguleringen omklassificeres til resultatet. Disse beløb kan have været indregnet i øvrig totalindkomst som urealiserede gevinster i den aktuelle eller tidligere perioder. Disse urealiserede gevinster skal fratrækkes øvrig totalindkomst i den periode, hvor de realiserede gevinster omklassificeres til resultatet, for at undgå at medtage dem dobbelt i den samlede totalindkomst.

94 En virksomhed kan præsentere omklassifikationsreguleringer i resultatopgørelsen og totalindkomstopgørelsen eller i noterne. En virksomhed, der præsenterer omklassifikationsreguleringer i noterne, skal præsentere posterne indregnet i anden totalindkomst efter eventuelle tilknyttede omklassifikationsreguleringer.

95 Omklassifikationsreguleringer opstår eksempelvis ved afhændelse af en udenlandsk virksomhed (jf. IAS 21), og når en sikret forventet pengestrøm påvirker resultatet (jf. afsnit 6.5.11, litra d) i IFRS 9 vedrørende sikring af pengestrømme).

96 Omklassifikationsreguleringer opstår ikke vedrørende ændringer i reserver for opskrivninger, som er indregnet i overensstemmelse med IAS 16 eller IAS 38 eller på eftermålinger af ydelsesbaserede pensionsordninger indregnet i overensstemmelse med IAS 19. Disse elementer er indregnet i øvrig totalindkomst og er ikke omklassificeret til resultatet i efterfølgende perioder. Ændringer i reserver for opskrivning kan overføres til overført resultat i senere perioder, efterhånden som aktivet anvendes, eller når der sker ophør af indregning (jf. IAS 16 og IAS 38). I henhold til IFRS 9 opstår omklassifikationsreguleringer ikke, hvis en sikring af pengestrømme eller den regnskabsmæssige behandling af den tidsmæssige værdi af en option (eller terminsdelen af en terminskontrakt eller valutaspændet for et finansielt instrument) resulterer i beløb, som fjernes fra henholdsvis reserven vedrørende sikring af pengestrømme eller et separat egenkapitalelement, og medtages direkte i aktivets eller forpligtelsens oprindelige kostpris eller anden regnskabsmæssige værdi. Disse beløb overføres direkte til aktiver eller forpligtelser.

97 Hvis indtægts- eller omkostningsposter er væsentlige, skal en virksomhed give separat oplysning om deres art og størrelse.

98 Forhold, som ville give anledning til separat oplysning om indtægts- eller omkostningsposter, omfatter blandt andet:

99 En virksomhed skal præsentere en opgørelse af omkostninger, der er indregnet i resultatet, klassificeret enten på grundlag af art eller funktion inden for virksomheden, alt efter hvad hvilken type information, der er pålidelig og mest relevant.

100 Virksomheder tilskyndes til at præsentere analysen i afsnit 99 i resultatopgørelsen og opgørelsen af anden totalindkomst.

101 Omkostninger underklassificeres for at fremhæve en række elementer af indtjening, som kan variere med hensyn til hyppighed, mulighed for gevinst eller tab og forudsigelighed. Denne opgørelse kan gives på to forskellige måder.

102 Den første opgørelsesmetode er »artsopdeling af omkostninger«. En virksomhed skal sammendrage omkostninger i resultatet på baggrund af art (eksempelvis afskrivninger, materialekøb, transportomkostninger, personaleydelser og reklameomkostninger) og skal ikke allokere dem yderligere på funktioner i virksomheden. Denne metode kan være let anvendelig, fordi det ikke er nødvendigt at allokere omkostninger på basis af funktioner. Nedenfor gives et eksempel på artsopdeling af omkostninger:

103 Den anden opgørelsesmetode er »funktionsopdeling af omkostninger«. Her klassificeres omkostninger i henhold til deres funktion som en del af vareforbrug eller eksempelvis distributions- eller administrationsomkostninger. Efter denne metode skal en virksomhed som minimum oplyse sit vareforbrug separat fra andre omkostninger. Denne metode kan give regnskabsbrugerne mere relevant information end artsopdeling af omkostninger, men allokeringen af omkostninger efter funktion kan være vilkårlig og beror i stor udstrækning på et skøn. Nedenfor gives et eksempel på funktionsopdeling af omkostninger:

104 En virksomhed, som klassificerer omkostninger efter funktion, skal give supplerende oplysninger om omkostningernes art, herunder afskrivninger og omkostninger til personaleydelser.

105 Virksomhedens valg af artsopdeling eller funktionsopdeling af omkostninger beror på historiske og branchemæssige faktorer såvel som på virksomhedens art. Begge metoder indikerer, hvilke omkostninger, der kan variere direkte eller indirekte i forhold til virksomhedens salg eller produktion. Idet begge metoder indebærer fordele for forskellige typer virksomheder, kræves det i denne standard, at ledelsen vælger den præsentationsmetode, der er pålidelig og mest relevant. Da information om omkostningernes art er nyttig til at forudsige fremtidige pengestrømme, skal supplerende oplysninger dog gives, hvis der anvendes funktionsopdeling. I afsnit 104 har »personaleydelser« samme betydning som i IAS 19.

106   Virksomheden skal udarbejde en egenkapitalopgørelse som krævet i afsnit 10. Egenkapitalopgørelsen indeholder følgende oplysninger:

106A   For hvert egenkapitalelement skal virksomheden, enten i egenkapitalopgørelsen eller i noterne, præsentere en analyse af øvrig totalindkomst pr. post (jf. afsnit 106(d) ii)).

107   En virksomhed skal, enten i egenkapitalopgørelsen eller i noterne, oplyse den beløbsmæssige størrelse af udbytte indregnet som udlodninger til ejerne i løbet af regnskabsåret og det dermed forbundne beløb pr. aktie.

108 I afsnit 106 omfatter egenkapitalelementerne eksempelvis hver kategori af kapitalindskud, den akkumulerede saldo for hver kategori af øvrig totalindkomst og overført overskud.

109 Ændringer i virksomhedens egenkapital mellem regnskabsårets begyndelse og afslutning afspejler stigninger eller fald i virksomhedens nettoaktiver i løbet af regnskabsåret. Bortset fra ændringer, der opstår som følge af transaktioner med ejere i deres egenskab af ejere (eksempelvis kapitalindskud, tilbagekøb af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter og udbytte) samt transaktionsomkostninger, som er direkte forbundet med sådanne transaktioner, er den samlede egenkapitalbevægelse i løbet af regnskabsåret udtryk for den samlede beløbsmæssige størrelse af indtægter og omkostninger, herunder gevinster og tab, frembragt af virksomhedens aktiviteter i løbet af regnskabsåret.

110 IAS 8 kræver reguleringer med tilbagevirkende kraft ved gennemførelse af ændringer i anvendt regnskabspraksis i det omfang, dette er praktisk muligt, undtagen når der i overgangsbestemmelserne i en anden IFRS stilles andre krav. IAS 8 kræver desuden, at tilpasninger, som har til formål at korrigere fejl, foretages med tilbagevirkende kraft i det omfang, det er praktisk muligt. Reguleringer og tilpasninger med tilbagevirkende kraft udgør ikke egenkapitalbevægelser, men er reguleringer primo i overført resultat, bortset fra når en IFRS stiller krav om regulering med tilbagevirkende kraft af et andet element af egenkapitalen. Det kræves i afsnit 106(b), at egenkapitalopgørelsen oplyser særskilt om henholdsvis den samlede regulering af hvert egenkapitalelement, der foretages som følge af ændringer i anvendt regnskabspraksis, og korrektion af fejl. Disse reguleringer oplyses for hvert tidligere regnskabsår og regnskabsårets begyndelse.

111 Informationer om pengestrømme giver regnskabsbrugerne et grundlag for at vurdere virksomhedens evne til at frembringe likvider og virksomhedens behov for at anvende disse pengestrømme. IAS 7 opstiller krav for præsentation af og oplysning om informationer om pengestrømme.

112 Noterne skal:

113   En virksomhed skal, i det omfang det er praktisk muligt, opstille noterne på en systematisk måde. Ved fastlæggelsen af en systematisk måde skal virksomheden tage hensyn til indvirkningen på årsregnskabernes forståelighed og sammenlignelighed. En virksomhed skal foretage en krydshenvisning af hver post i opgørelserne af finansiel stilling og i opgørelsen/opgørelserne af resultatet og anden totalindkomst og i egenkapitalopgørelsen og opgørelsen af pengestrømme til eventuelle tilknyttede oplysninger i noterne.

114 Eksempler på systematisk opstilling eller gruppering af noterne:

116 En virksomhed kan præsentere noter, som giver information om grundlaget for udarbejdelsen af årsregnskabet og den anvendte regnskabspraksis, som en separat del af årsregnskabet.

117   En virksomhed skal oplyse om væsentlig anvendt regnskabspraksis, herunder:

118 Det er vigtigt, at virksomheden informerer regnskabsbrugerne om de(t) ved udarbejdelsen af årsregnskabet anvendte målingsgrundlag (eksempelvis historisk kostpris, nettorealisationsværdi, dagsværdi eller genindvindingsværdi), eftersom grundlaget for en virksomheds udarbejdelse af årsregnskabet er af væsentlig betydning for regnskabsbrugernes analyse af dette. Når en virksomhed bruger mere end ét målingsgrundlag i et årsregnskab, eksempelvis ved omvurdering af visse kategorier af aktiver, er det tilstrækkeligt at angive for hvilke kategorier af aktiver og forpligtelser, de enkelte målingsgrundlag er anvendt.

119 Ved beslutningen om, hvorvidt en bestemt regnskabspraksis skal oplyses, skal ledelsen tage stilling til, om dette ville hjælpe regnskabsbrugernes forståelse af, hvordan transaktioner og andre begivenheder og forhold afspejles i den oplyste indtjening og finansielle stilling. Hver enkelt virksomhed vurderer arten af sin drift og de oplysninger om regnskabspraksis, som brugerne af årsregnskabet ville forvente for den givne type virksomhed. Oplysning om en bestemt anvendt regnskabspraksis er særligt nyttig for regnskabsbrugerne, når denne regnskabspraksis vælges blandt flere muligheder, som er tilladt i henhold til IFRS-standarderne. Et eksempel herpå er oplysningen om, hvorvidt en virksomhed anvender dagsværdi- eller kostprismodellen på sin investeringsejendom (jf. IAS 40 Investeringsejendom). Nogle IFRS-standarder kræver specifikt, at der oplyses om anvendelsen af en bestemt regnskabspraksis, herunder ledelsens valg af regnskabspraksis blandt flere forskellige tilladte muligheder. Eksempelvis kræves der i IAS 16 oplysning om, hvilket målingsgrundlag der er anvendt for kategorier af materielle anlægsaktiver.

121 En anvendt regnskabspraksis kan være væsentlig på grund af arten af virksomhedens aktiviteter, selv om beløbene for det aktuelle og de tidligere regnskabsår er uvæsentlige. Det er også hensigtsmæssigt at oplyse om alle væsentlige anvendelser af regnskabspraksis, som ikke specifikt kræves i IFRS-standarderne, men som virksomheden har valgt og anvendt i overensstemmelse med bestemmelserne i IAS 8.

122   Virksomheder skal sammen med væsentlig anvendt regnskabspraksis eller andre noter oplyse om de vurderinger, ud over skønsmæssige vurderinger (jf. afsnit 125), som ledelsen har foretaget som led i anvendelsen af virksomhedens regnskabspraksis, og som har den væsentligste indvirkning på de i årsregnskabet indregnede beløb.

123 Som led i anvendelsen af virksomhedens regnskabspraksis foretager ledelsen forskellige vurderinger, ud over skønsmæssige vurderinger, som kan have væsentlig indvirkning på de beløb, som ledelsen har indregnet i årsregnskabet. Ledelsen foretager eksempelvis vurderinger i sin afgørelse af:

124 Nogle af de oplysninger, der skal gives i overensstemmelse med afsnit 122, kræves i andre IFRS-standarder. Eksempelvis kræves det i IFRS 12 Oplysninger om kapitalandele i andre virksomheder, at en virksomhed skal oplyse om den bedømmelse, den har foretaget i forbindelse med fastlæggelsen af, hvorvidt den har bestemmende indflydelse på en anden virksomhed. ◄ I IAS 40 Investeringsejendomme kræves oplysning om de kriterier, virksomheden har opstillet for at skelne investeringsejendomme fra domicilejendomme og ejendomme, som besiddes med videresalg for øje som led i det normale forretningsforløb, når klassifikation af ejendommen er vanskelig.

125 En virksomhed skal oplyse om forudsætninger, der er lagt til grund for fremtiden, samt andre væsentlige kilder til skønsmæssig usikkerhed ved årsregnskabets afslutning, som indebærer en betydelig risiko for at medføre en væsentlig regulering af den regnskabsmæssige værdi af aktiver og forpligtelser inden for det næste regnskabsår. Noterne skal, for så vidt angår disse aktiver og forpligtelser, indeholde detaljerede oplysninger om:

126 Ved opgørelsen af den regnskabsmæssige værdi af visse aktiver og forpligtelser kræves et skøn over, hvordan usikre fremtidige begivenheder påvirker disse aktiver og forpligtelser ved regnskabsårets afslutning. Hvor der eksempelvis ikke findes aktuelle oplysninger om markedspriser, er det nødvendigt at foretage fremtidsorienterede skøn for at måle genindvindingsværdien for kategorier af materielle anlægsaktiver, virkningen af teknologisk forældelse af varebeholdninger, hensatte forpligtelser som afhænger af det fremtidige resultat af en igangværende retssag samt forpligtelser vedrørende langsigtede personaleydelser, såsom pensionsforpligtelser. Disse skøn indebærer forudsætninger vedrørende forhold såsom regulering for risiko i pengestrømme eller diskonteringssatser, fremtidige ændringer i lønninger og fremtidige ændringer i priser, som påvirker andre omkostninger.

127 De forudsætninger og andre kilder til skønsmæssig usikkerhed, som skal oplyses i overensstemmelse med afsnit 125, knytter sig til de skøn, som kræver ledelsens sværeste og mest subjektive eller komplicerede vurderinger. I takt med at antallet af variabler og forudsætninger, som kan påvirke den mulige fremtidige afklaring af usikkerhedsfaktorerne, stiger, bliver ledelsens vurderinger stadigt mere subjektive og komplicerede, og risikoen for, at dette medfører en væsentlig regulering af den regnskabsmæssige værdi af aktiver og forpligtelser vil normalt stige tilsvarende.

128 De oplysninger, der kræves i henhold til afsnit 125, gælder ikke for aktiver og forpligtelser, som indebærer en væsentlig risiko for, at deres regnskabsmæssige værdi ændrer sig væsentligt inden for det næste regnskabsår, hvis de ved regnskabsårets afslutning måles til dagsværdi på grundlag af en officiel markedskurs på et aktivt marked for et aktiv eller en forpligtelse af samme type. En sådan dagsværdi kan ændre sig væsentligt inden for det næste regnskabsår, men disse ændringer vil ikke opstå som følge af forudsætninger eller andre kilder til skønsmæssig usikkerhed ved regnskabsårets afslutning.

129 En virksomhed skal præsentere oplysningerne i afsnit 125 på en måde, som hjælper regnskabsbrugerne til en forståelse af ledelsens vurderinger vedrørende fremtiden samt andre kilder til skønsmæssig usikkerhed. Arten og omfanget af oplysningerne afhænger af arten af forudsætningerne og andre forhold. Som eksempler på de oplysninger, en virksomhed giver, kan nævnes:

130 Denne standard stiller ikke noget krav om, at en virksomhed skal give oplysning om budgetter eller fremskrivninger i forbindelse med de i afsnit 125 krævede oplysninger.

131 Det er undertiden praktisk umuligt at oplyse omfanget af de mulige virkninger af en forudsætning eller andre kilder til skønsmæssig usikkerhed ved regnskabsårets afslutning. I sådanne tilfælde skal virksomheden oplyse, at det på grundlag af aktuel viden er rimeligt sandsynligt, at resultater inden for det næste regnskabsår, som er i uoverensstemmelse med forudsætningerne, kan nødvendiggøre en væsentlig regulering af den regnskabsmæssige værdi af det berørte aktiv eller den berørte forpligtelse. Under alle omstændigheder skal virksomheden oplyse arten og den regnskabsmæssige værdi af det specifikke aktiv eller den specifikke forpligtelse (eller kategori af aktiver eller forpligtelser), som påvirkes af forudsætningen.

132 De i afsnit 122 anførte oplysninger om visse vurderinger foretaget af ledelsen som led i anvendelsen af virksomhedens regnskabspraksis vedrører ikke de oplysninger om kilder til skønsmæssig usikkerhed, der er anført i afsnit 125.

133 Andre IFRS-standarder indeholder krav om oplysning af visse af de forudsætninger, der ellers ville kræves i overensstemmelse med afsnit 125. IAS 37 kræver eksempelvis i visse tilfælde oplysning om væsentlige forudsætninger vedrørende fremtidige begivenheder, som påvirker kategorier af hensatte forpligtelser. IFRS 13 Måling af dagsværdi kræver oplysning om væsentlige forudsætninger (herunder værdiansættelsesmetode(r) og inputs), som virksomheden lægger til grund ved måling af dagsværdien af aktiver og finansielle forpligtelser, som er indregnet til dagsværdi.

134 En virksomhed skal give oplysninger, som gør det muligt for brugere af virksomhedens årsregnskab at vurdere virksomhedens mål med, politikker og procedurer for kapitalstyring.

135 For at overholde afsnit 134 skal virksomheden oplyse følgende:

136 En virksomhed kan foretage kapitalstyring på en række forskellige måder og være underlagt en række forskellige kapitalkrav. Et konglomerat kan eksempelvis omfatte virksomheder, der udøver forsikrings- og bankvirksomhed, og sådanne virksomheder kan operere i mange forskellige jurisdiktioner. Hvis en samlet oplysning om kapitalkrav og forvaltningen af kapitalen ikke giver nyttig information eller forvansker en regnskabsbrugers forståelse af virksomhedens kapitalberedskab, skal virksomheden give særskilt oplysning om hvert enkelt kapitalkrav, der gælder for virksomheden.

136A I forbindelse med indløselige finansielle instrumenter, der klassificeres som egenkapitalinstrumenter, skal virksomheden (for så vidt dette ikke er sket andetsteds) oplyse følgende:

137 Virksomheden skal i noterne oplyse:

138 Virksomheder skal give oplysninger om følgende, hvis oplysning herom ikke er givet andetsteds i materiale offentliggjort sammen med årsregnskabet:

139 Virksomheder skal anvende denne standard for regnskabsår, som begynder 1. januar 2009 eller derefter. Det er tilladt at anvende standarden før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender denne standard for et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning om dette.

139A IAS 27 (ajourført af International Accounting Standards Board i 2008) tilføjede afsnit 106. Virksomheden skal anvende denne ændring på regnskabsår, som begynder 1. juli 2009 eller derefter. Hvis en virksomhed anvender IAS 27 (ajourført 2008) i et tidligere regnskabsår, finder ændringen anvendelse på det tidligere regnskabsår. Ændringen skal anvendes med tilbagevirkende kraft.

139B  Indløselige finansielle instrumenter og forpligtelser, der opstår ved likvidation (ændringer til IAS 32 og IAS 1), der udkom i februar 2008, ændrede afsnit 138 og indsatte afsnit 8A, 80A og 136A. Virksomhederne skal anvende disse ændringer på regnskabsår, der begynder 1. januar 2009 eller derefter. Det er tilladt at anvende dem før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender ændringerne på et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning om dette og anvende de tilsvarende ændringer til IAS 32, IFRS 39, IAS 7 og IFRIC 2 Andele i andelsvirksomheder og lignende instrumenter på samme tidspunkt.

139C Afsnit 68 og 71 blev ændret ved Forbedringer af IFRS-standarder, der udkom i maj 2008. Virksomhederne skal anvende disse ændringer på regnskabsår, der begynder 1. januar 2009 eller derefter. Det er tilladt at anvende dem før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender ændringerne på et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning om dette.

139D  Forbedringer til IFRS udstedt i april 2009 ændrede afsnit 69. Virksomheden skal anvende ændringen for regnskabsår, som begynder 1. januar 2010 eller derefter. Det er tilladt at anvende ændringen før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender ændringen for et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning om dette.

139F Afsnit 106 og 107 blev ændret, og afsnit 106A blev tilføjet med Forbedringer til IFRS udstedt i maj 2010. Virksomheden skal anvende disse ændringer på regnskabsår, som begynder den 1. januar 2011 eller derefter. Det er tilladt at anvende ændringerne før dette tidspunkt.

139H IFRS 10 og IFRS 12, der blev udstedt i maj 2011, vedrørte ændringer af afsnit 4, 119, 123 og 124. En virksomhed skal anvende disse ændringer ved anvendelse af IFRS 10 og IFRS 12.

139I IFRS 13, der blev udstedt i maj 2011, medførte en ændring af afsnit 128 og 133. En virksomhed skal anvende disse ændringer ved anvendelse af IFRS 13.

139J  Præsentation af posterne indregnet i anden totalindkomst (ændringer til IAS1), der blev udsendt i juni 2011, medførte ændring af afsnit 7, 10, 82, 85–87, 90, 91, 94, 100 og 115, tilføjelse af afsnit 10A, 81A, 81B og 82A og ophævelse af afsnit 12, 81, 83 og 84. Virksomheden skal anvende disse ændringer på regnskabsår, som begynder den 1. juli 2012 eller derefter. Det er tilladt at anvende standarden før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender disse ændringer for et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning herom.

139K IAS 19 Personaleydelser (som ændret i juni 2011) medførte ændring af definitionen af »øvrig totalindkomst« i afsnit 7 og afsnit 96. Virksomheden skal anvende disse ændringer, når den anvender IAS 19 (som ændret i juni 2011).

139L Afsnit 10, 38 og 41 blev ændret, afsnit 39 og 40 blev ophævet, og afsnit 38A-38D og 40A-40D blev tilføjet i maj 2012 som led i det årlige forbedringsprojekt (Annual Improvements 2009–2011 Cycle). En virksomhed skal anvende den ændring med tilbagevirkende kraft i overensstemmelse med IAS 8 Anvendt regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl for regnskabsår, der begynder 1. januar 2013 eller derefter. Det er tilladt at anvende standarden før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender ændringen for et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning om dette.

139N IFRS 15 Omsætning fra kontrakter med kunder, udstedt i maj 2014, medførte ændring af afsnit 34. En virksomhed skal anvende denne ændring, når den anvender IFRS 15.

139O IFRS 9, der blev udstedt i juli 2014, medførte en ændring af afsnit 7, 68, 71, 82, 93, 95, 96, 106 og 123 og ophævelse af afsnit 139E, 139G og 139M. En virksomhed skal anvende disse ændringer ved anvendelse af IFRS 9.

139P  Initiativ vedrørende oplysning (ændringer til IAS 1), udstedt i december 2014, ændrede afsnit 10, 31, 54-55, 82A, 85, 113-114, 117, 119 og 122, tilføjede afsnit 30A, 55A og 85A-85B og ophævede afsnit 115 og 120. Virksomheden skal anvende disse ændringer på regnskabsår, som begynder den 1. januar 2016 eller derefter. Det er tilladt at anvende dem tidligere. Virksomheder behøver ikke at offentliggøre de oplysninger, der kræves i henhold til afsnit 28-30 i IAS 8 i forbindelse med disse ændringer.

139Q IFRS 16 Leasingkontrakter, udstedt i januar 2016, medførte ændring af afsnit 123. En virksomhed skal anvende denne ændring, når den anvender IFRS 16.

139S Afsnit 7, 15, 19-20, 23-24, 28 og 89 blev ændret i medfør af Ændringerne af henvisningerne til begrebsrammen i IFRS-standarderne, der er udstedt i 2018. En virksomhed skal anvende disse ændringer på regnskabsår, som begynder den 1. januar 2020 eller derefter. Tidligere anvendelse er tilladt, hvis en virksomhed samtidig også anvender alle andre ændringer, der foretages ved Ændringerne af henvisningerne til begrebsrammen i IFRS-standarderne. En virksomhed skal anvende ændringerne til IAS 1 med tilbagevirkende kraft i overensstemmelse med IAS 8 Anvendt regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl. Hvis en virksomhed imidlertid fastslår, at anvendelse med tilbagevirkende kraft ville være praktisk umuligt eller ville indebære en urimelig udgift eller indsats, skal den anvende ændringerne til IAS 1 ved at henvise til afsnit 23-28, 50-53 og 54F i IAS 8.

139T  Definition af væsentlig (ændringer til IAS 1 og IAS 8), udstedt i oktober 2018, medførte ændring af afsnit 7 i IAS 1 og afsnit 5 i IAS 8 og ophævelse af afsnit 6 i IAS 8. Virksomheden skal anvende disse ændringer fremadrettet for regnskabsår, som begynder den 1. januar 2020 eller derefter. Det er tilladt at anvende ændringerne tidligere. Hvis en virksomhed anvender disse ændringer på et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning herom.

140 Denne standard erstatter IAS 1 Præsentation af årsregnskaber ajourført i 2003, med ændringer i 2005.

1. Formålet med denne standard er at foreskrive den regnskabsmæssige behandling af varebeholdninger. Et afgørende forhold i den regnskabsmæssige behandling af varebeholdninger er, hvilke omkostninger, der skal indregnes som et aktiv og fremføres indtil den tilknyttede omsætning indregnes. Denne standard giver vejledning om opgørelsen af kostpris og den efterfølgende indregning heraf som omkostning, herunder nedskrivning til nettorealisationsværdi. Standarden giver ligeledes vejledning i de metoder, som benyttes ved fordeling af omkostninger på varebeholdninger.

2.   Denne standard finder anvendelse på alle varebeholdninger, med undtagelse af:

3. Denne standard finder ikke anvendelse på måling af varebeholdninger, der besiddes af:

4. De i afsnit 3a) omhandlede varebeholdninger måles til nettorealisationsværdi på forskellige produktionsstadier. Dette sker eksempelvis, når landbrugsafgrøder er høstet, eller mineraler udvundet og salg deraf er sikret ved terminskontrakt eller statsgaranti, eller i situationer med et aktivt marked, hvor risikoen for ikke at kunne sælge er ubetydelig. Sådanne varebeholdninger ligger kun uden for målingskravene i denne standard.

5. Varemæglere køber eller sælger varer for egen eller andres regning. De i afsnit 3b) omhandlede varebeholdninger anskaffes hovedsageligt med henblik på salg inden for en overskuelig fremtid og for at skabe en gevinst gennem udsving i pris eller mæglerens margin. Når sådanne varebeholdninger måles til dagsværdi fratrukket salgsomkostninger, ligger de kun uden for målingskravene i denne standard.

6. Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning:

7. Nettorealisationsværdi vedrører det nettobeløb, som en virksomhed forventer at realisere ved salg af varebeholdninger som led i det normale forretningsforløb. Dagsværdien afspejler den pris, til hvilken en velordnet transaktion med henblik på at sælge den samme varebeholdning på det primære (eller mest fordelagtige) marked for denne varebeholdning ville finde sted mellem markedsdeltagere på målingstidspunktet. Førstnævnte er en virksomhedsspecifik værdi, mens dette ikke gælder for sidstnævnte. Nettorealisationsværdi for varebeholdninger svarer ikke nødvendigvis til dagsværdi fratrukket salgsomkostninger.

8. Varebeholdninger omfatter varer købt og i behold med videresalg for øje, herunder eksempelvis varer, der er købt af en detailhandler med videresalg for øje, eller grunde og anden fast ejendom til videresalg. Varebeholdninger omfatter ligeledes egenproducerede færdigvarer eller varer under fremstilling, herunder råvarer og hjælpematerialer, som endnu ikke er anvendt i produktionsprocessen. Omkostninger forbundet med opfyldelse af en kontrakt med en kunde, som ikke resulterer i varebeholdninger (eller aktiver omfattet af en anden standard), behandles regnskabsmæssigt i henhold til IFRS 15 Omsætning fra kontrakter med kunder.

9. Varebeholdninger skal måles til den laveste værdi af kostpris og nettorealisationsværdi.

10. Varebeholdningers kostpris skal omfatte alle købsomkostninger, forarbejdningsomkostninger samt andre omkostninger, som er afholdt for at bringe varebeholdningerne til deres aktuelle lokalitet og tilstand.

11. Ved køb af varebeholdninger udgøres købsprisen af kostprisen, importafgifter og andre afgifter (eksklusive afgifter, som virksomheden siden kan genindvinde fra skattemyndighederne) samt transport, ekspedition og andre omkostninger, der direkte er forbundet med anskaffelsen af færdigvarer, råvarer og tjenesteydelser. Forhandlerrabatter, dekorter og lignende fratrækkes ved opgørelsen af købsomkostningerne.

12. Varebeholdningernes forarbejdningsomkostninger omfatter omkostninger direkte forbundet med produktionen af de enkelte enheder, eksempelvis direkte løn. De omfatter ligeledes en systematisk allokering af faste og variable indirekte produktionsomkostninger, der afholdes for at forarbejde råvarer til færdigvarer. Faste indirekte produktionsomkostninger er indirekte produktionsomkostninger, der er relativt upåvirkede af ændringer i produktionsomfang, såsom afskrivninger på og vedligeholdelse af fabriksbygninger, driftsmidler og brugsretsaktiver anvendt i produktionsprocessen samt omkostninger til produktionsledelse og administration. Variable indirekte produktionsomkostninger er de indirekte produktionsomkostninger, der påvirkes direkte eller tilnærmelsesvis direkte af produktionsomfanget, såsom indirekte materialer og indirekte løn.

13. Allokering af faste indirekte produktionsomkostninger til forarbejdningsomkostninger baseres på produktionsanlæggets normale kapacitet. Produktionsanlæggets normale kapacitet er den forventede gennemsnitsproduktion over flere regnskabsår eller sæsoner under normale omstændigheder, idet der tages hensyn til tabt kapacitet som følge af planlagt vedligeholdelse. Det faktiske produktionsniveau kan anvendes, hvis det tilnærmelsesvis er lig den normale kapacitet. Den beløbsmæssige størrelse af faste indirekte produktionsomkostninger, der allokeres til hver produktionsenhed, forøges ikke som følge af lav produktion eller uudnyttet produktionsanlæg. Ikke-allokerede produktionsomkostninger indregnes som omkostning i det regnskabsår, de er afholdt. I regnskabsår med unormal stor produktion reduceres det beløb for faste indirekte produktionsomkostninger, der allokeres til hver produktionsenhed, således at varebeholdningerne ikke måles til et beløb højere end kostprisen. Variable produktionsomkostninger allokeres til hver produktionsenhed baseret på den faktiske udnyttelse af produktionsanlægget.

14. En produktionsproces kan resultere i produktion af mere end et produkt ad gangen. Dette er eksempelvis tilfældet ved produktion af sideordnede produkter, eller når der produceres et hovedprodukt og et biprodukt. Når de enkelte produkters forarbejdningsomkostninger ikke kan identificeres fra hinanden, allokeres disse til produkterne på en rationel og ensartet måde. Allokeringen kan eksempelvis baseres på de enkelte produkters relative salgsværdi enten på det tidspunkt i produktionsprocessen, hvor produkterne kan identificeres fra hinanden, eller ved produktionens afslutning. De fleste biprodukter er i sagens natur uvæsentlige. Hvis dette er tilfældet, måles de ofte til nettorealisationsværdi, og denne værdi fratrækkes hovedproduktets kostpris. Dermed kommer den regnskabsmæssige værdi af hovedproduktet ikke til at adskille sig væsentligt fra kostprisen.

15. Andre omkostninger indregnes kun i varebeholdningers kostpris, i det omfang omkostningerne er afholdt for at bringe varebeholdningerne til deres aktuelle lokalitet og tilstand. Eksempelvis kan det være rimeligt at indregne indirekte omkostninger uden tilknytning til produktionen eller kundespecifikke omkostninger til produktdesign i varebeholdningernes kostpris.

16. Som eksempler på omkostninger, som skal udelades fra varebeholdningers kostpris og indregnes som omkostning i det regnskabsår, de er afholdt, kan nævnes:

17. I IAS 23 Låneomkostninger angives særlige tilfælde, hvor låneomkostninger indregnes i varebeholdningers kostpris.

18. En virksomhed kan anskaffe varebeholdninger på udskudte afregningsvilkår. Når aftalen i realiteten indeholder et finansieringselement, skal dette element, eksempelvis en forskel mellem købspris på normale kreditbetingelser og det betalte beløb, indregnes som en renteomkostning over finansieringsperioden.

19. Serviceudbydere skal, i det omfang de har varebeholdninger, måle disse til produktionsomkostningerne. Disse omkostninger består primært af lønomkostninger og andre personaleomkostninger, som indgår direkte i leveringen af tjenesteydelsen, herunder tilsynsførende personale, samt henførbare indirekte produktionsomkostninger. Lønomkostninger og andre omkostninger i forbindelse med salg og almindeligt administrativt personale indregnes ikke i varebeholdningerne, men indregnes som omkostning i det regnskabsår, de er afholdt. En serviceudbyders kostpris for varebeholdninger omfatter ikke overskudsmarginer eller ikke-henførbare indirekte produktionsomkostninger, der ofte indbygges i de priser, som serviceudbydere beregner.

20. I henhold til IAS 41 Landbrug skal varebeholdninger bestående af landbrugsprodukter, som en virksomhed har høstet af sine biologiske aktiver, på tidspunktet for første indregning måles til dagsværdi med fradrag af salgsomkostninger på høsttidspunktet. Dette er kostprisen for varebeholdningerne på tidspunktet, hvor standarden tages i anvendelse.

21. Metoder som eksempelvis standardomkostningsmetoden eller salgsprismetoden kan anvendes som hjælpemidler til måling af varebeholdningers kostpris, hvis resultatet heraf tilnærmelsesvis svarer til kostpriserne. I standardomkostninger tages hensyn til det normale niveau af råvarer og hjælpematerialer, lønomkostninger, effektivitet og kapacitetsudnyttelse. Disse kontrolleres jævnligt og ajourføres om nødvendigt i henhold til de aktuelle forhold.

22. Salgsprismetoden anvendes ofte i detailhandlen til måling af varebeholdninger bestående af et stort antal hurtigt udskiftede enheder med omtrent samme bruttoavance, hvor det ville være praktisk umuligt at anvende andre beregningsmetoder. Varebeholdningens kostpris opgøres ved at reducere salgsværdien med den relevante bruttoavanceprocent. Ved fastsættelsen af denne procentsats tages højde for varebeholdninger, hvis salgspris er nedsat til under den oprindelige salgspris. Der bruges ofte en gennemsnitlig procentsats for hver detailafdeling.

23. Kostprisen for enheder, der ikke almindeligvis har flere anvendelsesmuligheder, samt varer eller tjenesteydelser, der er fremstillet og bestemt til konkrete projekter, skal fordeles på grundlag af en specifik identifikation af deres individuelle kostpris.

24. Specifik identifikation af kostprisen betyder, at specifikke omkostninger henføres til identificerede vareenheder. Dette er den hensigtsmæssige behandling af vareenheder, som er bestemt til konkrete projekter, uanset om de er indkøbt eller produceret. Specifik identifikation er dog uhensigtsmæssig, når der er tale om et stort antal vareenheder, som normalt har flere anvendelsesmuligheder. I sådanne tilfælde kan udvælgelsen af de enheder, der er tilbage i varebeholdningen, foretages på en sådan måde, at der opnås en forudbestemt påvirkning af resultatet.

25. Varebeholdningers kostpris skal, med undtagelse af de i afsnit 23 nævnte varebeholdninger, opgøres på grundlag af først ind-først ud (FIFO)-metoden eller den vejede gennemsnitsmetode. Virksomheder skal anvende den samme metode til beregning af kostprisen for alle varebeholdninger, hvis art og anvendelse i virksomheden er af ensartet karakter. For varebeholdninger af forskellig art eller anvendelse kan anvendelse af forskellige metoder til beregning af kostprisen være begrundet.

26. Eksempelvis kan varebeholdninger, der anvendes i ét driftssegment, have en anvendelse i virksomheden, der er forskellig fra samme type varebeholdning, når den anvendes i et andet driftssegment. Forskelle i varebeholdningers geografiske placering (eller i de pågældende skatteregler) udgør dog ikke i sig selv tilstrækkelig begrundelse for anvendelse af forskellige metoder til beregning af kostprisen.

27. Efter FIFO-metoden forudsættes det, at de først købte eller producerede vareenheder sælges først, således at varebeholdningen ved regnskabsårets slutning består af de senest indkøbte eller producerede. Efter den vejede gennemsnitsmetode bestemmes hver vareenheds kostpris ud fra det vejede gennemsnit af ensartede varers kostpris ved begyndelsen af regnskabsåret og kostprisen for ensartede vareenheder, som er indkøbt eller produceret i løbet af regnskabsåret. Gennemsnittet kan beregnes periodisk eller ved modtagelsen af hver yderligere leverance, alt efter den enkelte virksomheds forhold.

28. Varebeholdningers kostpris er ikke nødvendigvis genindvindelig, hvis varebeholdningerne er beskadigede, helt eller delvist ukurante, eller hvis salgspriserne er faldet. Ligeledes er varebeholdningernes kostpris ikke nødvendigvis genindvindelig, hvis de skønnede færdiggørelsesomkostninger eller de skønnede omkostninger, som skal afholdes for at effektuere salget, er steget. Nedskrivning af varebeholdninger fra kostpris til nettorealisationsværdi er i overensstemmelse med det synspunkt, at aktiver ikke må indregnes til en højere værdi, end de forventes at ville indbringe ved salg eller anvendelse.

29. Varebeholdninger nedskrives normalt til nettorealisationsværdi for hver vareenhed for sig. I visse tilfælde kan det dog være hensigtsmæssigt at gruppere ensartede eller beslægtede vareenheder. Dette kan være tilfældet med vareenheder inden for den samme produktgruppe, som har samme formål eller endelige anvendelse, som produceres og markedsføres i det samme geografiske område, og som i praksis ikke kan vurderes separat fra andre vareenheder inden for samme produktgruppe. Det er uhensigtsmæssigt at nedskrive varebeholdninger på grundlag af klassifikationen af varebeholdninger, eksempelvis færdigvarer, eller alle varebeholdninger inden for samme driftssegment.

30. Skøn over nettorealisationsværdien baseres på den mest pålidelige information om den forventede realisationsværdi, der foreligger på det tidspunkt, hvor skønnet udøves. Ved et sådant skøn tages højde for udsving i priser og omkostninger, der er direkte tilknyttet begivenheder indtruffet efter regnskabsårets slutning, i det omfang disse begivenheder bekræfter forhold, der var til stede ved regnskabsårets slutning.

31. Ved skøn over nettorealisationsværdien tages ligeledes højde for formålet med besiddelse af varebeholdningen. Eksempelvis baseres nettorealisationsværdien for varer, der besiddes for at opfylde bindende salgs- eller servicekontrakter, på kontraktprisen. Hvis salgskontrakterne omfatter mindre end varebeholdningen, baseres nettorealisationsværdien for den overskydende varebeholdning på de almindelige salgspriser. Hensatte forpligtelser kan opstå i forbindelse med bindende salgskontrakter, som overstiger virksomhedens varebeholdninger eller bindende købskontrakter. Sådanne hensatte forpligtelser behandles i IAS 37 Hensatte forpligtelser, eventualforpligtelser og eventualaktiver.

32. Råvarer og andre hjælpematerialer, der besiddes med henblik på anvendelse i produktionen af varebeholdninger, nedskrives ikke til en lavere værdi end kostprisen, hvis de færdigvarer, i hvilke de skal indgå, forventes solgt til kostpris eller derover. Hvis et fald i materialepriserne indikerer, at kostprisen for færdigvarerne overstiger nettorealisationsværdien, nedskrives råvarerne dog til nettorealisationsværdien. I disse tilfælde kan råvarernes genanskaffelsesværdi være det bedste udtryk for disses nettorealisationsværdi.

33. Et nyt skøn over nettorealisationsværdien foretages for hvert nyt regnskabsår. Når forhold, som tidligere har medført nedskrivninger af varebeholdninger til under kostpris, ikke længere eksisterer, eller når der er en klar indikation af en stigning i nettorealisationsværdi på grund af en ændring i de økonomiske forhold, tilbageføres det nedskrevne beløb (dvs. at tilbageførslen er begrænset til den beløbsmæssige størrelse af den oprindelige nedskrivning), således at den nye regnskabsmæssige værdi udgør den laveste værdi af kostpris og den ajourførte nettorealisationsværdi. Dette er eksempelvis tilfældet, når en vareenhed, som er indregnet til nettorealisationsværdi, fordi salgsprisen er faldet, stadig besiddes i et efterfølgende regnskabsår, og dennes salgspris er steget.

34. Når varebeholdninger sælges, skal disses regnskabsmæssige værdi indregnes som omkostning i det regnskabsår, den tilknyttede omsætning indregnes. Nedskrivninger af varebeholdninger til nettorealisationsværdi og alle tab af varebeholdninger skal indregnes som omkostning i det regnskabsår, hvori nedskrivningen eller tabet opstår. Tilbageførsler af nedskrivninger på varebeholdninger som følge af en stigning i nettorealisationsværdien skal indregnes som en reduktion af den som omkostning indregnede varebeholdning i det regnskabsår, hvori tilbageførslen foretages.

35. Visse varebeholdninger kan allokeres til andre aktivkonti, eksempelvis varebeholdninger, som anvendes som komponent i egenproducerede materielle anlægsaktiver. Varebeholdninger, der således allokeres til andre aktiver, indregnes som omkostning over det pågældende aktivs brugstid.

36. I årsregnskabet skal følgende oplyses:

37. Oplysning om den regnskabsmæssige værdi af forskellige klassifikationer af varebeholdninger samt omfanget af ændringer i disse aktiver er nyttige for regnskabsbrugere. Sædvanlige klassifikationer af varebeholdninger er handelsvarer, hjælpematerialer, råvarer, varer under fremstilling og færdigvarer.

38. Den beløbsmæssige størrelse af varebeholdninger, der er indregnet som omkostning i regnskabsåret, hvilket ofte kaldes vareforbrug, består af omkostninger, der tidligere er indregnet ved målingen af de varer, som nu er solgt, samt af ikke-allokerede indirekte produktionsomkostninger og af unormalt høje produktionsomkostninger. Alt efter virksomhedens forhold kan det også være relevant at indregne andre beløb, eksempelvis distributionsomkostninger.

39. Visse virksomheder anvender en opstillingsform for resultatet, som medfører, at der oplyses andre beløb end kostprisen for varebeholdninger, der er indregnet som omkostning i regnskabsåret. Med denne opstilling præsenterer virksomheden en opgørelse af omkostninger klassificeret på grundlag af omkostningernes art. Her oplyses om indregnede omkostninger til råvarer og hjælpematerialer, lønomkostninger og andre omkostninger samt den beløbsmæssige størrelse af regnskabsårets nettoforskydning i varebeholdninger.

40. Virksomheder skal anvende denne standard for årsregnskaber, der dækker regnskabsår, som begynder 1. januar 2005 eller derefter. Det tilskyndes, at standarden anvendes før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender denne standard for regnskabsår, som begynder før 1. januar 2005, skal den give oplysning om dette.

40C. IFRS 13, der er udstedt i maj 2011, medførte en ændring af definitionen af dagsværdi i afsnit 6 og af afsnit 7. En virksomhed skal anvende disse ændringer, når den anvender IFRS 13.

40E. IFRS 15 Omsætning fra kontrakter med kunder, udstedt i maj 2014, medførte ændring af afsnit 2, 8, 29 og 37 og ophævelse af afsnit 19. En virksomhed skal anvende disse ændringer, når den anvender IFRS 15.

40F. IFRS 9, der blev udstedt i juli 2014, medførte en ændring af afsnit 2 og ophævelse af afsnit 40A, 40B og 40D. En virksomhed skal anvende disse ændringer ved anvendelse af IFRS 9.

40G. IFRS 16 Leasingkontrakter, udstedt i januar 2016, medførte ændring af afsnit 12. En virksomhed skal anvende denne ændring, når den anvender IFRS 16.

41. Denne standard erstatter IAS 2 Varebeholdninger (ajourført i 1993).

42. Denne standard erstatter SIC-1 Ensartethed — Forskellige metoder til beregning af varebeholdningers kostpris.

1. Virksomheder skal udarbejde en pengestrømsopgørelse i henhold til de i denne standard stillede krav og præsentere denne som en integreret del af årsregnskabet for hvert regnskabsår, hvor årsregnskaber præsenteres.

2. Denne standard erstatter international regnskabsstandard IAS 7 Opgørelse af ændringer i den finansielle stilling, der blev godkendt i juli 1977.

3. Brugere af en virksomheds årsregnskab er interesserede i at vide, hvordan virksomheden frembringer og anvender likvider. Dette gælder uanset hvilke aktiviteter virksomheden har, og uanset om likvide beholdninger kan anses som virksomhedens produkt, eksempelvis i finansielle institutioner. Alle virksomheder har behov for likvide beholdninger til stort set de samme formål, uanset hvor forskellige deres primære omsætningsskabende aktiviteter er. En virksomhed har behov for likvide beholdninger til at drive virksomheden, indfri forpligtelser og forrente investorernes kapital. Derfor kræves det i denne standard, at alle virksomheder udarbejder en pengestrømsopgørelse.

4. Set i sammenhæng med resten af årsregnskabet giver pengestrømsopgørelsen oplysninger til brug ved vurderingen af ændringer i virksomhedens nettoaktiver, dens økonomiske struktur (herunder dens likviditet og solvens) og dens evne til at påvirke pengestrømmenes størrelse og tidspunktet for deres frembringelse for at tilpasse sig ændrende omstændigheder og muligheder. Informationer om pengestrømme er nyttige ved vurderingen af virksomhedens evne til at frembringe likvider og giver regnskabsbrugere mulighed for at udarbejde modeller til at vurdere og sammenligne nutidsværdien af forskellige virksomheders fremtidige pengestrømme. De medvirker ligeledes til at øge sammenligneligheden af forskellige virksomheders indtjening fra drift ved at eliminere virkningerne af forskellige regnskabsmæssige behandlinger af de samme transaktioner og begivenheder.

5. Historiske informationer om pengestrømme benyttes ofte som udtryk for størrelsen af samt for tidspunktet og sikkerheden for fremtidige pengestrømme. De er også et godt redskab til at kontrollere korrektheden af tidligere vurderinger af fremtidige pengestrømme samt til at undersøge sammenhængen mellem lønsomhed og nettopengestrømme og virkningerne af varierende priser.

6. Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning:

7. Formålet med at have likvide værdipapirer er at indfri kortfristede betalingsforpligtelser snarere end at foretage investeringer eller lignende. Hvis et værdipapir skal indregnes som et likvidt værdipapir, skal dette umiddelbart kunne omsættes til et kendt beløb i likvide beholdninger og have en ubetydelig risiko for værdiændring. Derfor vil et værdipapir normalt kun kunne indregnes som et likvidt værdipapir, hvis det har en kort restløbetid, eksempelvis 3 måneder eller mindre fra anskaffelsestidspunktet. Kapitalandele inkluderes ikke som likvide værdipapirer, medmindre de reelt er likvide værdipapirer, eksempelvis præferenceaktier med en kort restløbetid på overtagelsestidspunktet og en fast indløsningsdato.

8. Banklån betragtes som udgangspunkt som værende finansieringsaktivitet. I visse lande indgår kassekreditter, der skal tilbagebetales på anfordring, dog som en integreret del af virksomhedens likviditetsstyring. I sådanne tilfælde indregnes kassekreditter som et element af likvider. Sådanne bankaftaler er kendetegnet ved, at kontoens saldo ofte svinger mellem at være positiv og negativ.

9. Pengestrømme omfatter ikke bevægelser mellem poster som udgør likvide beholdninger eller likvide værdipapirer, idet disse elementer indgår i virksomhedens likviditetsstyring snarere end i dens drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet. Likviditetsstyring omfatter investering af overskydende likvide beholdninger i likvide værdipapirer.

10. Pengestrømsopgørelsen skal vise regnskabsårets pengestrømme opdelt i drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet.

11. Virksomheden præsenterer sine pengestrømme fra drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet på den for virksomheden mest passende måde. Denne klassifikation i aktiviteter giver regnskabsbrugere mulighed for at vurdere aktiviteternes virkning på virksomhedens finansielle stilling og størrelsen af sine likvider. Disse oplysninger kan også bruges til at bedømme sammenhængen mellem aktiviteterne.

12. En enkelt transaktion kan omfatte pengestrømme som klassificeres forskelligt. Når eksempelvis kontant indfrielse af et lån omfatter renter såvel som hovedstol, kan renteelementet betegnes som driftsaktivitet, mens hovedstolelementet kan betegnes som finansieringsaktivitet.

13. Omfanget af pengestrømme fra driftsaktivitet er en vigtig indikator for, hvorvidt virksomhedens drift har frembragt tilstrækkelige pengestrømme til at tilbagebetale lån, vedligeholde virksomhedens drift, udbetale udbytte og foretage nye investeringer uden at skulle fremskaffe fremmedkapital. Oplysninger om de specifikke elementer af historiske pengestrømme fra driftsaktivitet kan sammen med andre oplysninger være nyttige ved fremskrivningen af fremtidige pengestrømme fra driftsaktivitet.

14. Pengestrømme fra driftsaktivitet er hovedsagelig afledt af virksomhedens primære omsætningsskabende aktivitet. Således stammer de som hovedregel fra transaktioner og andre begivenheder, som indgår i opgørelsen af årets resultat. Pengestrømme fra driftsaktivitet kan eksempelvis omfatte:

15. Virksomheden kan have en beholdning af værdipapirer og lån med handel for øje, som i så fald kan sidestilles med varebeholdninger anskaffet med videresalg for øje. Derfor klassificeres pengestrømme fra køb og salg af sådanne værdipapirer som driftsaktivitet. Ligeledes klassificeres finansielle institutioners udlån normalt som driftsaktivitet, idet de vedrører virksomhedens primære omsætningsskabende aktivitet.

16. Separat oplysning om pengestrømme fra investeringsaktivitet er vigtig, fordi disse pengestrømme er et udtryk for, hvor mange omkostninger virksomheden har haft til ressourcer beregnet til frembringelse af fremtidige indtægter og pengestrømme. Kun omkostninger, der medfører indregning af et aktiv i opgørelsen af finansiel stilling, opfylder kriterierne for klassifikation som investeringsaktiviteter. Pengestrømme fra investeringsaktivitet kan eksempelvis omfatte:

17. Separat oplysning om pengestrømme fra finansieringsaktivitet er vigtig, fordi dette er nyttigt ved forudsigelsen af fremtidige krav om pengestrømme fra indskydere af kapital i virksomheden. Pengestrømme fra finansieringsaktivitet kan eksempelvis omfatte:

18. Virksomheden skal vise pengestrømme fra driftsaktivitet ved enten:

19. Virksomheder tilskyndes til at benytte direkte præsentation af pengestrømme fra driftsaktivitet. Ved brug af direkte præsentation fremkommer oplysninger, der kan være nyttige ved vurderingen af fremtidige pengestrømme, som ikke fremkommer ved brug af indirekte præsentation. Ved direkte præsentation kan oplysninger om væsentlige bruttoind- og udbetalinger indhentes enten:

20. Ved indirekte præsentation opgøres nettopengestrømme fra driftsaktivitet ved regulering af årets resultat for virkningen af:

21. Virksomheden skal separat præsentere væsentlige bruttoind- og udbetalinger som følge af investerings- og finansieringsaktivitet, undtagen i det omfang de i afsnit 22 og 24 beskrevne pengestrømme præsenteres som nettobeløb.

22. Pengestrømme fra følgende drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteter kan præsenteres som nettobeløb:

23. De i afsnit 22a) nævnte ind- og udbetalinger kan eksempelvis omfatte:

24. Pengestrømme fra følgende aktiviteter i finansielle institutioner kan præsenteres som nettobeløb:

25. Pengestrømme fra transaktioner i fremmed valuta skal indregnes i virksomhedens funktionelle valuta ved omregning af beløb i fremmed valuta til den på betalingsdagen gældende valutakurs mellem den funktionelle valuta og den fremmede valuta.

26. Pengestrømme i udenlandske dattervirksomheder skal omregnes til de på betalingsdagene gældende valutakurser mellem den funktionelle valuta og den fremmede valuta.

27. Pengestrømme i fremmed valuta skal præsenteres i overensstemmelse med IAS 21 Valutaomregning. I henhold til bestemmelserne heri kan en tilnærmet valutakurs anvendes. Eksempelvis kan en vejet gennemsnitskurs for en periode anvendes til indregning af transaktioner i fremmed valuta eller omregning af pengestrømme i udenlandske dattervirksomheder. Det er dog ikke tilladt i henhold til IAS 21 at anvende ►M5  regnskabsårets afslutningskurs ◄ til omregning af pengestrømme i udenlandske dattervirksomheder.

28. Urealiserede kursgevinster og -tab vedrørende valutakursændringer er ikke pengestrømme. Virkningen af valutakursændringer på likvider, der besiddes eller er forfaldne i fremmed valuta, skal dog præsenteres i pengestrømsopgørelsen til brug ved afstemning af likvider ved regnskabsårets begyndelse og slutning. Beløbet skal præsenteres separat fra pengestrømme fra drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet og inkluderer en eventuel forskel, hvis pengestrømmene var blevet præsenteret til ►M5  regnskabsårets afslutningskurser ◄ .

29. [Ophævet]

30. [Ophævet]

31. Pengestrømme fra modtagne og betalte renter og modtaget eller udbetalt udbytte skal præsenteres som separate poster. Disse skal klassificeres på en ensartet måde fra regnskabsår til regnskabsår som enten drifts-, investerings- eller finansieringsaktivitet.

32 Det samlede beløb for rentebetalinger i et regnskabsår oplyses i pengestrømsopgørelsen, hvad enten det er indregnet som omkostning i ►M5  resultatet ◄ eller aktiveret i overensstemmelse med IAS 23 Låneomkostninger.

33. Rentebetalinger og modtagne renter og udbytte klassificeres normalt som pengestrømme fra driftsaktivitet for finansielle institutioner. Der er dog ikke opnået enighed om klassifikation af disse pengestrømme for andre typer virksomheder. Rentebetalinger og modtagne renter og udbytte kan klassificeres som pengestrømme fra driftsaktivitet, fordi de indgår ved opgørelsen af årets resultat. Alternativt kan rentebetalinger og modtagne renter og udbytte klassificeres som pengestrømme fra henholdsvis finansieringsaktivitet og investeringsaktivitet, fordi de betragtes som omkostninger til fremskaffelse af økonomiske ressourcer eller afkast af investeringer.

34. Udbetalt udbytte kan klassificeres som finansieringsaktivitet, fordi det betragtes som en omkostning til frembringelse af økonomiske ressourcer. Alternativt kan udbetalt udbytte klassificeres som en del af pengestrømme fra driftsaktivitet, for at hjælpe regnskabsbrugerne ved vurderingen af virksomhedens evne til at udbetale udbytte fra pengestrømme fra driftsaktivitet.

35. Pengestrømme vedrørende indkomstskatter skal præsenteres separat og klassificeres som pengestrømme fra driftsaktivitet, medmindre de specifikt kan henføres til finansierings- eller investeringsaktivitet.

36. Indkomstskattebetalinger opstår i forbindelse med transaktioner, som medfører pengestrømme, der kan klassificeres som drifts-, investerings- eller finansieringsaktivitet i pengestrømsopgørelsen. Selv om en skatteomkostning let kan allokeres til investerings- eller finansieringsaktivitet, kan det ofte være praktisk umuligt at indregne de tilhørende skattemæssige pengestrømme, som kan opstå i et andet regnskabsår end pengestrømmene fra den underliggende transaktion. Derfor klassificeres skattebetalinger normalt som pengestrømme fra driftsaktivitet. Når det er muligt at henføre skattemæssige pengestrømme til en specifik transaktion, der medfører pengestrømme klassificeret som investerings- eller finansieringsaktivitet, klassificeres den skattemæssige pengestrøm dog som henholdsvis investerings- eller finansieringsaktivitet. Når skattemæssige pengestrømme allokeres til mere end én aktivitetstype, oplyses det samlede beløb af betalte skatter.

37. Ved den regnskabsmæssige behandling af investeringer i en associeret virksomhed, et joint venture eller en dattervirksomhed efter den indre værdis metode eller kostprismetoden indregner investor i pengestrømsopgørelsen alene pengestrømme mellem investor og den virksomhed, der er investeret i, eksempelvis udbytte og udlån.

38. En virksomhed, der foretager opgørelsen af sin kapitalandel i en associeret virksomhed eller et joint venture ved anvendelse af den indre værdis metode, medtager i sin pengestrømsopgørelse de pengestrømme, som vedrører virksomhedens investeringer i den pågældende associerede virksomhed eller det pågældende joint venture samt udlodninger og øvrige betalinger eller modtagne beløb mellem virksomheden og den associerede virksomhed eller joint venture.

39. De samlede pengestrømme fra opnåelse eller tab af bestemmende indflydelse på dattervirksomheder eller andre virksomheder skal præsenteres separat og klassificeres som investeringsaktivitet.

40. For henholdsvis regnskabsårets samlede opnåelse og tab af bestemmende indflydelse på dattervirksomheder eller andre virksomheder skal virksomheden oplyse følgende:

40A En investeringsvirksomhed, som defineret i IFRS 10 Koncernregnskaber, behøver ikke at anvende afsnit 40, litra c) eller d), på en investering i en dattervirksomhed, som skal måles til dagsværdi over resultatet.

41. Præsentation af virkningen af pengestrømme ved opnåelse eller tab af bestemmende indflydelse på dattervirksomheder eller andre virksomheder som en separat post, sammen med den separate præsentation af de samlede anskaffede eller afhændede aktiver og forpligtelser, medvirker til at gøre det muligt at adskille disse pengestrømme fra pengestrømme fra andre drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteter. Virkningen af pengestrømme fra tab af bestemmende indflydelse fratrækkes ikke virkningen af pengestrømme fra opnåelse af bestemmende indflydelse.

42. De samlede ind- eller udbetalinger for opnåelse eller tab af bestemmende indflydelse på dattervirksomheder eller andre virksomheder præsenteres i pengestrømsopgørelsen med fradrag af overtagne eller afhændede likvider som led i sådanne transaktioner, begivenheder eller ændrede forhold.

42A Pengestrømme hidrørende fra ændringer i ejerandelen i en dattervirksomhed, som ikke medfører, at den bestemmende indflydelse mistes, skal klassificeres som pengestrømme fra finansieringsaktiviteter, medmindre dattervirksomheden ejes af en investeringsvirksomhed, som defineret i IFRS 10, og skal måles til dagsværdi over resultatet.

42B Ændringer i ejerandelen i en dattervirksomhed, som ikke medfører, at den bestemmende indflydelse mistes, som eksempelvis en modervirksomheds efterfølgende køb eller salg af en dattervirksomheds egenkapitalinstrumenter, behandles regnskabsmæssigt som egenkapitaltransaktioner (jf. IFRS 10), medmindre dattervirksomheden ejes af en investeringsvirksomhed og skal måles til dagsværdi over resultatet. Derfor klassificeres dermed forbundne pengestrømme på samme måde som andre transaktioner med ejere, som beskrevet i afsnit 17.

43. Investerings- og finansieringstransaktioner, der ikke kræver anvendelse af likvider, må ikke indregnes i pengestrømsopgørelsen. Sådanne transaktioner skal oplyses andetsteds i årsregnskabet på en sådan måde, at alle relevante oplysninger om disse investerings- og finansieringsaktiviteter fremkommer.

44. Mange investerings- og finansieringsaktiviteter har ikke en direkte virkning på de aktuelle pengestrømme, selv om de påvirker virksomhedens kapital- og aktivstruktur. Udeholdelse af ikke-likvide transaktioner fra pengestrømsopgørelsen er i overensstemmelse med formålet med pengestrømsopgørelsen, da sådanne poster ikke medfører pengestrømme i det aktuelle regnskabsår. Ikke-likvide transaktioner omfatter eksempelvis:

44A.   En virksomhed skal forelægge oplysninger, der gør det muligt for regnskabsbrugerne at vurdere ændringer i passiver hidrørende fra finansieringsaktiviteter, herunder både ændringer som følge af pengestrømme og andre ændringer.

44B. I det omfang, det er nødvendigt for at opfylde kravet i afsnit 44A, skal en virksomhed oplyse om følgende ændringer i passiver hidrørende fra finansieringsaktiviteter:

44C. Passiver hidrørende fra finansieringsaktiviteter er passiver, for hvilke pengestrømme blev eller fremtidige pengestrømme vil blive klassificeret som pengestrømme fra finansieringsaktiviteter i pengestrømsopgørelsen. Desuden finder oplysningskravet i afsnit 44A også anvendelse på ændringer i finansielle aktiver (f.eks. aktiver, som afdækker passiver hidrørende fra finansieringsaktiviteter), hvis pengestrømme fra disse finansielle aktiver blev eller fremtidige pengestrømme vil blive medregnet i pengestrømme fra finansieringsaktiviteter.

44D. Oplysningskravet i afsnit 44A kan f.eks. opfyldes ved i opgørelsen af finansiel stilling at foretage en afstemning af primo- og ultimosaldo for passiver hidrørende fra finansieringsaktiviteter, herunder de i afsnit 44B omhandlede ændringer. Når en virksomhed oplyser om en sådan afstemning, skal den give tilstrækkelige oplysninger til at gøre det muligt for regnskabsbrugerne at knytte posterne i afstemningen til opgørelsen af finansiel stilling og pengestrømsopgørelsen.

44E. Hvis en virksomhed afgiver de oplysninger, der kræves i afsnit 44A, i kombination med offentliggørelse af ændringer i andre aktiver og passiver, skal den oplyse om ændringerne i passiver hidrørende fra finansieringsaktiviteter separat og ikke sammen med ændringer i sådanne andre aktiver og passiver.

45. Virksomheder skal give oplysning om likvidernes elementer og præsentere en afstemning af beløbene i pengestrømsopgørelsen til de tilsvarende balanceposter.

46. På baggrund af forskelligartet praksis i likviditetsstyring og bankaftaler rundt om i verden og for at være i overensstemmelse med IAS 1 Præsentation af årsregnskaber skal virksomheder give oplysning om den anvendte regnskabspraksis ved opgørelsen af likviders elementer.

47. Virkningen af ændringer i anvendt regnskabspraksis ved opgørelsen af likviders elementer, eksempelvis ændring af klassifikationen af finansielle instrumenter, som før har været anset som en del af virksomhedens investeringsportefølje, præsenteres i henhold til IAS 8 Anvendt regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl.

48. Virksomheden skal give oplysning om, samt ledelsens kommentarer til, eventuelle beløb for likvider, der besiddes af virksomheden, men ikke er til rådighed for koncernen.

49. Under forskellige omstændigheder vil en virksomheds likvider ikke være til rådighed for koncernen. Eksempler herpå kan være likvider i en dattervirksomhed med aktiviteter i et land, hvor valutarestriktioner eller andre lovmæssige restriktioner er gældende, så likvider ikke er til fri disposition for modervirksomheden eller andre dattervirksomheder.

50. Supplerende oplysninger kan være relevante for regnskabsbrugernes forståelse af virksomhedens finansielle stilling og likviditet. Standarden tilskynder virksomheder til at give sådanne oplysninger sammen med ledelsens kommentarer. Sådanne oplysninger kan eksempelvis omfatte:

51. Separat oplysning om pengestrømme, som repræsenterer en forøgelse af driftskapaciteten, og pengestrømme, som er nødvendige for vedligeholdelse af driftskapaciteten, er nyttig for regnskabsbrugeres vurdering af, hvorvidt virksomheden investerer tilstrækkeligt i vedligeholdelse af driftskapaciteten. En virksomhed, der ikke investerer tilstrækkeligt i vedligeholdelse af sin driftskapacitet, kan skade den fremtidige lønsomhed til fordel for den aktuelle likviditet og udlodning til aktionærer.

52. Oplysning om pengestrømme i segmenter giver regnskabsbrugere en bedre forståelse af forholdet mellem pengestrømme i virksomheden som helhed og i dens enkelte dele samt tilgængeligheden af og udsving i pengestrømme i segmenter.

53. Denne standard træder i kraft for årsregnskaber, der dækker regnskabsår, som begynder den 1. januar 1994 eller senere.

54. IAS 27 (ajourført af International Accounting Standards Board i 2008) ændrede afsnit 39-42 og tilføjede afsnit 42A og 42B. Virksomheden skal anvende disse ændringer på regnskabsår, som begynder 1. juli 2009 eller derefter. Hvis en virksomhed anvender IAS 27 (ajourført 2008) i et tidligere regnskabsår, finder ændringerne anvendelse på det tidligere regnskabsår. Ændringerne skal anvendes med tilbagevirkende kraft.

55. Afsnit 14 blev ændret ved Forbedringer af IFRS-standarder, der udkom i maj 2008. Virksomhederne skal anvende denne ændring på regnskabsår, der begynder 1. januar 2009 eller derefter. Det er tilladt at anvende den før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender ændringen på et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning om dette og anvende afsnit 68A i IAS 16.

56.  Forbedringer til IFRS udstedt i april 2009 ændrede afsnit 16. Virksomheden skal anvende ændringen for regnskabsår, som begynder 1. januar 2010 eller derefter. Det er tilladt at anvende ændringen før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender ændringen for et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning om dette.

57. IFRS 10 og IFRS 11 Fælles ordninger, der blev udstedt i maj 2011, vedrørte ændring af afsnit 37, 38 og 42B, og afsnit 50(b) udgår. En virksomhed skal anvende disse ændringer ved anvendelse af IFRS 10 og IFRS 11.

58.  Investeringsvirksomheder (ændringer til IFRS 10, IFRS 12 og IAS 27), udstedt i oktober 2012, vedrørte ændring af afsnit 42A og 42B og tilføjelse af afsnit 40A. En virksomhed skal anvende disse ændringer på regnskabsår, som begynder den 1. januar 2014 eller derefter. Det er tilladt at anvende Investeringsvirksomheder tidligere. Hvis en virksomhed anvender ændringerne tidligere, skal alle ændringerne i Investeringsvirksomheder anvendes.

59. IFRS 16 Leasingkontrakter, udstedt i januar 2016, medførte ændring af afsnit 17 og 44. En virksomhed skal anvende disse ændringer, når den anvender IFRS 16.

60.  Initiativ vedrørende oplysning (Ændringer til IAS 7), udstedt i januar 2016, tilføjede afsnit 44A-44E. Virksomheden skal anvende disse ændringer på regnskabsår, som begynder den 1. januar 2017 eller derefter. Det er tilladt at anvende standarden før dette tidspunkt. Når virksomheden for første gang anvender disse ændringer, er det ikke nødvendigt at forelægge sammenlignelige oplysninger for de foregående regnskabsår.

1. Formålet med denne standard er at foreskrive kriterier for valg og ændring af regnskabspraksis samt for den regnskabsmæssige behandling af og oplysning om ændringer i regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og korrektion af fejl. Standarden har til hensigt at forbedre relevansen af og pålideligheden i virksomheders årsregnskaber samt årsregnskabernes sammenlignelighed over en årrække og i forhold til andre virksomheders årsregnskaber.

2. Oplysningskrav vedrørende regnskabspraksis, bortset fra oplysninger om ændringer i regnskabspraksis, er angivet i IAS 1 Præsentation af årsregnskaber.

3. Denne standard finder anvendelse på valg og anvendelse af regnskabspraksis og på regnskabsmæssig behandling af ændringer i regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og korrektion af fejl vedrørende tidligere regnskabsår.

4. De skattemæssige virkninger af korrektion af fejl vedrørende tidligere regnskabsår og af reguleringer med tilbagevirkende kraft med henblik på at gennemføre ændringer i anvendt regnskabspraksis behandles og oplyses i overensstemmelse med IAS 12 Indkomstskatter.

5. Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning:

6. [Udgår]

7. Når en IFRS-standard finder specifik anvendelse på bestemte transaktioner eller andre begivenheder eller forhold, skal det afgøres på baggrund af denne standard, hvilken regnskabspraksis der skal anvendes for den pågældende post.

8. I IFRS-standarderne beskrives regnskabspraksis, som ifølge IASB medfører årsregnskaber, der indeholder relevant og pålidelig information om de transaktioner og andre begivenheder og forhold, de finder anvendelse på. Denne regnskabspraksis skal ikke nødvendigvis anvendes, når virkningen af anvendelsen vil være uvæsentlig. Det er imidlertid uhensigtsmæssigt at foretage eller undlade at korrigere uvæsentlige afvigelser fra IFRS-standarderne for at opnå en bestemt fremstilling af virksomhedens finansielle stilling, indtjening eller pengestrømme.

9. IFRS-standarder er ledsaget af en vejledning, der skal hjælpe virksomhederne med at opfylde kravene i dem. Det fremgår af vejledningen, om den er en del af den pågældende IFRS-standard. Hvis vejledningen er en del af IFRS-standarden, er den bindende. Vejledninger, der ikke er en del af IFRS-standarder, indeholder ikke krav vedrørende årsregnskaber.

10. Hvor der ikke findes en ►M5  IFRS ◄ , som finder specifik anvendelse på bestemte transaktioner eller andre begivenheder eller forhold, skal der på baggrund af ledelsens vurdering udvikles og anvendes en regnskabspraksis, som fører til oplysninger, der er:

11. Når ledelsen foretager de i afsnit 10 beskrevne vurderinger, skal den henvise til og overveje anvendeligheden af følgende kilder i prioriteret rækkefølge:

12. Når ledelsen foretager den i afsnit 10 beskrevne vurdering, kan den desuden tage højde for de seneste udtalelser fra andre standardudstedende organisationer, som anvender en lignende begrebsramme til udarbejdelse af regnskabsstandarder, samt anden regnskabsrelevant litteratur og anerkendt praksis for branchen, i det omfang dette ikke er i uoverensstemmelse med de i afsnit 11 anførte kilder.

13. Virksomheder skal vælge og anvende regnskabspraksis ensartet for ensartede transaktioner og andre begivenheder og forhold, medmindre en ►M5  IFRS ◄ specifikt kræver eller tillader kategorisering af poster, hvor det kan være hensigtsmæssigt at anvende forskellig regnskabspraksis. Hvis en ►M5  IFRS ◄ kræver eller tillader en sådan kategorisering, skal der vælges en hensigtsmæssig regnskabspraksis, som anvendes ensartet for hver kategori.

14. Virksomheder skal kun ændre den anvendte regnskabspraksis, hvis ændringen:

15. Regnskabsbrugerne skal kunne sammenligne en virksomheds årsregnskaber over en årrække for at kunne fastslå udviklingstendenser i virksomhedens finansielle stilling, indtjening og pengestrømme. Virksomheden skal derfor anvende samme regnskabspraksis inden for hvert regnskabsår og fra et regnskabsår til et andet, medmindre en ændring i regnskabspraksis opfylder et af kriterierne i afsnit 14.

16. Følgende punkter udgør ikke ændringer i anvendt regnskabspraksis:

17. Førstegangsanvendelse af en regnskabspraksis til omvurdering af aktiver i overensstemmelse med IAS 16 Materielle anlægsaktiver eller IAS 38 Immaterielle aktiver anses som en ændring i anvendt regnskabspraksis, der skal behandles som en omvurdering i overensstemmelse med IAS 16 eller IAS 38 og ikke i overensstemmelse med denne standard.

18. Afsnit 19-31 finder ikke anvendelse på den i afsnit 17 anførte ændring i anvendt regnskabspraksis.

19. I henhold til afsnit 23:

20. For så vidt angår denne standard, anses tidligere anvendelse af en ►M5  IFRS ◄ ikke for en frivillig ændring i anvendt regnskabspraksis.

21. Hvor der ikke findes en ►M5  IFRS ◄ , som finder specifik anvendelse på bestemte transaktioner eller andre begivenheder eller forhold, kan ledelsen i overensstemmelse med afsnit 12 anvende en regnskabspraksis, som er angivet i de seneste udtalelser fra andre standardudstedende organisationer, som anvender en lignende begrebsramme ved udarbejdelse af regnskabsstandarder. Hvis virksomheden efter en ændring i en sådan udtalelse vælger at foretage en ændring af en regnskabspraksis, skal denne ændring oplyses og behandles regnskabsmæssigt som en frivillig ændring i anvendt regnskabspraksis.

22. I henhold til afsnit 23 skal en virksomhed, hvis en ændring i regnskabspraksis anvendes med tilbagevirkende kraft i overensstemmelse med afsnit 19a) eller b), regulere primo i hvert egenkapitalelement, der påvirkes af ændringen, for det første præsenterede tidligere regnskabsår samt for de andre sammenligningstal, der er oplyst for hvert præsenterede tidligere regnskabsår, som havde den nye regnskabspraksis altid været anvendt.

23. Når der i afsnit 19a) eller b) kræves anvendelse med tilbagevirkende kraft, skal en ændring i anvendt regnskabspraksis gennemføres med tilbagevirkende kraft, undtagen når det er praktisk umuligt at afgøre enten virkningerne vedrørende et bestemt regnskabsår eller den samlede virkning af ændringen.

24. Når det er praktisk umuligt at afgøre virkningerne vedrørende et bestemt regnskabsår af ændringer i anvendt regnskabspraksis på sammenligningstallene for et eller flere præsenterede tidligere regnskabsår, skal virksomheden anvende den nye regnskabspraksis for den regnskabsmæssige værdi af aktiver og forpligtelser ved begyndelsen af det første regnskabsår, hvor anvendelse med tilbagevirkende kraft er praktisk mulig, hvilket kan være det aktuelle regnskabsår, samt foretage en tilsvarende regulering primo i hvert egenkapitalelement, der påvirkes af ændringen, for det pågældende regnskabsår.

25. Når det ved begyndelsen af det aktuelle regnskabsår er praktisk umuligt at afgøre den samlede virkning af anvendelsen af en ny regnskabspraksis på alle tidligere regnskabsår, skal virksomheden regulere sammenligningstallene for at anvende den nye regnskabspraksis fremadrettet fra den tidligste dato, hvor det er praktisk muligt.

26. Når en virksomhed anvender en ny regnskabspraksis med tilbagevirkende kraft, skal virksomheden anvende den nye regnskabspraksis på sammenligningstal for tidligere regnskabsår så langt tilbage, som det er praktisk muligt. Anvendelse med tilbagevirkende kraft for et tidligere regnskabsår er ikke praktisk mulig, medmindre det er praktisk muligt at afgøre den samlede virkning på beløb både i åbningsbalancen og i ultimobalancen for det pågældende regnskabsår. Den beløbsmæssige størrelse af den deraf følgende regulering vedrørende regnskabsår, som ligger forud for de i årsregnskabet præsenterede regnskabsår, indregnes primo i hvert egenkapitalelement, der påvirkes af ændringen, i det første præsenterede tidligere regnskabsår. Reguleringen foretages normalt i overført resultat. Reguleringen kan imidlertid foretages i et andet egenkapitalelement (eksempelvis med henblik på overensstemmelse med en ►M5  IFRS ◄ ). Andre oplysninger vedrørende tidligere regnskabsår, eksempelvis historiske sammendrag af økonomiske data, tilpasses ligeledes så langt tilbage, som det er praktisk muligt.

27. Når det er praktisk umuligt for en virksomhed at anvende en ny regnskabspraksis med tilbagevirkende kraft, fordi virksomheden ikke kan afgøre den samlede virkning af at anvende denne regnskabspraksis på alle tidligere regnskabsår, skal virksomheden i overensstemmelse med afsnit 25 anvende den nye regnskabspraksis fremadrettet fra begyndelsen af det første regnskabsår, hvor dette er praktisk muligt. Virksomheden skal således se bort fra den del af den samlede regulering af aktiver, forpligtelser og egenkapital, som er opstået før denne dato. Det er tilladt at ændre regnskabspraksis, selvom det er praktisk umuligt at anvende denne regnskabspraksis fremadrettet for alle tidligere regnskabsår. Afsnit 50-53 indeholder vejledning i, hvornår det er praktisk umuligt at anvende en ny regnskabspraksis for et eller flere regnskabsår.

28. Når førstegangsanvendelse af en ►M5  IFRS ◄ enten påvirker det aktuelle regnskabsår eller et tidligere regnskabsår, eller ville påvirke et aktuelt eller tidligere regnskabsår, bortset fra, at det er praktisk umuligt at opgøre den beløbsmæssige størrelse af reguleringen eller kan påvirke fremtidige regnskabsår, skal virksomheden oplyse:

29. Når en frivillig ændring i en anvendt regnskabspraksis enten påvirker det aktuelle regnskabsår eller et tidligere regnskabsår, eller ville påvirke et aktuelt eller tidligere regnskabsår, bortset fra at det er praktisk umuligt at afgøre den beløbsmæssige størrelse af reguleringen eller kan påvirke fremtidige regnskabsår, skal virksomheden oplyse:

30. Når en virksomhed ikke har anvendt en ny ►M5  IFRS ◄ , som er udgivet, men endnu ikke er trådt i kraft, skal virksomheden oplyse:

31. I overensstemmelse med afsnit 30 skal virksomheden oplyse:

32. Idet udøvelsen af forretningsaktiviteter er forbundet med usikkerhed, kan mange regnskabsposter ikke måles med sikkerhed, men kan kun skønnes. Sådanne skøn omfatter vurderinger på baggrund af de seneste pålidelige oplysninger, der er tilgængelige. Der kan eksempelvis stilles krav om skøn vedrørende:

33. Anvendelse af rimelige skøn er en vigtig del af udarbejdelsen af årsregnskaber og påvirker ikke disses pålidelighed.

34. Det kan være nødvendigt at ændre tidligere foretagne skøn på grund af ændringer af de forhold, der lå til grund for skønnet, eller på grundlag af nye fremkomne oplysninger eller større erfaring. I kraft af deres natur vedrører ændringer af skøn ikke tidligere regnskabsår og anses ikke for korrektion af fejl.

35. En ændring i det anvendte målingsgrundlag anses for en ændring i anvendt regnskabspraksis og ikke en ændring i et regnskabsmæssigt skøn. Når det er vanskeligt at skelne mellem en ændring i anvendt regnskabspraksis og en ændring i et regnskabsmæssigt skøn, skal ændringen behandles som en ændring i et regnskabsmæssigt skøn.

36. Virkningen af en ændring i et regnskabsmæssigt skøn, bortset fra ændringer, som falder under afsnit 37, skal indregnes fremadrettet ved indregning i årets resultat i:

37. I det omfang en ændring i et regnskabsmæssigt skøn giver anledning til ændringer i aktiver og forpligtelser, eller knytter sig til en egenkapitalpost, skal ændringen indregnes ved at regulere den regnskabsmæssige værdi af det aktiv eller den forpligtelse eller egenkapitalpost, hvortil den knytter sig, i det regnskabsår, hvor ændringen finder sted.

38. Fremadrettet indregning af virkningen af en ændring i et regnskabsmæssigt skøn indebærer, at ændringen anvendes for transaktioner og andre begivenheder og forhold fra det tidspunkt, hvor ændringen i skønnet er foretaget. En ændring i et regnskabsmæssigt skøn kan påvirke resultatet for det aktuelle regnskabsår eller resultatet for både det aktuelle og fremtidige regnskabsår. Eksempelvis påvirker en ændring i skønnet over størrelsen af forventede tab på tilgodehavender kun resultatet for det aktuelle regnskabsår og indregnes derfor i det aktuelle regnskabsår. Derimod påvirker en ændring i den forventede brugstid eller det forventede forbrugsmønster for de fremtidige økonomiske fordele tilknyttet et afskrivningsberettiget aktiv afskrivninger for det aktuelle regnskabsår samt for alle fremtidige regnskabsår i aktivets resterende brugstid. I begge tilfælde indregnes virkningen af ændringen vedrørende det aktuelle regnskabsår som omkostning eller indtægt i dette regnskabsår. Den eventuelle virkning på fremtidige regnskabsår indregnes som omkostning eller indtægt i disse fremtidige regnskabsår.

39. Virksomheder skal oplyse om arten og størrelsen af en ændring i et regnskabsmæssigt skøn, som påvirker det aktuelle regnskabsår, eller som forventes at påvirke fremtidige regnskabsår, bortset fra oplysninger om virkningen på fremtidige regnskabsår, når det er praktisk umuligt at foretage et skøn over denne virkning.

40. Hvis den beløbsmæssige størrelse af virkningen på fremtidige regnskabsår ikke oplyses, fordi det er praktisk umuligt at foretage et sådant skøn, skal virksomheden oplyse dette.

41. Der kan opstå fejl i forbindelse med indregning, måling, præsentation eller oplysning af årsregnskabets elementer. Årsregnskaber, som indeholder enten væsentlige fejl eller uvæsentlige fejl, som er foretaget bevidst for at opnå en bestemt fremstilling af virksomhedens finansielle stilling, indtjening eller pengestrømme, er ikke i overensstemmelse med IFRS-standarderne. Potentielle fejl vedrørende det aktuelle regnskabsår, som bliver opdaget i løbet regnskabsåret, skal korrigeres, inden årsregnskabet godkendes til offentliggørelse. Undertiden opdages væsentlige fejl imidlertid først i et efterfølgende regnskabsår. I så fald korrigeres disse fejl vedrørende tidligere regnskabsår i de i årsregnskabet for det efterfølgende regnskabsår præsenterede sammenligningstal (jf. afsnit 42-47).

42. I henhold til afsnit 43 skal en virksomhed korrigere væsentlige fejl vedrørende tidligere regnskabsår med tilbagevirkende kraft i det første årsregnskab, der godkendes til offentliggørelse, efter fejlen er opdaget, ved at:

43. En fejl vedrørende tidligere regnskabsår skal korrigeres ved tilpasning med tilbagevirkende kraft, undtagen når det er praktisk umuligt at opgøre enten virkningerne vedrørende et bestemt regnskabsår eller den samlede virkning af fejlen.

44. Når det er praktisk umuligt at afgøre virkningerne vedrørende et bestemt regnskabsår af en fejl på sammenligningstallene for et eller flere præsenterede tidligere regnskabsår, skal virksomheden tilpasse primosaldi af aktiver, forpligtelser og egenkapital for det første regnskabsår, hvor det er praktisk muligt at foretage tilpasning (hvilket kan være det aktuelle regnskabsår).

45. Når det ved begyndelsen af det aktuelle regnskabsår er praktisk umuligt at afgøre den samlede virkning af en fejl på alle tidligere regnskabsår, skal virksomheden tilpasse sammenligningstallene for at korrigere fejlen fremadrettet fra den tidligste dato, hvor det er praktisk muligt.

46. Korrektionen af en fejl vedrørende et tidligere regnskabsår udelades fra resultatet for det regnskabsår, hvor fejlen blev opdaget. Andre præsenterede oplysninger vedrørende tidligere regnskabsår, herunder historiske sammendrag af økonomiske data, tilpasses så langt tilbage, som det er praktisk muligt.

47. Når det er praktisk umuligt at afgøre den beløbsmæssige størrelse af en fejl (eksempelvis en fejl i anvendelse af regnskabspraksis) for alle tidligere regnskabsår, skal virksomheden i overensstemmelse med afsnit 45 tilpasse sammenligningstallene fremadrettet fra det tidligste tidspunkt, hvor dette er praktisk muligt. Virksomheden skal således se bort fra den del af den samlede tilpasning af aktiver, forpligtelser og egenkapital, som er opstået før denne dato. Afsnit 50-53 indeholder vejledning i, hvornår det er praktisk umuligt at korrigere en fejl for et eller flere regnskabsår.

48. Der skelnes mellem korrektion af fejl og ændringer i regnskabsmæssige skøn. Regnskabsmæssige skøn er af art tilnærmede tal, som det kan være nødvendigt at ændre, når supplerende oplysninger fremkommer. Eksempelvis anses gevinst eller et tab på en eventualpost ikke som korrektion af en fejl.

49. I overensstemmelse med afsnit 42, skal virksomheder oplyse følgende:

50. I nogle tilfælde er det praktisk umuligt at regulere sammenligningstal for et eller flere tidligere regnskabsår for at opnå sammenlignelighed med det aktuelle regnskabsår. Eksempelvis er informationer måske ikke blevet indsamlet i det eller de tidligere regnskabsår på en måde, som muliggør enten anvendelse af ny regnskabspraksis med tilbagevirkende kraft (herunder, for så vidt angår afsnit 51-53, fremadrettet anvendelse for tidligere regnskabsår) eller tilpasning med tilbagevirkende kraft for at korrigere en fejl vedrørende et tidligere regnskabsår, og det kan være praktisk umuligt at genskabe disse informationer.

51. Det er ofte nødvendigt at foretage skøn ved anvendelse af regnskabspraksis på de af årsregnskabets elementer, der er indregnet eller oplyst som følge af transaktioner og andre begivenheder eller forhold. Skøn er pr. definition subjektive, og de kan udarbejdes efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ . Udarbejdelsen af et skøn kan være mere vanskelig, når der anvendes en regnskabspraksis med tilbagevirkende kraft eller en fejl vedrørende tidligere regnskabsår tilpasses med tilbagevirkende kraft, fordi der kan være gået længere tid, efter at de berørte transaktioner eller andre begivenheder eller forhold fandt sted. Formålet med de skøn, der knytter sig til tidligere regnskabsår, er imidlertid stadig det samme som formålet med de skøn, der foretages i det aktuelle regnskabsår, nemlig at afspejle de forhold, der gjorde sig gældende på tidspunktet for de pågældende transaktioner eller andre begivenheder eller forhold.

52. Ved anvendelse af en ny regnskabspraksis med tilbagevirkende kraft eller korrektion af en fejl vedrørende tidligere regnskabsår, er det derfor nødvendigt at skelne mellem information, som:

53. Efterrationaliseringer kan ikke lægges til grund ved anvendelse af en ny regnskabspraksis eller korrektion af beløb for en tidligere regnskabsperiode, hverken ved opstilling af forudsætninger om, hvad der ville have været ledelsens hensigt i en tidligere regnskabsperiode, eller ved udarbejdelse af skøn over beløb, som er indregnet, målt eller oplyst i en tidligere regnskabsperiode. En virksomhed skal eksempelvis, hvis den korrigerer en fejl vedrørende en tidligere regnskabsperiode i forbindelse med beregning af forpligtelser til ansattes akkumulerede sygefravær i overensstemmelse med IAS 19 Personaleydelser se bort fra oplysninger om en særligt alvorlig influenzaepidemi i det kommende regnskabsår, som blev tilgængelige, efter at årsregnskabet for den tidligere regnskabsperiode var blevet godkendt til offentliggørelse Selv om der ofte kræves væsentlige skøn i forbindelse med ændring af sammenligningstal for tidligere regnskabsperioder, er dette ingen hindring for pålidelig regulering eller korrektion af sammenligningstallene.

54. Virksomheder skal anvende denne standard for årsregnskaber, der dækker regnskabsår, som begynder 1. januar 2005 eller derefter. Det tilskyndes, at standarden anvendes før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender denne standard for regnskabsår, som begynder før 1. januar 2005, skal den give oplysning om dette.

54C. IFRS 13 Fair Value Measurement, issued in May 2011, amended paragraph 52. An entity shall apply that amendment when it applies IFRS 13.

54E. IFRS 9 Finansielle instrumenter, der blev udstedt i juli 2014, medførte en ændring af afsnit 53 og ophævelse af afsnit 54A, 54B og 54D. En virksomhed skal anvende disse ændringer ved anvendelse af IFRS 9.

54F. Afsnit 6 og afsnit 11, litra b), blev ændret i medfør af Ændringerne af henvisningerne til begrebsrammen i IFRS-standarderne, der er udstedt i 2018. En virksomhed skal anvende disse ændringer på regnskabsår, som begynder den 1. januar 2020 eller derefter. Tidligere anvendelse er tilladt, hvis en virksomhed samtidig også anvender alle andre ændringer, der foretages ved Ændringerne af henvisningerne til begrebsrammen i IFRS-standarderne. En virksomhed skal anvende ændringerne til afsnit 6 og afsnit 11, litra b), med tilbagevirkende kraft i overensstemmelse med denne standard. Hvis en virksomhed imidlertid fastslår, at anvendelse med tilbagevirkende kraft ville være praktisk umuligt eller ville indebære en urimelig udgift eller indsats, skal den anvende ændringerne til afsnit 6 og afsnit 11, litra b), ved at henvise til afsnit 23-28 i denne standard. Hvis anvendelse med tilbagevirkende kraft af en given ændring i Ændringerne af henvisningerne til begrebsrammen i IFRS-standarderne, ville indebære en urimelig udgift eller indsats, skal en virksomhed ved anvendelsen af afsnit 23-28 i denne standard læse enhver henvisning, undtagen i afsnit 27, sidste punktum, til »er praktisk umulig« som »indebærer en urimelig udgift eller indsats« og enhver henvisning til »praktisk muligt« som »muligt uden en urimelig udgift eller indsats«.

54G. Hvis en virksomhed ikke anvender IFRS 14 Regulatory Deferral Accounts, skal den ved anvendelse af afsnit 11, litra b), på lovpligtige kontosaldi fortsat henvise til og overveje anvendeligheden af definitionerne, indregningskriterierne og målebegreberne i Begrebsrammen for udarbejdelse og præsentation af årsregnskaber ( 1 ) i stedet for definitionerne, kriterierne og begreberne i Begrebsrammen. En lovpligtig saldo er saldoen på alle omkostningskonti (eller indtægtskonti), som ikke indregnes som et aktiv eller en forpligtelse i overensstemmelse med andre gældende IFRS-standarder, men indgår, eller af den regulerende myndighed forventes at indgå, ved fastlæggelsen af de(n) takst(er), som kan opkræves hos kunderne. En takstmyndighed er et bemyndiget organ, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at fastsætte taksten eller en række takster, der binder en virksomhed. Takstmyndigheden kan være et tredjepartsorgan eller en nærtstående part i virksomheden, herunder virksomhedens egen bestyrelse, hvis dette organ ved lov eller anden forskrift er forpligtet til at fastsætte takster både i kundernes interesse og for at sikre virksomhedens overordnede finansielle levedygtighed.

54H.  Definition af væsentlig (ændringer til IAS 1 og IAS 8), udstedt i oktober 2018, medførte ændring af afsnit 7 i IAS 1 og afsnit 5 i IAS 8 og ophævelse af afsnit 6 i IAS 8. Virksomheden skal anvende disse ændringer fremadrettet for regnskabsår, som begynder den 1. januar 2020 eller derefter. Det er tilladt at anvende ændringerne tidligere. Hvis en virksomhed anvender disse ændringer på et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning herom.

55. Denne standard erstatter IAS 8 Årets resultat, fundamentale fejl og ændringer i anvendt regnskabspraksis, der blev ajourført i 1993.

56. Denne standard erstatter følgende fortolkningsbidrag:

1. Formålet med denne standard er at foreskrive:

2. Denne standard finder anvendelse på den regnskabsmæssige behandling af og oplysning om begivenheder efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ .

3. Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning:

4. Godkendelsesprocessen for offentliggørelse af årsregnskaber varierer afhængigt af ledelsesstruktur, lovmæssige krav og de procedurer, der følges ved udarbejdelsen og færdigbehandlingen af årsregnskaber.

5. I nogle tilfælde er en virksomhed pålagt at søge årsregnskabet godkendt af aktionærerne, efter at årsregnskabet er offentliggjort. I sådanne tilfælde anses årsregnskaberne for offentliggjort pr. datoen for offentliggørelsen og ikke pr. den dato, hvor aktionærerne godkender årsregnskabet.

6. I nogle tilfælde er en virksomheds ledelse pålagt at præsentere årsregnskabet for en bestyrelse (bestående udelukkende af eksterne bestyrelsesmedlemmer) til godkendelse. I sådanne tilfælde godkendes årsregnskabet til offentliggørelse, når ledelsen godkender årsregnskabet til præsentation for bestyrelsen.

7. Begivenheder efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ omfatter alle begivenheder frem til det tidspunkt, hvor årsregnskabet godkendes til offentliggørelse, selv om disse begivenheder opstår efter offentliggørelsen af overskud eller anden udvalgt økonomisk information.

8. En virksomhed skal regulere de beløb, der er indregnet i årsregnskabet for at afspejle regulerende begivenheder efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ .

9. Følgende er eksempler på regulerende begivenheder efter regnskabsperioden, som kræver, at en virksomhed foretager regulering af beløb indregnet i årsregnskabet eller indregner poster, der ikke tidligere er indregnet:

10. En virksomhed skal ikke regulere de beløb, der er indregnet i årsregnskabet for at afspejle ikke-regulerende begivenheder efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ .

11. Som eksempel på en ikke-regulerende begivenhed efter slutningen af regnskabsåret kan nævnes fald i markedsværdien af en investering mellem slutningen af regnskabsåret og det tidspunkt, hvor årsregnskabet godkendes til offentliggørelse. Faldet i dagsværdi er normalt ikke knyttet til investeringens beskaffenhed efter slutningen af regnskabsåret, men afspejler omstændigheder, der er opstået efterfølgende. ◄ En virksomhed regulerer derfor ikke de beløb, som investeringerne er indregnet med i årsregnskabet. Tilsvarende ajourfører en virksomhed ikke de oplyste beløb for investeringerne pr. ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ . Der kan dog være behov for, at virksomheden giver supplerende oplysninger, jf. afsnit 21.

12. Hvis en virksomhed uddeler udbytte til ►M5  ejere ◄ af egenkapitalinstrumenter (som defineret i IAS 32 Finansielle instrumenter: Præsentation) efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ , skal virksomheden ikke indregne et sådant udbytte som en forpligtelse ved ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ .

13 Hvis udbytte er uddelt efter regnskabsårets afslutning, men før årsregnskabet er godkendt til offentliggørelse, skal udbyttet ikke indregnes som en forpligtelse på balancedagen, eftersom der ikke eksisterer en forpligtelse på dette tidspunkt. Sådant udbytte oplyses i noterne i overensstemmelse med IAS 1 Præsentation af årsregnskaber.

14. En virksomhed skal ikke udarbejde årsregnskaber på en going concern basis, såfremt ledelsen efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ beslutter enten at afvikle virksomheden eller at indstille driften, eller at virksomheden ikke har noget andet realistisk alternativ.

15. En nedgang i det driftsmæssige resultat og den finansielle stilling efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ kan indikere et behov for at vurdere, om going concern forudsætningen stadig er relevant for virksomheden. Såfremt going concern forudsætningen ikke længere er relevant, er virkningen så gennemgribende, at denne standard kræver en fundamental ændring i grundlaget for regnskabsaflæggelse, og ikke kun en regulering af de beløb, der er indregnet ved det oprindelige grundlag for regnskabsaflæggelse.

16. I IAS 1 er der anført oplysningskrav, såfremt:

17. En virksomhed skal oplyse om tidspunktet for godkendelsen af årsregnskabets offentliggørelse samt hvilke(n) person(er), der godkendte offentliggørelsen. Såfremt virksomhedens ejere eller andre personer har bemyndigelse til at ændre årsregnskabet efter offentliggørelse, skal virksomheden oplyse dette.

18. Det er vigtigt for brugere at have kendskab til tidspunktet for årsregnskabets offentliggørelse, idet årsregnskabet ikke afspejler begivenheder efter dette tidspunkt.

19. Modtager en virksomhed oplysninger efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ om forhold, der eksisterede ved ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ , skal virksomheden ud fra de nye oplysninger ajourføre oplysninger, der er tilknyttet sådanne forhold.

20. I nogle tilfælde kan en virksomhed have behov for at ajourføre oplysninger i årsregnskabet for at afspejle oplysninger modtaget efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ , selv når oplysningerne ikke påvirker de beløb, virksomheden indregner i årsregnskabet. Som eksempel herpå kan nævnes behovet for at ajourføre oplysninger, når informationer bliver tilgængelige efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ om en eventualforpligtelse, der eksisterede ved ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ . Virksomheden skal overveje, om den skal indregne eller ændre en hensat forpligtelse, jf. IAS 37 ligesom den ud fra disse informationer skal ajourføre oplysningerne om eventualforpligtelsen.

21.  Hvis ikke-regulerende begivenheder efter regnskabsårets afslutning er væsentlige, kan udeladelse af oplysning herom med rimelighed forventes at have indflydelse på de beslutninger, som de primære brugere af årsregnskaber præsenteret til brug for offentligheden træffer på grundlag af disse årsregnskaber, som giver finansielle oplysninger om en bestemt regnskabsaflæggende virksomhed. Derfor skal en virksomhed give følgende oplysninger for hver væsentlig kategori af ikke-regulerende begivenheder efter regnskabsårets afslutning:

22. Nedenstående er eksempler på ikke-regulerende begivenheder efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ , der som hovedregel skal oplyses:

23. Virksomheder skal anvende denne standard for årsregnskaber, der dækker regnskabsår, som begynder 1. januar 2005 eller derefter. Det tilskyndes, at standarden anvendes før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender denne standard for regnskabsår, som begynder før 1. januar 2005, skal den give oplysning om dette.

23A. IFRS 13, der er udstedt i maj 2011, vedrørte en ændring af afsnit 11. En virksomhed skal anvende denne ændring ved anvendelse af IFRS 13.

23B. IFRS 9 Finansielle instrumenter, der blev udstedt i juli 2014, medførte en ændring af afsnit 9. En virksomhed skal anvende denne ændring ved anvendelse af IFRS 9.

23C.  Definition af væsentlig (ændringer til IAS 1 og IAS 8), udstedt i oktober 2018, vedrørte ændring af afsnit 21. Virksomheden skal anvende disse ændringer fremadrettet for regnskabsår, som begynder den 1. januar 2020 eller derefter. Det er tilladt at anvende ændringerne tidligere. Hvis en virksomhed anvender disse ændringer på et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning herom. Virksomheden skal anvende disse ændringer, når den anvender ændringerne af definitionen af væsentlig i afsnit 7 i IAS 1 og afsnit 5 og 6 i IAS 8.

24. Denne standard erstatter IAS 10 Begivenheder efter ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ (ajourført i 1999).

1. Denne standard finder anvendelse på den regnskabsmæssige behandling af entreprisekontrakter i entreprenørers årsregnskaber.

2. Denne standard erstatter international regnskabsstandard IAS 11 Den regnskabsmæssige behandling af entreprisekontrakter, der blev godkendt i 1978.

3. Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning:

4. En entreprisekontrakt kan indgås om opførelse, anlæg eller bygning af et enkelt aktiv, eksempelvis en bro, bygning, dæmning, rørledning, vej, et skib eller en tunnel. En entreprisekontrakt kan også være indgået om anlæg, opførelse eller bygning af et aktiv eller flere aktiver, som er nært forbundne eller indbyrdes afhængige med hensyn til design, teknologi og funktion eller endelige formål eller anvendelse. Som eksempler kan nævnes kontrakter om opførelse af raffinaderier og andet komplekst produktionsanlæg og driftsmidler.

5. I denne standard omfatter entreprisekontrakter ligeledes:

6. Entreprisekontrakter kan være udformet på mange forskellige måder, men klassificeres i denne standard enten som fastpriskontrakter eller kostpris-plus-kontrakter. Nogle entreprisekontrakter indeholder elementer af både fastpriskontrakter og kostpris-plus-kontrakter, eksempelvis en kostpris-plus-kontrakt med en fastsat maksimumpris. I sådanne tilfælde må entreprenøren overveje alle de i afsnit 23 og 24 opstillede krav for at bestemme, hvornår entrepriseomsætning og omkostninger skal indregnes.

7. Kravene i denne standard anvendes normalt kontrakt for kontrakt. I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt at anvende standarden på enkelte elementer af en kontrakt separat eller en gruppe af kontrakter samlet for at udtrykke indholdet af en kontrakt eller en gruppe af kontrakter.

8. Omhandler en kontrakt flere aktiver, skal opførelsen af hvert enkelt aktiv behandles som en separat entreprisekontrakt, når:

9. En gruppe af kontrakter med en eller flere kunder skal behandles som en enkelt entreprisekontrakt, når:

10. En kontrakt kan indeholde bestemmelser, der giver kunden mulighed for at få opført et yderligere aktiv, eller der kan laves en tilføjelse til kontrakten om opførelse af et yderligere aktiv. Anlæg, opførelse eller bygning af et yderligere aktiv skal behandles som en separat entreprisekontrakt, når:

11. Entrepriseomsætning skal omfatte:

12. Entrepriseomsætning måles til dagsværdien af det modtagne eller tilgodehavende vederlag. Måling af entreprisesomsætning er påvirket af usikkerhed om udfaldet af forskellige fremtidige begivenheder. Ofte må de udøvede skøn ændres i takt med nye begivenheders indtræden og afklaring af usikkerheder. Derfor kan entrepriseomsætning stige eller falde fra regnskabsår til regnskabsår. Eksempelvis:

13. En ændring er en instruktion fra kunden om ændring i omfanget af det kontraktfastsatte arbejde og kan medføre en forøgelse eller en reduktion af entrepriseomsætningen. Sådanne ændringer kan eksempelvis omfatte ændringer i specifikationer eller design af aktiver og ændringer i kontraktens varighed. En ændring indregnes i entrepriseomsætning, når:

14. Et krav er en fordring på kunden eller tredjepart, som entreprenøren søger at inddrive til godtgørelse af meromkostninger, der ikke er indeholdt i kontraktprisen. Et krav kan eksempelvis opstå som følge af forsinkelser forårsaget af kunden, fejl i specifikationer eller design og omtvistede ændringer i kontraktarbejder. Måling af omsætning i forbindelse med sådanne krav er forbundet med stor usikkerhed og afhænger ofte af udfaldet af forhandlinger. Krav indregnes derfor kun i entrepriseomsætning, når:

15. Bonusbetaling er en yderligere omsætning til entreprenøren ved opfyldelse eller overstigelse af fastsatte mål for arbejdet. Eksempelvis kan en entreprisekontrakt indeholde mulighed for bonusbetaling til entreprenøren, hvis kontraktarbejdet afsluttes før tid. Bonusbetalinger indregnes i entrepriseomsætning, når:

16. Entrepriseomkostninger skal omfatte:

17. Omkostninger, der direkte vedrører den konkrete entreprisekontrakt, omfatter blandt andet:

18. Omkostninger, der er tilknyttet entrepriseaktiviteten generelt og kan allokeres til konkrete kontrakter omfatter blandt andet:

19. Omkostninger, der i henhold til kontrakten skal dækkes af kunden, kan omfatte visse generelle administrationsomkostninger og udviklingsomkostninger, som ifølge entreprisekontrakten skal godtgøres af kunden.

20. Omkostninger, som ikke er tilknyttet en entrepriseaktivitet eller ikke kan allokeres til en konkret entreprisekontrakt, indgår ikke i entrepriseomkostninger. Sådanne omkostninger omfatter:

21. Entrepriseomkostninger omfatter omkostninger tilknyttet en entreprisekontrakt fra det tidspunkt, kontrakten er indgået, til kontraktarbejderne er afsluttet. Omkostninger, som direkte kan allokeres til kontrakten og er afholdt for indgåelse af kontrakten, indregnes imidlertid også i entrepriseomkostninger, hvis disse kan identificeres og måles pålideligt, og det er sandsynligt, at entreprisekontrakten vil blive indgået. Når omkostninger afholdt for indgåelse af en kontrakt indregnes i det regnskabsår, de er afholdt, indregnes de ikke i entrepriseomkostninger, når kontrakten indgås i et efterfølgende regnskabsår.

22. Når udfaldet af en entreprisekontrakt kan skønnes pålideligt, skal entrepriseomsætning og omkostninger forbundet med entreprisekontrakten indregnes som henholdsvis omsætning og omkostninger, opgjort med udgangspunkt i færdiggørelsesgraden på ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ . Forventede tab på en entreprisekontrakt skal indregnes som omkostning straks i henhold til afsnit 36.

23. For fastpriskontrakter kan udfaldet skønnes pålideligt, når følgende betingelser alle er opfyldt:

24. For kostpris-plus-kontrakter kan udfaldet af en entreprisekontrakt skønnes pålideligt, når følgende betingelser alle er opfyldt:

25. Indregning af entrepriseomsætning og omkostninger med udgangspunkt i en entreprisekontrakts færdiggørelsesgrad betegnes sædvanligvis produktionskriteriet. I henhold til dette kriterium matches entrepriseomsætning med de entrepriseomkostninger, der er afholdt for at opnå den aktuelle færdiggørelsesgrad, hvilket medfører indregning af omsætning, omkostninger og overskud, som kan henføres til den afsluttede del af entreprisearbejdet. Ved brug af dette indtægtskriterium opnås nyttige oplysninger om entreprisearbejdets omfang og den hermed tilknyttede indtjening i et regnskabsår.

26. Ifølge produktionskriteriet indregnes entrepriseomsætning som omsætning i ►M5  resultatet ◄ i de regnskabsår, i hvilke arbejdet er udført. Entrepriseomkostninger indregnes normalt i de regnskabsår, i hvilke de entreprisearbejder, de vedrører, er udført. Hvis det forventes, at de samlede entrepriseomkostninger vil overstige den samlede entrepriseomsætning, indregnes dette beløb dog straks som omkostning i henhold til afsnit 36.

27. Når en entreprenør har afholdt omkostninger, som vedrører senere regnskabsår, indregnes disse omkostninger som et aktiv, hvis det anses for sandsynligt, at de vil blive genindvundet. Sådanne entrepriseomkostninger repræsenterer et tilgodehavende hos kunden, og klassificeres sædvanligvis som et igangværende arbejde for fremmed regning.

28. Udfaldet af en entreprisekontrakt kan kun skønnes pålideligt, når det er sandsynligt, at de økonomiske fordele forbundet med entreprisekontrakten vil tilgå virksomheden. Ved usikkerhed om, hvorvidt et beløb, som allerede er medtaget i entrepriseomsætning i ►M5  resultatet ◄ , er erholdeligt, skal det beløb, der er uerholdeligt, eller hvis erholdelighed ikke længere er sandsynlig, indregnes som omkostning frem for at foretage en regulering af den indregnede entrepriseomsætning.

29. En virksomhed kan normalt foretage pålidelige skøn, når den har indgået en entreprisekontrakt, hvori følgende er fastsat:

30. En entreprisekontrakts færdiggørelsesgrad kan opgøres på mange måder. Virksomheden anvender den metode, som pålideligt måler det udførte arbejde. De mulige metoder omfatter, afhængig af entreprisekontraktens art:

31. Når færdiggørelsesgraden opgøres med udgangspunkt i entrepriseomkostninger afholdt til dato, indregnes kun de omkostninger, som afspejler udførte arbejder, i de til dato afholdte omkostninger. Omkostninger, som ikke indregnes, omfatter eksempelvis:

32. Når udfaldet af en entreprisekontrakt ikke kan skønnes pålideligt gælder følgende:

33. I de indledende faser af en entreprisekontrakt kan entreprisekontraktens udfald ofte ikke skønnes pålideligt. Det kan dog være sandsynligt, at virksomheden vil genindvinde de afholdte entrepriseomkostninger. Derfor indregnes entrepriseomsætning kun svarende til de entrepriseomkostninger, det er sandsynligt, at entreprenøren vil kunne genindvinde. Da entreprisekontraktens udfald ikke kan skønnes pålideligt, indregnes intet overskud. Selv om entreprisekontraktens udfald ikke kan skønnes pålideligt, kan det dog være sandsynligt, at de samlede entrepriseomkostninger vil overstige den samlede entrepriseomsætning. I så fald indregnes det beløb, hvormed de samlede entrepriseomkostninger forventes at overstige den samlede entrepriseomsætning, som omkostning straks i henhold til afsnit 36.

34. Entrepriseomkostninger, som det ikke anses for sandsynligt, at entreprenøren vil kunne genindvinde, indregnes som omkostning straks. Tilfælde, hvor det ikke er sandsynligt, at afholdte entrepriseomkostninger vil kunne genindvindes, og hvor det kan være nødvendigt straks at indregne entrepriseomkostninger, omfatter entreprisekontrakter:

35. Når den usikkerhed, der har medført, at entreprisekontraktens udfald ikke har kunnet skønnes pålideligt, bortfalder, skal omsætning og omkostninger i forbindelse med entreprisekontrakten indregnes i henhold til afsnit 22 og ikke i henhold til afsnit 32.

36. Når det er sandsynligt, at de samlede entrepriseomkostninger vil overstige den samlede entrepriseomsætning, skal det forventede tab på entreprisekontrakten indregnes som omkostning straks.

37. Beløbsstørrelsen af et sådant tab opgøres uden hensyn til:

38. Produktionskriteriet anvendes på akkumuleret basis for hvert regnskabsår for aktuelle skøn over entrepriseomsætning og omkostninger. Derfor behandles virkningen af ændringer i skønnet entrepriseomsætning eller entrepriseomkostninger eller virkningen af ændringer i det skønnede udfald af en entreprisekontrakt som en ændring i regnskabsmæssigt skøn (jf. IAS 8 Anvendt regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl). De ændrede skøn anvendes ved opgørelsen af omsætning og omkostninger, som indregnes i ►M5  resultatet ◄ i det regnskabsår, hvori ændringen har fundet sted, og i efterfølgende regnskabsår.

39. En virksomhed skal give følgende oplysninger:

40. For igangværende arbejder for fremmed regning på ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ , skal virksomheder oplyse følgende:

41. Tilbageholdte beløb er acontofakturerede beløb, som ikke betales før visse kontraktfastsatte betingelser er opfyldt, eller før visse fejl er udbedret. Acontofaktureringer er beløb faktureret for udførte kontraktarbejder, hvad enten de er blevet betalt af kunden eller ej. Forskud er betalinger til entreprenøren for kontraktarbejder, der endnu ikke er udført.

42. En virksomhed skal præsentere:

43. Bruttotilgodehavender fra kunder for entreprisearbejder er nettobeløbet for:

44. Bruttoforpligtelser til kunder for entreprisearbejder er nettobeløbet for:

45. En virksomhed skal give oplysning om eventualforpligtelser og eventualaktiver i overensstemmelse med IAS 37 Hensatte forpligtelser, eventualforpligtelser og eventualaktiver. Eventualforpligtelser og eventualaktiver kan opstå i forbindelse med eksempelvis omkostninger vedrørende garantiforpligtelser, krav, bod eller mulige tab.

46. Denne standard træder i kraft for årsregnskaber, der dækker regnskabsår, som begynder den 1. januar 1995 eller senere.

1. Denne standard finder anvendelse på den regnskabsmæssige behandling af indkomstskatter.

2. I denne standard omfatter indkomstskatter alle inden- og udenlandske skatter, der følger af skattepligtig indkomst. Indkomstskatter omfatter endvidere skatter såsom skat, der skal betales af en dattervirksomhed, en associeret virksomhed eller ►M32  en fælles ordning ◄ ved udlodning til den regnskabsaflæggende virksomhed.

3. [Ophævet]

4. Denne standard angiver ikke metoder til regnskabsmæssig behandling af statstilskud (jf. IAS 20 Regnskabsmæssig behandling af offentlige tilskud og oplysning om andre former for offentlig støtte) eller skattemæssige investeringsfradrag. Denne standard omhandler dog den regnskabsmæssige behandling af midlertidige forskelle, der hidrører fra sådanne tilskud eller skattemæssige investeringsfradrag.

5. Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning:

6. Skatteomkostning (skatteindtægt) omfatter den aktuelle skatteomkostning (aktuelle skatteindtægt) og den udskudte skatteomkostning (udskudte skatteindtægt).

7. Den skattemæssige værdi af et aktiv er det beløb, som vil være skattemæssigt fradragsberettiget i de skattepligtige økonomiske fordele, der tilgår virksomheden, når den genindvinder aktivets regnskabsmæssige værdi. Hvis disse økonomiske fordele ikke er skattepligtige, svarer aktivets skattemæssige værdi til dets regnskabsmæssige værdi.

8. Den skattemæssige værdi af en forpligtelse er dens regnskabsmæssige værdi med fradrag af eventuelle beløb, der i forbindelse med forpligtelsen vil være skattemæssigt fradragsberettiget i fremtidige regnskabsår. For indtægter modtaget på forskud er den skattemæssige værdi af den deraf følgende forpligtelse den regnskabsmæssige værdi med fradrag af eventuelle dele af indtægten, som ikke vil være skattepligtige i fremtidige regnskabsår.

9. Nogle poster har en skattemæssig værdi, men indregnes ikke som aktiver og forpligtelser i ►M5  opgørelse af finansiel stilling ◄ . Eksempelvis indregnes forskningsomkostninger ved beregningen af regnskabsmæssigt overskud i det regnskabsår, de er afholdt, men kan ikke fratrækkes ved beregningen af skattepligtig indkomst (skattemæssigt underskud) før end i et senere regnskabsår. Forskellen mellem forskningsomkostningernes skattemæssige værdi, som er det beløb, skattemyndighederne vil tillade som fradrag i fremtidige regnskabsår, og den regnskabsmæssige værdi på nul er en fradragsberettiget midlertidig forskel, som resulterer i et udskudt skatteaktiv.

10. Hvis den skattemæssige værdi af et aktiv eller en forpligtelse ikke umiddelbart kan opgøres, kan der henvises til det grundlæggende princip i denne standard: at en virksomhed, med visse begrænsede undtagelser, skal indregne en udskudt skatteforpligtelse (skatteaktiv), når genindvinding eller afvikling af den regnskabsmæssige værdi af et aktiv eller en forpligtelse ville gøre fremtidige betalbare skatter større (mindre), end de ville have været, hvis en sådan genindvinding eller afvikling ikke havde skattemæssige konsekvenser. Afsnit 51A, eksempel C, illustrerer, hvor dette grundlæggende princip kan være en hjælp, eksempelvis når den skattemæssige værdi af et aktiv eller en forpligtelse afhænger af den forventede måde, hvorpå genindvinding eller afvikling finder sted.

11. I koncernregnskaber opgøres midlertidige forskelle ved at sammenligne den regnskabsmæssige værdi af aktiver og forpligtelser i koncernregnskabet med den rette skattemæssige værdi. Den skattemæssige værdi opgøres med udgangspunkt i koncernens selvangivelse i de jurisdiktioner, hvor en sådan indgives. I andre jurisdiktioner opgøres den skattemæssige værdi med udgangspunkt i selvangivelserne for de enkelte virksomheder i koncernen.

12. Aktuel skat i indeværende og tidligere regnskabsår skal, i det omfang den ikke er betalt, indregnes som en forpligtelse. Hvis det beløb, der allerede er betalt vedrørende indeværende og tidligere regnskabsår, overstiger det skyldige beløb for disse regnskabsår, skal forskellen indregnes som et aktiv.

13. Den fordel, der hidrører fra et skattemæssigt underskud, der kan tilbageføres til genindvinding af aktuel skat for et foregående regnskabsår, skal indregnes som et aktiv.

14. Når et skattemæssigt underskud anvendes til at genindvinde aktuel skat for et foregående regnskabsår, indregner virksomheden fordelen som et aktiv i det regnskabsår, hvor det skattemæssige underskud opstår, eftersom det er sandsynligt, at fordelen vil tilgå virksomheden, og fordelen kan måles pålideligt.

15. En udskudt skatteforpligtelse skal indregnes for alle skattepligtige midlertidige forskelle, bortset fra i det omfang den udskudte skatteforpligtelse hidrører fra:

16. Det er underforstået, at den regnskabsmæssige værdi ved indregningen af et aktiv vil blive genindvundet i form af økonomiske fordele, som vil tilgå virksomheden i fremtidige regnskabsår. Når den regnskabsmæssige værdi af aktivet overstiger dets skattemæssige værdi, vil størrelsen af den skattepligtige økonomiske fordel overstige det beløb, der kan tillades som skattemæssigt fradrag. Denne forskel er en skattepligtig midlertidig forskel, og forpligtelsen til at betale de deraf følgende indkomstskatter i fremtidige regnskabsår er en udskudt skatteforpligtelse. Når virksomheden genindvinder den regnskabsmæssige værdi af aktivet, vil den skattepligtige midlertidige forskel blive udlignet, og virksomheden vil få en skattepligtig indkomst. Dette gør det sandsynligt, at økonomiske fordele vil fragå virksomheden i form af skattebetalinger. Denne standard kræver således indregning af alle udskudte skatteforpligtelser, undtagen under de særlige omstændigheder, som er beskrevet i afsnit 15 og 39.

17. Nogle midlertidige forskelle opstår, når indtægter eller omkostninger er indeholdt i regnskabsmæssigt overskud i et regnskabsår, men er indeholdt i skattepligtig indkomst for et andet regnskabsår. Sådanne midlertidige forskelle beskrives ofte som tidsbestemte afvigelser. Følgende er eksempler på denne type midlertidige forskelle, som er skattepligtige midlertidige forskelle, og som derfor resulterer i udskudte skatteforpligtelser:

18. Midlertidige forskelle opstår endvidere, når:

19.  ►M12  Med enkelte undtagelser skal de overtagne identificerbare aktiver og forpligtelser i en virksomhedssammenslutning indregnes til dagsværdi på overtagelsestidspunktet. ◄ Midlertidige forskelle opstår, når den skattemæssige værdi af de overtagne identificerbare aktiver og forpligtelser ikke påvirkes af virksomhedssammenslutningen eller påvirkes på forskellig vis. Eksempelvis opstår en skattepligtig midlertidig forskel, som medfører en udskudt skatteforpligtelse, når den regnskabsmæssige værdi af et aktiv forøges til dagsværdi, mens den skattemæssige værdi af aktivet fortsat er den tidligere ejers kostpris. Den deraf følgende udskudte skatteforpligtelse påvirker goodwill (jf. afsnit 66).

20. IFRS tillader eller kræver, at visse aktiver indregnes til dagsværdi, eller at værdien omvurderes (jf. eksempelvis IAS 16 Materielle anlægsaktiver, IAS 38 Immaterielle aktiver, IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling, IAS 40 Investeringsejendomme og IFRS 16 Leasingkontrakter). I visse jurisdiktioner påvirkes skattepligtig indkomst (skattemæssigt underskud) for det aktuelle regnskabsår af omvurderingen eller anden tilpasning af et aktiv til dagsværdi. Derfor reguleres aktivets skattemæssige værdi, og der opstår ingen midlertidig forskel. I andre jurisdiktioner bliver skattepligtig indkomst for regnskabsåret for omvurderingen eller tilpasningen ikke påvirket af omvurderingen eller tilpasningen af et aktiv, og derfor foretages der ingen regulering af aktivets skattemæssige værdi. Ikke desto mindre vil den fremtidige genindvinding af den regnskabsmæssige værdi resultere i en tilstrømning til virksomheden af skattepligtige økonomiske fordele, og det beløb, der er skattemæssigt fradragsberettiget, vil afvige fra beløbet for disse økonomiske fordele. Forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi af et omvurderet aktiv og dets skattemæssige værdi er en midlertidig forskel og medfører en udskudt skatteforpligtelse eller et udskudt skatteaktiv. Dette er tilfældet, selv når:

20. IFRS tillader eller kræver, at visse aktiver indregnes til dagsværdi, eller at værdien omvurderes (jf. eksempelvis IAS 16 Materielle anlægsaktiver, IAS 38 Immaterielle aktiver, IAS 40 Investeringsejendomme, IFRS 9 Finansielle instrumenter og IFRS 16 Leasingkontrakter). I visse jurisdiktioner påvirkes skattepligtig indkomst (skattemæssigt underskud) for det aktuelle regnskabsår af omvurderingen eller anden tilpasning af et aktiv til dagsværdi. Derfor reguleres aktivets skattemæssige værdi, og der opstår ingen midlertidig forskel. I andre jurisdiktioner bliver skattepligtig indkomst for regnskabsåret for omvurderingen eller tilpasningen ikke påvirket af omvurderingen eller tilpasningen af et aktiv, og derfor foretages der ingen regulering af aktivets skattemæssige værdi. Ikke desto mindre vil den fremtidige genindvinding af den regnskabsmæssige værdi resultere i en tilstrømning til virksomheden af skattepligtige økonomiske fordele, og det beløb, der er skattemæssigt fradragsberettiget, vil afvige fra beløbet for disse økonomiske fordele. Forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi af et omvurderet aktiv og dets skattemæssige værdi er en midlertidig forskel og medfører en udskudt skatteforpligtelse eller et udskudt skatteaktiv. Dette er tilfældet, selv når:

21. Goodwill, der opstår ved en virksomhedssammenslutning, måles som det beløb, hvormed (a) overstiger (b) nedenfor:

21A Efterfølgende reduktion af en udskudt skatteforpligtelse, som ikke indregnes, idet den hidrører fra den første indregning af goodwill, anses også som hidrørende fra den første indregning af goodwill og indregnes derfor ikke i henhold til afsnit 15(a). Hvis en virksomhed eksempelvis ved en virksomhedssammenslutning indregner goodwill på CU100, der har en skattemæssig værdi på nul, forbyder afsnit 15(a), at virksomheden indregner den deraf følgende udskudte skatteforpligtelse. Hvis virksomheden efterfølgende indregner et tab ved værdiforringelse på CU20 for denne goodwill, reduceres den skattepligtige midlertidige forskel, som er knyttet til denne goodwill, fra CU100 til CU80, hvilket medfører et fald i værdien af den ikke-indregnede udskudte skatteforpligtelse. Dette fald i værdien af den ikke-indregnede udskudte skatteforpligtelser anses også for at være tilknyttet den første indregning af goodwillen og må derfor ikke indregnes i henhold til afsnit 15(a).

21B Udskudte skatteforpligtelser for skattepligtige midlertidige forskelle, der er tilknyttet goodwill, indregnes dog i det omfang, de ikke hidrører fra den første indregning af goodwill. Hvis en virksomhed eksempelvis i en virksomhedssammenslutning indregner goodwill på CU100, som er skattemæssigt fradragsberettiget til en sats på 20 procent pr. år fra det år, hvor goodwillen blev erhvervet, er den skattemæssige værdi af denne goodwill CU100 ved den første indregning og CU80 ved slutningen af det år, hvor den blev erhvervet. Hvis den regnskabsmæssige værdi af goodwill ved slutningen af det år, hvor den blev erhvervet, fortsat er CU100, vil der opstå en skattepligtig midlertidig forskel på CU20 ved slutningen af året. Eftersom denne skattepligtige midlertidige forskel ikke er tilknyttet den første indregning af goodwillen, indregnes den deraf følgende udskudte skatteforpligtelse.

22. En midlertidig forskel kan opstå på tidspunktet for første indregning af et aktiv eller en forpligtelse, eksempelvis hvis en del af eller den fulde kostpris for et aktiv ikke vil være skattemæssigt fradragsberettiget. Metoden for den regnskabsmæssige behandling af en sådan midlertidig forskel afhænger af arten af den transaktion, som medførte den første indregning af aktivet eller forpligtelsen:

23. I overensstemmelse med IAS 32 Finansielle instrumenter: Præsentation klassificerer udstederen af et sammensat finansielt instrument (eksempelvis en konvertibel obligation) instrumentets forpligtelseselement som en forpligtelse og egenkapitalelementet som egenkapital. I visse jurisdiktioner svarer den skattemæssige værdi af forpligtelseselementet på tidspunktet for første indregning til den oprindelige regnskabsmæssige værdi af summen af forpligtelses- og egenkapitalelementer. Den deraf følgende skattepligtige midlertidige forskel opstår på tidspunktet for den første indregning af egenkapitalelementet adskilt fra forpligtelseselementet. Derfor finder undtagelsesbestemmelsen i afsnit 15b) ikke anvendelse, og derfor indregner virksomheden den deraf følgende udskudte skatteforpligtelse. ►M5  I overensstemmelse med afsnit 61A indregnes den udskudte skat som indtægt eller omkostning direkte i den regnskabsmæssige værdi af egenkapitalelementet. I overensstemmelse med afsnit 58 indregnes efterfølgende ændringer i den udskudte skatteforpligtelse i resultatet som udskudt skatteomkostning (skatteindtægt). ◄

24. Et udskudt skatteaktiv skal indregnes for alle fradragsberettigede midlertidige forskelle, i det omfang det er sandsynligt, at der vil være en skattepligtig indkomst til rådighed, hvori den fradragsberettigede midlertidige forskel kan udnyttes, medmindre det udskudte skatteaktiv opstår som følge af den første indregning af et aktiv eller en forpligtelse i en transaktion, der:

25. Det er underforstået, at den regnskabsmæssige værdi ved indregning af en forpligtelse i fremtidige regnskabsår bliver genindvundet, ved at der vil ske et træk på virksomhedens økonomiske ressourcer. Når der sker et træk på virksomhedens ressourcer, kan dele heraf, eller de fulde beløb, være fradragsberettigede ved opgørelsen af skattepligtig indkomst for et senere regnskabsår, i hvilket forpligtelsen indregnes. I sådanne tilfælde vil der være en midlertidig forskel mellem den regnskabsmæssige værdi af forpligtelsen og dens skattemæssige værdi. Således vil der opstå et udskudt skatteaktiv med hensyn til de indkomstskatter, der vil kunne genindvindes i fremtidige regnskabsår, når denne del af forpligtelsen tillades fratrukket ved opgørelsen af skattepligtig indkomst. Ligeledes er det tilfældet, hvor den regnskabsmæssige værdi af et aktiv er lavere end dets skattemæssige værdi, at forskellen medfører et udskudt skatteaktiv med hensyn til de indkomstskatter, der vil kunne genindvindes i fremtidige regnskabsår.

26. Følgende er eksempler på fradragsberettigede midlertidige forskelle, der medfører udskudte skatteaktiver:

27. Udligning af fradragsberettigede midlertidige forskelle medfører fradrag ved opgørelsen af skattepligtig indkomst for fremtidige regnskabsår. Økonomiske fordele i form af reduktioner i skattebetalinger vil imidlertid alene tilgå virksomheden, hvis den har en tilstrækkelig skattepligtig indkomst til, at fradragene kan modregnes heri. Derfor indregner virksomheden alene udskudte skatteaktiver, når det er sandsynligt, at der vil være skattepligtig indkomst til rådighed, hvori de fradragsberettigede midlertidige forskelle kan udnyttes.

27A. Når en virksomhed vurderer, om der vil være skattepligtig indkomst til rådighed, hvori den kan udnytte en fradragsberettiget midlertidig forskel, vurderer den, om skattelovgivningen begrænser de kilder til skattepligtig indkomst, hvori den kan foretage fradrag til udligning af den pågældende fradragsberettigede midlertidige forskel. Hvis skattelovgivningen ikke indeholder sådanne begrænsninger, vurderer en virksomhed en fradragsberettiget midlertidig forskel i kombination med alle sine andre fradragsberettigede midlertidige forskelle. Hvis skattelovgivningen begrænser udnyttelsen af underskud til fradrag i indkomst af en bestemt type, vurderes en fradragsberettiget midlertidig forskel imidlertid kun i kombination med andre fradragsberettigede midlertidige forskelle af den pågældende type.

28. Det er sandsynligt, at der vil være skattepligtig indkomst til rådighed, hvori de fradragsberettigede midlertidige forskelle kan udnyttes, når der henhørende under samme skattejurisdiktion og samme skattepligtige enhed er tilstrækkelige skattepligtige midlertidige forskelle, der forventes udlignet:

29. Når der ikke er tilstrækkelige skattepligtige midlertidige forskelle henhørende under samme skattejurisdiktion og samme skattepligtige enhed, indregnes det udskudte skatteaktiv, i det omfang:

29A. Skønnet over den forventede fremtidige skattepligtige indkomst kan omfatte genindvinding af en del af en virksomheds aktiver til en værdi, der overstiger deres regnskabsmæssige værdi, hvis der foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at det er sandsynligt, at virksomheden vil opnå dette. Når et aktiv måles til dagsværdi, skal virksomheden eksempelvis vurdere, hvorvidt der foreligger tilstrækkelig dokumentation til at konkludere, at det er sandsynligt, at virksomheden vil genindvinde aktivet til en værdi, der overstiger dets regnskabsmæssige værdi. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis en virksomhed forventer at beholde et fastforrentet gældsinstrument og inddrive de kontraktlige pengestrømme.

30. Skatteplanlægningsmuligheder er handlinger, som virksomheden vil kunne foretage for at skabe eller forøge den skattepligtige indkomst i et bestemt regnskabsår, inden udløbet af fristen for udnyttelse af det fremførte skattemæssige underskud eller skattemæssige fradrag. Eksempelvis kan skattepligtig indkomst i visse jurisdiktioner skabes eller øges ved:

31. Når virksomheden for nylig har været tabsgivende, skal den overveje vejledningen i afsnit 35 og 36.

32. [Ophævet]

32A Hvis den regnskabsmæssige værdi af goodwill, der opstår ved en virksomhedssammenslutning, er mindre end den skattemæssige værdi, medfører denne forskel et udskudt skatteaktiv. Det udskudte skatteaktiv, der opstår ved den første indregning af goodwill, skal indregnes som en del af den regnskabsmæssige behandling af en virksomhedssammenslutning i det omfang, det er sandsynligt, at der vil være en skattepligtig indkomst til rådighed, hvori den fradragsberettige midlertidige forskel kan udnyttes.

33. Et udskudt skatteaktiv opstår eksempelvis på tidspunktet for den første indregning af et aktiv, når ikke-skattepligtige statstilskud vedrørende et aktiv fratrækkes ved beregningen af den regnskabsmæssige værdi af aktivet, men skattemæssigt ikke fratrækkes det afskrivningsberettigede beløb for aktivet (med andre ord dets skattemæssige værdi). Aktivets regnskabsmæssige værdi er mindre end dets skattemæssige værdi, og dette medfører en fradragsberettiget midlertidig forskel. Statstilskud kan tillige indregnes som udskudt indtægt, og i det tilfælde er forskellen mellem den udskudte indtægt og dets skattemæssige værdi på nul en fradragsberettiget midlertidig forskel. Uanset hvilken præsentationsmetode, virksomheden vælger, indregner den ikke det deraf følgende udskudte skatteaktiv, af den i afsnit 22 nævnte årsag.

34. Et udskudt skatteaktiv hidrørende fra fremførsel af uudnyttede skattemæssige underskud og uudnyttede skattemæssige fradrag skal indregnes, i det omfang det er sandsynligt, at der vil være fremtidig skattepligtig indkomst til rådighed, hvori uudnyttede skattemæssige underskud og uudnyttede skattemæssige fradrag kan udnyttes.

35. Kriterierne for at indregne udskudte skatteaktiver, der opstår ved fremførsel af uudnyttede skattemæssige underskud og skattemæssige fradrag, er de samme som kriterierne for at indregne udskudte skatteaktiver, der opstår som følge af fradragsberettigede midlertidige forskelle. Forekomsten af uudnyttede skattemæssige underskud er imidlertid et tydeligt tegn på, at der muligvis ikke vil være en fremtidig skattepligtig indkomst. Når virksomheden for nylig har været tabsgivende, indregner den derfor alene et udskudt skatteaktiv som følge af uudnyttede skattemæssige underskud og skattemæssige fradrag, i det omfang virksomheden har tilstrækkelige skattepligtige midlertidige forskelle, eller der foreligger anden overbevisende dokumentation for, at der vil være tilstrækkelig skattepligtig indkomst til rådighed til, at de uudnyttede skattemæssige underskud og uudnyttede skattemæssige fradrag vil kunne udnyttes af virksomheden. I sådanne tilfælde kræves i henhold til afsnit 82 oplysning af beløbet for det udskudte skatteaktiv og hvilke informationer, der indikerer, at det bør indregnes.

36. Virksomheden anvender følgende kriterier ved vurderingen af sandsynligheden for, om der vil være skattepligtig indkomst til rådighed, hvori de uudnyttede skattemæssige underskud eller uudnyttede skattemæssige fradrag kan udnyttes:

37. På ►M5  hvert regnskabsårs afslutning ◄ skal virksomheden omvurdere ikke-indregnede udskudte skatteaktiver. Virksomheden indregner et tidligere ikke indregnet udskudt skatteaktiv, i det omfang det er blevet sandsynligt, at fremtidig skattepligtig indkomst vil gøre det muligt at genindvinde et udskudt skatteaktiv. Eksempelvis kan forbedrede handelsvilkår øge sandsynligheden for, at virksomheden vil kunne frembringe tilstrækkelig skattepligtig indkomst i fremtiden til, at det udskudte skatteaktiv kan overholde de indregningskriterier, der er opstillet i afsnit 24 eller 34. Et andet eksempel er, når virksomheden omvurderer udskudte skatteaktiver på datoen for en virksomhedssammenslutning eller efterfølgende (jf. afsnit 67 og 68).

38. Midlertidige forskelle opstår, når den regnskabsmæssige værdi af investeringer i dattervirksomheder, filialer og associerede virksomheder eller kapitalandele i ►M32  fælles ordninger ◄ (dvs. modervirksomhedens eller investors andel af nettoaktiverne i dattervirksomheden, filialen, den associerede virksomhed eller den virksomhed, der er investeret i, inklusive den regnskabsmæssige værdi af goodwill) afviger fra den skattemæssige værdi (ofte kostprisen) af investeringen eller kapitalandelen. Sådanne forskelle kan opstå under en række forskellige omstændigheder, eksempelvis:

39.  En virksomhed skal indregne en udskudt skatteforpligtelse for alle skattepligtige midlertidige forskelle i forbindelse med investeringer i dattervirksomheder, filialer og associerede virksomheder eller kapitalandele i fælles ordninger, medmindre begge de følgende betingelser er opfyldt:

40. Eftersom en modervirksomhed styrer sine dattervirksomheders udbyttepolitik, er den i stand til at styre tidspunktet for udligningen af de midlertidige forskelle vedrørende investeringen i disse virksomheder (inklusive de midlertidige forskelle, der opstår ikke alene af ikke-udloddet overskud, men tillige af valutakursforskelle). Desuden vil det ofte være umuligt at opgøre de indkomstskatter, der vil skulle betales, når den midlertidige forskel bliver udlignet. Når modervirksomheden har besluttet, at disse overskud ikke skal udloddes inden for en overskuelig fremtid, indregner modervirksomheden derfor ikke en udskudt skatteforpligtelse. De samme hensyn gælder investeringer i filialer.

41. En virksomheds ikke-monetære aktiver og forpligtelser måles i virksomhedens funktionelle valuta (jf. IAS 21 Valutaomregning). Opgøres virksomhedens skattepligtige indkomst eller skattemæssige underskud (og således den skattemæssige værdi af virksomhedens ikke-monetære aktiver og forpligtelser) i en anden valuta, medfører ændringer i valutakursen midlertidige forskelle, som fører til indregning af en udskudt skatteforpligtelse eller (jf. afsnit 24) et udskudt skatteaktiv. Den deraf følgende udskudte skat indregnes som indtægt eller omkostning i resultatet (jf. afsnit 58).

42. En investor i en associeret virksomhed styrer ikke denne virksomhed og har normalt ikke mulighed for at bestemme sin udbyttepolitik. Det følger heraf, at en investor, hvis der ikke eksisterer en aftale, hvor det bestemmes, at den associerede virksomheds overskud ikke skal udloddes inden for en overskuelig fremtid, indregner en udskudt skatteforpligtelse, der følger af skattepligtige midlertidige forskelle i forbindelse med investeringen i den associerede virksomhed. Der kan være tilfælde, hvor en investor ikke har mulighed for at opgøre, hvor meget skat, der vil skulle betales, hvis kostprisen ved investeringen i en associeret virksomhed genindvindes, men hvor det kan opgøres, at skatten vil svare til eller overstige et vist minimumsbeløb. I sådanne tilfælde måles den udskudte skatteforpligtelse til dette beløb.

43. Den indbyrdes ordning mellem parterne i en fælles ordning omhandler almindeligvis fordelingen af fortjenesten og en kortlægning af, hvorvidt beslutninger vedrørende disse spørgsmål forudsætter samtykke fra alle parterne eller en gruppe af parterne. Hvis partneren i et joint venture eller driftsfællesskabspartneren er i stand til at styre tidspunktet for fordelingen af fortjenesten i den fælles ordning, og hvis det er sandsynligt, at den pågældende partners andel af fortjenesten ikke vil blive fordelt i den nærmeste fremtid, indregnes en udskudt skatteforpligtelse ikke.

44. Virksomheden må udelukkende indregne et udskudt skatteaktiv for alle fradragsberettigede midlertidige forskelle, der opstår fra investeringer i dattervirksomheder, filialer og associerede virksomheder samt kapitalandele i ►M32  fælles ordninger ◄ , i det omfang det er sandsynligt, at:

45. Ved vurderingen af, hvorvidt et udskudt skatteaktiv skal indregnes for fradragsberettigede midlertidige forskelle i forbindelse med investeringer i dattervirksomheder, filialer, og associerede virksomheder samt kapitalandele i ►M32  fælles ordninger ◄ , skal virksomheden tage vejledningen i afsnit 28-31 i betragtning.

46. Aktuelle skatteforpligtelser (aktiver) for indeværende og tidligere regnskabsår skal måles til det beløb, der forventes betalt til (genindvundet fra) skattemyndighederne, ved anvendelse af de skattesatser (og skattelove), som er vedtaget eller i al væsentlighed vedtaget ved ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ .

47. Udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser skal måles til den skattesats, der forventes at gælde for det regnskabsår, hvor aktivet realiseres eller forpligtelsen indfries, baseret på skattesatser (og skattelove), som er vedtaget eller i al væsentlighed vedtaget ved ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ .

48. Aktuelle og udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser måles sædvanligvis ved anvendelse af vedtagne skattesatser (og skattelove). I visse jurisdiktioner har regeringens bekendtgørelse af skattesatser (og skattelove) samme virkning som den lovmæssige vedtagelse, som kan følge adskillige måneder senere. Under disse omstændigheder måles skatteaktiver og skatteforpligtelser ved anvendelse af de bekendtgjorte skattesatser (og skattelove).

49. Når der gælder forskellige skattesatser for forskellige skattepligtige indkomstniveauer, måles udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser ved anvendelse af de gennemsnitlige satser, som forventes at gælde for den skattepligtige indkomst (det skattemæssige underskud) for de regnskabsår, hvor de midlertidige forskelle forventes at blive udlignet.

50. [Ophævet]

51. Målingen af udskudte skatteforpligtelser og udskudte skatteaktiver skal afspejle de skattemæssige konsekvenser, der vil følge af den måde, hvorpå virksomheden ved ►M5  regnskabsårets afslutning ◄ forventer at genindvinde eller afvikle den regnskabsmæssige værdi af sine aktiver og forpligtelser.

51A. I visse jurisdiktioner kan den måde, hvorpå virksomheden genindvinder (afvikler) den regnskabsmæssige værdi af et aktiv (en forpligtelse), påvirke en af eller begge de følgende:

51B. Hvis en udskudt skatteforpligtelse eller et udskudt skatteaktiv kan henføres til et ikke-afskrivningsberettiget aktiv, der måles i overensstemmelse med omvurderingsmodellen i IAS 16, skal målingen af den udskudte skatteforpligtelse eller det udskudte skatteaktiv afspejle de skattemæssige konsekvenser af genindvindingen af den regnskabsmæssige værdi af det ikke-afskrivningsberettigede aktiv ved salg, uanset målingsgrundlaget for aktivets regnskabsmæssige værdi. Tilsvarende gælder, at hvis skattelovgivningen for det skattepligtige beløb fra salget af et aktiv angiver en gældende skattesats, som afviger fra den gældende skattesats for det skattepligtige beløb hidrørende fra anvendelsen af aktivet, anvendes førstnævnte skattesats derfor ved målingen af den udskudte skatteforpligtelse eller det udskudte skatteaktiv tilknyttet et ikke-afskrivningsberettiget aktiv.

51C. Hvis en udskudt skatteforpligtelse eller et udskudt skatteaktiv kan henføres til investeringsejendomme, der måles til dagsværdi i overensstemmelse med IAS 40, er der en afkræftelig formodning om, at den regnskabsmæssige værdi af investeringsejendommen vil blive genindvundet ved salg. Medmindre formodningen afkræftes, betyder det, at målingen af den udskudte skatteforpligtelse eller det udskudte skatteaktiv helt skal afspejle de skattemæssige konsekvenser af genindvindingen af den regnskabsmæssige værdi af investeringsejendommen ved salg. Denne formodning afkræftes, hvis investeringsejendommen er afskrivningsberettiget og indehaves som led i en forretningsmodel, hvis mål består i i alt væsentligt at forbruge alle de økonomiske fordele tilknyttet investeringsejendommen over tid snarere end ved salg. Hvis formodningen afkræftes, skal kravene i afsnit 51 og 51A overholdes.

51D. Den afkræftelige formodning i afsnit 51C finder også anvendelse, når en udskudt skatteforpligtelse eller et udskudt skatteaktiv opstår som følge af måling af en investeringsejendom i en virksomhedssammenslutning, hvis virksomheden agter at bruge dagsværdimodellen ved efterfølgende målinger af investeringsejendommen.

51E. Afsnit 51B–51D ændrer ikke ved kravene om at anvende principperne i afsnit 24–33 (fradragsberettigede midlertidige forskelle) og afsnit 34–36 (uudnyttede skattemæssige underskud og uudnyttede skattemæssige fradrag) i denne standard ved indregning og måling af udskudte skatteaktiver.

52A. I visse jurisdiktioner skal indkomstskatter betales til en højere eller lavere sats, hvis en del af eller hele overskuddet eller det overførte resultat udbetales som udbytte til virksomhedens aktionærer. I visse andre jurisdiktioner kan det udløse tilbagebetaling eller betaling af indkomstskatter, hvis en del af eller hele overskuddet eller det overførte overskud udbetales som udbytte til virksomhedens aktionærer. I disse tilfælde måles aktuelle og udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser til den gældende skattesats for ikke-udloddet overskud.

52B. [Udgår]

53. Udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser må ikke diskonteres.

54. En pålidelig opgørelse af udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser på diskonteringsbasis kræver en detaljeret plan over tidspunktet for udligning af hver enkelt midlertidig forskel. I mange tilfælde er udarbejdelsen af en sådan plan umulig eller yderst kompleks. Derfor er det uhensigtsmæssigt at kræve diskontering af udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser. At tillade, men ikke kræve, diskontering ville medføre, at udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser ikke være sammenlignelige virksomheder imellem. Derfor hverken kræver eller tillader denne standard diskontering af udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser.

55. Midlertidige forskelle opgøres med udgangspunkt i den regnskabsmæssige værdi af et aktiv eller en forpligtelse. Dette gælder selv hvor den regnskabsmæssige værdi i sig selv er opgjort på diskonteringsbasis, eksempelvis i tilfældet med pensionsforpligtelser (jf. IAS 19 Personaleydelser).

56. Den regnskabsmæssige værdi af et udskudt skatteaktiv skal gennemgås på ►M5  hvert regnskabsårs afslutning ◄ . Virksomheden skal reducere den regnskabsmæssige værdi af et udskudt skatteaktiv, i det omfang det ikke længere er sandsynligt, at der vil være tilstrækkelig skattepligtig indkomst til, at fordelen ved en del af eller hele dette udskudte skatteaktiv kan udnyttes. Sådanne reduktioner skal tilbageføres, i det omfang det bliver sandsynligt, at der vil være tilstrækkelig skattepligtig indkomst.

57. Den regnskabsmæssige behandling af en transaktion eller anden begivenheds indvirkning på den aktuelle og udskudte skat svarer til den regnskabsmæssige behandling af selve transaktionen eller begivenheden. Dette princip er implementeret i afsnit 58-68C.

57A. En virksomhed skal indregne de skattemæssige konsekvenser af udbytte som defineret i IFRS 9, når den indregner en forpligtelse til at betale udbytte. De skattemæssige konsekvenser af udbytte er knyttet mere direkte til tidligere transaktioner eller begivenheder, som genererede overskud til udlodning, end til udlodninger til ejere. Derfor skal en virksomhed indregne de skattemæssige konsekvenser af udbytte i resultatet, anden totalindkomst eller egenkapitalen, afhængigt af hvor virksomheden oprindeligt havde indregnet disse tidligere transaktioner eller begivenheder.

58. Aktuel og udskudt skat skal indregnes som indtægt eller omkostning og medtages i årets resultat, undtagen i det omfang skatten opstår som følge af:

59. De fleste udskudte skatteforpligtelser og udskudte skatteaktiver opstår, når indtægter eller omkostninger indgår i det regnskabsmæssige overskud for et regnskabsår, men i den skattepligtige indkomst (det skattemæssige underskud) i et andet regnskabsår. Den deraf følgende udskudte skat indregnes i resultatet. Dette sker i følgende tilfælde:

60. Den regnskabsmæssige værdi af udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser kan ændre sig, selv om der ikke sker nogen ændring i beløbet for de dermed forbundne midlertidige forskelle. Dette kan eksempelvis være en følge af:

61A Aktuel og udskudt skat skal indregnes uden for resultatet, hvis skatten vedrører poster, som i det samme eller et andet regnskabsår er indregnet uden for resultatet. Således skal aktuel og udskudt skat, der vedrører poster, som i det samme eller et andet regnskabsår er indregnet:

62 De internationale regnskabsstandarder (IFRS) kræver eller tillader, at bestemte poster indregnes direkte i øvrig totalindkomst. Eksempler på sådanne poster er:

62A De internationale regnskabsstandarder (IFRS) kræver eller tillader, at bestemte poster indregnes direkte på egenkapitalen. Eksempler på sådanne poster er:

63. I særlige tilfælde kan det være vanskeligt at opgøre beløbet for aktuel og udskudt skat, der vedrører poster, som er indregnet uden for resultatet (enten i øvrig totalindkomst eller direkte på egenkapitalen). Dette kan eksempelvis være tilfældet, når:

64. IAS 16 angiver ikke, hvorvidt virksomheden hvert år fra reserver for opskrivninger skal overføre et beløb til overført resultat, der svarer til forskellen mellem afskrivningen af et opskrevet aktiv og afskrivningen baseret på dette aktivs kostpris. Hvis virksomheden foretager en sådan overførsel, overføres beløbet efter fradrag af enhver forbunden udskudt skat. Tilsvarende overvejelser gælder for overførsler, der foretages ved salg af et materielt anlægsaktiv.

65. Når et aktiv omvurderes skattemæssigt, og omvurderingen knytter sig til en regnskabsmæssig omvurdering i et foregående regnskabsår, eller til en, som forventes foretaget i et fremtidigt regnskabsår, indregnes den skattemæssige virkning af såvel det omvurderede aktiv som reguleringen af den skattemæssige værdi ►M5  i øvrig totalindkomst ◄ i de regnskabsår, hvor de forekommer. Hvis den skattemæssige omvurdering derimod ikke knytter sig til en regnskabsmæssig omvurdering i et foregående regnskabsår, eller til en, som forventes foretaget i et fremtidigt regnskabsår, indregnes den skattemæssige virkning af reguleringen af den skattemæssige værdi i ►M5  resultatet ◄ .

65A Når virksomheden udbetaler udbytte til sine aktionærer kan der være krav om, at den skal betale en del af udbyttet til skattemyndighederne på vegne af aktionærerne. Et sådant beløb, som er betalt eller skal betales til skattemyndighederne indregnes på egenkapitalen som en del af udbyttet.

66. Som beskrevet i afsnit 19 og 26(c) kan der opstå midlertidige forskelle ved en virksomhedssammenslutning. I overensstemmelse med IFRS 3 indregner virksomheden alle deraf følgende udskudte skatteaktiver (i det omfang de opfylder indregningskriterierne i afsnit 24) eller udskudte skatteforpligtelser som identificerbare aktiver og forpligtelser på overtagelsestidspunktet. Derfor påvirker disse udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser beløbet for goodwill eller gevinsten ved tilbudskøbet, som virksomheden indregner. I overensstemmelse med afsnit 15(a) skal en virksomhed imidlertid ikke indregne udskudte skatteforpligtelser, som hidrører fra den første indregning af goodwill.

67. Som følge af virksomhedssammenslutningen kan sandsynligheden for at realisere et udskudt skatteaktiv for den overtagende virksomhed fra før sammenslutningen ændre sig. En overtagende virksomhed kan betragte det som sandsynligt, at denne vil genindvinde egne udskudte skatteaktiver, der ikke var indregnet forud for virksomhedssammenslutningen. Eksempelvis kan den overtagende virksomhed tænkes at være i stand til at udnytte fordelen ved modregning af sine uudnyttede skattemæssige underskud i den fremtidige skattepligtige indkomst hos den overtagne virksomhed. Alternativt er det som følge af virksomhedssammenslutningen måske ikke længere sandsynligt, at fremtidig skattepligtig indkomst vil gøre det muligt at genindvinde det udskudte skatteaktiv. I sådanne tilfælde skal den overtagende virksomhed indregne en ændring i det udskudte skatteaktiv i det regnskabsår, hvor virksomhedssammenslutningen finder sted, men ikke medtage ændringen i den regnskabsmæssige behandling af virksomhedssammenslutningen. Derfor tager den overtagende virksomhed ikke ændringen i betragtning ved målingen af goodwill eller gevinsten ved tilbudskøbet, som den indregner ved virksomhedssammenslutningen.

68. Den potentielle fordel ved den overtagne virksomheds fremførte indkomstskattemæssige underskud eller andre udskudte skatteaktiver opfylder måske ikke kriterierne for separat indregning ved den første regnskabsmæssige behandling af en virksomhedssammenslutning, men kan måske realiseres efterfølgende.

68A I visse skattejurisdiktioner får virksomheden et skattefradrag (dvs. et beløb, der kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst), som er tilknyttet vederlag, som er betalt med aktier, aktieoptioner eller andre af virksomhedens egenkapitalinstrumenter. Størrelsen af skattefradraget kan afvige fra de tilknyttede akkumulerede omkostninger til vederlag og kan opstå i et senere regnskabsår. Eksempelvis kan en virksomhed i visse jurisdiktioner indregne omkostninger til forbrug af tjenesteydelser fra ansatte, som er modtaget som betaling for tildelte aktieoptioner i overensstemmelse med IFRS 2 Aktiebaseret vederlæggelse og først få et skattefradrag, når disse aktieoptioner udnyttes. Målingen af skattefradraget baseres på kursen på virksomhedens aktier på tidspunktet for udnyttelsen.

68B Som det er tilfældet med de i denne standards afsnit 9 og 26b) beskrevne forskningsomkostninger, er forskellen mellem den skattemæssige værdi af de modtagne tjenesteydelser fra ansatte til dato (som er det beløb, skattemyndighederne vil tillade som fradrag i fremtidige regnskabsår) og den regnskabsmæssige værdi på nul en fradragsberettiget midlertidig forskel, som resulterer i et udskudt skatteaktiv. Hvis det beløb, skattemyndighederne vil tillade som et fradrag i fremtidige regnskabsår, ikke kendes ved regnskabsårets afslutning, skal det skønnes på basis af de ved afslutningen af regnskabsåret til rådighed værende oplysninger. Hvis det beløb, skattemyndighederne vil tillade som et fradrag i fremtidige regnskabsår, eksempelvis afhænger af kursen på virksomheden aktier på et fremtidigt tidspunkt, skal målingen af den fradragsberettigede midlertidige forskel baseres på kursen på virksomhedens aktier ved regnskabsårets afslutning.

68C Som anført i afsnit 68A kan skattefradraget (eller det skønnede fremtidige skattefradrag målt i overensstemmelse med afsnit 68B) afvige fra de tilknyttede akkumulerede omkostninger til vederlag. I henhold til standardens afsnit 58 skal aktuel og udskudt skat indregnes som indtægt eller omkostning og medtages i årets resultat, undtagen i det omfang skatten opstår som følge af a) en transaktion eller begivenhed, som i det aktuelle regnskabsår eller et andet regnskabsår indregnes uden for resultatet, eller b) som følge af en virksomhedssammenslutning (bortset fra en investeringsvirksomheds erhvervelse af en dattervirksomhed, som skal måles til dagsværdi over resultatet). Hvis skattefradraget (eller det skønnede fremtidige skattefradrag) overstiger de tilknyttede akkumulerede omkostninger til vederlag, indikerer dette, at skattefradraget ikke kun knytter sig til omkostninger til vederlag, men også til en egenkapitalpost. I denne situation skal den overstigende tilknyttede aktuelle eller udskudte skat indregnes direkte på egenkapitalen.

69. [Ophævet]

70. [Ophævet]

71. Virksomheden skal udelukkende modregne aktuelle skatteaktiver og skatteforpligtelser, hvis virksomheden:

72. Selv om aktuelle skatteaktiver og -forpligtelser indregnes og måles separat, modregnes de i ►M5  opgørelse af finansiel stilling ◄ i henhold til kriterier, svarende til kriterierne opstillet for finansielle instrumenter i IAS 32. Virksomheden vil normalt have en juridisk ret til at modregne et aktuelt skatteaktiv i en aktuel skatteforpligtelse, når de hidrører fra indkomstskatter, der pålignes af samme skattemyndighed, og denne skattemyndighed tillader virksomheden at foretage eller modtage en samlet nettobetaling.

73. I koncernregnskaber modregnes et aktuelt skatteaktiv i en virksomhed i koncernen udelukkende i en aktuel skatteforpligtelse i en anden virksomhed i koncernen, hvis de pågældende virksomheder har juridisk ret til foretage eller modtage en samlet nettobetaling, og virksomheden har til hensigt at foretage eller modtage en sådan samlet nettobetaling eller at genindvinde aktivet og indfri forpligtelsen samtidig.

74. Virksomheden må udelukkende modregne udskudte skatteaktiver og udskudte skatteforpligtelser, hvis:

75. For at undgå at skulle udarbejde en detaljeret plan for tidspunktet for udligningen af hver midlertidig forskel kræver denne standard, at virksomheden udelukkende modregner et udskudt skatteaktiv i en udskudt skatteforpligtelse for samme skattepligtige enhed, hvis de hidrører fra indkomstskatter, der er pålignet af samme skattemyndighed, og virksomheden har en juridisk ret til at modregne aktuelle skatteaktiver i aktuelle skatteforpligtelser.

76. I sjældne tilfælde kan virksomheden have en juridisk ret til at modregne, og til hensigt at nettoafregne for visse regnskabsår, men ikke for andre. I sådanne sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med en detaljeret planlægning for at opnå sikkerhed for, at den udskudte skatteforpligtelse for en skattepligtig enhed vil resultere i øgede skattebetalinger i det samme regnskabsår, hvor et udskudt skatteaktiv i en anden skattepligtig enhed resulterer i reducerede skattebetalinger for denne anden skattepligtige enhed.

77. Skatteomkostningen (skatteindtægten), der hidrører fra resultatet af ordinær drift, skal præsenteres som en del af resultatet i resultatopgørelsen og opgørelsen af anden totalindkomst.

78. IAS 21 kræver at visse valutakursforskelle indregnes som indtægt eller omkostning, men angiver ikke, hvor sådanne forskelle skal indgå i ►M5  totalindkomstopgørelsen ◄ . Hvor valutakursforskelle ved omregning af udskudte udenlandske skatteforpligtelser eller skatteaktiver indregnes i ►M5  totalindkomstopgørelsen ◄ , kan sådanne forskelle således klassificeres som udskudt skatteomkostning (skatteindtægt), hvis denne præsentation betragtes som den mest nyttige for regnskabsbrugere.

79. De væsentligste skatteomkostnings- (skatteindtægts-) elementer skal oplyses separat.

80. Skatteomkostnings- (skatteindtægts-) elementer kan blandt andet omfatte:

81. Følgende skal tillige oplyses separat:

82. Virksomheden skal oplyse beløbet for et udskudt skatteaktiv og hvilke informationer, der indikerer, at det bør indregnes, når: