Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme og afgørelser om prøvetid med tilsyn med henblik på tilsyn med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 1, litra a) og c), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til initiativ fra Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik ( 1 ),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 2 ), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Union har sat sig det mål at oprette et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Dette forudsætter, at medlemsstaterne har en opfattelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed, som i det væsentlige er den samme, og som bygger på principperne om frihed, demokrati, overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet.

(2)

Målet med politisamarbejdet og det retlige samarbejde i Den Europæiske Union er at give alle borgere et højt tryghedsniveau. En af hjørnestenene heri er princippet om gensidig anerkendelse af retlige afgørelser, der blev nedfældet i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 15. og 16. oktober 1999 i Tammerfors og bekræftet i Haagprogrammet af 4.-5. november 2004 om styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union ( 3 ). I programmet af 29. november 2000 for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager gik Rådet ind for et samarbejde med hensyn til betingede domme og prøveløsladelser.

(3)

Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union ( 4 ) vedrører gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltninger. Der kræves yderligere fælles regler, især hvor en ikke-frihedsberøvende straf, der indebærer tilsyn med tilsynsforanstaltninger eller alternative sanktioner, er blevet pålagt en person, der ikke har sit lovlige og sædvanlige opholdssted i domsstaten.

(4)

Europarådets konvention af 30. november 1964 om tilsynet med betinget dømte og betinget løsladte lovovertrædere er kun ratificeret af 12 medlemsstater, og i nogle tilfælde med mange forbehold. Nærværende rammeafgørelse repræsenterer et mere effektivt instrument, eftersom den er baseret på princippet om gensidig anerkendelse, og alle medlemsstaterne deltager.

(5)

Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, der er anerkendt i artikel 6 i EU-traktaten, og som afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig kapitel VI. Ingen bestemmelser i denne rammeafgørelse bør fortolkes som et forbud mod at afslå at anerkende en dom og/eller at føre tilsyn med en tilsynsforanstaltning eller alternativ sanktion, hvis der er objektive grunde til at formode, at tilsynsforanstaltningen eller den alternative sanktion er idømt med det formål at straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældende kan blive dårligere stillet af en af disse grunde.

(6)	Denne rammeafgørelse bør ikke være til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige regler om retten til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed, ytringsfrihed i andre medier og religionsfrihed.

(7)	Bestemmelserne i denne rammeafgørelse bør anvendes i overensstemmelse med unionsborgernes ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, jf. artikel 18 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

(8)

Målet med gensidig anerkendelse af og tilsyn med betingede straffe, betingede domme, alternative sanktioner og afgørelser om prøveløsladelse er at øge den domfældtes resocialiseringschancer ved at give den pågældende mulighed for at bevare sine familiemæssige, sproglige, kulturelle og andre bånd, samt at forbedre kontrollen med overholdelsen af tilsynsforanstaltningerne og de alternative sanktioner med det formål at forhindre nye lovovertrædelser og dermed også tage hensyn til beskyttelsen af ofrene og den brede offentlighed.

(9)

Der er flere former for tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner, som er fælles for medlemsstaterne, og som alle medlemsstaterne i princippet er villige til at føre tilsyn med. Tilsynet med disse former for foranstaltninger og sanktioner bør være obligatorisk med visse undtagelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse. Medlemsstaterne kan erklære, at de også er villige til at føre tilsyn med andre former for tilsynsforanstaltninger og/eller andre former for alternative sanktioner.

(10)

Tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner, som det i princippet er obligatorisk at føre tilsyn med, er bl.a. påbud med hensyn til adfærd (som f.eks. en pligt til at ophøre med alkoholforbrug), opholdssted (som f.eks. en pligt til at ændre opholdssted på grund af vold i hjemmet), uddannelse (som f.eks. en pligt til at følge et kursus i sikker kørsel), fritidsaktiviteter (som f.eks. en pligt til at ophøre med at udøve eller overvære en bestemt sport), og begrænsninger eller regler for udøvelse af arbejde (som f.eks. en pligt til at søge arbejde i et andet arbejdsmiljø; denne pligt omfatter ikke tilsyn med overholdelse af rettighedsfrakendelser i forbindelse med arbejde, som er pålagt personen som led i sanktionen).

(11)	Når det er relevant, kan der anvendes elektronisk overvågning med henblik på at føre tilsyn med tilsynsforanstaltninger eller alternative sanktioner i overensstemmelse med national ret og nationale procedurer.

(12)

Den medlemsstat, hvor den pågældende person er dømt, kan sende en dom og, når det er relevant, en afgørelse om prøvetid med tilsyn til den medlemsstat, hvor den domfældte har sit sædvanlige og lovlige opholdssted, med henblik på anerkendelse heraf og med henblik på tilsyn med tilsynsforanstaltninger eller alternative sanktioner, der er knyttet hertil.

(13)

Afgørelsen om, hvorvidt dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn skal sendes til en anden medlemsstat, bør træffes i hvert enkelt tilfælde af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, bl.a. under hensyn til de erklæringer, der er givet i henhold til artikel 5, stk. 4, artikel 10, stk. 4, og artikel 14, stk. 3.

(14)

Dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn kan også sendes til en anden medlemsstat end den, hvor den domfældte har sin bopæl, hvis den kompetente myndighed i denne fuldbyrdelsesstat under hensyn til eventuelle betingelser i den relevante erklæring, der er fremsat af denne stat i overensstemmelse med denne rammeafgørelse, giver sit samtykke hertil. Der kan navnlig gives samtykke med henblik på rehabilitering, når den domfældte uden at miste sin opholdsret agter at flytte til en anden medlemsstat, fordi vedkommende har fået en ansættelseskontrakt, hvis vedkommende er i familie med en person med sædvanligt og lovligt opholdssted i denne medlemsstat, eller hvis vedkommende agter at følge et studium eller en uddannelse i denne medlemsstat i overensstemmelse med fællesskabsretten.

(15)

Medlemsstaterne bør anvende deres egen lovgivning og egne procedurer for anerkendelse af en dom og, når det er relevant, en afgørelse om prøvetid med tilsyn. Hvis dommen ikke indeholder en frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning, der skal fuldbyrdes i tilfælde af manglende overholdelse af den eller de pågældende forpligtelser eller påbud, indebærer dette i tilfælde af en betinget dom eller alternativ sanktion, at de medlemsstater, der har fremsat den relevante erklæring i henhold til denne rammeafgørelse, når de træffer beslutning om anerkendelse, indvilliger i at føre tilsyn med den eller de pågældende tilsynsforanstaltninger eller alternative foranstaltninger og kun påtager sig ansvaret for at træffe de efterfølgende afgørelser, der består i at ændre de forpligtelser eller påbud, som tilsynsforanstaltningen eller den alternative aktion indebærer, eller at ændre varigheden af prøvetiden med tilsyn. Derfor har anerkendelsen i sådanne tilfælde ingen yderligere virkning, end at den gør det muligt for fuldbyrdelsesstaten at træffe disse former for efterfølgende afgørelser.

(16)

En medlemsstat kan afslå at anerkende en dom eller, når det er relevant, en afgørelse om prøvetid med tilsyn, hvis den pågældende dom blev afsagt over en person, der ikke er kendt skyldig, som f.eks. i et tilfælde med en psykisk syg, og dommen eller, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn omfatter lægebehandling/terapeutisk behandling, som fuldbyrdelsesstaten i henhold til national lovgivning ikke kan føre tilsyn med for så vidt angår sådanne personer.

(17)

Spørgsmålet om, på hvilket territorium en strafbar handling er begået, bør kun anvendes som begrundelse for et afslag i undtagelsestilfælde og med henblik på at samarbejde i videst muligt omfang i henhold til bestemmelserne i denne rammeafgørelse, idet der tages hensyn til de heri fastsatte mål. Enhver afgørelse om at anvende denne grund til afslag bør være baseret på en undersøgelse af den konkrete sag og på høringer mellem de kompetente myndigheder i udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten.

(18)	Hvis tilsynsforanstaltningerne eller de alternative sanktioner omfatter samfundstjeneste, bør fuldbyrdelsesstaten have ret til at afslå at anerkende dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn, hvis samfundstjenesten normalt ville være udført på mindre end seks måneder.

(19)

Formularen til attesten affattes på en sådan måde, at de væsentlige elementer i dommen og, når det er relevant, i afgørelsen om prøvetid med tilsyn er indeholdt i attesten, der bør oversættes til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten. Attesten bør hjælpe de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten til at træffe afgørelser i henhold til denne rammeafgørelse, herunder afgørelser om anerkendelse og overtagelse af ansvaret for tilsynet med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner, afgørelser om tilpasning af tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner samt efterfølgende afgørelser, navnlig i tilfælde af manglende overholdelse af en tilsynsforanstaltning eller alternativ sanktion.

(20)	I betragtning af princippet om gensidig anerkendelse, som denne rammeafgørelse bygger på, bør udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten arbejde for, at deres kompetente myndigheder har direkte kontakt med hinanden i forbindelse med anvendelsen af denne rammeafgørelse.

(21)

Alle medlemsstaterne bør sikre, at domfældte, som er omfattet af afgørelser truffet i medfør af denne rammeafgørelse, har en række juridiske rettigheder og retsmidler i overensstemmelse med national ret, uanset om de kompetente myndigheder, der er udpeget til at træffe afgørelser i medfør af denne rammeafgørelse, har judiciel eller ikke-judiciel karakter.

(22)	Enhver efterfølgende afgørelse vedrørende en betinget straf, en betinget dom eller en alternativ sanktion, der resulterer i en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning, bør træffes af en judiciel myndighed.

(23)

Da alle medlemsstater har ratificeret Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger, bør personoplysninger, der behandles som led i gennemførelsen af denne rammeafgørelse, beskyttes i overensstemmelse med konventionens principper.

(24)

Målene for denne rammeafgørelse, nemlig at lette domfældtes rehabilitering, forbedre beskyttelsen af ofre og den brede offentlighed og lette anvendelsen af passende tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner for så vidt angår lovovertrædere, der ikke bor i domsstaten, kan på grund af de pågældende situationers grænseoverskridende karakter ikke gennemføres tilstrækkeligt af medlemsstaterne selv og kan derfor på grund af foranstaltningens omfang bedre nås på EU-plan; EU kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab som anvendt i artikel 2, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, går denne rammeafgørelse ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

1. Denne rammeafgørelse tager sigte på at lette domfældtes rehabilitering, forbedre beskyttelsen af ofre og den brede offentlighed og lette anvendelsen af passende tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner for så vidt angår lovovertrædere, der ikke bor i domsstaten. Med henblik på at nå disse mål fastsætter denne rammeafgørelse regler, hvorefter en anden medlemsstat end den, hvor den domfældte er dømt, anerkender domme og, hvor det er relevant, afgørelser om tilsyn, fører tilsyn med tilsynsforanstaltninger, der er pålagt på grundlag af en dom, eller alternative sanktioner, der er knyttet til dommen, og træffer alle øvrige afgørelser i forbindelse med dommen, medmindre andet er fastsat i denne rammeafgørelse.

4. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.

1. Hver medlemsstat meddeler Generalsekretariatet for Rådet, hvilken myndighed eller hvilke myndigheder der i henhold til national lovgivning har kompetence til at handle i overensstemmelse med denne rammeafgørelse i en situation, hvor medlemsstaten er henholdsvis udstedelsesstat eller fuldbyrdelsesstat.

2. Medlemsstaterne kan udpege ikke-judicielle myndigheder som myndigheder med kompetence til at træffe afgørelser i medfør af denne rammeafgørelse, såfremt disse myndigheder har kompetence til at træffe afgørelser af lignende art i henhold til deres nationale ret og procedurer.

3. Hvis der i henhold til artikel 14, stk. 1, litra b) eller c), træffes en afgørelse af en anden kompetent myndighed end en domstol, skal medlemsstaterne sørge for, at en sådan afgørelse på den pågældendes anmodning kan tages op til fornyet prøvelse af en domstol eller af et andet uafhængigt domstolslignende organ.

4. Generalsekretariatet for Rådet stiller disse oplysninger til rådighed for alle medlemsstater og Kommissionen.

1. Denne rammeafgørelse anvendes på følgende tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner:

2. Den enkelte medlemsstat meddeler ved gennemførelsen af rammeafgørelsen Generalsekretariatet for Rådet, hvilke tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner ud over de i stk. 1 nævnte den accepterer at føre tilsyn med. Generalsekretariatet for Rådet stiller disse oplysninger til rådighed for alle medlemsstaterne og Kommissionen.

Kriterier for fremsendelse af domme og, når det er relevant, afgørelser om prøvetid med tilsyn

1. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten kan fremsende en dom og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den domfældte har lovligt og sædvanligt ophold, i de tilfælde hvor den domfældte er vendt tilbage eller ønsker at vende tilbage til denne stat.

2. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten kan på anmodning af den domfældte sende dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn til en kompetent myndighed i en anden medlemsstat end den, hvor den domfældte har lovligt og sædvanligt ophold, forudsat at sidstnævnte myndighed har givet sit samtykke hertil.

3. Ved gennemførelsen af denne rammeafgørelse bestemmer medlemsstaterne, på hvilke betingelser deres kompetente myndigheder kan give deres samtykke til fremsendelsen af en dom og, når det er relevant, en afgørelse om prøvetid i henhold til stk. 2.

4. Hver medlemsstat afgiver en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet, om hvad der er besluttet i henhold til stk. 3. Medlemsstaterne kan til enhver tid ændre en sådan erklæring. Generalsekretariatet stiller disse oplysninger til rådighed for alle medlemsstater og Kommissionen.

Procedure for fremsendelse af domme og, når det er relevant, afgørelser om prøvetid med tilsyn

1. Når den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i henhold til artikel 5, stk. 1 eller 2, fremsender en dom og, når det er relevant, en afgørelse om prøvetid med tilsyn til en anden medlemsstat, sikrer den, at den ledsages af en attest, for hvilken standardformularen findes i bilag I.

2. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten fremsender dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn sammen med den i stk. 1 omhandlede attest direkte til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten på en måde, der efterlader et skriftligt spor, og således, at fuldbyrdelsesstaten kan fastslå ægtheden. Originalen af dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn eller bekræftede genparter heraf samt originalen af attesten sendes til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten, hvis denne kræver det. Alle officielle meddelelser fremsendes ligeledes direkte mellem de nævnte kompetente myndigheder.

3. Den i stk. 1 omhandlede attest skal være underskrevet og indholdets rigtighed bekræftet af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.

4. De attester, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, skal ud over de i artikel 4, stk. 1, anførte foranstaltninger og sanktioner kun indeholde de foranstaltninger eller sanktioner, som fuldbyrdelsesstaten har meddelt i henhold til artikel 4, stk. 2.

5. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten fremsender kun dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn sammen med den i stk. 1 omhandlede attest til én fuldbyrdelsesstat ad gangen.

6. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesfuldbyrdelsesstaten ikke kender den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesudstedelsesstaten, foretager den de nødvendige undersøgelser, navnlig gennem kontaktpunkterne i det europæiske retlige netværk, der blev oprettet ved Rådets fælles aktion 98/428/RIA ( 7 ), for at indhente oplysninger herom fra fuldbyrdelsesstaten.

7. Hvis en myndighed i fuldbyrdelsesstaten, som modtager en dom sammen med den i stk. 1 omhandlede attest og, når det er relevant, en afgørelse om prøvetid med tilsyn, ikke har kompetence til at anerkende den og træffer de heraf følgende nødvendige foranstaltninger til at føre tilsyn med tilsynsforanstaltningerne eller de alternative sanktioner, sender den ex officio dommen videre til den kompetente myndighed og underretter straks på en måde, der efterlader et skriftligt spor, den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i overensstemmelse dermed.

1. Når den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten har anerkendt dommen og, når det er relevant, den fremsendte afgørelse om prøvetid med tilsyn og har underrettet den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om anerkendelsen, har udstedelsesstaten ikke længere kompetence i forhold til tilsynet med de pålagte tilsynsforanstaltninger eller alternative sanktioner eller de i artikel 14, stk. 1, omhandlede efterfølgende foranstaltninger.

1. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten anerkender dommen samt, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn, der er fremsendt i henhold til artikel 5 og efter den procedure, der er fastlagt i artikel 6, og træffer straks alle nødvendige foranstaltninger for tilsynet med tilsynsforanstaltningerne og/eller de alternative sanktioner, medmindre den beslutter at påberåbe sig en af de i artikel 11 nævnte grunde til at afslå anerkendelse og tilsyn.

2. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan udsætte beslutningen om anerkendelse af dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn, hvis den i artikel 6, stk. 1, omhandlede attest er ufuldstændig eller klart ikke svarer til dommen, eller, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn, indtil attesten er blevet kompletteret eller berigtiget inden for en fastsat rimelig frist.

1. Hvis arten og varigheden af den relevante tilsynsforanstaltning eller alternative sanktion eller varigheden af prøvetiden med tilsyn ikke er forenelige med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndighed i denne stat tilpasse disse til arten og varigheden af tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner eller varigheden af prøvetiden med tilsyn, der gælder for tilsvarende lovovertrædelser efter denne stats lovgivning. Den tilpassede tilsynsforanstaltning, alternative sanktion eller varigheden af prøvetiden med tilsyn skal ligge så tæt som muligt på den tilsynsforanstaltning, alternative sanktion eller prøvetidslængde, der er pålagt i udstedelsesstaten.

2. Hvis tilsynsforanstaltningen, den alternative sanktion eller prøvetiden med tilsyn er blevet tilpasset, fordi dens varighed overskrider den maksimale varighed i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning, må varigheden af tilsynsforanstaltningen, den alternative sanktion eller prøvetiden med tilsyn ikke være kortere end den maksimale varighed, der gælder for tilsvarende lovovertrædelser i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning.

3. Den tilpassede tilsynsforanstaltning, alternative sanktion eller prøvetid med tilsyn må ikke være strengere eller længere end den tilsynsforanstaltning, alternative sanktion eller prøvetid med tilsyn, der oprindelig blev pålagt.

4. Efter modtagelse af den i artikel 16, stk. 2, eller artikel 18, stk. 5, omhandlede underretning kan den kompetente myndighed i udstedelsesstaten beslutte at trække den i artikel 6, stk. 1, omhandlede attest tilbage, forudsat at tilsynet i fuldbyrdelsesstaten endnu ikke er indledt. I sådanne tilfælde skal beslutningen under alle omstændigheder træffes og meddeles hurtigst muligt, dog senest inden ti dage efter modtagelsen af underretningen.

1. Følgende lovovertrædelser som defineret i udstedelsesstatens lovgivning skal, hvis de i udstedelsesstaten kan straffes med frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tre år, medføre anerkendelse af dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid, og tilsynet med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed:

2. Rådet kan til enhver tid med enstemmighed og efter høring af Europa-Parlamentet på betingelserne i artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser til listen i nærværende artikels stk. 1. Rådet overvejer i lyset af den rapport, som det får forelagt i medfør af denne rammeafgørelses artikel 26, stk. 1, om listen skal udvides eller ændres.

3. For andre end de i stk. 1 nævnte lovovertrædelser kan fuldbyrdelsesstaten lade anerkendelsen af dommen og, når det er relevant, afgørelsen om tilsyn, og tilsynet med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner være betinget af, at dommen vedrører handlinger, der også udgør en overtrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, uanset hvad gerningsindholdet er, eller hvordan det er beskrevet.

4. I forbindelse med eller efter vedtagelsen af denne rammeafgørelse kan en medlemsstat ved hjælp af en erklæring, der meddeles Generalsekretariatet for Rådet, erklære, at den ikke vil anvende stk. 1. En sådan erklæring kan til enhver tid tilbagekaldes. Sådanne erklæringer og tilbagekaldelser af erklæringer offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

1. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende domme samt, når det er relevant, afgørelser om prøvetid med tilsyn og at overtage ansvaret for tilsynet med tilsynsforanstaltninger eller de alternative sanktioner, hvis

2. Beslutninger i henhold til stk. 1, litra k), vedrørende lovovertrædelser, der delvis er begået på fuldbyrdelsesstatens territorium eller på et sted, der ligestilles hermed, træffes kun af den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten under ekstraordinære omstændigheder og i hvert enkelt tilfælde, idet der tages hensyn til sagens specifikke omstændigheder, bl.a. om en større eller væsentlig del af den pågældende lovovertrædelse er begået i udstedelsesstaten.

3. Før den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten i de i stk. 1, litra a), b), c), h), i), j) og k), nævnte tilfælde beslutter ikke at anerkende en dom eller, når det er relevant, en afgørelse om prøvetid med tilsyn og ikke at overtage ansvaret for tilsynet med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner, hører den på en passende måde den kompetente myndighed i udstedelsesstaten og anmoder den om nødvendigt om straks at tilvejebringe de nødvendige supplerende oplysninger.

4. Hvis den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten har besluttet at påberåbe sig en grund til afslag, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, navnlig den grund, der er omhandlet i stk. 1, litra d), eller k), kan den ikke desto mindre efter aftale med den kompetente myndighed i udstedelsesstaten beslutte at føre tilsyn med de tilsynsforanstaltninger eller alternative sanktioner, der er pålagt i dommen og, når det er relevant, i den afgørelse om prøvetid med tilsyn, som er sendt til den, uden at påtage sig ansvaret for at træffe nogen af afgørelserne i artikel 14, stk. 1, litra a), b) og c).

1. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten træffer hurtigst muligt og senest inden for en frist på 60 dage efter modtagelsen af en dom samt, når det er relevant, en afgørelse om prøvetid med tilsyn sammen med den i artikel 6, stk. 1, omhandlede attest, afgørelse om, hvorvidt dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn skal anerkendes, og hvorvidt ansvaret for tilsynet med tilsynsforanstaltninger eller alternative sanktioner skal overtages. Den underretter straks den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om sin afgørelse på en måde, der efterlader et skriftligt spor.

2. Hvis det under ekstraordinære omstændigheder ikke er muligt for den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten at overholde fristerne i stk. 1, underretter den straks på en måde efter eget valg den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om grundene til forsinkelsen og om, hvor lang tid der skønnes nødvendig, før den endelige afgørelse kan træffes.

1. Fuldbyrdelsesstatens lovgivning finder anvendelse på tilsynet med og anvendelsen af tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner.

2. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan føre tilsyn med en pligt i henhold til artikel 4, stk. 1, litra h), ved at kræve, at domfældte beviser, at en pligt til at erstatte skader forvoldt ved lovovertrædelsen er overholdt.

Kompetence med hensyn til alle efterfølgende afgørelser og gældende lovgivning

1. Det tilkommer fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder at træffe alle efterfølgende afgørelser i forbindelse med den betingede straf, prøveløsladelsen, den betingede dom og den alternative sanktion, navnlig i tilfælde af manglende overholdelse af en tilsynsforanstaltning eller alternativ sanktion, eller hvis den domfældte begår en ny strafbar handling.

2. Fuldbyrdelsesstatens lovgivning finder anvendelse på afgørelser truffet i henhold til stk. 1 og på alle følger af dommen, herunder, når det er relevant, fuldbyrdelse og om nødvendigt tilpasning af en frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning.

3. Hver medlemsstat kan ved vedtagelsen af denne rammeafgørelse eller på et senere tidspunkt erklære, at den som fuldbyrdelsesstat afslår at overtage den kompetence, der er omhandlet i stk. 1, litra b) og c), i tilfælde eller kategorier af tilfælde, der skal fastsættes nærmere af denne medlemsstat, navnlig

4. Når en medlemsstat gør brug af en af mulighederne i stk. 3, fører den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kompetencen tilbage til den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i tilfælde af manglende overholdelse af en tilsynsforanstaltning eller alternativ sanktion, hvis fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed vurderer, at der skal træffes en efterfølgende afgørelse som omhandlet i stk. 1, litra b) eller c).

5. I de i stk. 3 omhandlede tilfælde er forpligtelsen til at anerkende dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn samt forpligtelsen til straks at træffe alle nødvendige foranstaltninger for tilsynet med tilsynsforanstaltningerne eller de alternative sanktioner, jf. artikel 8, stk. 1, ikke berørt.

6. Generalsekretariatet for Rådet underrettes om de erklæringer, der er nævnt i stk. 3. En sådan erklæring kan til enhver tid trækkes tilbage. De erklæringer og tilbagekaldelser, der er nævnt i denne artikel, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Når det skønnes relevant, hører de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten hinanden med henblik på at fremme en problemløs og effektiv anvendelse af denne rammeafgørelse.

De implicerede myndigheders pligter, når fuldbyrdelsesstaten har kompetence til at træffe efterfølgende afgørelser

1. Fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed underretter straks udstedelsesstatens kompetente myndighed på en måde, der efterlader et skriftligt spor, om enhver afgørelse, der træffes med hensyn til

2. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten anmoder om det, skal den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten underrette den om den maksimale varighed af frihedsberøvelsen, der er fastsat i fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning for den lovovertrædelse, der gav anledning til dommen, og som kan pålægges den domfældte i tilfælde af overtrædelse af tilsynsforanstaltningerne eller de alternative sanktioner. Disse oplysninger meddeles straks efter modtagelsen af dommen og, når det er relevant, afgørelsen om prøvetid med tilsyn sammen med den i artikel 6, stk. 1, omhandlede attest.

3. Udstedelsesstatens kompetente myndighed underretter straks fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed på en måde, der efterlader et skriftligt spor, om ethvert forhold eller enhver oplysning, der efter dens opfattelse kunne føre til, at en eller flere af afgørelserne i stk. 1, litra a), b) eller c), træffes.

De implicerede myndigheders pligter, når udstedelsesstaten har kompetence til at træffe efterfølgende afgørelser

1. Hvis udstedelsesstatens kompetente myndighed har kompetence til at træffe de efterfølgende afgørelser, der er nævnt i artikel 14, stk. 1, jf. artikel 14, stk. 3, underretter fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed straks denne

2. Når en medlemsstat har gjort brug af den mulighed, der er omhandlet i artikel 11, stk. 4, underretter den kompetente myndighed i denne stat den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i tilfælde af, at den domfældte ikke overholder en tilsynsforanstaltning eller alternativ sanktion.

3. Meddelelsen af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, litra a) og b), og i stk. 2, gives ved hjælp af standardformularen i bilag II. Meddelelsen af de kendsgerninger og omstændigheder, der er nævnt i stk. 1, litra c), gives på en måde, der efterlader et skriftligt spor, herunder om muligt ved hjælp af formularen i bilag II.

4. Hvis den domfældte i henhold til udstedelsesstatens nationale lovgivning skal høres, inden der træffes afgørelse om straffastsættelse, kan dette krav opfyldes ved med de fornødne ændringer at følge proceduren i de folkeretlige eller EU-retlige instrumenter, der giver mulighed for at anvende videoforbindelser til afhøring af personer.

5. Udstedelsesstatens kompetente myndighed underretter straks fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed om enhver afgørelse, der træffes med hensyn til:

Fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed underretter straks udstedelsesstatens kompetente myndighed på en måde, der efterlader et skriftligt spor:

1. Amnesti eller benådning kan bevilges af både udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten.

2. Kun udstedelsesstaten kan tage stilling til en anmodning om fornyet prøvelse af den dom, der danner grundlag for de tilsynsforanstaltninger eller alternative sanktioner, der skal føres tilsyn med i henhold til denne rammeafgørelse.

1. Hvis den domfældte forsvinder eller ikke længere har sit lovlige og sædvanlige opholdssted i fuldbyrdelsesstaten, kan fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed føre kompetencen vedrørende tilsynet med tilsynsforanstaltningerne eller de alternative sanktioner samt alle øvrige afgørelser i forbindelse med dommen tilbage til udstedelsesstatens kompetente myndighed.

2. Hvis der er indledt en ny straffesag mod den pågældende i udstedelsesstaten, kan udstedelsesstatens kompetente myndighed anmode fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed om at føre kompetencen vedrørende tilsynet med tilsynsforanstaltninger eller alternative sanktioner og vedrørende alle øvrige afgørelser i forbindelse med dommen tilbage til udstedelsesstatens kompetente myndighed. I sådanne tilfælde kan fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed overdrage kompetence til udstedelsesstatens kompetente myndighed.

3. Når kompetencen i henhold til denne artikel føres tilbage til udstedelsesstaten, påtager denne stats kompetente myndighed sig denne kompetence. Med henblik på det videre tilsyn med tilsynsforanstaltninger eller alternative sanktioner tager udstedelsesstatens kompetente myndighed imidlertid hensyn til varigheden og graden af overholdelse af tilsynsforanstaltningerne eller de alternative sanktioner i fuldbyrdelsesstaten samt til eventuelle afgørelser truffet af fuldbyrdelsesstaten i henhold til artikel 16, stk. 1.

De i artikel 6, stk. 1, omhandlede attester oversættes til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten. En medlemsstat kan i forbindelse med vedtagelsen af denne rammeafgørelse eller senere ved indgivelse af en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet meddele, at den accepterer en oversættelse til et eller flere af EU-institutionernes andre officielle sprog.

Omkostninger i forbindelse med anvendelsen af denne rammeafgørelse, bortset fra omkostninger, der opstår udelukkende på udstedelsesstatens territorium, afholdes af fuldbyrdelsesstaten.

1. Med hensyn til forbindelserne mellem medlemsstaterne træder denne rammeafgørelse fra den 6. december 2011 i stedet for de tilsvarende bestemmelser i Europarådets konvention af 30. november 1964 om tilsynet med betinget dømte og betinget løsladte lovovertrædere.

2. Medlemsstaterne kan fortsat anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der gælder efter den 6. december 2008, for så vidt disse giver mulighed for at udvide eller udbygge denne rammeafgørelses mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for tilsynet med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner.

3. Medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter den 6. december 2008, hvis disse aftaler eller ordninger giver mulighed for at udvide eller udbygge denne rammeafgørelses bestemmelser og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for tilsynet med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner.

4. Senest den 6. marts 2009 meddeler medlemsstaterne Rådet og Kommissionen, hvilke af de eksisterende aftaler og ordninger som nævnt i stk. 2 de fortsat ønsker at anvende. Medlemsstaterne underretter også Rådet og Kommissionen om nye aftaler eller ordninger efter stk. 3 senest tre måneder efter indgåelsen af disse.

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse senest den 6. december 2011.

2. Medlemsstaterne meddeler Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne rammeafgørelse, i national ret.

1. Senest den 6. december 2014 udarbejder Kommissionen en rapport på grundlag af de oplysninger, den har modtaget fra medlemsstaterne i henhold til artikel 25, stk. 2.

Denne rammeafgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

		Tidende
		No	page	date
►M1	RÅDETS RAMMEAFGØRELSE 2009/299/RIA af 26. februar 2009	L 81	24	27.3.2009