02006R1367 — DA — 28.10.2021 — 001.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1367/2006

af 6. september 2006

om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på ►M1  Unionens ◄ institutioner og organer

(EUT L 264 af 25.9.2006, s. 13)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2021/1767 af 6. oktober 2021

  L 356

1

8.10.2021




▼B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1367/2006

af 6. september 2006

om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på ►M1  Unionens ◄ institutioner og organer



AFSNIT I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

1.  

Denne forordning har til formål at bidrage til opfyldelsen af forpligtelserne i henhold til UNECE-konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, i det følgende benævnt »Århus-konventionen«, idet den fastsætter regler for, hvordan Århus-konventionens bestemmelser skal anvendes på ►M1  Unionens institutioner og organer ◄ , navnlig ved:

a) 

at sikre retten til offentlig adgang til miljøoplysninger, som ►M1  Unionens institutioner eller organer ◄ modtager eller tilvejebringer, og som er i sådanne institutioner eller organers besiddelse, og at opstille de grundlæggende vilkår og betingelser samt konkrete ordninger for udøvelsen af denne ret

b) 

at sikre, at miljøoplysninger gradvis stilles til rådighed for og formidles til offentligheden med henblik på at sikre, at miljøoplysninger i videst muligt omfang systematisk stilles til rådighed for og formidles til offentligheden. Med henblik herpå skal navnlig anvendelsen af computertelekommunikation og/eller elektronisk teknologi, når en sådan er til rådighed, fremmes

c) 

at give mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med planer og programmer på miljøområdet

d) 

at give adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på ►M1  EU-plan ◄ på de betingelser, der fastsættes i denne forordning.

2.  
Ved anvendelsen af denne forordning bestræber ►M1  Unionens institutioner og organer ◄ sig på at yde offentligheden assistance til og vejledning i at søge adgang til oplysninger, at deltage i beslutningsprocesser og adgang til domstolsprøvelse på miljøområdet.

Artikel 2

Definitioner

1.  

I denne forordning forstås ved:

a) 

»den informationssøgende«: enhver fysisk eller juridisk person, der anmoder om miljøoplysninger

b) 

»offentligheden«: en eller flere fysiske eller juridiske personer samt foreninger, organisationer eller grupper bestående af sådanne personer

c) 

» ►M1  Unionens institutioner eller organer ◄ «: offentlige institutioner, organer, kontorer eller agenturer, som er oprettet ved eller på grundlag af ►M1  traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ◄ , medmindre de handler som dømmende eller lovgivende myndighed. Bestemmelserne i afsnit II gælder dog for ►M1  Unionens institutioner eller organer ◄ , der handler som lovgivende myndighed

d) 

»miljøoplysninger«: alle oplysninger i skriftlig form, i billed- eller lydform eller i elektronisk eller en hvilken som helst anden fysisk form om:

i) 

tilstanden i miljøelementer som f.eks. luft og atmosfære, vand, jord, landskaber og naturområder, herunder vådområder, kyst- og havområder, biologisk mangfoldighed og dennes enkelte bestanddele, herunder genetisk modificerede organismer, og vekselvirkningen mellem disse elementer

ii) 

faktorer som f.eks. stoffer, energi, støj, stråling eller affald, herunder radioaktivt affald, emissioner, udledninger og andre udslip i miljøet, der påvirker eller vil kunne påvirke de i nr. i) nævnte miljøelementer

iii) 

foranstaltninger (herunder administrative foranstaltninger) såsom politikker, lovgivning, planer, programmer, miljøaftaler og aktiviteter, der påvirker eller kan påvirke de enkelte i nr. i) og ii) nævnte elementer og faktorer, samt foranstaltninger og aktiviteter, der har til formål at beskytte disse elementer

iv) 

rapporter om gennemførelse af miljølovgivningen

v) 

rentabilitetsberegninger og andre økonomiske analyser og forudsætninger, som er anvendt i forbindelse med de i nr. iii) nævnte foranstaltninger og aktiviteter

vi) 

menneskers sundheds- og sikkerhedstilstand, herunder, hvor det er relevant, forurening af fødekæden, menneskers levevilkår, kulturminder og bygningsværker, i det omfang de påvirkes af eller kan påvirkes af de enkelte i nr. i) nævnte miljøelementers tilstand, eller via disse elementer af de i nr. ii) og iii) nævnte forhold

e) 

»planer og programmer på miljøområdet«: planer og programmer,

i) 

som udarbejdes og i givet fald vedtages af en ►M1  en af Unionens institutioner eller et af dens organer ◄

ii) 

som kræves ifølge love og administrative bestemmelser, og

iii) 

som bidrager til eller som kan ventes at få betydelig indvirkning på opfyldelsen af ►M1  Unionens ◄ miljøpolitiske mål, som opstillet i Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram eller i efterfølgende generelle miljøhandlingsprogrammer.

Generelle miljøhandlingsprogrammer betragtes også som planer og programmer på miljøområdet.

Denne definition omfatter ikke finans- eller budgetrelaterede planer og programmer, dvs. planer og programmer, som fastsætter, hvordan bestemte projekter og aktiviteter skal finansieres eller som vedrører de foreslåede årlige budgetter, og heller ikke ►M1  Unionens institutioners eller organers ◄ interne arbejdsprogrammer eller beredskabsplaner og -programmer, der udelukkende tager sigte på civilbeskyttelse

f) 

»miljølovgivning«: ►M1  Unionens lovgivning ◄ , der uanset retsgrundlaget bidrager til forfølgelse af målene for ►M1  Unionens ◄ politik på miljøområdet som anført i ►M1  traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ◄ : bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, beskyttelse af menneskers sundhed, en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne og fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer

▼M1

g) 

»forvaltningsakt«: enhver ikkelovgivningsmæssig retsakt vedtaget af en EU-institution eller et EU-organ, som har retsvirkning og ekstern virkning, og som indeholder bestemmelser, der kan være i strid med miljølovgivningen som defineret i artikel 2, stk. 1, litra f)

h) 

»administrativ undladelse«: en EU-institutions eller et EU-organs undladelse af at vedtage en ikkelovgivningsmæssig retsakt, som har retsvirkning og ekstern virkning, hvis en sådan undladelse kan være i strid med miljølovgivningen som defineret i artikel 2, stk. 1, litra f).

▼B

2.  

Forvaltningsakter og administrative undladelser omfatter ikke ►M1  Unionens institutioners eller organers ◄ foranstaltninger eller undladelser, når det handler i egenskab af administrativ prøvelsesinstans, f.eks. i medfør af:

a) 

►M1  traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ◄ artikel 81, 82, 86 og 87 (konkurrenceregler)

b) 

►M1  traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ◄ artikel 226 og 228 (traktatbrudssager)

c) 

►M1  traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ◄ artikel 195 (ombudsmandssager)

d) 

►M1  traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ◄ artikel 280 (sager ved Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)).



AFSNIT II

ADGANG TIL MILJØOPLYSNINGER

Artikel 3

Anvendelse af forordning (EF) nr. 1049/2001

Forordning (EF) nr. 1049/2001 finder anvendelse på enhver anmodning fremsat af en informationssøgende om adgang til miljøoplysninger, der er i ►M1  Unionens institutioners eller organers ◄ besiddelse, uden forskelsbehandling på grundlag af statsborgerskab, nationalitet eller bopæl og, for juridiske personers vedkommende, uden forskelsbehandling på grundlag af det sted, hvor de har deres vedtægtsmæssige hjemsted eller det reelle center for deres virksomhed.

Ved anvendelsen af nærværende forordning forstås ved »institutioner« i forordning (EF) nr. 1049/2001 » ►M1  Unionens institutioner eller organer ◄ «.

Artikel 4

Indsamling og formidling af miljøoplysninger

1.  

►M1  Unionens institutioner og organer ◄ ordner de miljøoplysninger, som er relevante for deres funktioner, og som de er i besiddelse af, på en sådan måde, at oplysningerne aktivt og systematisk kan formidles til offentligheden, navnlig ved hjælp af computertelekommunikation og/eller elektronisk teknologi, i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1 og 2, og artikel 12 i forordning (EF) nr. 1049/2001. De sikrer, at disse miljøoplysninger gradvis stilles til rådighed i elektroniske databaser, som er let tilgængelige for offentligheden gennem offentlige telekommunikationsnet. I dette øjemed lægger de de miljøoplysninger, de er i besiddelse af, ud på databaser og udstyrer disse med søgeværktøjer og andre former for software, der kan hjælpe offentligheden med at finde de ønskede oplysninger.

De oplysninger, der stilles til rådighed ved hjælp af computertelekommunikation og/eller elektronisk teknologi, omfatter ikke nødvendigvis oplysninger, der er indsamlet før denne forordnings ikrafttræden, medmindre de allerede er til rådighed i elektronisk form. ►M1  Unionens institutioner eller organer ◄ skal i videst muligt omfang angive, hvor oplysninger indsamlet før denne forordnings ikrafttræden, som ikke er til rådighed i elektronisk form, findes.

►M1  Unionens institutioner og organer ◄ træffer alle rimelige foranstaltninger for at vedligeholde miljøoplysninger, som de er i besiddelse af, i en form eller et format, som er let at reproducere og let tilgængelig via computertelekommunikation eller andre elektroniske medier.

2.  

De miljøoplysninger, som skal stilles til rådighed og formidles, ajourføres i relevant omfang. Ud over de dokumenter, der er omhandlet i artikel 12, stk. 2 og 3, og i artikel 13, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001, omfatter databaserne eller registrene følgende:

a) 

internationale traktater, konventioner eller aftaler og ►M1  Unionens lovgivning ◄ om eller vedrørende miljøet samt politikker, planer og programmer på miljøområdet

b) 

statusrapporter om implementeringen af de i litra a) omhandlede tekster, når de er udarbejdet eller opbevares i elektronisk form af ►M1  Unionens institutioner eller organer ◄

c) 

skridt taget i procedurer for overtrædelse af ►M1  Unionens lovgivning ◄ fra tidspunktet for den begrundede udtalelse i henhold til ►M1  traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ◄ artikel 226, stk. 1

d) 

rapporter om miljøets tilstand som omhandlet i stk. 4

e) 

data eller oversigter over data fra overvågning af aktiviteter, der påvirker eller vil kunne påvirke miljøet

f) 

tilladelser, som kan have væsentlig indvirkning på miljøet, og miljøaftaler eller en henvisning til det sted, hvor oplysningerne kan rekvireres eller findes

g) 

miljøkonsekvens- og risikovurderinger vedrørende miljøelementer eller en henvisning til det sted, hvor oplysningerne kan rekvireres eller findes.

3.  
►M1  Unionens institutioner og organer ◄ kan, hvor det er hensigtsmæssigt, opfylde kravene i stk. 1 og 2 ved at oprette link til internetsider, hvor oplysningerne kan findes.
4.  
Kommissionen sørger for, at der med jævne mellemrum, der ikke overstiger fire år, offentliggøres og udsendes en rapport om miljøets tilstand, som indeholder oplysninger om miljøkvaliteten og belastningen af miljøet.

Artikel 5

Miljøoplysningernes kvalitet

1.  
►M1  Unionens institutioner og organer ◄ sikrer så vidt muligt, at alle oplysninger, der indsamles af dem eller på deres vegne, er ajourførte, nøjagtige og sammenlignelige.
2.  
►M1  Unionens institutioner og organer ◄ skal, hvis der anmodes om det, underrette den informationssøgende om, hvor vedkommende kan finde oplysninger om de målingsmetoder, herunder fremgangsmåderne for analyser, prøveudtagninger og forbehandling af prøver, der er anvendt ved tilvejebringelsen af oplysningerne, hvis sådanne oplysninger er til rådighed. Alternativt kan de henvise til den anvendte standardprocedure.

Artikel 6

Anvendelse af undtagelser for så vidt angår anmodninger om adgang til miljøoplysninger

1.  
For så vidt angår artikel 4, stk. 2, første og tredje led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 anses der med undtagelse af undersøgelser, navnlig dem, der vedrører mulige overtrædelser af ►M1  Unionens lovgivning ◄ , at foreligge en tungtvejende offentlig interesse i oplysningernes offentliggørelse, når de oplysninger, der anmodes om, vedrører emissioner til miljøet. For så vidt angår de andre undtagelser, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001, fortolkes grundene til afslag restriktivt under hensyntagen til den offentlige interesse i, at oplysningerne offentliggøres, og om oplysningerne, der anmodes om, vedrører emissioner til miljøet.
2.  
Ud over i de tilfælde, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001, kan ►M1  Unionens institutioner og organer ◄ afslå adgang til miljøoplysninger, såfremt offentliggørelsen af oplysningerne vil kunne have en ugunstig indvirkning på beskyttelsen af det miljø, oplysningerne vedrører, som f.eks. ynglesteder for sjældne arter.

Artikel 7

Anmodninger om adgang til miljøoplysninger, som ikke er i ►M1  Unionens institutioners eller organers ◄ besiddelse

Modtager ►M1  Unionens institutioner eller organer ◄ en anmodning om adgang til miljøoplysninger, som ikke er i deres besiddelse, oplyser de hurtigst muligt og senest inden 15 arbejdsdage den informationssøgende om, ►M1  hvilken af Unionens institutioner eller hvilket af dens organer ◄ eller hvilken offentlig myndighed som omhandlet i direktiv 2003/4/EF den pågældende efter deres mening kan rette henvendelse til for at få adgang til de ønskede oplysninger, eller de videresender anmodningen til vedkommende ►M1  institution eller organ i Unionen ◄ eller offentlige myndighed og underretter den informationssøgende herom.

Artikel 8

Samarbejde

I tilfælde af en overhængende trussel mod menneskers sundhed, liv eller miljøet, uanset om den skyldes menneskelige aktiviteter eller naturlige årsager, samarbejder ►M1  Unionens institutioner og organer ◄ på anmodning af offentlige myndigheder som omhandlet i direktiv 2003/4/EF med og bistår disse offentlige myndigheder, så de straks og uden ophold til den del af offentligheden, der kan blive berørt af truslen, kan udsende alle miljøoplysninger, der kan sætte den i stand til at træffe forholdsregler, der kan forebygge eller begrænse følgerne af truslen, såfremt disse oplysninger er i ►M1  Unionens institutioners eller organers ◄ og/eller de pågældende offentlige myndigheders besiddelse eller opbevares for dem.

Anvendelsen af stk. 1 berører ikke særlige forpligtelser i medfør af ►M1  Unionens lovgivning ◄ , særlig beslutning nr. 2119/98/EF og afgørelse nr. 1786/2002/EF.



AFSNIT III

OFFENTLIG DELTAGELSE I FORBINDELSE MED PLANER OG PROGRAMMER PÅ MILJØOMRÅDET

Artikel 9

1.  
►M1  Unionens institutioner og organer ◄ giver gennem passende praktiske og/eller andre foranstaltninger offentligheden mulighed for på et tidligt tidspunkt og reelt at deltage i udarbejdelsen, ændringen eller revisionen af planer og programmer på miljøområdet på et tidspunkt, hvor alle muligheder stadig er åbne. Navnlig skal Kommissionen, når den udarbejder et forslag til en sådan plan eller et sådant program, som skal forelægges ►M1  andre af Unionens institutioner eller organer ◄ til afgørelse, give mulighed for, at offentligheden kan deltage i denne forberedende fase.
2.  
►M1  Unionens institutioner og organer ◄ udpeger den del af offentligheden, der berøres eller vil kunne blive berørt af eller har en interesse i en plan eller et program som omhandlet i stk. 1, idet der tages hensyn til målene for denne forordning.
3.  

►M1  Unionens institutioner og organer ◄ sikrer, at den i stk. 2 omhandlede offentlighed ved offentlig bekendtgørelse eller på anden passende måde, f.eks. via elektroniske medier, hvis sådanne er til rådighed, informeres om:

a) 

udkastet til forslaget, hvis et sådant foreligger

b) 

miljøoplysningerne eller miljøvurderingen vedrørende den plan eller det program, der er under udarbejdelse, hvis sådanne informationer foreligger, og

c) 

de praktiske foranstaltninger med henblik på offentlighedens deltagelse, herunder:

i) 

hos hvilken administrativ enhed de relevante oplysninger kan indhentes

ii) 

til hvilken administrativ enhed kommentarer, udtalelser og spørgsmål kan rettes, og

iii) 

rimelige tidsfrister, der giver offentligheden tilstrækkelig tid til at informere sig og forberede sig og til reelt at deltage i miljøbeslutningsprocessen.

4.  
Der fastsættes en frist på mindst otte uger for modtagelse af kommentarer. Når der organiseres møder eller høringer, gives der meddelelse herom mindst fire uger forinden. Fristerne kan afkortes i forbindelse med hastesager eller i tilfælde, hvor offentligheden allerede har haft mulighed for at kommentere den pågældende plan eller det pågældende program.
5.  
Når der træffes afgørelse om en plan eller et program, der vedrører miljøet, tager ►M1  Unionens institutioner og organer ◄ behørigt hensyn til udfaldet af offentlighedens deltagelse. ►M1  Unionens institutioner og organer ◄ informerer offentligheden om planen eller programmet, herunder disses ordlyd, samt begrundelserne for og overvejelserne i forbindelse med afgørelsen, herunder oplysninger om offentlighedens deltagelse.



AFSNIT IV

INTERN PRØVELSE OG ADGANG TIL KLAGE OG DOMSTOLSPRØVELSE

Artikel 10

Anmodning om intern prøvelse af forvaltningsakter

▼M1

1.  
Enhver ikkestatslig organisation eller andre medlemmer af offentligheden, der opfylder kriterierne i artikel 11, kan indgive anmodning om intern prøvelse til den EU-institution eller det EU-organ, som vedtog forvaltningsakten, eller, i tilfælde af en påstået administrativ undladelse, burde have vedtaget en sådan forvaltningsakt, med den begrundelse, at en sådan forvaltningsakt eller undladelse er i strid med miljølovgivningen som defineret i artikel 2, stk. 1, litra f).

Sådanne anmodninger indgives skriftligt inden for en frist på højst otte uger efter vedtagelsen, meddelelsen eller offentliggørelsen af forvaltningsakten, idet det seneste tidspunkt lægges til grund, eller, i tilfælde af en påstået administrativ undladelse, inden for en frist på otte uger efter den dato, hvor forvaltningsakten var påkrævet. I anmodningen angives grundene til, at der anmodes om prøvelse.

2.  
EU-institutionen eller -organet som omhandlet i stk. 1 behandler enhver sådan anmodning, medmindre den er åbenbart grundløs eller klart ubegrundet. Såfremt en EU-institution eller et EU-organ modtager flere anmodninger om prøvelse af den samme forvaltningsakt eller administrative undladelse, kan institutionen eller organet kombinere anmodningerne og behandle dem under ét. EU-institutionen eller -organet giver et begrundet skriftligt svar hurtigst muligt og senest 16 uger efter udløbet af den frist på otte uger, der er fastsat i stk. 1, andet afsnit.

▼B

3.  

Er ►M1  Unionens institution eller organ ◄ trods den fornødne omhu ikke i stand til at behandle en anmodning i overensstemmelse med stk. 2, underretter den eller det snarest muligt og senest inden for den i stk. 2 nævnte frist den ikke-statslige organisation, som har indgivet anmodningen, om grundene til, at den ikke har behandlet denne, og oplyser, hvornår den påregner at gøre det.

▼M1

EU-institutionen eller -organet behandler dog under alle omstændigheder anmodningen inden for 22 uger efter udløbet af den frist på otte uger, der er fastsat i stk. 1, andet afsnit.

▼B

Artikel 11

Kriterier for prøvelsesret på ►M1  EU-plan ◄

1.  

En ikke-statslig organisation har ret til at indgive anmodning om intern prøvelse i henhold til artikel 10, forudsat:

a) 

at den er en uafhængig juridisk person, der ikke arbejder med gevinst for øje, i henhold til en medlemsstats nationale lovgivning eller praksis

b) 

at dens primære erklærede mål er at fremme miljøbeskyttelse inden for rammerne af miljølovgivningen

c) 

at den har eksisteret i mere end to år og aktivt forfølger sit mål som omhandlet i litra b)

d) 

at genstanden for anmodningen om intern prøvelse er omfattet af organisationens mål og aktiviteter.

▼M1

2.  
Kommissionen vedtager de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre, at de kriterier og betingelser, der er anført i stk. 1 og stk. 1a, andet afsnit, anvendes på en gennemsigtig og konsekvent måde.

▼M1

Artikel 11a

Offentliggørelse af anmodninger og endelige afgørelser og onlinesystemer til modtagelse af anmodninger

1.  
EU-institutionerne og -organerne offentliggør alle anmodninger om intern prøvelse hurtigst muligt efter modtagelsen heraf samt alle endelige afgørelser om disse anmodninger hurtigst muligt efter deres vedtagelse.
2.  
EU-institutionerne og -organerne kan indføre onlinesystemer til modtagelse af anmodninger om intern prøvelse og kan kræve, at alle anmodninger om intern prøvelse indgives via deres onlinesystemer.

▼B

Artikel 12

Sagsanlæg ved Domstolen

1.  
Den ikke-statslige organisation, som har indgivet anmodning om intern prøvelse i henhold til artikel 10, kan anlægge sag ved Domstolen i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i ►M1  traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ◄ .

▼M1

2.  
Undlader EU-institutionen eller -organet at handle i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2 eller 3, kan den ikkestatslige organisation eller andre medlemmer af offentligheden, som har indgivet anmodningen om intern prøvelse i henhold til artikel 10, anlægge sag ved Domstolen i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i ►M1  traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ◄ .

▼B



AFSNIT V

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 13

Gennemførelsesforanstaltninger

►M1  Unionens institutioner og organer ◄ tilpasser om nødvendigt deres forretningsorden til denne forordning. Disse tilpasninger har virkning fra den 28. juni 2007.

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 28. juni 2007.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.