2004R1582 — DA — 11.09.2004 — 000.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1582/2004

af 8. september 2004

om indledning af en undersøgelse af påstået omgåelse af antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1470/2001 om importen af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole (CFL-i) med oprindelse i Folkerepublikken Kina ved import af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole (CFL-i) afsendt fra Vietnam, Pakistan eller Filippinerne, hvad enten de er angivet med oprindelse i Vietnam, Pakistan eller Filippinerne eller ej, og at gøre denne import til genstand for registrering

(EFT L 289, 10.9.2004, p.54)


Berigtiget ved:

►C1

Berigtigelse, EFT L 053, 26.2.2005, s. 78  (1582/04)




▼B

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1582/2004

af 8. september 2004

om indledning af en undersøgelse af påstået omgåelse af antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1470/2001 om importen af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole (CFL-i) med oprindelse i Folkerepublikken Kina ved import af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole (CFL-i) afsendt fra Vietnam, Pakistan eller Filippinerne, hvad enten de er angivet med oprindelse i Vietnam, Pakistan eller Filippinerne eller ej, og at gøre denne import til genstand for registrering



KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab ( 1 ), i det følgende benævnt »grundforordningen«, særlig artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 3 og 5,

efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:ANMODNING

Kommissionen har modtaget en anmodning i henhold til artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om at undersøge den påståede omgåelse af de antidumpingforanstaltninger, der er indført på importen af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole (CFL-i) med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

Anmodningen blev indgivet den 16. august 2004 af Lighting Industry and Trade in Europe (LITE) på vegne af producenter og importører af CFL i i Fællesskabet.

VARE

Den vare, der er berørt af den påståede omgåelse, er kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole med et eller flere rør, hvor alle belysningselementer og elektroniske komponenter er fæstnet til lampesoklen eller integreret i denne, normalt henhørende under KN-kode ex853931 90 (Taric-kode 85393190*91), i det følgende benævnt »den pågældende vare«, og med oprindelse i Folkerepublikken Kina. Disse KN-koder anføres blot til orientering.

Den vare, der er omfattet af undersøgelsen, er kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole med et eller flere rør, hvor alle belysningselementer og elektroniske komponenter er fæstnet til lampesoklen eller integreret i denne, afsendt fra Vietnam, Pakistan eller Filippinerne, i det følgende benævnt »den undersøgte vare«, og normalt henhørende under samme KN-kode som den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

De gældende foranstaltninger, der påstås omgået, er antidumpingforanstaltninger indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1470/2001 ( 2 ).

BEGRUNDELSE

Anmodningen indeholder tilstrækkelige beviser for, at antidumpingforanstaltningerne på importen af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina omgås ved at sende den undersøgte vare via Vietnam, Pakistan eller Filippinerne og/eller montere den i Vietnam, Pakistan eller Filippinerne.

Der blev fremlagt følgende beviser:

Anmodningen viser en væsentlig ændring i handelsmønstret, idet importen af den undersøgte vare er steget betydeligt, mens importen af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina er faldet, siden foranstaltningerne blev indført, og at der ikke er anden gyldig grund eller forklaring på denne ændring end indførelsen af antidumpingtolden.

Det ser ud til, at det ændrede handelsmønster skyldes, at CFL i med oprindelse i Folkerepublikken Kina sendes via Vietnam, Pakistan eller Filippinerne og/eller monteres i Vietnam, Pakistan eller Filippinerne.

Endvidere indeholder anmodningen tilstrækkelige beviser for, at den afhjælpende virkning af de gældende antidumpingforanstaltninger på importen af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina undergraves med hensyn til både mængde og pris. Betydelige mængder CFL i importeret fra Vietnam, Pakistan og Filippinerne ser ud til at have erstattet importen af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

Endelig indeholder anmodningen tilstrækkelige beviser for, at priserne på den undersøgte vare må betragtes som dumpingpriser set i forhold til den normale værdi, der tidligere er fastsat for CFL i med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

Hvis det i løbet af undersøgelsen viser sig, at der via Vietnam, Pakistan eller Filippinerne finder andre former for omgåelse sted end afsendelse og montering, som defineret i artikel 13 i grundforordningen, kan undersøgelsen også omfatte denne praksis.

PROCEDURE

I betragtning af ovenstående har Kommissionen konkluderet, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 13 og til at gøre importen af CFL-i afsendt fra Vietnam, Pakistan eller Filippinerne, hvad enten den er angivet med oprindelse i Vietnam, Pakistan eller Filippinerne eller ej, til genstand for registrering, jf. artikel 14, stk. 5, i grundforordningen.

Spørgeskemaer

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige for undersøgelsen, vil den sende spørgeskemaer til de eksportører/producenter og sammenslutninger af eksportører/producenter i Vietnam, Pakistan og Filippinerne, de eksportører/producenter og sammenslutninger af eksportører/producenter i Folkerepublikken Kina og de importører og sammenslutninger af importører i Fællesskabet, som samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til de gældende foranstaltninger, eller som er anført i anmodningen, og til myndighederne i Folkerepublikken Kina, Vietnam, Pakistan og Filippinerne. Der kan også indhentes relevante oplysninger fra EF erhvervsgrenen.

Under alle omstændigheder bør alle interesserede parter straks kontakte Kommissionen, og ikke senere end den frist, der er fastsat i artikel 3, for at finde ud af, om de er anført i anmodningen, og i givet fald bør de anmode om et spørgeskema inden for den frist, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i denne forordning, da fristen i artikel 3, stk. 2, i denne forordning gælder for alle interesserede parter.

Myndighederne i Folkerepublikken Kina, Vietnam, Pakistan og Filippinerne vil blive underrettet om indledningen af undersøgelsen og modtage en genpart af anmodningen.

Indhentning af oplysninger og afholdelse af høringer

Alle interesserede parter opfordres hermed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at fremlægge dokumentation herfor. Kommissionen kan desuden høre interesserede parter, hvis de fremsætter skriftlig anmodning herom og påviser, at der er særlige årsager til, at de bør høres.

Fritagelse for registrering af import eller foranstaltninger

Da den påståede omgåelse finder sted uden for Fællesskabet, kan der i overensstemmelse med grundforordningens artikel 13, stk. 4, indrømmes fritagelse for producenter af den pågældende vare, som kan bevise, at de ikke er forretningsmæssigt forbundet med en producent, som er omfattet af foranstaltningerne, og for hvilke det er godtgjort, at de ikke medvirker til omgåelse som defineret i grundforordningens artikel 13, stk. 1 og 2. Producenter, der ønsker fritagelse, skal indgive en behørigt dokumenteret anmodning herom inden for den frist, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, stk. 3.

REGISTRERING

I henhold til artikel 14, stk. 5, i grundforordningen skal importen af den undersøgte vare registreres for at sikre, at der kan opkræves antidumpingtold på et passende beløb med tilbagevirkende kraft fra datoen for registrering af importen, der er afsendt fra Vietnam, Pakistan eller Filippinerne, hvis undersøgelsen skulle vise, at omgåelse har fundet sted.

FRISTER

Af hensyn til en forsvarlig forvaltning bør der fastsættes en frist, inden for hvilken:

 interesserede parter kan give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter skriftligt og indsende svar på spørgeskemaet eller andre oplysninger, der skal tages i betragtning i forbindelse med undersøgelsen

 producenter i Vietnam, Pakistan og Filippinerne kan anmode om fritagelse for registrering af import eller foranstaltninger

 interesserede parter skriftligt kan anmode om at blive hørt af Kommissionen.

Opmærksomheden henledes på, at udøvelsen af de fleste proceduremæssige rettigheder, der er fastsat i grundforordningen, afhænger af, at den pågældende part giver sig til kende inden for de frister, der er anført i denne forordnings artikel 3.

MANGLENDE SAMARBEJDSVILJE

I tilfælde, hvor en interesseret part nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. artikel 18 i grundforordningen.

Hvis det konstateres, at en interesseret part har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, vil der blive set bort fra disse oplysninger, og de foreliggende faktiske oplysninger kan benyttes, jf. grundforordningens artikel 18. Hvis en interesseret part ikke samarbejder eller kun delvis samarbejder, og resultaterne af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 18, kan resultatet være mindre gunstigt for den pågældende part, end hvis denne havde udvist samarbejdsvilje —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:



Artikel 1

Der indledes hermed en undersøgelse i henhold til artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 384/96 for at fastslå, om der ved import til Fællesskabet af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole med et eller flere rør, hvor alle belysningselementer og elektroniske komponenter er fæstnet til lampesoklen eller integreret i denne, henhørende under KN-kode ex853931 90 ( ►C1  Taric-kode 85393190*92 ◄ ), afsendt fra Vietnam, Pakistan eller Filippinerne, hvad enten de er angivet med oprindelse i Vietnam, Pakistan eller Filippinerne eller ej, sker en omgåelse af de foranstaltninger, der blev indført ved forordning (EF) nr. 1470/2001 om importen af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole (CFL-i) med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

I denne forordning forstås ved kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole et eller flere rør, hvor alle belysningselementer og elektroniske komponenter er fæstnet til lampesoklen eller integreret i denne. De er beregnet til at erstatte normale glødelamper og passer til samme sokkel som glødelamper, og de fremstilles i forskellige modeller afhængigt af bl.a. lampens levetid, wattforbrug og skærm.

Artikel 2

Toldmyndighederne pålægges hermed at træffe passende foranstaltninger til at registrere den import til Fællesskabet, der er omhandlet i denne forordnings artikel 1, jf. artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 5, i forordning (EF) nr. 384/96.

Registreringen ophører ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

Kommissionen kan ved forordning give toldmyndighederne instruks om at ophøre registrering af importen til Fællesskabet af varer, der eksporteres af eksportører, som har anmodet om en fritagelse for registrering, og for hvilke det er godtgjort, at de ikke omgår antidumpingtolden.

Artikel 3

1.  Der kan anmodes om spørgeskemaer hos Kommissionen inden 15 dage fra offentliggørelsen af denne forordning i Den Europæiske Unions Tidende.

2.  Medmindre andet er angivet, skal interesserede parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter skriftligt og afgive besvarelser af spørgeskemaer eller alle andre oplysninger senest 40 dage fra datoen for offentliggørelsen af denne forordning i Den Europæiske Unions Tidende, hvis der skal tages hensyn til deres bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen.

3.  Producenter i Vietnam, Pakistan og Filippinerne, som ønsker fritagelse for registrering af importen eller foranstaltninger, skal indgive en behørigt dokumenteret anmodning herom inden for samme frist på 40 dage.

4.  Interesserede parter kan også anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 40 dage.

5.  Alle oplysninger vedrørende sagen, alle anmodninger om at blive hørt eller om at få tilsendt et spørgeskema samt anmodninger om fritagelse skal være skriftlige (ikke i elektronisk format, medmindre andet er angivet) med angivelse af den interesserede parts navn, adresse, e-post-adresse, telefon-, fax- og/eller telexnummer. Alle skriftlige redegørelser, herunder de oplysninger, der anmodes om i denne forordning, besvarelser af spørgeskemaet og korrespondance, som de interesserede parter videregiver som fortroligt materiale, skal forsynes med påtegningen »Fortroligt« ( 3 ) og skal i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, i grundforordningen ledsages af et ikke-fortroligt sammendrag, som skal forsynes med påtegningen »Kan konsulteres af interesserede parter«.

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat B

J-79 5/16

B-1049 Bruxelles

Fax (32-2) 295 65 05

Telex COMEU B 21877

.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.



( 1 ) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12).

( 2 ) EFT L 195 af 19.7.2001, s. 8.

( 3 ) Dette betyder, at dokumentet kun er til internt brug. Det er beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). Det er et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i forordning (EF) nr. 384/96 og artikel 6 i WTO-aftalen om gennemførelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen).