Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37, 95 og 152, stk. 4, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ( 1 ),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget ( 2 ),

efter proceduren i traktatens artikel 251 ( 3 ), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Foderstoffer og fødevarer bør være sikre og sunde. Fællesskabslovgivningen indeholder et regelsæt, som skal sikre, at dette mål nås. Reglerne omfatter produktion og markedsføring af både foderstoffer og fødevarer.

(2)

De grundlæggende regler om foderstof- og fødevarelovgivning findes i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed ( 4 ).

(3)

Ud over disse grundlæggende regler dækker mere specifik lovgivning om foderstoffer og fødevarer forskellige områder som foder, herunder foderlægemidler, foderstof- og fødevarehygiejne, zoonoser, animalske biprodukter, restkoncentrationer og forureningsstoffer, kontrol med og udryddelse af dyresygdomme med indvirkning på folkesundheden, foderstof- og fødevaremærkning, pesticider, tilsætningsstoffer til foderstoffer og fødevarer, vitaminer, mineralsalte, sporstoffer og andre tilsætningsstoffer, materialer, der kommer i berøring med fødevarer, krav til kvalitet og sammensætning, drikkevand, ionisering, nye levnedsmidler og genetisk modificerede organismer.

(4)

Fællesskabets foderstof- og fødevarelovning bygger på princippet om, at ledere af foderstof- og fødevarevirksomheder har ansvaret for at sikre, at de krav i foderstof- og fødevarelovgivningen, der er relevante for deres aktiviteter, er opfyldt for foder og fødevarer i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled i den virksomhed, som er under deres ledelse.

(5)

Dyresundhed og -velfærd er vigtige faktorer, der bidrager til fødevarekvalitet og -sikkerhed, til at forebygge spredning af dyresygdomme samt til human behandling af dyr. Reglerne for disse forhold findes i forskellige retsakter. Bestemmelserne om fysiske og juridiske personers forpligtelser i forbindelse med dyresundhed og -velfærd samt om de kompetente myndigheders pligter fremgår heraf.

(6)

Medlemsstaterne bør håndhæve foderstof- og fødevarelovgivning og dyresundheds- og dyrevelfærdsregler samt overvåge og kontrollere, at lederne af virksomheder overholder de relevante krav heri i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled. Offentlig kontrol bør tilrettelægges med det formål for øje.

(7)

Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge harmoniserede fællesskabsrammer med generelle bestemmelser for organiseringen af sådan kontrol. Det er hensigtsmæssigt på baggrund af den indvundne erfaring at vurdere, om sådanne generelle rammer fungerer ordentligt, især inden for dyresundhed og -velfærd. Kommissionen bør derfor forelægge en rapport sammen med eventuelle nødvendige forslag.

(8)

Generelt bør disse fællesskabsrammer ikke omfatte offentlig kontrol vedrørende skadegørere på planter eller planteprodukter, der i forvejen på hensigtsmæssig vis er omfattet af Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet ( 5 ). Visse aspekter af denne forordning bør imidlertid også gælde for plantesundhedssektoren, navnlig de aspekter, der vedrører udarbejdelse af flerårige nationale kontrolplaner og fællesskabskontrolbesøg i medlemsstaterne og i tredjelande. Det er derfor nødvendigt at ændre direktiv 2000/29/EF i overensstemmelse hermed.

(9)

Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler ( 6 ), (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler ( 7 ) og (EØF) nr. 2082/92 af 14. juli 1992 om specificitetsattestering af landbrugsprodukter og levnedsmidler ( 8 ) indeholder specifikke foranstaltninger vedrørende kontrol af overholdelsen af de krav, de indeholder. Bestemmelserne i nærværende forordning bør være tilstrækkeligt fleksible til, at det tager hensyn til disse områders særlige karakter.

(10)

Der findes allerede en veletableret og specifik kontrolordning for kontrol af overholdelse af de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter (markafgrøder, vin, olivenolie, frugt og grøntsager, humle, mælk og mejeriprodukter, oksekød og kalvekød, fårekød og gedekød samt honning). Denne forordning bør derfor ikke gælde for de pågældende områder, så meget mere som formålet med denne forordning adskiller sig fra formålet med kontrollen vedrørende de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter.

(11)

De myndigheder, der er kompetente til at foretage offentlig kontrol, bør opfylde en række kriterier, der skal sikre, at de er upartiske og effektive. De bør have et tilstrækkeligt antal medarbejdere med passende kvalifikationer og erfaringer og råde over hensigtsmæssige faciliteter og hjælpemidler, således at de kan varetage deres opgaver korrekt.

(12)

Offentlig kontrol bør gennemføres ved anvendelse af passende kontrolmetoder og -teknikker, som er udviklet til formålet, f.eks. rutinekontrol og mere intensiv kontrol, herunder tilsyn, verifikation, audit, stikprøvekontrol og undersøgelse af prøver. For at metoderne kan anvendes korrekt, skal kontrolpersonalet have en relevant uddannelse. Det er endvidere nødvendigt med uddannelse for at sikre, at de kompetente myndigheder træffer ensartede afgørelser, navnlig med hensyn til gennemførelsen af HACCP-principperne (Hazard Analysis and Critical Control Points).

(13)

Den offentlige kontrols hyppighed bør stå i et rimeligt forhold til risikoen, idet der tages hensyn til resultaterne af foderstof- og fødevarevirksomhedsledernes kontrol under HACCP-baserede kontrolprogrammer eller kvalitetssikringsprogrammer, når sådanne programmer er udformet med henblik på at overholde krav i foderstof- og fødevarelovgivning samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelser. Der bør foretages ad hoc-kontrol i tilfælde af mistanke om manglende overholdelse af foderstof- og fødevarelovgivningen. Der kan til enhver tid foretages supplerende ad hoc-kontrol også uden mistanke om manglende overholdelse.

(14)	Offentlig kontrol bør foretages i overensstemmelse med nærmere beskrevne procedurer, så det sikres, at kontrollen gennemføres på ensartet vis og på et altid højt kvalitetsniveau.

(15)	Varetages den offentlige kontrol af flere forskellige tjenester, bør de kompetente myndigheder sørge for, at der indføres passende koordineringsprocedurer, og at de gennemføres i praksis.

(16)	I de tilfælde, hvor kompetencen til at foretage offentlig kontrol er delegeret fra centralt plan til et regionalt eller lokalt plan, bør de kompetente myndigheder endvidere sikre, at der sker en reel og effektiv koordinering mellem det centrale plan og det regionale eller lokale plan.

(17)

Laboratorier, der analyserer officielle prøver, bør arbejde efter internationalt godkendte procedurer eller kriteriebaserede standarder for ydeevnen og anvende analysemetoder, der så vidt muligt er validerede. Sådanne laboratorier bør navnlig have udstyr, som muliggør korrekt bestemmelse af standarder som f.eks. de i fællesskabsretten fastsatte maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer.

(18)

Udpegelsen af EF-referencelaboratorier og nationale referencelaboratorier bør bidrage til analyseresultater præget af høj kvalitet og ensartethed. Dette mål kan nås via aktiviteter, der f.eks. omfatter anvendelse af validerede analysemetoder, sikring af, at der er referencematerialer til rådighed, tilrettelæggelse af sammenlignende prøvninger og uddannelse af laboratoriepersonale.

(19)	Referencelaboratoriers aktiviteter bør omfatte alle områder inden for foderstof- og fødevarelovgivning samt dyresundhed, navnlig områder, hvor der er behov for præcise analyse- og diagnoseresultater.

(20)

For en række aktiviteter i tilknytning til offentlig kontrol har Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) udarbejdet europæiske standarder (EN-standarder), som er relevante i forbindelse med denne forordning. EN-standarderne vedrører særlig drift og vurdering af prøvningslaboratorier og drift og officiel godkendelse af kontrolorganer. Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) og International Union of Pure and Applied Chemistry (IUPAC) har også udarbejdet internationale standarder. Disse standarder kan i bestemte, nærmere definerede tilfælde være relevante i forbindelse med denne forordning, under hensyn til, at foderstof- og fødevarelovgivningen indeholder regler om kriterier for ydeevne for at sikre fleksibilitet og omkostningseffektivitet.

(21)	Der bør fastsættes bestemmelser om delegering af kompetence til at varetage særlige kontrolopgaver fra den kompetente myndighed til et kontrolorgan og om de betingelser, hvorunder sådan delegering kan finde sted.

(22)

Der bør findes passende procedurer, således at medlemsstaternes kompetente myndigheder kan samarbejde, særlig når offentlig kontrol viser, at foderstof- og fødevareproblemer gør sig gældende i mere end én medlemsstat. For at lette et sådant samarbejde bør medlemsstaterne udpege et eller flere forbindelsesorganer, som får til opgave at koordinere fremsendelse og modtagelse af anmodninger om bistand.

(23)	I henhold til artikel 50 i forordning (EF) nr. 178/2002 skal medlemsstaterne underrette Kommissionen, hvis der foreligger oplysninger om forekomst af en alvorlig direkte eller indirekte sundhedsrisiko for mennesker.

(24)

Det er vigtigt at indføre ensartede procedurer for kontrol af foderstoffer og fødevarer, der føres ind i EF's område fra tredjelande, idet det tages i betragtning, at der i forvejen er fastsat harmoniserede importprocedurer for animalske fødevarer, som er omfattet af Rådets direktiv 97/78/EF ( 9 ), og for levende dyr, som er omfattet af Rådets direktiv 91/496/EØF ( 10 ).

De eksisterende procedurer fungerer godt og bør bibeholdes.

(25)

Den kontrol af foderstoffer og fødevarer fra tredjelande, der er omhandlet i direktiv 97/78/EF, vedrører kun veterinærspørgsmål. Det er nødvendigt at supplere denne kontrol med offentlig kontrol af aspekter, der ikke er omfattet af veterinærkontrollen, f.eks. tilsætningsstoffer, mærkning, sporbarhed, bestråling af fødevarer samt materialer i berøring med fødevarer.

(26)

Fællesskabslovgivningen indeholder endvidere procedurer for kontrol af importerede foderstoffer, der er omfattet af Rådets direktiv 95/53/EF af 25. oktober 1995 om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet ( 11 ). Nævnte direktiv indeholder principper og procedurer, medlemsstaterne skal anvende, når de lader importerede foderstoffer overgå til fri omsætning.

(27)

Der bør indføres EF-bestemmelser for at sikre, at foderstoffer og fødevarer fra tredjelande underkastes offentlig kontrol, inden de overgår til fri omsætning i Fællesskabet. Der bør lægges særlig vægt på importkontrol af foderstoffer og fødevarer, hvor der kan være en forøget risiko for kontaminering.

(28)

Der bør ligeledes fastsættes bestemmelser om offentlig kontrol af foderstoffer og fødevarer, der føres ind i Fællesskabet under andre toldprocedurer end fri omsætning, navnlig varer, der føres ind under de toldprocedurer, der er omhandlet i artikel 4, nr. 16, litra b)-f), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks ( 12 ), eller som henlægges i frizoner eller frilagre. Dette omfatter også foderstoffer og fødevarer, der føres ind fra tredjelande af passagerer på internationale transportmidler eller via postpakker.

(29)

I forbindelse med offentlig kontrol af foderstoffer og fødevarer er det nødvendigt at definere Fællesskabets område, hvor bestemmelserne anvendes, for at sikre, at foderstoffer og fødevarer, der føres ind i Fællesskabets område, underkastes den kontrol, der er fastlagt i denne forordning. Det område er ikke nødvendigvis det samme som det, der er fastsat i traktatens artikel 299, eller det, der er defineret i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 2913/92.

(30)

For at sikre en mere effektiv tilrettelæggelse af den offentlige kontrol af foderstoffer og fødevarer fra tredjelande og for at lette handelsstrømme kan det være nødvendigt at udpege særlige EF-indgangssteder for foderstoffer og fødevarer fra tredjelande. Det kan ligeledes være nødvendigt at kræve, at ankomst af varer til Fællesskabets område meddeles på forhånd. Det bør sikres, at hvert udpeget indgangssted har adgang til de nødvendige faciliteter til at kunne udføre kontrollen inden for en rimelig frist.

(31)

Når der fastsættes bestemmelser om offentlig kontrol af foderstoffer og fødevarer fra tredjelande, bør det sikres, at de kompetente myndigheder og toldmyndighederne samarbejder, idet der tages hensyn til de eksisterende bestemmelser herom i Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 af 8. februar 1993 om kontrol med, at produkter indført fra tredjelande overholder produktsikkerhedsreglerne ( 13 ).

(32)

Der bør være tilstrækkelige finansielle midler til rådighed for tilrettelæggelsen af offentlig kontrol. Medlemsstaternes kompetente myndigheder bør derfor kunne opkræve gebyrer eller afgifter til dækning af omkostningerne ved offentlig kontrol. Medlemsstaternes kompetente myndigheder skal under processen frit kunne fastsætte gebyrer og afgifter som faste beløb, der er baseret på de påløbne omkostninger og tager hensyn til virksomhedernes særlige situation. Hvis virksomhedsledere får pålagt gebyrer, bør der gælde fælles principper. Der bør derfor fastsættes kriterier for fastlæggelse af kontrolgebyrers størrelse. Hvad angår gebyrer for importkontrol bør satserne for væsentlige importartikler fastsættes direkte, så det sikres, at de anvendes ensartet, og at man undgår handelsforvridninger.

(33)

I henhold til Fællesskabets foderstof- og fødevarelovgivning skal bestemte foderstof- og fødevarevirksomheder registreres eller godkendes af den kompetente myndighed. Det drejer sig især om følgende forskrifter: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne ( 14 ), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (14) og Rådets direktiv 95/69/EF af 22. december 1995 om betingelser og bestemmelser for godkendelse og registrering af visse foderstofvirksomheder og mellemhandlere ( 15 ) samt fremtidig lovgivning om foderstofhygiejne.

Der bør fastsættes procedurer for at sikre, at registrering og godkendelse af foderstof- og fødevarevirksomheder foregår på en effektiv og gennemsigtig måde.

(34)

For at have en samlet og ensartet model for offentlig kontrol bør medlemsstaterne udarbejde og gennemføre flerårige nationale kontrolplaner, som er i overensstemmelse med overordnede retningslinjer, der er udstukket på fællesskabsplan. Sådanne retningslinjer bør fremme konsekvente nationale strategier og identificere risikobaserede prioriteringer og de mest effektive kontrolprocedurer. Med en fællesskabsstrategi bør der fastlægges en samlet integreret fremgangsmåde ved kontrol. Under hensyn til den ikke-bindende karakter af visse tekniske retningslinjer, som skal fastlægges, vil det være hensigtsmæssigt at fastlægge dem efter proceduren med en rådgivende komité.

(35)	De flerårige nationale kontrolplaner bør omfatte foderstof- og fødevarelovgivning samt lovgivningen om dyresundhed og dyrevelfærd.

(36)

De flerårige nationale kontrolplaner bør udgøre et solidt grundlag for den kontrol, som Kommissionens kontroltjenester skal foretage i medlemsstaterne. Kontrolplanerne bør gøre det muligt for Kommissionens kontroltjenester at verificere, om den offentlige kontrol i medlemsstaterne er tilrettelagt i overensstemmelse med kriterierne i denne forordning. Der bør i givet fald foretages nærmere tilsyn og audit, særlig hvis medlemsstaternes audit i henhold til de flerårige nationale kontrolplaner viser svagheder eller fejl.

(37)

Medlemsstaterne bør være forpligtet til at indsende en årlig rapport til Kommissionen med oplysninger om gennemførelsen af de flerårige nationale kontrolplaner. Rapporten bør oplyse om resultaterne af den offentlige kontrol og audit, der er gennemført i det foregående år, og om fornødent indeholde en ajourføring af den oprindelige kontrolplan på baggrund af de pågældende resultater.

(38)	Fællesskabskontrollen i medlemsstaterne bør gøre det muligt for Kommissionens kontroltjenester at verificere, om foderstof- og fødevarelovgivningen og lovgivningen om dyresundhed og dyrevelfærd er gennemført ensartet og korrekt i hele Fællesskabet.

(39)

Det er nødvendigt med fællesskabskontrol i tredjelande for at kontrollere, om Fællesskabets lovgivning om foderstoffer og fødevarer samt om dyresundhed og, om nødvendigt, dyrevelfærd eller ligestillede bestemmelser overholdes. Tredjelande kan også anmodes om at give oplysninger om deres kontrolsystemer. Disse oplysninger, der bør udarbejdes på grundlag af EF-retningslinjer, bør danne grundlag for den tværfaglige kontrol, som Kommissionen senere bør foretage inden for de vigtigste sektorer, som eksporterer til Fællesskabet. Denne udvikling skulle gøre en forenkling af den nuværende ordning mulig, styrke et effektivt kontrolsamarbejde og dermed lette handelsstrømmene.

(40)	For at sikre, at importerede varer overholder Fællesskabets foderstof- og fødevarelovgivning eller ligestillede bestemmelser, er det nødvendigt at fastsætte procedurer, så der efter behov kan fastsættes importbetingelser og krav om attestering.

(41)

Overtrædelse af foderstof- og fødevarelovgivning samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelser kan udgøre en trussel for menneskers og dyrs sundhed og for dyrs velfærd. Der skal derfor på nationalt plan i hele Fællesskabet være foranstaltninger, der er effektive, står i rimeligt forhold til sådanne overtrædelser og har afskrækkende virkning.

(42)	Foranstaltningerne bør omfatte administrative indgreb, der foretages af medlemsstaternes kompetente myndigheder, der bør råde over relevante procedurer. Fordelen ved sådanne procedurer er, at der hurtigt kan gribes ind for at genoprette situationen.

(43)	Virksomhedsledere bør have adgang til at klage over de afgørelser, som den kompetente myndighed har truffet som følge af den offentlige kontrol, og de bør oplyses om denne adgang.

(44)

Der bør tages hensyn til udviklingslandes særlige behov, navnlig de mindst udviklede landes, og der bør træffes foranstaltninger i det øjemed. Kommissionen bør støtte udviklingslandene for så vidt angår fødevare- og foderstofsikkerheden, der er et vigtigt element for folkesundhed og handelsudvikling. En sådan støtte bør tilrettelægges inden for rammerne af Fællesskabets politik for udviklingssamarbejde.

(45)

Reglerne i denne forordning underbygger den integrerede og horisontale fremgangsmåde, som er nødvendig for at gennemføre en sammenhængende politik for kontrol med foderstof- og fødevaresikkerheden samt dyresundhed og -velfærd. Der bør dog være mulighed for at udarbejde særlige kontrolbestemmelser, hvis det er påkrævet, f.eks. for så vidt angår fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af visse forurenende stoffer på EF-niveau. Ligeledes bør eksisterende særlige bestemmelser om foderstof- og fødevarekontrol samt dyresundheds- og dyrevelfærdskontrol bibeholdes.

Det drejer sig især om følgende forskrifter: direktiv 96/22/EF ( 16 ), direktiv 96/23/EF ( 17 ), forordning (EF) nr. 854/2004 ( 18 ), forordning (EF) nr. 999/2001 ( 19 ), forordning (EF) nr. 2160/2003 ( 20 ), direktiv 86/362/EØF ( 21 ), direktiv 90/642/EØF ( 22 ) samt de deraf følgende gennemførelsesbestemmelser, direktiv 92/1/EØF ( 23 ), direktiv 92/2/EØF ( 24 ) og retsakter om bekæmpelse af dyresygdomme som f.eks. mund- og klovesyge, svinepest osv. samt krav om offentligt tilsyn med dyrevelfærd.

(46)

Denne forordning omfatter områder, der i forvejen er omfattet af eksisterende, gældende retsakter. Følgende forskrifter om foderstof- og fødevarekontrol bør derfor ophæves og erstattes med bestemmelserne i denne forordning: direktiv 70/373/EØF ( 25 ), direktiv 85/591/EØF ( 26 ), direktiv 89/397/EØF ( 27 ), direktiv 93/99/EØF ( 28 ), beslutning 93/383/EØF ( 29 ), direktiv 95/53/EF, direktiv 96/43/EF ( 30 ), beslutning 98/728/EF ( 31 ) og beslutning 1999/313/EF ( 32 ).

(47)	På baggrund af denne forordning bør direktiv 96/23/EF, direktiv 97/78/EF og direktiv 2000/29/EF ændres.

(48)

Målene for denne ordning, nemlig at sikre en harmoniseret fremgangsmåde ved offentlig kontrol, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da en sådan harmonisering forudsætter en indsats på fællesskabsplan, og kan derfor på grund af foranstaltningens kompleksitet, tværnationale karakter og, for så vidt angår foderstof- og fødevareimport, internationale karakter bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(49)	De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen ( 33 ) –

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

1. Denne forordning fastsætter generelle regler for offentlig kontrol med, om bestemmelserne overholdes korrekt, navnlig med henblik på

2. Denne forordning anvendes dog ikke på offentlig kontrol med, om de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter overholdes.

3. Denne forordning berører ikke særlige fællesskabsbestemmelser vedrørende offentlig kontrol.

4. Gennemførelse af offentlig kontrol i henhold til denne forordning berører ikke foderstof- og fødevarevirksomhedslederes primære retlige ansvar for at garantere foderstof- og fødevaresikkerheden, jf. forordning (EF) nr. 178/2002, og det civil- eller strafferetlige ansvar, de måtte pådrage sig ved manglende opfyldelse af deres forpligtelser.

Ved anvendelsen af nærværende forordning finder definitionerne i artikel 2 og 3 i forordning (EF) nr. 178/2002 tilsvarende anvendelse.

1. Medlemsstaterne sikrer, at offentlig kontrol foretages regelmæssigt, på grundlag af en risikovurdering og med passende hyppighed, så denne forordnings mål nås, idet følgende tages i betragtning:

2. Offentlig kontrol foretages uden forudgående varsel, undtagen i tilfælde, som f.eks. audit, hvor forudgående underretning af foderstof- eller fødevarevirksomhedslederen er nødvendig. Offentlig kontrol kan også foretages på ad hoc-basis.

3. Offentlig kontrol omfatter alle led i produktion, forarbejdning og distribution af foderstoffer eller fødevarer samt af dyr og animalske produkter. Den omfatter desuden sådan kontrol af foderstof- eller fødevarevirksomheder, af anvendelsen af foderstoffer eller fødevarer, af opbevaringen af foderstoffer og fødevarer, af processer, materialer, stoffer, aktiviteter eller arbejdsgange, herunder transport, i forbindelse med foderstoffer eller fødevarer og af levende dyr, der kræves for at nå denne forordnings mål.

4. Offentlig kontrol udføres med samme omhu ved eksport ud af Fællesskabet, markedsføring inden for Fællesskabet samt import fra tredjelande til de områder, der er nævnt i bilag I.

5. Medlemsstaterne træffer alle fornødne foranstaltninger til sikring af, at produkter, der er bestemt til forsendelse til en anden medlemsstat, kontrolleres med samme omhu som varer, der er bestemt til markedsføring på deres eget område.

6. Bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed kan ved en ikke-diskriminerende kontrol kontrollere, om foderstoffer og fødevarer overholder foderstof- og fødevarelovgivningen. Medlemsstaterne kan i det omfang, det er strengt nødvendigt for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol, bede virksomhedsledere, som har fået leveret varer til dem fra en anden medlemsstat, om at meddele sådanne varers ankomst.

7. Hvis en medlemsstat ved en kontrol på bestemmelsesstedet, under oplagring eller transport konstaterer manglende overholdelse af lovgivningen, træffer den de nødvendige foranstaltninger, hvilket kan indebære tilbagesendelse til oprindelsesmedlemsstaten.

1. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder, der er ansvarlige for formålene og den offentlige kontrol omhandlet i denne forordning.

3. Når en medlemsstat overdrager kompetencen til at gennemføre offentlig kontrol til én eller flere myndigheder, der ikke er den centrale kompetente myndighed, navnlig regionale eller lokale myndigheder, skal der sikres en effektiv koordinering mellem alle involverede myndigheder, herunder om nødvendigt på miljø- og sundhedsbeskyttelsesområdet.

4. De kompetente myndigheder sikrer upartiskhed, kvalitet og sammenhæng i den offentlige kontrol på alle niveauer. Kriterierne i stk. 2 skal overholdes fuldt ud af enhver myndighed, der har beføjelse til at gennemføre offentlig kontrol.

5. Hvis mere end én enhed inden for en kompetent myndighed er kompetent til at gennemføre offentlig kontrol, skal der sikres en effektiv koordinering og et effektivt samarbejde mellem de forskellige enheder.

6. De kompetente myndigheder foretager interne audit og kan sørge for, at der gennemføres eksterne audit. De træffer passende foranstaltninger på baggrund af resultaterne heraf for at sikre, at de opfylder målsætningen i forordningen. Disse audit underkastes en uafhængig undersøgelse og de gennemføres på en gennemskuelig måde.

7. Der kan vedtages nærmere bestemmelser om gennemførelsen af denne artikel efter proceduren i artikel 62, stk. 3.

1. Den kompetente myndighed kan delegere specifikke opgaver vedrørende offentlig kontrol til et eller flere kontrolorganer i henhold til stk. 2-4.

Der kan fastsættes en liste over opgaver, der kan eller ikke kan uddelegeres, efter proceduren i artikel 62, stk. 3.

2. Den kompetente myndighed kan kun delegere specifikke kontrolopgaver til et bestemt kontrolorgan, hvis:

3. De kompetente myndigheder, der delegerer specifikke opgaver til kontrolorganerne, foretager audit af eller fører tilsyn med kontrolorganerne efter behov. Hvis en audit eller et tilsynsbesøg viser, at sådanne organer ikke varetager de delegerede opgaver tilfredsstillende, kan den delegerende kompetente myndighed trække delegeringen tilbage. Den trækker den straks tilbage, hvis kontrolorganet ikke rettidigt finder en hensigtsmæssig løsning.

4. En medlemsstat, der ønsker at delegere en specifik kontrolopgave til et kontrolorgan, meddeler dette til Kommissionen. Meddelelsen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af:

Den kompetente myndighed sikrer, at samtlige medlemmer af dens personale, der foretager offentlig kontrol:

1. De kompetente myndigheder sikrer, at de udfører deres hverv med en høj grad af åbenhed. Med henblik herpå gøres relevante oplysninger, de er i besiddelse af, offentligt tilgængelige så hurtigt som muligt.

2. Den kompetente myndighed tager skridt til at sikre, at medlemmer af dens personale har tavshedspligt, for så vidt angår oplysninger, de får kendskab til under udførelsen af den offentlige kontrol, og som ifølge deres natur er omfattet af tavshedspligt i behørigt begrundede tilfælde. Beskyttelsen af fortrolige oplysninger er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder videregiver de i stk. 1, litra b), omhandlede oplysninger. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger ( 34 ) berøres ikke.

1. De kompetente myndigheder foretager offentlig kontrol i overensstemmelse med nærmere beskrevne procedurer. Disse procedurer omfatter informationer og instruktioner til kontrolpersonalet bl.a. om de områder, der er omhandlet i bilag II, kapitel II.

2. Medlemsstaterne sørger for, at der er etableret retlige procedurer, som sikrer, at de kompetente myndigheders personale har adgang til foderstof- og fødevarevirksomhedslederes lokaler og dokumentation, så de kan udføre deres opgaver korrekt.

3. De kompetente myndigheder sørger for, at der er fastlagt procedurer med henblik på at:

4. Kommissionen kan fastsætte retningslinjer for offentlig kontrol efter proceduren i artikel 62, stk. 2.

Retningslinjerne kan navnlig omfatte anbefalinger vedrørende offentlig kontrol af:

1. Den kompetente myndighed udarbejder rapporter om den offentlige kontrol, den har gennemført.

2. Rapporterne omfatter en beskrivelse af formålet med den offentlige kontrol, de anvendte kontrolmetoder, resultaterne af den offentlige kontrol, og i givet fald de foranstaltninger, den pågældende virksomhedsleder skal træffe.

3. Den kompetente myndighed forelægger i det mindste i tilfælde af manglende overholdelse den pågældende virksomhedsleder en kopi af den i stk. 2 omhandlede rapport.

1. Opgaver i forbindelse med offentlig kontrol gennemføres i almindelighed under anvendelse af hensigtsmæssige kontrolmetoder og -teknikker, f.eks. overvågning, opsyn, verifikation, audit, tilsyn, prøveudtagning og analyse.

2. Offentlig kontrol af foderstoffer og fødevarer omfatter bl.a. følgende aktiviteter:

1. De prøveudtagnings- og analysemetoder, der anvendes i forbindelse med offentlig kontrol, skal være i overensstemmelse med relevante EF-bestemmelser, eller:

2. Når stk. 1 ikke finder anvendelse, kan analysemetoderne valideres af et enkelt laboratorium i overensstemmelse med en internationalt anerkendt protokol.

3. Analysemetoderne skal så vidt muligt bygge på de relevante kriterier i bilag III.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4.

5. De kompetente myndigheder fastlægger hensigtsmæssige procedurer for at sikre, at foderstof- og fødevarevirksomhedsledere, hvis produkter underkastes prøveudtagning og analyse, får adgang til at anmode om en supplerende ekspertudtalelse, uden at dette berører de kompetente myndigheders forpligtelse til straks at gribe ind i krisesituationer.

6. De skal navnlig sikre, at foderstof- og fødevarevirksomhedsledere kan opnå et tilstrækkeligt antal prøver til at få en supplerende ekspertudtalelse, medmindre dette er umuligt i tilfælde af meget let fordærvelige produkter eller ubetydelige mængder til rådighed stående substrat.

7. Prøver skal håndteres og mærkes på en sådan måde, at både deres juridiske og analytiske validitet sikres.

1. Den kompetente myndighed udpeger laboratorier, der har tilladelse til at analysere prøver, som er udtaget i forbindelse med offentlig kontrol.

2. De kompetente myndigheder kan dog kun udpege laboratorier, der drives og er vurderet og akkrediteret i overensstemmelse med følgende europæiske standarder:

idet der tages hensyn til kriterier for diverse prøvningsmetoder, der er fastsat i Fællesskabets foderstof- og fødevarelovgivning.

3. Akkrediteringen og vurderingen af laboratorier som omhandlet i stk. 2 kan finde sted på grundlag af individuelle prøvninger eller grupper af prøvninger.

4. De kompetente myndigheder kan trække den i stk. 1 nævnte udpegelse tilbage, når de i stk. 2 omhandlede betingelser ikke længere er opfyldt.

1. Men henblik på den generelle krisestyringsplan, jf. artikel 55 i forordning (EF) nr. 178/2002, udarbejder medlemsstaterne beredskabsplaner med en opregning af de foranstaltninger, der straks skal gennemføres i tilfælde af, at foderstoffer eller fødevarer viser sig at udgøre en alvorlig risiko for menneskers eller dyrs sundhed enten direkte eller via miljøet.

3. Medlemsstaterne reviderer disse beredskabsplaner efter behov, særlig i lyset af ændringer i den kompetente myndigheds organisation og erfaringer, herunder erfaringer fra øvelser.

4. Efter proceduren i artikel 62, stk. 3, kan der om fornødent vedtages gennemførelsesforanstaltninger. Foranstaltningerne skal i nødvendigt omfang fastsætte harmoniserede regler for beredskabsplaner, så det sikres, at planerne er i overensstemmelse med den generelle krisestyringsplan, jf. artikel 55 i forordning (EF) nr. 178/2002. Af foranstaltningerne skal det endvidere fremgå, hvordan de implicerede parter inddrages i udarbejdelsen og realiseringen af beredskabsplanerne.

1. Denne forordning berører ikke kravene til den veterinære kontrol af animalske foderstoffer og fødevarer, der er foreskrevet i direktiv 97/78/EF. Den kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med direktiv 97/78/EF, foretager dog desuden i relevante tilfælde offentlig kontrol med henblik på at verificere overholdelsen af aspekter af foderstof- eller fødevarelovgivningen, der ikke er omfattet af direktiv 97/78/EF, herunder de aspekter, der er omhandlet i afsnit VI, kapitel II, i denne forordning.

2. De generelle regler i artikel 18-25 i denne forordning finder også anvendelse på offentlig kontrol af alle foderstoffer og fødevarer, herunder foderstoffer og fødevarer af animalsk oprindelse.

1. Den kompetente myndighed foretager regelmæssig offentlig kontrol af foderstoffer og fødevarer af ikke-animalsk oprindelse, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 97/78/EF, og som importeres til de områder, der er omhandlet i bilag I til denne forordning. Den tilrettelægger kontrollen på grundlag af den flerårige nationale kontrolplan, der er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 41-43, og på grundlag af potentielle risici. Kontrollen skal omfatte alle aspekter af foderstof- og fødevarelovgivningen.

2. Kontrollen foregår et hensigtsmæssigt sted, herunder det sted, hvor varerne indføres til et af de i bilag I anførte områder, det sted, hvor de overgår til fri omsætning, lagre, den importerende foderstof- og fødevarevirksomhedsleders lokaler eller andre steder i foderstof- og fødevarekæden.

4. Tilfredsstillende resultater af den i stk. 3 omhandlede kontrol forhindrer ikke foderstof- og fødevarevirksomhedslederne i stadig at være forpligtet til at sikre, at foderstoffer og fødevarer overholder foderstof- og fødevarelovgivningen, fra det tidspunkt de overgår til fri omsætning. De indebærer heller ikke, at der ikke foretages yderligere offentlig kontrol af de pågældende foderstoffer eller fødevarer.

5. En liste over foderstoffer og fødevarer af ikke-animalsk oprindelse, der på grundlag af kendte eller begyndende risici skal underkastes mere intensiv offentlig kontrol på indgangsstedet til områder anført i bilag I, udarbejdes og ajourføres efter proceduren i artikel 62, stk. 3. Kontrollens hyppighed og art fastsættes efter samme procedure. Også gebyrerne i forbindelse med en sådan kontrol kan fastsættes efter denne procedure.

1. Den i artikel 15, stk. 1, omhandlede offentlige kontrol omfatter mindst systematisk dokumentkontrol, stikprøveidentitetskontrol og i givet fald fysisk kontrol.

2. Fysisk kontrol gennemføres med en hyppighed, der afhænger af følgende forhold:

3. Medlemsstaterne sikrer, at fysisk kontrol finder sted under passende forhold på et sted med adgang til de nødvendige kontrolfaciliteter, og hvor det er muligt at foretage undersøgelserne korrekt, udtage et i forhold til risikostyringen rimeligt antal prøver og håndtere foderstoffer og fødevarer hygiejnisk forsvarligt. Prøverne skal håndteres på en sådan måde, at både deres juridiske og analytiske validitet sikres. Medlemsstaterne sikrer, at udstyr og metoder er egnede til at måle de grænseværdier, der gælder i henhold til fællesskabslovgivning og national lovgivning.

1. Medlemsstaterne skal med henblik på tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol, der er omhandlet i artikel 15, stk. 5:

Medlemsstaterne kan anvende samme regler for så vidt angår andre foderstoffer af ikke-animalsk oprindelse.

2. Medlemsstaterne orienterer Kommissionen og de øvrige medlemsstater om foranstaltninger, de træffer i henhold til stk. 1.

De tilrettelægger foranstaltningerne på en sådan måde, at unødvendige forstyrrelser i samhandelen undgås.

Hvis den kompetente myndighed har mistanke om manglende overholdelse, eller hvis der er tvivl om sendingens identitet, reelle bestemmelsessted eller om overensstemmelsen mellem sendingen og dens attesterede garantier, foretager den kompetente myndighed offentlig kontrol for at be- eller afkræfte mistanken eller tvivlen. Den kompetente myndighed foretager officiel tilbageholdelse af den pågældende sending, indtil den har modtaget resultaterne af den offentlige kontrol.

Foranstaltninger efter offentlig kontrol af foderstoffer og fødevarer fra tredjelande

1. Den kompetente myndighed foretager officiel tilbageholdelse af foderstoffer eller fødevarer fra tredjelande, der ikke overholder foderstof- eller fødevarelovgivningen, og træffer efter høring af foderstof- eller fødevarevirksomhedslederne med ansvar for sendingen, følgende foranstaltninger med hensyn til sådanne foderstoffer og fødevarer:

3. Hvis den kompetente myndighed ikke giver tilladelse til introduktion af foderstoffer og fødevarer, underretter den Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de konstaterede forhold og de pågældende produkters identitet, jf. proceduren i artikel 50, stk. 3, i forordning (EF) nr. 178/2002, og underretter toldmyndighederne om sine afgørelser med oplysning om forsendelsens endelige bestemmelsessted.

4. Afgørelser vedrørende sendinger skal være omfattet af den klageadgang, der er omhandlet i artikel 54, stk. 3.

2. Den kompetente myndighed sikrer, at særlig behandling udføres i virksomheder under dens eller en anden medlemsstats kontrol og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastlagt af Kommissionen. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4. I mangel af sådanne betingelser udføres særlig behandling i overensstemmelse med nationale bestemmelser.

1. Den kompetente myndighed giver kun tilladelse til at en sending afsendes igen, hvis:

2. Med forbehold af de nationale bestemmelser, der finder anvendelse på frister for ansøgning om en supplerende ekspertudtalelse, og medmindre resultaterne af den offentlige kontrol udelukker det, afsendes sendingen normalt igen, inden for højst 60 dage fra den dag, hvor den kompetente myndighed traf afgørelse om sendingens bestemmelsessted, medmindre der er taget retlige skridt. Hvis sendingen ikke afsendes igen efter udløbet af 60 - dages-fristen, destrueres den, medmindre forsinkelsen er begrundet.

3. Indtil sendingen igen er afsendt, eller begrundelsen for afvisningen er blevet bekræftet, foretager den kompetente myndighed officiel tilbageholdelse af sendingen.

4. Den kompetente myndighed underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater i henhold til proceduren i artikel 50, stk. 3, i forordning (EF) nr. 178/2002, og meddeler sine afgørelser til toldmyndighederne. De kompetente myndigheder samarbejder i henhold til afsnit IV om at træffe yderligere nødvendige foranstaltninger, så det sikres, at det ikke er muligt atter at føre de afviste sendinger ind i Fællesskabet.

Den foderstof- eller fødevarevirksomhedsleder, der er ansvarlig for sendingen, eller dennes repræsentant afholder de kompetente myndigheders omkostninger i forbindelse med aktiviteterne i artikel 18-21.

1. Særlig kontrol, som et tredjeland foretager af foderstoffer og fødevarer umiddelbart forud for eksport til Fællesskabet med henblik på at verificere, om de eksporterede produkter opfylder EF-kravene, kan godkendes efter proceduren i artikel 62, stk. 3. Godkendelsen kan kun gælde for foderstoffer og fødevarer med oprindelse i det pågældende tredjeland, og den kan omfatte et eller flere produkter.

2. Hvor en sådan godkendelse foreligger, kan hyppigheden af importkontrollen af foderstoffer eller fødevarer nedsættes. Medlemsstaterne foretager dog offentlig kontrol af foderstoffer og fødevarer, der importeres i medfør af en godkendelse som omhandlet i stk. 1, så det sikres, at den kontrol forud for eksport, som tredjelandet foretager, fortsat gennemføres.

4. I godkendelsen, jf. stk. 1, angives den kompetente myndighed i tredjelandet, som har ansvaret for at gennemføre kontrollen forud for eksport, eller i givet fald det kontrolorgan, som den centrale kompetente myndighed kan delegere visse opgaver til. En sådan delegering kan kun godkendes, hvis den opfylder kriterierne i artikel 5 eller tilsvarende betingelser.

5. Den kompetente myndighed og det kontrolorgan, der er nævnt i godkendelsen, har ansvaret for kontakten til Fællesskabet.

6. Tredjelandets kompetente myndighed eller kontrolorganer sikrer officiel certificering af hver sending, der er kontrolleret, inden den føres ind i et af de i bilag I omhandlede områder. Den godkendelse, der er omhandlet i stk. 1, angiver en model for sådanne certifikater.

7. Med forbehold af artikel 50, stk. 3, i forordning (EF) nr. 178/2002 underretter medlemsstaterne, hvis den offentlige kontrol af importerede produkter, der er underlagt proceduren i stk. 2, påviser, at gældende regler i væsentligt omfang ikke overholdes, straks Kommissionen, de øvrige medlemsstater og de berørte virksomhedsledere i henhold til proceduren i afsnit IV i denne forordning, øger antallet af sendinger, der kontrolleres, og opbevarer, når dette er nødvendigt for at muliggøre en korrekt analysebaseret undersøgelse af situationen, et passende antal prøver under hensigtsmæssige opbevaringsforhold.

8. Hvis det i et betydeligt antal sendinger konstateres, at varerne ikke svarer til oplysningerne i de certifikater, tredjelandets kompetente myndighed eller kontrolorganer har udstedt, finder den i stk. 2 omhandlede nedsatte hyppighed ikke længere anvendelse.

1. Ved tilrettelæggelse af offentlig kontrol som omhandlet i dette kapitel arbejder de kompetente myndigheder og toldmyndighederne tæt sammen.

2. Toldmyndighederne må ikke tillade, at sendinger af animalske foderstoffer og fødevarer eller af foderstoffer og fødevarer som omhandlet i artikel 15, stk. 5, indføres eller henlægges i frizoner eller frilagre uden den kompetente myndigheds godkendelse.

3. Hvis der udtages prøver, underretter den kompetente myndighed toldmyndighederne og de berørte virksomhedsledere herom og oplyser, om varerne kan frigives, inden resultaterne af analyserne af prøverne foreligger, såfremt det er sikret, at sendingen kan spores.

4. Ved overgang til fri omsætning samarbejder de kompetente myndigheder og toldmyndighederne i overensstemmelse med kravene i artikel 2-6 i forordning (EØF) nr. 339/93.

1. Foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en ensartet gennemførelse af offentlig kontrol af indførsel af foderstoffer og fødevarer, fastsættes efter proceduren i artikel 62, stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til at sikre det nødvendige personale og andre midler til offentlig kontrol; disse midler kan tilvejebringes fra kilder, som medlemsstaterne skønner passende, herunder almindelig beskatning eller indførelse af gebyrer eller afgifter.

1. Medlemsstaterne kan opkræve gebyrer eller afgifter for at dække omkostninger i forbindelse med offentlig kontrol.

2. Medlemsstaterne skal dog sikre, at der opkræves et gebyr i forbindelse med de aktiviteter, der henvises til i bilag IV, afdeling A og bilag V, afdeling A.

3. Med forbehold af stk. 4 og 6 må de opkrævede gebyrer i forbindelse med de specifikke aktiviteter, der er nævnt i bilag IV, afdeling A, og bilag V, afdeling A, ikke være lavere end de i bilag IV, afdeling B, og bilag V, afdeling B, nævnte minimumssatser. Medlemsstaterne kan imidlertid, for så vidt angår de i bilag IV, afdeling A, omhandlede aktiviteter, i en overgangsperiode indtil den 1. januar 2008 fortsætte med at bruge de takster, der anvendes for øjeblikket i henhold til direktiv 85/73/EØF.

Taksterne i bilag IV, afdeling B, og bilag V, afdeling B, ajourføres af Kommissionen mindst hvert andet år, navnlig med henblik på at tage højde for inflation. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4.

4. Gebyrer, der opkræves med henblik på offentlig kontrol i henhold til stk. 1 og 2:

6. Når den offentlige kontrol i betragtning af egenkontrol og sporingssystemer, der anvendes af foderstof- eller fødevarevirksomheden, såvel som den grad af regelefterkommelse, der er konstateret i forbindelse den offentlige kontrol, for en bestemt type fødevarer, foderstoffer eller aktiviteter foretages med formindsket hyppighed eller tager hensyn til de kriterier, der er nævnt i stk. 5, litra b)-d), kan medlemsstaterne fastsætte gebyret for offentlig kontrol til et beløb, der er mindre end det i stk. 4, litra b), nævnte, forudsat at den berørte medlemsstat sender Kommissionen en rapport, hvori specificeres:

7. Hvis den kompetente myndighed samtidig gennemfører flere offentlige foderstof- og fødevarekontrolaktiviteter på en og samme virksomhed, betragtes disse aktiviteter som én aktivitet, og der opkræves kun ét gebyr.

8. Gebyrer i forbindelse med importkontrol skal betales af lederen af virksomheden eller af hans repræsentant til den kompetente myndighed med ansvar for importkontrol.

9. Gebyrer refunderes ikke, hverken direkte eller indirekte, medmindre de er opkrævet uretmæssigt.

10. Med forbehold af omkostninger, der følger af de udgifter, der er omhandlet i artikel 28, opkræver medlemsstaterne ikke andre gebyrer end dem, der er omhandlet i denne artikel, for gennemførelsen af denne forordning.

11. Virksomhedslederne eller andre relevante virksomheder eller deres repræsentanter modtager kvittering for deres betaling af gebyrer.

12. Medlemsstaterne offentliggør metoden til beregning af gebyrer og meddeler den til Kommissionen. Kommissionen undersøger, hvorvidt gebyrerne opfylder kravene i denne forordning.

Hvis påvisning af manglende overholdelse medfører offentlig kontrol, der er mere omfattende end den kompetente myndigheds normal kontrolaktiviteter, opkræver den kompetente myndighed hos de virksomhedsledere, der har ansvaret for den manglende overholdelse, eller den kan hos den virksomhedsleder, der ejer eller er indehaver af produktet på det tidspunkt, hvor den yderligere offentlige kontrol udføres, opkræve de udgifter, en sådan yderligere kontrol indebærer. Ved »normale kontrolaktiviteter« forstås de rutinemæssigt udførte aktiviteter, der kræves i henhold til fællesskabslovgivning eller national lovgivning, og navnlig sådanne aktiviteter, der beskrives i den plan, der er omhandlet i artikel 41. Aktiviteter, der er mere omfattende end normale kontrolaktiviteter, omfatter udtagning og analyse af prøver samt anden kontrol, der er nødvendig for at kontrollere problemets omfang, for at undersøge, om der er truffet korrigerende foranstaltninger eller for at påvise og/eller vurdere omfanget af manglende overholdelse.

Ved beregning af udgifterne i artikel 28 tages principperne i artikel 27 i betragtning.

Uden at de vedtagne krav vedrørende officiel attestering af dyresundhed eller dyrevelfærd tilsidesættes, kan der af Kommissionen vedtages krav vedrørende:

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4.

Foranstaltningerne i litra b)-g) vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 62, stk. 3.

3. Hvor det er hensigtsmæssigt, kombineres kravene vedrørende den officielle attestering af foderstoffer og fødevarer med andre krav vedrørende officiel attestering i ét standardcertifikat.

1. De i bilag VII omhandlede EF-referencelaboratorier for foderstoffer og fødevarer har ansvar for:

3. Artikel 12, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse for EF-referencelaboratorierne.

5. Andre EF-referencelaboratorier, som er relevante for de områder, der er omhandlet i artikel 1, kan indsættes i bilag VII af Kommissionen. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4. Bilag VII kan ajourføres efter den samme procedure.

6. EF-referencelaboratorierne kan få tillagt yderligere ansvarsområder og opgaver af Kommissionen. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4.

7. Der kan ydes et EF-tilskud til EF-referencelaboratorier i overensstemmelse med artikel 28 i Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet ( 36 ).

8. EF-referencelaboratorierne kan underkastes fællesskabskontrol for at verificere, at kravene i denne forordning overholdes. Hvis det konstateres ved en sådan kontrol, at et laboratorium tilsidesætter disse krav eller de opgaver, det er blevet udpeget til at udføre, kan der træffes de fornødne foranstaltninger efter proceduren i artikel 62, stk. 3.

9. Stk. 1-7 anvendes med forbehold af mere specifikke bestemmelser, navnlig kapitel VI i forordning (EF) nr. 999/2001 og artikel 14 i direktiv 96/23/EF.

1. Medlemsstaterne sørger for, at der udpeges et eller flere nationale referencelaboratorier for hvert EF-referencelaboratorium, jf. artikel 32. En medlemsstat kan udpege et laboratorium beliggende i en anden medlemsstat eller i en stat, der er medlem af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), og et laboratorium kan være nationalt referencelaboratorium for mere end en medlemsstat.

3. Artikel 12, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse for de nationale referencelaboratorier.

4. Medlemsstaterne meddeler navn og adresse på alle nationale referencelaboratorier til Kommissionen, det relevante EF-referencelaboratorium og de øvrige medlemsstater.

5. For at sikre en effektiv koordination skal medlemsstater, der har mere end ét nationalt referencelaboratorium for hvert EF-referencelaboratorium, sikre, at disse arbejder tæt sammen indbyrdes med de øvrige nationale laboratorier og med EF-referencelaboratoriet.

7. Stk. 1-5 anvendes med forbehold af mere specifikke bestemmelser, navnlig kapitel VI i forordning (EF) nr. 999/2001 og artikel 14 i direktiv 96/23/EF.

1. Kræver resultaterne af den offentlige kontrol af foderstoffer og fødevarer, at mere end én medlemsstat træffer foranstaltninger, yder de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater hinanden administrativ bistand.

2. De kompetente myndigheder yder administrativ bistand efter anmodning eller på eget initiativ, hvis det viser sig nødvendigt i løbet af undersøgelserne. Den administrative bistand kan i givet fald omfatte deltagelse i kontrol på stedet, som en anden medlemsstats kompetente myndighed foretager.

3. Artikel 35-40 berører ikke nationale bestemmelser om adgang til dokumenter, der er genstand for eller har tilknytning til domstolsbehandling, eller bestemmelser, der har til formål at beskytte fysiske eller juridiske personers kommercielle interesser.

1. Hver medlemsstat udpeger et eller flere forbindelsesorganer, der i givet fald har forbindelse med de øvrige medlemsstaters forbindelsesorganer. Forbindelsesorganerne skal have til opgave at lette og koordinere kommunikationen mellem kompetente myndigheder og ikke mindst fremsendelsen og modtagelsen af anmodninger om bistand.

2. Medlemsstaterne giver Kommissionen og de øvrige medlemsstater alle de relevante nærmere oplysninger om deres udpegede forbindelsesorganer og eventuelle ændringer af disse oplysninger.

3. Med forbehold af stk. 1 er udpegelsen af forbindelsesorganer ikke til hinder for, at kompetente myndigheders personale i de forskellige medlemsstater kontakter hinanden direkte, udveksler oplysninger eller samarbejder.

4. De kompetente myndigheder, som Rådets direktiv 89/608/EØF af 21. november 1989 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af de veterinære og zootekniske bestemmelser ( 37 ) finder anvendelse på, holder i givet fald forbindelse med de myndigheder, hvis virksomhed er omfattet af dette afsnit.

1. Når en kompetent myndighed har modtaget en begrundet anmodning, sikrer den, at den kompetente myndighed, der har fremsat anmodningen, får alle oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for at kunne kontrollere, om den foderstof- og fødevarelovgivning, der hører under den anmodende myndigheds kompetenceområde, overholdes. Den kompetente myndighed, der har modtaget en anmodning, sørger i det øjemed for, at der foretages de fornødne administrative undersøgelser for at tilvejebringe oplysningerne og dokumenterne.

2. De oplysninger og dokumenter, som der anmodes om i henhold til stk. 1, sendes uden unødig forsinkelse. Der kan sendes originaler eller genparter.

3. Efter aftale mellem den myndighed, der retter henvendelse, og den myndighed, der har modtaget henvendelsen, kan personale, som den myndighed, der retter henvendelse, har udpeget, være til stede under administrative undersøgelser.

Sådanne undersøgelser skal altid foretages af personale fra den myndighed, der har modtaget henvendelsen.

Personale fra den myndighed, der retter henvendelse, må ikke på eget initiativ udøve de undersøgelsesbeføjelser, der er tillagt personale fra den myndighed, der har modtaget henvendelsen. De skal dog have adgang til samme lokaler og dokumenter som sidstnævnte, men kun ved dennes mellemkomst og i forbindelse med gennemførelsen af den administrative undersøgelse.

4. Personale fra den myndighed, der retter henvendelse, som er til stede i en anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 3, skal altid kunne fremvise en skriftlig legitimation, hvori er angivet deres identitet og deres officielle adkomst til at medvirke.

1. Hvis en kompetent myndighed bliver opmærksom på manglende overholdelse, og denne manglende overholdelse har indvirkning på en eller flere andre medlemsstater, videregiver den uden forudgående anmodning hurtigst muligt sådanne informationer til disse andre medlemsstater.

2. De medlemsstater, der modtager sådanne oplysninger, undersøger sagen og underretter den medlemsstat, der indgav oplysningerne, om resultaterne af undersøgelsen og i givet fald om de foranstaltninger, der måtte være truffet.

1. Hvis bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed ved offentlig kontrol på varernes bestemmelsessted eller under transporten af varerne konstaterer, at varerne ikke overholder foderstof- eller fødevarelovgivningen, så det medfører en risiko for menneskers eller dyrs sundhed eller udgør en alvorlig overtrædelse af foderstof- eller fødevarelovgivningen, kontakter bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed hurtigst muligt afsendelsesmedlemsstatens kompetente myndigheder.

2. Afsendelsesmedlemsstatens kompetente myndighed undersøger sagen, træffer de nødvendige foranstaltninger og meddeler bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed, hvilke undersøgelser og hvilken offentlig kontrol der er udført, hvilke afgørelser der er truffet, og begrundelsen for disse afgørelser.

3. Hvis bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed har grund til at mene, at disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, søger de to medlemsstaters kompetente myndigheder sammen at afhjælpe situationen, evt. ved fælles tilsyn på stedet, der udføres i overensstemmelse med artikel 36, stk. 3 og 4. De underretter Kommissionen, hvis de ikke kan nå til enighed om passende foranstaltninger.

1. Når en medlemsstats kompetente myndighed modtager oplysninger fra et tredjeland om manglende overholdelse og/eller risiko for menneskers eller dyrs sundhed, sender den oplysningerne videre til de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater, hvis den mener, at de kunne være interesserede heri, eller hvis de anmoder herom. Den meddeler endvidere Kommissionen sådanne oplysninger, når det er relevant på fællesskabsplan.

2. Hvis det pågældende tredjeland har påtaget sig en retlig forpligtelse til at yde den nødvendige bistand til at indsamle bevismateriale for uregelmæssigheder i forbindelse med transaktioner, som er eller synes at være i strid med den relevante foderstof- og fødevarelovgivning, kan de oplysninger, der indhentes i henhold til denne forordning, meddeles det pågældende tredjeland med samtykke fra de kompetente myndigheder, som har leveret dem, og under overholdelse af forskrifter om udlevering af personoplysninger til tredjelande.

1. Kommissionen koordinerer hurtigst muligt medlemsstaternes indsats, hvis den efter at have modtaget oplysninger fra medlemsstaterne eller andre kilder bliver opmærksom på aktiviteter, der er eller forekommer at være i strid med foderstof- eller fødevarelovgivningen, og aktiviteterne er af særlig interesse for Fællesskabet, navnlig fordi:

2. Hvis der ved offentlig kontrol på bestemmelsesstedet konstateres gentagne tilfælde af overtrædelser eller andre risici for menneskers, planters eller dyrs sundhed på grund af foderstoffer eller fødevarer, enten direkte eller via miljøet, underretter bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed hurtigst muligt Kommissionen og de øvrige medlemsstaters kompetente myndigheder herom.

4. Hvis foranstaltninger som omhandlet i stk. 2 og 3 træffes for at imødegå gentagen manglende overholdelse fra en foderstof- eller fødevarevirksomheds side, pålægger den kompetente myndighed den pågældende virksomhed at afholde alle omkostninger som følge af sådanne foranstaltninger.

For at sikre en effektiv gennemførelse af artikel 17, stk. 2, i forordning (EF) nr. 178/2002, af dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelser samt af artikel 45 i nærværende forordning skal hver medlemsstat udarbejde en enkelt integreret, flerårig, national kontrolplan.

2. Hver flerårige nationale kontrolplan indeholder generelle oplysninger om opbygningen og tilrettelæggelsen af foderstof- og fødevarekontrolordningerne samt dyresundheds- og dyrevelfærdskontrollen i den pågældende medlemsstat, især om:

3. De flerårige nationale kontrolplaner kan tilpasses under gennemførelsen. Tilpasningerne kan foretages på baggrund af eller for at tage hensyn til faktorer såsom:

1. I de flerårige nationale kontrolplaner, der er omhandlet i artikel 41, tages der hensyn til de retningslinjer, som Kommissionen udarbejder efter proceduren i artikel 62, stk. 2. Retningslinjerne skal navnlig:

2. Om nødvendigt tilpasses retningslinjerne på grundlag af analysen i de årsrapporter, som medlemsstaterne aflægger i henhold til artikel 44, eller fællesskabskontrol, der foretages i henhold til artikel 45.

1. Et år efter, at de flerårige nationale kontrolplaner er iværksat, og derefter hvert år forelægger medlemsstaterne Kommissionen en rapport, der indeholder:

2. For at sikre, at rapporten og særlig resultaterne af den offentlige kontrol foreligger i en sammenhængende form, tages der i de i stk. 1 omhandlede informationer hensyn til de retningslinjer, som Kommissionen udarbejder efter proceduren i artikel 62, stk. 2.

3. Medlemsstaterne færdiggør deres rapporter, sender dem til Kommissionen senest seks måneder efter udgangen af det år, rapporterne omhandler.

4. På grundlag af rapporterne som omhandlet i stk. 1, resultatet af fællesskabskontrollen i henhold til artikel 45 og andre relevante oplysninger udarbejder Kommissionen hvert år en rapport om medlemsstaternes offentlige kontrol i almindelighed. Denne rapport kan i givet fald indeholde henstillinger vedrørende:

5. De flerårige nationale kontrolplaner og retningslinjerne herfor tilpasses i givet fald på grundlag af konklusionerne og henstillingerne i Kommissionens rapport.

6. Kommissionen forelægger sin rapport for Europa-Parlamentet og Rådet og gør den offentligt tilgængelig.

1. Eksperter fra Kommissionen foretager generelle og specifikke audit i medlemsstaterne. Kommissionen kan udpege eksperter fra medlemsstaterne til at bistå sine eksperter. Der foretages generelle og specifikke audit i samarbejde med medlemsstaternes kompetente myndigheder. Audit foretages regelmæssigt. Det primære formål er at undersøge, om den samlede offentlige kontrol i medlemsstaterne er i overensstemmelse med de flerårige nationale kontrolplaner, der er omhandlet i artikel 41, og med EF-lovgivningen. Med henblik herpå og for at audit kan gennemføres effektivt, kan Kommissionen, inden den gennemfører kontrollen, anmode medlemsstaterne om hurtigst muligt at stille ajourførte eksemplarer af de nationale kontrolplaner til rådighed.

2. De generelle audit kan suppleres med specifikke audit og tilsyn, inden for et eller flere specifikke områder. Formålet med sådanne specifikke audit og tilsyn er især:

3. For hver kontrol, Kommissionen har foretaget, udarbejder den en rapport om resultaterne. Hvis det er relevant, skal denne rapport indeholde henstillinger til medlemsstaterne om bedre overholdelse af foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelser. Kommissionen offentliggør rapporterne. Ved rapporter om kontrol, der gennemføres i en medlemsstat, modtager den relevante kompetente myndighed fra Kommissionen et udkast til rapport, som den kan knytte bemærkninger til, og Kommissionen tager disse bemærkninger med i betragtning ved udarbejdelsen af den endelige rapport og offentliggør den kompetente myndigheds bemærkninger sammen med den endelige rapport.

4. Kommissionen udarbejder et årligt kontrolprogram, som den på forhånd meddeler medlemsstaterne, og den aflægger rapport om resultaterne heraf. Kommissionen kan ændre programmet for at tage hensyn til nye forhold inden for foderstof- og fødevaresikkerhed, dyresundhed, dyrevelfærd og plantesundhed.

6. Nærmere bestemmelser om fællesskabskontrol i medlemsstaterne kan udarbejdes eller ændres efter proceduren i artikel 62, stk. 3.

1. Eksperter fra Kommissionen kan foretage offentlig kontrol i tredjelande med det formål at verificere, på grundlag af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, om et givet tredjelands lovgivning og ordninger er i overensstemmelse med eller ligestillet med EF-foderstof- og fødevarelovgivningen og EF-dyresundhedslovgivningen. Kommissionen kan udpege eksperter fra medlemsstaterne til at bistå sine eksperter. I denne offentlige kontrol indgår navnlig:

2. For at kontrollen i et tredjeland kan gennemføres effektivt, kan Kommissionen, inden den gennemfører kontrollen, anmode det pågældende tredjeland om at fremlægge de oplysninger, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, og, når det er relevant, de skriftlige registre over gennemførelsen af kontrollen.

3. Hyppigheden af fællesskabskontrollen i tredjelande fastlægges på grundlag af:

Kriterierne for at bestemme risici med henblik på den risikovurdering, der er omhandlet i litra a), fastsættes af Kommissionen. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4.

4. Proceduren og de detaljerede regler for kontrol i tredjelande kan fastsættes eller ændres efter proceduren i artikel 62, stk. 3.

Der kan efter samme procedure fastsættes afgifter for nævnte kontrol på et gensidigt grundlag.

5. Hvis der under fællesskabskontrollen konstateres en alvorlig sundhedsrisiko for mennesker eller dyr, træffer Kommissionen straks de nødvendige beredskabsforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 53 i forordning (EF) nr. 178/2002 eller beskyttelsesbestemmelser i anden relevant fællesskabslovgivning.

6. Kommissionen aflægger rapport om resultatet af hver fællesskabskontrol, der gennemføres. Om nødvendigt skal rapporten indeholde henstillinger. Kommissionen gør sine rapporter offentligt tilgængelige.

7. Kommissionen meddeler på forhånd medlemsstaterne sit program for kontrol i tredjelande og aflægger rapport om resultaterne heraf. Den kan ændre programmet for at tage hensyn til nye forhold inden for foderstof- og fødevaresikkerhed, dyresundhed og plantesundhed.

1. Kommissionen er ansvarlig for at anmode tredjelande, der ønsker at eksportere varer til Fællesskabet, om at forelægge følgende nøjagtige og ajourførte oplysninger om den generelle tilrettelæggelse og forvaltning af sundhedskontrolordninger:

2. Oplysningerne, jf. stk. 1, skal stå i et rimeligt forhold til varernes art og kan tage hensyn til det pågældende tredjelands særlige situation og struktur samt til arten af de produkter, der eksporteres til Fællesskabet. De skal mindst omfatte de varer, der agtes eksporteret til Fællesskabet.

4. Hvis et tredjeland ikke giver de ønskede oplysninger, eller hvis disse oplysninger er utilstrækkelige, kan der i konkrete tilfælde fastsættes særlige tidsbegrænsede importbetingelser, jf. artikel 62, stk. 3, efter konsultationer med det pågældende tredjeland.

5. Retningslinjer for, hvordan de i stk. 1, 2 og 3 omhandlede oplysninger skal udarbejdes og forelægges for Kommissionen, og for overgangsforanstaltninger, der giver tredjelandene tid til at udarbejde disse oplysninger, udarbejdes efter proceduren i artikel 62, stk. 2.

1. I den udstrækning betingelser og nærmere procedurer for import af produkter fra tredjelande eller områder i tredjelande ikke er fastsat i fællesskabslovgivningen og navnlig i forordning (EF) nr. 854/2004, kan de om fornødent fastsættes af Kommissionen. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4.

3. Tredjelande må kun figurere på listerne omhandlet i stk. 2, litra a), hvis deres kompetente myndigheder fremlægger de nødvendige garantier for overensstemmelse eller ligestilling med Fællesskabets foderstof- og fødevarelovgivning samt dyresundhedsbestemmelser.

4. Ved udarbejdelsen eller ajourføringen af listerne tages der især hensyn til følgende kriterier:

5. Når der vedtages særlig importbetingelser, jf. stk. 2, litra c), tages der hensyn til oplysninger, som de berørte tredjelande har afgivet, og om fornødent til resultaterne af fællesskabskontrol i sådanne tredjelande. Der kan fastsættes særlige importbetingelser for et produkt eller for en gruppe produkter. De kan gælde for et enkelt tredjeland, for områder i et tredjeland eller for en for en gruppe af tredjelande.

1. Efter gennemførelse af en ligestillingsaftale eller efter en tilfredsstillende audit kan der efter proceduren i artikel 62, stk. 3, træffes afgørelse om at anerkende, at foranstaltninger, som et tredjeland eller et område i et tredjeland anvender på specifikke områder, frembyder tilsvarende garantier som dem, der anvendes i Fællesskabet, hvis tredjelandene forelægger objektive beviser herfor.

2. Afgørelsen, jf. stk. 1, skal indeholde de betingelser, der gælder for import fra det pågældende tredjeland eller det pågældende område i et tredjeland.

3. Afgørelsen som omhandlet i stk. 1 ophæves straks efter samme procedure, hvis en af de betingelser for anerkendelse af ligestilling, der blev fastsat, da afgørelsen blev vedtaget, ikke længere er opfyldt.

1. Efter proceduren i artikel 62, stk. 3, kan følgende foranstaltninger vedtages og opretholdes så længe de har en påviselig virkning for at sikre, at udviklingslande er i stand til at overholde bestemmelserne i denne forordning:

2. I forbindelse med Fællesskabets politik for udviklingssamarbejde fremmer Kommissionen støtte til udviklingslande med hensyn til foderstof- og fødevaresikkerhed i almindelighed og overholdelse af foderstof- og fødevarestandarder i særdeleshed med henblik på at opbygge den institutionelle kapacitet, der er nødvendig for at opfylde betingelserne i artikel 5, 12, 47 og 48.

1. Kommissionen kan arrangere kurser for det personale fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, der har ansvaret for offentlig kontrol som omhandlet i denne forordning. Kurserne har til formål at udvikle en harmoniseret metode til offentlig kontrol i medlemsstaterne. De kan bl.a. omfatte undervisning i følgende:

2. Deltagere fra tredjelande, især udviklingslande, kan deltage i de kurser, der er omhandlet i stk. 1.

3. De nærmere regler for tilrettelæggelsen af kurser kan fastsættes efter proceduren i artikel 62, stk. 3.

1. Kommissionens eksperter kan efter anmodning fra og i samarbejde med medlemsstaternes kompetente myndigheder bistå medlemsstaterne i forbindelse med kontrol, som foretages af tredjelande.

2. I så fald underretter medlemsstater, på hvis område et tredjeland skal foretage kontrol, Kommissionen om planlægning, omfang og dokumentation samt fremsender alle andre relevante oplysninger, således at Kommissionen kan deltage effektivt i kontrollen.

Kommissionen kan anbefale fællesskabskoordinerede planer efter proceduren i artikel 62, stk. 2. Planerne:

1. Når den kompetente myndighed identificerer manglende overholdelse af lovgivningen, træffer den foranstaltninger til at sikre, at lederen bringer forholdene i orden. Når den træffer afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal træffes, tager den kompetente myndighed hensyn til den manglende overholdelses karakter og om denne leder tidligere har gjort sig skyldig i manglende overholdelse.

3. Den kompetente myndighed giver den berørte virksomhedsleder eller en repræsentant:

4. Hvis det er hensigtsmæssigt, meddeler den kompetente myndighed også den kompetente myndighed i afsendelsesmedlemsstaten sin afgørelse.

5. Alle udgifter i forbindelse med denne artikel afholdes af den ansvarlige foderstof- og fødevarevirksomhedsleder.

1. Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af foderstof- og fødevarelovgivningen og andre EF-forskrifter, der vedrører beskyttelse af dyrs sundhed og velfærd, og de træffer de fornødne foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

2. Medlemsstaterne giver hurtigst muligt Kommissionen meddelelse om hvilke bestemmelser, der finder anvendelse ved overtrædelser af foderstof- og fødevarelovgivningen, og om eventuelle senere ændringer heraf.

1. Der træffes foranstaltninger efter procedurerne i artikel 53 i forordning (EF) nr. 178/2002, hvis:

For så vidt angår dette direktiv og med forbehold af artikel 21 heri finder artikel 41-46 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes ( 43 ), i givet fald anvendelse.

1. Direktiv 70/373/EØF, 85/591/EØF, 89/397/EØF, 93/99/EØF og 95/53/EF samt beslutning 93/383/EØF, 98/728/EF og 1999/313/EF ophæves med virkning fra 1. januar 2006. Direktiv 85/73/EØF ophæves med virkning fra den 1. januar 2008.

2. Medmindre de er i strid med denne forordning, gælder de gennemførelsesbestemmelser, der er vedtaget på grundlag af ovennævnte retsakter, jf. navnlig listen i bilag VIII, dog fortsat indtil vedtagelsen af de nødvendige bestemmelser på grundlag af denne forordning.

3. Henvisninger til de ophævede retsakter skal forstås som henvisninger til denne forordning.

1. Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, der er oprettet ved artikel 58 i forordning (EF) nr. 178/2002 eller, når det hovedsagelig drejer sig om plantesundhedsspørgsmål, af Den Stående Komité for Plantesundhed, der er oprettet ved Rådets beslutning 76/894/EØF ( 45 ).

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

4. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

1. Generelle overgangsforanstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, herunder ved at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, navnlig:

og yderligere præciseringer af de krav, der er fastsat i bestemmelserne i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4.

For at sikre en ensartet anvendelse af denne forordning kan der fastsættes andre gennemførelses- og overgangsforanstaltninger efter forskriftsproceduren i artikel 62, stk. 3. Dette gælder især:

2. For at tage hensyn til den specifikke karakter af forordning (EØF) nr. 2092/91, (EØF) nr. 2081/92 og (EØF) nr. 2082/92 kan der af Kommissionen vedtages særlige foranstaltninger af hensyn til nødvendige undtagelser og tilpasninger i forhold til reglerne i denne forordning. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4.

Følgende foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 62, stk. 4:

1. Kommissionen forelægger senest den 20. maj 2007 Europa-Parlamentet og Rådet en beretning.

2. Beretningen skal bl.a. indeholde en oversigt over de erfaringer, der er gjort med anvendelsen af denne forordning, og navnlig behandle følgende spørgsmål:

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

AKTIVITETER OG MINIMUMSGEBYRER ELLER -AFGIFTER I FORBINDELSE MED OFFENTLIG KONTROL AF EF-VIRKSOMHEDER

For kontrol i forbindelse med følgende liste over produkter opkræver medlemsstaterne mindst de dertil svarende minimumsgebyrer eller -afgifter

Minimumsgebyrer eller -afgifter for kontrol med produktion og markedsføring af fiskevarer og akvakulturprodukter

De gebyrer, der opkræves for arter som omhandlet i bilag II til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3703/85, må ikke overstige 50 EUR pr. sending.

Medlemsstaterne opkræver 0,5 EUR pr. ton for forarbejdning af fiskevarer og akvakulturprodukter.

AKTIVITETER OG MINIMUMSGEBYRER ELLER -AFGIFTER I FORBINDELSE MED OFFENTLIG KONTROL AF VARER OG LEVENDE DYR, DER INDFØRES I FÆLLESSKABET

De, aktiviteter, der er omfattet af direktiv 97/78/EF og 91/496/EØF, for hvilke medlemsstaterne på nuværende tidspunkt opkræver gebyrer i medfør af direktiv 85/73/EØF.

Minimumsgebyret for offentlig kontrol ved import af en sending kød fastsættes til:

Gebyrer eller afgifter for kødprodukter, fjerkrækød, kød af vildtlevende vildt, kaninkød, kød af opdrættet vildt, biprodukter og foderstoffer af animalsk oprindelse

Gebyrer eller afgifter for offentlig kontrol med transport af varer og levende dyr gennem Fællesskabet af en sending fødevarer eller foderstoffer fastsættes til mindst 30 EUR forhøjet med 20 EUR pr. kvarter for hver ansat, der foretager kontrollen.

2. EU-referencelaboratorier til analyse og undersøgelse af zoonoser (salmonella)

4. EU-referencelaboratorium for kontrol af viral og bakteriologisk kontaminering af toskallede bløddyr

The laboratory of the Centre for Environment, Fisheries and Aquaculture Science (Cefas)

6. EU-referencelaboratorium for koagulase-positive stafylokokker, herunder Staphylococcus aureus

7. EU-referencelaboratoriet for Escherichia coli, herunder verotoksinproducerende E. coli (VTEC):

9. EU-referencelaboratorium for parasitter (særlig Trichinella, Echinococcus og Anisakis)

12. EU-referencelaboratorier for restkoncentrationer af veterinærlægemidler og forurenende stoffer i animalske fødevarer

13. EU-referencelaboratorium for transmissible spongiforme encephalopatier (TSE)

Det laboratorium, der er nævnt i bilag X, kapitel B, til forordning (EF) nr. 999/2001

Det laboratorium, der er nævnt i bilag II til Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer ( 46 )

Det laboratorium, der er nævnt i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer ( 47 )

20. EU-referencelaboratorium for polycykliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er)

21. EU-referencelaboratorium for dioxiner og PCB’er i foderstoffer og fødevarer

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets direktiv 2001/89/EF af 23. oktober 2001 om EF-foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest ( 48 ).

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets direktiv 92/35/EØF af 29. april 1992 om fastsættelse af regler for kontrol med og foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk hestepest ( 49 ).

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets direktiv 2005/94/EF af 20. december 2005 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza og om ophævelse af direktiv 92/40/EØF ( 50 ).

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets direktiv 92/66/EØF af 14. juli 1992 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af Newcastle disease ( 51 ).

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets direktiv 92/119/EØF af 17. december 1992 om generelle fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme samt om specifikke foranstaltninger vedrørende blæreudslæt hos svin ( 52 ).

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets beslutning 2000/258/EF af 20. marts 2000 om udpegning af et institut, der skal opstille de nødvendige kriterier for standardisering af serologiske test til kontrol af rabiesvacciners virkning ( 53 ).

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets direktiv 2000/75/EF af 20. november 2000 om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får ( 54 ).

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets direktiv 2002/60/EF af 27. juni 2002 om specifikke bestemmelser for bekæmpelse af afrikansk svinepest og om ændring af direktiv 92/119/EØF for så vidt angår Teschener syge og afrikansk svinepest ( 55 ).

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets beslutning 96/463/EF af 23. juli 1996 om udpegelse af det referenceorgan, som skal deltage i arbejdet med at gøre prøvemetoderne og vurderingen af prøveresultaterne ensartede for racerent avlskvægs vedkommende ( 56 ).

Det laboratorium, der er nævnt i Rådets direktiv 2003/85/EF af 29. september 2003 om EF-foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge, om ophævelse af direktiv 85/511/EØF og beslutningerne 89/531/EØF og 91/665/EØF og om ændring af direktiv 92/46/EØF ( 57 ).

VISAVET – Laboratorio de vigilancia veterinaria, Facultad de Veterinaria, Universidad Complutense de Madrid

( 3 ) Europa-Parlamentets udtalelse af 9.3.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 26.4.2004.

( 4 ) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1642/2003 (EUT L 245 af 29.9.2003, s. 4).

( 5 ) EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2004/31/EF (EUT L 85 af 23.3.2004, s. 18).

( 6 ) EFT L 198 af 22.7.1991, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 392/2004 (EUT L 65 af 3.3.2004, s. 1).

( 7 ) EFT L 208 af 24.7.1992, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1).

( 8 ) EFT L 208 af 24.7.1992, s. 9. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003.

( 9 ) Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (EFT L 24 af 30.1.1998, s. 9).

( 10 ) Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande (EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56). Senest ændret ved direktiv 96/43/EF (EFT L 162 af 1.7.1996, s. 1).

( 11 ) EFT L 265 af 8.11.1995, s. 17. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/46/EF (EFT L 234 af 1.9.2001, s. 55).

( 12 ) EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 (EFT L 311 af 12.12.2000, s. 17).

( 13 ) EFT L 40 af 17.2.1993, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003.

( 15 ) EFT L 332 af 30.12.1995, s. 15. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003.

( 16 ) Rådets direktiv 96/22/EF af 29. april 1996 om forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af ß-agonister i husdyrbrug (EFT L 125 af 23.5.1996, s. 3). Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/74/EF (EUT L 262 af 14.10.2003, s. 17).

( 17 ) Rådets direktiv 96/23/EF af 29. april 1996 om de kontrolforanstaltninger, der skal iværksættes for visse stoffer og restkoncentrationer heraf i levende dyr og produkter heraf (EFT L 125 af 23.5.1996, s. 10). Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003.

( 18 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den officielle kontrol af animalske produkter til konsum (EFT L 139 af 30.4.2004, s. 206).

( 19 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1). Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2003 (EUT L 333 af 20.12.2003, s. 28).

( 20 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 af 17. november 2003 om bekæmpelse af salmonella og andre bestemte fødevarebårne zoonotiske agenser (EUT L 325 af 12.12.2003, s. 1).

( 21 ) Rådets direktiv 86/362/EØF af 24. juli 1986 om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for indholdet af pesticidrester i og på korn (EFT L 221 af 7.8.1986, s. 37. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2004/2/EF (EUT L 14 af 21.1.2004, s. 10).

( 22 ) Rådets direktiv 90/642/EØF af 27. november 1990 om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester på og i visse produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grøntsager (EFT L 350 af 14.12.1990, s. 71). Senest ændret ved direktiv 2004/2/EF.

( 23 ) Kommissionens direktiv 92/1/EØF af 13. januar 1992 om temperaturkontrol i forbindelse med transport, opbevaring og oplagring af dybfrosne levnedsmidler (EFT L 34 af 11.2.1992, s. 28).

( 24 ) Kommissionens direktiv 92/2/EØF af 13. januar 1992 om prøveudtagningsproceduren og EF-analysemetoden i forbindelse med den officielle kontrol af dybfrosne levnedsmidlers temperatur (EFT L 34 af 11.2.1992, s. 30).

( 25 ) Rådets direktiv 70/373/EØF om indførelse af fællesskabsprøveudtagningsmåder og analysemetoder for så vidt angår den officielle kontrol med foderstoffer (EFT L 170 af 3.8.1970, s. 2). Senest ændret ved forordning (EF) nr. 807/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 36).

( 26 ) Rådets direktiv 85/591/EØF af 20. december 1985 om indførelse af fælles prøveudtagnings- og analysemetoder til kontrol af levnedsmidler (EFT L 372 af 31.12.1985, s. 50). Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

( 27 ) Rådets direktiv 89/397/EØF af 14. juni 1989 om offentlig kontrol med levnedsmidler (EFT L 186 af 30.6.1989, s. 23).

( 28 ) Rådets direktiv 93/99/EØF af 29. oktober 1993 om supplerende bestemmelser vedrørende offentlig kontrol med levnedsmidler (EFT L 290 af 24.11.1993, s. 14). Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

( 29 ) Rådets beslutning 93/383/EØF af 14. juni 1993 om referencelaboratorier til kontrol med marine biotoksiner (EFT L 166 af 8.7.1993, s. 31). Ændret ved beslutning 1999/312/EF (EFT L 120 af 8.5.1999, s. 37).

( 30 ) Rådets direktiv 96/43/EF af 26. juni 1996 om ændring og kodifikation af direktiv 85/73/EØF med henblik på finansiering af veterinærundersøgelse og -kontrol af levende dyr og visse animalske produkter (EFT L 162 af 1.7.1996, s. 1).

( 31 ) Rådets beslutning 98/728/EF af 14. december 1998 om en EF-gebyrordning inden for fodersektoren (EFT L 346 af 22.12.1998, s. 51).

( 32 ) Rådets beslutning 1999/313/EF af 29. april 1999 om referencelaboratorier til kontrol af bakteriologisk og viral kontaminering af toskallede bløddyr (EFT L 120 af 8.5.1999, s. 40).

( 34 ) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

( 36 ) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003.

( 40 ) EFT L 273 af 10.10.2002, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 808/2003 (EUT L 117 af 13.5.2003, s. 1).

( 58 ) EFT L 155 af 12.7.1971, s. 13. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 1999/27/EF (EFT L 118 af 6.5.1999, s. 36).

( 59 ) EFT L 279 af 20.12.1971, s. 7. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 98/64/EF (EFT L 257 af 19.9.1998, s. 14).

( 60 ) EFT L 123 af 29.5.1972, s. 6. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 1999/79/EF (EFT L 209 af 7.8.1999, s. 23).

( 61 ) EFT L 83 af 30.3.1973, s. 21. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 1999/27/EF.

( 63 ) EFT L 102 af 15.4.1976, s. 8. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 94/14/EF (EFT L 94 af 13.4.1994, s. 30).

( 64 ) EFT L 206 af 29.7.1978, s. 43. Ændret ved Kommissionens direktiv 84/4/EØF (EFT L 15 af 18.1.1984, s. 28).

		Tidende
		No	page	date
M1	KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 776/2006 af 23. maj 2006	L 136	3	24.5.2006
M2	RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1791/2006 af 20. november 2006	L 363	1	20.12.2006
M3	KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 180/2008 af 28. februar 2008	L 56	4	29.2.2008
M4	RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 301/2008 af 17. marts 2008	L 97	85	9.4.2008
M5	KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 737/2008 af 28. juli 2008	L 201	29	30.7.2008
►M6	KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1029/2008 af 20. oktober 2008	L 278	6	21.10.2008
►M7	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 596/2009 af 18. juni 2009	L 188	14	18.7.2009
M8	KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 87/2011 af 2. februar 2011	L 29	1	3.2.2011
►M9	KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 208/2011 af 2. marts 2011	L 58	29	3.3.2011
►M11	KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 563/2012 af 27. juni 2012	L 168	24	28.6.2012
►M12	RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 517/2013 af 13. maj 2013	L 158	1	10.6.2013
►M13	EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 652/2014 af 15. maj 2014	L 189	1	27.6.2014

a) oksekød
— voksent kvæg:	5 EUR pr. dyr
— ungkvæg:	2 EUR pr. dyr
b) kød af hovdyr:	3 EUR pr. dyr
c) svinekød: dyr med en kropsvægt på
— under 25 kg:	0,5 EUR pr. dyr
— 25 kg eller derover:	1 EUR pr. dyr
d) fåre- og gedekød: dyr med en kropsvægt på
— under 12 kg:	0,15 EUR pr. dyr
— 12 kg eller derover:	0,25 EUR pr. dyr
e) fjerkrækød
— tamhøns og perlehøns:	0,005 EUR pr. dyr
— ænder og gæs:	0,01 EUR pr. dyr
— kalkuner:	0,025 EUR pr. dyr
— kød af tamkaniner:	0,005 EUR pr. dyr

— oksekød, kalvekød, svinekød, kød af hovdyr, fåre- og gedekød:	2 EUR
— kød af fjerkræ og tamkaniner:	1,5 EUR
— kød af opdrættet og vildtlevende vildt:
— småt fuglevildt og hårvildt:	1,5 EUR
— kød af strudsfugle (struds, emu, nandu):	3 EUR
— vildsvin og drøvtyggere:	2 EUR.

a) småt fuglevildt:	0,005 EUR pr. dyr
b) småt hårvildt:	0,01 EUR pr. dyr
c) strudsfugle:	0,5 EUR pr. dyr
d) landpattedyr:
— vildsvin:	1,5 EUR pr. dyr
— drøvtyggere:	0,5 EUR pr. dyr