DOMSTOLENS DOM

af 24. januar 2023

i sag E-5/22

Christian Maitz mod Liechtensteinische Alters- und Hinterlassenenversicherung, Liechtensteinische Invalidenversicherung og Liechtensteinische Familienausgleichskasse

(Social sikring – forordning (EF) nr. 883/2004 – forordning (EF) nr. 987/2009 – ophold i et tredjeland – selvstændig erhvervsdrivende – anvendelse af EØS-retten – henstilling fra Den Administrative Kommission – EØS-aftalens artikel 3 – princippet om loyalt samarbejde)

(2023/C 158/05)

I sag E-5/22, Christian Maitz mod Liechtensteinische Alters- und Hinterlassenenversicherung, Liechtensteinische Invalidenversicherung og Liechtensteinische Familienausgleichskasse, hvori Fürstliches Obergericht har anmodet Domstolen om i henhold til artikel 34 i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol at fortolke Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, har Domstolen, sammensat af præsidenten Páll Hreinsson (refererende dommer) og dommerne Bernd Hammermann og Ola Mestad (ad hoc-dommer), afsagt dom den 24. januar 2023. Konklusionen lyder således:

1.

Det er ikke en betingelse for at være omfattet af personkredsen i artikel 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, at statsborgere i en EØS-stat også er bosat i en EØS-stat. En aftale, der er indgået af en EØS-stat med et tredjeland, og som har til formål at udvide anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 883/2004 til dette tredjeland, kan ikke medføre, at der gælder en betingelse om bopæl for en person, der ikke gælder efter forordningens artikel 2, stk. 1, og 11.

2.

Artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 skal fortolkes således, at der ikke gælder et krav om, at en attest udelukkende skal være udstedt i form af et personbåret dokument A1 for at afføde de retsvirkninger, der er fastsat i forordningens artikel 5, stk. 1.