22.2.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/10


Sag anlagt den 20. december 2017 af EFTA-Tilsynsmyndigheden mod Island

(Sag E-11/17)

(2018/C 67/10)

EFTA-Tilsynsmyndigheden, Rue Belliard 35, 1040 Bruxelles, Belgien, har ved Carsten Zatschler, Catherine Howdle og Ingibjörg Ólöf Vilhjálmsdóttir, som befuldmægtigede, den 20. december 2017 anlagt sag mod Island ved EFTA-Domstolen.

EFTA-Tilsynsmyndigheden har nedlagt følgende påstande:

1.

Det fastslås, at Island har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til den retsakt, der er nævnt i punkt 30, 31bb, 31eb, 31i og 31d i bilag IX til EØS-aftalen (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010), som tilpasset til aftalen ved protokol 1 hertil, og i henhold til aftalens artikel 7, idet Island ikke inden for den fastsatte frist har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre nævnte retsakt, og/eller ikke har underrettet EFTA-Tilsynsyndigheden herom.

2.

Island tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige og faktiske omstændigheder samt søgsmålsgrunde:

EFTA-Tilsynsmyndigheden har i stævningen gjort gældende, at Island ikke inden den 12. september 2017 har efterkommet den begrundede udtalelse, som EFTA-Tilsynsmyndigheden afgav den 12. juli 2017 om Islands manglende gennemførelse i den nationale retsorden af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010, som omhandlet i punkt 30, 31bb, 31eb, 31i og 31d i bilag IX til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, som tilpasset til aftalen ved protokol 1 hertil (herefter »retsakten«).

EFTA-Tilsynsmyndigheden har yderligere gjort gældende, at Island har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til retsakten og EØS-aftalens artikel 7, idet det ikke har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre retsakten inden for den fastsatte frist.