27.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/6


DOMSTOLENS DOM

af 22. december 2016

i sag E-6/16

Fjarskipti hf. mod den islandske post- og telekommunikationsadministration (Póst- og fjarskiptastofnun)

(Levering af teletjenester — direktiv 2002/21/EF — elektronisk kommunikationstjeneste — offentligt kommunikationsnet)

(2017/C 133/06)

I sag E-6/16, Fjarskipti hf. mod den islandske post- og telekommunikationsadministration (Póst- og fjarskiptastofnun), hvori Héraðsdómur Reykjavíkur (Reykjaviks herredsret) har anmodet Domstolen om i henhold til artikel 34 i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol at fortolke artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), har Domstolen, sammensat af præsidenten Carl Baudenbacher og dommerne Per Christiansen (refererende dommer) og Páll Hreinsson, afsagt dom den 22. december 2016. Domskonklusionen lyder således:

1.

Definitionen i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF af begrebet »elektronisk kommunikationsnet« skal fortolkes således, at det omfatter et system, der gør det muligt at overføre signaler, der er skrevet som SMS på brugerens slutanordning, som er forbundet via en webbrowser, via internettet, til PHP-scriptsoftwaren på en telekommunikationsvirksomheds webdomæne, som modtager signalerne, bearbejder dem og overfører dem til en SMS-server i virksomhedens kommunikationssystem, der derefter sender dem over et net til modtagerens telefonnummer.

2.

Definitionen i artikel 2, litra c), i direktiv 2002/21/EF af begrebet »elektronisk kommunikationstjeneste« skal fortolkes således, at det omfatter en tjeneste, som består i overføring af signaler, der finder sted på et kommunikationsnet som beskrevet i spørgsmål 1, uanset om der opkræves en afgift for en sådan tjeneste, forudsat at tjenesten normalt ydes mod betaling.

3.

Definitionen i artikel 2, litra d), i direktiv 2002/21/EF af begrebet »offentligt kommunikationsnet« skal fortolkes således, at det omfatter et net som beskrevet i spørgsmål 1, der anvendes til at levere tjenester som beskrevet i spørgsmål 2, uanset om disse tjenester kun stilles til rådighed til en bestemt virksomheds abonnenter, forudsat at nettet helt eller hovedsagelig anvendes til levering af sådanne offentligt tilgængelige tjenester.