17.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 422/7


DOMSTOLENS DOM

af 28. september 2015

i sag E-6/15,

EFTA-Tilsynsmyndigheden mod Kongeriget Norge

(En EFTA-stats tilsidesættelse af sine forpligtelser — fri udveksling af tjenesteydelser — direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked — lokalt krav om tilladelse til byggearbejder)

(2016/C 422/06)

I sag E-6/15, EFTA-Tilsynsmyndigheden mod Kongeriget Norge, hvori der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Norge har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 16 i den retsakt, der er omhandlet i punkt 1 i bilag X til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked), eller, subsidiært, i henhold til artikel 36 i samme aftale, idet landet har opretholdt § 20, stk. 1, andet afsnit, og § 22, stk. 3, i planlægningsloven sammenholdt med § 9, stk.1-4, og § 11, stk. 1, i bygningsreglementet, hvorved det er fastsat, at byggefirmaer skal indhente en godkendelse fra kommunalbestyrelsen, før arbejderne påbegyndes, har Domstolen, sammensat af Carl Baudenbacher (præsident) og dommerne Per Christiansen og Páll Hreinsson (refererende dommer), afsagt dom den 28. september 2015.

Domskonklusionen lyder således:

1.

Kongeriget Norge har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 16 i den retsakt, der er omhandlet i punkt 1 i bilag X til EØS-aftalen (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked), idet landet har opretholdt § 20, stk. 1, andet afsnit, og § 22, stk. 3, i planlægningsloven sammenholdt med § 9, stk.1-4, og § 11, stk. 1, i bygningsreglementet, hvorved det er fastsat, at byggefirmaer skal indhente en godkendelse fra kommunalbestyrelsen, før arbejderne påbegyndes.

2.

Kongeriget Norge betaler sagens omkostninger.