|
30.4.2013 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 118/44 |
EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS HENSTILLING Nr. 93/13/KOL
af 21. februar 2013
om en koordineret kontrolplan med henblik på at bestemme prævalensen af svigagtig praksis ved markedsføring af visse fødevarer
EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN HAR —
under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 109 og protokol 1,
under henvisning til aftalen mellem EFTA-landene om oprettelse af en Tilsynsmyndighed og en Domstol, særlig artikel 5, stk. 2, litra b), og protokol 1,
under henvisning til den retsakt, der er nævnt i kapitel XII, punkt 54zzzi i bilag II til EØS-aftalen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes), som berigtiget og ændret, særlig artikel 53,
under henvisning til EFTA-Tilsynsmyndighedens afgørelse 75/13/KOL af 19. februar 2013 om bemyndigelse af det kompetente medlem af kollegiet til at vedtage den endelige henstilling som godkendt af EFTA-udvalget for dyre- og plantesundhed (registreringsnr. 663341) og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I henhold til artikel 53 i forordning (EF) nr. 882/2004 kan EFTA-Tilsynsmyndigheden ("Tilsynsmyndigheden") anbefale koordinerede planer, der om fornødent tilrettelægges på ad hoc-basis, navnlig med henblik på at bestemme prævalensen af farer i foderstoffer, fødevarer eller dyr. |
|
(2) |
Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemslandenes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (1) er der fastsat EØS-regler om mærkning af fødevarer, der gælder for alle fødevarer. |
|
(3) |
I henhold til direktiv 2000/13/EF må mærkningen og metoderne ikke vildlede forbrugeren, især med hensyn til fødevarens egenskaber, herunder dens egentlige art og dens identitet. I mangel af specifik EØS-lovgivning eller national lovgivning gælder det desuden, at varebetegnelsen udgøres af det navn, der har vundet hævd i det EØS-land, hvor salget finder sted, eller af en beskrivelse af fødevaren, der skal være så nøjagtig, at køberen oplyses om dens egentlige art. |
|
(4) |
Endvidere skal alle ingredienser anføres på etiketten af færdigpakkede fødevarer, der er bestemt til den endelige forbruger eller storkøkkener. Navnlig skal det på fødevarer, der indeholder kød som ingrediens, når varen er bestemt til den endelige forbruger eller storkøkkener, også angives, hvilke dyrearter kødet hidrører fra, direkte på emballagen eller på en vedhæftet etiket. Hvis en ingrediens nævnes i fødevarebetegnelsen, skal mængden heraf udtrykt i procent også angives i ingredienslisten, så forbrugeren ikke vildledes med hensyn til fødevarens identitet og sammensætning. |
|
(5) |
Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (2) er der fastsat supplerende mærkningskrav, der gælder for specifikke fødevarer. Det fastsættes deri bl.a., at pakker, der er beregnet til den endelige forbruger, og som indeholder hakket kød fra bl.a. enhovede dyr, skal være forsynet med en oplysning om, at produktet skal koges eller steges, inden det indtages, hvis og i det omfang det kræves af den nationale lovgivning i det medlemsland, på hvis område produktet markedsføres. |
|
(6) |
I henhold til afsnit III i bilag II til forordning (EF) nr. 853/2004 skal fødevarevirksomhedsledere, der driver slagterier, anmode om, modtage, kontrollere og skride ind på grundlag af oplysninger om fødevarekæden med hensyn til alle dyr, bortset fra vildtlevende vildt, der er sendt eller er bestemt til at blive sendt til slagteriet. De relevante oplysninger om fødevarekæden skal især vedrøre indgivne veterinærlægemidler, som dyrene har fået i løbet af en relevant periode, når tilbageholdelsesperioden har været på over 0 dage, samt behandlingsdato og tilbageholdelsesperioder. Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (3) kræves det bl.a., at embedsdyrlægen varetager audit- og inspektionsopgaver. Embedsdyrlægen skal navnlig kontrollere og analysere de relevante oplysninger i registrene på den bedrift, som de dyr, der skal slagtes, kommer fra, og tage hensyn til de dokumenterede resultater af denne kontrol og analyse, når han foretager inspektion før og efter slagtning. |
|
(7) |
Den offentlige kontrol, som siden december 2012 er blevet foretaget i en række EU-medlemsstater, har vist, at visse færdigpakkede varer indeholdt hestekød, som ikke er opført på ingredienslisten, der er angivet direkte på emballagen eller på en vedhæftet etiket. I stedet henviste betegnelsen på visse sådanne fødevarer og/eller de medfølgende ingredienslister på misvisende vis udelukkende til forekomst af oksekød. |
|
(8) |
I henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (4) skal ledere af fødevare- og foderstofvirksomheder sikre, at de krav i fødevarelovgivningen, der er relevante for deres aktiviteter, er opfyldt i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled i den virksomhed, som er under deres ledelse, og kontrollere, at de pågældende krav overholdes. |
|
(9) |
Heste er en dyreart, der kan være "fødevareproducerende" eller "ikke-fødevareproducerende". Phenylbutazon er et veterinærlægemiddel, hvis brug er tilladt til ikke-fødevareproducerende dyr i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 37/2010 af 22. december 2009 om farmakologisk virksomme stoffer og disses klassifikation med hensyn til maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer i animalske fødevarer (5). Ikke-fødevareproducerende heste, som er blevet behandlet med phenylbutazon på et eller andet tidspunkt i deres liv, må således ikke indgå i fødevarekæden. I betragtning af den svigagtige praksis vedrørende tilstedeværelse af hestekød i visse fødevarer, uden at det fremgår af mærkningen, bør det af forebyggelseshensyn fastslås, om heste, som er blevet behandlet med phenylbutazon, er kommet ind i fødevarekæden. |
|
(10) |
Det er derfor nødvendigt, at Tilsynsmyndigheden henstiller til Norge og Island at gennemføre et koordineret kontrolprogram med henblik på at bestemme prævalensen af svigagtig praksis ved markedsføring af visse fødevarer i en periode på en måned. Denne periode kan forlænges med en periode på yderligere to måneder. |
|
(11) |
Den anbefalede kontrolplan bør omfatte to foranstaltninger. |
|
(12) |
Den første foranstaltning bør bestå af passende kontroller, der gennemføres i detailleddet, af fødevarer, der er bestemt til den endelige forbruger eller storkøkkener, og som er markedsført og/eller mærket som indeholdende oksekød. Disse kontroller kan også udvides til at omfatte andre virksomheder (f.eks. kølehuse). Formålet med disse kontroller er at fastslå, om sådanne produkter indeholder hestekød, som ikke er angivet behørigt på emballagen, eller, når det drejer sig om ikke-færdigpakkede fødevarer, hvis forekomst forbrugeren eller storkøkkenerne ikke er blevet oplyst om. Kontrollerne bør foretages på en repræsentativ prøve. |
|
(13) |
Der findes pålidelige metoder, som med en tilstrækkelig grad af nøjagtighed kan påvise forekomst af proteiner fra ikke-angivne arter i en prøve. EU-referencelaboratoriet for animalske proteiner i foderstoffer kan give nyttige oplysninger om disse metoder og deres anvendelse. De kompetente myndigheder i Norge og Island bør opfordres til at søge rådgivning hos dette laboratorium om, hvilke metoder der kan anvendes. |
|
(14) |
Den anden foranstaltning bør bestå af passende kontroller, der gennemføres på virksomheder, der håndterer hestekød til konsum, herunder fødevarer, der har oprindelse i tredjelande, med henblik på påvisning af restkoncentrationer af phenylbutazon. Kontrollerne bør ligeledes foretages på en repræsentativ prøve under hensyntagen til produktions- og importmængder. Der bør i dette tilfælde henvises til metoder, der er fastsat i Kommissionens beslutning 2002/657/EF af 12. august 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 96/23/EF for så vidt angår analysemetoders ydeevne og fortolkning af resultater (6). |
|
(15) |
Norge og Island bør meddele resultaterne af kontrollen til Tilsynsmyndigheden regelmæssigt med henblik på en vurdering af resultaterne og en afgørelse om, hvilken indsats der er bedst. Disse resultater indberettes til Europa-Kommissionen. Foranstaltningerne i denne henstilling er i overensstemmelse med udtalelse fra EFTA-udvalget for dyre- og plantesundhed, der bistår Tilsynsmyndigheden — |
VEDTAGET DENNE HENSTILLING:
Norge og Island bør anvende en koordineret kontrolplan, jf. bilaget til denne henstilling, som består af følgende foranstaltninger:
|
a) |
offentlig kontrol af fødevarer, der er bestemt til den endelige forbruger eller storkøkkener, og som er markedsført og/eller mærket som indeholdende oksekød, og |
|
b) |
offentlig kontrol af hestekød til konsum med henblik på påvisning af restkoncentrationer af phenylbutazon. |
Udfærdiget i Bruxelles, den 21. februar 2013.
På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne
Sverrir Haukur GUNNLAUGSSON
Medlem af kollegiet
Xavier LEWIS
Direktør
(1) Der er henvist til retsakten i kapitel XII, punkt 18, i bilag II til EØS-aftalen.
(2) Der er henvist til retsakten i kapitel I, punkt 6.1.17, i bilag I til EØS-aftalen.
(3) Der er henvist til retsakten i kapitel I, punkt 1.1.12, i bilag I til EØS-aftalen.
(4) Der er henvist til retsakten i kapitel XII, punkt 54zzzc, i bilag II til EØS-aftalen.
(5) Der er henvist til retsakten i kapitel XIII, punkt 13, i bilag II til EØS-aftalen.
(6) Der er henvist til retsakten i kapitel I, punkt 7.2.19, i bilag I til EØS-aftalen.
BILAG
Koordineret kontrolplan med henblik på at bestemme prævalensen af svigagtig praksis ved markedsføring af visse fødevarer
I. DEN KOORDINEREDE KONTROLPLANS FORANSTALTNINGER OG OMFANG
Den koordinerede kontrolplan bør omfatte to foranstaltninger.
FORANSTALTNING 1: Kontrol af fødevarer, der er markedsført og/eller mærket som indeholdende oksekød
A. Berørte produkter
|
1. |
Fødevarer, der er markedsført og/eller mærket som indeholdende oksekød (f.eks. hakket kød, kødprodukter og tilberedt kød) henhørende under følgende kategorier:
|
|
2. |
I forbindelse med denne koordinerede kontrolplan forstås ved "færdigpakkede fødevarer""færdigpakkede levnedsmidler" som defineret i artikel 1, stk. 3, litra b), i direktiv 2000/13/EF. |
|
3. |
I forbindelse med denne koordinerede kontrolplan gælder definitionerne af "hakket kød", "tilberedt kød" og "kødprodukter" i punkt 1.13, 1.15 og 7.1 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004. |
B. Formål
De kompetente myndigheder i Norge og Island bør gennemføre offentlig kontrol for at fastslå, om de produkter, der er nævnt i litra A, indeholder hestekød, som ikke er angivet behørigt på emballagen, eller, når det drejer sig om ikke-færdigpakkede fødevarer, hvis forekomst forbrugeren eller storkøkkenerne ikke er blevet oplyst om i overensstemmelse med EØS-lovgivning og i givet fald de nationale bestemmelser.
C. Prøveudtagningssteder og -procedure
|
1. |
Prøven skal være repræsentativ for de pågældende produkter og dække et bredt udsnit af produkter. |
|
2. |
Prøveudtagningen bør udføres i detailleddet (f.eks. supermarkeder, mindre butikker og slagtere) og kan også udvides til at omfatte andre virksomheder (f.eks. kølehuse). |
D. Antal prøver og nærmere bestemmelser
Skemaet nedenfor indeholder en oversigt over det vejledende anbefalede minimumsantal prøver, der skal udtages i den periode, der er anført i afsnit II. De kompetente myndigheder i Norge og Island opfordres til om muligt at udtage et højere antal prøver. Fordelingen af prøver pr. land er baseret på befolkningstal, dog udtages der mindst 10 prøver af de pågældende produkter pr. land pr. kalendermåned som anført i afsnit II.
|
Fødevarer, der er markedsført og/eller mærket som indeholdende oksekød |
|
|
Salgsland |
Vejledende anbefalede antal prøver pr. måned |
|
Norge |
50 |
|
Island |
10 |
E. Metoder
De kompetente myndigheder i Norge og Island bør fortrinsvis anvende den/de metode(r), der anbefales af EU-referencelaboratoriet for animalske proteiner i foder.
FORANSTALTNING 2: Kontrol af hestekød bestemt til konsum
A. Berørte produkter
Hestekød samt kød af æsler, muldyr eller mulæsler, fersk, kølet eller frosset, der er henhørende under KN-kode 0205 , og som er bestemt til konsum.
B. Formål
De kompetente myndigheder i Norge og Island bør gennemføre offentlig kontrol med henblik på påvisning af eventuel forekomst af restkoncentrationer af phenylbutazon i de produkter, der er omhandlet i litra A.
C. Prøveudtagningssteder og -procedure
Der bør udtages prøver af produkterne på virksomheder og steder, hvor man håndterer de produkter, der er omhandlet i litra A (f.eks. slagterier og grænsekontrolsteder).
D. Antal prøver og nærmere bestemmelser
Det anbefalede minimumsantal prøver, der skal udtages i den periode, der er fastsat i afsnit II, bør fastsættes til 1 prøve for hver 50 tons af de produkter, der er omhandlet i litra A, dog mindst 5 prøver pr. land.
E. Metoder
De kompetente myndigheder i Norge og Island bør anvende metoder, der er valideret i overensstemmelse med Kommissionens beslutning 2002/657/EF. Sådanne metoder findes på webstedet for EU-referencelaboratoriet for restkoncentrationer af veterinærlægemidler og forurenende stoffer i animalske fødevarer for så vidt angår restkoncentrationer som anført i bilag I, gruppe A 5), og gruppe B 2) a), b) og e), til direktiv 96/23/EF (1).
II. VARIGHEDEN AF DEN KOORDINEREDE KONTROLPLAN
Den koordinerede kontrolplan bør gennemføres i 1 måned at regne fra vedtagelsen af denne henstilling eller senest fra den 1. marts 2013.
III. INDBERETNING AF RESULTATER
|
1. |
De kompetente myndigheder i Norge og Island bør indberette et sammendrag af følgende oplysninger for hver af de foranstaltninger, der er omhandlet i afsnit I i dette bilag:
Rapporten sendes til Tilsynsmyndigheden senest 15 dage efter udløbet af den periode på 1 måned, der er nævnt i afsnit II. Rapporten skal forelægges i overensstemmelse med et format, som Tilsynsmyndigheden vil fastlægge. |
|
2. |
De kompetente myndigheder i Norge og Island bør straks underrette Tilsynsmyndigheden om eventuelle positive resultater af den offentlige kontrol, der er gennemført under foranstaltning 1 og 2 i afsnit I, via det hurtige varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF). |
|
3. |
De kompetente myndigheder i Norge og Island bør også underrette Tilsynsmyndigheden om resultaterne af evt. egenkontrol udført på deres foranledning af fødevarevirksomhedslederne. Sådanne oplysninger bør være ledsaget af de i punkt 1 nævnte oplysninger og forelægges i overensstemmelse med et format, som Tilsynsmyndigheden vil fastlægge. |
(1) Der er henvist til retsakten i kapitel 1, del 7.1, punkt 2 i bilag I til EØS-aftalen.