26.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 277/12

DOMSTOLENS DOM

af 13. juni 2013

i sag E-11/12

Beatrix Susanne Koch, Lothar Hummel og Stefan Müller mod Swiss Life (Liechtenstein) AG

(Direktiv 90/619/EØF — direktiv 92/96/EØF — direktiv 2002/83/EF — direktiv 2002/92/EF — livsforsikring — unit-linked ydelser — pligt til at yde rimelig rådgivning — oplysninger, der skal meddeles forsikringstageren, inden aftalen indgås — ækvivalensprincippet — effektivitetsprincippet)

2013/C 277/10

I sag E-11/12 har Fürstliche Landgericht des Fürstentums Liechtenstein i medfør af artikel 34 i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol indgivet anmodning til Domstolen om en rådgivende udtalelse i sagen Beatrix Susanne Koch, Lothar Hummel og Stefan Müller mod Swiss Life (Liechtenstein) AG om fortolkningen af Rådets direktiv 90/619/EØF af 8. november 1990 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den fri udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 79/267/EØF, Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF (tredje livsforsikringsdirektiv), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling. Domstolen, sammensat af præsidenten, Carl Baudenbacher, og dommerne Per Christiansen og Páll Hreinsson (refererende dommer), afgav dom den 13. juni 2013.

Domskonklusionen lyder således:

1)

Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF (tredje livsforsikringsdirektiv) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring skal fortolkes således, at de ikke kræver, at forsikringsselskabet skal yde rådgivning til forsikringstageren, inden aftalen indgås.

2)

Artikel 31 og punkt a11 og a12 i bilag II(A) til direktiv 92/96/EØF og artikel 36 og punkt a11 og a12 i bilag III(A) til direktiv 2002/83/EF skal fortolkes således, at det tilkommer den nationale domstol ud fra samtlige relevante omstændigheder i sagen at afgøre, hvorvidt de skriftlige oplysninger, som forsikringstageren fik, inden aftalen om en unit-linked livsforsikring blev indgået, var fuldstændige, klare og præcise og

—

tilstrækkelige til at definere de kapitalenheder, hvortil ydelserne i forbindelse med unit-linked forsikringsaftaler er knyttet, og

—

tilstrækkelige til at beskrive arten af de bagvedliggende aktiver

således at den potentielle forsikringstager var i stand til at vælge den aftale, der bedst passede til den pågældendes behov.

3)

Så længe oplysningerne er fuldstændige og meddelt forsikringstageren på de betingelser, der er fastsat i artikel 31 i direktiv 92/96/EØF og artikel 36 i direktiv 2002/83/EF og i overensstemmelse med andre regler, der finder anvendelse på meddelelsen af oplysninger til forsikringstager, er det tilstrækkeligt, at en tredjepart, f.eks. en forsikringsformidler, meddeler oplysningerne i henholdsvis bilag II og bilag III til forsikringstageren.

4)

Under omstændigheder som dem, der foreligger i denne sag, skal EØS-aftalen, direktiv 92/96/EØF og direktiv 2002/83/EF fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national regel om en procedure for administrative klager, efter at der er opstået tab som følge af, at forsikringsselskabet ikke har opfyldt kravet om at give de oplysninger, der er fastsat i artikel 31, stk. 1, i direktiv 92/96/EØF og artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83/EF, forudsat

—

for det første, at retten til at kræve erstatning for økonomisk tab af det forsikringsselskab, som ikke har opfyldt sin forpligtelse til at meddele de oplysninger, der er fastsat i bilag II til direktiv 92/96/EØF og bilag III til direktiv 2002/83/EF ikke er mindre gunstig end retten til at kræve erstatning i forbindelse med lignende nationale foranstaltninger, og

—

for det andet, at anvendelsen af national lovgivning ikke gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for forsikringstageren at udøve de rettigheder, direktiverne giver den pågældende.

Det påhviler den nationale ret at efterprøve, hvilke af disse to betingelser der er opfyldt.