14.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/13

DOMSTOLENS DOM

af 22. november 2012

i sag E-17/11

Aresbank SA mod Landsbankinn hf., Fjármálaeftirlitið (finanstilsynet) og den islandske stat

(direktiv 94/19/EF — direktiv 2000/12/EF — direktiv 2006/48/EF — antagelighed — national lovgivning til gennemførelse af EØS-ret med henblik på regulering af rent interne situationer — begrebet indskud — interbanklån — gensidig anerkendelse af en tilladelse til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut — anvendelse af afgørelser truffet af Det Blandede EØS-udvalg)

2013/C 75/07

I Sag E-17/11 Aresbank SA mod Landsbankinn hf., Fjármálaeftirlitið (finanstilsynet) og den islandske stat har Hæstiréttur Íslands (Islands højesteret) i medfør af artikel 34 i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol indgivet anmodning til Domstolen vedrørende fortolkningen af begrebet indskud i artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF om indskudsgarantiordninger. Domstolen, sammensat af præsidenten Carl Baudenbacher og dommerne Per Christiansen (refererende dommer), og Páll Hreinsson, har afsagt dom i sagen den 22. november 2012. Domskonklusionen lyder således:

1)

Artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF om indskudsgarantiordninger skal fortolkes således, at midler, som et långivende kreditinstitut leverer til et låntagende kreditinstitut, og som skal tilbagebetales på en forud fastsat dato sammen med renter, som er blevet forhandlet specifikt, betragtes som et indskud i henhold til nævnte bestemmelse. Dette gælder også, selv om midlerne ikke er indsat på en særlig konto i det långivende kreditinstituts navn, det låntagende kreditinstitut ikke har udfærdiget nogen særlige dokumenter, hvori modtagelsen af midlerne er registreret, og ikke har betalt præmier for midlerne til indskyder- og investorergarantifonden, og midlerne ikke af det låntagende kreditinstitut er bogført som et indskud.

Imidlertid kan sådanne midler, der overføres fra et kreditinstitut til et andet i henhold til en låneaftale, udgøre indskud, der ikke er omfattet af de garantiordninger, der er fastlagt i direktiv 94/19/EF. Derfor er sådanne midler ikke berettigede til tilbagebetaling i henhold til nævnte direktiv. Der kan følgelig sondres mellem en funktionel definition af berettigede indskud i henhold til direktiv 94/19/EF, som bygger på artikel 1, stk. 1, læst i lyset af artikel 2, og en teknisk definition, der også omfatter indskud, som ikke er omfattet af de garantiordninger, der er fastlagt i direktiv 94/19/EF, og således ikke berettigede til tilbagebetaling. Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om der skal anvendes en teknisk eller en funktionel definition af indskud i den nationale lovgivning i forbindelse med den foreliggende sag.

2)

For at fastslå, om et lån mellem to kreditinstitutter i EØS er et indskud som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 94/19/EF, har det ingen betydning, om hjemstaten for den låntagende bank har benyttet sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, i direktiv 94/19/EF, til at udelukke indskud fra finansieringsinstitutter fra indskudsgaranti.

3)

Når et kreditinstitut, der udlåner midler på interbankmarkedet, er bemyndiget til at modtage indskud fra offentligheden, har det ingen betydning for, om et interbanklån fra dette institut til et andet kreditinstitut kan kvalificeres som et indskud i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 94/19/EF, at det ikke modtager sådanne indskud, men finansierer sin virksomhed ved hjælp af bidrag fra ejeren og gennem udstedelse af finansielle instrumenter, hvorefter det viderelåner pengene på interbankmarkedet, medmindre det pågældende instituts bemyndigelse til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut er blevet trukket tilbage af den kompetente myndighed.