30.6.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 190/18

(1)

Afgørelsen var rettet til Posten Norge AS. Posten Norge driver den nationale posttjeneste i Norge. Posten Norge havde i 2006 en verdensomspændende koncernomsætning på 23 668 mio. norske kroner (»MNOK«). Omsætningen uden for Norge udgjorde ca. 17,5 % af koncernens samlede omsætning i 2006. Den norske stat er eneejer af Posten Norge.

(2)

Klageren var Schenker Privpak AB (»Privpak«), en virksomhed, der er registreret i Sverige i 1992. Privpak leverer pakker fra virksomheder, der driver fjernsalg, til kunder i Norge, Sverige og Finland. Schenker Privpak AB er del af DB Schenker-koncernen. DB Schenker kombinerer alle Deutsche Bahn AG's transportaktiviteter og logistiske aktiviteter. I sidste ende er Deutsche Bahn AG 100 % ejet af den tyske stat. I Norge driver Privpak virksomhed gennem Schenker Privpak AS, der er et aktieselskab, der er oprettet i henhold til norsk lov.

(3)

Den 24. juni 2002 modtog Myndigheden en klage fra Privpak. Privpak fremsendte yderligere oplysninger med breve af 9. december 2002, 14. januar 2003, 15. august 2003 og 5. marts 2004. Posten Norge svarede på anmodninger om oplysninger den 16. og den 23. juni 2003. Der blev foretaget kontrolundersøgelser hos Posten Norge i Oslo fra den 21. til den 24. juni 2004. Efter et antal anmodninger om oplysninger sendt til Privpak, Posten Norge og tredjeparter vedtog Myndigheden den 17. december 2008 en klagepunktsmeddelelse mod Posten Norge. Posten Norge svarede på klagepunktsmeddelelsen den 3. april 2009. Der blev afholdt en mundtlig høring den 16. juni 2009.

(4)

I 1999 fandt Posten Norge frem til, at dens eksisterende distributionsnet ikke i tilstrækkelig grad levede op til markedets behov for tjenesteydelser og adgang til tjenesteydelserne. Desuden var indtægterne fra nettet faldet drastisk i de seneste år, og det var dyrt at drive nettet. Posten Norge besluttede derfor at omstrukturere dets distributionsnet, mindske antallet af postkontorer til 300-450 og oprette mindst 1 100»Post-i-butikk«-postbutikker. Posten Norge ville hermed lette adgangen til posttjenesterne og de finansielle tjenester, idet det samlede antal af udleveringssteder blev øget med mindst 200, og da driftsomkostningerne mindskedes, ville dette føre til større indtægter.

(5)

Post-i-butikk er en idé, der er udviklet og ejes af Posten Norge, hvor supermarkeder, købmandsbutikker, kiosker, tankstationer og andre butikker/forretninger udbyder og sælger en række posttjenester og finansielle tjenester. Hver Post-i-butikk skal mindst udbyde de grundlæggende minimumspost- og banktjenester, som Posten Norge skal udbyde for at leve op til de krav, der gælder for Posten Norges drift. Der kan udbydes yderligere produkter og tjenesteydelser alt efter den pågældende Post-i-butikk's kundegrundlag. Posten Norge har hovedansvaret for den daglige kontrol med Post-i-butikk-salgsstederne og har ret til at kontrollere alle aspekter i driften af en Post-i-butikk. En Post-i-butikk er integreret i butikken/forretningen og har samme åbningstider som denne. Post-i-butikk-salgsstederne har ens udseende og markedsføres i henhold til Posten Norges generelle strategi.

(6)

I 1999-2000, hvor Post-i-butikk-konceptet blev udviklet, var det Posten Norges hensigt at indgå strategiske alliancer med de førende kæder eller grupper af købmandsbutikker, kiosker og tankstationer om ydelse af posttjenester i de butikker/forretninger. I begyndelsen af 2000 forhandlede Posten Norge sig frem til hensigtserklæringer med de førende detailhandelsgrupper og -kæder herom. Derefter indgik Posten Norge følgende aftaler om Post-i-butikk-konceptet:

(7)

I de to sidste aftaler fik Posten Norge eksklusiv adgang til de butikker/forretninger, hvor der var oprettet en Post-i-butikk. Der blev også med hver gruppe forhandlet almindelige driftsaftaler, der skulle indgås med hver butik/forretning, der åbnede en Post-i-butikk.

(8)

Fra begyndelsen af 2004 førte Posten Norge på eget initiativ parallelle forhandlinger med NorgesGruppen, COOP og ICA med henblik på at indgå nye rammeaftaler om Post-i-butikk. Formålet var, at disse aftaler fra den 1. januar 2006 skulle erstatte de eksisterende aftaler. Det blev internt i Posten Norge foreslået, at alle grupper skulle oplyses om, at Posten Norge ønskede i) at indgå nye rammeaftaler om Post-i-butikk, og ii) at ændre præferencebestemmelserne, men uden at oplyse detailhandelsgrupperne inden afslutningen på forhandlingerne, om en gruppe ville blive foretrukket, og hvilken der i så fald ville blive foretrukket. Posten Norge fulgte denne strategi og holdt spørgsmålet om statussen som foretrukken forretningspartner åben under forhandlingerne.

(9)

I løbet af 2006 blev alle bestemmelser om eksklusivitet og foretrukken forretningspartner fjernet fra Posten Norges aftaler.

(10)

I løbet af den omhandlede periode varetog Posten Norge levering af pakker fra virksomhed til kunde både med udlevering fra salgssteder og levering til døren hos modtager. Posten Norge tilbød også levering af pakker fra virksomheder til kunder i udlandet.

(11)

Posten Norges net til levering af pakker fra virksomhed til kunde bestod både af dets postkontorer og Post-i-butikk-salgsstederne. Dette net kunne efter behov suppleres med postbude i de mest udprægede landdistrikter. Posten Norge varetog som den eneste virksomhed levering af pakker fra virksomhed til kunder i hele Norge.

(12)

Sagen vedrører levering af pakker fra virksomhed til kunde med udlevering af pakkerne på salgssteder. Afhentning af pakker på salgssteder har i Norge været den mest almindelige form for at få virksomhedernes pakker ud til kunderne på, og kunderne er vant til denne fremgangsmåde. Posten Norge har været den førende leverandør af tjenesteydelser i forbindelse med levering af pakker fra virksomhed til kunde, og den mængde pakker, der leveres til døren hos modtager, har kun udgjort en lille del af den samlede mængde pakker, som Posten Norge leverede. Materialet viser, at virksomheder med fjernsalg ikke har betragtet levering af pakker til døren hos modtager som en erstatning for Posten Norges udlevering af pakker på salgsstederne. Levering af pakker direkte til døren hos modtager kræver en transportinfrastruktur, der kan sikre, at pakkerne leveres til døren hos hver enkelt kunde. Levering til døren eller udlevering af pakker på salgsstederne ville udelukkende kunne betragtes som substituerbare, hvis en virksomhed hurtigt kunne ændre leveringssted for en stor mængde pakker fra udlevering på salgsstedet til levering til døren hos modtager. Materialet viser, at dette i den omhandlede periode ikke var en realistisk mulighed. Levering af pakker fra virksomhederne til døren hos modtager er derfor ikke medtaget under det relevante produktmarked.

(13)

Levering af pakker fra virksomhed til virksomhed anvendes af virksomhedskunder, der kræver levering fra dør til dør til andre virksomheder i åbningstiderne. Disse kunder værdsætter korte leveringstider og er villige til at betale en betydelig højere pris for sådanne tjenesteydelser. På grund af prisforskellene mellem de to tjenesteydelser, som kan forventes at afspejle omkostningerne ved at levere disse tjenesteydelser, ville det ikke være økonomisk gunstigt for virksomheder, der driver fjernsalg, at erstatte levering af pakker fra virksomhed til kunde med levering af pakker fra virksomhed til virksomhed. Denne tjenesteydelse lagde derfor ikke et konkurrencemæssigt pres på tjenesteydelsen levering af pakker fra virksomhed til kunde. Desuden var det ikke praktisk muligt for virksomheder, der driver fjernsalg, at skifte til levering af pakker fra virksomhed til virksomhed, da dette normalt kræver, at modtageren er en virksomhed og ikke en privatperson.

(14)

Myndigheden er ikke bekendt med, at der i den omhandlede periode var tjenesteydere, der i nævneværdigt omfang tilbød levering af pakker fra virksomhed til kunder på arbejdsstedet. Forskellene i natur, priser og mål mellem levering af pakker fra virksomhed til virksomhed og fra virksomhed til kunde betød for de virksomheder, der drev fjernsalg, at udlevering af pakker på salgssteder ikke kunne erstattes med levering af pakker fra virksomhed til virksomhed.

(15)

Myndigheden konkluderede, at i den omhandlede periode var markedet for levering af pakker fra virksomhed til kunde med udlevering på salgssteder forskellig fra markedet for levering af pakker fra virksomhed til døren hos kunden eller på arbejdspladsen, levering af pakker fra virksomhed til virksomhed og levering af pakker fra kunde til kunde.

(16)

Det geografiske område for markedet for levering af pakker fra virksomhed til kunde med udlevering på salgssteder var begrænset til Norge.

(17)

Siden lanceringen heraf i 1997 har Posten Norge været den førende distributør af pakker fra virksomhed til kunde med udlevering på salgssteder, og den har været oppe mod meget lidt konkurrence. Privpak var indtil Tollpost indtræden på markedet Posten Norges eneste konkurrent. Ingen virksomhed, der drev fjernsalg, nævnte før efteråret 2006 andre konkurrenter, der varetog distribution af pakker fra virksomheder med udlevering på salgssteder. Tollpost besluttede at træde ind på markedet i efteråret 2005, men dens aktivitet kom først op at køre i efteråret 2006 og i beskedent omfang.

(18)

Posten Norges markedsandel forblev over eller tæt på 98 % i hele den omhandlede periode. I hele den omhandlede periode var der store forhindringer for adgang til markedet og for ekspansion. Muligheden for at der kom nye konkurrenter på markedet påvirkede ikke Posten Norges adfærd på markedet betydeligt. På grund af manglen på alternative distributører med nævneværdige og stabile markedsandele ville selv den største kundes trussel om helt eller delvist at benytte en anden virksomhed end Posten Norge ikke være troværdig. Posten Norge var derfor i hele den omhandlede periode en uomgængelig handelspartner.

(19)

Myndigheden konkluderede, at Posten Norge i hele den omhandlede periode på det relevante marked havde en dominerende stilling i henhold til artikel 54 i EØS-aftalen. Det relevante geografiske område, som Posten Norge havde en dominerende stilling på, udgør en »væsentlig del« af EØS-området.

(20)

Artikel 54 i EØS-aftalen fastlægger, at en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling på det af EØS-aftalens omfattede område eller en væsentlig del heraf er uforenelig med aftalens funktion og forbudt i den udstrækning, samhandelen mellem de kontraherende parter påvirkes.

(21)

Det er fast retspraksis, at misbrugsbegrebet er:

»et objektivt begreb, som omfatter en af en markedsdominerende virksomhed udvist adfærd, som efter sin art kan påvirke strukturen på et marked, hvor konkurrencen netop som følge af den pågældende virksomheds tilstedeværelse allerede er afsvækket, og som bevirker, at der lægges hindringer i vejen for at opretholde den endnu bestående konkurrence på markedet eller udviklingen af denne konkurrence som følge af, at der tages andre midler i brug end i den normale konkurrence om afsætning af varer og tjenesteydelser, der udspiller sig på grundlag af de erhvervsdrivendes ydelser.«.

(22)

De virkninger, som der henvises til i ovennævnte afsnit, omfatter ikke nødvendigvis konkrete eller reelle virkninger af den misbrugskarakteriserede adfærd, der klages over. For at konstatere en overtrædelse af artikel 54 i EØS-aftalen er det tilstrækkeligt at vise, at en virksomheds misbrug af en dominerende stilling har en tendens til begrænse konkurrencen, eller udtrykt med andre ord, at adfærden kan have denne virkning. Adfærdens mulighed for at begrænse konkurrencen kan være indirekte, forudsat at det i overensstemmelse med lovens krav kan påvises, at det i realiteten er sandsynligt, at adfærden kan begrænse konkurrencen.

(23)

Af afgørelsen fremgår det, at Posten Norge misbrugte sin dominerende stilling ved i sine aftaler at fastsætte bestemmelser om eksklusive ordninger med grupper og salgssteder, og ved at følge den strategi, den fulgte i genforhandlingen af aftalerne fra og med 2004.

(24)

Bestemmelsen om gruppeeksklusivitet forhindrede Posten Norges konkurrenter i at få adgang til hele NorgesGruppen/Shell, der omfatter den største dagligvareforhandlergruppe, den største kæde af kiosker og en førende kæde af tankstationer i Norge. Bestemmelserne om gruppe- og salgsstedseksklusivitet bandt et stort antal butikker/forretninger i førende kæder af dagligvarebutikker, butikker, kiosker og tankstationer i Norge til Posten Norge.

(25)

Efter indgåelsen af aftalerne med Posten Norge i 2001 og et godt stykke ind i 2002, hvor der var oprettet et stort antal Post-i-butikk, havde både COOP og ICA interesse i at få så mange Post-i-butikksteder som mulig. Det forhold, at Posten Norge krævede salgsstedsekslusivitet, udelukkede oprettelsen af en Post-i-butikk i en af COOP's eller ICA's butikker/forretninger, som en konkurrerende leverandør af pakker fra virksomhed til kunde havde fået adgang til. Med andre ord ville enhver butik/forretning, der gav adgang til en af Posten Norges konkurrenter, blive udelukket fra at åbne en Post-i-butikk. Hvis COOP eller ICA besluttede at udbygge et konkurrerende koncept med udlevering af pakker og åbne flere hundrede »konkurrerende« salgssteder i deres net af butikker/forretninger, ville sandsynligheden for, at de kunne få ret til at åbne Post-i-butikk-steder blive væsentligt forringet.

(26)

Under genforhandlingerne lod Posten Norge spørgsmålet om valget af foretrukken samarbejdspartner stå åben og gav derved både COOP og ICA det indtryk, at de kunne få tildelt denne status af Posten Norge eller i det mindste forbedre deres status fra og med 2006. Dette skabte et negativt incitament hos både COOP og ICA til at søge efter alternative leverandører af pakker fra virksomhed til kunde. Dette var tilfældet i det mindste så længe, forhandlingerne fortsatte og de kontraktmæssige forhold med COOP og ICA ikke var afklaret.

(27)

På grundlag af det foreliggende materiale konkluderede Myndigheden, at den fjerdestørste detailhandelsgruppe, Reitangruppen, og andre førende tankstationskæder ikke var klar til at udbygge et system for levering af pakker fra virksomhed til kunde i deres grupper/kæder. De var af den opfattelse, at de ikke havde plads nok i deres butikker/forretninger til også at kunne varetage udlevering af pakker, og at der ikke dermed vil blive skabt tilstrækkelige økonomiske muligheder, eller de var negativt indstillet over for et koncept, der kunne øge omkostningerne eller fjerne fokus fra gruppens/kædens hovedstrategi. De andre førende kæder af dagligvarebutikker, kiosker og tankstationer var derfor i vid udstrækning ikke villig til at give adgang til Posten Norges konkurrenter i den omhandlede periode.

(28)

På dette grundlag var Myndigheden af den opfattelse, at Posten Norges adfærd gjorde det betydeligt vanskeligere for nye markedsaktører at få adgang til de mest eftertragtede distributionskanaler i Norge. Posten Norges adfærd skabte derfor strategiske forhindringer for adgangen til markedet for levering af pakker fra virksomhed til kunde med udlevering på salgssteder. Den begrænsning af adgangen til førende kæder af dagligvarebutikker, kiosker og tankstationer, som Posten Norges adfærd skabte, gjorde det vanskeligere og/eller mindre attraktivt for Posten Norges konkurrenter at konkurrere på markedet for levering af pakker fra virksomhed til kunde med udlevering på salgssteder.

(29)

Myndigheden var desuden af den opfattelse, at Posten Norges adfærd kunne forventes at have haft konkurrencebegrænsende virkninger til skade for forbrugerne. På grundlag af det foreliggende materiale blev det anset for sandsynligt, at hvis Posten Norge ikke havde udvist denne adfærd ville dens konkurrenter have fået adgang til de førende kæder af dagligvarebutikker og kiosker. Dette ville have lette deres muligheder for at få adgang til markedet og for at blive større på markedet, hvilket ville have lagt betydeligt større konkurrencemæssigt pres på Posten Norge og derved begrænset Posten Norges markedsstyrke, hvilket ville have gavnet de virksomheder, der drev fjernsalg, og i sidste ende forbrugerne.

(30)

Konkurrencebegrænsende adfærd kan falde uden for forbuddet i artikel 54 i EØS-aftalen, hvis den dominerende virksomhed kan bevise, at dens adfærd er objektivt nødvendig, eller at effektivitetsfordelene opvejer de negative indvirkninger på konkurrencen (2). Det er den dominerende virksomhed, der skal bevise en sådan nødvendighed eller sådanne effektivitetsfordele (3).

(31)

Posten Norge gjorde gældende, at bestemmelsen om gruppeeksklusivitet var nødvendig for at opnå effektivitetsfordele, idet det derved blev lettere at oprette Post-i-butikk-nettet hurtigt, for at sikre at ingen af de butikker/forretninger, der var nødvendige for Post-i-butikk-nettet blev taget af konkurrenterne, for at fjerne risikoen for, at NorgesGruppen/Shell ikke ville bidrage tilstrækkeligt til udbygningen af Post-i-butikk-salgsstederne og for at sikre tilstrækkelig med plads for dens aktiviteter i butikkerne/forretningerne. Myndigheden konkluderede efter en detaljeret vurdering, at Posten Norge ikke havde påvist for nogen af disse grunde, at bestemmelsen om gruppeeksklusivitet var nødvendig for så vidt angår leveringen af pakker. Og selv om det blev antaget, at bestemmelserne om gruppeeksklusivitet i denne henseende medførte en vis effektivitetsgevinst, var omfanget og varigheden af disse bestemmelser under alle omstændigheder for vidtrækkende og derfor uforholdsmæssige.

(32)

Posten Norge fremførte yderligere, at det årligt betalte betragtelige beløb til NorgesGruppen/Shell for at dække gruppens omkostninger i forbindelse med dens medvirken til Post-i-butikk-konceptet. Posten Norge hævdede, at den ikke ville kunne sikre, at disse beløb ville tjene Post-i-butikk-konceptet, hvis den ikke havde indgået en aftale om gruppeeksklusivitet, og at gruppeeksklusivitet var nødvendig for at forhindre konkurrenterne fra gratis at nyde godt af investeringerne i forbindelse med Post-i-butikk-konceptet. Myndigheden mente dog, at det ikke var påvist, at der var en betydelig risiko for, at Posten Norges betalinger til NorgesGruppen/Shell ville komme konkurrenterne på markedet for levering af pakker fra virksomhed til kunde til gode, og Posten Norge havde ikke påvist underinvesteringer.

(33)

Posten Norge gjorde gældende, at bestemmelsen om salgsstedseksklusivitet var nødvendig for at beskytte dens markedsføringsindsats og investering i uddannelse, for at beskytte dens intellektuelle ejendomsrettigheder, for at beskytte Post-i-butikk-konceptets identitet og ry, for at sikre, at alle Post-i-butikk-steder fokuserede på Posten Norges koncept og behov og for at beskytte investeringerne i diske og fysisk udstyr. Efter en detaljeret vurdering af Posten Norges argumenter og oplysninger herom kom Myndigheden frem til, at det ikke var bevist, at der var en betydelig risiko for snylteri på Posten Norges markedsføringsindsats eller investeringer i uddannelse, for så vidt angår konkurrerende distributører af pakker. Bestemmelserne om salgsstedseksklusivitet kunne heller ikke for så vidt angår konkurrerende distributører af pakker anses som nødvendige for at beskytte Posten Norges intellektuelle ejendomsrettigheder eller dens Post-i-butikk-konceptets identitet eller ry. Myndigheden var også af den opfattelse, at nødvendigheden af at kræve salgsstedseksklusivitet med henblik på at sikre, at Post-i-butikk-stederne fokuserede på Posten Norges koncept, var begrænset. Salgsstedseksklusivitet kunne under ingen omstændigheder betragtes som nødvendig i hele perioden, som de aftaler Posten Norge indgik med salgsstederne, vedrørte.

(34)

Med hensyn til genforhandlingsstrategien hævdede Posten Norge, at parallelle forhandlinger med leverandørerne forøgede konkurrencen, fordi det var den mest effektive måde at forhandle nye aftaler. Posten Norge fastholdte også, at den ikke fulgte en konkurrencebegrænsende strategi. Myndigheden mente dog, at Posten Norge ikke havde bevist, at dens genforhandlingsstrategi medførte effektivitetsgevinster, var nødvendig og forholdsmæssig med hensyn til opnåelsen af disse mål, og at de påståede gevinster opvejede de konkurrencebegrænsende virkninger, der blev skabt med genforhandlingsstrategien.

(35)

Myndigheden konkluderede derfor, at Posten Norge ikke havde påvist, at dens adfærd var objektivt begrundet.

(36)

Myndigheden konkluderede derfor, at Posten Norges adfærd — anvendelsen af gruppeeksklusivitet og salgsstedseksklusivitet i aftalerne med NorgesGruppen/Shell, brugen af salgsstedseksklusivitet i aftalerne med COOP og ICA og den strategi, som Posten Norge fulgte i genforhandlingerne med Norgesgruppen, COOP og ICA fra og med 2004 — udgjorde misbrug i henhold til artikel 54 i EØS-aftalen.

(37)

Posten Norges misbrug af en dominerende stilling kunne påvirke samhandelen mellem de kontraherende parter i vid udstrækning, som krævet af artikel 54 i EØS-aftalen.

(38)

Misbrugen af den dominerende stilling var en enkelt vedvarende overtrædelse og varede ved mindst i så lang tid som NorgesGruppen var bundet af bestemmelserne om gruppeeksklusivitet og var Posten Norges foretrukne handelspartner, dvs. fra 20. september 2000 til 31. marts 2006.

(39)

Som en generel regel gælder det, at grundbeløbet for bøden kan sættes til op til 30 % af værdien af salget af de produkter, som overtrædelsen direkte eller indirekte relaterer sig til i det relevante geografiske område inden for EØS. Myndigheden betragter normalt det salg, som virksomheden har foretaget i det seneste hele forretningsår, hvor overtrædelsen har fundet sted. Posten Norges omsætning i 2005 med hensyn til levering af pakker fra virksomhed til kunde med udlevering på salgssteder udgjorde 674,16 mio. NOK. Dette svarer til 84,17 mio. EUR (4).

(40)

Bødens grundbeløb fastsættes på basis af en bestemt del af afsætningens værdi, som afhænger af overtrædelsens grovhed og multipliceres med det antal år, overtrædelsen har varet.

(41)

For at afgøre, om den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning i en given sag, skal ligge i den nedre eller øvre del af denne skala, vil Myndigheden foretage en individuel analyse, der tager højde for alle sagens omstændigheder. Myndigheden betragter et antal faktorer som overtrædelsens karakter, den markedsandel, som den opgældende virksomhed har, og det geografiske område, som overtrædelsen har fundet sted på.

(42)

Overtrædelsens karakter i den pågældende sag er konkurrencebegrænsende adfærd, der påvirker strukturen af det relevante marked. Posten Norge havde en meget høj markedsandel i hele perioden, hvor overtrædelsen fandt sted. Misbruget skete på hele Norges område og undergravede i strid med målsætningerne for EØS-aftalen det indre markeds funktion ved at skabe hindringer for adgangen til det relevante marked for distribution af pakker i Norge, hvorved der skabes hindringer for skabelsen af transnationale markeder.

(43)

På baggrund af omstændighederne i denne sag blev den indledende bøde fastsat til 2 525 100 EUR. Dette beløb blev ganget med 5,5 for at indregne overtrædelsens varighed (fem og et halvt år). Bødens grundbeløb blev derfor sat til 13,89 mio. EUR.

(44)

Der var ingen skærpende eller formidlende omstændigheder.

(45)

Myndigheden erkendte, at varigheden af de administrative procedurer i denne sag havde været af betydelig længde og var af den opfattelse, at denne sags særlige omstændigheder begrundede en nedsættelse af bøden med 1 mio. EUR.

(46)

Den endelige størrelse af bøden blev derfor fastsat til 12,89 mio. EUR.

(47)

Posten Norge AS foretog en enkelt og vedvarende overtrædelse af artikel 54 i EØS-aftalen fra den 20. september 2000 til den 31. marts 2006 på markedet for tjenesteydelser vedrørende distribution af pakker fra virksomhed til kunde med udlevering af pakkerne på salgssteder i Norge, idet Posten Norge fulgte en eksklusivitetsstrategi med præferencebehandling, da den oprettede og videreførte sit Post-i-butikk-net. Overtrædelsen bestod af følgende elementer:

(48)

Posten Norge fik pålagt en bøde på 12,89 mio. EUR for ovennævnte overtrædelse.

(49)

Det blev pålagt Posten Norge at bringe den pågældende overtrædelse til ophør, for så vidt som dette ikke allerede var gjort, og at afstå fra adfærd, der kunne have samme eller tilsvarende virkninger, så længe Posten Norge har en dominerende stilling på det relevante marked.