om den anmeldte ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber (Norge)

UNDER HENVISNING til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (2), særlig artikel 61 til 63 og protokol 26,

UNDER HENVISNING til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (3), særlig artikel 24,

UNDER HENVISNING til artikel 1, stk. 2, i del I og artikel 4, stk. 4, artikel 6 og artikel 7, stk. 5, i del II i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen (4),

UNDER HENVISNING til Tilsynsmyndighedens retningslinjer for anvendelse og fortolkning af artikel 61 og 62 i EØS-aftalen (5), særlig kapitlet om selskabsbeskatning,

UNDER HENVISNING til Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 195/04/KOL af 14. juli 2004 om gennemførelse af de bestemmelser, der er omhandlet i artikel 27 i del II i protokol 3 (6),

UNDER HENVISNING til beslutning nr. 719/07/KOL af 19. december 2007 om at indlede proceduren efter artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, for så vidt angår den anmeldte ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber,

EFTER AT HAVE OPFORDRET interesserede parter til at fremsætte bemærkninger (7) og under hensyntagen til deres bemærkninger, og

Ved brev af 28. juni 2007 fra det norske ministerium for fornyelse og administration, modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 29. juni 2007 (løbenr. 427327), og brev fra finansministeriet dateret 22. juni 2007, modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 4. juli 2007 (løbenr. 428135), anmeldte de norske myndigheder de foreslåede ændringer til reglerne om beskatning af andelsselskaber i § 10-50 i skatteloven i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen.

Efter flere brevvekslinger (8) meddelte Tilsynsmyndigheden ved brev dateret 19. december 2007 de norske myndigheder, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3, for så vidt angår den anmeldte ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber. Ved brev dateret 20. februar 2008 (løbenr. 465882) fremsendte de norske myndigheder deres bemærkninger til beslutning nr. 719/07/KOL om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

Beslutning nr. 719/07/KOL blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende samt i EØS-tillægget (9). Tilsynsmyndigheden opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i denne sag.

Tilsynsmyndigheden modtog bemærkninger fra flere interesserede parter (10). Ved brev dateret 23. maj 2008 (løbenr. 478026) fremsendte Tilsynsmyndigheden disse til de norske myndigheder, som fik lejlighed til at svare på de fremsendte bemærkninger, men valgte ikke at fremsende yderligere bemærkninger.

I 1992 indførte de norske myndigheder en ordning vedrørende særlige skattefradrag til visse andelsselskaber. I henhold til denne ordning var visse andelsselskaber i landbrugs-, skovbrugs- og fiskerisektoren samt forbrugerandelsselskaber berettiget til skattefradrag på grundlag af tilførsler til egenkapitalen. Andre former for andelsselskaber var ikke omfattet af ordningen. Dette fradrag var begrænset til højst 15 % af det årlige nettoresultat og gjaldt kun den del af indtægterne, der hidrørte fra handel med andelsselskabets medlemmer. Hvis dette fradrag blev udnyttet fuldt ud, ville det svare til en nedsættelse af den normale selskabsskattesats fra 28 % til 23,8 %. Ordningens formål var at give andelsselskaber en skattefordel, fordi det blev vurderet, at de havde vanskeligere ved at få adgang til egenkapital end andre selskaber (11).

Ordningen blev afskaffet fra og med skatteåret 2005. I forbindelse med finansloven for 2007 foreslog de norske myndigheder imidlertid at genindføre ordningen med mindre ændringer (12). Derfor blev ordningen anmeldt til Tilsynsmyndigheden.

Ifølge anmeldelsen skal andelsselskaber støttes, fordi offentligheden har en interesse i, at der findes virksomheder, der er baseret på principper som demokrati, selvhjælp, ansvarlighed, lighed, retfærdighed og solidaritet, som et alternativ til aktieselskaber. Derfor er det nødvendigt at kompensere for de ulemper, som andelsselskaber har i forhold til andre virksomheder, for at sikre den offentlige, uhåndgribelige interesse i at bevare andelsselskaber som et alternativ til aktieselskaber. Ifølge anmeldelsen er formålet med den anmeldte ordning at opveje nogle af disse ulemper med hensyn til kapitaltilførslen.

Den anmeldte foranstaltning er fastlagt i en ny § 10-50 i skatteloven, ifølge hvilken andelsselskaber kan være berettiget til et skattefradrag. Denne paragraf lyder som følger:

»Endvidere kan der gives fradrag for tilførsler til den fælles egenkapital på op til 15 % af indtægterne. Der gives kun fradrag for indtægter hidrørende fra handel med medlemmer. Handel med medlemmer og lignende handel skal være opført i regnskabet og skal være dokumenteret«. (13)

Ifølge de norske myndigheder dækker begrebet »fælles egenkapital« ikke en balancepost i andelsselskaber, men er et rent skatteteknisk udtryk. Det følger deraf, at fælles egenkapital kan omfatte tilbageholdt kapital, bonusmidler, som er medlemmernes bonus, der holdes i andelsselskabet i en »efterbetalingsfond« (14), samt individualiserede midler i form af en bonus, som er blevet overført til medlemskapitalkonti i andelsselskabet (15).

»Lignende handel« defineres i skattelovens § 10-50, stk. 3, som fiskerisalgsorganisationers indkøb fra medlemmer af en anden fiskerisalgsorganisation på visse betingelser, indkøb i et andelsselskab i landbruget fra et tilsvarende andelsselskab med et markedsregulerende formål samt køb efter krav fra en offentlig myndighed (16).

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at der som hovedregel kun gives fradrag for indtægter hidrørende fra handel med medlemmer. Dermed gives der ikke fradrag for indtægter fra handel med andre. Som anført i forslaget til skattelovens § 10-50 skal handel med medlemmer og lignende handel fremgå af andelsselskabets regnskab. Derfor er det vigtigt, at der føres et særskilt regnskab for handel med medlemmer og handel med tredjeparter. Andelsselskabet skal kunne dokumentere handelen med medlemmer og lignende handel.

I anmeldelsen anslog de norske myndigheder, at tabet af skatteprovenu som følge af ordningen ville beløbe sig til mellem 35 mio. NOK og 40 mio. NOK (ca. 4-5 mio. EUR) i skatteåret 2007.

Ordningen finder anvendelse på de andelsselskaber, der er angivet i skatteloven i den foreslåede § 10-50, stk. 2 og stk. 4-6. I henhold til disse bestemmelser omfatter den anmeldte ordning primært visse forbrugerandelsselskaber samt andelsselskaber inden for landbrugs-, skovbrugs- og fiskerisektoren.

Hvad angår forbrugerandelsselskaber, anføres det i stk. 2, litra a), i den foreslåede § 10-50, at kun forbrugerandelsselskaber, hvor mere end 50 % af den almindelige omsætning stammer fra handel med medlemmer, er dækket af den anmeldte ordning.

Endvidere kan byggeforeninger, som er omfattet af loven om byggeforeninger (17), også udnytte skattefradraget. Dermed er ordningen blevet udvidet i forhold til den ordning, der udløb i 2005, jf. punkt I-2.1 ovenfor.

Andelsselskaber, som ikke udtrykkeligt er nævnt i skattelovens § 10-50, er ikke omfattet af ordningen. Ifølge de norske myndigheder er udvælgelsen af andelsselskaber baseret på den antagelse, at der er et stort behov for at kompensere de sektorer, der er omfattet af ordningen, for ekstraomkostninger. Andelsselskaber i sektorer, som ikke er omfattet af ordningen, er ifølge de norske myndigheder generelt mindre virksomheder med begrænset økonomisk eller ikke-økonomisk virksomhed.

I § 1, stk. 2, i loven om andelsselskaber (18) defineres et andelsselskab som en sammenslutning,

»som har til hovedformål at fremme medlemmernes økonomiske interesser ved at deltage i samfundet som aftagere, leverandører eller på en anden lignende måde, hvor

Endvidere fastlægges det i § 3, stk. 2, i loven om andelsselskaber, at medlemmerne ikke er forpligtet til at indskyde kapital i andelsselskabet, medmindre det enkelte medlem skriftligt har forpligtet sig dertil i forbindelse med tegningen af medlemskab eller i en særskilt aftale. Dette krav finder ikke anvendelse, hvis forpligtelsen til at foretage indskud er fastlagt i andelsselskabets vedtægter. Endvidere følger det af samme bestemmelse, at en pligt til at indskyde kapital skal være afgrænset beløbsmæssigt eller på anden måde.

Der er ca. 4 000 andelsselskaber i Norge med i alt flere end to millioner medlemmer. Andelsselskaberne findes primært inden for landbrugs-, fiskeri-, bolig- og forbrugersektoren, men også i andre dele af økonomien, som f.eks. forsikring, transport, energiforsyning, sundhedspleje, medier osv.

Norsk Landbrukssamvirke omfatter 14 organisationer i hele Norge, som beskæftiger sig med bl.a. forarbejdning, salg og indkøb af landbrugsvarer og produkter, der bruges i landbrugsproduktionen (gødning, maskineri osv.), avl, kredit og forsikring. Andelsselskaberne inden for landbruget har over 50 000 individuelle medlemmer (landmænd), ca. 19 000 medarbejdere og en årlig omsætning på mere end 58 mia. NOK (ca. 6 mia. EUR). Andelsselskaberne ejer nogle af de mest kendte norske varemærker, såsom TINE (mejeriprodukter), Gilde (rødt kød) og Prior (æg og fjerkræ). Andelsselskaber i landbrugssektoren har som hovedformål at etablere kanaler til forarbejdning og markedsføring af landbrugsprodukter samt at skabe gode betingelser for adgang til kapital og input til produktionen på de enkelte landbrug.

I henhold til den norske lov om råfisk (21) har de norske andelssalgsorganisationer eneret til første udbud af fisk og skaldyr med undtagelse af opdrættede fisk. Der er seks salgsorganisationer i denne sektor. De enkelte organisationers virkeområde omfatter enten et geografisk område og/eller en fiskeart. Andelssalgsorganisationerne ejes af fiskerne selv. Ud over markedsføring har salgsorganisationerne også kontrolfunktioner med hensyn til beskyttelsen af de marine ressourcer. Førstehåndsværdien af fisk og skaldyr er ca. 6 mia. NOK (ca. 620 mio. EUR). 90 % af alle fisk og skaldyr eksporteres.

Coop NKL BA er centralorganisationen for de norske forbrugerandelsselskaber. Coop er en supermarkedskæde med ca. 1,1 mio. individuelle medlemmer organiseret i 140 andelsselskaber. Coop driver mere end 1 350 forretninger med en årlig omsætning på ca. 34 mia. NOK (ca. 3,6 mia. EUR) og ca. 22 000 medarbejdere. Markedsandelen er 24 % af markedet for købmandsvarer. Coop er også beskæftiget inden for levnedsmiddelforarbejdning og samarbejder med de andre andelsselskaber i detailsektoren i Skandinavien om indkøb og forarbejdning. Forbrugerandelsselskabernes hovedformål er at forsyne medlemmerne med gode og nyttige varer og tjenesteydelser til konkurrencedygtige priser og samtidig fungere som interesseorganisation for medlemmerne i forbrugerspørgsmål.

Norske Boligbyggelags Landsforbund (NBBL) er en national fællesorganisation for 86 andelsboligselskaber og har 772 000 individuelle medlemmer og 378 000 boliger i knap 5 100 tilsluttede boligandelsselskaber. Boligandelsselskaberne er af forskellig størrelse — fra 100 til 190 000 individuelle medlemmer. Boligandelsselskaberne står for en stor del af boligmarkedet i byerne — i Oslo er markedsandelen næsten 40 %, og det nationale gennemsnit er 15 %. Hovedformålene er at sikre gode og passende boliger for medlemmerne og arbejde for gode og stabile vilkår for andelsselskaberne i boligsektoren.

Den generelle selskabsskat i Norge er i øjeblikket 28 %. Skatten pålignes virksomheders nettoresultat før skat. Dette gælder også, når resultatet tilføres til virksomhedens egenkapital. Den norske højesteret har imidlertid konkluderet, at aktieindskud ikke regnes som skattepligtig indkomst for den modtagende virksomhed (22). Begrundelsen er, at sådanne indskud beskattes hos indskyderne. Mens en virksomhed skal betale 28 % i skat af egenkapital finansieret gennem virksomhedens egne indtægter, skal der derfor ikke betales skat af indskud fra aktionærer eller offentligheden. Det vil sige, at virksomheder, der f.eks. er organiseret som aktieselskaber osv., kan øge deres egenkapital ved hjælp af ikke-skattepligtige aktieindskud fra aktionærerne eller fra offentligheden.

Andelsselskaber har imidlertid ikke denne mulighed, da de i henhold til den norske lov om andelsselskaber ikke må udstede aktier til offentligheden eller udstede andre kapitalbeviser eller værdipapirer. Hertil kommer, at princippet om åbent medlemskab sætter en grænse for, hvor store kapitalindskud andelsselskaber kan kræve af deres medlemmer.

Ifølge anmeldelsen opfatter de norske myndigheder forpligtelserne og begrænsningerne for andelsselskaberne som værende væsentlige og uløseligt forbundet med andelsprincipperne. Derfor mener de norske myndigheder, at det ville være i strid med de grundlæggende andelsprincipper at ophæve disse restriktioner. De norske myndigheder påpeger, at den norske lov om andelsselskaber kan være strengere i denne henseende end lovgivningen om andelsselskaber i andre europæiske lande. Som eksempel henviser de norske myndigheder til artikel 64 i Rådets forordning om statut for det europæiske andelsselskab (23), ifølge hvilken et andelsselskab kan vedtage, at der kan udstedes andre værdipapirer end andele, der kan tegnes af såvel medlemmer som udenforstående personer. De norske myndigheder mener ikke desto mindre, at restriktionerne for andelsselskaber i Norge er nødvendige.

I beslutning nr. 719/97/KOL besluttede Tilsynsmyndigheden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, for så vidt angår den anmeldte ordning. Tilsynsmyndighedens foreløbige standpunkt var, at ordningen udgjorde statsstøtte i den i artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen anførte forstand.

For det første mente Tilsynsmyndigheden, at den foreslåede skattelettelse til andelsselskaber giver dem en fordel. For det andet vurderede Tilsynsmyndigheden, at skattelettelserne til andelsselskaber var en selektiv foranstaltning, og satte spørgsmålstegn ved, om foranstaltningen er berettiget på grund af det norske skattesystems karakter eller opbygning. Tilsynsmyndigheden betvivlede argumentet om, at ordningen ikke skulle fordreje eller true med at fordreje samhandelen, eftersom den mindsker den indkomstskat, andelsselskaberne skal betale. Endelig udtrykte Tilsynsmyndigheden tvivl om, hvorvidt den anmeldte foranstaltning er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i artikel 61 i EØS-aftalen og derfor vurderes som værende forenelig med statsstøttereglerne i EØS-aftalen.

De norske myndigheder hævder, at det forslåede skattefradrag ikke giver andelsselskaberne nogen fordel. På den ene side anfører de norske myndigheder, at fradraget bør opfattes som en del af en aftale, hvor skatteordningen udgør betaling fra staten til andelsselskaber for tilpasning til den nuværende lovgivningsmæssige ramme for andelsselskaber (24). Staten sikrer derfor andelsformen som et alternativ til aktieselskaber, hvilket betragtes som en uhåndgribelig fordel i offentlighedens interesse. På den anden side gør de norske myndigheder gældende, at skattefradraget bør opfattes som kompensation for de ekstraomkostninger, andelsselskaberne har som følge af de restriktioner, de er pålagt med hensyn til adgang til egenkapital, hvilket betragtes som en strukturel ulempe for andelsselskabet. De norske myndigheder anfører, at de antager, at den pågældende foranstaltning blot kompenserer for og opvejer den grundlæggende ulempe, som andelsselskaberne pålægges, når det drejer sig om adgang til egenkapital.

De norske myndigheder gør med hensyn til begge argumenter gældende, at ordningen er i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. Dette argument synes at være baseret på et synspunkt om, at den støtte, der ydes i henhold til ordningen, ikke vil overstige ekstraomkostningerne ved at drive virksomhed som et andelsselskab eller fordelene for offentligheden i at bevare andelsformen.

Endvidere fastholder de norske myndigheder, at anvendelsen af en skattemæssig foranstaltning ikke står i vejen for anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip, da den støtteform, staten vælger, bør være irrelevant.

Det følger af de europæiske domstoles og Europa-Kommissionens praksis, at det, at en foranstaltning kompenserer for en ulempe, som pålægges en virksomhed, ikke betyder, at foranstaltningen ikke kan anses for at give den pågældende virksomhed en fordel. Ifølge de norske myndigheder finder denne praksis ikke anvendelse på denne sag. Alle aktieselskaber har mulighed for at øge deres egenkapital ved at modtage indskud, som ikke er skattepligtig indkomst for virksomheden. Ordningen kompenserer blot for denne ulempe og skaber lige vilkår mellem andelsselskaber og andre virksomheder. De norske myndigheder gør endvidere gældende, at den aktuelle sag adskiller sig fra Europa-Kommissionens beslutning i OTE-sagen (25), eftersom skattefordelen og ekstraomkostningerne ved forpligtelsen i den aktuelle sag finder sted samtidig. De norske myndigheder fortolker betragtning 101 i OTE-sagen som, at dette kan være vigtigt for vurderingen af, om en fordel udgør statsstøtte.

Hvad angår ordningens selektivitet, anfører de norske myndigheder, at resultatet af ordningen er, at andelsselskaber behandles som om, at egenkapitalen var finansieret af aktionærer. Skattelettelsen giver det modtagende andelsselskab mulighed for at afsætte det samme beløb som egenkapital uden at skulle afholde skat, som hvis det havde modtaget et tilsvarende beløb som aktieindskud. Derfor mener de norske myndigheder, at det sikres, at hovedreglen vedrørende tilførsler til egenkapitalen også finder anvendelse på andelsselskaber.

Endvidere gør de norske myndigheder gældende, at den anmeldte ordning er i overensstemmelse med EØS-reglerne om statsstøtte og principperne i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber (26). De norske myndigheder henviser navnlig til punkt 3.2.6 i Kommissionens meddelelse, hvor det anføres, at en særlig skattemæssig status for andelsselskaber kan være en velkommen løsning.

Med hensyn til konkurrencefordrejning gør de norske myndigheder endelig gældende, at ordningens eneste formål er at afhjælpe andelsselskabernes nuværende konkurrencemæssige ulemper, hvorfor den antageligt styrker effektiviteten på de berørte markeder.

Efter offentliggørelsen af beslutning nr. 719/97/KOL om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, for så vidt angår den anmeldte støtte til visse andelsselskaber, har Tilsynsmyndigheden modtaget bemærkninger fra en række tredjeparter.

Bemærkningerne fra den franske regering henviser i det væsentlige til andelsselskabers særlige karakter, og den understreger, at den anmeldte ordning kun har til formål at kompensere andelsselskaberne for deres strukturelle ulemper.

Cooperatives Europe repræsenterer andelsselskaber i hele Europa og har til formål at støtte og udvikle andelsselskaber. Først henviser organisationen til andelsselskabets særlige karakter, som Fællesskabets myndigheder har anerkendt. Cooperatives Europe mener ikke, at de særlige ordninger, der gælder for andelsselskaber, bør sammenlignes med ordningerne for andre virksomhedsformer, eftersom ordningerne blot udgør den praktiske gennemførelse af andelsprincipperne. Desuden anfører Cooperatives Europe, at formålet med og resultatet af særlige skatteordninger for andelsselskaber ikke er at skabe illoyal konkurrence, men snarere at tage højde og kompensere for de begrænsninger, der ligger i andelsformen, på en forholdsmæssig måde. Ifølge Cooperatives Europe retfærdiggøres ordningen af et lighedsprincip, idet andelsselskaber har visse ulemper, bl.a. hvad angår adgang til kapital. Cooperatives Europe mener, at andelsselskaberne er underlagt en selvstændig retslig ordning, som tager højde for deres specificiteter. Det gøres gældende, at hvis en skatteordning, der kun finder anvendelse på andelsselskaber, er forenelig med logikken i medlemsstatens retssystem, er en konsekvens af andelsselskabets særlige driftsbetingelser, som følger af andelsprincipperne og -værdierne, og er proportional med begrænsningerne ved andelsselskaberne driftsbetingelser, kan den ikke betragtes som statsstøtte eller en fordel, men er blot en ordning, der følger af nogle driftsbetingelser, der er anderledes en for andre virksomhedsformer, og retfærdiggøres ved, at forskellige virksomhedsformer skal behandles lige. Endelig gør Cooperatives Europe gældende, at ordningen kompenserer for de ulemper, andelsselskaberne er pålagt, og dermed anerkender andelssystemets logik og ret til at konkurrere på lige vilkår.

Kooperativa Förbundet, som er en organisation for forbrugerandelsselskaber i Sverige, støtter Cooperatives Europes argumenter.

Confcooperative — Confederazione Cooperative Italiane er en organisation for italienske andelsselskaber. Den fremhæver, at andelsselskaber har et gensidighedsformål, og konkluderer, at den norske lovgivning er på linje med andre medlemsstaters lovgivning, som søger at afhjælpe de ulemper, som andelsselskaber oplever, navnlig hvad angår adgang til kapital, ved at understrege, at eventuelt overskud indbetalt af medlemmerne forbliver medlemmernes ejendom og dermed ikke kan beskattes som andelsselskabets indkomst.

Legacoop — Lega Nazionale delle Cooperative e Mutue er en organisation for italienske andelsselskaber i alle sektorer. Legacoop henviser til, at i størstedelen af alle andelsselskaber frasiger medlemmerne sig midlertidigt deres bonus. Organisationen mener, at ordningen er i overensstemmelse med civilretten og skattelovgivningen vedrørende europæiske andelsselskaber, og at ordningen vil bidrage til at afhjælpe andelsselskabernes ulemper med hensyn til kapitaltilførslen.

Coop de France er en organisation for franske andelsselskaber i landbrugssektoren. Organisationen henviser til den europæiske lovgivning, som har anerkendt andelsselskabernes særlige rolle, uanset hvilken sektor i økonomien de opererer i, og som indeholder instrumenter, der giver dem retssikkerhed. Endvidere gør organisationen gældende, at ordningen ikke udgør støtte, men blot kompenserer andelsselskaberne for de strukturelle ulemper, der følger af deres retlige virksomhedsform. Desuden anfører organisationen, at ordningen er i overensstemmelse med systemets logik og derfor ikke er selektiv. Dette er primært baseret på argumentet om, at andelsselskabers kapital er udelelig og består af medlemmernes overskud, som ikke er blevet udloddet. Coop de France henviser også til andelsselskabernes vanskeligheder med at få adgang til egenkapital på grund af deres manglende mulighed for at udstede aktier, det begrænsede antal potentielle medlemmer afhængigt af andelsselskabets mål og deres manglende mulighed for at bruge finansielle instrumenter.

Landbrugsrådet er en organisation for andelsselskaber i landbrugssektoren i Danmark. Organisationen gør gældende, at ordningen skaber lige konkurrencevilkår mellem de forskellige virksomhedsformer ved at respektere andelsselskabernes særlige karakter samt andelsprincipperne. Ordningen giver ikke andelsselskaberne en fordel, men afhjælper en strukturel ulempe.

CECOP-CICOPA-Europe repræsenterer andelsselskaberne i industrien og servicesektoren. Organisationen gør gældende, at de specifikke ordninger, der gælder for andelsselskaber, ikke bør sammenlignes med ordningerne for andre virksomhedsformer, da de er baseret på andelsprincipperne. Endvidere anfører organisationen, at når Tilsynsmyndigheden sammenligner situationen for andelsselskaber med andre virksomheder, synes der at blive etableret et hierarki mellem de retlige former, hvor andelsformen bliver opfattet som en undtagelse. Dette er ikke i overensstemmelse med den europæiske traktat eller forordningen om en statut for det europæiske selskab. Organisationen henviser til Kommissionens meddelelse om andelsselskaber og hævder, at den anmeldte ordning tager højde for og kompenserer for de begrænsninger, der ligger i andelsformen på en forholdsmæssig måde.

Sammenslutningen af Landbrugs-Andelsorganisationer i EU (COGECA) repræsenterer de generelle økonomiske interesser for andelsselskaber i landbrugs-, landbrugsfødevare-, skovbrugs- og fiskerisektoren i Europa. Organisationen henviser til andelsselskabernes grundlæggende rolle i disse sektorer, som er blevet anerkendt af mange EU-medlemsstater, samt til, at samfundsansvar (bæredygtig udvikling) er forankret i andelsselskabernes vedtægter. Organisationen udtrykker bekymring over, at ensartet skattemæssig behandling af andelsselskaber og andre virksomheder kan føre til, at andelsselskaberne skifter til andre virksomhedsformer, hvilket vil gøre det sværere for landmændene at få adgang til markedet.

CCAE Confederación de Cooperativas Agrarias de España, en organisation for andelsselskaber i landbrugssektoren, støtter de argumenter, som COGECA, Coop de France og Cooperatives Europe har fremlagt.

Groupement National de la Coopération er en organisation for andelsbevægelsen i Frankrig. Den gør gældende, at den fordelagtige skattemæssige behandling af andelsselskaber i Frankrig og andre europæiske lande har til formål at sikre lige konkurrencevilkår mellem andelsselskaber og andre virksomheder og ikke fordrejer konkurrencen. Organisationen henviser til andelsselskabers særlige karakter og understreger, at andelsselskaber for at kunne eksistere og udvikle sig har brug for bestemte retlige og skattemæssige rammer, som tager højde for de særlige forhold og de betingelser, de udøver deres virksomhed under. Den støtter Norges synspunkt om, at ordningen ikke giver andelsselskaberne en fordel, og gør gældende, at den ikke vil fordreje konkurrencen, idet det ikke ville være muligt at have ensartede regler for forskellige virksomhedsformer med forskellige karakteristika. På det grundlag fremhæver organisationen, at støtten ikke ville være en uforholdsmæssig foranstaltning.

Samvirkeutvalget er en organisation for norske andelsselskaber. Samvirkeutvalget indleder med at konstatere, at der er en grundlæggende forskel mellem andelsselskaber og andre virksomhedsformer, nemlig at forholdet mellem andelsselskabet og dets medlemmer er anderledes end forholdet mellem et aktieselskab og en aktionær. Dette vil også have indflydelse på den skattemæssige behandling af andelsselskaber.

Samvirkeutvalget gør gældende, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte, idet den er berettiget i kraft af det norske skattesystems karakter eller opbygning. I denne henseende anfører Samvirkeutvalget, at andelsselskaber opbygger deres egenkapital ved ikke at udbetale bonus til medlemmerne. Normalt skal et sådant overskud udloddes til andelsselskabets medlemmer, da det faktisk udgør en udskudt priskorrektion, som tilhører medlemmerne og ikke andelsselskabet. Hvis der foretages en tilbagebetaling, vil den være fradragsberettiget for andelsselskabet. Hvis overskuddet ikke tilbagebetales, vil det udgøre et indskud til egenkapitalen fra andelsselskabets medlemmer. Derfor er det i overensstemmelse med systemets logik, at overskuddet bør være fritaget for skat, uanset om det tilføres til egenkapitalen eller tilbagebetales til medlemmerne. Desuden gælder begrundelsen om, at dobbeltbeskatning af et beløb skal undgås. Ligesom private placeringer er fritaget for skat for et aktieselskab, da de allerede er blevet beskattet hos aktionærerne, bør andelsselskabernes medlemmers indskud til egenkapitalen være fritaget for skat for andelsselskaberne, da de allerede er blevet beskattet hos medlemmerne. På dette grundlag mener Samvirkeutvalget, at man i stedet for at holde ordningen op mod indkomstbeskatningsreglerne bør anskue den i forhold til reglerne om aktionærers bidrag til egenkapitalen.

For det andet anfører Samvirkeutvalget, at foranstaltningen ikke udgør en fordel, da den kun kompenserer for de strukturelle ulemper, som ligger i andelsselskabernes juridiske struktur. Samvirkeutvalget henviser til beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren og gør gældende, at det ikke er relevant, om de strukturelle ulemper opvejes af andre elementer i lovgivningen om andelsselskaber i Norge, men at det retlige kriterium bør være, hvorvidt den bestemte ulempe, som foranstaltningen skal opveje, opvejes af andre foranstaltninger.

For det tredje anfører Samvirkeutvalget, at foranstaltningen ikke er selektiv, eftersom de forskellige skatteregler for andelsselskaber og andre virksomheder afspejler forskellene i forhold til selskabslovgivningen. Eftersom den pågældende skattemæssige foranstaltning kun finder anvendelse på enheder, der er organiseret som andelsselskaber, berører det derfor kun en retlig virksomhedsform, der er åben for alle. Derfor er foranstaltningen ikke selektiv.

Som anført i punkt I-2.4 ovenfor er de andelsselskaber, der potentielt vil drage fordel af ordningen, primært aktive inden for landbrugs-, fiskeri- og skovbrugssektoren, visse forbrugerandelsselskaber og byggeforeninger.

EØS-aftalens anvendelsesområde defineres i artikel 8. Det følger af artikel 8, stk. 3, at:

»Medmindre andet er fastsat, finder bestemmelserne i denne aftale kun anvendelse på:

a)	varer henhørende under kapitel 25-97 i Det Harmoniserede Varebeskrivelses- og Varenomenklatursystem med undtagelse af varer opført i protokol 2

b)	varer anført i protokol 3 med forbehold af de særlige ordninger i denne protokol.«

I henhold til ovenstående falder landbrugs- og fiskerisektoren i vid udstrækning uden for anvendelsesområdet for EØS-aftalens statsstøtteregler.

Derfor finder denne beslutning anvendelse på den foreslåede skattelettelse for andelsselskaber, men omhandler ikke andelsselskaber, der er beskæftiget i landbrugs- og fiskerisektoren, i det omfang disse andelsselskabers virksomhed falder uden for anvendelsesområdet for statsstøttereglerne i EØS-aftalen.

»Bortset fra de i denne aftale hjemlede undtagelser er støtte, som ydes af EF-medlemsstater, EFTA-stater eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med denne aftale i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter.«

Tilsynsmyndigheden minder om, at et EFTA-stats skattesystem som hovedregel ikke er dækket af EØS-aftalen. De enkelte EFTA-stater skal selv udforme og anvende et skattesystem, der er tilpasset deres egne politiske valg. Anvendelsen af en skattemæssig foranstaltning, såsom et fradrag i selskabsskatten for visse andelsselskaber, kan imidlertid have konsekvenser, som bringer foranstaltningen inden for anvendelsesområdet for EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. I fast retspraksis (27) antages det, at EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, ikke sondrer under hensyn til grundene til eller hensigten med de statslige interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkninger.

For at udgøre statsstøtte i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anførte forstand, skal støtten ydes af staten eller ved hjælp af statsmidler.

Tilsynsmyndigheden minder om, at definitionen af støtte i henhold til fast retspraksis er mere generel end definitionen af tilskud, fordi den omfatter ikke blot positive fordele som tilskuddene selv, men også indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og som dermed uden at være tilskud i egentlig forstand har samme karakter og virkninger (28).

Ifølge den anmeldte ordning vil de andelsselskaber, der er nævnt i skattelovens § 10-50, være berettiget til et særligt skattefradrag. Dermed kan disse andelsselskaber trække tilførsler til egenkapitalen fra deres indtægter. Skattefradraget betyder, at den skat, som de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, skal betale, reduceres. Denne foranstaltning betyder tab af skatteprovenu for den norske stat. De norske myndigheder anslår, at dette beløb vil være mellem ca. 35 og 40 mio. NOK (ca. 4-5 mio. EUR) i skatteåret 2007. Ifølge fast retspraksis udgør en foranstaltning, hvorved de offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre skattepligtige, støtte ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler (29). Derfor finder Tilsynsmyndigheden, at den anmeldte ordning omfatter statslige midler.

For det første skal støtteforanstaltningen være selektiv, idet den begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«.

De andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, er virksomheder i den i EØS-aftalens statsstøtteregler anførte forstand. Ifølge fast retspraksis omfatter begrebet »virksomhed« enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (30).

For at vurdere om den pågældende foranstaltning er selektiv, skal det undersøges, om den nævnte foranstaltning inden for rammerne af en given retsorden udgør en fordel for visse virksomheder i forhold til andre virksomheder, der befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (31).

Tilsynsmyndigheden vil herefter undersøge disse elementer med hensyn til skattefradraget til visse andelsselskaber som fastlagt i skattelovens § 10-50.

Det er en nødvendig forudsætning for, at Tilsynsmyndigheden kan betegne en skattemæssig foranstaltning som selektiv, at den som det første skridt identificerer og undersøger, hvad der er den almindelige eller »normale« ordning inden for det relevante skattesystem, som udgør den relevante referenceramme (32).

I Norge finder den generelle selskabsskat også anvendelse på andelsselskaber. Formålet med selskabsskatten er at beskatte virksomheders overskud (nettoresultat). Ifølge den foreslåede § 10-50 i skatteloven er visse forbrugerandelsselskaber, andelsselskaber beskæftiget i landbrugs-, fiskeri- og skovbrugssektoren samt byggeforeninger imidlertid berettiget til et fradrag på op til 15 % af deres indtægter hidrørende fra handel med medlemmerne. Derfor reduceres disse virksomheders beskatningsgrundlag og dermed også deres selskabsskat. Denne skatteregel afviger fra de normale regler om den selskabsskat, der skal betales af norske virksomheder.

De norske myndigheder gør i anmeldelsen gældende, at den relevante referenceramme er den generelle ramme for kapitaltilførsel. Det mener Tilsynsmyndigheden ikke. Eftersom skattefritagelsen for visse andelsselskaber udgør en undtagelse fra den almindeligt gældende selskabsskat, finder Tilsynsmyndigheden, at den relevante referenceramme, som den anmeldte foranstaltning skal holdes op imod, er selskabsskattesystemet. Derfor udgør selskabsskatten den relevante referenceramme, som undtagelsen skal sammenlignes med.

Dernæst skal Tilsynsmyndigheden tage stilling til, om en statslig foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning (i dette tilfælde selskabsskatten) kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, jf. EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (33).

Derefter skal Tilsynsmyndigheden, vurdere og fastslå den eventuelle selektive karakter af den fordel, der ydes ved den pågældende skattemæssige foranstaltning, ved at vise, at denne foranstaltning udgør en undtagelse fra den almindelige ordning, for så vidt som den indfører differentiering mellem økonomiske aktører, der i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende medlemsstats skattesystem, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (34).

Ifølge ovennævnte retspraksis skal Tilsynsmyndigheden derfor vurdere, hvorvidt reduktionen på 15 % af andelsselskabernes indtægter hidrørende fra handel med medlemmerne begunstiger visse andelsselskaber i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anførte forstand, i forhold til andre virksomheder, der befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation, i forhold til det formål, der forfølges med selskabsskatten.

Som nævnt ovenfor er formålet med selskabsskatten at beskatte virksomheders overskud.

I denne forbindelse er Tilsynsmyndigheden bekendt med andelsselskabers særlige karakter. Tilsynsmyndigheden bemærker især følgende i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber: »Andelsselskaberne drives ud fra deres medlemmers interesser, idet disse samtidig er brugere; de drives ikke ud fra hensynet til eksterne investorers interesser. Medlemmerne modtager afkast i forhold til deres forventninger med andelsselskabet, og reserver og aktiver ejes i fællesskab, kan ikke fordeles og skal anvendes i medlemmernes fælles interesse. Da de personlige relationer mellem medlemmerne i princippet er stærke og har stor betydning, skal nye medlemmer godkendes, idet stemmeretten dog ikke nødvendigvis er proportional med kapitalandelen (én mand, én stemme). Hvis et medlem melder sig ud, har han ret til at få sin andel tilbagebetalt, hvilket indebærer en reduktion af kapitalen.« (35)

Derfor er det fuldt ud gensidige andelsselskab først og fremmest defineret ved et særligt forhold med andelsselskabets medlemmer, hvilket betyder, at medlemmerne er aktivt involveret i andelsselskabets drift, og at der er en høj grad af samspil mellem medlemmerne og andelsselskabet, som strækker sig ud over et rent forretningsmæssigt forhold. For det andet ejes et andelsselskabs aktiver af alle medlemmerne i fællesskab, ligesom overskuddet udloddes til andelsselskabets medlemmer på grundlag af medlemmernes handel med andelsselskabet.

På baggrund af ovenstående principper vil Tilsynsmyndigheden ikke udelukke, at fuldt ud gensidige andelsselskaber og andre virksomheder kan antages ikke at være i en tilsvarende retlig og faktisk situation, når det drejer sig om målet om beskatning af virksomheders overskud.

I den foreliggende sag synes nogle af de omfattede andelsselskaber imidlertid ikke at være fuldt ud gensidige. En stor del af virksomheden i visse af de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, vedrører ikke handel med medlemmerne, men handel med andre kunder. I denne forbindelse henviser Tilsynsmyndigheden til begrænsningen i skattelovens § 10-50, ifølge hvilken kun forbrugerandelsselskaber, hvor mere end 50 % af den almindelige omsætning hidrører fra handel med medlemmerne, er omfattet af den anmeldte ordning. Tilsynsmyndigheden finder, at sådanne andelsselskaber med vidtrækkende gensidighed adskiller sig væsentligt fra den fuldt ud gensidige andelsmodel, som beskrives i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber.

Endvidere omfatter ordningen kun de andelsselskaber, der er anført i forslaget til § 10-50 i skatteloven, nemlig visse forbrugerandelsselskaber, andelsselskaber beskæftiget i landbrugs-, fiskeri- og skovbrugssektoren samt byggeforeninger. Det er kun disse andelsselskaber, der er berettiget til et fradrag på op til 15 % af den del af deres indtægter, der hidrører fra handel med medlemmerne. Derfor gives den pågældende skattefordel på grundlag af virksomhedens retlige form som andelsselskab samt af de sektorer, hvor det pågældende selskab udøver sin virksomhed. Det er derfor klart, at foranstaltningen er selektiv i forhold til andre sammenlignelige økonomiske operatører.

Tilsynsmyndigheden mener, at ved at beskatte visse andelsselskabers overskud fra handel med medlemmerne forskelligt afhængigt af deres sektor differentierer den norske skattelovs § 10-50 mellem økonomiske operatører, som i lyset af formålet med selskabsskattesystemet, nemlig at beskatte overskud, er i en sammenlignelig faktisk og retlig situation.

Ifølge etableret retspraksis omfatter begrebet statsstøtte imidlertid ikke de statslige foranstaltninger, som indfører en sondring mellem virksomheder og derfor på forhånd er selektive, når denne sondring følger af det afgiftssystems karakter eller opbygning, som foranstaltningerne er en del af (36). Ifølge EFTA-Domstolens og Fællesskabets domstoles retspraksis kan en konkret skattemæssig foranstaltning, hvis den har til formål — helt eller delvis — at fritage virksomhederne i en sektor fra de byrder, som følger af en normal anvendelse af det almindelige system, berettiges af skattesystemets logik, hvis den er i overensstemmelse med det (37).

Derfor skal Tilsynsmyndigheden afgøre, hvorvidt differentieringen mellem visse andelsselskaber og andre virksomheder alligevel ikke er selektiv, fordi den skyldes karakteren eller opbygningen af det system, som den er led i. Det vil sige, hvorvidt differentieringen er en direkte følge af de grundlæggende eller ledende principper i dette system (38).

Det følger af retspraksis, at det påhviler den EØS-stat, som har indført en sådan differentiering, at godtgøre, at den faktisk er berettiget på grund af den pågældende ordnings karakter eller forvaltning (39). De norske myndigheder gør gældende, at skattefradraget, som finder anvendelse på visse andelsselskaber, er berettiget på grund af karakteren eller opbygningen, da det betyder, at det norske system, hvor virksomheder kan få finansieret deres egenkapital ved at modtage skattefri indskud, udvides til også at omfatte andelsselskaber. Med andre ord har ordningen til formål at opveje den ulempe, som andelsselskaberne har på grund af deres retlige virksomhedsform.

Tilsynsmyndigheden mener i den foreliggende sag ikke, at de norske myndigheders begrundelse om, at fradraget i selskabsskatten bør betragtes som en kompensation for de ekstraomkostninger, andelsselskaberne har som følge af deres vanskelige adgang til kapital, kan betragtes som en del af logikken i selskabsskattesystemet. Selskabsskat opkræves af en virksomheds indtægter fra normal handel, hvorimod aktieindskud og andre egenkapitalindskud ikke karakteriseres som indtægter i den norske skattelov (40). Selv om de norske myndigheders formål med denne ordning er prisværdigt, synes den derfor ikke at være en direkte følge af de grundlæggende eller ledende principper i det system, som foranstaltningen er led i, nemlig skattesystemet. Tilsynsmyndigheden minder om, at ifølge fast retspraksis kan statslige indgrebs formål ikke uden videre medføre, at de falder uden for begrebet statsstøtte i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1 (41).

Endvidere bemærker Tilsynsmyndigheden, at den anmeldte ordning i denne sag ikke omfatter alle andelsselskaber, som i princippet burde have samme strukturelle ulemper, som fremhævet af de norske myndigheder. Tværtimod omfatter ordningen kun andelsselskaber i de sektorer, der er udtrykkeligt nævnt i forslaget til skattelovens § 10-50. De norske myndigheder har ikke fremsendt nogen argumenter for, at afgrænsningen af ordningen til kun at omfatte disse andelsselskaber er på linje med skattesystemets karakter og opbygning. De forberedende dokumenter til skattelovens § 10-50 henviser kun til, at de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, repræsenterer de traditionelle andelssektorer (42), hvilket ikke er relevant i forbindelse med spørgsmålet om selskabsbeskatning. Endvidere er afgrænsningen ifølge de norske myndigheder baseret på en antagelse om, at de andelsselskaber, der skal omfattes af ordningen, har mere brug for støtten end andelsselskaber i andre sektorer. De norske myndigheder har imidlertid hverken fremsendt nogen objektive oplysninger til støtte for denne antagelse eller nogen objektiv, dokumenteret begrundelse for denne differentiering.

I overensstemmelse med retspraksis (43) finder Tilsynsmyndigheden, at nødvendigheden af at tage visse hensyn i betragtning (i dette tilfælde andelsselskabers særlige karakteristika som organisationer) uanset, hvor legitime de måtte være, ikke kan berettige udelukkelse af selv specifikke selektive foranstaltninger fra anvendelsesområdet for EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, da der under alle omstændigheder med fordel kan tages hensyn til formålene, når statsstøtteforanstaltningens forenelighed bedømmes i forhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 3.

Endvidere henviser Tilsynsmyndigheden til bemærkningerne fra Samvirkeutvalget, som anfører, at en skattefritagelse for andelsselskaber kunne være berettiget som følge af spørgsmålet om dobbeltbeskatning og derfor er forenelig med selskabsskattesystemets karakter og logik. På grundlag af de forhåndenværende oplysninger kan Tilsynsmyndigheden imidlertid ikke udelukke, at der ville være situationer, hvor kapitalen hverken ville blive beskattet hos andelsselskabet eller hos medlemmerne.

Endvidere finder Tilsynsmyndigheden i denne sag og i mangel af overbevisende argumenter for det modsatte, at det, at en skattefordel kun begunstiger nogle andelsselskaber, uden objektiv begrundelse for denne differentiering ikke kan betragtes som værende forenelig med skattesystemets logik (44). Uanset om de omhandlede skattefordele tildeles efter objektive kriterier, har de ikke desto mindre en selektiv karakter (45).

På dette grundlag mener Tilsynsmyndigheden, at det skattefradrag, der finder anvendelse på visse andelsselskaber, afviger fra det almindelige selskabsskattesystem, ikke synes at være berettiget under hensyn til karakteren eller opbygningen af systemet og derfor skal betragtes som selektiv (46).

For det andet skal Tilsynsmyndigheden for at afgøre, hvorvidt de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, har fået en økonomisk fordel, vurdere, hvorvidt foranstaltningen fritager de pågældende andelsselskaber fra de byrder, som følger af deres almindelige virksomhed. Tilsynsmyndigheden finder, at spørgsmålet om, hvorvidt ordningen giver de pågældende andelsselskaber en fordel, skal vurderes i lyset af selskabsskattesystemet, som gælder for både lønsomme virksomheder og for andelsselskaber, herunder de andelsselskaber, der ikke er omfattet af ordningen.

Ifølge den anmeldte ordning er visse andelsselskaber berettiget til et fradrag på op til 15 % af den del af deres indtægter, der hidrører fra handel med medlemmerne. Derfor reduceres disse virksomheders beskatningsgrundlag og dermed også deres selskabsskat. Dermed fritager foranstaltningen dem for de byrder, der normalt belaster deres budget. Denne skatteregel afviger fra de normale regler om den selskabsskat, de norske virksomheder skal betale.

De norske myndigheder og flere af de tredjeparter, der har fremsendt bemærkninger til beslutningen om at indlede proceduren, gør gældende, at det foreslåede skattefradrag ikke giver andelsselskaberne en fordel. For det første er ordningen ifølge de norske myndigheder på linje med det markedsøkonomiske investorprincip og bør opfattes som betaling til andelsselskaberne for at videreføre deres retlige virksomhedsform, som er af offentlig interesse. For det andet udgør skattefradraget kompensation for de ekstraomkostninger, andelsselskaberne har som følge af de restriktioner, de er pålagt, navnlig med hensyn til adgang til egenkapital, og omfatter ikke nogen overkompensation.

Med hensyn til det markedsøkonomiske investorprincip synes argumentationen at være baseret på et synspunkt om, at den støtte, der ydes i henhold til ordningen, ikke vil overstige ekstraomkostningerne ved at drive virksomhed som et andelsselskab (overkompensation), eller fordelene for offentligheden i at bevare andelsformen. De norske myndigheder gør gældende, at det markedsøkonomiske investorprincip finder anvendelse, når staten erhverver immaterielle fordele i offentlighedens interesse til markedsprisen, i hvert fald når den immaterielle fordel for staten ikke kommer den pågældende virksomhed til gode (47).

Tilsynsmyndigheden mener, at der er flere årsager til, at det markedsøkonomiske investorprincip ikke finder anvendelse i denne sag. For det første er Tilsynsmyndigheden ikke enig i de norske myndigheders holdning om, at det ikke indebærer fordele for en virksomhed at være organiseret som et andelsselskab. I denne forbindelse henviser Tilsynsmyndigheden til Kommissionens meddelelse om andelsselskaber, hvor Europa-Kommissionen bl.a. anfører, at andelsmodellen »kan være et middel til opbygning og styrkelse af de små og mellemstore virksomheders (SMV’ernes) økonomiske styrke på markedet« (48).

Endvidere finder Tilsynsmyndigheden, at den immaterielle fordel, som staten agter at »erhverve« i denne sag, er at bevare andelssektoren i Norge på de nuværende vilkår, hvad angår begrænsningerne for adgangen til egenkapital. Tilsynsmyndigheden mener, at det er umuligt at anvende det markedsøkonomiske investorprincip i denne sag af den simple grund, at ingen privat markedsinvestor nogensinde ville foretage en handel svarende til den, de norske myndigheder foreslår. I denne sag handler staten ikke som en markedsinvestor eller en virksomhed. Tværtimod udfører staten sine suveræne og administrative funktioner, hvor udskrivning af skatter er en af de vigtigste komponenter. Derfor kan Tilsynsmyndigheden ikke se, at det markedsøkonomiske investorprincip finder anvendelse her.

De norske myndigheder har også gjort gældende, at ordningen ikke udgør overkompensation, og at den støtte, der ydes, ikke overstiger fordelene for offentligheden i at bevare andelsformen. Tilsynsmyndigheden bemærker, at de norske myndigheder ikke har fremsendt nogen tal eller andre oplysninger i denne forbindelse, men blot har anført, at de antager, at dette er tilfældet. Derfor kan Tilsynsmyndigheden ikke godtage dette argument.

For det andet vil Tilsynsmyndigheden undersøge, om det kan konkluderes, at ordningen ikke indebærer en fordel for de andelsselskaber, der er omfattet af den, fordi støtten ydes for at kompensere andelsselskaberne for strukturelle ulemper. Det er blevet anerkendt, at strukturelle ulemper i visse konkrete situationer kan opvejes ved hjælp af støtteforanstaltninger (49). Kompensation for en ulempe er i nogle situationer ikke blevet opfattet som statsstøtte, navnlig hvor tidligere statsejede monopoler omstruktureres og omdannes til markedsaktører i forbindelse med liberalisering af markedet. I disse tilfælde var den faktiske situation imidlertid anderledes end i denne sag. Endvidere synes hverken de europæiske domstoles retspraksis eller Europa-Kommissionens praksis at støtte, at en foranstaltning som den anmeldte ikke giver den pågældende virksomhed en fordel, blot fordi den kompenserer for en »ulempe«, som virksomheden er belastet af (50).

På denne baggrunden konkluderer Tilsynsmyndigheden, at den foreslåede skattelettelse giver de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, en fordel.

2.4. KONKURRENCEFORDREJNING OG PÅVIRKNING AF SAMHANDELEN MELLEM KONTRAHERENDE PARTER

Hvad angår kriterierne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, om støtte, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene i det omfang, den påvirker samhandelen mellem kontraherende parter, følger det af retspraksis, at det ikke er nødvendigt at godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem kontraherende parter og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene at undersøge, om støtten kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen (51).

De norske myndigheder gør gældende, at ordningens formål er at afhjælpe de eksisterende konkurrencemæssige ulemper for andelsselskaber, hvad angår adgang til egenkapital. På dette grundlag fastholder de, at ordningen ikke fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Tilsynsmyndigheden bemærker, at ordningens virkning er, at de pågældende andelsselskabers selskabsskat reduceres i forhold til andre virksomheder. Dermed styrkes disse andelsselskabers konkurrencemæssige stilling. Den kendsgerning, at andelsselskaberne er underlagt visse begrænsninger i henhold til norsk lov, som bl.a. aktieselskaber ikke er underlagt, er ikke afgørende i denne henseende.

Når en statsstøtte styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for EØS, må det endvidere antages, at sidstnævnte påvirkes af støtten. Derfor er det ikke nødvendigt, at den begunstigede virksomhed selv deltager i denne samhandel (52). Det foreslåede skattefradrag styrker andelsselskabernes stilling i forhold til deres konkurrenter med andre virksomhedsformer. Skattefradraget finder anvendelse på alle primære former for andelsselskaber, og i hvert fald nogle af disse er også aktive på markederne inden for EØS. I denne forbindelse bemærker Tilsynsmyndigheden, at forbrugerandelsselskabet Coop NKL BA har en markedsandel på markedet for købmandsvarer i Norge på 24 %. Endvidere samarbejder Coop NKL BA med de andre andelsselskaber i detailsektoren i Skandinavien om indkøb og forarbejdning.

På dette grundlag konkluderer Tilsynsmyndigheden, at den anmeldte ordning kan fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem EØS-aftalens kontraherende parter.

De norske myndigheder synes at gøre gældende, at den anmeldte ordning ikke udgør statsstøtte, fordi den er i overensstemmelse med principperne i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber. De norske myndigheder henviser især til punkt 3.2.6 i Kommissionens meddelelse, hvor Europa-Kommissionen bl.a. anfører, at en særlig skattemæssig status kan være en velkommen løsning. Dette afsnit lyder som følger:

»Nogle medlemsstater (f.eks. Belgien, Italien og Portugal) mener, at de begrænsninger, der på grund af deres særlige natur er en iboende egenskab hos andelsselskaberne, berettiger til særlige skatteregler. Eftersom andelsselskaber ikke er noteret på børsen, og andelene derfor ikke er tilgængelige for et større publikum, er mulighederne for at realisere en kapitalvinding næsten ikke-eksisterende. Endvidere udbetales kapitalandelene til parværdien (de har ikke nogen spekulationsværdi), og afkastet (dividenden) er normalt begrænset, hvilket vil kunne afskrække nye investorer. Desuden bør det nævnes, at andelsselskaber ofte er omfattet af strenge bestemmelser om henlæggelser til reserver. En særlig skattemæssig status kan være en velkommen løsning, men i forbindelse med al regulering af andelsforetagender bør der gælde det princip, at beskyttelse eller fordele, der ydes en bestemt virksomhedsform, skal stå i rimeligt forhold til de lovgivningsmæssige restriktioner, sociale forbedringer eller begrænsninger, der er indbygget i denne form. Andre »fordele« bør desuden ikke føre til illoyal konkurrence eller give anledning til, at virksomheder anvender andelskonstruktionen for at omgå regler om oplysningspligt og virksomhedsstyring. Medlemsstaterne bør overveje at indføre passende og forholdsmæssige skatteregler for andelsselskabers egenkapital og reserver. Sådanne bestemmelser bør dog ikke føre til konkurrenceforvridning (…)«.

Tilsynsmyndigheden bemærker imidlertid, at Kommissionen i punkt 3.2.7 i meddelelsen anfører, at »[a]ndelsselskaber, som udøver økonomisk aktivitet, betragtes som »virksomheder« i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 81, 82 og 86-88. De er derfor i fuldt omfang underkastet de europæiske konkurrence- og statsstøtteregler og også de forskellige undtagelser, tærskler og de minimis-regler.«

På dette grundlag mener Tilsynsmyndigheden, at selv om der skal tages højde for andelsselskabernes særlige karakter i undersøgelsen af denne sag, kan Kommissionens meddelelse, hvis den læses i sammenhæng, ikke kan gøres gældende til støtte for argumentet om, at statsstøtte til andelsselskaber ikke henhører under anvendelsesområdet for EØS-aftalens statsstøtteregler.

Derfor finder Tilsynsmyndigheden ikke, at Kommissionens meddelelse om andelsselskaber, når den læses i sammenhæng, ændrer konklusionen om, at den foreslåede skattelettelse giver de pågældende andelsselskaber en fordel.

På grundlag af ovenstående betragtning er Tilsynsmyndigheden nået til den konklusion, at den anmeldte ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber udgør statsstøtte i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anførte forstand.

Under henvisning til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 skal »EFTA-tilsynsmyndigheden underrettes i så god tid, at den kan fremsætte sine bemærkninger til eventuelle planer om tildeling eller ændring af støtte (…). Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte fremgangsmåde har ført til endelig beslutning«.

De norske myndigheder anmeldte den foreslåede ordning vedrørende skattelettelser til visse andelsselskaber i breve dateret 28. juni 2007 og 16. oktober 2007 og har ikke gennemført ordningen, idet den afventede Tilsynsmyndighedens endelige beslutning.

Tilsynsmyndigheden kan derfor konkludere, at de norske myndigheder har opfyldt deres forpligtelser i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3.

Tilsynsmyndigheden bemærker, at de norske myndigheder hverken i anmeldelsen eller i deres bemærkninger til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede proceduren har fremsendt argumenter vedrørende støttens forenelighed. Tilsynsmyndigheden har ikke desto mindre vurderet den anmeldte foranstaltnings forenelighed med EØS-aftalens artikel 61 på grundlag af de foreliggende oplysninger.

Tilsynsmyndigheden mener ikke, at nogen af undtagelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 2, finder anvendelse i denne sag.

Hvad angår anvendelsen af EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, kan skattelettelsen til andelsselskaber ikke betragtes som hørende under anvendelsesområdet for artikel 61, stk. 3, litra a), eftersom ingen af de norske regioner falder ind under denne bestemmelse, da det kræver en usædvanlig lav levestandard eller en alvorlig underbeskæftigelse. Ordningen synes heller ikke at fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælles europæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en EF-medlemsstats eller en EFTA-stats økonomi, hvilket er nødvendigt for anvendelsen af artikel 61, stk. 3, litra b).

Hvad angår EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), kan støtten betragtes som forenelig med aftalen, hvis den fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Tilsynsmyndigheden bemærker, at foranstaltningen hverken er begrænset til regioner, som er omfattet af Norges regionale støttekort, eller er dækket af nogen af de eksisterende statsstøtteretningslinjer, for så vidt angår forenelighed med EØS-aftalen på grundlag af artikel 61, stk. 3, litra c).

Da der ikke er nogen retningslinjer, der direkte finder anvendelse på den anmeldte ordning, vil Tilsynsmyndigheden vurdere ordningens forenelighed direkte i henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c) (53). Undtagelser i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), anførte forstand skal undergives en streng fortolkning (54) og kan kun anvendes, hvis det kan påvises, at støtten vil bidrage til opfyldelse af et formål af fælles interesse, og dette ikke ville kunne ske alene ved hjælp af markedskræfterne. Dette såkaldte »princip om bevis for modydelse« blev godkendt af EF-Domstolen i Philip Morris-sagen (55).

Vurderingen af statsstøttens forenelighed med fællesmarkedet går fundamentalt set ud på at afveje støttens negative virkninger for konkurrencen med dens positive virkninger set ud fra den fælles interesse (56). For at blive betragtet som forenelig i henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), skal en statsstøtteordning:

Tilsynsmyndigheden skal vurdere, hvorvidt foranstaltningens formål er nødvendigt, på linje med formål af fælles interesse og i så fald, hvorvidt foranstaltningen har de mindste konkurrencefordrejende virkninger.

De norske myndigheder har gjort gældende, at det endelige formål med den anmeldte ordning er at sikre bevarelse af andelsformen. De norske myndigheder anfører, at det er afgørende for at opfylde dette formål at lette andelsselskabernes adgang til egenkapital.

Tilsynsmyndigheden anerkender, at andelsselskaber har visse særlige egenskaber, som beskrevet i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber. Kommissionen anfører i sin meddelelse, at fremme af andelsmodellen i princippet kan skabe en mere effektiv økonomi samt have positive sociale virkninger. Kommissionen synes at antyde, at i lyset af de omfattende fordele med hensyn til retfærdighed, sociale forhold og koordination, som andelsmodellen menes at give, og som ellers ikke ville være til stede på markedet, kan opretholdelse af andelsmodellen betragtes som værende i den fælles interesse. Endvidere fremhæves andelsmodellens mulige rolle som et middel til opbygning og styrkelse af de små og mellemstore virksomheders økonomiske styrke på markedet, levering af tjenesteydelser, som lønsomme virksomheder ikke vil levere, samt opbygning af et videnbaseret samfund (58). Tilsynsmyndigheden minder imidlertid om, at definitionen af et andelsselskab i Kommissionens meddelelse synes at være relativt snæver, idet Kommissionens meddelelse generelt synes at omhandle andelsselskaber, som er fuldt ud gensidige (59).

På dette grundlag mener Tilsynsmyndigheden, at ordningen har et veldefineret formål af fælles interesse, i det omfang den er rettet mod fuldt ud gensidige andelsselskaber.

Det andet skridt er at vurdere, hvorvidt støtten er udformet således, at den kan opfylde formålet af fælles interesse, og i den forbindelse sikre, at andelsformen bevares ved at lette andelsselskabernes adgang til egenkapital.

Der kan sondres mellem fuldt ud gensidige andelsselskaber og andelsselskaber, som ikke er fuldt ud gensidige, idet gensidighed er det vigtigste særkende ved andelsselskaber. I jo højere grad et andelsselskab kan karakteriseres som gensidigt, desto større er forskellen mellem andelsselskabet og lønsomme virksomheder. Derfor kan formålet af fælles interesse om at bevare andelsselskaber, som defineret i Kommissionens meddelelse om andelsselskaber, bedst opfyldes ved at yde støtte til andelsselskaber, som er fuldt ud gensidige.

Hvad angår begrebet gensidige andelsselskaber, tvivler Tilsynsmyndigheden på, om det ville være tilstrækkeligt for, at et andelsselskab opfattes som gensidigt i den i Kommissionens meddelelse anførte forstand, at andelsselskabet primært handler med sine medlemmer. Tilsynsmyndigheden mener, at betegnelsen af et andelsselskab som fuldt ud gensidigt også ville afhænge af en række andre faktorer, såsom hvor ofte andelsselskabet er i kontakt med sine medlemmer, hvor aktivt medlemmerne deltager i andelsselskabets drift, hvor aktivt medlemmerne deltager i andelsselskabets ledelse og beslutningstagning, hvorvidt man automatisk kan blive medlem af andelsselskabet, eller om det kræver aktiv ansøgning og godkendelse fra de eksisterende medlemmer, hvor stor en del de til medlemmerne udbetalte bonusser udgør af overskuddet, hvor stor en del af goderne, der reserveres til medlemmerne i forhold til kunder, som ikke er medlemmer, osv. Tilsynsmyndigheden mener, at en vurdering af, om et andelsselskab er fuldt ud gensidigt, skal tage højde for disse og lignende kriterier.

Tilsynsmyndigheden bemærker, at nogle af de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, er fuldt ud gensidige andelsselskaber, mens andre er andelsselskaber med vidtrækkende gensidighed. Med hensyn til forbrugerandelsselskaber fastlægges det i forslaget til skattelovens § 10-50, at kun andelsselskaber med vidtrækkende gensidighed er dækket af ordningen (60). I den foreliggende sag synes nogle af de omfattede andelsselskaber derfor ikke at være fuldt ud gensidige. En stor del af virksomheden i visse af de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, navnlig forbrugerandelsselskaberne, vedrører f.eks. ikke handel med medlemmerne, men handel med andre kunder. Endvidere vil medlemmernes aktive deltagelse i andelsselskabets drift og ledelse være begrænset i mange andelsselskaber som følge af deres størrelse. Endvidere kan man tilsyneladende i mange andelsselskaber automatisk blive medlem, i det mindste når det gælder forbrugerandelsselskaber og boligandelsselskaber. Derfor mener Tilsynsmyndigheden ikke, at ordningen kun er udformet til at omfatte andelsselskaber med en særlig stærk gensidighed.

Hvad angår vurderingen af, om ordningen er udformet således, at den kan opfylde formålet af fælles interesse, skal det overvejes, hvorvidt den pågældende virksomhed indebærer nogen ekstraomkostninger, som opvejes af støtten. Tilsynsmyndigheden bemærker, at de norske myndigheder ikke har fremsendt nogen oplysninger, som giver Tilsynsmyndigheden mulighed for, direkte eller indirekte, at beregne omkostningerne til en virksomheds omdannelse til andelsselskab. Derfor er det heller ikke muligt for Tilsynsmyndigheden at vurdere, hvorvidt støtten er nødvendig og står i et rimeligt forhold til det tilsigtede formål.

På den anden side bemærker Tilsynsmyndigheden som et positivt træk, at det foreslåede skattefradrag ifølge anmeldelsen kun vil gælde for indtægter hidrørende fra handel med medlemmer og lignende handel. Endvidere kræver den anmeldte ordning, at der føres et særskilt regnskab for handel med medlemmer og handel med andre parter, for at andelsselskaberne kan modtage støtte fra ordningen.

Ikke desto mindre nærer Tilsynsmyndigheden af ovennævnte grunde tvivl om, hvorvidt den anmeldte ordning er udformet således, at den kan opfylde formålet af fælles interesse, som er at bevare andelsformen, og især fuldt ud gensidige andelsselskaber, ved at lette deres adgang til egenkapital.

Endelig skal det vurderes, om potentialet for at fordreje konkurrencen og samhandelen i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde er i et omfang, der er i strid med fælles interesse.

Hvad angår potentialet for at fordreje konkurrencen og samhandelen, bemærker Tilsynsmyndigheden, at ordningen skal klassificeres som driftsstøtte, da den fritager modtagerne for byrder, der normalt belaster virksomheder i den almindelige udøvelse af deres forretningsmæssige aktiviteter, i dette tilfælde selskabsskatten.

Driftsstøtte må kun i undtagelsestilfælde betragtes som værende forenelig med EØS-aftalen, hvis den giver mulighed for at fremme et formål af fælles interesse, som eller ikke ville blive opfyldt. Tilsynsmyndigheden sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt de norske myndigheders formål, som er at bevare andelsformen ved at lette andelsselskabernes adgang til egenkapital, ikke kunne være blevet opfyldt med andre mere forholdsmæssige foranstaltninger. Tilsynsmyndigheden fremhæver især den kendsgerning, at nogle af de andelsselskaber, der er omfattet af ordningen, er store virksomheder, der opererer på meget konkurrenceprægede markeder inden for EØS.

Som anført ovenfor mener Tilsynsmyndigheden, at ordningen ville have et veldefineret formål af fælles interesse, i det omfang den er rettet mod fuldt ud gensidige andelsselskaber. Det synes imidlertid ikke at være givet, at visse af andelsselskaberne er fuldt ud gensidige. Tilsynsmyndigheden mener derfor ikke, at støtten kan betragtes som værende godt målrettet. Endvidere er Tilsynsmyndigheden ikke i stand til at vurdere, hvorvidt støtten er nødvendig og står i et rimeligt forhold til det tilsigtede formål.

På grundlag af ovenstående finder Tilsynsmyndigheden ikke, selv om formålet med ordningen kan betragtes som et veldefineret formål af fælles interesse, at de norske myndigheder har påvist, at støttens positive virkninger vil opveje de negative virkninger. Derfor kan ordningen ikke betragtes som værende forenelig med EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c).

På grundlag af ovenstående vurdering mener Tilsynsmyndigheden, at den anmeldte skattefritagelse for visse andelsselskaber er statsstøtte, som er uforenelig med EØS-aftalens statsstøtteregler.

Tilsynsmyndigheden vil gerne understrege, at denne beslutning, som beskrevet i punkt II-1 ovenfor, ikke finder anvendelse på andelsselskaber beskæftiget i landbrugs- og fiskerisektoren, i det omfang at disse andelsselskabers virksomhed falder uden for anvendelsesområdet for statsstøttereglerne i EØS-aftalen —

Den påtænkte ordning for skattefritagelser for visse andelsselskaber udgør statsstøtte, som er uforenelig med EØS-aftalens artikel 61.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juli 2009.

På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne

Per SANDERUD

Formand

Kristján A. STEFÁNSSON

Medlem af Kollegiet

(5) Retningslinjer for anvendelse og fortolkning af artikel 61 og 62 i EØS-aftalen og artikel 1 i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, vedtaget og udstedt af EFTA-Tilsynsmyndigheden den 19.1.1994, offentliggjort i EFT L 231 af 3.9.1994 s. 1, EØS-tillæg nr. 32 af 3.9.1994 (i det følgende benævnt »retningslinjer for statsstøtte«).

(6) Beslutning nr. 195/04/KOL af 14.7.2004, offentliggjort i EUT L 139 af 25.5.2006, s. 37, og EØS-tillæg nr. 26 af 25.5.2006, s. 1, med senere ændringer. Der findes en opdateret version af retningslinjerne for statsstøtte på Tilsynsmyndighedens websted: http://www.eftasurv.int/state-aid/legal-framework/state-aid-guidelines/.

(8) For yderligere oplysninger om korrespondancen mellem Tilsynsmyndigheden og de norske myndigheder henvises til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, beslutning nr. 719/07/KOL, offentliggjort i EUT C 96 af 17.4.2008, s. 27, samt EØS-tillæg nr. 20 af 17.4.2008, s. 44.

(11) § 12, stk. 2, i den norske regerings lovforslag af 29.9.2006 (Ot.prp. nr. 1 (2006-2007) Skatte- og avgiftsopplegget 2007 — lovendringer).

(12) Ot.prp. nr. 1 (2006-2007) Skatte- og avgiftsopplegget 2007 — lovendringer.

(13) Tilsynsmyndighedens uofficielle oversættelse. Den oprindelige norske tekst lyder som følger: »[…] I tillegg kan det gis fradrag for avsetning til felleseid andelskapital med inntil 15 prosent av inntekten. Fradrag gis bare i inntekt av omsetning med medlemmene. Omsetning med medlemmene og likestilt omsetning må fremgå av regnskapet og kunne legitimeres.«

(16) De norske myndigheder har anført, at denne bestemmelse kun er relevant for andelsselskaber, hvis virksomhed ikke henhører under anvendelsesområdet for EØS-aftalen, jf. brev fra de norske myndigheder af 6.7.2009 (løbenr. 523765), s. 3. Derfor vil Tilsynsmyndigheden ikke analysere begrebet »lignende handel« yderligere.

(20) Oplysningerne i dette afsnit er primært hentet fra Samvirkesenterets websted. Samvirkesenteret er et center for oplysning, dokumentation og rådgivning vedrørende andelsselskaber og ejes af de største andelsselskaber i Norge, www.samvirke.org.

(21) Lov 14.12.1951 No 3 om omsetning av råfisk (råfiskloven), jf. især § 3.

(23) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22.7.2003 om statut for det europæiske andelsselskab (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).

(26) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremme af andelsselskaber i Europa, KOM(2004) 18 af 23.2.2004 (i det følgende benævnt »Kommissionens meddelelse om andelsselskaber« eller »Kommissionens meddelelse«).

(27) Sag E-6/98 Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, (1999) EFTA Court Report, s. 76, præmis 34, forenede sager E-5/04, E-6/04 og E-7/04, Fesil and Finnfjord, PIL m.fl. og Kongeriget Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, (2005) EFTA Court Report, s. 121, præmis 76, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709, præmis 13, og sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1996 I, s. 4551, præmis 20.

(28) Se navnlig sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke, Sml. 2001 I, s. 8365, præmis, 38, sag C-501/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 6717, præmis 90, og sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, Sml. 2005 I, s. 10901, præmis 77.

(29) Se i den forbindelse sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. 1994 I, s. 877, præmis 14, og sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., Sml. 2006 I, s. 289, præmis 132.

(30) Sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., Sml. 2006 I, s. 289, præmis 107 ff., og den deri anførte retspraksis.

(31) Sag C-487/06 P, British Aggregates Association mod Kommissionen, præmis 82 ff., sag C-409/00 Spanien mod Kommissionen, Sml. 2003 I, s. 1487, præmis 47, forenede sager C-428/06 til C-434/06 UGT-Rioja m.fl., endnu ikke offentliggjort, præmis 46.

(32) Sag T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort, præmis 143.

(33) Sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1999 I, s. 3671, præmis 28-31.

(34) Sag T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort, præmis 143, med yderligere henvisninger.

(36) Sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709, præmis 33, sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke, Sml. 2001 I, s. 8365, præmis 42.

(37) Sag E-6/98, Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, nævnt ovenfor, præmis 38, forenede sager E-5/04, E-6/04 og E-7/04, Fesil og Finnfjord, PIL m.fl. og Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, nævnt ovenfor, præmis 84-85, forenede sager T-127/99, T-129/99 og T-148/99, Territorio Histórico de Alava m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2002 II, s. 1275, præmis 163, sag C-143/99, Adria-Wien Pipeline, Sml. 2001 I, s. 8365, præmis 42, sag T-308/00, Salzgitter mod Kommissionen, Sml. 2004 II, s. 1933, præmis 42, sag C-172/03, Wolfgang Heiser, Sml. 2005 I, s. 1627, præmis 43.

(38) Sag T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort, præmis 144, med yderligere henvisninger.

(39) Sag C-159/01, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 4461, præmis 43-47.

(41) Sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1996 I, s. 4551, præmis 21, sag C-342/96, Spanien mod Kommissionen, Sml. 1999 I, s. 2459, præmis 23.

(42) Ot.prp. nr. 1 (2006-2007) Skatte- og avgiftsopplegget 2007 — lovendringer.

(43) Sag C-487/06, P British Aggregates Association mod Kommissionen, præmis 92.

(44) I denne forbindelse henviser Tilsynsmyndigheden til Europa-Kommissionens beslutning i sagen om en dansk ordning vedrørende godtgørelse af CO2-afgiften, jf. sag C 41/2006 (ex N 318/a/04), endnu ikke offentliggjort. I beslutningens præmis 44 anfører Kommissionen, at den pågældende ordning kun omfatter nogen af de virksomheder, der er i den faktiske situation, som ordningen ifølge de danske myndigheder har til formål at afhjælpe. Kommissionen betragter dette som værende en undtagelse fra den generelle logik, som de danske myndigheder henholder sig til, og at ordningen derfor ikke er forenelig med denne logik.

(45) Forenede sager T-92/00 og T-103/00, Territorio Histórico de Álava — Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2002 II, s. 1385, præmis 58.

(46) Sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze, Sml. 2006 I, s. 289, præmis 134-138, sag C-148/04, Unicredito Italiano, Sml. 2005 I, s. 11137, præmis 48-49.

(47) De norske myndigheder henviser til forslaget til afgørelse fra generaladvokat Fennelly i sag 251/97, Den Franske Republik mod Kommissionen, som grundlag for deres argumentation. Ifølge de franske myndigheders argumenter i denne sag er det muligt i det væsentlige at gøre gældende, at når staten erhverver goder eller tjenesteydelser eller mindre materielle fordele i almenhedens interesse til markedsprisen, kan det diskuteres, om der foreligger støtte eller en støtte, der i hvert fald muligvis er forenelig med det fælles marked, jf. præmis 20. Generaladvokaten fulgte imidlertid ikke de franske myndigheders argumentation i denne sag.

(50) Sag 30/59, Gezamenlijke Steenkolenmijnen, Sml. 1961, s. 3, præmis 29-30, sag C-173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709, præmis 12-13, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1996 I, s. 4551, præmis 25 og 35, sag C-251/97 Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1999 I, s. 6639, præmis 41, 46-47, og Kommissionens beslutning i sag C 2/2006, OTE, præmis 92.

(51) Sag C-372/97, Italien mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 3679, præmis 44, sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, præmis 111, og sag C-148/04, Unicredito Italiano, Sml. 2005 I, s. 11137, præmis 54.

(52) Sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, nævnt ovenfor, præmis 115 og 117, og sag C-148/04, Unicredito Italiano, anført ovenfor, præmis 56 og 58.

(53) Sag T-288/97 Regione Autonoma Friuli Venezia Giulia mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 1169, præmis 72.

(54) Sag C-301/96, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 2003 I, s. 9919, præmis 66 og 105.

(56) Se Kommissionens Handlingsplan på statsstøtteområdet af 7.6.2005, KOM(2005) 107, punkt 11.

(57) Se Kommissionens beslutning af 24.1.2007, K(2006) 6630, i sag nr. N 270/06, præmis 67.

(60) Denne betingelse gælder ikke for andre andelsselskaber, og Tilsynsmyndigheden har ikke oplysninger om, hvorvidt nogen andelsselskaber uden vidtrækkende gensidighed i andre sektorer skal være omfattet af ordningen.