10.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 123/28


EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS AFGØRELSE

nr. 196/03/KOL

af 5. november 2003

om 38. ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte ved at indføre et nyt kapitel, Kapitel 9B: Klager – Formular til brug ved indgivelse af klager over påstået ulovlig statsstøtte

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN —

SOM HENVISER TIL aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (1), særlig artikel 61 til 63 og protokol 26,

SOM HENVISER TIL aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (2), særlig artikel 24 og artikel 5, stk. 2, litra b) samt artikel 1 i del I i protokol 3 til denne aftale (3),

SOM TAGER I BETRAGTNING, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 24 i aftalen om tilsynsmyndigheden og domstolen skal sætte EØS-aftalens bestemmelser om statsstøtte i kraft,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen skal udstede meddelelser og retningslinjer for spørgsmål, der er behandlet i EØS-aftalen, hvis dette er udtrykkeligt fastsat i denne aftale eller i aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, eller hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden finder det nødvendigt,

SOM ERINDRER OM, de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte (4), som EFTA-Tilsynsmyndigheden vedtog den 19. januar 1994  (5),

SOM TAGER I BETRAGTNING, at Europa-Kommissionen den 16. maj 2003 offentliggjorde en ny formular til brug ved indgivelse af klager over påstået ulovlig statsstøtte (6),

SOM TAGER I BETRAGTNING, at nævnte formular også er relevant for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at der skal sikres en ensartet anvendelse af statsstøttereglerne i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til punkt II under overskriften »GENERELT« i slutningen af bilag XV til EØS-aftalen efter høring af Europa-Kommissionen skal vedtage retsakter, der svarer til dem, som Kommissionen har vedtaget,

SOM HAR HØRT Europa-Kommissionen,

SOM ERINDRER OM, at EFTA-Tilsynsmyndigheden har hørt EFTA-staterne om spørgsmålet på et multilateralt møde den 20. juni 2003 —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

1.

Retningslinjerne for statsstøtte ændres ved at indføje et nyt kapitel 9B »Klager - Formular til brug ved indgivelse af klager over påstået ulovlig statsstøtte«.

2.

Et nyt afsnit III »Formular til brug ved indgivelse af klager over påstået ulovlig statsstøtte« indføjes i bilag I til retningslinjerne for statsstøtte.

3.

Det nye kapitel 9B og det nye afsnit III i bilag I til retningslinjerne for statsstøtte er indeholdt i bilaget til denne afgørelse.

4.

EFTA-staterne underrettes om denne afgørelse ved brev vedlagt en kopi af denne afgørelse og bilaget.

5.

Europa-Kommissionen underrettes i overensstemmelse med litra d) i protokol 27 til EØS-aftalen ved en kopi af afgørelsen, med bilag.

6.

Afgørelsen med bilaget offentliggøres i EØS-afsnittet af og EØS-tillægget til Den Europæiske Unions Tidende.

7.

Den engelske udgave af afgørelsen er autentisk.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. november 2003.

På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne

Einar M. BULL

Formand

Hannes HAFSTEIN

Medlem af kollegiet


(1)  I det følgende benævnt EØS-aftalen.

(2)  I det følgende benævnt aftalen om tilsynsmyndigheden og domstolen.

(3)  Protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen som ændret af EFTA-staterne den 10. december 2001. Ændringerne trådte i kraft den 28. august 2003.

(4)  I det følgende benævnt retningslinjer for statsstøtte.

(5)  Oprindeligt offentliggjort i EFT L 231 af 3.9.1994 og i EØS-tillægget til EFT nr. 32 af samme dato, senest ændret ved afgørelse nr. 264/02/KOL af 18.12.2002 (endnu ikke offentliggjort).

(6)  Formular til brug ved indgivelse af klager over påstået ulovlig statsstøtte (EUT C 116 af 16.5.2003, s. 3).


BILAG

»9B KLAGER — FORMULAR TIL BRUG VED INDGIVELSE AF KLAGER OVER PÅSTÅET ULOVLIG STATSSTØTTE

I artikel 1, stk. 3, i del I og artikel 2, stk. 1, i del II i protokol 3 til aftalen om tilsynsmyndigheden og domstolen hedder det, at EFTA-Tilsynsmyndigheden skal underrettes så betids om hver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil. Den pågældende EFTA-stat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte fremgangsmåde har ført til endelig beslutning.

Støtteforanstaltninger, der er gennemført i strid med ovenstående bestemmelser, udgør »ulovlig støtte«.

Er EFTA-Tilsynsmyndigheden kommet i besiddelse af oplysninger om en påstået ulovlig støtte, undersøger den i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i del II i protokol 3 til aftalen om tilsynsmyndigheden og domstolen omgående oplysningerne, uanset kilden til disse oplysninger.

I overensstemmelse med artikel 20, stk. 2, i del II i ovennævnte protokol kan alle interesserede parter endvidere underrette EFTA-Tilsynsmyndigheden om påstået ulovlig støtte og om påstået misbrug af støtte (i det følgende benævnt »en klage«).

Alle personer eller virksomheder kan indgive en klage til EFTA-Tilsynsmyndigheden. Proceduren er gratis. Når EFTA-Tilsynsmyndigheden undersøger klager, er den forpligtet til at overholde de procedureregler, der er fastsat i protokol 3 til aftalen om tilsynsmyndigheden og domstolen, herunder især den pågældende EFTA-stats indsigelsesret.

Foruden at indgive en klage til EFTA-Tilsynsmyndigheden kan tredjeparter, hvis interesser er blevet skadet af en ulovlig støtte, normalt også indbringe sagen for de nationale domstole.

EFTA-Tilsynsmyndigheden kan imidlertid ikke tilbyde rådgivning om de nationale procedurer, der står til rådighed i de enkelte sager.

I klageformularen i afsnit III, i bilag I til disse retningslinjer anføres de oplysninger, EFTA-Tilsynsmyndigheden skal være i besiddelse af for at kunne følge op på en klage over påstået ulovlig støtte eller misbrug af støtte. Hvis De ikke finder det muligt at udfylde alle afsnit i formularen, bedes De begrunde dette.

Formularen foreligger på EFTA-Tilsynsmyndighedens internet-server på følgende adresse: http://www.eftasurv.int

EFTA-Tilsynsmyndighedens websted indeholder også mange nyttige oplysninger om de statsstøtteregler, der anvendes i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvilket kan være til nytte for Dem eller Deres rådgiver, når formularen skal udfyldes.

Formularen sendes til følgende adresse:

EFTA-Tilsynsmyndigheden

Direktoratet for Konkurrence og Statsstøtte

Rue de Trèves 74

B-1040 Bruxelles

AFSNIT III

Formular til brug ved indgivelse af klager over påstået ulovlig statsstøtte

Formularen indsendes til nedenstående adresse:

EFTA-Tilsynsmyndigheden

Direktoratet for Konkurrence og Statsstøtte

Rue de Trèves 74

B-1040 Bruxelles

I.A.   Oplysninger om klageren

I.1.   Klagerens efternavn og fornavn, eller virksomhedens navn:

I.2.   Adresse eller hjemsted:

I.3.   Telefonnummer, faxnummer, e-postadresse:

I.4.   Navn, adresse, telefonnummer, faxnummer og e-postadresse på en kontaktperson:

I.5.   Hvis klageren er en virksomhed, en kort beskrivelse af klager samt af arten af virksomhedens aktiviteter og sted(er), hvor de udøves:

I.6.   Kort beskrivelse af, hvordan den påståede tildelte støtte påvirker klagerens interesser:

I.B.   Oplysninger om klagerens repræsentant

I.7.   Hvis klagen indgives på vegne af andre (en person eller en virksomhed), oplyses desuden navn, adresse, faxnummer og e-postadresse på repræsentanten, og der vedlægges skriftligt bevis for repræsentantens bemyndigelse.

II.   Oplysninger om EFTA-staten

II.1.   EFTA-stat:

II.2.   Angiv det administrative niveau, hvor den påståede ulovlige statsstøtte er blevet ydet:

central myndighed

regional myndighed (giv venligst en nærmere beskrivelse)

andet (angiv hvilket)

III.   Oplysninger om de påståede støtteforanstaltninger, der klages over

III.1.   Klager de over en påstået støtteordning eller en påstået individuel støtteforanstaltning?

III.2.   Hvornår blev den påståede støtte ydet eller den påståede støtteordning gennemført? Oplys venligst den påståede støtteordnings varighed (hvis den er kendt)

III.3.   I hvilken/hvilke erhvervssektorer gælder den påståede støtteforanstaltning?

III.4.   Hvor stort er det påståede støttebeløb? I hvilken form ydes det (lån, tilskudsgarantier, skattebegunstigelser eller -fritagelser, osv.)?

III.5.   Hvem er støttemodtageren? I tilfælde af en ordning, hvem er da berettiget til den påståede støtte?

Angiv venligst så mange oplysninger som muligt, herunder en beskrivelse af den/de pågældende virksomheders vigtigste aktiviteter.

III.6.   Til hvilket formål blev den påståede støtte ydet (hvis det er kendt)?

IV.   Grunde til at klage

Giv venligst en nærmere redegørelse for Deres klage, herunder grundene til, at De har klaget, hvilke EØS-regler der efter Deres opfattelse er blevet overtrådt i forbindelse med ydelsen af den nævnte påståede støtte, og hvordan dette har påvirket konkurrencevilkårene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og samhandelen mellem de kontraherende parter.

Hvis den påståede støtte har skadet Deres egne forretningsinteresser, bedes De venligst redegøre herfor.

V.   Oplysninger om andre procedurer

V.1.   Nærmere oplysninger om eventuelle henvendelser, der allerede er rettet til EFTA-Tilsynsmyndigheden (vedlæg om muligt kopier af korrespondancen):

V.2.   Nærmere oplysninger om eventuelle henvendelser, der er rettet til Kommissionen (vedlæg om muligt kopier af korrespondancen):

V.3.   Henvendelser, der allerede er rettet til de nationale myndigheder (f.eks. centrale, regionale eller lokale offentlige organer, ombudsmand, osv. Vedlæg om muligt kopier af korrespondancen):

V.4.   Brug af nationale domstole eller andre procedurer (f.eks. voldgift eller forlig). (Oplys, om der allerede er truffet en afgørelse eller afsagt en kendelse og vedlæg i givet fald en kopi):

VI.   Støttedokumenter

Angiv eventuelle dokumenter eller andet bevismateriale, som er indsendt til støtte for klagen, og vedlæg kopier. Der bør så vidt muligt vedlægges en kopi af den nationale lov eller anden foranstaltning, som fastlægger retsgrundlaget for udbetalingen af den påståede støtte.

VII.   Fortrolig behandling af oplysninger

For at den pågældende EFTA-stat kan gøre brug af sin indsigelsesret, kan EFTA-Tilsynsmyndigheden blive nødt til at videregive EFTA-staten oplysninger om Deres identitet og eventuelle støttedokumenter eller indholdet af disse. Hvis De ønsker at forblive anonym eller, at visse dokumenter eller oplysninger ikke skal videregives, bedes De tydeligt angive dette og tydeligt markere fortrolige dele i dokumenterne samt give en begrundelse herfor.

Sted, dato og klagerens underskrift«